•$*&•
tue
i
/
Digitized by the Internet Archive
in 2010 with funding from
University of Toronto
http://www.archive.org/details/nielslauritshy03hy
NIELS LAURITS HØYENS
n.
SKRIFTER.
UDGIVNE
PAA FORANSTALTNING AU SELSKABET FOR NORDISK KONST
J. L. USSING.
TREDIE BIND.
KJØBENHAVN.
FORLAGT AF DEN GYLDENDALSKE BOGHANDEL (F. HEGEL
THIELES BOGTRYKKERI.
187G.
N
mit
lredie og sidste Bind af Høyens Skrifter indeholder de
stenograferede Forelæsninger, der fandtes efter ham. Det
var, som bekjendt, i det mundtlige Foredrag, at han havde
sin største Styrke. Naar Ordet kunde strømme frit fra
Læben, udfoldede hans mærkværdige Veltalenhed al den
Fylde af Kundskab, af grundig Tænkning og af varm
Følelse, han var i Besiddelse af; men hk han en enkelt
Gang et Foredrag nedskrevet og bearbejdet til Udgivelse,
forekom det undertiden hans Tilhørere, at hvad der var
vundet i Nøjagtighed, Sikkerhed og Fuldstændighed, var
tabt i umiddelbart Liv og i den dermed følgende hen-
rivende Magt; og, hvad der var det Værste, selve Ned-
skrivningen voldte Høven saa stort Besvær, at han næsten
aldrig kunde bekvemme sig dertil, og gjorde han det, fandt
hans Kritik saa meget at udsætte paa Arbejdet, at det
sjælden blev færdigt, Det var derfor at hans Venner, der
ikke ønskede at disse bevingede Ord skulde flyve bort for
bestandig, i de senere Aar af og til lode hans Foredrag
stenografere. Man havde haabet, at han selv vilde gjen-
nemse det tilvejebragte Manuskript og rette det til Tryk-
ning; men atter her traadte hans Selvkritik i Vejen; han
syntes, det maatte helt omarbejdes inden det kunde ud-
gives, og Omarbejdelsen udeblev. Efter hans Død have
IV
hans Venner ikke haft de samme Betænkeligheder; vi
have tværtimod ment, at disse Foredrag burde udgives
som de vare holdte, for at den danske Læserkreds ikke
skulde gaa glip af deres fulde Virkning. Gjennemsynet af
disse for mange Aar siden optegnede Forelæsninger har været
forbundet med en Del Vanskeligheder. De uundgaaelige
Misforstaaelser og Lakuner i Manuskriptet kunde ikke
rettes efter Hukommelsen, men kun efter Gisning, og
enkelte aldeles uforstaaelige Steder maatte udelades.
Naar dette Gjennemsyn dog, som jeg haaber, er faldet
tilfredsstillende ud, skyldes dette for en stor Del min
trofaste Medarbejder, Cand. philos. Victor Freund,
hvis omfattende ko osthis toriske Kundskab og ivrige Gransk-
ning har været i Stand til at løse saa godt som alle
Gaaderne.
Hvad der fandtes efterladt af stenograferede Fore-
drag, var desværre tildels Brudstykker. I den første af
de to større Forelæsningsrækker, den »om Konstens Væsen
og Opgave, særlig med Hensyn til Danmark«, manglede
de to første Foredrag, og det tredie sluttede sig saa nøje
til dem, at det ikke kunde forstaaes uden dem. Der
maatte altsaa begyndes med det fjerde; men trods denne
Mangel giver det Bevarede dog Hovedtrækkene af Høyens
Æsthetik og 1 Forbindelse dermed en kort Udsigt over
Danmarks Konsthistorie. Danmarks Konsthistorie var
egentlig hans Livs Studium, og de to første Bind af denne
Samling indeholde mangfoldige Bearbejdelser af enkelte
Punkter deraf. I Sammenhæng havde han behandlet den
i tre lange Foredrag, han holdt i Studenterforeningen;
men kun det midterste af disse er bevaret. Jeg har ladet
dette tilligemed et senere i Studenterforeningen holdt
Foredrag »om national Konst« , slutte sig som Tillæg til
den omtalte længere Forelæsningsrække , hvormed de fra
Indholdets Side ere nær beslægtede.
Den anden større Række Forelæsninger blev holdt i
Vinteren 1851 og 52 efter at Høyen havde besøgt den
store Industriudstilling i London og den dermed samtidige
Maleriudstilling i Bryssel. I England havde man til denne
Udstilling opfort det saakaldte Krystalpalads. Dette var
noget Nyt paa Konstens eller Industriens Omraade, som
for sig alene kunde gjøre Krav paa lige saa megen Op-
mærksomhed som hele Udstillingen. Høven studerede
denne Bygning grundig, og gav sine Tilhørere en fuld-
stændig Beskrivelse af den. Det kræver nogen Anstren-
gelse at følge hans Fremstilling, og mangen Læser vil
maaske finde det trættende; men saa snart han er færdig
med det andet Foredrag, vil der ikke længere være Noget,
der kan trætte ham, og han vil med Glæde følge Taleren
paa hans Vej igjennem Rækken af Evropas Kunstfrem-
bringelser, og særlig til den franske Malerskoles herlige
Skabninger. Ingen af Høyens daværende Tilhørere har
nu efter 24 Aars Forløb glemt det Billede, han tegnede
af Horace Vernet og Delaroche. Den første af disse
Konstnere havde han begyndt at underkaste en fuldstæn-
digere Behandling. Skjøndt det kun er en Begyndelse
til et større Arbejde, har jeg dog troet, at dette Brud-
stykke vilde være et velkomment Tillæg til den nysnævnte
Forelæsning. — Samlingen sluttes med et Foredrag, Høyen
holdt i den danske Folkeforening i 1866.
Det Portræt af Høyen, som folger med dette Bind,
er udført efter et Maleri af Constantin Hansen, som
Undertegnede ejer. Det er malet i 1852, altsaa da Høyen
VI
var 54 Aar gammel, og umiddelbart efter at han liavde
holdt de fleste af de her udgivne Forelæsninger. Uagtet
hverken Krøyer, som har tegnet det, eller Henriksen, som
har skaaret det i Træ, have kjendt Høyen i den Tid,
hvorfra Billedet er, og deres Arbejde derfor maatte kæmpe
med uovervindelige Vanskeligheder, vil dette alvorlige og
smukke Forsøg paa at gjengive hans Træk og Udtryk dog
sikkert blive modtaget med fortjent Paaskjønnelse.
16de August 187(3.
J. L. Ussing.
INDHOLD.
Side
I. Om Konstens Væsen og Opgave, særlig med Hensyn til
Danmark, Forelæsninger i Vinteren 1851. (De tre første
Forelæsninger mangle.)
Fjerde Forelæsning. Billedkonst. Forholdet mellem
Maleri og Billedhuggerkonst. Lyset 1 .
Femte Forelæsning. Skjønheden i Naturen og i Konsten 22.
Sjette Forelæsning. Bevægelsen. Det sjælelige Liv.
Momentet. Det Historiske 4-0.
Syvende Forelæsning. Konsten hos forskjellige Folke-
slag. Græsk og geimanisk Konst 66.
Ottende Forelæsning. Italiensk og nederlandsk Konst.
Konsten i Spanien, Holland, Frankrig, England og
Tyskland 81.
Niende Forelæsning. Konsten i Danmark til dette Aar-
hundredes Begyndelse 100.
Tiende Forelæsning. Konsten i Danmark i dette Aar-
hundrede 12o.
Ellevte Forelæsning. Om Berettigelsen af den Fordring,
at Konsten skal slutte sig til Folket 141.
II. Om national Konst, Foredrag i Studenterforeningen 1863. 160.
III. Konsten i Danmark i den sidste Halvdel af forrige Aar-
hnndrede, Foredrag i Studenterforeningen 1859 183.
IV. Om Konstens Forhold ved de store Indnstri- og Konst-
ndstHIinger i 1851, Forelæsninger, holdte i Foreningen for
nordisk Konst.
Første Forelæsning. Londonerudstillingens Tilblivelses-
maade "3o.
Anden Forelæsning. Udstillingsbygningens Gonstruction
og Stil 253-
vin
Side
Tredie Forelæsning. Plastiken paa Udstillingen. Vanske-
lige Stoffer. Curiosa 277.
Fjerde Forelæsning. Malerisk Behandling af Marmoret
i den engelske og især i den lombardiske Skole . . 291.
Femte Forelæsning. Realismen; Pradier. Emner hen-
tede fra Livet; Jerichau ; Kiss 315.
Sjette Forelæsning. Det Betydningsfulde. Stephenson.
Antike Emner; Mac Do well, Bissen. Gamle Testa-
mente; Jeholle. Ny Testamente; du Seigneur . . . . 338.
Syvende Forelæsning. Plastiken i Haandværkets Tje-
neste. Fremskridt i det Techniske, Gonfusion i det
Artistiske; Moden 365.
Ottende Forelæsning. Blomstermaleriet. Emailmaleri,
Glasmaleri, Mosaik o. a. 1. Brysselerudstillingens Be-
rettigelse 380.
Niende Forelæsning. Udstillingen i Bryssel. Wappers,
de Keijser, Galait, de Biefve 407.
Tiende Forelæsning. Bataillemaleriet i Frankrig. Ho-
race Vernet 433.
Ellevte Forelæsning. Historiemaleriet i Frankrig. Paul
Delaroche 462.
Tolvte Forelæsning. L. Robert, Schnetz, Ingres, Ary
Scheffer, E. Delacroix, Decamps, Steuben 492.
Trettende Forelæsning. Tilbagegang til Udstillingen i
Bryssel. Franske Malere. Belgiske Malere 518.
Fjortende Forelæsning. Fortsættelse. Belgiske Malere.
Tyske Malere 537.
Femtende Forelæsning. Overblik over Konsten i Eng-
land, Holland, Belgien, Tyskland, Frankrig. Samstem-
ning mellem Konstneren og Publikum; Emnets Be-
tydning. Nordisk Konst, nordiske Emner 557.
Tillæg. Begyndelsen af en Afhandling om Horace
Vernet 575.
Et Folks Forpligtelse til at værne om sin Konst, Foredrag
i Folkeforeninaren 1866 586.
OM KONSTENS VÆSEN OG OPGAVE,
SÆRLIG MED HENSYN TLL DANMARK.
FORELÆSNINGER I VINTEREN 1851.
Fjerde Forelæsning.*)
Billedkonst Forholdet mellem Maleri og Billedhuggerkonst. Lyset.
Jjilledhugning og Maleri, begge disse Konstgrene have
det samme Formaal, nemlig at give os synlige Billeder
af synlige Gjenstande, Billeder som ikke alene gjenkalde
os Originalernes Ydre, men som ogsaa fremstille for os
det indre Liv, der paa en naturlovmæssig Maade har
virket igjennem dem. Men de søge at realisere dette
samme Formaal ad forskjellige Veje, de fremstille paa
forskjellige Maader, de anvende forskjellige Midler, de
have forskjellige særegne konstneriske Hensyn at tage
ved hele deres Fremstilling. Og skjøndt det ganske vist
er let for Enhver af os i en Hast at opregne en Mængde
Forskjelligheder mellem et Maleri og en Billedstøtte,
maatte det maaske være mig tilladt at fremhæve den,
som jeg tror fremfor alle andre udgjør Grundforskj ellen
mellem de to Konstfags Fremstillingsmaade og Frem-
stillingsmidler , det er den Vis, hvorpaa de benytte det
ydre Lys' — Daglysets eller et hvilket som helst konstigt
*) De tre første Forelæsninger, som ikke haves i Manuskript., handlede
om Konst i Almindelighed og om Bygningskonst.
Heyons Skrifter. III. 1
Lys' — Virksomhed. Maleren bruger det saaledes som
vi i vort daglige Liv, naar vi f. Ex. gaa paa Gaden,
flytte vore Møbler o. s. v. , eller naar vi overhovedet
skulle se paa eller tage os i Agt for Noget; det tjener
ham til at vogte Billedet mod Skade, og gjøre det synligt
for Beskueren. Billedhuggeren bruger det derimod ikke
alene for at sætte os i Stand til at se hans Værk, hans
Billedstøtte, men han maler, saa at sige, paa den
raa Blok, paa det raa Ler med Lyset. For hin er Lyset
altsaa kun en Betingelse for at hans Konstværk kan sees,
denne behøver det tillige for at kunne fremkalde sit
Billedværk.
Hvad gjør nemlig Billedhuggeren? Han tager af det
raa Emne alt det Overflødige, alt det, som gjør, at det
er en raa Blok, og det saalænge, indtil han har faaet
Formerne frem. Men hvad er det da, som gjør, at disse
Former runde sig, at de virkelig vise sig med Skinnet af
den Figur, de skulle efterligne? Det er netop Lyset.
Og hvorledes opnaar nu Konstneren denne Virkning?
Han aftager Delene saaledes, at Lyset med sine Modula-
tioner, sine hele og halve Toner, kan falde derpaa og
fremkalde de svagere og stærkere Lyspartier, hvorved
denne Overflade bliver til , som skal skuffe os , og staa
for os som selve Livet, den efterligner. Men med Hen-
syn hertil kunde De sige mig, »han skaber dog ogsaa ved
at lægge til, thi han lægger Ler paa under sit Arbejde«.
Ganske vist! men De kunne være sikre paa, at han
vilde være umaadelig glad, dersom han ogsaa kunde
lægge Marmor paa. Han lægger kun Ler paa, for at
tage af igjen, han lægger paa, hvor han i Forvejen har
for Lidet, hvor han fra Begyndelsen af ikke har sørget
for at have Masse nok. Det er virkelig netop Billed-
huggerens Kald, at vedblive med at tage af det raa Stof
saa længe, indtil Figuren kommer frem. Vi kunne herved
mindes en Anekdote om den saa mærkværdige Michel
Angelo Buonarroti, om hvem der fortælles, at det under-
tiden morede ham at tage sig af enfoldige Mennesker,
naar de for Resten havde Noget ved sig, som i en eller
anden Henseende tilfredsstillede ham. Saaledes tog han
sig ogsaa engang af en middelmaadig Billedhuggers Vej-
ledning, idet han vedblev at befale ham, »tag saa det og
det bort, og glat saa det der lidt mere" o. s. v., indtil
det paa én Gang lykkedes Billedhuggeren , til sin egen
store Forundring, at frembringe et meget anstændigt
Konstværk.
Lad os endnu engang til nærmere Forstaaelse tage
to forskjellige Billedstøtter for os, og sammenligne dem,
f. Ex. AViedewelts Figur »Troskaben« ude ved Friheds-
støtten, der i sin Tid har været saa meget omtalt, og
som vi kjende af vor store Digters Vers, og en kvindelig
Figur af Thorvaldsen, Prinsesse Bariatinski, eller Hebe,
ligegyldigt hvilken. Og naar vi da skulle sige, hvad der
egentlig med Hensyn til Udførelsen , i konstnerisk Hen-
seende, er Forskjellen mellem disse to Figurer, blive vi
let enige om, at der er den store Forskjel, at Thorvaldsen
har vidst meget bedre end Wiedewelt, at tage af sin
Blok, at der er langt finere og mangfoldigere Overgange,
at der kommer et langt rigere Spil af halve og hele
Skygger paa Thorvaldsens Figur, og saa sige vi: ja, det
er ganske sandt, Wiedewelts Billedstøtte er meget mere
stofagtig end Thorvaldsens, fordi der er blevet Noget til-
bage af Stenen, som skulde have været taget bort. Naar
vi nu betragte en saadan enkelt Figur, og træde frem fol-
den, saa se vi ét Billede, og idet vi vende os lidt,
viser der sig et noget forskjelligt Billede, som atter
vexler ved at vi dreje os til en anden Side ; og det
gaar op for os, at denne ene Figur indeholder saa at
sige en hel Kreds af Billeder, et større eller mindre
Antal, efter som den er beregnet paa at sees i større eller
mindre hele eller halve Cirkler, og vi ville ikke være i
Stand til at nyde denne Figur, uden ved at nyde ethvert
af disse Billeder som et malet Billede , som et Maleri ;
det vil sige, det er os ikke muligt, virkelig at opfatte
Figuren i hele dens Betydning, førend den for vort Øje
forvandler sig til et Maleri. Det er ganske simpelt, thi
det gaar ligesaa med enhver virkelig Gjenstand i Naturen,
og som en saadan kunne vi ogsaa betragte vor Figur, for
saa vidt den har et Legeme, for saa vidt den breder sig i
Rummet. Og dog er det dette Legeme, — ikke Over-
fladen, men den raa Kjerne, Alt hvad dér ligger indenfor
denne Overflade, — som Billedhuggeren vilde ønske, han
kunde blive kvit, og han vilde ikke være utilfreds med,
hvis han, ligesom Zevs i gamle Dage, kunde forme et
Billede, som kun tilsyneladende var haandgribeligt. Han
vilde da have mange Fordele, og frem for Alt vilde man
da ikke komme og føre ham hele hans raa Masse til
Indtægt og tale om »de virkelige Former«. Da vilde man
langt lettere lade sig overbevise om, at det ikke er
virkelige Former, at det er en Skuffelse, Øjet befinder sig
i, at denne saa line, saa let bevægelige Flade forholdsvis
— naturligvis kun forholdsvis — forholder sig til den
øvrige døde Masse, som Begrebet om en Flade til den
Tavle, hvorpaa Læreren drager de tre eller fire Linier,
der bestemme Fladen. Det varer længe, inden man kan
overbevise Beskueren om, at netop dette Billede, som er
saa langt fra ham, at han ikke kan gribe det — thi,
hvis det er ham nærmere, kan han ikke se det saaledes,
at han kan nyde det, — at dette Billede dog blot er
for ham som et Luftbillede, og det kan være ham det
Samme, om det er af Sten, Bronce, Guld, Sølv eller
hvad som helst. Altsaa det at se en Statue, er egentlig blot
en ganske simpel Konst, men som udkræver en lille
Smule Ro og Udholdenhed, i Begyndelsen maaske ogsaa
lidt Kjærlighed, i alt Fald for Konstnerens Skyld, der
gjør clen Fordring, at man fra et bestemt Standpunkt
skal kunne dvæle med Øjet saa længe paa en Statue,
modelleret, hugget eller støbt, indtil den taber hele sin
Legemlighed og staar som et Maleri, og at Beskueren
omvendt skal være i Stand til, naar han ser et Maleri,
at betragte det som en Statue. Det er ikke saa ganske
uden Grunde at jeg dvæler noget ved denne Undersøgelse,
thi naar vi have optaget hin næsten uendelige Række af
Billeder, som vi saa, den enkelte Billedstøtte indeholder,
i os, da ville vi først faa Øjet op for, hvad den har at
betyde , . hvad der er for en Rigdom i den , og da først
ville vi føle, at Figurens Masse ikke har Noget med den
æsthe'tiske Virkning at gjøre; at det, at man kan gribe,
om denne Arm eller dette Ben, Intet har at sige, —
uden i alt Fald ved Nattetide eller i Bælmærke, thi da
kan man rigtignok paa denne haandgribelige Maade skjelne
Statuen fra et Maleri.
Vi nævnte forhen, at Lyset for Billedhuggeren var
en nødvendig Betingelse ved Skabelsen af hans Værker;
nu skulle vi tale om en Begrænsning af hans An-
6
vendelse af Lyset, der bestemt sondrer ham fra Maleren.
Vi maa nemlig skjelne mellem Billedhuggerbelysningen og
Malerlyset eller den maleriske Belysning, en Sondring,
der vil tydeliggjøres for os ved følgende Betragtning.
Billedhuggeren opnaar en ligelig , harmonisk Behandling
af den Figur, han har under Arbejde, ved at lade den
staa paa en bevægelig Fod, som han hyppigt drejer,
medens han modellerer eller hugger, men denne Behandling
kan dog aldrig naa saa vidt , at den tilfredsstiller den
Fordring, man undertiden hører gjort til en Billedstøtte,
at den for at være fuldendt skjon, maa være lige skjøn
fra alle Sider; det er et stærkt Spil med Ordene, som
egentlig ikke har Noget at sige. Derimod er det ganske
naturligt, at en Billedstøtte, som har været gjennemtænkt
med Kjærlighed, og hvori en levende Tanke gjor sig
gjældende paa ethvert Punkt, ogsaa nødvendigvis maa
vække vor Opmærksomhed fra alle Sider ; og dersom den
ikke er beregnet paa at sees fra et bestemt Standpunkt,
vil den forst træde frem for os i sin fulde Betydning,
naar vi lade Ojet hvile paa den, idet vi gaa omkring
den. Men da maa ogsaa det samme ydre Lys, hvori
Billedhuggeren har udfort sit Arbejde, være til Stede for
os ; det maa være det rolige, klare, lige fordelte Lys, som
afrunder Formerne, lader Dybderne være uoplyste, idet
disse netop ved Rundingen træde tilbage og langsomt tabe
sig i Billedets fine, smeltende Skygger. Hvad vi derimod
kalde det maleriske Lys , kan Billedhuggeren ikke bruge,
ligesaa lidt som Slagskygger eller Reflexer. Vel vilde
en saadan Belysning ikke just tilintetgjore Mesterværket,
men dog i hvert Fald forhindre den rette Nydelse af
samme. Læg blot Mærke f. Ex. til Figuren ved Friheds-
støtten, se paa den under forskjellige Lysforhold, eller
se op til Victoriaen over Thorvaldsens Museum, og De
ville indrømme, at Omgivelserne bevirke, at man ikke føler
det Samme. Det vil ikke undgaa Deres Opmærksomhed,
at der mangen Gang vil opstaa en stor Nydelse for Dem,
idet De gjøre Afkald paa den rent konstneriske Betragt-
ning af Statuen, men at denne Nydelse' ogsaa vil hindre
Dem i fuldstændigt i det Ojeblik at tilegne Dem det,
der var Konstnerens egentlige Hensigt. Billedhuggeren
har nemlig den store Fordel, at hans Arbejde, baade i
Hallen og i det lille Cabinet, i Kirken og paa den store
aabne Plads imellem Træer, kort sagt, under aaben
Himmel eller under Tag, allevegne hurtigt finder en
Plads, alt efter sin Charaktér, og efter den Maade,
hvorpaa Konstneren vil have sin Statue anvendt. Idet
han renoncerer paa enhver som helst Ramme, idet han uden
videre sender sin Figur ud i Verden, kan han gjøre det,
fordi den let tinder sig i alle de forskjellige Omgivelser, naar
de blot nogenlunde ere afpassede derefter. Det er den
samme Omstændighed, som giver ham det store Fortrin, at
han kan stige op til kolossale Størrelser og derved virke i
en uhyre stor Afstand. Men da han nyder godt af alle
disse forskjellige Fordele, maa han ogsaa finde sig i at
modtage de Tilfældigheder, der ledsage dem, og da
navnlig den, at hans Figur til bestemte Aars- og Dags-
tider bliver slaaet sammen med Træer eller Bygninger,
og paa den Maade kan falde ind under den almindelige
Lov for det store Dagslys' Virkninger, hvorved den træder
frem som et maleriskt Moment mere i Omgivelserne.
Gaa vi nu over til Maleren, behøve vi, for at gjøre
Overgangen, blot at tænke os, at vi betragtede den nys
8
omtalte Figur, at vi stillede os foran den, enten i et af
de smaa Værelser i Thorvaldsens Museum , hvor vi ret
hyggeligt kunne nyde den , eller i det Frie , og rigtigt
forsøgte at gjemme de Billeder, vi fandt; saa havde vi et
Maleri. Hvis dette skulde falde os for vanskeligt, eller
dersom vi onskede at have Billedet ret klart og tydeligt,
behøve vi blot af tænke os, at vi stode i et nærliggende
Hus, gjennem hvis klare og store Ruder vi kunde se denne
eller hin plastiske Figur ude i det Frie, thi ved da at træde
hen for en af disse — dog ikke altfor tæt op til den —
og fæste Blikket paa den , ville vi paa en Gang se , at
hele Ruden bliver et Maleri, i hvilket naturligvis hin
Figur indtager Hovedpladsen. Dette er den berømte
Billedflade, det saa meget omtalte Oversnit af den Straale-
pyramide, som fra alle Gjenstande samler sig i vort Øje,
saa at vi faa en Afbildning af vedkommende Gjenstand.
Paa denne Glasflade kunne vi nu , hvis vi have nogen
Oveise deri, uden videre overføre Billedet med et fint
Stykke Kridt, eller med en Diamant, hvis vi kunne
fore den saa raskt, saaledes at Figuren kommer til
at staa i hele sit Omrids i Glasset, og vi ville paa selve
Billedfladen kunne iagttage, hvorledes Figurens perspec-
tiviske Forskydninger ere blevne fastholdte af vort Øje
fra et bestemt Standpunkt af. Det paa en saadan Maade
fremkomne Billede kan nu ogsaa overføres paa en hvilken
som helst anden Flade, og denne Prøve sker ved Hjælp
af Farverne. Thi det er netop Malerens største Hjælpe-
middel, at Farverne have den Egenskab, at de, uagtet de
selv alle trænge til Lyset, dog hver for sig ere mere
eller mindre beslægtede med dette i dets større eller
mindre Styrke, saaledes at de ved en rigtig valgt Mod-
sætning ere i Stand til at frembringe for os paa Tavlen
Billedet af selve Lyset. Her faa vi altsaa ikke alene
Figuren i dens Omrids, men tillige den Belysning, som
Billedhuggeren kunde ønske paa samme og desforuden
dens hele Omgivelse, hvad enten denne nu dannes af det
Ene eller det Andet, om det saa blot er det dunkle,
uoplyste, men luftige Rum, vi kunne se paa Gaden igjennem
det aabne Vindue eller den aabne Dør. Allerede Lionardo
var bleven opmærksom paa, hvor godt det var for Maleren
at vælge en slig Omgivelse, og at Hovedsagen traadte
kraftigere, mere billedhuggermæssigt frem under saadanne
Forhold end under mange andre. Men vi fik kun Figuren
fra et enkelt Standpunkt; i Stedet for den lange Række
af Billeder, vi for havde, maa vi nu lade os nøje med et,
men til Gjengjæld herfor giver dette os saa baade Belys-
ningen og Rummet, hvori Statuen viser sig.
Maleren kan altsaa, foruden paa sin Flade at betegne
Grænserne for de Former, der skulle gjengives, ogsaa
skabe selve sin Belysning ved Hjælp af Farvesammen-
sætningen, og han formaar ikke alene at give denne i en
unuanceret Almindelighed, men kan ogsaa vise den bestemte
særegne Belysning, hvori han saa Figuren staa, om den
er aaben og fri, eller om den er opfyldt af Reflexer. Ja
naar det blot gjaldt om at vise os et tækkeligt maleriskt
Billede, og ikke en streng Fremstilling af Figuren, da
kunde Maleren lege med sin Opgave, han kunde frem-
trylle Slagskygger og Reflexer paa en saadan Maade,
at Figuren stod som et fængslende Silhouet mod den
oplyste Baggrund. Da Maleren kan gjøre Alt dette, kan
han ogsaa paa forskjellige Billedflader lade fremstaa en
uendelig Række af Billeder, der have den samme Figur
10
til Gjenstand, endogsaa uden engang at forandre dens
Stilling, blot ved at skifte Belysning. Det er Farverne,
der sætte ham i Stand til at gjore det, ikke hvad vi i
daglig Tale kalde Lys og Skygge, Sort og Hvidt,
men de levende Farver, de som Øjet i Menneskets
Naturtilstand først maa faa fat paa. Gaa tilbage til alle
gamle Nationer i deres raa Tilstand], som forsøge paa at
male, og se, hvorledes de vælge de rene Farvestoffer,
og naar de gjøre et Skridt videre, er det ikke Schat-
teringen, de komme til, men deres Opmærksomhed bliver
vakt for det særegent Farvede; de se, at dette Gardin
f. Ex. er forskjelligt foran det grønne Rullegardin og
foran den gule Pille, og de forsøge da ikke alene at give
det hvide Gardin, men ogsaa Farven der ligger bagved det.
De gaa videre og videre, men det er bestandigt Farven
de søge at gjenfinde overalt i Skyggen. Kast et Blik paa
det lille florentinske Billede »Bebudelsen* fra Midten af det
15de Aarhundrede i Galleriet, og læg Mærke til, hvor
lidet Skyggerne have at sige, hvorledes Alt beror paa
Farverne, og hvor megen Foleise denne Konstner aaben-
bart har havt for de finere Farvetoner, som det har været
ham vigtigere at give end at opnaa en slaaende Runding,
der ogsaa kan frembringes paa lignende Maade; men det
forstaar han ikke. De ville hertil maaske bemærke, at
de have set smukke , fuldendte chinesiske og japanesiske
Malerier, som vare ganske flade ligesom Kaartblade, og til
en vis Grad har De ikke Uret heri, kun maa vi ikke
overse , at de staa langt over disse med Hensyn til den
mange Gange overordentlig store Finhed, der findes i dem ;
men Konstnerne have manglet Modet, Evnen til at vove
at gjøre kraftige Rundinger; deres Oje har endnu ikke
11
den rette Forstaaelse af Farven eller snarere Farvetonen
i sin sande Sammensætning, thi alle de Farver, vi tale
om at Maleren bruger, ere ikke disse Stoffer i deres
rene, ublandede Tilstand, men en konstig Tilberedelse af
denne. Betragt f. Ex. Massens Overflade i Farvekoppen,
og under en vis Belysning vil den ikke længer vise sig
som et dødt Stof. Eller hæng et Stykke Tapetpapir op
paa Væggen, og De ville lægge Mærke til, at dets ens-
farvede, blaa, røde eller grønne Flade nuanceres paa
mange Maader, all efter som Lysforholdene vexle. For
at fremstille disse fine brudte Overgange, er det ikke
nok, at have Følelse for Skj enheden af Farverne i deres
absolute Renhed, man maa have Dristighed til at øde-
lægge denne farvede Skjønhed, til at bryde den paa den
mangfoldigste Maade; og det er det, som heller ikke hin
talentfulde Konstner fra det 15de Aarh. endnu forstod.
Maleren kan nu paa forskjellig Maade udvide sin
Synskreds, dels ved at knytte mange flere Figurer til, og
forsøge paa at dække det Halve eller Trefjerdedelen af
disse, saaledes at man dog føler det, der er bagved, og
dels kan han sammenstille sine Figurer ind i Dybden,
som han lader aabne sig for vort Blik i det Uendelige.
Kan da Billedhuggeren ikke det? Ja, m. T., han kan
nok sammensætte flere Figurer , hele Rækker eller
Grupper af dem , men kun under én bestemt Betingelse :
at det sker foran en Flade , saaledes som vi f. Ex. se
det foran Frontonen paa Frue Kirke; alle de saavel'
antike som moderne Forsøg, vi have paa at componere
ind i Dybden, ere mislykkede. Se paa Bruggemanns
Altertavle i Slesvig eller kast et Blik paa Grupperne
foran Triumfbuen i Paris, som alle tillade vort Øje at
12
trænge ind i Dybden, thi om Figurerne træde frem »en
masse« eller ej, er ligegyldigt for os; og vi maa indrømme
at disse Forsøg ere strandede. Lad os tænke os
Figurerne i Lionardos Nadv.ere udførte i Skulptur og
sammenstillede i et eget Rum og i en passende
Belysning; jeg tvivler paa vi vilde blive tilfredse dermed,
thi uagtet det er virkelige Figurer, ville vi savne Xoget
deri, naturligvis netop det, at Maleren ved Fremstil-
lingen af sin Figur tillige lader os se det denne om-
givende Rum. Sagen er den, at alle disse skulpterede
Figurer ere grupperede saaledes, og modtage Skyggerne
paa en saadan Maade, at,. hvis vi skulde frembringe en
Virkning svarende til Malerens, maatte vi stille dem ind
i et Rum, der havde den samme Farve som de selv;
derved vilde vi frembringe et stort og mægtigt Relief,
og en vis Virkning vilde vistnok blive vort Udbytte, men
det er dog et Spørgsmaal, om det vilde lønne Umagen,
selv om ogsaa vi lod os friste til at anvende endnu mere
Flid og Konst herpaa, f. E. ved at opstille en Baggrund
o. s. v. Det er givet, at dette Konstproduct ikke vilde
kunne yde mig mere end et Maleri, at det, selv om det
vilde glæde mig, samtidigt vilde trætte mig, og at Ind-
trykket i hvert Fald kun vilde blive øjeblikkeligt. Naar jeg
vil arbejde hen paa at opnaa en saadan slaaende Virk-
ning, staar der endnu et Middel til min Disposition.
Jeg kan nemlig benytte Voxfigurer — ikke saadanne som
"i de slette omrejsende Voxkabinetter, men vel udførte, —
02 stille dem med virkelige Klæder paa ind i et Rum
med en frappant Belysning; derved vilde det lykkes mig,
at frembringe et Maleri med en umaadelig Virkning, men
som dog kun for en ganske kort Tid vilde kunne titfreds-
13
stille Øjet, selv om ogsaa jeg havde sørget for at faa
Omgivelsen arrangeret paa en smuk, malerisk Maade.
Altsaa Grunden til at mine Forsøg paa fordelagtigst at
stille mine Figurer ind i Dybden mislykkes, ligger deri,
at Billedhuggeren netop aldrig, selv om han gjør nok saa
mange Anstalter, paa den Maade, kan male med Dags-
lyset, som Maleren kan gjore det med det Lys, han selv
skaber sig.
Idet vi forlade Maleriet et Ojeblik, komme vi til at
berore den malede Skulptur, der, som jeg maa gjøre
Dem opmærksom paa, findes meget hyppigere end man
skulde tro. Enhver Figur, saaledes de ude ved Friheds-
støtten, bliver efterhaanden paa en ikke behagelig Maade
farvet af Vejr og Vind, og antager en vis Tone , saa at
det Glinsende i Marmoret er borte. Canova anvendte
Slibestensvand, for at dæmpe det friske Brud i selve den
færdige Statue, og de Gamle brugte mange flere, endnu
finere og mere fuldendte Midler, for at Overfladen skulde
tabe det Stenagtige og saa meget som muligt stemme
med den Fuldendthed , hvortil Mejselen havde bear-
bejdet den. Medens den urørte Stenflade altsaa
aldrig har nogen Tone, har Broncen det derimod altid,
og vi kunne egentlig betragte Broncestatuen som en
rigtignok ensfarvet, men dog farvet Figur. Noget Lig-
nende gjælder jo ogsaa Elfenbenet, hvor selve Stoffet
frembyder en for Ojet højst behagelig Farvetone. Saa-
længe Talen er om at bearbejde Emner, der ere saa for-
træffelige som Marmoret, Broncen, Elfenbenet, føler Billed-
huggeren, paa Grund af den ganske overordentlige Fin-
hed og Skarphed, han kan opnaa ved Siden af den største
Blodhed, ikke nosen stærk Trang til at give den natur-
14
lige Overflade en anden Charakter, men naar det er hans
Opgave at skulle behandle ringere Stoffer, som Egetræ,
Ler eller Sandsten, hvor hin Finhed ikke kan opnaaes,
kan han med Fordel, især under visse Betingelser, beklæde
dette grovere Materiale med tinere Lag, som Kridt eller
Pergament, og derpaa stryge sine Farver, hvorved der
frembringes et behageligere Syn for Beskueren, uden at
man dog paa nogen Maade kommer Billedhuggerkonstens
sande Væsen nærmere. Dengang det Indre af Frederiks-
borg Slotsgaard stod i sin fulde Glans, vide De vist, at
der var Forgyldninger i de smaa Frontoner, hvori
Hovederne sidde, og at alle disse vare malede. Jeg har
selv set saadanne, som vare skaanede i det tilmurede
Galleri for Enden af Gaarden, og De kunne være over-
beviste om, at den simple, men kjække Localfarve har
gjort en fortreffelig Virkning, at den store Afstand, hvori
man saa Hovederne, forsynede dem med en Lufttone, der
gjorde at de saa ud, som om de vare glaserede, saaledes
at der kom Liv og Bevægelse der, hvor man nu ser
de kjedelige, tilsmudsede, halvt forslidte, halvt ødelagte
Hoveder kige frem alle Vegne. Vi kunne ved et Exempel
af en lignende Art, men i et mindre Format, faa en
bestemt Forestilling om , hvorledes der med Farvestoffer
lader sig frembringe noget ægte Plastikt, ved at kaste et
Blik paa en af de store, smukke Cameer. Cameerne, det
vil sige, de ophøjede skaarne Stene, bestaa af Onyx,
Chalcedon eller andre Stenarter, der gjerne have for-
skjellige Farvebælter, hvorfor visse Lag bruges til Hovedet,
Ansigtet, Haaret o. s. v., der afsættes paa den anderledes
farvede Grundflade, saaledes at der, baade fordi selve
Stoffet er overordentlig yndigt, og fordi ethvert Lag er
15
lettere, jo tyndere det er, fremkommer en formelig Smelt-
ning; idet Øjet glider fra Pandens og Kindens ophøjede
Partier ned imod Grunden , tiltales det paa en. behagelig
Maade af de fine og nydelige Overgange i Farvernes
Spil. Noget Lignende har sikkert ogsaa været Tilfælde
med de store af Guld og Elfenben sammensatte Figurer,
som vi kjende fra Oldtiden af, og de forskjellige Farve-
toner ere her utvivlsomt blevne afvejede med al den
Sindrighed og Takt, som de store Mestre havde til deres
Raadighed. Men De ville lægge Mærke til, at netop ved
disse sidste mest fuldendte Retninger i Skulpturen, netop
dér bruges Farverne kun til at forhøje Virkningen, og
fremkalde et rigere Hele, men der er aldeles ikke lagt
an paa at skuffe os, eller paa at bilde os ind, at det er
Kjodets og Haarets virkelige Farver, der ere gjengivne
her; hvad vi mange Gange troede var tilsigtet, og hvor-
for vi stødtes tilbage deraf.
Jeg har talt om Farverne, om Lyset, om Tonen, om
Rummet, om Luften o. s. v., og jeg har ikke nævnt' det,
jeg egentlig burde have omtalt allerførst, nemlig Per-
spectivet, fornemmelig Linearperspectivet, og det er dog
vel ellers det, det kommer an paa, naar man vil skjælne
mellem Maleri og Skulptur; Grunden dertil er simpelthen
den, at det slet ikke er ejendommeligt for Malerkonsten.
Jeg kan arbejde i Linearperspectivet ligesaa godt paa
Bronce eller Marmorplader som paa Træplader; jeg kan
lægge mine Flader saa fint og nydeligt, jeg kan
sammenstille mine perspectiviske Billeder saa fuldendt,
som Nogen kan ønske sig det; og jeg har ikke nødigt at
tale om et saadant Konstværk som om en blot Mulighed,
thi jeg kan beraabe mig paa Ghibertis berømte Bronce-
16
døre i Florents, og paa mange andre Exempler fra det
15de, 16de og ind i det 17de Aarh. Ja ogsaa den nyere
Tid kan opvise saadanne; jeg behøver blot at minde om de
bekjendte, med Smag behandlede Medailler, som dygtige
Graveurer udførte under Napoleon , og paa hvis ene Side
vi finde Afbildninger af Miinstertaarnet i Strassburg eller
Stefanskirken i Wien, — hvor nydeligt ere de ikke
gjorte ! Altsaa denne Art af Perspectiv kan umulig være
særegen for Maleriet, den tilhører lige saa godt Billed -
huggerkonsten. I den moderne Betydning er Linear-
perspectivet meget mere et Slags malerisk-optisk Theori,
end noget ægte Konstneriskt, men derfor er det dog lige-
fuldt et mægtigt Hjælpemiddel til at lære Lovene for
Lysvirkningerne at kjende. Vel kan man ved dets Hjælp
fremstille Landskaber, Træer, Bygninger o. s. v., skjøndt
der ved saadanne Arbejder vil klæbe noget Mangelfuldt,
hvad der ligger i Sagens Natur, thi Linearperspectivet vil
kun blive til nogen Nytte, naar Luft- og Farveperspec-
tivet komme til, ligesom det heller ikke er i samme,
Magten til at skufle os ligger. Lad os engang tage en
linearperspectivisk Tegning af en Bygning og sammen-
ligne den med en geometrisk, ogsaa udført efter denne
Bygning, og altsaa i Følge sin Natur uden noget Per-
spectiv, aldeles ikke visende den perspeetiviske Forsvinden,
og naar denne da gjennemføres paa en dygtig Maade
med Tusch, selv uden nogen perspectivisk Belysning, men
blot med det vilkaarligt indfaldende Sollys, der sæd-
vanligt bruges i saadanne Tegninger, da vil den have
noget i høj Grad Slaaende for Øjet, der langt hurtigere
vil fatte den conventionelt udtuschede Tegning end det
perspeetiviske Maleri. Det samme Resultat ville vi ogsaa
17
komme til ved Betragtningen af en lignende Tegning,
gjort efter en Kugle eller et hvilket som helst Legeme ; den
vil have noget højst Skuffende ved sig, og vi ville lige-
ledes her forbavses over den Magt, der endog ligger i
den mest conventionelle Anvendelse af Lys, Halvlys og
Skygge. Det er det, som egentlig tilhører Maleriet. Og
ved specielt at tale om det antike Maleri, skulle vi lægge
Mærke hertil, og vel vogte os for, altfor kjækt at komme
med det, som saa tidt bliver sagt paa en nedsættende
Maade: de Gamle have intet Linearperspectiv. Thi,
naar det strengt taget saa godt som ikke findes i de
antike Levninger, vi have tilbage, maa vi agte paa, at
disse for største Delen blot ere Decorationsmalerier i en
lille provinsiel Stad fra en Tid, da Konsten begyndte at
gaa ned ad Bakke , og at vi finde andre Slags deraf,
ligesom at ogsaa en af de gamle Forfattere har over-
leveret os en god Definition af samme. De have altsaa
havt et Begreb derom, men correct eller udvidet i den
Retning eller i det Omfang, som vi have det, finde vi
det ikke hos dem, det er ganske sandt. Men hvad vi
derimod finde hos disse Gamle, det er for det Første den
forbavsende Benyttelse af Farverne overhovedet, og der-
næst den slaaende Maade, hvorpaa de saaledes forstaa
at anvende Halv- og Slagskygger, at, som vi vide, flere
af de største moderne Konstnere have været slaaede
deraf; at allerede dér ere disse ægte, maleriske Principer
bragte til Udførelse, som vi ellers finde fuldstændigt
repræsenterede hos en af de ypperste Malere, Correggio.
Naar vi nu, som bemærket, kunne anvende Linear-
perspectivet i Plastiken, hvorfor bruge vi det da ikke,
som man skulde vente, hvorfor har man ofte hørt en
Hoyens Skrifter 111. 2
18
streng Dadel over flere af de Arbejder, jeg forhen citerede
som rene Mesterværker ? Af lignende eller af de samme
Grunde, som dem jeg for anførte, da Talen var om, at
benytte virkelige Figurer til at danne et stort Maleri,
nemlig fordi Plastiken maa undvære Lufttonerne, fordi
det, som egentlig først og sidst giver den sin Betydning,
mangler, og maa søges paa et ganske andet Punkt.
Lad disse Sager være udførte med nok saa høj en
Grad af Smag og Takt , lad dem selv fra deres
Standpunkt have noget Skuffende ved sig, det hjælper
Altsammen ikke noget, thi Relieffet behandles, — det
har Erfaringen altfor aabenbart vist, — rigtigst og
skjønnest, jo mere det gaar tilbage til Principerne for
den enkelte Figur, jo mere man netop søger at lægge
hele Vægten paa selve Figuren. Der bliver endda over-
maade meget tilbage, som kan give Relieffet Værd med
Hensyn til Udførelsen i og for sig, som jeg ikke her
videre skal indlade mig paa. Men Relieffet kan ikke
alene være ophojet, det kan ogsaa være udført i for-
dybet Arbejde. Hvor mange af mine Tilhørere eje
ikke selv, eller have i alt Fald set skaarne Carneolstene,
bestemte til Segl , antike eller moderne , og hvo har vel
ikke , maaske første Gang tilfældigvis , løftet en saadan
Sten i Vejret, og bemærket, at den udhulede Figur, som
ellers først faar Betydning, naar man aftrykker den i
Lakket, set imod Dagen danner et formeligt lille Maleri
med en gradevis Overgang fra det højeste Lys til den
dybeste Skygge? Det er paa dette Princip man har
bygget de saakaldte Lithofanier, som man ser hænge og
skjæmme saa mange Vinduer, thi de ere netop beregnede
paa disse Fordybninger, der ere udførte saaledes, at den
19
tyndeste Del af Fladen skal give det højeste Lys, og den
tykkeste den stærkeste Skygge. Det vil ikke undgaa den
opmærksomme Betragter, at de have Noget tilfælles med
selve den præparede Plade i den sorte Konst; vel ere de
ikke saa smudsede, men de ere endnu mere modbydelige
i deres Ubestemthed, thi i Følge deres Beskaffenhed kunne
de ikke være gjorte med nogen Nøjagtighed. Yor Tid,
som staar saa højt i Cultur og aandelig Udvikling, har
derimod ikke altid saa tint et Øje; den lader sig ofte ■
byde grumme Meget. Et saadant Lithofani med alle dets
stygge, forvanskede Former, som i Sandhed burde skræmme
Øjet fra at se paa det mangen Gang ædle Konstværk,
som det saaledes har vanskabt, har dog det ved sig, at
der, paa Grund af Overgangene fra Lys til Skygge, findes
en vis Smeltning og Blødhed deri; men dermed lader man
sig ikke nøje: denne Virkning maa forhøjes, og saa sætter
man Lithofaniet ind i en styg, broget Glasramme, og nu
tror man, at have faaet Noget, som ret kan opbygge
Øjet. I Stedet for at man, selv ved at have den kjedeligste
Mur udenfor sit Vindue, dog kunde have Noget at se paa,
saa ødelægges nu den sidste Rest af Sans hos dem, der
hænge saadant Stads op.
Men, m. T. , min Hensigt var blot, at vise Dem,
hvilken besynderlig Vexelvirkning, der finder Sted mellem
Skulpturen og Maleriet, og ligesom vi i Begyndelsen
af Forelæsningen maatte indrømme, at en malet Figur
kun kan nydes paa rette Maade, naar den viser sig for
os med hele den kraftige Runding, som en modelleret
eller hugget Figur har, saaledes have vi nu ogsaa set,
hvorledes Skulpturen spiller over i Maleriets Retning ved
de gjennemsigtige Sager, navnlig Signetringene, og ved
2*
20
andre Ting, f. Ex. udskaarne Landskaber i Elfenben,
hvorved Forfærdigeren rigtignok aldrig har tænkt at frem-
bringe nogen malerisk Virkning. Fremdeles lægge vi
ogsaa Mærke til, hvorledes disse to Konstfag selv i Ud-
førelsen paa mangfoldige Maader krydse hinanden, medens
vi dog Alle uden videre have indrømmet, at det er for-
skjellige Midler, der sættes i Bevægelse, at Fremgangs-
maaden er aldeles modsat, skjøndt Hovedsagen vistnok er
den samme. Thi tage vi et Brystbillede i Marmor og et
malet Billede af samme Person, ville De, forudsat at
Konstværkerne ere lige aandfuldt behandlede , letteligen
se, at det er den samme Mand, og der vil desforuden
være givet Dem en interessant Lejlighed til at anstille en
Sammenligning over, hvad der bedst lader sig fremstille
plastisk, og hvad der egner sig bedst til den maleriske
Behandling; men Hovedsagen, Manden, Aanden i ham,
ville De gjenfinde begge Steder. At alle disse ejen-
dommelige Forskjelligheder hver har sin særegne Betyd-
ning, og at vi gjøre vel i at øve vort Oje ret i at fatte
dem, følger af sig selv; men for de Betragtninger, vi
i de følgende Timer skulle anstille, tror jeg dog, vi gjøre
rettest i at holde dem begge samlede under et fælles
Synspunkt, og til den Ende kunne vi jo, som en god
Ven har foreslaaet mig, kalde dem »Billedkonsten«, saa-
ledes at dette mere almindelige Begreb omfatter begge de
to Fag, uden at jeg dog dermed, som sagt, vil træde et
enkelt af dem for nær. Men naar vi rigtigt skulle tage
fat paa at bestemme, hvad der er Skulpturens, og hvad
der er Maleriets Opgave, saa ville De indse, at det vil
være vanskeligt, for ikke at sige umuligt, ved en skarp,
bestemt Grænse at sondre dem fra hinanden. Thi lige-
21
saa lidt som De for Maleriets Vedkommende kan opgive
Fremstillingen af den enkeltstaaende Figur, ligesaa lidt
ville De i Skulpturen kunne give Afkald paa at se Figurer
forenede som dem i Frue Kirke eller som i de græske
Gavlgrupper; ligesom det ogsaa vilde være Dem svært at
bryde Staven over saadanne rigt bevægede Relieffer, som
Alexandertoget, eller hvilke s oinhelst andre lignende store
Figurrækker. Kun den Fordring vil De gjøre, at hvert
enkelt Led indtager sin rette Plads i den hele Composition.
Man er undertiden kommet med de besynderligste
Paastande. Saaledes har man sagt, at Maleriet er den
moderne Konst, Plastiken den antike, og fremdeles at
hint er den christelige Konst, der.ne den hedenske: Paa-
stande, hvori der mangen Gang virkelig udtaler sig en
smuk, varm og inderlig Følelse, men som ere af en tvivl-
som Gyldighed. Thi vi have godt ved at sige, at Male-
riet er den moderne og Plastiken den antike Konst, da
vi ikke have Noget tilbage af det antike Maleri; og vi
glemme desuden ofte at vi, paa Grund af det mægtige
Indtryk den herlige gamle Skulpturverden igjennera sine
Levninger har gjort paa os, ved Bedømmelsen af det
moderne Billedhuggerarbejde ere tilbøjelige til at anlægge
en Maalestok, som det slet ikke kan taale , og hvis
Anvendelse vel ogsaa indeholder nogen Ubillighed imod
det. Hvad det angaar, at Maleriet skulde være den
christelige Konst, da kan jeg vel ikke nægte det, men
det er jo dog ganske vist, at Meget af det Værdigste,
mest Ophøjede og Reneste af i Sandhed christelige Emner,
kan fremstilles i Skulpturen ligesaa vel som i Maleriet. Og
desuden tror jeg endelig heller ikke, at disse Paastande
22
have været saa alvorligt mente, at jeg behøver at for-
følge dem videre her.
Efter at have gjort os rede for det egentligt Be-
tegnende ved Maleriet og Hilledhuggerkonsten, eller over-
hovedet ved Billedhuggerkunsten i dens afvigende Ret-
ninger, ville vi i næste Time gaa over til at se, hvad
der kan opnaaes ved de forskjellige Midler og paa de
forskjellige Maader.
5te Forelæsning.
Skjønheden i Naturen og i Konsten.
\i talte sidste Gang, m. T. , om de Midler, som Billed-
konsten sætter i Bevægelse for at virke, og de Betingel-
ser, som knytte sig til Anvendelsen af disse Midler.
Naar vi nu for at klargjøre os det vundne Resultat vilde
finde et Sammenligningspunkt, kunde vi vælge Sproget,
og altsaa sige : Vi omtalte forrige Gang Grundtrækkene
af Billedkunstens Sprog. Men det gaar ikke ganske med
Konstneren som med os, naar vi ere Børn. Yi mærke ikke
hvorledes vi lære Talesproget; vi udvikle os fra Barn-
domsalderen af, selv ubevidste om, hvor Meget vi tidligt
lære at udtrykke, som har en langt dybere og mere om-
fattende Betydning end vi tænke; og paa én Gang, naar
vor Udvikling er traadt ind i et senere Stadium , aabner
det store, vide Rige sig, som vi beherske gjennem Spro-
get. Konstneren derimod maa langsomt og bevidst til-
lære sig sit Sprog; der skal allerede Anlæg, der skal
Flid, Udholdenhed, Anstrængelse, mangeaarig Anstræn-
gelse og en herved indsamlet Erfaring til for blot at
kunne være i Stand til — for at blive i Billedet — at
23
skrive dette Sprog. Allerede det, blot at have lært Ud-
øvelsen af dette Sprog, kan gjøre Fordring paa Anerkjen-
delse, naar den ikke drives udenfor sine Grændser. Men,
er det at kunne skrive Konstnersproget ogsaa tilstræk-
keligt til at frembringe, hvad vi forstaa ved et fuldstæn-
digt Konstværk ? Naar vi nu først tage et Digterværk for
os og maa tilstaa, at dets Forfatter er i Besiddelse af
Herredømmet over Stilen, at han udvikler en Mængde
Kundskaber, en høj Grad af Iagttagelsesevne og deslige,
ville vi saa derfor uden videre indrømme, at det, han har
skildret, virkelig tillige er et Digterværk? Kunde det
ikke være, at vi vilde paastaa, og med Rette paastaa, at
han vel var i Besiddelse af alle de Fortrin, vi før antydede,
og at dog dette Yærk manglede noget særdeles Væsent-
ligt for at kunne kaldes et Digterværk, manglede det,
som skulde give Sjælen i det Hele, det, vi med et al-
mindeligt Udtryk vilde kalde det Poetiske! Og akkurat
saaledes kan det ogsaa gaa med Konstneren. Ogsaa den
Konstner, hvis Anlæg maaske endog ere priste af øvede
og anerkjendte Mestere, som nu netop staar, saa at sige,
i det Moment, hvor han skal udvikle sig med Skaberkraft,
ogsaa denne Kunstner kommer maaske ikke til at ud-
vikle mere end Beviser paa, at han virkelig med Talent
og Flid har erhvervet sig den Færdighed, vi her angive;
selve hans Værker ville maaske lade os aldeles kolde,
aldeles urørte, — og hvorfor? Fordi den egentlige Sjæl i
Konstværket mangler. Vi kunne ikke her sige: det Poe-
tiske mangler; jeg i det Mindste vil hellere sige, at Skjøn-
heden mangler, thi naar vi ville betegne Sjælen i Konst-
værket, saa nævne vi Skj ønheden, og sige vi at et
Konstværk er skjønt, saa vide vi med det Samme, at det
virkelig er et fuldstændigt Konstværk, og, mangler Skjøn-
24
heden, saa hjælper alt det Andet ikke. Jeg er lidt i
Forlegenhed, naar jeg vil belyse dette ved Hjælp af et
Par Exempler, thi jeg maa maaske appellere noget mere
end billigt er til Deres Erindring; men det gjælder for
mig her netop om at vælge slaaende Exempler, og, skulde
der blandt mine Tilhørere være dem, der i Øjeblikket ikke
se dem klart for sig, saa er jeg vis paa, at der paa
mange Maader vil være Lejlighed til virkelig at modtage
det Indtryk, jeg vil omtale. Der er f. Ex. i den saa-
kaldte Bedestol paa Frederiksborg Værker af flere re-
spektable hollandske Konstnere fra Begyndelsen af det
17de A århundrede. Arbejderne ere udførte fra 1619—20
og blandt disse Konstnere er der en Mand, som har præ-
steret flere af de betydeligste Arbejder sammesteds, Pieter
Lastman. der sædvanligt angives som Rembrandts Lærer.
Der er saaledes de hellige tre Konger, der er Christus, som
bærer Korset, o. s. v. , alle Værker der for det Første
røbe en dygtig Konstner — vi vurdere naturligvis altid
denne efter hans Samtid, efter den Maalestok, som ligger
i de med ham samlevende Konstnere , og kunne saa
med Rette sige, at han er en dygtig Konstner; — og ikke
alene det; men vi se ogsaa, at han er i Besiddelse af
mangehaande smukke Kundskaber, af megen virkelig hæ-
derlig Indsigt i sin Konst. Han véd overmaade godt paa
et lille Rum at give os et Indblik i meget store Dybder;
det lykkes ham fortræffeligt at fortælle, hvad han har
paa Hjertet, og han understøtter sit Foredrag efter alle
Konsttraditionens Regler, ved at udsmykke sine Billeder
med saadanne Ruiner eller gamle Bygninger, saadanne
Situationer, der i alt Fald kunde gjælde for passende Om-
givelser til den Begivenhed, som han skildrer. Men med
25
alle disse Fortrin — ere nu disse Konstværker skjønne?
Ja, jeg er ganske overbevist om, at, hvis mine Tilhørere
kunde erindre dem, vilde i det Eingeste den allerstørste
Del af dem sige: »sikke grimme, flabede, hollandske An-
sigter — ih nej, de ere ikke skjgnne '!« Nu vel da, her
stødes vi altsaa strax tilbage ved at se disse hæslige An-
sigter, og vi ville derfor tage et andet Exeinpel for Øje :
vi ville gaa op i Galleriet og kaste et Blik paa Andrea
Masuccis store Tavle »Bebudelsen«: Naa, der er da
ikke de grimme Ansigter, der er aabenbart en Bestræ-
belse for at give skjønne Former, der er muntre, lyse Far-
ver, altsaa finde vi maaske her, hvad vi søge, et skjønt
Konstværk, saameget mere, som Mesteren virkelig er en
hæderlig Konstner, især for sin Tid. Men jeg tror, at
mine Tilhørere atter her ville være enige med mig, i det
Ringeste efter en rolig Beskuen, at ogsaa dette Billede,
trods alle de Fortrin, jeg nylig berørte, ikke er, hvad man
kan kalde et skjønt Konstværk. Lad os nu vende os til
Skulpturen, og i Akademiets Gipssamling kaste et Blik
paa den lille Afstøbning af Sergeis Amor og Psyche el-
ler paa en Figur af Paolo d' Ambrosio, en Elev af Ca-
nova: Psyche, forladt af Amor; hvilken rørende, fængslende
Gjenstand! Paa det ene Sted ser man ikke Amor, han
er borte, men Psyche ser ham maaske endnu; paa det
andet Sted se vi Amor med Psyche , der knælende
beder ham at blive hos sig. Ville vi nu kalde disse
plastiske Arbejder skjønne? Ja, vi blive snart enige om,
at det er elegante, zirlige, maaske smukke Udtryk af en
vis Retning af Canovas Skole. Skjøndt jeg har hørt
meget hæderlige Konstnere rose hin Gruppe, og skjøndt
Sergeis oerømte Navn maaske hindrer os fra strax at
26
udtale vor Følelse, og Respekten for den store Konstner
binder vor Tunge, blive vi dog snart enige om, at den
er hul, tom og kold, og saaledes aldeles ikke noget skjønt
Konstværk. Altsaa, selv der, hvor Virtuositet, hvor en
virkeligBestræbelse forSkjonheden ligger tydeligt for Dagen,
hvor Gjenstanden selv er tiltalende, rørende, frisk, ungdom-
melig, selv der ville vi dog ofte betænke os paa at kalde
Konstværket skjønt. Hvad er det da, vi forstaa ved
dette Udtryk, Skjønhed i Konstværket, hvad vil det
sige: et Konstværks Skjønhed? Er det noget Andet end
den Skjønhed, der møder os rundt omkring i Naturen?
Det er mig i dette Øjeblik lidt vanskeligt strax at be-'
svare dette Spørgsmaal, uagtet jeg med Rette, ja i mange
Henseender med fuldkommen Ret kunde sige nej. Men
i ethvert Fald vil jeg her gjøre mine Tilhørere opmærk-
somme paa, at Konstneren jo, som vi allerede saa i
forrige Time, paa mange Maader er bunden ved Hensynet
til det legemlige Stof, han skal bearbejde, hvori han
skal udøve sin Konst. Vi kunne allerede deraf komme til
den Slutning: han formaar formodentlig ikke at gjengive Na-
turen i hele sin Fylde, i hele sin Skjønhed; han maa maaske
finde sig i, saa at sige, at fornegte sin Stræben i en Retning,
for i en anden at kunne være i Stand til at præstere desto
mere. Omendskjøndt vi altsaa, idet vi tale om Naturens
og Konstværkets Skjønhed, dog se, at der er visse Be-
tingelser . som vi først skulde have opklarede , inden vi
rigtigt tor vove at sige , hvorledes det hænger sammen
med disse to Skjonhedsbegreber, ere vi alligevel strax
enige om, at den Skjonhed, som tiltaler os i Konstvær-
ket, i det virkeligt sande Konstværk, den er hentet umid-
delbart fra den, der taler til os rundt omkring i Skabnin-
27
gen; at netop det, at vi ere i Stand til at føle for Skj en-
heden i Konstværket, forudsætter aldeles nødvendigt, at
Konstneren, der ikke alene ser Skjønheden, som vi, men
selv formaar at frembringe den igjen, i det Væsentlige
maa være enig med os i, hvad vi anerkjende for at være
skjønt rundt om i hele Naturen, og at altsaa vi som Be-
skuere maa falde aldeles sammen med Konstneren i at
nyde Naturens og Gjenstandenes Skjønhed.
Men maaske det ikke vilde være af Vejen, inden vi
gaa over til nærmere at udvikle Konstværkets Skjønhed,
eller, rettere sagt, nærmere at betegne de Betingelser,
under hvilke Konstneren kan gjengive os Naturens Skjøn-
hed, om vi da først dvælede et Ojeblik ved at betragte
Gjenstandenes eller, om De ville, hele Verdens, hele Skab-
ningens Skjønhed. Naturligvis taler jeg her nærmest
om den Skjønhed, der kan komme i Betragtning, naar
Talen er om at se Naturen fra et konstnerisk Standpunkt.
Men, da dette er et saa overordentligt rigt og omfattende
Emne, og da vi her blot kunne antyde nogle enkelte
Grundtræk deraf, ville vi, for at gjøre os det saa let an-
skueligt som muligt, søge det simpleste Udgangspunkt,
for desto sikrere at forfølge Naturens Skjønhed i dens
Mangfoldighed; og det er naturligvis der, hvor Nydelsen
af denne Skjønhed er mest primitiv, det er i den Maade
hvorpaa Barnet nyder samme : nemlig kun som en aldeles
ren sanselig Gjenstand. Jeg taler her om Barnet i dets
første Udviklingsperiode, da alt det Glimrende, det Bro-
gede, den lyse muntre Farve især tiltaler det, da det
griber efter Lyset, da Sølvranglen ligesom enhver farvet
Gjenstand, det kan faa fat paa, skal i Munden; altsaa
netop i den Periode , hvor den rent sanselige Til-
28
fredsstillelse spiller Hovedrollen ved Nydelsen af Skjønhe-
den. Vi se, at den Tilfredsstillelse som Synet alene
kan give, varer kun et Øjeblik, saa vil Barnet, som sagt,
gribe i Lyset, putte i Munden, og allerede gjennem-
gaa de bitre Skuffelser, som følge med at ville tilfreds-
stille sin graadige Higen efter at nyde det Skjønne paa
anden Maade end den, hvorpaa det skal nydes. Vi kunde
finde lignende Træk hos de vilde Nationer, men jeg vil
dog helst dvæle ved Barnet, hvor de vise sig selvstæn-
digst. Det er ganske sikkert ikke alene Barnet, der har
denne Nydelse, men ogsaa den voxne Mand, den fuldt
udviklede Kvinde , ogsaa de glæde sig ved at se den
blanke Havflade eller en enkelt Draabe, der som en
Ædelsten funkler imod Solen, ved at se de ædle
Metaller glimrende med Guldets rene Farve ; ja selv det
langt simplere Stof med den glatte Overflade, den smukke
Texturs fuldkomment rene Farve tilfredsstiller Ojet, og
kun om dettes Tilfredsstillelse taler jeg her. Jeg vil ikke
vove at komme med saadanne Billeder som »den dunkle
eller den gyldne Vin i Bægeret« ; det kunde give An-
ledning til, at man formodentlig atter da vilde erindre
mig om, at det gaar os ikke synderligt bedre end Barnet
med den æsthetiske Nydelse af Farverne og Skjønheden.
Men her er blot den væsentlige Forskjel, at denne Barnets
Nydelse er hurtigt forbigaaende, er aldeles flygtig, uden
at bringe Tilfredsstillelse; vi derimod fordre mere; vi
ville ikke alene have Sansen et Øjeblik tilfredsstillet,
mættet, — Synets Sans blot som Synets Sans; — vi
fordre selv, at Tanken, at den mere udviklede, finere
Følelse skal have sin Ret. Vi se ogsaa, hvor tidligt
Folkene bestræbe sig for at opnaa denne, i Forhold til
29
den foregaaende, allerede ædle Tilfredsstillelse. Vi se
det tydeligste Bevis herfor i de Zirater, som de vilde
Stammer allerede vide at smykke deres Kar med, lige-
som i den architektoniske Skjønkeds første Elementer.
Men , imedens vi i disse Skjønhedens Grundrids og
selv i dens videre Udvikling blot se Beviser for, at Men-
nesket allerede paa dette Trin af Dannelse vil se lov-
bundne Linier, lovbundne Former, Former hvorved vor Tanke
og Følelse hellere og længere kan dvæle, saa maa vi huske
paa, at det maaske ikke vil vare længe, inden det ikke
alene er saadanne Former og Farver, saadanne l'illeder,
hvori blot visse almindelige Naturlove gjøre sig gjældende,
han fordrer, men at han vil se selve Sjælen i Naturen,
at han vil se en levende Magt, der virker alle Vegne,
snart elskende eller hadende, snart beskjærmende eller
forfølgende. Her ere vi komne til et vigtigt Overgangs-
stadium i Betragtningen og Nydelsen af Naturens Skjøn-
hed, til det Moment, hvor Skjønheden ikke længere alene
er sanselig, men hvor den tillige er ethisk, hvor den til-
lige bliver et Udtryk for den sjælelige og sædelige Kraft
ogVillie. Det er det dejlige Moment i Menneskeslægtens
Udvikling, hvor det træder tydeligt frem for ham, at han
er skabt i Guds Billede; det er den mærkelige Overgang,
hvor altsaa netop Mennesket som Guds Billede, netop
Skjønhedens ypperste og højeste Præg viser sig for ham
alle Vegne, hvor velgjørende Væsener lede hans Fjed, hvor
Engle forkynde ham Herrens Villie , hvor den Draabe,
der lædsker ham, den Skygge, der kvæger ham, modtages
af Væsener, der som oftest ligne dem, han har set i
Form af beskyttende Engle ledsage sig, og hvor Tak og
Erkjendtlighed paa Øjeblikket følger efter Nydelsen.
30
Altsaa, vi staa nu paa det Punkt, da selv den ydre
sanselige Skjønhed, i den højeste Potents naturligvis som
det er muligt for Mennesket paa sit daværende Stand-
punkt at forestille sig, bliver den Form, hvorunder den
sjælelige og sædelige Kraft og Villie udtaler sig; og her
se vi, at, ligesom Skjønheden tyder hen paa det Gode og
Velgjørende, saaledes tyder Hæslighed, Hæslighed i legemlig
Lidelse , modbydelig Sygdom , enten hen paa Straf af
forfølgende Guddomme, eller paa Prøvelser, som mægtige
Kræfter uden den højere Guddoms Villie tillade sig at
sende de Dødelige. Se Hiob paa Sygelejet! Ja, han
mistede sine Rigdomme, sine Hjorder og sine Børn; det
var jo sørgeligt; men han sagde endda: Jehovahs Navn
være lovet! Jehovahs, som gav og som tog! Derfor
sagde hans Fjender til Jehovah : slaa hans Legeme, lad
ham blive til en Skræmsel for sine Venner, saa skal Du
se! Der have vi det tydeligt udtalt: derfor alle disse
mærkelige Forestillinger, som mange Gange træde saa
betydningsfuldt op for os i det gamle Testament: »hvorfor
den Mand er straffet paa den Maade«; derfor disse
voldsomme Billeder, hvormed vi i de ældste græske Over-
leveringer se Kamp og Tvedragt skildrede, disse blodige
rovgjerrige, kamplystne Guder; derfor den Rædsel, der
knytter sig til Dødsangsten, maaske stærkest, frygteligst
udtalt i Medusa, dette Hoved, der zitrer i den sidste
Dødskamp. Men vi blive ikke staaende paa dette
Punkt. Der kommer den Tid, hvor vi se med et friere
Blik paa Naturen, hvor vi skarpere sondre mellem de
styrende Love og det rent Sjælelige i Mennesket; der
kommer den Tid altsaa, hvor den synlige, velgjørende,
beskyttende, men ogsaa mange Gange fjendtlige, for-
færdende Guddom viger fra Naturen, og hvor dennes
Skjønhed bliver Udtalelse af Love, der styres af en
alvis Magt. Der er nu ikke længer Tale om at se
umiddelbart det Guddommelige i Naturkræfterne, og for-
saavidt vilde maaske paa dette sidste Stadium Kredsene
af Skjønhedsudtrykkene være blevne indskrænkede for os,
medens de dog paa den anden Side og paa en langt
betydningsfuldere Maade udvides dreved , at der sker en
Spaltning indenfor Naturskj enhederne s enkelte Kredse,
hvorved en saadan Rigdom paa Modsætninger fremkommer,
at det bliver vanskeligere for os at følge og fatte Skjøn-
heden i dens Helhed. Der vil vise sig mangfoldige højst
forskjelligartede Bestræbelser, og enhver af disse vil søge
sin Skjønhedsretning og naturligvis tilsidst ende med at
blive ensidig. Selv den Sans for den sædelige og sjæle-
lige Skjønhed, som vi nylig bemærkede havde en saa
stor og velgjørende Indflydelse paa hele vor Betragtning
af den ydre Verden, selv denne sædelige Bestræbelse vil
mange Gange træde hæmmende frem, vil virkelig ind-
skrænke en fri og dog aldeles ren Nydelse af Skjønheden.
Den Bestræbelse fremdeles, at tinde Sandheden, at finde
de Love, hvorefter hele Skabningen styres, vil føre til
Opdagelsen af nye Skjønheder; men det er Erkjendelses-
skjønheder, og de ville mange Gange være saadanne, at
Følelsen ikke strax formaar at fatte og følge dem, men
tvertimod ofte vil tro sig tilsidesat, overset og krænket i
det Monopol, den havde til ene og alene at se og føle
Skjønheden. Selve Nytten træder her frem. Se til Forst-
manden, til Landmanden, til den, der har med Kvæget
at gjøre, til Hippologen o. s. v. , alle disse Mænd for-
følge en bestemt Skjønhedsretning; men de forfølge den
32
ensidigt og udelukkende, de ville ikke anerkjende Andet
end den, de blive blinde og glemme det Skjønne, hvor
det dog ligger umiddelbart for Dagen. Men det, som er
det Væsentlige, er, at Skjønheden har faaet en videre
Sfære at udbrede sig i, det er, at vi blive opmærksomme
paa, at der er ingen Kreds, hvorfra Skjønheden er ude-
lukket, det er, at vi komme rigtigt til at føle, hvorledes vi
selv i den højeste Skjønhedserkj endelse, naar den gaar over
til umiddelbart at skue Konsten, kun fatte stykkevis; og den
Skjønhed desuden, der viser sig i mangfoldige Retninger,
under de jordiske Vilkaar, i det forkrænkelige Stof, den
er flygtig, ustadig, den henvisner og henvejres, men
kommer ogsaa altid igjen, den er bestandig med ny Kraft
til Stede. Men, idet den skal aabenbare sig saa uafladeligt
under saa mangfoldige Forhold, paa saa mangfoldige
Maader for os, hvor kunne vi da vente, at vi skulde have
Evne til at fatte og føle den alle Vegne? Hvor ofte sukke
vi efter Skjønheden, omgivne af lutter Skjønhed; hvor
ofte klage vi over, at vi ikke finde Skjønheden noget-
steds hél, og at der alle Vegne ere Mangler, alle Vegne
klæber Støvets Forkrænkelighed og Forfængelighed og
Syndefaldet ved den, og hvorledes klage vi med Urette!
Hvor aabenbart ligger dog ikke Manglen blot i vort Øje, i
at vi ikke formaa at gribe Skjønheden, hvor den viser sig.
»Ja, det var nylig saadan en dejlig Sommeraften; men
lige som Solen gik ned paa den vestlige Horizont, kom
der en styg plettet Sky og forstyrrede hele Harmonien,«
Eller: »Jeg befandt mig i den følelsesfuldeste Stemning,
fremkaldt ved Naturens Skjønhed den Aften, men jeg var
nær snublet over en Skrubtudse eller en Snog;« eller:
»mit Øje faldt paa et ulykkeligt henvisnet Træ, og —
33
hele Glæden var forbi.« — En ung Herre har maaske
følt Henrykkelse ved at se paa en ung Dame, og hans
Begejstring for hendes Skjonhed— ja, den er maaske alle-
rede gaaet over fra den æsthetiske Følelse til Tanken om
at bejle og sætte sig i Besiddelse af hende. Men se!
saa vender hun Hovedet, og hun har et Modermærke paa
Kinden, og den Ulykkelige har netop Antipathi imod Moder-
mærker, og hele det dejlige Ansigt og den sjælfulde
Glans i Øjet bliver aldeles borte; Modermærket dækker
Alt; forbi er Begejstringen for Skjønheden og forbi er
Tanken om Forlovelse! Paa denne smaalige Maade pine
vi os alle Vegne ; paa denne ynkelige Maade søge vi, saa
at sige, at sønderlemme Naturens Skjønhed, og tro, at
det ligger blot i, at det er den simple, raa Naturskjønhed.
«Nej, Ideens Skjønhed! kunde vi faa den rigtigt engang,
kunde vi faa en Aabenbarelse af Skjønheden hel og
holden, uden Pletter og Modermærker, ja saa skulde vi
rigtigt glæde og fryde os.« Se, selv denne Længsel har
noget højst Betydningsfuldt hos sig, noget Smerteligt og
noget Glædeligt. Selv denne Længsel, skjøndt den vidner
om, hvor hurtigt de mange dejlige Indtryk ere svundne,
hvor snart Omridsene ere blevne utydelige og Farverne
have tabt deres Styrke, selv den vidner om den
inderlige Trang, vi have til at se Skjønheden Ansigt til
Ansigt.
Det er i en saadan Stemning, Konsten møder os;
det er i en saadan Stemning, den indbyder os til sit
Hjem, og nu komme vi, nu se vi, og nu modtage vi
en Mængde Indtryk, som vare halvt udslukkede; nu for-
nyes mangt for lang Tid siden forsvundet Træk med
Kraft og Skjønhed; paa én Gang faa vi Øjet op for den
Hoyens Skrifter. III. o
34
Rigdom, vi ere omgivne af, og idet vi saaledes have
svælget i denne nyvakte Skjønhed, saa synes vi, at det
maa ligge deri, at Konsten formaar ganske anderledes
at skildre Skjønheden uhildet og ubunden, end naar den
aabenbarer sig i selve Naturen. Vi drømme nu igjen om
en Ideens Skjønhed, som skal træde os i Møde i disse
Former af Landskaber, Mennesker, Dyr eller Helte-
begivenheder, eller hvad det er, vi se for os, og saa glemme
vi, at Konstneren eller Konsten formeligt narrer os , saa
glemme vi, at vi netop ere revne ud af al den Uro, som
hidtil har besværet os, at Konsten, idet den stiller sig
paa et roligt Standpunkt, fri for Lidenskaber, fri for
Sorger og al den Storm og Tummel, som kan omgive os,
idet den netop fremfører det for os, som vi saa ofte med
dumt Oje ere gaaede forbi, saa gjør den dog ikke Andet
end give os en Del af det Hele, vi have fordret, et
Stykke af det, vi for lang Tid siden burde have opfattet,
da det stod for os i sin fuldkomne Helhed. Dog, vi ere
lykkelige ved vor Skuffelse; men, idet vi ere lykkelige
ved den, skulle vi dog derfor ikke blive ved at leve i
den, skulle vi dog bestræbe os for at se, hvad det da
egentlig er, som gjør Forskjellen, gjør at vi der nyde
Skjønheden frit og fuldstændigt og med en Friskhed og
Fuldendthed, hvori vi aldrig før troede at vi kunde have
nydt den. Naar vi blive lidt rolige; naar vi først rigtigt
have mættet os i Konstnydelsen og komme paa det Punkt,
at vi begynde at anstille Reflexioner over, hvad det
egentlig er, vi nyde; naar vi begynde at gjennemgaa alle
de Gjenstande, vi have betragtet, og tillige at gjøre os
Regnskab for saa meget Andet, som lækkes os og som
fremkalder ny Nydelse hos os, saa blive vi snart opmærk-
35
somme paa, at Meget af det, ri for have forkastet og
vendt os bort fra, det er der, og det støder os ikke
længer fra sig, det tiltaler, det fængsler os tvertimod.
Vi se, jo nærmere vi betragte Konstværket, at Konstneren
ingenlunde gaar ud paa at give dette pletfrie Skjønheds-
billede, som vi bestandigt drømte om og længtes efter;
vi se, at Konstneren ogsaa altid giver os Skjønheden,
saaledes som vi se den i Naturen, at det egentlig ikke
er Gjenstandene selv, som ere forskjellige fra det, vi der
saa; men at det er Maaden, hvorpaa de ere sete, at der
er blot den Forskjel, at, medens vi stode hildede paa
mangehaande Maader, saa stod Konstneren rolig, at der
er den Forskjel, — for at udtale det skarpt — som
der er imellem det at staa foran Billedet af en voldsom
Storm med fraadende Bølger, hvor Skibet kastes imod
Klippen og knuses i Vrag, og — jeg xil ikke sige at
være i en saadan Tilstand, men blot at se den i
Virkeligheden i Nærheden. Altsaa Ro, det at se Gjen-
standen uden Lidenskab, se den idet man blot søger det
Skjønne, og dog fuldkomment trænger ind i den, det er
egentlig det, som nærmest sondrer Konstneren i hans
Betragtningsmaade fra os Andre; det er derved, han for-
maar at virke saa gribende, saa alvorligt paa os.
Men vi rille lægge Mærke til adskillige andre Om-
stændigheder. Vi talte før om, at dette eller hint krænkede
os, idet ri mødte det i Naturen, og nu se vi, at her gaar
det fortræffeligt. Denne Vase f. Ex., hvis Blomster ere
forstyrrede og forrevne af Vinden, fængsler os; ja selv
det Naturlige, der gaar igjennem Fremstillingen, forøger
Nydelsen, og vi vilde ikke ombytte den med den nyde-
ligste Bouquet i det skjønneste Solskin. Eller se denne
3*
36
øde, nøgne Fjeldegn: vi have kjedet os umaadeligt, da vi
droge over den; men, idet vi se det store Land gjengivet i
Maleriet, og lade Øjet fordybe sig i dets vidtstrakte Rum,
blive vi grebne af en Anelse, som vi ogsaa den Gang
kunde have havt, dersom ikke helt andre Formaal havde
draget vor Opmærksomhed til sig. Men ikke alene dette;
ogsaa dette gamle, rynkede Ansigt fængsler os, denne
smertefulde Lidelse, disse Armodens Pjalter, dette
Uhyggelige i Fattigdommens Vraa, vi føle os tiltalte af
det; disse vilde, larmende Bonder, ja, vi ønske at
være midt imellem dem. Og dette Ansigt, hvor Sam-
vittighedens Angst udpræger sig i hver Mine, denne
Bevægelse, som viser os, at Gru, en usigelig Gru
forfølger den Ulykkelige, skræmmer os ikke tilbage , ikke
engang om vi vidste, at det var en Modermorder, nej,
vi drages uimodstaaelig til ham, vi ville rigtigt kjende
dette Menneskes Kvaler, vi ville søge at forstaa
Sammenhænget dermed; thi selv i disse Kvaler er der
noget Ædelt, noget Stærkt og Dejligt, der tiltaler os; og,
selv om dette ikke er Tilfældet, selv om vi træde frem
for et andet Syn, hvor den dybeste Gru og Rædsel
griber os, selv der føle vi, at der er et Menneske, at der
er menneskelig Lidelse, og vi fængsles deraf.
Altsaa, Skjønheden i Formernes Rige har paa dette
Punkt Noget aldeles tilfælles med Skjonheden i Digt-
ningen; den forsmaar Intet, den véd at gjennemtrænge
Alt, at forbinde sig selv med det Hæslige, det legemligt
og sjæleligt Hæslige og Mangelfulde , og forstaar at af-
vinde det en ny Skjønhedsside. Men hvor bliver da den
fuldendte Skjonhed , hvor er den pletfrie , den aldeles
udadlelige Form? Intetsteds, m. T. ! Der er ingen Normal-
37
form i noget af alle Naturrigerne og mindst i Menneske-
slægten, og der er ingen Normalform i Konsten; en saa-
dan vilde være en sørgelig Sammentrængen , en sørgelig
Krystallisering af Skjønheden i en enkelt fuldendt Form
eller i hvad vi for Resten ville kalde den; det vilde
være en Fortryllen af Skjønheden , som gjorde den død
og magtesløs, og, hvad der er allermærkeligst, ikke
engang gav os, hvad vi vilde have, nej noget langt
ringere. Ethvert Forsøg paa at ville sammensætte
saadan en konstig Skjonhed strander og mislykkes
altid. Det er ganske sandt, at endnu i den Periode,
da Grækernes Konst havde Livskraft, endnu paa Alex-
ander den Stores Tid, kunne vi tydeligt se, at der er
en Bestræbelse, som gaar ud over det, vi ellers ville
kalde at fatte S kj finheden ligefrem og umiddelbart som
den fremtræder i Naturen. Men ved nærmere Betragtning
finde vi, at de gamle Grækere ikke lode sig saaledes
skufle af Fantomer, som de moderne Evropæere; vi tinde
at der var i alt Fald kun Talen om at opnaa en beregnet
Virkning, men ingenlunde om at fremstille en idealsk
Skjonhed. Og det er ganske mærkeligt, at alle disse
Dromme om ideale, fuldendte, pletfri Former egentligt
først vaagne og faa Liv, naar Skjonhedssansen er
svækket; det er kun i denne Overgangsperiode, i en saa-
dan Periode, som følger efter at alle de mægtige Aander,
Rafael, Michel Angelo, Tizian og de store Mestere i Belgien
have levet, — det er først der, man kommer til at tale om
Idealformer, og at man leverer konstmæssige Figurer, der
kun blive Carikaturer, saa nydelige og nysselige de end ere,
og som kunne træde frem og for en kort Tid tilfreds-
stille ; det er først efter at hele det 17de Aarhundredes
38
kraftige Naturalisme i Spanien og Italien er afblomstret,
at vi paany finde alle de kjedelige Theorier og tomme
idealistiske Former, som træde os matte og betydningsløse
i Møde. Tag engang Canovas Persevs og Thorvaldsens
Jason, og De ville da allerede føle Forskjellen mellem
det at søge Skjønheden i Formerne, og at søge den ikke
alene i disse, — hvori den sikkert aabenbarer sig, — men
ogsaa i det hele Udtryk af sjælelig Villie og sædelig
Kraft, som skal til for at fuldstændiggjøre og beaande
Formerne. Tag engang en Buste af Thorvaldsen, som
Pius den 7de eller hans tro Cardinal Consalvi, og sammen-
lign den med Gothes Buste af David eller af Rauch og
se der Forskjellen mellem den charakteristiske Skaben, der
trailer frem i Formerne, og dette vilkaarligt Lavede, nu
Knappen af, nu Læggen til, nu Gjøren smallere, nu
bredere, blot for at Formen kan faa et stort symbolsk
Udtryk, det vil sige for at en Carikatur kan træde frem,
istedetfor et besjælet Billede af den aandrige Mand, som
Konstneren vilde fremstille.
Men hvad er det da? Der maa dog ligge Noget
til Grund for dette ideale Skjønne. Ja, det gjør der
ogsaa, m. T., og vi ville kunne finde det og glæde os
derover. Vi maa ikke søge det ideale Konstskjønne i
afsluttede bestemte Former; vi maa søge det i Konstnerens
Følelse. Lad os lægge Mærke til, at først og fremmest
maa Konstneren have Kundskab, Sikkerhed, Færdighed,
for at kunne afbilde sin Gjenstand; har han ikke det,
saa ville vi, om han har nok saa meget Øje og Sans,
føle et vist Savn, en vis Bundethed, en Tvungenhed og
Hjælpeløshed, som forstyrrer os Nydelsen af hans Værker.
Skal Konstneren altsaa fremstille Gjenstanden, maa han
39
være Herre over sit legemlige Stof; men foruden at han maa
være Herre derover, foruden at han maa forstaa at haandtere
det efter sin Yillie , at skalte og valte med det som en
Despot, maa han paa samme Tid være gjennemtrængt af en
alvorlig dyb, varm, fin og levende Følelse; han maa vide
at sondre imellem der, hvox han kun kan hengive sig, kun
underordne sig det mægtige Emne, han vil give et Billede
af, hvor han, saa at sige, taber sig selv aldeles i det,
han vil fremstille, staar selv blot som den Zitrende, og
Underdanige, der har en forfærdelig Kamp at gjennemgaa
idet han skal udføre det, — og saa der, hvor han er
hævet som en Hersker over sit let haandterlige Stof, hvor
han ligner Strandfuglen, der bestandig svæver over
Bølgerne, som hugger ned paa sit Bytte og dypper Næbet
02 Yinge-pidseme i de fraadende Bølger, men sluges ikke,
som danser paa det lette gyngende Hav, hvor den søger
sin Føde, og skrækkes ikke, thi den véd, at, idet dette
lette Tæppe brister, flyver den fri og frank derfra. Thi,
for at Konstneren skal kunne lade Lunet og Ironien træde
frem, for at han skal kunne bemestre hele den muntre,
overgivne, drillende, spottende Side af sin Konst, maa
han byde over den som en Hersker; ellers gaar han
til Bunds. Hans Stilling er vistnok vanskelig; han staar
paa den ene Side Fare for at tabe sig i en raa Tjenen
af Naturen og paa den anden Side for at forvilde sig til en
tom Abstraction af Formerne. Men han undgaar Faren
lettest, naar Geniet er ham givet. Altsaa : blandt flere
Konstværker, der alle ere dygtige Arbejder, er der maaske
et, der tiltaler Dem mest, er det fordi det har saa skjønne
Former? Nej ingenlunde; men der er den mægtigste Flugt,
40
den dybeste, den varmeste Følelse; det er det, der griber
Dem, — og det er den sande Idealisme.
Og nu, m. T., efter saaledes at have søgt, desværre
ubestemt — jeg føler det altfor vel selv — og i ufuld-
stændige Træk at stille Dem frem foran Naturens og
Konstens Skjønhed, foran Nydelsens , Betragtningens
Gaaen op i Naturen og dennes Gjenfrembringelse i
Konstværket under de forskjellige Betingelser, efter at
have sét, hvorledes Hovedforholdet der stiller sig, at det,
det egentlig kommer an paa, er Konstnerens Sjæl og ikke
visse givne Former og Farver, ville vi i næste Time gaa
over til lidt nøjere at betragte Konstneren som Frem-
bringer af Konstværket, lidt bestemtere i mangehaande
Retninger at se , i hvilket Forhold Udførelsens Skjønhed
staar til Tankens.
Sjette Forelæsning.
Bevægelsen. Det sjælelige Liv. Momentet. Det Historiske
V i talte sidste Gang om Gjenstandens Skjønhed og om
den væsentlige Indflydelse , som Konstnerens Maade at
betragte den paa fik, idet den fremstilledes i Konstværket.
Men , inden vi gaa over til nærmere at forfølge denne
Betragtning ved at fremhæve væsentlige Træk i mærke-
lige Skolers Behandling af Konstværkerne, maajeg, for at
gjøre Sagen lidt klarere, bede mine Tilhørere om at dvæle
41
nogle Øjeblikke med mig ved et Par Punkter, der vel
ere meget simple, men som jeg dog først ønskede at faa
fuldstændigt fremstillede og udviklede for Dem.
Det ene af disse Punkter er Bevægelsen. Det
ere vi nemlig allerede enige om, det have vi i en af de
tidligere Forelæsninger sét, at Konstneren kun formaar at
gjengive et bestemt Øjeblik, at han foruden at være stum,
tillige er bunden hertil, og idet vi sige et Øjeblik, saa
tyde vi med det Samme hen paa Livet, paa Bevægelsen.
For Konstneren er Alt Bevægelse; der er Intet saa
stille, som jo for hans Oje kommer i Bevægelse. Be-
væger det sig ikke selv, saa vil det undergaa Forandringer
ved Lyset, der falder paa det, og ved hundrede andre
Forhold, som jeg ikke her nærmere skal betegne. Altsaa
selv i hele den udstrakte Natur er for Konstnerøjet Alt
i Bevægelse, Alt er Øjeblikke, som afløse hinanden med
en aldrig standset Utrættelighed, uden at man nogensinde
kan sige : i dette eller hint Moment er der indtraadt en
fuldstændig Hvile. Men disse Øjeblikke betragte vi ikke
alene som Tidsmaal, eller — rettere sagt — det er os
mindre vigtigt, hvilken Betydning Øjeblikket faar som
Tidspunkt; thi idet vi betragte Bevægelsen, som Konstneren
jo efter vor Formening egentlig ikke skulde være i Stand
til at gjengive, saa er der noget Andet i Øjeblikket, som
vi skulle fastholde, og det er, at ethvert Øjeblik er et
Produkt af foregaaende Øjeblikke og vil gaa over i et
efterfølgende Øjeblik. Det, der altsaa er det Væsentlige
for Konstneren, er at give os Øjeblikket saaledes, at vi
forstaa det foregaaende, og at vi se det efterfølgende.
Men, som jeg før bemærkede, der er aldrig i noget Øjeblik
Hvile eller Ro ; selv i de større Afdelinger, som vi kunne
42
kalde de længere Øjeblikke , som f. Ex. i Dagens for-
skjellige Perioder, Morgen, Middag og Aften, selv i
enhver af disse er der atter en Uendelighed af Under-
afdelinger, og altsaa, hvor Konstneren tror, at han
endelig skulde være i Stand til at gribe et Moment, som
han kunde fastholde, der bliver han endda skuffet. Lad
os engang blot betragte et Par Malerier oppe i den kgl.
Samling, hvoraf det ene forestiller Morgenen, det andet
Aftenen. Lad os først gjenkalde i vor Erindring f. Ex.
Both's "Morgen«. De huske den sikkert allesammen.
Den er saa frisk, saa klar, saa lys. De kunne se det
paa Dampene, der stige op fra Højderne: ja, det er
Morgen, Solen er allerede fuldkomment oppe, skjøndt vi
ikke se den, disse Dampe ville formodentlig gaa over i
Skyer, eller de forkynde os allerede en meget varm Dag.
Betragt Egetræerne, de italienske Egetræer, vel at
mærke, som, ere. i Forgrunden. Se paa alle deres Blade,
paa Spillet i dem, paa deres halve og hele Gjennem-
sigtighed, deres Reflexer, og beundre hvorledes Konstneren
har vidst at benytte dette Træ med Fordel, saa at vi
ligesom føle den sagte Morgenvind vifte derigjennem. Se
paa Skyerne, hvilke egne Former de have; jeg vil ikke
sige, at Skyerne just ere det Heldigste i Billedet, men
Valget er imidlertid i og for sig heldigt , det er netop
saadanne Skyer , som høre Morgenen til ; og saa er der
i Skyggerne i Baggrunden en Dybde, som ogsaa betegner
Morgenen med al sin Dug og Kjølighed og danner en
kraftig Modsætning til den blændende Dagglans, der er
i Færd med at udbrede sig. Og betragt nu paa den anden
Side Aftenhimlen i Swanevelt's store Billede, og fornem,
hvad der er for en Lunhed i denne Aften, den er ikke
43
kjølig, som Both's Morgen, man føler den varme, klare
Dag, som er gaaet forud; se, hvorledes disse fine Skyer,
som vi ogsaa her paa smukke Sommeraftener se paa
Himlen, trække langsomt op over Hvælvingen, hvorledes
Træernes Blade staa saa stille og rolige, og hvad det er
for en uendelig Længsel, der gaar igjennem hele Stykket,
og De ville saa føle, at Aftenens Time allerede er der,
at Natten snart vil komme, for at igjen en ny Morgen
kan oprinde. Og læg nu Mærke til, hvor forskjellig
Bevægelsen er i disse to Stykker, — og i dem begge er
der Bevægelse — se , hvorledes hos Both Alt røber
Friskhed, Lethed og Hurtighed, medens Alt hos Swane-
velt hentyder r,aa Stilhed, paa Hvile og Ro. Men hvor-
ledes er det lykkedes Konstneren at frembringe sine Ind-
tryk? Naturligvis derved, at, skjøndt vi ikke kunne gjøre
os rede for de ydre Love for Bevægelsen, uden at vi
have givet os af med den derhen hørende Videnskab,
forstaa vi dog strax disse Loves Virkninger, fordi vi ere
vante til at se dem. Det gaar her i det Stille, som i
det Voldsomme : med de samme Bevægelser ville lignende
Former gjentage sig, og, idet vi altsaa se saadanne, selv
inden vort Øje har opfattet den gjorte Bevægelse, saa
kjende og forstaa vi den allerede. Og hvor flygtigt er
ikke det Blik, vi kaste paa Naturen, vi faa ikke engang
Tid til at se selve det Bevægede bevæge sig, fordi Ojet
og Tanken tager en ganske anden Flugt, og fordi vi i
Naturen altid ere vante til hurtigt at fatte og gribe
Fænomenet. Konstneren har derfor alt gjort, hvad han
behøver, naar han heldigt har betegnet det, der i Naturen
under lignende Forhold vil vise sig for os i Bevægelse;
denne skulle vi nok selv fremkalde. Men dette gj ælder,
44
som sagt, ikke alene om det stillere Naturliv; det gj ælder
selv der, hvor Bevægelsen er ulige voldsommere, selv der,
hvor Skyerne ere udpidskede og forblæste af Vinden,
hvor Træernes Grene bøje sig, ja selv foran det fraadende
Vandfald. Hvad skulde synes umuligere, end at Maleren
skulde være i Stand til at fremstille et Vandfald? og dog,
dersom man nogensinde har staaet foran et Vandfald,
dersom man har set paa al den Kogen og Skummen og
Larmen og paa alle disse talløse Raketter, smaa og store,
som stige op, hvis Vandfaldet er større, eller alt det uende-
lige, flagrende , flygtige, brusende og sydende Skum , som
bevæger sig ogsaa paa det mindre Vandfalds Overflade,
véd man, at man saaledes fordyber sig deri, at hele denne
lyse , let bevægelige Vove staar for En næsten som en
rolig Flade. Vil Konstneren saaledes gjengive de mest
slaaende Træk, der betegne Vandets besynderlige Spillen
og Brusen og den ejendommelige Overgang fra de skum-
mende Bølger til den forholdsvis stillere Flade, Træk,
som han har mærket sig og gjemt i sin Erindring — thi
copiere dem kan han ikke — saa har han det ganske i sin
Magt at skuffe os. Vi behøve blot at kaste Blikket paa
Everdingens store Vandfald i Samlingen eller Ruysdael's
Maleri med den knækkede Bøgestamme, for at føle, hvor for-
skjelligt de forskjellige Konstnere efter deres Personlighed
og det givne Stof vide at fremstille denne Bevægelighed
i Konstværket. Dersom altsaa Konstneren véd at give
selve den Bevægelse, der fremgaar af de ydre Love,
hvor Bevægelsen ene og alene fastholdes ved rigtigt og
heldigt at antyde det, som egentlig betegner den i
det enkelte Øjeblik, saa ville vi ogsaa kunne begribe, at
Konstneren kan give Bevægelsen hos Dyr og Mennesker.
45
Men nu opstaar der et andet Spørgsmaal : kan han
da ogsaa med det Samme give det Besjælede?
Her træffer det sig saa heldigt, at netop Menneskets
Ydre og Indre for at kunne virke og handle maa være i
fuldkommen Samklang, at netop Bevægelsen ganske sikkert
vil angive os, hvad der foregaar hos Mennesket, hvad
Hensigten er med den eller den Bevægelse, hvad det er,
han vil, og selve Bevægelsen sker efter lignende Love,
som de, der vise sig for os i den ydre Verden. Altsaa
Konstneren vil her, naar han er heldig i at give os det
Betegnende, med samme Lethed og Sikkerhed sætte os i
en saadan Tilstand, at vi tro, at Tingene ske for os.
Maa jeg, for nojere at forklare dette, fremhæve et Par
Figurer paa Billeder oppe i Galleriet. De erindrer
Hi-torien der er fremstillet paa Rubens' Billede: »Salomons
Dom« og De husker den knælende Moders Skikkelse;
Salomon- har sagt: »Barnet skal deles«, men han
giver i dette Gjeblik et Vink, som gjor, at Bøddelen
holder inde med Udførelsen af Dommen , fordi
Moderen kaster sig ned og anraaber Kongen om
hellere at give Barnet helt og uskadt til den Anden,
der gjør Fordring paa det. Læg nu Mærke til den
Bevægelse, Konstneren der har udtrykt*) og som slaaende
udtaler sig igjennem Moderens Figur, og kast saa Blikket
") Jeg beder Dem vel at lægge Mærke til, at, naar jeg anfører
saadanne Exempler, vil jeg aldrig paatage mig at borge for, at
den eller den Figur i Et og Alt er, hvad den skal være; der
kan være en hel Del at sige imod samme, imod deus enkelte
Former, der kan endogsaa være Mangel paa Korrekthed i enkelte
Ting, men Grunden, h\orfor jeg fremhæver Figuren, er den, at
det, jeg nærmest vil henlede Opmærksomheden paa, er lykkedes
Konstneren aldeles fortræffeligt
46
paa et andet nederlandsk Billede af den v. Dyck'ske
Skole i Samlingen; det forestiller en Mand, der af en
Helgen føres hen til Maria og anbefales til hendes
Varetægt. Helgenen er vant til at omgaaes med for-
nemme, himmelske Personer, og han er ganske hjemme
der: men Manden har aldrig været der, og, idet han
falder paa Knæ, ser man, hvorledes han er greben af en
isnende Ærefrygt. Se, hvorledes her en vis Ro og Ær-
bødighed gaar igjennem hele Personen; selve Bevægelsen
er simpel og ligefrem i Modsætning til Moderens,
der er hurtig og voldsom ; hele hendes Angst er
udtrykt i Legemets Bevægelse, den ligner en Moders,
som sér sit Barn krybe op i et aabentstaaende Vindue,
hun véd alt, hvad der vil ske, og styrter hen for at
gribe det med en ustandselig Raskhed og Heftighed. —
Jeg valgte her to Exempler, hvor Bevægelsen tyder hen
paa, hvad der foregaar, selv om vi ikke se Ansigtet.
Saaledes er Bevægelsen hos Moderen nok for at forstaa,
hvad der foregaar i hendes Ansigt, der er skjult for os.
Vi se og føle hele det Spændte, hele Angsten, der maler
sig i det, skjøndt Konstneren kun viser os hendes !Nakke.
Jeg har ladet mig sige — og noget Sligt kan vel være
rimeligt — at, naar To fægte sammen, søger den Ene
med sit Blik ingenlunde Modstanderens Vaaben, men
hans Oje, og ved opmærksomt at følge det, véd han
allerede, hvilken Bevægelse Modstanderen vil gjøre. Det
var smukt, om jeg kunde være i Stand til at vise Dem,
jeg vil ikke sige ganske det Samme, men noget Lignende.
Det, som det kommer an paa, er at udpege for Dem en
Figur, hvor Konstneren formeligt har gjort Øjet til det
Afgjørende, saa at vi uden at tage særligt Hensyn dertil
47
aldrig ville forstaa ham, selv om ogsaa vi fuldkomment ere
inde i hele den vedkommende Historie og hvad dertil hører,
og selv om vi ere vante til af Fragmenter at slutte os til,
hvorledes Noget oprindeligt har været, men hvor det af-
gjørende Moment for vor rigtige Opfattelse af det Konst-
værk, der særlig udkræver en Betragtning med et sundt
Oje, netop er, at vi fæste Blikket paa Hovedets Bevægelse,
paa Øjets Retning o. s. v. Naar vi saaledes tage
Thorvaldsens Argusdræber, Merkur, indrømme vi let, at
Alt i denne Figur, saa at sige, staar og falder med det
heldige Udtryk af det spejdende Blik: »sover han?« Og
se nu, hvorledes alle Bevægelser staa i Harmoni dermed,
se, hvor stille Alt er, skjøndt han befinder sig i et højst
vigtigt Moment, se, hvor fuldkomment enhver Bevægelse
svarer til det spejdende Oje, og, skjondt det er en Billed-
støtte, skjøndt ikke engang Pupillen er antydet, har jeg
Lov til at bruge Udtrykket »det spejdende Øje«, uden at
jeg gjør mig skyldig i Overdrivelse. Betragt i Modsætning
hertil Merkur oppe i Antiksalen, der sidder og fisker,
hvor den livlige, jevne, rolige Bevægelse, der fremkommer
ved at han spejder efter om der er Noget, der bider
paa Krogen, er en ganske anden; og De vil give mig Ret
i at vi her have Momenter, som vise, hvor fuldstændigt det
staar i Konstens Magt at give os de enkelte Øjeblikke og
i dem baade, som jeg forhen har bemærket, de foregaaende
og de efterfølgende. Hvor tydeligt føle vi ikke i den
siddende Merkur, i Moderen hos Rubens, i den knælende
Mand, hvad der er foregaaet kort i Forvejen, at de for
faa Øjeblikke siden have staaet op.
Efter at have forvisset os om, idet vi have benyttet
enkelte Figurer, enkelte Momenter til at betegne Be-
48
vægeisen med, at det er muligt for Konstneren at udtrykke
ikke alene denne , men ogsaa det Sjælelige i samme , og
det, hvad enten Bevægelsen selv angiver os det Sjælelige,
eller vi gjennem Ansigtet og Ojet først skulle opdage,
hvad egentlig Bevægelsen skal sige , maa vi henvende
Opmærksomheden paa , at her virkelig altid er givet et
bestemt Ojeblik; mere har Konstneren ikke tilsigtet,
uagtet vi dog implicite faa en Række af Gjeblikke. Men
Konstneren maa ikke være bunden til saadanne blot
enkelte Momenter, han kan ikke engang være bunden
dertil; thi man vil fordre noget Mere af ham. Det
Samme, som jeg siger om et enkelt Menneskes, et enkelt
Dyrs Bevægelse eller om Bevægelsen i et Landskab,
det Samme gjælder om en hel stor Begivenhed; den har
ogsaa sit bestemte Moment. Og naar Konstneren skal
give et saadant bestemt Moment i en Begivenhed, i en
stor Sammenstilling af Figurer, vil det ske paa en ganske
anden Maade end naar Fortælleren skal gjøre det; thi
han tør, som jeg før bemærkede, ikke dvæle ene og alene
ved selve Hovedpunktet deri, han kan ikke som For-
tælleren appellere til, hvad han har sagt i Forvejen, og
hvad han vil sige bagefter. For at give hvad vi kalde
Hovedmomentet, bliver Konstneren altsaa nødt til at
opløse det i en Mængde enkelte Momenter, en Mængde
Øjeblikke, og han vil underordne og samle disse enkelte
Ojeblikke under ét Hovedindtryk, saa at han derved og
os uafvidende faar hele Hovedindtrykket, hele Hovedøje-
blikket, og dog tillige al den Mangfoldighed, han behøver.
Lad os f. Ex. tage Gavlgruppen fra Ægina, hvor vi se
Kampen om et Lig; hvor det Moment, i hvilket en falden
Helt er Tvistens Æble i allerhøjeste Grad, er det, der
49
skal gjengives. Minerva er tilstede som styrende, ledende
eller understøttende Guddom, — det er det Samme,
men hvad der er det Væsentlige, det er, at en Kamp
skal udtrykkes, en voldsom, haardnakket Kamp, som har
raset længe og endnu er uafgjort. De Hensyn , Konst-
neren har taget og har maattet tage til den Ramme,
hvori hans Arbejde skulde stilles, vedkomme os ikke her;
men vi lægge derimod Mærke til, hvorledes Konstneren,
som jeg før bemærkede, har opløst Billedet i forskjellige
Momenter. Han har givet os den. allernærmeste Kamp,
Kampen med Spyd og Sværd, den, som rasede voldsomst,
hvor det gik blodigst til, og hvor Helten netop maatte
frem; og idet Kampen er paa det Højeste, søger En fra
Siden at tilsnige sig den faldne Kjæmpe. Her have vi alt-
saa et ganske andet Moment; thi vi maatte antage, at, for
at det skulde ske, maatte i dette Øjeblik en af Mod-
standerne være kastet tilbage , saaledes at Sejrherren
derved fik Lejlighed til at trække den faldne Helt bort.
Men nej, Konstneren lader Kampen staa i hele sin Kraft,
og i samme Øjeblik se vi, hvorledes Liget slæbes bort.
Bagved taber Kampen sig i den fjerne Afstand, hvor
Bueskytterne gribe ind, og længere hen ligge Faldne og
Døde, thi Kampen har været blodig og har alt varet længe.
Konstneren giver os saaledes Fremstillingen af en Række
Momenter og paa samme Tid Udtrykket af et enkelt,
mægtigt, endnu bestandig svævende Hoved-Moment. —
Lad os tage en anden Sammenstilling. Vi have alle
hørt tale om den bekjendte Gruppe af Niobe og hendes
Børn. Det er en i mange Henseender maaske aldrig til-
fredsstillende løst Opgave at gjøre Rede for de forskjel-
lige Dele, vi have tilbage fra Oldtiden, som henhøre til
Horens Skrifter. III. 4
50
denne Gruppe; men Noget er der, vi tydeligt kunne faa
fat paa, nemlig at ogsaa her, i Niobes Børns Fald og
Drab, har der været en Række af enkelte Momenter, som
Konstneren maatte fremstille for os aldeles samtidigt, og
som vi dog gjerne lade os skuffe til at nyde i en Følge-
række, hvorved der fremkommer én Forestilling og det
Hele samles i ét Moment. Der have vi de Døde, de
nylig Trufne, de Angstfulde; men Moderen saa at sige,
samler det Hele, idet hun ikke alene staar der selv,
ragende frem over de andre, men ogsaa skal dække
sit yngste Barn, der søger Tilflugt hos hende. Cul-
minationspunktet er naaet igjennem en Række af Mo-
menter. Selv Salomon' s Dom, som vi saa ofte have
set paa, — hvad er det Andet end en Række enkelte
Momenter? Naar vi tage fat paa de forskjellige Figurer,
kunne vi kritisere Konstneren og sige: det er jo Ingen-
ting, det er rene Brudstykker, han har sat sammen. Han
lader allerede den falske Moder staa rede med sit For-
klæde til at gribe sit Stykke af Barnet, men det vilde
hun ikke gjøre, thi Bøddelen har jo endnu ikke over-
hugget det. Ligeledes lader Konstneren Hunden lugte
til Liget, — som om den ikke kunde have gjort det for
lang Tid siden. Jo mere vi forfølge de enkelte Træk i
Detail, jo tydeligere blive vi opmærksomme paa, hvor-
ledes Konstneren virkelig har maattet opløse Begiven-
heden i en Række Momenter, som han dog atter har
vidst at forene saaledes igjen, at vi med Lethed formaa
at følge og sammenfatte dem til en Helhed.
Undertiden véd Konstneren paa en meget lunefuld
Maade at bringe Liv og nye, friske Momenter ind i en
saadan Sammenstilling, hvad Thorvaldsen har gjort paa
51
en smuk Maade i sin »Johannes, som prædiker«. Her
skulde Konstneren fremstille et samlet Auditorium ude
paa Marken. Da der altsaa ikke var nogen saadan Tids-
følge, maatte lian søge at fremkalde Afvexling ved paa
forskjellige Maader at charakterisere Indtrykket eller
Modtageligheden hos Johannes's Tilhørere. Han skaber
friske Momenter; han lader os føle, at det er en For-
samling, hvor man gaar og kommer. Det er ikke, som
hos os, i en Kirke eller paa et Theater, hvor Alle sidde
paa deres Pladser for at lytte med Opmærksomhed, men
det er i den frie Natur. Jægeren er maaske kommen for
et Ojeblik siden, han er endnu complet Jæger, og Hunden
giver netop Anledning til at et af Børnene kommer til
at lege. Hvilket livligt Indtryk gjør ikke dette ganske
nye, friske Moment i denne Forsamling, hvoraf for Resten
en stor Del viser en stadig og alvorlig Opmærksomhed?
Konstneren kan simpeltvæk ogsaa benytte den Plads, der
er givet ham, til at opnaa noget højst Betegnende. Tag
f. Ex. Heliodor og Attila af Rafael, — jeg tør vel citere
disse Billeder; De kjende dem vist i alt Fald af Kobberstik,
— og læg Mærke til, hvorledes Rummet er benyttet af
Konstneren for paa omtrent lignende Maade at betegne
ganske forskjellige Momenter. I det ene Billede er
Heliodor kastet helt hen til Højre ; men Alting viser, at
han først har løbet, thi han er i en frygtelig Angst, han
er bleven forfulgt, og er her styrtet ned ; og derved har
Konstneren opnaaet, at Beskueren strax forstaar Forføl-
gelsen og saaledes hele Begivenheden. Og omvendt
høster han en ganske anden Fordel, idet han paa Billedet
lige over for har skudt Paven, Petrus og Paulus saa langt
hen paa den ene Side, hvorved man levende føler med
52
hvilken Magt Hunnernes Fremrykning er sket, hvilken
Vælde, der styrter ind der; man ser de brændende
Byer i Baggrunden; saa langt ere de komne, helt hen
til Rom, men der standse de; det forstaa vi strax. Vi
kunne saaledes, naar vi have Billederne for os, paa
mangfoldige Maader opløse dem i en Række samtidige
Momenter, som ende med at gaa op i en hel, vel af-
rundet Fortælling. Altsaa, dels ved en saadan Opløs-
ning i Momenter, dels ved at skyde enkelte af dem
frem og benytte Rummet paa en forstandig Maade, véd
Konstneren altid at bringe Liv ind, og først og sidst at
lade os føle Hovedmomentet og paa samme Tid bringe
os til at ane hele Historien.
Jeg har her anført Maleri og Skulptur i Flæng, fordi
man omtrent gjør de samme Fordringer i saa Henseende,
fordi lignende Love gjøre sig gjældende; men det kan
ikke være Andet, end at disse forskjellige Konstfag meget
hyppigt ville og maa betjene sig af højst forskjellige
Midler til Opnaaelsen af deres Øjemed, fordi Synspunktet
er et andet: en Betragtning, der mindre paatrængte sig,
da vi dvælede ved den enkelte Figur, ved Øjeblikket i
dets største Simpelhed, end her hvor Talen er om en rig
Sammenstilling af Figurer. Uagtet nu her Konstneren,
og navnlig Billedhuggeren, maa appellere til Forstanden,
uagtet de Midler, han maa bruge, ere beregnede, saa vil
han lige fuldt, naar han for Resten véd at bibringe dem
Liv, bevirke, at vi ikke mærke Beregningen, men med
Glæde dvæle ved den Nydelse, han byder os. — Vi have
i disse Dage set saamange Optog*), enten paa det ene
*) De efter Krigens Ophør i Vinteren 1851 — 52 hjemvendende Ba-
tailloner.
53
eller paa det andet Sted; men vi have altid kun set et
Stykke deraf. Vilde vi have set det Hele, saa maatte
vi være fulgt med, og endda havde vi ikke faaet det
fuldstændigt at se, men kun en Stump deraf, thi vi vilde
have været enten ved Enden eller ved Begyndelsen af
Toget. Det Samme vilde træffe Maleren, der skulde
fremstille det. Vil han ikke bære sig ad som hine Konst-
nere, der have illustreret Krøniker og Historier, f. Ex.
Frederik den Andens Krønike, hvor de fremstille et Tog
Mand for Mand paa en slangebugtet Linie over hele Tavlen
— og det vil han ikke gjøre — , saa maa han binde sig
til at give Partier af det Hele, enten Vesterport eller
Gammeltorv, Ridehuset eller Vimmelskaftet, ligegyldigt
hvilket, men vi faa kun ét Parti, kun et enkelt Punkt
deraf. Men, idet Konstneren maler Prospectet enten
fremad eller tilbage — Noget, der vil bero paa hans
Valg — , saa blive vi paa én Gang stillede midt ind deri,
og vi se da omtrent det Samme, som vi se fra et
Vindue, i det Ringeste i et bestemt Moment. Billed-
huggeren kan ikke gjøre dette. Han kan for det Første
kun fremstille noget Saadant i Relieffet; det ligger deri-
mod over hans Kræfter at udfore det i Grupper, ligesom
han ikke heller kan give hele Rummet, hvad der ikke
vilde svare Regning. Men han kan gjøre det, vi ellers
ikke kunne opnaa; han kan give os hele Toget paa én
Gang, naar vi blot ville betragte hans Arbejde med en
Smule god Villie. Naar vi for at oplyse dette tage
Alexanders Triumftog af Thorvaldsen, maa vi mærke os,
at som Componist af Relieffer af et saadant Omfang vil
Billedhuggeren i Regelen slutte sig aldeles til Bygmesteren,
som har en Plads, der skal decoreres. Denne Plads vil
have et betydeligt Omfang, og nu véd Konstneren, der
54
skal benytte den, med Sindrighed at give hele denne ud-
strakte Composition. Alexanders-Toget er beregnet paa
et Værelse med 4 Vægge, — jeg siger Alexanders -Toget;
men det skulde egentlig hedde »Alexanders Ankomst til
Babylon«. — Hvad gjør nu altsaa Konstneren? Han er
altfor klog til at vise os Alexander i Porten eller i Byen.
Tvertimod, han lader ham komme lige udenfor Babylon,
og han tager saa megen Plads dertil, som naar vor Konge
vilde ride Tropperne imøde paa Vesterbro , saaledes at
han faar to Punkter lige overfor hinanden : paa den ene
Side Alexander og hans Folk, og paa den anden Side
have vi, naar vi vende os om, de mødende Babylonier
tilligemed Byen og dens Omgivelser, Folket, Floden o. s.v.
Hele Begivenheden er concentreret paa begge Flodbred-
der, og vi kunne lade vort Øje glide hen over de for-
skjellige Klasser af det sammenstimlende Folk, Præster,
Danserinder o. s. v. , og mønstre de forskjellige Afde-
linger i Alexanders Hær. Vi kjende dem strax; men
Omgivelserne mangle, dem maa vi selv lægge til.
Men der er en anden Omstændighed som maa mærkes
herved, og det er Noget, som De bedre ville føle ved at
kaste Blikket paa »Christus, der bærer Korset til Gol-
gatha« , eller paa »Christi Indtog i Jerusalem«, thi det
Samme gjælder ogsaa om disse Konstværker, skjøndt de
ere articulerede paa en anden Maade. Billedhuggeren
kan ikke ved at benytte Rummet give Alt paa én Gang,
saaledes som Maleren, der ganske roligt, om han vil, kan
vise os blot de blomsterprydede Felthuer og Geværer i
hele Vrimlen, og vi føle os tilfredse dermed. Men Billed-
huggeren maa tage Figurerne fra hverandre, han maa
dele dem. Derfor har Thorvaldsen klogeligt holdt Baby-
lonierne bestemt for sig og Alexanders Tropper for sig,
55
ligesom han ogsaa gjør med Apostlene, hvor han frem-
stiller dem. Lad os fremdeles betragte den smukke Frise
omkring den ydre Cellemur af Athenes Tempel i Athen,
der ogsaa indtager 4 Sider, og lægge Mærke til, at der
har Billedhuggeren brugt det selv samme Konstgreb. Paa
den østlige Side ere vi oppe paa den hellige Plads, hvor
Toget ender, og paa den bageste Side ere vi alier
fjernest, hvor de sidste Efternølere samle sig for at fuld-
ende Processionen, der selv indtager begge de lange Sider.
Men Konstneren giver os ikke Tilskuerne; vi høre selv
til disse. Paa denne Maade altsaa, ved forstandigt at
fordele Grupperne, ved bestemt at holde dem fra hver-
andre, men dog indenfor de forskjellige Afdelinger at give
dem hele det Liv og den Charakter, de maa have, véd
Billedhuggeren virkelig at frembringe for os Gjengivelsen
af en saadan Begivenhed, af et saadant helt Moment,
saa at vi, skjøndt det kun er et enkelt og aldeles stille-
staaende Moment, dog paa en vis Maade kunne sige, at
der er givet os en hel fortræffelig Fortælling. For saa
vidt der kunde være Tale om Figurer, har jeg allerede
berørt det, idet jeg førte Dem frem for Niobe-Gruppen
og et Par Frontoner, som jeg her ikke mere vil dvæle
ved, ligesom vi ogsaa have set i flere større afsluttede
plastiske Compositioner , hvorledes det samme Princip
gjør sig gjældende i det Relief, der kun indtager en
enkelt Flade, lige saa vel som i det, der er beregnet paa
lire. Men, idet vi nu have set Øjeblikket i dets Simpel-
hed og uendelige Forgrenethed, Samlingen af de mange
samtidige Ojeblikke eller, om De ville, af forskjellige
Momenter, som dog ordne sig til et Hele, idet vi altsaa
have betragtet Øjeblikkets Omfang, er der endnu et
56
Punkt, vi skulle berøre, og det er Valget af Øje-
blikket.
Vi sagde jo før, at i enhver Begivenhed — enten
en stor Begivenhed, hvor Mange virke sammen, eller en
enkelt Handling lige ned til Portraitfiguren — var der
et Hovedmoment, som skulde tages, og som enhver
Konstner forudsættes helst at ville bruge. Det er altsaa
Valget af dette Moment, vi skulle betragte; men her
staa vi ved en Grænse , og vi maa vel vogte os for at
gaa videre, end Konstneren selv er gaaet. Sagen er den,
at, naar vi anstille Betragtninger over, hvad Konsten
formaar at gjøre, saa glemme vi altfor let, at vi ikke
selv ere Konstnere ; vi søge saa skarpsindigt og nøjagtigt,
som muligt, at finde Grænsen for dette eller hint, vi
søge Rigtigheden heraf i den Overensstemmelse, som vi
faa imellem vore opstillede Sætninger og Slutninger, og
tro os saa at være sikre derpaa. Men der er den Om-
stændighed derved, at vi ikke selv ere Konstnere, og at,
hvad der har været umuligt for de foregaaende Konst-
nere, vil maaske blive muligt for de efterfølgende. Der
er hele Kredse af Forestillinger, som den gamle Konst
ikke kjendte, og som den moderne Konst har virkelig-
gjort, ligesom der omvendt er slige Forestillingskredse,
som den moderne Konst ikke kjendte, uden forsaavidt
den lærte dem af den antike. Vi kunne se, hvorledes
visse Arter af Forestillinger have beskjæftiget Aarhun-
dreder, inden man endelig fandt det muligt at løse Op-
gaven. Saaledes kunde en Theoretiker fra det 14de eller
15de Aarh. ganske roligt sige, at et saadant Landskab,
som de bedste Nederlændere og Italienere senere i det
17de Aarh. have frembragt, var en Umulighed. Hvilken
57
Umage kostede det dem ikke, inden de kom til Klarhed
om , hvorledes de skulde behandle Opgaven , og hvor
mange Aar gik ikke hen, i hvilke den var uløst, og
paa én Gang sker det.
Vi have set, hvor let det er for Konstneren, at
faa Bevægelighed ind i sin stillestaaende Figur, at faa
den til at tale, til Trods for dens Stumhed, og vi
have før lært Betydningen af Minerne overhovedet og
af det sjælelige Udtryk hos Mennesket at kjende, og
hvorledes det lykkes Konstneren at gjengive dette.
Hvor falder nu Grænsen? Hvor kan man i Forvejen
sige til Konstneren: det kan Du ikke gjøre, det maa
Du ikke engang prøve paa at gjøre? Mangen Gang
sker det ganske snurrigt, at, idet man opstiller en saa-
dan Theori og søger at fastslaa Begrænsningen for Kon-
sten, er man saa ulykkelig eller — om man vil, i Kon-
stens Interesse — saa lykkelig, at man blot røber sin
egen grove Uvidenhed, at man viser, at man ikke kjender
de store Mesterværker, som for lang Tid siden ere frem-
bragte og have glædet og ville glæde Aarhundreder, og
som paa den mest eclatante Maade lægge vor Theoris
Uholdbarhed for Dagen. Altsaa, Spørgsmaalet om det
rette Valg af Øjeblikket vil jeg — det tilstaar jeg ærligt
— saa at sige omgaa. Jeg vil ubetinget indrømme , at
man kan blive enig om, hvad der i denne eller hin Be-
givenhed er det slaaende Øjeblik, Hovedmomentet; men,
at indskrænke Konstneren dertil, saa at han ikke skulde
have Ret til at behandle et hvilketsomhelst andet Moment,
det vilde være paa den voldsomste Maade at binde ham,
det vilde være at kvæle mangt et heldigt Indfald i Fød-
selen, at udelukke mange dejlige Konstværker fra Til-
blivelse. Lad os f. Ex. tage: Abraham der ofrer Isak;
58
ja, det blive vi snart enige om, at Hovedmomentet der
er det, hvor Abraham har løftet Kniven og Engelen siger :
holdt! Det er et overordentlig interessant Moment; det
har netop meget af det, som kan lokke og friste Konst-
neren til at prøve paa at fremstille det. Men skulde vi
nu binde Konstneren dertil? Saadant et Øjeblik, som
f. Ex. naar Fader og Søn gaa op ad Bjerget, — Sønnen
belæsset med Kvas og hvad dertil hører, Faderen ved
Siden af, hin uden at ane sin Skjæbne, denne med hele
sin Kummer over hvad der forestaar, — saadant et
Moment skulde altsaa ikke kunne gives? Jeg kunde
vælge hundrede andre Exempler. Jeg kunde sige: hvor
ofte vil der ikke være en Konstner, som gyser tilbage
for et saadant Moment, men som derimod, hvor det
Milde, det Rolige, det mere Vemodige træder frem, føler,
at hans Kræfter slaa til? Det vilde være besynderligt,
om man vilde stirre saa ufravigeligt paa det ene, enkelte
Moment og derved udelukke sig fra alle de smukke Over-
gange og hele den Nydelse, som de øvrige Ojeblikke i en
saadan Begivenhed kunne være i Stand til at frembringe.
Jeg mener, at der er en Betragtning, der gjør Afgjørelsen
af dette Spørgsmaal overflødig, men hvis Betydning kun
kan sees ad praktisk Vej. Det er nemlig den, at det er
ligegyldigt, hvilket Moment Konstneren vælger, naar han
blot gjennemfører sit valgte Moment. Dog vil jeg ikke,
vel at mærke, dermed sige, at, naar Konstneren gjen-
giver det mest gribende Moment, det saa ikke skulde
være det, som glæder mest og længst. Men det er ulige
vigtigere at se et underordnet Moment fremstillet med
Sjæl og Liv end et saakaldet skjæbnesvangert Moment,
som ikke er faldet ud til Andet end et interesseløst
59
Modelstudium. Idet man saaledes vil pege hen og vise
Vej i denne Retning for Konstneren, og hindre ham fra
fuldstændigt at følge sin individuelle Personlighed, ar-
bejder man sikrest og lettest hen paa at faa alle disse
kolde, kjedelige Billeder og Statuer, som vi desværre
have nok af, og hvortil saamange akademiske Opgaver
have bidraget deres, idet de have fristet Konstneren, ofte
over hans Evner, til at levere Billeder, som maaske have
mange Fortrin, men savne det væsentligste, nemlig den
egentlige Sjæl.
Vi talte om Ojeblikket, m. T. , lad os huske paa,
at Konstneren lever i Øjeblikket. Selv den længste
Konstnervirksomhed er jo kun et Øjeblik imod de utal-
lige Slægter, som have levet og virket før ham, og som
ville leve og virke efter ham, og dog fordre vi, at han
skal fremstille os de svundne Tider. Lad os lægge
Mærke til, hvad der især beskjæftigede en stor Del af de
antike og de moderne Konstnere. Var det ikke Frem-
stillingen af Guders og Heroers gamle Bedrifter, — var
det ikke Fremstillingen af Evangeliet og af christelige
Heltegjerninger, af Martyrer og Helgensagn o. s. v. ?
Drejede det sig ikke om Ting, som vare foregaaede
mange hundrede Aar, førend Konstneren levede? Men
hvorledes skal da Konstneren, Øjeblikkets Søn, være
i Stand til at fremstille dette? Se, her er en Dobbelthed.
Det er ganske sikkert, at han lever i Øjeblikket, — og
ve den Konstner, som ikke gjør det! Det er i Nutiden,
at Konstneren søger hele sin Kraft og al sin Næring, det
er Nutiden, som giver ham Liv og Aande. Om han
stirrede sig blind paa de gamle Skrifter, om han svøm-
mede hen i Taarer over dem, eller om hans Næver
60
svulmede i Daadkraft ved at læse hine Heltesagn, det
hjalp ham ikke; han fremstillede dem ikke, hvis han
ikke havde set vore »Jenser« her paa Gaden. Altsaa,
han lever virkelig i Nutiden, i et bestemt Land og under
bestemte Omgivelser. Det er den levende Kilde, hvoraf
han skal øse. Lad ham ogsaa flytte bort, drage hen et
andet Sted og leve der, han kommer dog ikke ud af
Øjeblikket, som én Gang er ham bestemt. Læg Mærke til,
at, naar De ville tage for Dem en stor Del af den græske
Konst, den italienske Konst ned i det 16de Aarh. til
Rafaels Tid, og den nederlandske Konst i samme Peri-
ode, saa ville De se, at i alle disse Konstens Tider
har Øjeblikket formelig forenet sig med Fortiden og er
smeltet sammen dermed. Der er, saa at sige, i disse
hellige, i disse heroiske Billeder — kun Øjeblikket.
Det gjælder baade om den hedenske og om den christe-
lige Konst. Tag engang — for at nævne det, vi nær-
mest og lettest ville kunne forstaa — det Billede,
jeg nylig anførte Dem, af van Eyck, betragt der Helgenen
og den gamle Antonius, som har levet 1000 Aar før
Konstneren , der udførte Billedet; han er aldeles klædt
i den paa Konstnerens Tid brugelige Dragt. Og se paa
Maria og Johannes; det er gode, jevne Hollændere. Det
er Datiden, der her træder os i Møde. Og vi behøve ikke
at gaa saa langt tilbage. Vi kunne blot gaa til Epita-
phiemalerierne i vore Kirker, hvor vi finde Familierne
afbildede i Forbindelse med de Dødes Opstandelse o. s. v.
Et ret slaaende Exempel herpaa er ogsaa Altertavlen i
Weimar, hvor Luther staar ved Siden af Johannes den
Døber, hvor Christi Sidevunde sprøjter den forløsende
Blodstrøm ud paa Kranach, imedens Luther har slaaet
61
Bibelen op og viser det paagjældenlie Sted om For-
soningen. Altsaa, Aarhundrederne ophæves her, Konstens
Rige er ét Moment. Se den uendelige Masse af Bil-
leder — vi kunne ogsaa paavise dem i Galleriet — som
i Tidernes Løb bleve befalede og befales den Dag i Dag,
kan jeg tro , i den katholske Kirke , hvor man forlanger
Helgene fra forskjellige Tidsaldre, Maria'er med Christus-
børn , Johannes'er , Patriarcherne , og hvad véd jeg?
Det er altsammen det samme Moment, og mangen Gang
er Manden, der har forlangt Billedet, tilstede i hele denne
Forsamling. Det er complet Nutiden, thi disse hellige
Personer og de, med hvem Konstneren levede, have
samme Paaklædning. Tag f. Ex. det nydelige Billede i
Galleriet af en Hollænder, hvor Hyrderne komme og til-
bede Christusbarnet, og De har en hollandsk Bonde-
scene fra Ende til anden. Ja, det har været Mode i
Kritiken i de sidste halvandet hundrede Aar at paavise
det uendeligt Mangelfulde, der er i alle disse Billeder,
og den samme Kritik har altid beklaget dette, fordi der
tillige var saa meget Godt i Billederne; thi det er netop
Ulykken, at man ikke har kunnet forstaa og føle, at det
er disse gamle Konstværkers store Fortrin, at de ere én
Støbning, at de i Sandhed høre hjemme i den Tid, de
skylde deres Tilblivelse. Og, naar man læser de gamle
Forfatteres Ord, hvorledes allerede Augustinus fortvivlede
om at finde Frelserens sande Portrait paa Grund af de
mange forskjellige Christushoveder der fandtes, eller naar
Photius fortæller, hvorledes man, da Kampen i det
8de og 9de Aarh. var saa stærk imellem Billeddyr-
kerne og Ikke-Billeddyrkerne, bebrejdede de Førstnævnte,
at de ikke, hvad enten de vare Romere, Ægyptere
62
eller Grækere, kunde paavise det rigtige Christusbillede,
— og naar vi høre nyere Rejsende i det vestlige Asien
bekræfte, at selv Armenierne, skjøndt de kun ere en
Efterklang af Byzantinerne, dog i deres Christusbilleder
have faaet Træk, som vidne om den armeniske Nationa-
litet, saa viser der sig et nyt Skue for os, som har en
usigelig Dejlighed. Vi fole, at i alle disse Kredse er
Religionen og den kirkelige Magt smeltet sammen med
Livet, og, naar vi se Bohave og Prydelser bære disse
Forestillinger, saa bliver det os endnu tydeligere, hvor
gjerne man levede i hele denne Kreds? Man føler, at
under saadanne Forhold kunde det ikke være muligt
Andet, end at der maatte Fortiden virkelig gaa op i
Ojeblikket; der havde Konstneren bestandig den store
Lykke, at leve i et umaadeligt, ubegrænset Øjeblik, —
hvis vi tør anvende Øjeblikkets Begreb paa en saadan
Maade.
Men , m. T. , ved Siden af dette Liv i Nutiden
har der allerede for længe siden aabnet sig et andet, som
hverken vi eller Konstneren ville eller kunne give Slip
paa, thi dette andet Liv har ogsaa sin store Betydning
baade for ham og for os selv, og det ikke alene en
æsthetisk, men en historisk, en ren menneskelig Betyd-
ning. Ved Siden af Øjeblikket — her i Danmark, i
Italien, i Holland eller hvor vi ville hensætte os — alle-
Vegne staa der Minder om en forsvunden Tid, Minder
om de gamle Dage, fortalte i deres egen Skrift. Vi se
Grækere og Romere, græske og romerske Konstnere af
forskjellig Stilling og Stemning, paa én Gang træde op,
og en hel ny Verden aabenbarer sig for os. Det er
interessant, at netop en af de største moderne Mestre,
63
Rafael, netop Rafael, som vidste af Øjeblikket, af sine
Omgivelser at finde de ægte Portraiter til sine Maria'er
og saa meget andet Dejligt, han har fremstillet, — at
denne samme Mand staar, saa at sige, paa Grænsen
af disse to Riger. Han lever aldeles i Øjeblikket. Har
jeg ikke med mine egne Øjne set Grupper paa Peters-
pladsen, som lige indtil Costumet mindede mig slaaende
om mange i hans historiske Billeder? Og han levede
ogsaa i denne Konstnertradition, i denne Verden af Konst-
minder. Indtil hans Tid havde Ingen været i Stand til paa
denne simple Maade at hensætte sin Samtid i Fortiden,
ligesom Ingen nogensinde har været dristigere i at stille
sin egen Tid ved Siden af den og dog frembringe et
harmoniskt Billede. Videnskabsmænd, Oldgrandskere,
Historieskrivere have været utrættelige for at redde disse
Oldtidsminder fra Forglemmelse; fra fjerne Egne har man
søgt dem og bragt dem til de Steder, der ere Central-
punkterne for det moderne Liv, de ere udbredte i Gips-
afstøbninger og findes alle Vegne. Hvor var det muligt,
efterat man først, som paa Rafaels Tid, var bleven op-
mærksom paa den romerske Verdens Betydning, at man
saa ikke, da hvert Aarti fra Stuarts Dage af havde sat
os i Stand til bedre at vurdere Grækerne, maatte fatte
Betydningen ogsaa af den græske Verden? — Lad os
huske paa, at det er ikke alene den æsthetiske Nydelse,
der træder frem for os; nei, det er formelig hele Stam-
mer, der ere vakte af deres Grave, som staa for os i
deres fulde Ejendommelighed. Det er Mennesker, som
vi, der i alt Væsentligt føle som vi, og dog — hvor
forskjelligt ytre de ikke deres Følelser, hvor forskjellig
er ikke mangen Gang deres Livsanskuelse? Vi have læst
64
Bibelen, og vi have glædet os over den og over hele det
Liv, som der traadte os i Møde paa mangfoldige Maader,
i mangfoldige Billeder, og nu paa én Gang dukke gamle
Ruiner op i Østen, og Bibelen faar et ganske nyt Fy-
siognomi for os, vi forstaa den meget bedre; mange dunkle
Hentydninger, mange almindelige Træk faa deres bestemte,
personlige Udseende, og det er, som om en hel ny Verden
traadte os i Møde. Det mest Fortrolige faar en fremmed
Paaklædning, og paa den anden Side bliver det, der var
os fremmed, nu mere fortroligt end før. Hvor er det
muligt Andet, end at Konstneren bliver greben af den
samme Følelse, og at han, idet han ser, at Konsten hos
Grækerne i mange Retninger har kunnet ytre sig friere
og mangfoldigere end hos os, — skjøndt den i flere Hen-
seender har været indskrænket til andre Kredse end dem,
hvortil vi have været i Stand til at udvide dem, — hvor
er det muligt Andet, end at han da med Glæde søger at
sætte sig ind deri? Gjør han vel Andet end Digteren,
der vælger sit Emne af de græske eller oldnordiske Sagn,
og som søger at give disse Forestillinger mere Holdning
og Charakter ved at indføre de gamle Rythmer, som
ellers ikke have tonet i noget moderne europæisk Sprog?
Idet Konstneren altsaa vil fremstille en hel ny Verden,
hvilke Vanskeligheder møde der ham da ikke? Det gaar
ham, — for at bruge et Billede, som jeg tror vil være
almenforstaaeligt, — som det gaar Digteren, der ønskede
ikke alene at give os et Billede af Begivenhederne i
Christian den 2dens Tidsalder, men ogsaa vilde skildre
dem med selve Tidsalderens Sprog. Saaledes omtrent
staar Konstneren foran sine Levninger. Han har en hel
Verden, og dog har han kun Brudstykker, som han stadigt
65
føler Vanskeligheden ved at skulle bevæge sig imellem.
Han maa altsaa ligesom Digteren ty til Øjeblikket, og
der er det egentlig, at Konstmysteriet er; det er virkelig
Opgaven at øse af den levende Kilde, som risler i Øje-
blikket,, og paa samme Tid ad besværlige Stier og Veje
at trænge dybt ned til Bunden af hint samle, hartad ud-
tørrede Væld, og blande Draaberne herfra saaledes sammen
med hin friske Kilde, at de synes at stamme fra et fælles
Udspring, at de blive til en eneste Draabe, der funkler klar
og ren som en Ædelsten. Der er Vanskeligheden : paa den
ene Side Trangen til at give Livet, og paa den anden
Side Lysten til at give det saa historisk tro som muligt ;
og derfor er det, det kan gaa Billedhuggeren og Maleren
som det gaar Digteren, at de blive overvældede og ikke
forstaa med Smag og Takt at samle alle disse Frag-
menter, ikke ere i Besiddelse af den Konstens Tryllestav,
der kan bringe dem til at bevæge sig, til at leve. Ja,
saa længe Talentet vil holde sig til en bestemt, afsluttet
Kreds, f. Ex. den, hvori Fragmenterne fra Athen eller
Vaticanet høre hjemme — saa kan det gjennemføre Noget,
der har et overordentligt og blivende Værd; men vil
Konstneren tumle sig friere, har han Trang til at give
os mere end en Afglans af hine gamle Tider, at give
os det virkelige Liv, da maa man dobbelt hylde ham,
naar han alligevel véd at trylle det frem, saa at vi ikke
alene faa det charakteristiske, det stærkt og dybt bevægede
Liv, men skue det saaledes, at vi tro, at selve Oldtiden
er bleven manet frem for os.
Hovens Skrifter. III.
66
Syvende Forelæsning.
Konsten hos forskjellige Folkeslag. Græsk og germanisk Konst.
JJet er et gammelt Udsagn, m. T., at Konsten, Billed-
konsten, taler et Sprog, der er strax forstaaeligt for Alle.
Det er et gammelt og det er et smukt og — ellers vilde
det ikke være smukt — det er et sandt Udsagn. Men
maaske taaler dette Udsagn dog nogen større Indskrænk-
ning end man ved første Øjekast skulde synes. Det er
fuldkomment rigtigt: Billedkonstens Sprog vil i alle sine
legemlige Omrids , sine Lysvirkninger o. s. v. være for-
staaeligt for Alle; men det dybere Indhold, der ligger
indenfor, vil det være ligesaa tilgængeligt? Maa vi
ikke nødvendigt indrømme, at dette almenforstaaelige
Sprog dog har sine Dialekter, og at det gaar med dem
som med Dialekterne i de virkelige Sprog? De ere af
forskjellig Art, snart lettere forstaaelige , lettere opfatte-
lige, snart vanskeligere. Tiden, den fjerne Afstand, de
højst forskjellige Stammeudtryk , ville ogsaa her, ligesom
i de virkelige Sprog , gjøre sig gjældende ; og om de
ogsaa i det første Øjeblik og især for den Dannede ville
være mindre følelige, ville de dog ogsaa gjøre sig gjældende
for ham. Enhver Stamme er saa at sige selv en stor,
mægtig Personlighed, og intet Individ i denne Stamme
vil kunne løsrive sig fra denne større Personlighed, som
omfatter og optager det. Enhver Stamme vil nu atter
have fulgt en ejendommelig Retning i sin Udvikling,
grundet paa dens naturlige Forhold, dens Erhvervskilder,
67
dens Opholdssted; thi alle saadanne Vilkaar og Ind-
flydelser ville paa mangfoldige Maader betinge dens
Skjønhedssans og Lysten til at gjengive Formskjønheden.
Lad os tage en af de ældre, fjernere Dialekter i Konst-
sproget , som De Alle kjende, i alt Fald paa anden og
tredie Haand igjennem Afbildninger; lad os tage et græsk
Konstværk, og jeg tror, at Enhver uden videre vil ind-
rømme, at han strax føler, at det er et fremmed Sprog,
hvori Konstneren tiltaler os. Det er i det første Øjeblik
et aldeles uforstaaeligt Sprog; men det er dog ikke ufor-
staaeligere, end at det, naar Lejlighed gives Dem og De
føle Lyst og Trang dertil, i alle sine Hovedtræk snart vil
være fatteligt for Dem. Og hvad er det nu, som i første
Øjeblik gjør dette Sprog saa vanskeligt at forstaa? Ligger
det deri , at Grækerne levede for saa lang Tid siden og
saa fjernt fra os? Skjøndt det ikke ubetinget ligger deri,
faar dette dog paa Grund af saa mange andre Omstændig-
heder saa stor Indflydelse, at vi gjerne kunne svare Ja.
Sagen er, at hos dette Grænsefolk mellem Øst og Vest,
som for os er et aldeles vestligt Folk, et aldeles evro-
pæisk Folk, og som paa den anden Side i saa mange
Henseender tilhører Asien, men rigtignok et ganske andet
Vestasien end det, vi nu kjende igjennem Rejsebeskrivelser
eller igjennem egen Anskuelse, at hos dette Grænse-
folk smeltede Østen og Vesten aldeles sammen. Vi staa
nu mere udsondrede fra Osten, end Grækerne nogensinde
stode. Der maatte være Meget der, som var aldeles ejen-
dommeligt, og som senere hen kun fandt en saare mat
Efterklang i enkelte, om jeg saa maa sige, Rester af
Folkefester, som gjentoge sig til vore Dage, men som nu
ere saaledes omkalfatrede, at vi ikke mere ville gjen-
5*
68
kjende dem. Men dette Grænsefolk havde ogsaa en ganske
anden Religion end vi, i hvilken ogsaa, saa at sige, Vesten
og Østen smeltede sammen, og idet denne Religion
— naar vi nævne denne højeste Svingning af det aande-
lige Liv, have vi tillige nævnt en af de allervæsentligste
Betingelser for at fatte Skjonheden — idet denne Religion,
siger jeg, var saa forskjellig fra vor, og altsaa Meget paa
en ganske anden Maade maatte bHve afspejlet for Græ-
kerne igjennem den , ligger heri en af de væsentligste
Grunde til, at vi føle at dette Sprog er fremmed. Det
er en Naturreligion, Hedenskabet, som vi kalde det, og i
dets Guder afspejlede sig Naturkræfterne, Naturens store
Virksomhed i forskjellige Retninger. Det er ganske sikkert
at i Følge Spor, som vi ikke saa sjeldent finde paa Brud-
stykker, som vi have tilbage af den græske Herlighed, og
endnu mere i Følge Beretninger af de græske Forfattere,
har der virkelig i den græske Oldtid været brugt et for-
færdelig raat, men kraftigt og tydeligt Sprog for at betegne
Naturkræfterne og deres Alt gjennemgribende Virksomhed.
Nu er det interessant , at naar vi kaste et Blik paa den
græske Konst i det Hele taget, som vi kjende den, naar vi
forfølge dens Udvikling, saa se vi, at Grækeren selv følte
sig forlegen lige over for disse Rester af hans Oldtids
Sprog; vi se, at hvad der én Gang havde været Gjenstand
for en ren, dybt grundet Ærbødighed, blev efterhaanden
fremmed for ham selv; han skjulte det; han turde ikke
tilintetgjøre det, men han unddrog det fra Blikket; thi
hans Guder havde udviklet sig ganske anderledes.
Vi sagde, at de hedenske, græske Guder vare tildels
Udtryk af Naturkræfterne, personificerede Udtryk af disse.
Grækeren betragtede enhver af sine Guder — det vil sige,
69
saalænge der var Kraft i hans Tro paa de fædrene Guder
— som en Person. Der var overalt Sagn om, hvor den
og den Gud var fodt, hvor hans Vugge havde staaet, hvor
han havde tilbragt sin Ungdom, og disse Sagn levede hos
hver Mand. Altsaa, hvis Grækeren paa den ene Side
svarer til det, vi her bemærkede om ham, saa er her
dog en anden Side, som ogsaa maa gjøre sig gæl-
dende, thi det maa Enhver indrømme, som blot har
kastet et Blik paa Hermes eller Apollo eller Juppiter oppe
i Antiksalen, at der fremtræder i disse Væsener en ganske
bestemt, indtil det allermindste gjennemført Personlighed.
Vi fole enten igjennem Attributerne eller tildels igjennem
hele Personligheden, hvad de have været for Grækerne.
Hvo kjender ikke de smukke Bacchushoveder , eller
Apollo's og Hermes' ungdommelige Skikkelser? Og læg
Mærke til, hvor forskjellige deres Attributer ere: dette
Ranke, Snare i Guden for de hurtige Pile, dette Kraftige,
Muskuløse og dog saa harmonisk Byggede, dette Udtryk
af hele den fagreste Ungdoms Styrke i den smukkeste
Harmoni hos Hermes, — hvo ser ikke i ham den mægtige,
stærke Gud, Rigdommens Giver i mere end én Retning?
Og se nu dette dejlige Hoved, hartad kvindeligt, ligesom
ogsaa noget Kvindeligt udtaler sig i de yppige Omrids,
gjennemtrænger hele Skikkelsen, og dog ikke mere end
at det findes endnu lyslevende hos Manden, og De vil
forstaa, at denne Gud virkelig repræsenterer Vinen, den
berusende, opløftende Vin. Hvo vil nægte, at der hos
disse tre Gestalter, alle ungdommelige, alle imellem en
Alder af 16 — 20 Aar, ved Siden af Personligheden
gaar et overordentligt klart, smukt opfattet og gjennem-
fort Grundrids af hele den Naturkraft, af hele den Magt.
70
som personificeres igjennem disse Guder, det vil sige af
Kraften overhovedet, som den ytrer sig i alle Retninger
— jeg taler ikke her alene om den, der viser sig i de fire
Elementer. Altsaa, Grækeren havde i sine Guder paa
én Gang en Personlighed, hvortil han kunde knytte sine
hellige Sagn, samtidigt med at han tillige, hvis han følte
særdeles Trang dertil, i selve Gudegestalten kunde udtrykke,
hvad der især levede og virkede i ham. Grækerne havde
ikke alene det Held at være Grænsen imellem det æld-
gamle Asien og det yngre Europa, men det blev givet
dem end ydermere at vise os Polytheismen i dens skjøn-
neste, rigeste Former, og at udbrede disse.
Men nu træder os en ganske ny Periode i Møde.
De ville tillade mig, at jeg atter bruger Grækerne som
Exempel; de vare dog den Gang den egentlige Kjærne,
selv paa en Tid da vi meget godt vide, at det var
Romerne, som herskede; Udbredelsen af Christendommen
og Alt hvad dermed stod i Forbindelse udgik dog fra
Grækerne. Nu komme vi rigtignok til en sunken Tid,
til en Tid, der ikke kan sammenlignes med den
glimrende Periode, da hine Gudegestalter fremtraadte
under Konstnerens skabende Haand; men selv denne Tid
har dog bevaret helt og holdent det antike Præg. Men
hvor forskjelligt er nu dog ikke det Lys, der omgiver den
christne Græker, fra det, der omgav hine gamle Grækere !
Nu er der traadt andre bestemte Personligheder frem i
Christus, Apostlene, de første Lærere og Martyrer, der
tildels havde levet sammen i den Tid, hvorfra de første
christne Mindesmærker ere udgaaede, — og se nu, hvor-
ledes ethvert Spor af Nature ultus forsvinder, hvorledes det
71
historiske Punkt træder frem for os. De stræbe efter, at
vi skulle begribe, at det er Menneskehedens store Lærer,
at han throner endnu i det Høje, at vi blot skulle se
hen til og stole paa det ene bestemte Udsagn: det er
ham. Der er intet Symbol, intet Attribut, ikke det mindste
Forsøg paa at give Andet end denne ene Personlighed.
Derfor fremkom nu disse foregivne Breve, disse foregivne
eller virkelige, sande Portræter; de Christne vilde ikke se
Andet end den bestemte Personlighed. . Vistnok, der
danner sig nu en hel Symbolik, et helt Billedsprog; og
dette Billedsprog maa nødvendigvis være laant fra Natur -
gjenstandene, men i en ganske anden Retning end tidligere,
da Naturbilledet, ogsaa laant fra en virkelig Gjenstand,
fra et Stykke af Naturen, skulde repræsentere Naturens
Kraft. Nej disse Billeder, disse Duer, disse Oliegrene,
disse Fisk, Alt hvad vi se i denne Kreds af christelige
Figurer, drejer sig om Haab, om Trøst, om Frelse,
om Sejr, om et rent Sind, det spiller Altsammen over
i den ethiske Verden, og disse Naturgjenstande have
ikke Noget med Naturkræfterne at bestille. Medens hine
gamle Grækere i deres bestemte Tro paa deres fædrene
Overleveringer frembragte en Symbolik, der kyste Hed-
ningen selv, se vi den christne Kirke med jomfruelig Sky
betragte Alt det, der skulde betegne det egentlige My-
sterium. Ja, vi kunne se Frelseren udøve Mirakler, se
ham staa som den øverste Lærer over Evangelisterne i
en kolossal Størrelse som den vældige Hersker; men hans
Død, hans Opstandelse finde vi ikke sikre Spor af i al
den Tid, i hvilken vi med Bestemthed kunne tale om
christelige Monumenter, udprægede i Former, som tilhøre
den antike Verden. Det er først senere, dette fremtræder.
72
Vistnok, vi se Abraham, der ofrer sin Søn, Jonas, der
ædes af Hvalfisken, Mændene i den gloende Ovn, lutter
Hentydninger paa hele den Fare, hvori de svævede, paa
hele den Gru, de følte, og den Fasthed, som den Christne
maatte være i Besiddelse af for at udholde Smerterne:
han var ogsaa i den gloende Ovn, og han kom uskadt
derfra; han blev i ethvert Fald gjenfødt til et højere Liv.
Med en saadan Ærbødighed, med saa langt borte fra
hentede Antydninger omtalte de det.
Lad os nu gaa ned til det 9de og 10de Aarhundrede
og se, hvorledes Alt der er forandret. Her ender det
sidste Udtryk af græsk Skjønheds- og Konstfolelse omtrent
paa samme Maade som det beg\ndte, naturligvis med den
Forskjel, at medens det begyndte raat, men kraftigt, saa,
skjøndt det ogsaa ender i Raahed, er det dog saa fint,
saa zirligt, naar vi sammenligne det med hin første Tid.
Tag engang disse Martyrfremstillinger, som findes i det
berømte Menologium i Vaticanet, og se, hvorledes der dér
helt igjennem paa den zirligste Maade er fremstillet
Halshugninger, Korsfæstelser, Sønderriveise af Kjødet
paa den Levendes Krop og de øvrige gruelige Pinsler,
som Martyrerne gjennemgik. For at give Tanken Kraft
raaa man sænke sig ned imellem de rygende Blod-
strømme, imellem alle de Kvaler, som ledsagede hine
Martyrers sidste Kamp. Se, m. T., en saadan Kreds
har ét Folk gjennemløbet — hvor mangfoldigt (der-
som vi havde det tilbage) maatte ikke det Rige af
Skjonhed være, hvori det har levet i disse forskjellige
Perioder? Og hertil kommer endnu en anden Om-
stændighed, det, som jeg her under et fælles Navn be-
tegner som »græsk«, det var udbredt over uhyre store
73
Strækninger, ikke alene i Orienten, men ogsaa i Evropa;
i hele Britannien, langs Donau og Rhinen osv. var denne
græske Kultur udbredt, og her er det nu mærkeligt at se
Forskjellen paa de Steder, hvor Kulturen var egentlig
hjemme og oprindelig, og der hvor den ikke var det.
Saa faa og saa spredte end de Monumenter ere, som vi
have tilbage, kunne vi dog se, hvor den rigtige, egentlige
Hellenisme er trængt ind, og hvor dette ikke er Tilfældet;
og ved Betragtningen af flere af dem fra forskjellige
Steder, og som ikke ere yngre end at vi føle Indtrykket
af den græske Kultur paa dem, bliver det os klart, at
det Ejendommelige ved disse Konstværker er Noget, som
ikke er gaaet over til Kjød og Blod hos de Stammer,
hvor de fremstod, det er en ydre Form, som politisk
Magt har paatvunget dem, men den havde ingen Spire-
kraft, den maatte hensygne, hendø, især da Folkenes Evne
til at optage i sig hele denne helleniske Kultur yderligere
svækkedes ved Barbarernes stadige Indtrængen, hvorved
de endnu saa rige Levninger af den græske Kultur for-
styrredes rundtomkring.
Men, saa fattige vi ogsaa ere paa Fragmenter fra
det egentlige gamle Hellas , saa, naar vi sammenligne de
græske Monumenter med de Stumper, vi have fra Middel-
alderen, naar vi høre efter hvad Forfatterne, som vi
have i langt rigere Brudstykker tilbage, fortælle os om
de forskjellige Retninger i den græske Konst, og om de
Bestræbelser, der gjorde sig gjældende i hver især, saa
gaar der efterhaanden et Billede op for os, vistnok ufuld-
stændigt i høj Grad — maaske Andre ville supplere
det — , men der ligger dog en væsentlig Sandhed til
Grund derfor, og denne Sandhed siger, at dette Hellas
74
var spaltet i saa mange og saa forskjelligartede Dele, at
et Liv, vistnok ikke mindre rigt og broget end det, som
det moderne Evropa viser os, vilde staa for os, dersom
vi kunde fremtrylle hele Oldtiden. Lad os stille os lige-
overfor det gamle Grækenland og søge at finde Forskjellen
i denne Henseende. Her maa vi først se hen til den
forskjellige Keligion, og derpaa kaste et Blik paa det
sædelige Livs Forhold, om ikke dér et enkelt Træk skulde
træde frem for os, som kunde give os et Fingerpeg
til Forstaaelsen af hine gamle Statuer. Jeg skal kun
fremhæve et eneste Træk i saa Henseende, og det er
dette, at der fandtes da en Sans for den legemlige
Skjønhed, som blev betinget af et Liv, der ikke senere
var til Stede, af hele det offentlige Liv hos den frie
Stadmand i Modsætning til Trællen , til Hyrden , til
Bonden, til den, der levede langt borte i de afsides
liggende Egne, i Dalen eller paa Bjergene. Naar vi se
paa disse Gudegestalter, som jeg før omtalte, Apollo,
Hermes osv., naar vi betragte Statuer af Helte, Athleter,
og vi ville sammenligne dem f. Ex. med Satyrfigurer,
eller Silener med deres tykke Maver, sammenligne de
romerske Soldater med de Barbarer, med hvem de
kjæmpe, saa ville vi forstaa Forskjellen, og vi blive da
opmærksomme paa én Ting, og det er, at saa indbyrdes
forskjellige Skikkelserne ere, saa gaar der dog én Traad
igjennem disse Gudegestalter, disse Heroer, disse Hver-
dagslivets frie Mænd, og en anden igjennem Satyre/nes,
Silenernes og Barbarernes Gestalter; og, naar vi skulde
udtrykke, hvad der egentlig betegner Forskjellen, saa
kunde vi sige, at hine Guder og Heroer, hine Kjæmper,
som øve sig, hine Soldater, som aabenbart have gjennem-
75
gaaet en egentlig Skole; deres Kroppe ere udviklede ved
alle mulige Ovelser, deres Muskler have faaet en egen
Fastlied, deres Farve en egen Dybde; — ja, vi behøve ikke
at læse Historien, vi behøve blot at kaste Blikket paa
disse halvnøgne Figurer for at blive opmærksomme paa,
at hine Guder og Helte have i alle deres Former
noget eget Uddannet i Modsætning til selv de smukkeste
Satyrskikkelser og lignende, hvor der vel er noget Rundt,
noget Kjødfuldt og Friskt, men hvor Formen ikke er saa
udarbejdet. Og hele denne legemlige Udvikling, den havde
Grækerne virkelig i en overordentlig Grad, og det ikke
alene til Gavn for deres egen Sundhed men ogsaa til
Gavn for Konsten. Deres Øje var mere skjærpet, de
følte sundere og bestemtere, de opfattede fint, rigtigt,
klart og livligt det dejlige Liv, der omgav dem.
Jeg skal ikke dvæle videre ved hine gamle Stammer,
men blot gjøre opmærksom paa, at her kunne vi altsaa
tale om en Sans for skjønne Former, en Sans, der paa
mangfoldige Maader griber ind i hele det borgerlige Liv.
Intet Land, ingen By, selv af de mindre, kunde undvære
denne Skjønhedssans, Udviklingen af denne Harmoni i
Legemet.
Xaar vi nu skulle nævne en anden Stamme, som har
Betydning for os, en Stamme, som nu er Bæreren af den
evropæiske Kultur, saa maa vi, for at bruge et fælles
Navn, nævne den germaniske Stamme. Her viser sig
strax et Træk, som ikke kan undgaa Betragteren. Denne
Stamme kan nemlig umuligt i sit barbariske Klima træde
saaledes frem for os med de nøgne Former som Hellenerne.
Og naar vi nu se hen til Klædedragten her i det 9de,
10de og Ilte Aarhundrede, saa kunne vi ikke negte, at
76
den er simpel og hensigtsmæssig, passende til de klimatiske
Forhold, hvorunder denne Stamme levede, og til dens
Livsvirksomhed. Men paafaldende er det, at, næppe have
vi faaet Øje herpaa, før end vi paa én Gang se, at denne
simple, for Mand og Kvinde saa klædelige Dragt bliver
opgiven, og der træder Noget frem, som man den Gang
ikke havde det Navn paa, som vi, nemlig Moden. Grækerne
og Romerne havde vel ogsaa i en ais Grad Moder —
det se vi f. Ex. paa hine romerske Kejserinders besynderlige
Frisurer — ; men den germaniske Stammes Moder er noget
ganske anderledes Snurrigt. De er saa ustadige, saa
lunefulde, at, naar vi gaa tilbage og forfølge dem igjennem
et halvt Aarhundrede, saa har et saa kort Tidsrum mange
flere Moder end hele Oldtiden tilsammen; de opfindes
uophørligt med rastløs Iver. Mange af disse Moder gaa
ud paa at dølge Legemsfejl. En har en saadan, der skal
skjules, og nu skulle Alle vanskabes eller, som han
sagtens kalder det, velskabes, for at han kan synes at være
det. Andre ere latterlige Karikaturer af noget Skjønt.
En har en skallet Plet, som skal dækkes, og nu maa
Alle lide derunder, og mangt et dejligt Lokkehoved maa
gjemmes i en vældig Allongeparyk. Med Klæderne er
det ligesaa. Det ene Øjeblik søger man at gjøre Legemet
saa blottet som muligt, det andet Øjeblik er det helt be-
dækket og tilhyllet, ja omgivet med de umaadelige Fiske-
bensskjørter, med enorme Sæt paa Hovedet og andre pud-
serlige Ting. Det Samme viste sig i Bygningskonsten.
Naar man kaster et Blik paa Middelalderens Bygninger —
hvilken Egn, hvilken Folkestamme har da ikke bragt
Momenter dertil? Have ikke forst Araberne, Resten af
de østlige Folks Herlighed , leveret Momenterne der-
77
til? har man ikke opført Bygningerne paa en saadan
Maade, af et saadant Stof, at de skulde synes i Følge
deres Omfang og Materiale at kunne trodse Evigheden,
og dog ere de forvitrede længe før de ægyptiske Pyra-
mider, disse store, kraftige Monumenter fra Oldtiden, paa
hvilke Tidens Tand igjennem Aartusinder har gnavet?
Og det bliver ikke ved Efterligningen af Araberne; men
næppe lærer man den romerske og den græske Bygnings-
konst at kjende, førend de maa tages til Mønstre, og
Stilen bliver klassisk; ja, man maa endogsaa have chine-
siske Lysthuse osv. osv. Naturligvis kunne alle disse
Bygninger, som repræsentere saamange forskjellige Kli-
mater, aldrig have været ret hyggelige. Man har altid
paa en Maade følt sig forlegen med dem, og, naar en
Betragter ærligt vil sige sin Mening, saa maa han tilstaa :
disse uhyre Bygninger, disse Domkirker, disse lange Søjle-
rader etc. høre ikke til vort nordlige Klima. Man kommer
til at tro , at den germaniske Stamme , som maatte lide
saa meget for at være smuk og net, har havt den Over-
bevisning, at Skjønheden kun kunde opnaaes igjennem
Tvang og Lidelse. Og, naar man saa kaster Blikket paa
denne Stammes Konstproduktioner, saa vil man maaske
sige: »Nej, det er ingen Konstværker; de gaa kun ud paa
at give virkelig naturtro Afbildninger. Og, naar man frem-
deles lægger Mærke til de besynderlige, forpinte Afveje, ad
hvilke de søge at komme dertil, skulde man tro, at denne
Stamme aldeles manglede Skjønhedssans. Den er en fuld-
stændig Modsætning til den helleniske Stamme, skjondt den
er vel udrustet i mange Henseender; Kulturens Verden
vil maaske blive afhængig af den; men den kan dog kun
78
forhutle og ødelægge, som Hunnerne, ikke frembringe
Skjøuheden.«
Men, m. T., jeg glæder mig dog over, at dette ikke
virkelig er saaledes. Der er alligevel Noget , som viser
os, at der er Sans for Skjønheden hos den germaniske
Stamme; der er ikke alene en umættelig Higen efter at
skrabe sammen fra alle Kanter, men der er ogsaa en
virkelig Sans, og denne har gjort sig gjældende paa en
Maade, som i sin Retning selv vilde vinde Hellenernes
Anerkjendelse. Lad os igjen vende tilbage til hvad vi i
Begyndelsen talte om, at blandt alle en Stammes Forhold
udover Religionen den største Indflydelse. Her møder os
da nu den Besynderlighed, at denne Stamme har aldeles
bortkastet Alt, hvad den havde nedarvet fra Forfædrene;
den modtog Christendommen som et fremmed Element, og
Aarhundreder gik hen, inden den kunde tilegne sig den,
hvad dog omsider skete. Nogle enkelte Momenter, nogle
faa Sagn bleve frelste som Minder for Efterslægten;
men for Resten er hele det gamle gothiske Evropa spor-
løst forsvundet. — Vi talte om den Sky, der var hos
den tidligere christne Kirke for i Konsten at komme frem
med det, hvorpaa den især byggede, og som den dog
vovede at udtale med kraftig og varm Overbevisning.
Se , det stod ganske anderledes for den germaniske
Stamme. Da den kom til Skjælsaar og Alder og selv
følte Trangen til at fremstille en Skjønhedskreds, og
i den at udtrykke sin Opfattelse af Religionen, da den
begyndte selvstændigt at ville ytre sig i Konsten, da
havde den egentlig ikke længer nogen rigtig Forestilling
om, hvad Christi Korsfæstelse vilde sige. Det hele
Fornedrende og Foragtende , der var i denne Scene,
79
fattede den ikke mere; vi kunne kun tilreflektere os et Slags
Begreb derom; men det var noget Andet, der foresvævede
den. Det var Sjælens Lidelser, som Tiden kjendte; Alle,
som levede i den, kjendte til Lidelse og Alvor, det kunde de
forstaa. I denne Lidelse oprandt en ny Skjonhed, fra
denne Lidelse udsprang saa meget andet Dejligt og Herligt;
der kom en vis Mildhed, en vis Længsel frem, en vis
Forsagen af alt det Jordiske, en mere levende, en stadigere
og en sjælfuldere Skuen opad, og alt det kom nu til Ud-
talelse i Konsten. Og, m. T. , hvo af Dem skulde have
været saa ulykkelig, dog ikke i det mindste én Gang i sit
Liv at have set et Udtryk af Sjælens Renhed i et Ansigt
i et ret bevæget Øjeblik? og hvo af os skulde ikke have
set Smerten, selv naar den var vild og heftig, dog snart
blive mildnet og gaa over til Trost, ikke have set Lidelsen,
den rent legemlige, fysiske Lidelse, være skræmmet fra
atter at se derpaa, og dog maattet tilstaa , at selv
der var noget Højere, selv der var Haab? og kunne vi
tvivle paa, at de dejlige Udtryk, vi finde hos de gamle
Nederlændere, hos de gamle og nyere Italienere og Spaniere,
af den reneste, den mest himmelske Glæde, af Forvent-
ning og Trøst, af Mildheden i Sorg og Kummer ogsaa
vare Udtryk for de Tider, der fremkaldte disse Konst-
værker? Og alle disse Udtryk, denne rene Glæde, denne
Svælgen i Smerte, i Haab og Forventning, ja det er
noget Nyt, som den germaniske Stamme har vidst at
give; den har selv set, følt og gjennemlevet det; det var
derimod ikke faldet i den helleniske Stammes Lod med
al dens Liv og Skjønhedsfylde. Grækeren lader os se
Manden, Helten eller Guden, ligeoverfor Naturen; han frem-
stiller den raa Barbar, han betegner Kraften, Friskheden
80
og Skjønheden. Den germaniske Stamme hæver Skjøn-
heden ved Smerten; den vover at gaa lige ned til den
lidende Usling for ogsaa der at finde Skjønheden. Hvilke
Modsætninger ere ikke her? I Stanzen se vi hist Paven
i al den Pragt og Glans, der omgiver ham; paa det
prægtige Tapet derimod den usle, lamme Betler, hvem
Petrus rækker Haanden, og se, hvorledes det stygge An-
sigt er fuldt af Liv; det bliver endogsaa smukt, thi den
Syge føler alt, at Lægemidlet virker. Disse Kontraster,
dem har den germaniske Stamme; midt i alt det Brogede,
Forvirrede og Smagløse har den virkelig Sans for Skjøn-
heden ; og den er ikke gammel , den er frisk og kraftig,
og hvem véd, hvilke Dage der vente den ogsaa med Hen-
syn til Udviklingen heraf? — Men skjøndt den germaniske
Stamme vel var én, delte den sig dog i forskjellige Af-
delinger og Retninger, som mere eller mindre havde faaet
den Gave at fremstille den nye Skjønhed, som aaben-
baredes. Det er ganske sikkert, at de Afdelinger, som
mest vare sammensmeltede med de gamle Romere —
Italienerne mener jeg — havde modtaget et mere aabent
Øje for Formskjønheden i det Hele end nogen af de
andre, og dog besade de Grene, som boede mellem Schelde,
Rhin og Maas, — Belgiere og Hollændere — en betydelig
Del deraf. Andre Stammer havde faaet en mindre Lod
og maatte siden efterhaanden lære af hine mere Be-
gavede og ved deres Hjælp udvikle Sansen for Skjønheden.
Paa samme Tid var der ogsaa sket en Spaltning i den
fælles Religion, hvorved der i denne Henseende havde
udsondret sig betydelige Afdelinger saaledes som Hol-
lænderne og Englænderne, og den forandrede religiøse
Opfattelse, der her gjorde sig gjældende, fik ogsaa Ind-
81
flydelse paa den kirkelige Konst, saaledes f. Ex. ved den
rige Benyttelse af Scener af Bibelen, baade i Kirken og
i Hjemmet, hvorved noget ganske Nyt kom frem.
Ottende Forelæsning.
Italiensk og nederlandsk Konst Konsten i Spanien, Holland, Frankrig,
England og Tydskland.
Det var i det 15de Aarbundrede, mine Tilhørere, at
Spaltningen i Billedkonsten her i Evropa først blev rigtigt
kjendt. Det er fra det 15de Aarhundrede at vi kunne
tale om to forskjellige Retninger i Konsten, en sydlig og
en nordlig, en italiensk og en nederlandsk. Den italien-
ske beherskede ikke alene Italien, som gav den sit Navn,
men den traadte ogsaa sejrende op i Spanien, og tildels
i Frankrig imod den nederlandske Retning, om hvis stærke
og uimodstaaelige Indtryk selv dybt nede i det sydlige
Frankrig endnu Kong Renés og andre Arbejder vidne;
men alligevel se vi i Midten af Aarhundredet i Central-
frankrig den italienske og den nederlandske Indflydelse
smelte sammen. Og omvendt, den nederlandske Retning
sejrede ikke alene i Nederlandene, men langs med Rhinen
og Donau. — Begge disse Retninger hentede hele deres
Livsfylde fra den dem omgivende Virkelighed; begge to
altsaa vare i strengeste Forstand nationale Konstretninger,
og, hvor de udbredte sig udenfor deres egentlige Arnested,
der bevarede de endnu bestandigt dette Præg; selv om
Hovens Skrifter. III. 6
82
Konstnerne vare fødte i et andet Land og tildels talte
et andet Sprog, bøjede de sig dog og rettede sig aldeles
etter de mægtige Impulser, der vare udgaaede fra
disse to Steder. Men, naar vi sammenligne dem i deres
Helhed, saa kunne vi ikke negte, at den italienske Konst
— og i Modsætning til den nederlandske Konst tale vi
her om denne til ind i den første Fjerdedel af det 16de
Aarhundrede — havde i Følelsen et ulige højere Sving.
Den formaaede at optage antike Elementer i sig og
sammensmelte dem med Virkeligheden til ét Liv; den
vidste at paabyde almindelige Love for Fremstillingen af
de organiske Former og for deres Optræden i Rummet,
og den kunde derfor bevæge sig frit og sejrrigt i hvilken
Retning den vilde. Den nederlandske Konst manglede
ingenlunde Følelse ; den havde en inderlig barnlig Følelse,
der ofte viste sig med en mærkelig Dybde; men sjeldent
eller aldrig formaaede den at svinge sig i Højden. Den
støttede sig udelukkende til Virkeligheden, det vil sige,
den hentede hele sin Livsfylde ene og alene fra den
Natur, fra de Mennesker, der omgave den; den forstod
ikke at tilegne sig Fremstillingen gjennem almindelige
Love , thi de enkelte Undtagelser imod Slutningen af
Perioden have Intet at betyde lige over for det, jeg
her taler om. Den nederlandske Konstner maatte i sin
Fremstilling knytte sig til Efterligningen af det Enkelte,
som stod for ham, og, idet han mange Gange alvorligt
søgte at give dette Enkelte , kunde han ikke undgaa at
blive ængstelig, ja smaalig; den Frihed, der herskede i
den italienske Konst, naaede den nederlandske Konst i
denne Tid aldrig. Og det var ikke alene i Konsten, ikke
alene med Hensyn til det rent konstneriske Indtryk af
83
Maleriet eller Skulpturen, at denne Sondring fandt Sted,
den meddelte sig ogsaa til den techniske Side, den gik
helt ned til Haandværket. Se til de italienske Malerier
i det 15de Aarhundrede , og De vil lægge Mærke til, at
de ere udførte med en fin egen Limfarve, som man kalder
Tempera, et Ord, der simpelthen betyder Blanding; Perga-
mentlimen spillede en vigtig Rolle, og paa de friske,
vaade Mure vidste de især imod Slutningen af Aarh. at
fremstille Malerier med en Fuldendthed selv i Farven, der
nu mange Gange næsten maa synes utrolig. Nederlænderne
derimod forbedrede og uddannede Oliemaleriet; Tempera,
den fine italienske Limfarve , kom aldrig til at spille
nogen Rolle hos dem , og Maleriet paa de vaade Mure
forsvandt ogsaa aldeles. I tidligere Dage havde Byg-
ninger og Kirker ogsaa Nord for Alperne, selv her oppe,
været prydede med Malerier paa de hvidtede Kalkvægge;
men det tabte sig efterhaanden som Oliemaleriet udvik-
lede sig. Murmaleriet forsvandt aldeles, og Oliemaleriet
forbandt saa mange ejendommelige Fortrin, at det selv
fortrængte Limfarvemaleriet i Italien, men det kunde endnu
i denne Periode kun optræde som Concurrent ved Siden af
Freskomaleriet. Mærkeligt nok maatte Oliemaleriet, hos
Nederlænderne lysende, gjennemsigtigt , yndigt som den
dejligste Foraarsdag, give Slip paa adskillige af disse
Fortrin i Italien; og dog udviklede sig i den venetianske
og lombardiske Skole i det 16de Aarhundrede en Brede,
en Frihed, en Naturlighed efter en ganske anden, meget
større Maalestok, Fortrin som endnu bestandigt, maaske i
fuldkomment saa høj Grad fængsler som den nederlandske
Skoles. Den italienske Konst laante af den nederlandske
et fortræffeligt Bindemiddel, men udviklede det aldeles selv-
6*
84
stændigt overensstemmende med den Fylde og Storladen-
hed, som betegnede dens Charakter.
Idet jeg før sagde , at Oliemaleriet fik denne store
Udvikling hos Nederlænderne, at det var dem, som frem-
kaldte den, burde jeg føjet til, at det selv der knyttede
sig til den ejendommelige Retning, jeg charakteriserede; at,
skjøndt det er vanskeligt at behandle Oliemaleriet med denne
Finhed, i denne smaalige Enkelthed, saa yndede de det
dog, saa søgte de selv i de mindste Forhold indenfor
snevre Grændser, indenfor en lille Ramme at give Bil-
leder af Naturen og Livet, saaledes som vi ellers kun
kunne opfatte det gjennem det fint slebne Glas. Selv
dette nye, herlige Bindemiddel maatte underordne sig den
ejendommelige Stræben, der her gik gjennem Konsten, og
alt i denne Periode blev det saaledes behandlet og for-
arbejdet for at tjene til dens Udvikling, at derved alle-
rede Vejen var banet for den charakteristiske hollandske
Retning, der uddannede sig i den nordlige Del af Neder-
landene i det 17de Aarhundrede.
Naar Maleri og Skulptur bevæge sig med fuld Livs-
friskhed, og naar ikke besynderlige ydre Hindringer træde
hæmmende i Møde, ville de gaa Haand i Haand. Det
gjorde de paa begge Steder i denne Periode. Ogsaa
Nord for Alperne blev der udfort en Mængde Skulptur-
arbejder; vi kunne nu neppe danne os en rigtig Fore-
stilling om den Verden af Billedsnideri, Billedhuggeri,
Billedformen, som man den Gang saa overalt hvor Konsten
havde fundet et Arnested baade Nord og Syd for Alperne.
Men ogsaa her viser den samme Forskjel i Opfatnings-
maaden sig, som ved Maleriet; ja selv med Hensyn til
Valget af Materiale , hvor ogsaa Nødvendigheden gjorde
85
sig gjældende, viste sig en ligeartet Forskjellighed som
den, vi før omtalte i Maleriet, dog ikke just med den
samme Virkning i enhver Henseende. Kostbare Metaller
til ædle Kar og Prydelser for Kirkerne, Marmor, Bronce,
brændt Ler, vare Stoffer, som man brugte baade Nord
og Syd for Alperne, men Nord for Alperne efter en langt
større, langt mere omfattende Maalestok. Selv Marmoret
f. Ex. i Belgien er langt blødere og lettere at behandle
end det carariske Marmor i Italien; det fordrer ikke den
Udholdenhed, den Kjækhed, som dette; men det tillader
heller ikke paa den anden Side den skarpe Fuldendthed
som det italienske. Allerede her var en Forskjellighed,
som ikke kunde blive uden Indflydelse paa Konstens Ud-
førelse, en Forskjel, som viste sig endnu klarere ved den
hyppige Brug, som Nødvendigheden tvang dem til at gjøre
af Sandsten, Kalksten og ringere Stenarter, som tillade
endnu mindre Fuldendelse. Men det, som især er frap-
pant, er at se, hvorledes Træet bliver et yndet Middel
til Fremstillingen af Billedhuggerarbejder Nord for Alperne.
Egetræet, som er saa vanskeligt at behandle, maa bøje
sig under Kniven, det bliver næsten ligesaa smidigt som
Leret, og man véd at afvinde det en ganske egen Skj enhed
og at frembringe en Kjækhed, som mangen Gang over-
rasker. Buxbom traadte her i Stedet for Elfenben, og
konstforstandige Udskjærere vidste at behandle det med
en Finhed, som ikke gav Elfenbenet Noget efter. Men,
imedens Skulpturen i Italien, i Følge hvad jeg antydede
med Hensyn til Stoffet, hvori man arbejdede, nødvendigt
maatte opnaa en større Fuldendelse, saa kom hertil endnu
den vigtige Omstændighed , at i Italien løsrev Skulpturen
sig aldeles for den største Del af de Baand, som Bygnings-
86
konsten ellers havde lagt paa den, optraadte aldeles selv-
stændig, medens den derimod i denne Periode Nord for
Alperne knyttede sig til Bygningskonsten. — Den gothi-
ske Stil herskede endnu, og den, som afløste den, for-
drede paa samme Maade Trælletjeneste af Skulpturen, og
selv hvor denne ikke var bunden til Architekturen, traadte
Maleriet indskrænkende frem, f. Ex. i disse rigt udskaarne
Altertavler, hvor det enten indtog Hovedbilledets Plads
eller, naar dette var udført i Skulptur, i hvert Fald prydede
Fløjene, som dækkede det; men selv her maatte Billed-
huggerarbejdet knytte sig til forskjellige Afdelinger, og
De vil forbavses, m. T., ved at betragte Bryggemanns
store Altertavle i Slesvig, der er af en saa enorm Stør-
relse, at den maaske kun kunde opstilles i faa af vore
Kirker her i Byen. Se, hvorledes den igjen er udstykket
i saa smaa Rum, at Figurerne for en stor Del tabe sig,
naar man staar paa Gulvet og ser dem i Højden. Her
arbejder Konstneren saa at sige ene og alene for at til-
fredsstille sig selv, med mindre han som en erfaren
og forstandig Mand véd, at det lønner sig ikke, og derfor
aldeles decorationsmæssigt affærdiger disse store Rum,
hvad der virkelig er Tilfældet i denne Altertavle. Men
netop idet Billedhuggerkonsten blev bunden som deco-
rerende Led til Maler- og Bygningskonsten , modtog
den en lignende Retning, som Maleriet; ogsaa den fik
Lyst til at dvæle ved det Smaa, ved en nydelig Ud-
førelse af den mindste Detail; og ganske mærkeligt,
selv saadanne Arbejder, som egentlig ere anlagte paa
en større Maalestok, som Frederik den Tredies Grav-
mæle eller Sebaldus Nothankers Monument i Niirnberg,
selv saadanne Arbejder, som skulde repræsentere noget
87
Stort, ere indtil det Utrolige overlæssede med en Mængde
srnaa Figurer, smaabitte Engle eller Børn, alle mulige
Firben , Snegle og hvad man kunde falde paa at
fremstille, og det mange Gange med den allerstørste
Omhu, en Omhu, som fornøjer, naar Øjet faar fat paa
Enkelthederne, men som oftest gaar aldeles tabt, naar
man søger at modtage et stort og helt Billede af Skulpturen.
Det er unegteligt, den italienske Konst bærer Præget
ikke alene, som sagt, af en høj, mægtig Følelse, men
overhovedet af en højere, mere alsidig Dannelse og Aand.
Blot det, at kaste Blikket paa Ydersiden, at lægge Mærke
til, hvorledes Italienerne benyttede den i hin Periode,
maa overbevise os derom. Se disse store, vældige Mur-
flader , der mange Gange ere optagne af et eneste
Konstværk , som frembringer en heldig samlet Virk-
ning — det har noget Overraskende for Betragteren.
Se disse mægtige Skulpturer udenfor eller inde i Byg-
ninger; de have Noget ved sig, som gjør et stort og
højtideligt Indtryk. Og nu sammenligne vi dermed disse
sraaa, forholdsvis smaa, Altertavler, hvorpaa den neder-
landske Konst saa ofte ødslede hele sin Rigdom; nu se
vi, indenfor hvilke snevre Skranker Konsten bevægede
sig, i Kirker, paa Altre, i Kirkevinduerne; thi man vil
ogsaa paatvinge Glasmaleriet den samme Charakter som
Staffelimaleriet, og derved tilintetgjør man det tilsidst.
Eller Konsten anvendes til at smykke Ydersiden af Byg-
ninger, Vandspring o. s. v., hvorimod hine store, talende
Monumenter, der fremtræde i betydelige, charakter-
fulde Figurer i Kirker og Haller i Italien, fandtes ikke
der. Der existerede aldeles ikke et eneste saadant Monu-
ment, som Kirkegaarden i Pisa med sine Billeder, hvor
hele det gamle Testament optræder i en Række af livs-
friske Malerier med legemsstore Figurer; dette ene Konst -
værk med sine Qvadratflader kunde, naar vi ville anvende
denne Maalestok, rumme en stor Del af den bedste neder-
landske Konst.
Men idet disse ydre Betingelser viste sig saaledes,
er det dog, som sagt, egentlig det Indre, der er det Af-
gjørende, og der er da især ét Punkt, hvori Italienerne
sondre sig fra Nederlænderne, nemlig deri, at den italien-
ske Konst er aldeles frigjort, saa frigjort, som den nyere
Konst nogensinde har været. Den véd virkelig i de
Gjenstande, der alene lade sig konstnerisk fremstille, at
finde Alt hvad den behøver, og med Undtagelse af de
enkelte symbolske Udtryk, som ere overleverede og som
den nyere christelige Kunst ikke kunde undvære, se vi
den altid fremtræde frigjort, altid tale Konstens fulde
Sprog uden at behøve Hjælp af nogensomhelst anden
Tale. Derimod, gaa vi Nord for Alperne, have vi atter
der Bevis for, at Dannelsen i det Ringeste i denne Ret-
ning ikke havde naaet den Højde og Alsidighed, som i
Italien ; der var Konsten endnu ikke frigjort. Ja, m. T.,
det vil sige, de ædleste Konstværker — og hvor mange
saadanne'ere ikke udgaaede fra Nederlænderne — de ere
vistnok frigjorte; men vi fole dog, at selv de dygtigste
Konstnere vare i en vis Henseende bundne; Ordbilledet
spillede en vigtig Rolle for dem. Johannes' Aabenbaring
var en yndet Gjenstand for den nederlandske Konst; selv
de største Konstnere kunde her ikke undgaa at vise en
vis Bravour, en vis Kjækhed i at oversætte Ordbillederne
ordret, og man kunde altsaa heller ikke undgaa, at det
Forfejlede efterhaanden maatte blive aldeles klart for
ethvert ubestukket Øje. Det har noget Besynderligt
ved sig at se Albrecht Diirers Apokalypse, at se
Manden efter Aabenbaringens Udtryk staa med virke-
lige Flammer over Øjnene, se et virkeligt Sværd stikke
ud af Munden paa ham, se Englen staa i Havet ind-
hyllet i Skyer, se ham give Manden Bogen, som han skal
sluge, der smager sød som Honning i hans Mund; kort
sagt, det er noget Pudserligt, medens man ofte fra en
anden Side kaldte det Fantasirigt. Men det er ikke
det eneste Sted, hvor Konsten Nord for Alperne viste sig
ufri og hildet i Ordets Billedpragt; der er mange andre
Steder, hvor det Samme var Tilfældet, hvor det gjaldt
om at finde et stærkt, et aldeles tydeligt og kraftigt
talende Udtryk for hvad man vilde fremstille. Jeg sagde
før, at der var Dybde i Følelsen Norden for Alperne.
Det, jeg nu skal anføre, maa ingenlunde gjælde som et
Exempel herpaa, men paa hvorledes man søgte at finde
et rigtigt stærkt og klart Billede for hvad man vilde
give. Baade Nord og Syd for Alperne var det netop
charakterisk i Middelalderen at se Døden fremstillet i
hele dens Magtfylde, netop at dvæle ved den Gru, der
ledsager denne mægtige Hersker; men mærkeligt nok,
medens Italienerne kunde frembringe et Konstværk som
Dødens Triumf paa Kirkegaarden i Pisa, hvor Døden
med Forkjærlighed henter den Unge, Friske, Skjønne,
Mægtige, og lader Jammer og Elendighed, Fattigdom og
Sygdom forgjæves paakalde sig, medens man der ser den
ensomme, gudhengivne Munk opstille den frygtelige Lære
for Fyrsterne: »Se, saaledes skulle I dø, der ligge I,
Ormene fortære Eder«, — medens Konstneren her i disse
voldsomme Billeder talte til de Største i sin Tid, saa
<J0
kom man dog Nord for Alperne ikke højere end til at
lade Benraden danse afsted med sine Ofre. Paa den ene
Side kommer en vis Humor frem, som ikke findes i Syden,
men paa den anden Side kommer ogsaa det Tørre, det
Skoleagtige frem; denne Benrad har ingen Bevægelse
mere. Der skal en Konstner som Holbein til, med hele
det Lune og Humor, som han var i Besiddelse af, for
virkelig at fængsle os ved en saadan Fremstilling, og der
maa end ydermere den lille Omstændighed til, at man
ikke maler Billederne legemsstore paa Kirkemurene og
Kirkegaardene, men lader dem træde antydede frem, højst
et Par Tommer store: der kommer Antydningen paa sin
rigtige Plads; der spørger man ikke længere om Ud-
førelsen, der »forstaar man en halvkvædet Vise«, ganske
anderledes end om den blev kvædet helt ud, og den bliver
da ikke for lang og trættende eller endogsaa aldeles
ubegribelig.
Men der var en Tid, hvor disse to Retninger i Konsten
ikke vare; der var en Tid, hvor der i det Væsentlige
gik én Konst over det vestlige Evropa, og da saa man
endnu en stor Del af den gamle Arv fra Hedenskabet paa
Smykker, paa Vaaben, paa Bohave, i mange af Udsmyk-
ningerne paa Psalmebøger o. s. v. Der var ikke alene Planter
og Væxter fremstillede, men ogsaa Centaurer, Silener,
Satyrer, rigtignok ikke som saadanne, men i Skikkelse af
allehaande eventyrlige Væsner, som hørte hjemme i det
samme Slags Naturhistorie som Lindormene og mange andre
Dyr, der vare fremgaaede af en misforstaaet Efterligning af
de gamle Arabesker. Og dertil kom, at hvor levende man
end dvælede ved sin Rædsel for Helvede, søgte man dog
der at finde Kraft til at kjæmpe imod Synden. Derom
91
finde vi talende Beviser, herlige Vidnesbyrd hos den
gamle Beda, for ikke at tale om Dante. Men da man
skulde oversætte det i Billedkonsten , tog man alle disse
besynderlige Gestalter, som man ikke kjendte videre til,
men som syntes at bære Præget af Fordømmelse paa sig
i deres vanskabte Former, udpyntede dem i alle mulige
Nuancer, og gjengav oven i Kjøbet hele Fyrværkeriet der-
nede med levende Farver. Det var egentlig en temmelig
fattig Fantasi, ja det var kun en Kopi af det Over-
leverede, som man nu med bedre Midler vidste at udsmykke
paa en livligere enten mere afskrækkende eller mere til-
talende Maade, og det var i Grunden den fattigste Side
af den egentlige Kjærne i den nordalpinske Konst, til-
trods for alle de Lovprisninger, der netop paa Grund at
dette, som det vel rettest kunde kaldes, eventyrlige Sving,
er oleven dem til Del, idet man troede deri at se Ud-
talelsen af en ejendommelig original Fantasi.
Medens Vanskeligheden for en Forening af to saa-
danne Retninger i og for sig er indlysende, er det ikke
mindre klart, at den, jo mere Sansen for den gamle
Verdens klassiske Dannelse udbredte sig, og jo mere
Rygtet om Skjønheden i Italien trak nordiske Konstnere
ned til sig, maatte stige til en Umulighed, saaledes at
den svageste maatte bukke under, og den stærkeste tage
Herredømmet. Og det blev den italienske Retning, som
tog Herredømmet; men det var ikke førend Konsten Nord
for Alperne havde set en Konstner som Holbein frem-
gtaa, en Konstner, der ikke alene ved sit uudtømmelige
Lune, men ogsaa ved sin fine maleriske Sans var berørt
af den dejlige Aand hos Lionardo, saaledes at han vidste
at tilfredsstille enhver billig Fordring. Denne Konstner
92
desværre, ham havde hans Fødeby Basel, ham havde det
urolige Tydskland ikke Plads for, han levede og døde
paa en fremmed Jordbund. Men altsaa, den italienske
Konst sejrede, og hver den, som ganske ligefrem udtaler
den Sætning: »Konsten er et almindeligt Sprog, den er
et for Alle forstaaeligt Sprog«, og som tror, at han der-
med ret har sagt noget Godt, han kaste blot et Blik paa
Konsten Norden for Alperne gjennem hele det 16de og
17de Aarhundrede, og han vil da faa den Overbevisning
i Hænde, at der er forskjellige Tunger i Konsten som i
Ordet, at det er en vanskelig Sag at glemme sit Moders-
maal og lære et andet og fremmed, og at det dog tilsidst
er bedre at beholde sit eget, selv om man ikke synes, at
det har den fulde Klang, som et fremmed Tungemaal
kunde have i det Mindste paa indfødte Læber. Derfor
bleve ogsaa Nederlænderne kjede deraf, og i Løbet af
det 17de Aarhundrede vendte baade Belgierne og Hollæn-
derne tilbage til deres gode gamle Sprog og søgte at tale
saaledes, søgte at frembringe saadanne Konstværker, i
alt Fald i Maleriet, at de, saa længe der er en Stump
tilbage af dem, ville staa som en Glorie for det Land,
der var deres Hjemstavn. Men selv efter at en saadan
mægtig Udtalelse atter var kommet til Gjennembrud i Hol-
land, havde den italienske Konst endnu bestandig bevaret
sin Anseelse; selv den Gang gik endnu Italiens Glans
vidt over hele Evropa; i en vis Henseende blev
ogsaa den italienske Retning staaende som den sejrende
gjennem hele det 17de Aarhundrede. Det saaledes at
kunne dekorere enorme Flader, formaaede Ingen uden
Italienerne, indtil Franskmændene aflærte dem det, og
derfor havde man desuden ikke Brug højt oppe i Neder-
93
landene. I Billedhuggerkonsten havde Italienerne én Gang
vidst at gjore deres Retning gjældende; de støttede sig
som de sagde, paa Antiken, skjøndt der i det 17de Aar-
hundrede kun var lidt tilbage af den antike Simpelhed,
hvis der overhovedet var Noget tilbage deraf, og mærke-
ligt nok, selv de flanderske Konstnere, som kom til
Italien, selv Fiamingo , viste et Maadehold, en Sans for
Antiken, som virkelig Italienerne og hans ovrige Samtidige
ikke havde.
Men ved Siden af den nederlandske Konst var der
opstaaet en anden i en hidtil ukjendt Fylde. Spanien,
som havde borget fremmed Konst igjennem hele det 16de
Aarhundredé, saa nu i sit eget Skjød fremstaa Konstnere,
der maaske først vare vakte ved den italienske Naturalisme,
hvis energiske Forkjæmper Caravaggio var, men som
aldeles udfoldede sig paa ægte spansk Nationalgrund; og
i det 17de Aarhundredé fremblomstrer en Konst, som
vistnok den Gang ikke havde den fulde Anerkjendelse, som
den har fundet i en senere Tid, skjøndt ganske sikkert
Navne som Morillo og Velasques vare Spanierne kjære og
dyrebare. Det er et Slags sydlig Parallel til Neder-
lænderne i Norden , en aldeles ejendommelig national
Konst, som ene bevægede sig paa sit eget Jordsmon, som
ikke vilde borge Noget fra den antike Konst eller fra den
kirkelige Tradition, men mente, at man i selve Livet paa
Gader og i Stræder, i Salen som i Tiggerhytten kunde
finde den bedste og friskeste Kilde at øse af; og dette
lykkedes ogsaa disse Konstnere.
Medens den italienske Retning saaledes udsendte sin
Glans fjern og nær endnu i det 17de Aarhundredé, se vi
forunderligt nok i selve Italien Retninger dukke op, som
94
ikke tilhøre Italienerne længere. Den Mand, som mente
det alvorligt med at kalde en simpel historisk Stil til-
veje, — lad ogsaa være , at han ikke havde Kræfter til
at gjøre det, — Nicolas Poussin, det var en Franskmand;
den Konstner, som først vidste at fremstille i Landskaber
Naturens Herlighed, Claude Lorrain, det var en Fransk-
mand, ligesom de dygtigste af hans Efterlignere, Both,
Swanefeld o. A., vare Hollændere. Og den Mand endelig,
som i selve Italien, i selve Rom først vakte Interessen for
smaa Optrin af Livet ved sin i høj Grad lunefulde Op-
fatning af det Pudserlige, Peter van Laer, det var lige-
ledes en Hollænder. Altsaa allerede i det 17de Aar-
hundrede ere Italienerne egentlig ikke længere Sejrherrer
uden igjennem deres store Berømmelse, som Ingen vovede
at antaste.
Jeg nævnte før, hvorledes de flanderske Konstnere
viste Maadehold og Sans for det Antike, og sloges
i Hartkorn med Italienerne. Derimod træde nu ejen-
dommelige Retninger frem udenfor italiensk Grund, hvad
vel Italienerne selv ikke endnu mærkede , men som var
Bebudelsen om, at den Tid ikke var fjern, da Italien
mere blev Erindringens end Livets Land.
I det 18de Aarhundrede døde den italienske Glans
mere og mere bort, men den nederlandske var ogsaa
efterhaanden sunket i sin Grav, og nye Kræfter vare
opstaaede. Frankrig havde allerede i det 17de Aar-
hundrede begyndt at udvikle en ejendommelig Konst; men
som desværre gik ud paa det Pompøse og det Theatralske,
og ikke kunde udbrede sine Virkninger udenfor Frankrig.
I det 18de Aarhundrede tog den en ganske anden Retning.
Der fremtraadte Konstnere først som Chardin, siden som
95
Greuze, der vidste at fængsle ikke saa Faa udenfor
Frankrig ved deres Simpelhed, der gik ud fra de hol-
landske Indtryk, de havde modtaget. Men Greuze er
fransk i Et og Alt lige til det AfFecterede, som mangen
Gang træder frem hos ham, hvilket dog ikke hindrer os
fra at paaskjønne den smukke Følelse, som han vidste at
udgyde over sine Malerier.
Ved Siden af disse sentimentale Franskmænd træder nu
i England en Mand op, som er Intet mindre end sentimental,
en Mand, som strax tildrog sig alle sine Landsmænds
Beundring og som senere er blevet Gjenstand for vidt-
løftige, matte, temmelig kjedelige tydske Kommentarer;
det var Hogarth. Man maa have set Hogarths Malerier
for at vide, at hans Raderinger kun give en meget ufuld-
stændig Forestilling om ham. Hogarth er beaandet af
de gode Nederlændere; han slutter sig ikke saa meget til
Chardin , men mere til de karikerende og satiriserende
Nederlændere; og han har en virkelig, en ægte malerisk
Sans, om den end langtfra har den Glans, som Neder-
lænderne. Han var engelsk med Liv og Sjæl; han vidste
at fremstille det engelske Liv fra dets komiske, latter-
lige, mange Gange stygge Side, men altid paa en Maade,
maaske med Undtagelse af enkelte uheldige Forsøg, som
har fængslet og endnu en lang Tid vil vedblive at fængsle.
Gjennem Hogarth, Karikaturmaleren, den simple Genre-
maler, fik England sin første ejendommelige, nationale
Konst. Det er ham, som endnu bestandig mange Gange
paa en meget vederkvægende Maade spøger igjennem de
bedste nyere Genremaleres Pensler, gjennem Leslies,
Millais' og Andres. De se maaske endnu friere paa Livet,
endnu mere uhildede af Lysten til at karikere og satiri-
96
sere; de give os mere troskyldigt og ærligt, og dog
lunefuldt og livligt, Fremstillingen af det engelske Liv.
De vise os en Side af England, som man alt for ofte
glemmer at det har; det er den landlige Side, den god-
modige Spøg ved Arnestedet, Elskov, Fattigdom og
Arbejdsomhed, i sit skjønneste og mest rørende, sjeldent
i sit sørgeligste Udtryk. Det er denne Side af den
engelske Konst, som sikkert vil gaa over til Eftertiden,
langt sikrere end det Bedste af hvad de have frembragt
i Historiemaleriet, skjondt en Mand som Reynolds havde
Sans for Farve og har -vidst i enkelte af sine Portræter at
fremstille sande Charakterer. Dette har tidt, naar jeg saa
paa Elliots Portræt, glædet mig ; det var for mig formelig
som et helt historisk Billede ; der var saadan en engelsk
Brede og Sikkerhed i ham, han holdt saa trofast paa sin
Nøgle, Gibraltars betydningsfulde Nøgle, at jeg aldrig
kunde se paa dette Billede uden at glæde mig.
Endelig begyndte i Nordtydskland Konsten, som her
før havde været temmelig sygelig og fattig, at vaagne, og
traadte i den sidste Halvdel af det 18de Aarhundrede noget
mere oplivet frem. Tydskland havde ingen Hogarth, men
en Codowiecki. Tag de bedste af hans smaa Billeder, og
De vil indromme, at der er hans Tid, der ere virkelige
Charakterer fremstillede, som det kan fornøje at se paa
mer end én Gang, og det i al Ærlighed og Troskyldighed.
Han staar næsten aldeles isoleret i Tydskland. Hans
bedste Billeder, saavidt jeg kan se, staa i uskyldig Op-
fatning af Livet langt over Meget af det, som i den nyere
Tid mest er blevet rost, fremhævet og anbefalet her til
Lands som Noget, der skulde efterlignes.
97
Men der foregik imidlertid endnu noget ganske Andet.
Italien havde i alt Fald i Konsten mistet sin Livskraft,
det var blevet Mindernes Land. I Italien samledes Konst-
nere fra alle Verdens Hjørner for at glæde sig over de
dejlige Erindringer, for at forfriske og opbygge sig ved
Betragtningen af den rige Samling af Konstværker; det
var en passiv Tilstand. Hvad jeg har søgt at antyde i
det Foregaaende træder nu efterhaanden tydeligere og
tydeligere frem. Italien bliver egentlig Arnestedet for en
almindelig europæisk Konst. Dér smelte alle Retninger
sammen, idet snart denne snart hin gjør sig mere gjæl-
dende, uden dog at nogen enkelt Retning specielt igjen
bliver repræsenteret. Ganske sikkert, Italien har endnu
sine Konstnere, havde dem endnu i Slutningen af forrige
Aarhundrede saaledes, at Canova fik en Verdensbe-
rømmelse og kunde siges paa en vis Maade at repræsen-
tere en egen Retning i Skulpturen. Men Italiens Konst-
nere staa nu kun i Række med de andre, og de fleste
Navne, som i de sidste hundrede Aar have været berømte
over hele Europa, vare ingenlunde Italienere ; det var Eng-
lændere, Franskmænd, Tydske, Danske. Norden, selv det
yderste Norden, Danmark, Sverig, Norge havde ogsaa
faaet Konstnere. Allerede i Slutningen af det forrige
Aarhundrede, i Halvfjerdserne, kunde Sergei fremstille en
Statue, som fortjente at vække hele Roms Opmærksomhed :
hans legende, muntre, overgivne Satyr, det Bedste, han
maaske har gjort. Abildgaard fortjente sin Berømmelse
lige saa godt som Fiissli i England. Thorvaldsen er det
blot fornødent at nævne, der behøves ingen videre For-
klaring.
H»yens Skrifter. III. 7
98
Altsaa, saadanne store Retninger, som den italienske
og den nederlandske i sin Tid, ville næppe vise sig mere
efter den Udvikling, som Evropa nu har. En almindelig
evropæisk Konst er nu Særkjendet, navnlig for hele det
vestlige Evropa. I de slaviske Stater derimod er Konsten
vel tildels endnu en Plante, som drives, hæges og plejes,
men som ikke har fundet sin rigtige Jordbund. Hvad er
nu det Ejendommelige for Evropas Konst? Foruden den
store almindelige fælles Interesse, som Evropæerne have
for saa Meget, — for Bibelen, for den græske Oldtid,
for hele Middelalderen , for Korstogene o. s. v. — for-
uden den fælles Interesse, som enhver smuk Egn, lige
fra det yppige Spanien og Italien og op til de norske
Klipper, vil have for Enhver, der formaar at føle for
Naturen, foruden disse almindelige Berøringspunkter vil
der være en Række af særegne Punkter, som ogsaa ville
vække Interesse, og det er de nationale. Det, som nu
egentlig skal betegne den evropæiske Konst, er, at Folkene
og Nationerne træde frem som Individer ved Siden af
hverandre, og at hvert Folks Konst bærer sit individuelle
Præg, og at den taler som dets Sprog til Gemyttet, over-
ensstemmende med dette Folks Maade at føle og være
paa, med dets Erindringer. Vi maa huske paa, m. T.,
den Tid er forbi, da Kirken var saa at sige et helligt
Fristed for Konsten, da den udbredte sin Glorie over
Konsten. Jeg siger dog ikke, at den Tid er forbi, da
Konstneren, som er greben af det Hellige, ikke ogsaa
skulde vide at finde Farver til at fremstille Meget af det,
som lader sig fremstille saaledes, at enhver From, Enhver
overhovedet, som havde Følelse paa det rette Sted,
maatte blive greben deraf; jeg siger blot, at den Tid er
99
forbi, da Kirken, navnlig i de protestantiske Lande, kan
være et Asyl for og frede om Konsten. Altsaa, selv det
Religiøse vil mere fremtræde i hele den profane Verden
som Udtryk af enkelte højt begavede og dybt følende
Konstneres Tanke. Et saadant Konstværk vil finde sin
Plads hvor det tiltaler Hjerterne, og vil have sin rette
Plads lige meget i eller udenfor Kirkerne. Men ved
Siden deraf komme saa mange andre store Spørgsmaal
paa Bane, ved Siden deraf maa vi huske paa, at Er-
indringen om de gamle Forfædre er vaagnet rundt om
i Evropa; dér er Stof for Konsten. Vor egen Bevidsthed
er vaagnet, enhver Nation føler, at den har Noget at
betyde, hvis den for Resten er en Nation; dér er Noget
at fremstille. Dog skal man ikke ængstelig gaa og søge
om, hvad der muligvis er den smukkeste Gjenstand at
udføre; det er aldeles prosaisk, spidsborgerligt-æsthetisk;
men Kjærligheden maa her komme til, Konstneren skal
føle sig greben og tiltrukken af dette eller hint, og gj en-
give det paa en dygtig Maade; det er det sande Konst-
neriske. Dog, m. T., jeg tror, at jeg her staar Fare for
at tabe mig for tidligt i disse Betragtninger. Jeg maa
bede om Deres Opmærksomhed endnu for næste Time for
at fremstille vore egne smaa Konstforhold. Jeg sagde,
at selv til Norden er Konsten kommet, og jeg skal da i
den følgende Time for dettes Vedkommende bestemtere
udvikle de almindelige Resultater af, hvad jeg hidtil har
søgt at fremsætte.
100
Niende Forelæsning.
Konsten i Danmark til dette Aarhundredes Begyndelse.
JNaar vi kaste et Blik paa Danmark før Begyndelsen af
det 16de Aarhundrede — før 1536, da Reformationen
allerede er fuldendt her — kunne vi være sikre paa, at,
lige fra dette Øjeblik og saa langt vi følge tilbage med
Historien, ville vi ikke, saa snart Talen er om christelig
Dannelse og Konst — og det er det, vi her dvæle ved,
— finde Spor af anden Konst end den , som staar i den
nøjeste Forbindelse med Kirken. Det er Gejstligheden,
som i denne Række af Aarhundreder, fra det Ilte til
næsten Halvdelen af det 16de Aarhundrede betegner hele
vor Konstdannelse, der i en ganske anderledes høj Grad
end i noget som helst Land Sønder og Vester for os,
mangler al selvstændig Charakter. Denne Periode, som
ene tilhører Kirken, kunne vi igjen dele i to forskjellige
Afsnit; thi, mærkeligt nok, de største, de anseligste, de
betydningsfuldeste Kirkebygninger falde i en meget tid-
ligere Tid, i det Ilte", 12te og 13de Aarhundrede, og
derimod finde vi i det 15de Aarhundrede kun højst
enkelte Undtagelser af betydelige Bygninger. Men medens
de tidligere Aarhundreder ved Tilfælde, ved Omskift-
ninger, Plyndringer o. s. v. kun have levnet os meget
enkelte Spor af hvad der hørte til at smykke en Kirke,
saa ville vi finde, at den anden Afdeling af dette Tidsrum,
især det 15de Aarhundrede, har levnet os en Mængde
Rester af den Pragt, der smykkede de katholske Kirker
101
ogsaa her til Lands. Ikke alene Bygningerne, ogsaa alt
det, der pryder dem, bærer aldeles det fremmede Præg;
i den forholdvis utrolige Mængde af Altertavler, som er
levnet os fra den katholske Tid i vore Kirker, finde vi
ikke andet end Udtryk af fremmed Konst, det vil sige
for største Delen af det Slags fremmed Konst, som vi
snarere kunne henregne til dens industrielle Gren, til den
haandværksmæssige Behandling af Konsten. Vi finde
især nederlandske og tydske Indtryk, og hvor vi kunne
forvisse os om Ophavsmanden til en saacjan Altertavle,
se vi strax, at det er en Udlænding. Thi i Nederlandene,
tildels ogsaa enkelte Steder i Tydskland, drives formelig
et Slags Handel med dem, og vi have ikke alene her i
Danmark talrige Vidnesbyrd derom, men ogsaa fra Ud-
landet f. Ex. fra Danzig have vi Dokumenter, der be-
kræfte det; ikke alene Danmark, Norge og Sverig, men
ogsaa Nordtydskland langs Østersøen blev forsynet paa
denne Maade. Et Exempel paa et saadant Arbejde er
den fra Indholdets, ikke fra Fremstillingens, Side højst
mærkelige Altertavle, nu i Frue Kirke i Odense, af Klaus
Berg, som nedsatte sig og blev her i Landet. — Udenfor
hvad der kan tjene til at smykke Alterne og de hellige
Kar eller Relikvierne i Kirkerne — af de sidste have vi
kun enkelte Levninger tilbage — er der et formeligt Øde.
Fra den brillanteste Tid i vor Middelalder, fra Valde-
marernes Tid, have vi ikke andet end blanke Ligsten
med Navne paa. Det tidligste Monument om en Konges
smykkede Grav, i alt Fald af dem, som vi have tilbage,
er Erik Menveds, altsaa fra Begyndelsen af det 14de
Aarhundrede: den smukke Messingplade i Ringsted Kirke
med Alabaster Ansigter, rige Arabesker og architektoniske
102
Prydelser rundt omkring; men det er et Monument, som
ikke har videre Omfang eller Betydning, end at vi ogsaa
kunne finde lignende paa andre Steder over Adelige, ja
selv over Borgerlige ; de kongelige Monumenter pleje
derimod at være af et anseligere Omfang allerede i denne
Periode. Mærkeligt nok, den vigtigste Levning, vi have
tilbage af Gravprydelser i Kirkerne fra hin Tid, er Monu-
mentet over den usle Kong Christoffer den Anden; Søn-
nens, Valdemar Atterdags, er aldeles plyndret, der staar
kun de nøgne Marmortavler tilbage; og selv Sønnedatterens,
Margrethes Monument er forholdsvis mere afplyndret og
afklædt end hin ulykkelige Konges; Figuren ligger, som
De vide, i Sorø Kirke, og er for Resten fra Konstens
Side ingenlunde betydelig. De se, hvilke faa Rester vi
have tilbage af den Konst, som charakteriserede hele det
kirkelige Væsen fra hin Periode ; og, naar vi nu ville be-
tegne, at en By har været en anselig By, hvad det var,
der gjorde Roskilde, Odense, Ribe eller Viborg til en
saadan, da sige vi sædvanligvis : saa og saa mange Kirker
og Klostre vare der; det er det Eneste, der er tilbage som
Vidne om, hvilken Betydning disse Byer havde, og hvor-
ledes bliver endog selv denne Betydning indskrænket,
naar vi blot have lagt Mærke til — og det kunne vi
endnu i enkelte Rester — , at der ikke kan være Tale
om store Bygninger udenfor den egentlige Hovedby, at de
andre Kirker og Klostre for største Delen hverken have
været synderligt fremtrædende med Hensyn til Omfang
eller til Charakteren i Stil og Udsmykning. Allerede
dette ene Træk er nok til at give os Vidnesbyrd om, at
Stæderne ikke have været af videre Vigtighed i hele denne
Tid. Deres Existens kunde i andre Henseender have
103
havt sin historiske Betydning; men vi vide alt for vel,
hvorledes det egentlig var den fremmede Kultur, den
fremmede Dannelse, "der dominerede der. Med Undtagelse
af de tidligste, højst mærkelige Pragtbygninger, som de i
Odense, Roskilde, Ribe, Viborg, ere ogsaa de øvrige
Levninger af temmelig almindelig Art. Det er altsaa først
i den nyere Periode, fra Reformationens Tid af, at vi
skulle se, hvorledes Stæderne begynde at deltage i, hvad
der hører til Kulturen.
Stæderne ere et af de store Vehikler eller Dreje-
punkter for Kulturen i hele Evropa. Det er Borger-
blomstringen, Borgerdygtigheden, som i saa mange andre
Byer har rejst en Række af interessante Monumenter
endogsaa udenfor Kirkerne. Men en saa svag Borgerstand
som den, vi havde i Begyndelsen af det 16de Aarhun-
drede, og som blev trykket af en overmægtig Adel, maatte
i lang Tid være ude af Stand til at gjøre Noget, saa
meget mere som det viste sig, at Kjøbenhavn efter-
haanden, saa at sige, i sig sammentrængte Alt, hvad der
kunde betegne den danske Borgerstand. Men Adelen da?
Ja, den havde Magt, den havde Indflydelse; men Adelen
med hele den forholdsvise Rigdom og Herlighed, den var
i Besiddelse af, Adelen med Alt det, at den talte mange
djærve, kundskabsrige og hæderlige Charakterer i sin
Midte, synes dog kun at have havt liden Sans fur
Konsten. Det kan heller ikke undre os, at det ikke var
anderledes her i Norden. Lad os gaa til Østersøens
nordlige Kyster; lad os tage Liibeck, hvor anselige og
rige Familier levede, og De ville med Forbavselse se,
naar De gjennemgaa de ikke faa og ikke ubetydelige
Monumenter, som den gjemmer i sit Skjød, at, saa snart
104
der egentlig er Tale om Konstværker, saa er det frem-
mede Arbejder, bragte langvejs fra, fra Belgien af, fra
Enden af det 15de og Begyndelsen af det 16de Aar-
hundrede, ligesom hint berømte Konstværk i Danzig
ogsaa stammer fra Nederlandene. Det er paafaldende,
hvor faa Spor vi finde af nogen egentlig ejendommelig
Konstnerdrift i disse nordtydske Stæder, hvor der var
saa megen Handel og Rigdom. Hvor kunde man da vente,
at der i Danmark, der i Forhold hertil kunde kaldes
fattigt, og hvor Folket var ulige mindre berørt af den
almindelige Kultur over det øvrige Evropa, at der skulde
finde Liv og Virksomhed Sted? Adelen byggede meget,
den byggede paa sin Vis prægtige Herregaarde. Vi have
endnu Levninger af dem tilbage, f. Ex. den ældre Del af
Vallø paa Sjælland, Hesselager i Fyen, Xørlund i Jylland,
og vi maa indrømme, at de alle paa forskjellig Maade
vidne om Lyst til at bygge og om forholdsvis betydelige
Evner dertil. Men vi finde heller ikke der Andet end en
svag Afglans af de Bygninger, som Kongerne lode udføre ;
thi, ligesom Kjøbenhavn, saa at sige, sammentrængte i
sig hele Borgerlivet, saaledes sammentrængte Regjeringen,
Hoffet, i sig hele Glansen af Adelslivet, i det Ringeste
saa snart vi ville tale om Konsten. Vi kunne i Løbet af
det 16de Aarhundrede nævne en Konstner, som var født
i Danmark, Melchior Lorch; men han levede bestandig
udenfor Landet, var dannet i en fremmed Skole og til-
hører i Følge hele sin Virksomhed aldeles Udlandet; vi
have intet Krav paa ham. Og for Resten, skal Tycho
Brahe have en Maler eller en Bygmester, skal Frederik
den Anden have en Bygmester til sin Riddersal eller en
Maler til sine Tapeter, eller skal han have sine Familie-
105
portræter udførte , saa raaa han ty til Udlandet , til
Belgien og Tydskland. Vi have endnu, mærkeligt nok,
Breve tilbage, Ansøgninger til Kongen, hvori de fremmede
Konstnere, der vare komne ind i Landet og havde ar-
bejdet en Del for Adelen, klage over den Nød, de lede
her; ikke en Gang Portrætmalerne kunde erholde nogen
betydelig Beskjæftigelse. Og, skjøndt virkelig en ublid
Skjæbne har ledet Bevarelsen af vore historiske Minder,
saa er den store Fattigdom paa Portræter fra det 16de
Aarhundrede, som vi endnu bestandig maa beklage os
over, altfor paafaldende til, at den ene kan tilregnes
Uheld eller Ødelæggelser; den maa vistnok væsentligt
antages foraarsaget ved det Savn, der var paa Konstnere
her i Landet. Kun i en eneste Retning kunne vi sige,
at Konsten i Løbet af det 16de Aarhundrede kom til at
ytre sig hos os, og det er i Gravmonumenter. Det
synes virkeligt, som vore rige Folk, vor Adel, havde
hartad været ægyptiske i deres Tro , som om de havde
ment, at Livet, Boligen kun er et Herberge, men at
Graven er vort rette Hjem. Naar vi se paa de prægtige
Gravmonumenter, vi undertiden endog kunne finde i
Landsbykirker, og mange Gange af Billedhuggerarbejde
fra Flandern af første Rang, hvormed de Adelige have
smykket deres Grave, deres Liv og dem selv, kan man
sige, saa maa man næsten antage, at de havde denne
Tro ; thi, som en Enke udtaler i Indskriften paa sin Grav
oppe i Woer Kirke, »naar Arvingerne først have faaet
Pengene, bliver Forfædrenes Ihukommelse hurtigt forglemt«,
og for at dette ikke saa let skal ske, har hun rejst sig
og sin Mand dette Epitaphium. Altsaa, det er disse
Monumenter, hvor Adelens Rigdom viser sig bedst og
106
tydeligst, og det er Gravene, som synes at være de
Steder, man i det 16de Aarhundrede helst vilde ud-
smykke.
I det 17de Aarhundrede forandrer det sig allerede
betydeligt. Det skyldes Christian den Fjerde og hans
Tid, at vi næsten faa en hel Række af Konstnere, at
der danner sig en bestemt Charakter i Konsten her i
Landet, i det Mindste hvad Malerkonsten angaar, og
denne Charakter er streng nederlandsk. Christian den
Fjerdes betydeligste Maler, Carl van Mandern, var vistnok
født i Udlandet; men han blev opdraget her, rejste bort
paa Kongens Befaling eller i alt Fald med hans Tilladelse,
og vendte siden tilbage hertil, som vi kunne se af Terlons
Memoirer, og levede i Kjøbenhavn til sin høje Alderdom
i stor Anseelse baade under Christian den Fjerde og
Frederik den Tredie. Det er ham, som betegner hele
Konstnercharakteren i den sidste Tid af Christian den
Fjerdes Regjering, og det er den betydeligste Konstner,
vi have i Løbet af det 17de Aarhundrede. Han tilligemed
Wuchter og Henrik Ditmar danne en afsluttet Kreds,
hvor hans Individualitet egentlig er den gjennemgribende
og overvejende; og til disse slutter sig en Kobberstikker,
som er nøje forbunden med Carl van Mandern, Albert
Haelweg, som har vidst paa ægte malerisk Maade at
forevige mange af de Portraiter, Carl v. Mandern havde
udført, men som nu ere tabte. Altsaa, i det Mindste i
Maleriet lykkedes det Christian den Fjerde at faa dannet
en dygtig Portrætskole, og det er ikke uden Nydelse at
gjennemgaa en Række af hine Konstneres Arbejder; thi
man ser, at Personlighederne ere opfattede med Liv, og
107
mangen Gang møde vi ærlige, gode danske Ansigter, —
ogsaa Ansigter fulde af Mod og Kraft.
Det var ikke alene i Maleriet, at det lykkedes
Christian den Fjerde at paatrykke sin Tid et bestemt
Præg; men det var ogsaa i Bygningskonsten. Skjøndt
jeg ikke har nogen stor Forestilling om Kjøbenhavn i
Christian den Fjerdes Tid, vilde jeg meget ønske, at det
var muligt - jeg tror det næppe - at fremstille et
Billede af Kjøbenhavn, som det var i Slutningen af hans
Regjering eller i Begyndelsen af Frederik den Tredies,
før den svenske Krig. Og det gamle Kjøbenhavn, som
vi her skulle dvæle ved, er det Kjøbenhavn, som begræn-
sedes af Gammelstrand, Vandkonsten, Volden, Gothersgade,
Kongens Nytorv og Kanalen langs ned til Holmens Kirke.
Den nye By paa den anden Side af Gothersgade, Gothers-
gade iberegnet, var vel allerede betegnet, men den var
øde med Undtagelse af Rosenborg; Christianshavn var
blot anlagt i Planen; Privathuse vare begyndte at opføres,
men de skulde ikke give Byen nogen Glans, den udgik
endnu bestandigt fra den gamle By. Vi vide, at der
boede en hel Del Adelige i Byen, at de her havde anse-
lige Gaarde, der meget hyppigt — saaledes fortælles det
i alt Fald - havde Spir, og vi have — ikke i Virkelig-
heden, men i en Afbildning i Hafnia hodierna — en af disse
tilbage; det er Marsvinernes Gaard, Hjørnegaarden ved
Fortunstræde skraas for Hotel Royal. Den synes efter
den lille Afbildning at dømme i et hvert Tilfælde at have
hørt til Begyndelsen af Christian den Fjerdes Periode, og
virkeligt at have taget sig anselig ud, — endnu betyde-
ligere end den saakaldte Dyvekes Gaard, et Borgerhus
paa Amagertorv. Har Byen den Gang blot talt en 20-30
108
saadanne Bygninger, saa vil den i Forbindelse med sin
Raadstue, Rosenborg Slot, med sine Kirker, som bare en
ejendommelig Charakter, ikke have taget sig saa ilde ud.
Hvor simpelt var ikke Frue Kirkes spidse Spir? det lig-
nede i sit øverste uigjennembrudte Parti mere Roskilde
Spir end Nicolai Taarn f. Ex. Og desforuden de andre
Huse med deres Afdelinger , deres Bindingsværk og
Mure, deres Bislag, med Livet paa Gaderne — endnu
i Christian den Femtes Tid synes der at have været
et vist muntert Gadeliv; man fortæller jo, hvorledes
Christian den Femte drak et Glas med sine tro
kjøbenhavnske Borgere, naar han red igjennem Ga-
derne — Alt dette maa have gjort Livet i hin Tid ikke
uinteressant, skjøndt vi langt fra maa tænke os en By
f. Ex. som Liibeck; men det er endnu bestandigt en in-
teressant By, ikke gammel og ærværdig, men en By, som
var i en ret frodig Opkomst. Denne By, som bar sin
Tids Mærke, er saa godt som sporløst forsvundet. Tænk
blot, hvad Belejringer, Bombardementer, Ildsvaader have
taget paa den; tænk paa Ildebrandene i 1728, i 1795, i
1807, — 1794, da Slottet brændte, bryde vi os her ikke
om — og senere hen mange enkelte Ildebrande, der have
været ødelæggende. Bestandig rejser Byen sig igjen, og
bestandigt rejser den sig med en Charakter, som svarer
til den Tid, hvori den fremstaar. Vi kunne endnu paa-
vise enkelte af de mere velhavende Borgeres Bygninger,
som opførtes efter 1728, og vi se der en vis solid, ret
pyntelig Stil, som nærmer sig Rococoen, eller ogsaa
mange Gange til den hollandske Byggemaade; men for
Resten existere disse Bygninger nu for en stor Del kun i
Afbildninger. Betragte vi nu de mere anselige Bygninger
fra Tiden efter 1795 omkring Gammeltorv, langs med
109
Holmens Kanal til Kongens Nytorv, — og vi kunne her
tage det begyndende Anlæg af Kronprindsessegade med,
— da ville vi finde, at de røbe en velhavende Borger-
stand; i det Mindste maa vi, naar vi se paa disse Gaarde,
tilstaa, at det maa have været velhavende Mænd, som
have bygget dem, og jeg tror virkelig uden al Overdrivelse
at turde paastaa, at, naar vi blot ville tænke paa de
simple, private, borgerlige Bygninger, saa kunne vi næppe
finde nogen By i Evropa, som forholdvis efter sin Stør-
relse har talt en saadan Række af anselige og ret pynte-
lige Bygninger af en decideret architektonisk Fortjeneste,
og mellem dem spiller HarsdorflFs da en væsentlig Rolle.
Efter 1807 taber dette smukke Præg sig mere og mere,
og, idet vi nu i de senere Aar kjæmpe med Nødvendig-
heden for at skaffe Byggeplads tilveje, idet vi nu ikke
blot sætte Etager paa Bygningerne og benytte enhver
lille Plads til Bebyggelse, men paa samme Tid ogsaa
ligesom faar en besynderlig Ustadighedslyst (der betegner
Kjøbenhavnerne) til at pynte op, saa forsvinde mange af
disse ældre, solide, simple Faqader bagved en paaklistret
Pynt, der ikke synes at love synderlig Varighed, og der
som oftest er af den allerringeste Art, naar der skulde
være Tale om Charakter eller om noget Betegnende.
Altsaa, dette Kjøbenhavn, Christian den Fjerdes Kjøben-
havn, er nu aldeles forsvundet. Vi have kun én privat
Bygning tilbage, som kan minde om det, og som har en
bestemt Charakter, nemlig Dyvekes Gaard*), og én offentlig
Bygning, Børsen, som paa en smukMaade vidner om hin
Tid. Jeg nævner med Flid ikke Rosenborg, som laa
udenfor det gamle Kjøbenhavn.
*) Schoustrups Gaard paa Gammel-Amasertorv.
110
Medens ikke alene altsaa i Malerkonsten, men ogsaa
i Bygningskonsten et Par talentfulde Mænd, f. Ex. Hans
Stenvinkel, udviklede sig og skabte en smuk, conseqvent
gjennemført Stil, saa det lidt fattigere ud med Billed-
huggerkonsten. Vistnok blev der gjort en hel Del den
Gang, men det var mere blot som smykkende. Jeg vilde
have ondt ved, foruden Christian den Fjerdes Buste i
Konstmuseet, — og det er endda ikke noget betydeligt
Arbejde — at paapege et andet, som kunde have en
anden Fortjeneste end den, som man tillægger et rent
dekorativt Arbejde.
Desværre, denne bestemt udtrykte Charakter havde
egentlig ikke indpræget sig i Folket. De faa Konstnere,
som havde havt Interesse for deres Værker, havde vel
udført dem med Lyst — det vidner Ak om — men
Folket var ikke videre berørt deraf. Der var desuden
en anden ulykkelig Omstændighed derved, det var de
hendøende Retninger. Allerede efter Midten af det 17de
Aarhundrede hensygner den hollandske Konst mere og
mere; i Maleriet gjøre nye Retninger sig gjældende, i
Bygningskonsten ligesaa, og det vil saaledes være os let
forklarligt, naar vi i Christian den Femtes Tid se saa
godt som ethvert Spor af den ældre Tid forsvundet.
Tage vi Hensyn til Architekturen, ville vi ikke saa meget
beklage det; thi Bygninger som Charlottenborg (1672) og
Frelsers Kirke (Taarnet fraregnet) ere virkelig meget an-
stændige og ville omtrent paa ethvert Sted hævde deres
Plads iblandt Murstensbygningerne ; men , se vi derimod
hen til Maleriet, saa er der en aldeles ny Retning brudt
igjennem, nemlig den Retning, som udgik fra Paris, og
den blev her i Christian den Femtes Tid repræsenteret
111
paa den tørreste, koldeste og mest svulstige Maade i
Jaques d'Agar, og, naar vi tage Ordet i konstnerik For-
stand, paa den mest letfærdige Maade, man kan tænke
sig, i Coiffre's Arbejder. Det Hollandske træder altsaa
tilbage, det Franske gjør sig gjældende. Imidlertid se
vi endnu bestandigt i Provindserne Resterne af den Skole,
som havde uddannet sig under Carl van Mandern; men
hvor finde vi dem? Maaske i private Samlinger? nej,
endnu bestandigt i Kirkerne. De store Marmorgravmæler
ere forsvundne, det vil sige, de bruges ikke mere, uden
i Roskilde for Kongerne eller for den fornemme Adel.
Men ellers er det bestandigt Epitaphiumsmalerier over
rige Borgermænd, der møde os, selv helt oppe i
Thisted og Sæby, og vi kunne finde ganske solide,
gode Portraiter deriblandt, dog ikke udenfor det 17de
Aarhundrede; og det er de sidste forsvindende Punkter
af den Virksomhed, der udfoldede sig i Christian den
Fjerdes Dage.
Gaa vi over til de følgende Kongers Regjeringstider
indtil Konstakademiets Stiftelse, saa se vi bestandig en
travl Virksomhed. Jeg kunde sige, de mest forskjellige
Retninger blive repræsenterede, og mangen Gang har
denne Repræsentation kostet uhyre Summer. Det er ikke
alene Regjeringen, som nu træder op, men det er ogsaa
den nye Lehnsadel, alt i Christian den Femtes og navnlig
i Frederik den Fjerdes Tid. I Kjøbenhavn fandt Adelen
Plads nok; ikke alene i den gamle By, men udenfor den,
i de nye Anlæg bag Slottet, hinsides Gothersgade, kunde
den brede sig med al mulig Bekvemmelighed, hvorpaa
mine Tilhørere ville have et godt Exempel, naar de kalde
sig i Erindring, at de fremragende Bygninger med en
112
bestemt betegnende Charakter, der ligge paa det store
Terræn, som indesluttes af Pladsen omkring Marmor-
kirken, Store Kongensgade, Dronningens Tværgade og Bred-
gade: Moltkes Palæ med de tilstødende Bygninger lige
op til Marmorkirken og Ovens Gaard, — at alle disse
Bygninger med Haver og øvrige Grunde tilhørte én Familie,
den Danneskjold-Laurvigske. Det kan give os et Begreb
om, hvilket Omfang saadanne adelige Boliger havde i
denne Periode. Desuden — for at vælge et endnu mere
slaaende Exempel — tag en Gang Palæ'erne paa Amalien-
borg og i Bredgade og Schimmelmanns Palæ; det er
lutter private Anlæg af den den Gang saa glimrende Lehns-
adel. Ved Siden af dem træde Kongerne op med nye
Bygninger, f. Ex. Frederiksberg og Fredensborg Slot
under Frederik den Fjerde , Eremitagen under Christian
•den Sjette. Frederik den Femte bygger vel ikke saa
meget, han pynter mere paa det, der er; han dekorerer
Fredensborg Have med Arbejder i Marmor og Sand-
sten, men vedbliver tillige at smykke paa Christians-
borg Slot. Altsaa, der er fuld Virksomhed, og vi se
endogsaa højst forskjellige Retninger anslaaede. Vi
have ikke nogen Bygning her i Landet, der mere betegner
det smukke Sommerliv under det sydligere, mildere Klima,
end Frederiksberg Slot. Dets Beliggenhed, dets vide Ud-
sigt, dets store, simple Anlæg geraader Bygherren til For-
tjeneste; og, gaa vi tilbage til den første oprindelige Plan
af Fredensborg, da gjør ogsaa der Valget af Egnen og
Slottets Beliggenhed ham al mulig Ære. Vi se, at Frederik
den Fjerde yndede det Venlige og Milde mere end det
Overdaadige og Pompeuse. Hvilken Modsætning til Søn-
nen! Tænk paa Christiansborg, som vi Allesammen kjende,
113
i alt Fald af Afbildninger; tænk paa denne vægtige, mas-
sive Bygning, overlæsset fra Kjælder til Taggesims med
Prydelser, den ene rigere end den anden; denne Bygning,
som med hele sin Storhed, hele sin Rigdom af Dekora-
tioner, paa samme Tid bærer dette melancholske Udseende;
disse lange Gange, aldrig hverken Sommer eller Vinter
oplyste af Dagens Straaler, men blot af det matte Lampe-
lys; denne dybe Slotsgaard, omgiven paa alle Sider af
Bygninger, hvor Solen aldrig kommer, selv i den høje
Sommers Tid; — og sammenlign den med Christian den
Sjettes hele Hofliv, den egne Devotion, som den Gang
betegnede det; ja, sætte vi dette Slot i Forbindelse med
de rige Skatte, som omgive det, f. Ex. det store kgl.
Bibliothek, med de Konstskatte, der indeholdtes i det,
med den Pragt, der virkelig efter den Tids Fordringer
gik igjennem det Hele, saa vilde jeg, tror jeg, nok vove
at sige, at vi kunde kalde det Danmarks Escorial; det
er i Forhold til Landets Kraft og Tidens Fordringer den
samme store, overdaadige og ved Siden deraf saa ned-
slaaende, saa triste Bygning. Ganske anderledes er Cha-
rakteren i Frederik den Femtes Tid. Han bygger, som
jeg sagde, ikke meget Nyt til, men hans Lehnsmænd der-
imod bygge Meget; og se vi Palæ'erne paa Amalienborg
og i Bredgade, hvilken flot Stil gaar der ikke igjennem dem!
det er en ulige muntrere, lystigere Rococo, som fremtræder
i ret interessante Exemplarer. Og saa ere vi færdige,
saa have vi set et halvt Aarhundrede gjennemløbe hele
Rækker af Stilarterne, fra den smukke hollandske i
Charlottenborg til den mest letfærdige franske i Palæerne
paa Amalienborg og i Bredgade. Yi have set Livlighed,
Munterhed, Alvor og en med Hensyn til Landets Kræfter
Hovens Skrifter. III S
114
utrolig Overdaadighed udfolde sig for vore Ojne, og vi
se fremdeles, at alt det Fremmede ikke har efterladt sig
noget sandt Spor; heller ikke der var desværre nogen
Livsspire. Tænk paa, hvorledes disse Bygninger gaa til
Grunde. Christiansborg er brændt, Hirschholm sporløst
forsvundet; Eremitagen staar fast som et halvt Eventyr
paa Sletten i Dyrehaven; man undrer sig over, at den er
skaanet, og man forstaar ikke længere denne høje Byg-
ning, saa besynderlig forekommer den En.
Som det gik med Architekturen, saaledes gik det
ogsaa med de øvrige Konstfag her i Landet; ogsaa der
tinde vi de mest forskjellige Retninger repræsenterede.
Jeg nævnte før den franske Retning i Jacques d'Agar,
og, ville De have et Exempel paa, hvorledes man her
efterlignede Italienerne, De skulle faa det i Krock, som
fyldte Hirschholm, Christiansborg og andre Steder, skulle
se det i Cancellibygningen og for Resten alle Vegne, hvor
der boede kongelige Personer, og hvor ikke Alting er
reformeret. Eller ville De have den flittige, men aand-
løse Maade, hvorpaa Tydskerne traadte op: jeg vil vise
hen til Tuschers Arbejder. Eller ville De have den lettere
Maade, der iøvrigt ikke er uden Talent, men altfor flygtig,
som betegner Hofstilen i Ludvig den Femtendes Tid : De
have den i Pilo, og det i hans bedste Arbejder, saaledes
at man maa anerkjende hans Færdighed og Lethed i
Haanden, om man ogsaa maa tinde, at den er forfærdelig
tom. Altsaa, Intet kan her rigtigt komme til at spire,
udbrede og udfolde sig. Det er som om alle Forsøg paa
at faa Konsten til at slaa Rod i Landet ere forgjæves ;
det er kun fremmede Indtryk , som ustandseligt af-
115
vexle, det ene efter det andet, uden at efterlade sis
noget Spor.
Vi komme til den sidste Periode, som vi ville be-
skjæftige os med denne Gang, nemlig Christian den Sy-
vendes. Konstakademiet er stiftet, der er her i Landet
i alt Fald givet en ydre Lejlighed til, at man kan lære
Noget, til at, saa at sige, en Konsttradition kan gaa fra
Slægt til Slægt. Men desværre , Lærernes Kræfter ere
for svage; vi se selv ved Konstakademiet endnn bestan-
digt fremmede Indtryk gjøre sig gjældende; selv d^
Konstnere, om hvilke vi med en vis Ret kunne sige: jo,
de ere Danske, selv de bære endnu bestandigt et Præg,
som viser, at de have modtaget et overvættes Indtryk i
fremmede Skoler. Selv en Mand som Juel, hvem jeg helst
vil nævne først, en Mand, i hvis enkelte danske Land-
skaber i den kongelige Samling vi føle, at han har været
beaandet af sin fædrene Luft, blev desværre i den franske
Skole glat og slikket; men, idet han modtog disse frem-
mede Noder, undlod han dog ikke i sin Opfatningsmaade
at være ægte dansk. Mangt et Portræt gj emmes endnu
af ham, som i lang Tid vil glæde os, først og sidst det
lille Billede, som saa hyggeligt og fordringsløst fremstiller
hans Hustru og ham selv. Lorentzen, som vistnok var
et af Naturen begavet Talent, undgik heller ikke den
fremmede Berøring. Greuze virkede mest paa ham; vi
se det af det Bedste, han har malet: den gamle Savoyard
i Kongens private Samling. Men det var ikke som
talentfuld Lfterligner af de franske Konstnere, at han
skulde erhverve sin største Fortjeneste; det lykkedes
ham nok saa godt, idet han aldeles opgav at være fuld-
endende Konstner. Idet han blev til en Hurtis-Maler, som
116
malede Meget og allehaande Ting, blev han ikke uden
Indflydelse paa os; idet han optog Norges Landskaber,
Danmarks ældre og nyere Historie, Scener af Holberg
o. s. v., blev han en Mand, som vidste at give Konsten
Indgang hos Publikum, og det gik den omtrent som det
dagligdags gaar i Livet. Naar vi fremstille for Børn
eller Halvvoxne et fortrinligt Konstværk, vil det maaske
ikke tiltale dem; men giv dem rigtigt brogede, men livs-
lystne Billeder at se paa, og de ville finde sig tilfreds-
stillede. Og det danske Publikum var virkelig med Hen-
syn til Konstdannelse ikke meget mere end et Barn eller
i alt Fald en Halwoxen. Her, i Lorentzens Billeder,
traadte Stoffet afvexlende, opmuntrende, indbydende i Møde :
norske Fjælde og Vandfald, Scener af gamle danske
Kongers Historie; selv et Billede som Herthas Ud-
vandring har med Rette fortjent at gjøre den Lykke, som
i sin Tid ogsaa blev det til Del. Det at vi se historiske
Billeder fremtræde, det at vi se Billeder af den for os
saa hjemlige (vi maa huske paa, at Norge den Gang
endnu var forenet med Danmark) og dog saa fremmede
norske Fjeldnatur, fængslede os, og Lorentzen vakte
meget mere Opsigt, han vidste ganske anderledes at vinde
Publikum , end den upaatvivleligt ulige talentfuldere
og dygtigere Poulsen , som dels bortkaldtes for hur-
tigt og dels havde langt alvorligere konstneriske Be-
stræbelser for Øje, end det var faldet i Lorentzens Lod
at have. — Abildgaard var unegteligt den mest anse-
lige Konstner i denne Periode; men Abildgaard kunde
umuligt tiltale Publikum. Han var, hvad man kalder en
lærd Konstner; men han var tillige en Eklektiker, det vil
sige, hans Maal gik ud paa at ville forene højst forskjellige
117
Fortrin, som ellers tilhøre enkelte udmærkede Konstnere;
ved sin Philoktet vilde han endog efterligne Michel Angelo.
Han troede at være i Besiddelse af fuldstændigt Kjendskab
til det menneskelige Legeme, men begik dog meget store
Fejl med Hensyn til Fremstillingen af Lemmerne og deres
Forhold. Tizians store Billede i Vaticanet havde han
kopieret med en overordentlig Omhu, og vi se ogsaa i
dette Billede, — det er malet i selve Rom — hvorledes
han har gjort sig Umage for at knytte en glødende Farve,
som man den Gang vilde kalde det, til disse snurrige
outrerede Former. Ville vi have en Maalestok for hin
Tids Begreber om Colorit, lad os saa tage Carstens,
som, fornærmet af Abildgaard, forlod Kjøbenhavn, for
aldrig at komme der igjen. Hvorledes har han ikke i en
meget senere Tid, ■ da han havde levet længe i Rom og
set paa disse herlige Mesterværker, ytret sig til sin egen
Biograph, en Tydsker, hvorledes, siger han ikke, at han
tror, at der aldrig har været malet saaledes i denne Tid,
som af Abildgaard; han mindede ham mest om de store
italienske Colorister. Men, skjøndt Abildgaard ganske
sikkert havde Begreb om at behandle Farven og det
Luftige, saa har han dog ingenlunde faaet sin Sans for
Colorit ved at fordybe sig i Naturen, men paa anden
Haand ved at efterligne dygtige Colorister; det føler man
alle Vegne i hans Billeder. Men det var ikke nok med
saaledes at tage Michel Angelo og Tizian; ogsaa Poussin
stak ham i Øjnene, ogsaa ham kopierede han. Denne
Lærdom, denne Forstaaen af Oldtiden skulde ogsaa frem,
og derfor malede han disse bekjendte Scener af Terents's
Komedier, som ere uforstaalige for Enhver, der ikke vil
læse Forfatteren igjennem; og dog have de en vis Interesse
118
i Fremstillingen af det gamle huslige Liv, skjøndt de
maaske snarere maa søge deres Fortj eneste i de archi-
tektoniske Kompositioner og Udsmykninger. Endnu giver
Abildgaard efter for Tiden: Ossian behersker den, og
han fremstiller derfor Ossian og hans Sagnverden, og
det er maaske ikke det mindst Heldige, at denne saa-
ledes har beaandet ham, at han giver os Fremstillingen
deraf i Stedet for de ældre, døde Konstværker. Men jeg
bør ikke alene skildre Abildgaard, saaledes som han staar
for os, men ogsaa for saa vidt han blev brugt af Regje-
ringen; og selv der træder os en alvorligere Tone i
Møde. Naar vi forfølge alle de Billeder, som Krock le-
verede os af den græske Mythologi, eller hans christelige
Arbejder, saa ere de forfærdelig aandløse og døde. Se
vi paa disse uhyre Loftsbilleder paa Fredensborg og
Frederiksberg Slot og paa Vallø, disse Rækker af alle-
goriske Figurer, smaa Engle, og hvad véd jeg?, saa gaar
der saadan en dræbende Tomhed igjennem dem alle. Nu
skulde Riddersalen paa Christiansborg dekoreres , og
Abildgaard skulde male den. Der kom Abildgaards
Lærdom slemt med i Spillet — vi have endnu Skitserne
tilbage, Allegorier, som ere vel valgte, men midt imellem
denne temmelig tomme Opstilling af Figurer tinde vi i
Arbejdet, i den maleriske Behandling, en Alvor og en
Dygtighed, som vi ikke havde set siden Christian den
Fjerdes Dage; og der fremtræder ogsaa enkelte historiske
Træk med en vis Grad af Sandhed. Dertil kommer, at
i Skitsen er det egentlig, man helst skal se Allegorien;
den kjække, djærve, kolde og haarde, men overmaade
friske Behandlingsmaade af Skitsen gjør, at Coloriten der
bedre fremtræder end i de større Billeder; paa enkelte
119
Steder lykkes det her at give Fremstillingen en virkelig
fængslende Charakter. Men ogsaa det var en hendoende
Retning; der var ingen Livsspire til Stede. De Mænd,
som stode Abildgaard nærmest, som modtoge deres første
Fngdornsdannelse i hans Skole, de kom til at ytre sig i
en ganske anden Retning, de bleve umaadelig fjernt skilte
fra ham i alle Henseender som Konstnere, hvad enten vi
tage Thorvaldsen som Billedhugger eller Eckersberg som
Maler, og de Konstnere derimod, som vilde slutte sig til
hans Skole, bleve højst modbydelige Karikaturer, afsky-
lige Reflexbilleder af ham; der var aldeles intet Liv i
dem, og de gik paa en besynderlig Maade til Grunde.
Dette var saaledes Tilfældet med Flint, Høyer og maaske
Flere. Altsaa endnu bestandigt ingen Spire. I Maleriet
have vi set det, i Billedhuggerkonsten skulle vi snart se
det. Hvor var de, som skulde kaldes f. Ex. "SYiedewelts
Efterfølgere? Men det, som egentlig er det Sørgelige,
skal jeg nu gjøre opmærksom paa.
Jeg sagde før, at det gamle Kjøbenhavn fornyede sig
bestandigt efter ethvert Uheld. Der sammentrængte sig
det hele Stadliv i Danmark, og det fornyede sig bestandigt
overensstemmende med Tidens Fordringer. Xaar vi ville
kaste Blikket paa de Bygninger, som bleve opførte efter
Kjøbenhavns Ildebrand 1795, ville vi fornøje os over det
Solide og det Pyntelige, som jeg sagde der var i dem, —
og jeg havde Ret til at sige det. Jeg sagde end ydermere,
at der var Bygninger derimellem, som vare i Besiddelse
af betydelig architektonisk Fortjeneste. Jeg tænkte
naturligvis nærmest paa Harsdorffs Bygninger, og, for at
tilbagekalde det i frisk Minde, vil jeg blot nævne den
simple Murstensbygning i Kongensgade hinsides Owens
120
Gaard, Eriksens Palæ paa Kongens Nytorv, Peschiers
Gaard ved Kanalen, Løveapotheket, Bygningen ved Siden
af Charlottenborg o. s. v. Harsdorff var maaske, naar Alt
kommer til Alt, den interessanteste Konstner i det 18de
Aarhundrede og overhovedet af alle danske Konstnere før
Thorvaldsen. Xaar vi tænke paa, hvor tidligt han kom
tilbage fra Rom, at han var dannet i Paris, at, da han
forlod Rom , stod egentlig Architekturen paa en meget
lav Plads, naar vi tænke paa, at han kom tilbage til en
By, hvor jeg sagde, at Frederik den Femte ikke byggede
Meget, men hvor han dog havde begyndt paa sit kolos-
sale Foretagende , Marmorkirken , naar vi tænke paa den
Stil, hvori Marmorkirken skulde opføres, saa kunne vi
ikke Andet end se med en høj Grad af Stolthed og Be-
undring paa Harsdortf. Lad os en Gang tilbagekalde i
Erindringen nogle af de Bygninger, som jeg ønsker at
betragte, inden vi gaa tilbage til det Thema, vi slap,
nemlig de borgerlige Bygninger i Kjobenhavn. Lad os
betragte Logen i Kongens Have , Theaterfa^aden — men
kaste Indkjørslen bort — Gravkapellet i Roskilde og
endelig Colonnaden ved Amalienborg, og mine Tilhørere
maa nødvendigt indrømme , at der er en stigende Udvik-
ling i dem alle. Medens han selvstændigt — mere selv-
stændigt end de Fleste paa den Tid — slutter sig til en
dygtig italiensk Bygmester i Logen i Kongens Have og i
Theatret, se vi ham allerede paa en Maade. som ogsaa
har frapperet enkelte fremmede Kjendere, optage den
moderne eller rettere den antik-moderne romerske Stil i
Roskilde, som kan stilles ved Siden af det Bedste, der
er præsteret i den Retning i hele Evropa. Men det, som
især betegner denne Mand, som en Mand med et be-
121
synderligt tint Oje for ydre architektoniske Former, det
er et Værk, som snart vil være henraadnet og da ikke en
Gang vil være gjemt i nogle gode Afbildninger*), og- som
sandelig, naar Talen er om Talentytringer, fortjener at
gjemmes i hver Dansks Erindring; det er Træcolonnaden,
som forbinder de to Palæer paa Amalienborg, og som
blev opført, da Christiansborg Slot var brændt. Da
Hoffet nemlig ikke kunde finde Plads i ét Palæ, men
maatte have to, skulde der være en Forbindelse mellem
begge Palæerne, og den udkastede Harsdorff, saaledes
som vi se den. Ja, jeg har ikke Noget imod alt, hvad
der kan kritiseres over denne Bygning; jeg har ikke
Noget imod, at det havde været ulige bekvemmere, om
man havde kunnet gaa fra første Sal, den saakaldte Bel-
Etage, i det ene Palæ over til det andet; jeg har ikke
Noget imod, hvad man vistnok ogsaa vil tinde, og som
man kan have Grund til at tinde, at han burde bygget
denne Mellem- eller Overgangsbygning, hvad man nu vil
kalde den, i samme Stil som den øvrige Plads; men naar
man paa den anden Side vil tænke sig, hvor lave disse
Gjennemkjørseler vilde blive under første Etage, saa vil
Enhver føle, at en saadan Bygning vilde aldeles have
skamferet hele Pladsen. Han har opført en Bygning med
et ganske forskjelligt Præg; han har mellem de moderne
Bygninger sat den mægtige Colonnade, der, naar man
vil sammenligne den strengt, ødelægger dem alle; han
har fulgt det Indtryk, han har modtaget i Syden, hvor
ogsaa ofte en moderne Bygning er klistret op imellem
Findes nu i det af Selskabet for nordisk Konst udgivne Værk
over Harsdoru" med Text af Prof. Høven.
122
ældre, og endda tager sig stadselig ud, og han vovede
med et dobbelt Mod, kan man gjerne sige, at gjøre det;
thi, naar man kommer fra den ene Side, fra Garnisons-
pladsen, er der Intet, der forstyrrer Indtrykket af denne
smukke Gjenn em gangsport, lige saa lidt som det er Tilfældet
fra Store Amaliegade af; og selv fra Pladsen af er der
noget saa Smukt og Storladent, at man med Glæde lader
Øjet gaa fra Palæet til Colonnaden; dertil kommer, at
man endogsaa fra et vist Standpunkt ser Frederik den
Femtes Statue ganske fortræffeligt imellem disse Colon-
ner. Men det, der morer mig ved Anlæget, det er, at
denne Bygmester har i det høje Norden, saa at sige,
været den Første, som kunde blive begejstret af den
græske Bygningskonst, at han fuldkomment saa tidligt
som paa noget andet Sted fattede, hvad en græsk Propylæ
vilde sige, at han, der aldrig havde set en græsk Stump
eller Trevl, var i Stand til gjennem Englænderen James
Stuarts Afbildninger at opfatte en jonisk Kolonnade og
fremstille den her i Kjøbenhavn saaledes, som den ved
Gud ikke findes mange Steder i Evropa, ikke en Gang
nu, da man har trættet Øje og Fingre med at eftertegne
og efterkalkere græske Sager, fremstille den uden nogen-
sinde at have set en græsk Bygning. En saadan ung-
dommelig Glød var der i Øldingen — thi han var da
allerede over sine kraftigste Mandomsaar. Denne Mand,
som var blevet betragtet som en aldeles upraktisk Byg-
mester, .den Mand, der dog var saa praktisk, at han
havde vidst at give rimeligvis det eneste virkelig udfør-
lige Projekt til at faa Ende paa Marmorkirken — og den
Gang var det muligt at faa Ende paa den — den Mand,
siger jeg, som havde den besynderlige Skjæbne, at han
123
skulde gjemme sit Talent indenfor Gravkapellets Mure
eller spilde det paa Træsøjler, som altsaa ingenlunde
havde været baaret af Lykkens Hænder, — han sidder
nu her, da hans Ungdom allerede var borte, og lader
sine Elever optage joniske Sager, han glædede sig der-
over, og i det Moment, man siger: »byg os saa en Byg-
ning« , saa staar den gamle græske Propylæ levende for
ham , og han griber med Glæde Lejligheden til at stille
sig selv og os Andre et smukt Monument om, at danske
Øjne fjernt fra Grækenland kunne føle for de græske
Minders Skjønhed. Ja, han vidste ikke alene at behandle
Træ og Sandsten paa den Maade, at de syntes at være
et Stof værdigt til græske Former; han vidste endog
at behandle Mursten saaledes i Peschiers Gaard, at den
simple Bygning med sine korinthiske Søjler — ikke efter
sin Størrelse, men efter sin Betydning — , kom til at staa
som den stolteste Bygning i Kjøbenhavn. — Jeg talte før
om den Ustadighed, der saa ofte synes at ytre sig i
Kjøbenhavns Lyst og Lune. Jeg burde tillige talt om
noget Andet, som gaar igjennem alle disse Konstbestræ-
belser, der aldrig — selv ikke de ædleste og skjønneste
af dem — kunde efterlade sig en befrugtende Spire. Jeg
burde sagt, at der paa samme Tid — hvad enten man
tager Regjeringen, Adelsmanden eller Borgerne — er en
Overvurdering af deres Kræfter hos dem. Man tænker
ikke paa, hvad det er, man vil begynde; man har store
Forestillinger om, hvad man skal gjøre, man faar det
maaske gjort, og saa er Kraften borte med det Samme;
hvad man har frembragt, det overlades blot til Tilintet-
gjørelsen. Yi have set, hvilken Skjæbne de kongelige
Slotte havde; hvilken Skjæbne har Lehnsadelens Boliger
124
havt i Kjøbenhavn? hvilken Skjæbne venter de sidste af
dem, der staa tilbage? Se, hvorledes man har forstyrret
de enkelte Former, pillet Prydelserne af dem, sat nye
Etager paa dem og vil det ikke fremdeles ske, hvis det
ikke — som Tilfældet er med et af de senere, det Sted,
hvor Prinsesse Juliane boede — bliver deres endelige
Lod at raseres til Grunden? Denne Lod synes ogsaa at
skulle ramme de Bygninger, som en tilsyneladende mægtig
Handelsstand opførte i Begyndelsen af dette Aarhundrede.
Man var ikke i Stand til at vedligeholde dem; de vare
beregnede paa de enkelte Familier og paa en vedvarende
Velstand, ja Rigdom, og de maatte derfor egentlig blive
ubrugbare fra det Øjeblik de skulde, som man siger, for-
rente sig; deres Dødsdom var skrevet i det samme Nu.
Peschiers Gaard har aldeles mistet sine oprindelige smukke
Forhold, og se, hvorledes Eriksens Gaard hvert Aar, ja
hver Maaned, synker Fordærvelsen i Armene. Altsaa,
selv det største Talent maaske, som den danske Konst
endnu havde set, selv dets Kræfter skulde der, hvor An-
vendelsen af dem syntes mest velgjørende, sporløst, saa
at sige, tilintetgjøres. — Jeg kommer maaske tilbage til
noget af dette i den næste Forelæsning, for hvilken jeg
vil bede om mine Tilhøreres Opmærksomhed , for at
jeg kan afslutte den historiske Side med Hensyn til den
danske Konst; og saa vil jeg kun udbede mig én Time
endnu for at drage nogle almindelige Resultater af, hvad
jeg indtil den Tid har fremsat.
125
Tiende Forelæsning.
Konsten i Danmark i dette Aarhundrede.
Mine Tilhørere! Vi saa sidste Gang, at endnu i det
18de Aarhundrede var der ikke fremstaaet nogen Konstner,
som i den Grad havde vidst at tiltale Nationen, som f. Ex.
Holberg mellem de danske Forfattere. Vi saa dog til-
lige, at der havde været ikke saa faa, tildels meget be-
gavede Mænd blandt vore Konstnere, og dog var det kun
svagt lykkedes dem at finde Indgang til rigtigt at blive
folkelige. Skylden laa maaske ikke ene hos Konstnerne;
den maatte maaske tildels søges hos det Publikum, som
de arbejdede for. Tænk Dem, m. T. , at vi ikke havde
havt noget Theater, ikke havde havt nogen Holberg,
i det Ringeste ikke nogen Holberg i de Former, hvor-
under han har vist sig, som dog i Grunden ere og blive
os de kjæreste, — sæt, at vi ikke havde kunnet vedlige-
holde vort Theater, saa vilde de dramatiske Digtere, der
have fængslet os paa Scenen, aldrig være fremstaaede,
og Holbergs Komedier vilde, hvis de havde existeret,
maaske være blevne staaende« som højst interessante
Oldsager, til Glæde for enkelte begavede Digtere, som
vare i Stand til at forstaa den Aand, der gik igjennem
dem, eller for Sprogforskeren ; men de vare vistnok aldrig
blevne folkelige. Sagen var, at, for at Publikum skulde
kunne blive dannet, maatte det have Lejlighed til at se.
Hvad var der nu at se i Kjøbenhavn af Konst? Lad os
vel erindre, at hele Konsten havde aldeles det Præg, at
126
den hørte til den højere, fornemmere, mere oplyste
Sphære. Det var Kongen, det var den fornemste
Lehnsadel , det var enkelte Rigmænd , enkelte Lærde,
som fra deres Standpunkt havde Interesse for den eller
for Samlinger, — det var dem, som Konsten egentlig
den Gang udelukkende var beregnet paa. Ja, m. T., De
maa erindre Dem, at det er først siden 1821, at det er
Medlemmerne af og Professorerne ved Konstakademiet
tilladt at udstille deres Arbejder paa de aarlige Udstil-
linger, førend den Tid kunde de kun gjøre det, indtil de
vare blevne optagne i Akademiet; men derefter vare de
aarlige Udstillinger lukkede for dem, og de kunde da kun
faa deres Billeder sete, naar der blev holdt hvad man
kaldte "akademisk Salon«. Denne skulde holdes hvert
4de Aar; den var, hvis jeg ikke husker meget fejl, bleven
holdt 4 Gange fra Akademiets Stiftelse i Begyndelsen af
Hahtredserne i forrige Aarhundrede indtil dets Ende.
Den er kun bleven holdt én Gang i dette Aarhundrede,
nemlig 1815. Det har moret mig som Dreng at hore
ældre Folk fortælle om dette eller hint mærkelige Stykke,
om denne eller hin mærkelige Gjenstand, som de havde
set paa disse Salonudstillinger. Det var formelig en
Epoche i deres Liv; men en aarlig Lejlighed til at se og
nyde Konstværker var for Resten ikke givet det kjøben-
havnske Publikum. M. T. maa huske paa, at paa den
Maade vilde f. Ex., hvis hint var vedblevet, de af Eckers-
bergs Arbejder, som mest have tiltalt os alle, have
været udelukkede fra den almindelige Nydelse og være
umiddelbart gaaet over til og opstillede i prægtige Sale,
hvor man havde maattet betale i dyre Domme for at faa
dem at se, eller i private Samlinger, hvor de kun vare
127
blevne tilgjængelige for meget Faa. Ikke nok med det!
Lad os erindre, at først fra 1827 kunde man se, hvad
Regjeringen ejede, hvad Staten havde samlet af Malerier.
Kun en lille Del — den daværende Konstkammerforvalter
angiver det til kun en Fjerdedel af Alt, hvad der siden
blev samlet paa Christiansborg Slot, og deriblandt var
der endda en Mængde af blot nominel Værdi og kun
enkelte betydelige Arbejder — kun en lille Fjerdedel
altsaa var tilgjængelig for Publikum imod, at man betalte
3 Rbdl. for at se Konstkammeret; thi Malerierne vare
den Gang slaaede sammen med Konstsagerne der. Man
saa Malerierne i Forbindelse med allehaande Drejer-
mesterstykker, Horn af Basilisker og Haartotter af drukne
Bønder i Slagsmaal; og desværre, jeg frygter meget for,
at endnu saa sent som 1821—22 besøgte en stor Del af
Publikum Konstkammeret og betalte sine 3 Rbdl. — i
langt højere Grad tiltrukne af de øvrige Rariteter end af
Malerierne , der for Resten ogsaa tildels vare meget
maadelige. Naar nu altsaa den største Samling af
Malerier her i Landet var adspredt paa Slotte og util-
gjængelige Rum eller blot kunde sees under meget vanske-
lige Betingelser, naar alene de private Samlinger — og
det, vel at mærke, kun fra 1804 og 1805, som Moltkes
og Wests — vare tilgjængelige for det store Publikum,
naar for Resten, saa at sige, hvert Aarti, i alt Fald
hvert Aartyve, havde berøvet Publikum en Del af den
Nydelse, det havde havt ved at se en Masse Arbejder af
forskjelligt, tildels ikke ganske ubetydeligt Værd, der
vare opstillede i Haver og Kirker; thi Ildebranden
havde ødelagt Nicolai Kirke, Bombardementet Frue og
Petri Kirkes Monumenter; hvad der var opstillet i Kon-
128
gens Have, Frederiksberg og Fredensborg Haver, var
enten aldeles forsvundet eller i høj Grad mishandlet; —
jeg siger, naar Publikum saaledes blev aldeles afvænnet
med at se Konstværker, maatte ogsaa let efterhaanden
den Mening udvikle sig, at Konsten var Noget, som kun
var til for den rige, fornemme eller i alt Fald den dan-
nede Mand, at den ikke var Noget, som skulde tilhøre
enhver Mand og enhver Kvinde i Folket, som havde Sans
og Interesse derfor. Og naturligvis , idet en saadan
Mening, der jo i en vis Henseende stillede Konsten højt,
opstod, kunde den ikke Andet end blive til overordentlig
stor Skade, ja formeligt til et nyt Hemmemiddel for Ud-
viklingen af hele Folkets Øje for Konsten.
Desuden, lad os en Gang betragte selve Konstskolen.
Akademiet havde saa at sige lige fra sin Begyndelse
vedtaget — det var ikke vedtaget som en Lov, men som
en Sædvane, der blev fulgt indtil den allerseneste Tid, —
at enhver Maler — Billedhuggerne havde et friere Spille-
rum i saa Henseende — skulde, naar han var Figurmaler,
for at blive optagen, male en Gjenstand af den danske
Historie. Der var overhovedet kun faa Genremalere den
Gang, vi have kun meget lidt af Genrestykker fra denne
Periode, saasom et Par smaa Ting af Peter Kramer, men
ellers Portræter og Historiemalerier. Det røber unegteligt
at Konstskolen allerede fra sin Begyndelse tydeligt følte,
at den maatte støtte sig paa Interesser , som grebe al-
vorligt ind i hele Folket, hvis den skulde rodfæste og
udvikle sig. Men for det Første vare disse Malerier
ogsaa udelukkede fra Publikum, undtagen den eneste
Gang, da de bleve sete paa Udstillingen, og for det
Andet var det naturligvis kun en Samling, som meget
129
langsomt tiltog, og som ogsaa paa Grund af den Maade,
hvorpaa den dannede sig, aldrig kunde vente at faa Be-
tydning. Det var Pligtarbejde, der skulde leveres, ikke
Noget, som Konstnerne havde valgt af egen Drift, og,
se vi ogsaa enkelte af dem saa at sige danne sig
en egen Opgave af det givne Stof, se vi saaledes Abild-
gaard male Svend Tveskjæg, hvor Kvinderne bortskjenke
deres Smykker og Prydelser for at løskjøbe ham, saa er
det tydeligt, at han har valgt Emnet ikke for dets historiske
Side, men snarere paa Grund af den rent maleriske Opgave, paa
et ikke meget stort Rum at faa anbragt tilsyneladende mange
Figurer i en betydelig Dybde. Men for Resten, ved de store
Medaillekonkurser var det clen bibelske Historie, der
spillede Hovedrollen. Hele Konstnerdannelsen sluttede
sig til den ældre Tradition, og saaledes blev den be-
gyndende Konstudvikling aldeles berøvet den folkelige
Paavirkning, kunde jeg sige. Akademiet var en fremmed
Indretning, det bevarede sit fremmede Præg, og det
kunde ikke være anderledes. Det hørte én Gang med
til den daværende Theori, at Konsten saa at sige delte
sig i en højere og en lavere Sfære. Kun de, der hørte
til den højere Sfære, kunde faa de højere Poster ved
Akademiet, kun dem skulde man i Særdeleshed tage Hen-
syn til, og kun saadanne unge Konststuderende, som
vilde vie sig til den, skulde fortrinsvis egne sig til at
rejse til Udlandet; og lad os vel erindre, m. T., at selv
i dette Øjeblik gives de store Rejsestipendier kun til
dem, der have vundet den store Guldmedaille, det vil
sige til dem, der have viet sig til hin højere Sfære; og denne
er naturligvis Historiemaleriet. Hvor der nu én Gang
havde uddannet sig den Theori, som desværre paa mange
Høvens Skrifter. 111. 9
130
Steder endnu gjælder, at der i Konsten, navnlig Maler-
konsten — Billedhuggerkunsten var i saa Hensende stil-
let meget friere; jeg tror næppe, at det endnu er faldet
Nogen ind at kalde flere af Thorvaldsens Arbejder, f. Eks.
hans yndige lille dansende Pige, Genrebilleder — hvor
der altsaa havde uddannet sig den Mening, at der i
Malerkonsten var to forskjellige Sfærer, og at de Konst-
nere, som ikke kunde være heldige nok til at svinge sig
op i den højere, dog i alt Fald kunde komme ind i den
lavere Sfære, hvor man altsaa formelig ikke længere —
i det mindste blev det Resultatet, skjøndt det ikke var
Meningen — vilde bedømme Konstneren efter det, der
egentlig betegnede ham som Konstner — og det uagtet
man ved hele denne Inddeling formelig trodsede Tiden,
der den Gang begyndte at arbejde derimod — dér maatte
Følgen jo blive, at man saa at sige bedømte Faget.
Konstneren gik op i Faget ; han var Historiemaler, eller
han var den, der malede Landskaber eller Figurer af
det daglige Liv, Køer, Heste o. s. v., og i saa Fald var
han af en ringere Sfære. Men, idet Akademiet i Følge
hele sin Natur og i Følge de Fordringer, som — hvad
jeg vilde kalde — den fornemme Konstverden over hele
Evropa opstillede, endnu maatte holde fast ved en saa-
dan Inddeling, maatte den naturlige Følge deraf være,
at netop det, hvorved Konstneren skulde lære Folket og
Naturen at kjende og oven i Kjøbet skaffe sin Konst
Indgang blandt sine Landsmænd, at Studiet heraf mest
blev tilsidesat, at man maatte følge den Studerebane,
som Akademiet én Gang havde opstillet, at man maatte
bruge de Midler, som ledede til den, altsaa alt det, jeg
vilde kalde Konstnertraditionen; og saaledes blev man
131
dannet til Historiemaler, og blev saa at sige stillet uden-
for Folket. — Ville vi have Eksempler paa, hvor lidt
man, naar man vilde virke paa Folket, havde Begreb
om at bruge sine Midler rigtigt, saa have vi ikke saa
ganske faa saadanne. Saaledes udstyrede man allerede
i 1772 en Udgave af Peder Paars med Kobberstik, og
man overdrog en da meget betydelig Konstner, Wiedewelt,
at tegne disse Compositioner, og en Mand som Clemens
blev valgt til at stikke dem. Wiedewelt var Billedhugger,
men, snurrigt nok, han kunde som saadan sjeldent hæve
sig over Genren; selv hans sørgende Figurer paa hans
Gravmæler faa undertiden noget af den samme Charakter,
som Peter Kramer tildelte sine Personer af en meget
lavere Stand, og som Wiedewelt selv har givet sine Gom-
positioner i Peder Paars. Men det, som jeg vil gjøre
opmærksom paa, er, at disse Billeder, som skulde dreje
sig om den danske Almues Liv, ere gjorte saaledes, at
man skulde tro, at den Mand aldrig rigtigt havde set
paa en dansk Almuesmand. Lad os tage et andet
Eksempel. Ewalds Skrifter skulde noget senere, i 1780,
ogsaa udgives med Kobbere. Det blev overdraget Abild-
gaard at componere til det første Bind og Clemens at
stikke Billederne. Forlæggeren var utilfreds, Publikum
ligeledes, og de havde heller ikke Grund til Andet.
Forlæggeren overdrog nu en af de hæderligste tydske
Konstnere, Chodowiecki, at radere Billederne til de føl-
gende Bind, og af den Grund fik vi ikke alene tyske
Riddere af samme Slags som i de tyske »Taschen-
buchem i Ewalds »Rolf Krake«, men vi fik ogsaa et lig-
nende Slags Personer til at figurere i »Fiskerne«, hvor
dog Alting drejede sig om nationale Interesser. De se,
9*
132
at Forlæggeren er omtrent lige saa dygtig som den
akademiske Konstner; det er Hip som Hap.
Hvor nu Sansen for , at Konsten skulde faa et
folkeligt Præg, ikke var kommen videre, hvor paa samme
Tid Konsten overhovedet var Noget, som blot de Dan-
nede havde med at gjøre, hvorledes skulde man der
kunne vente, at den egentlig skulde komme til rigtigt at
tale til Folket? Det var alligevel Meget, at Akademiet,
ved nu saa at sige at danne et sikkert og stadigt Arne-
sted for Konsten her i Landet, umærkeligt og langsomt
kunde bane Vejen for en konstnerisk Tale, der bedre
kunde forstaaes af Folket. — Man maa heller ikke
glemme, at selv i hele vor Literatur den Gang var der
Intet, som rigtigt kunde støtte Konsten. Holberg var
aabenbart for svær en Opgave for den. Den Konstner,
der da skulde have været i Stard til at give mere end
det, som Lorentzen senere gav os, maatte netop være
en Konstner af en saadan Beskaffenhed, som ikke den
Gang kunde tindes, som havde set paa sit Folk og
vidst at opfatte det paa en lige saa lunefuld cg levende
Maade, som Holberg. En saadan Konstner fik vi først
meget senere. Altsaa, Holberg kunde vi ikke vente at
se fremstillet, og hvor bart er det ikke efter Holberg!
Læg Mærke til, at Ewald, saa udmærket en Digter han
var, manglede netop flere af de Midler, hvorved de Em-
ner, han behandlede af oldnordisk Indhold, skulde faa
deres egentlige rette Charakter. Naar det gik Ewald saa-
ledes, maatte det gaa Suhm endnu slettere, saa fortjenst-
fulde hans nordiske Noveller end vare i deres Tid. Hvor-
ledes saa' det nu ud med Historieskriverne? Vi havde
udmærkede Historiesamlere og Historieforskere; man be-
133
gyndte at føle, at Konst-Monumenterne kunde have en
Slags historisk Betydning, og fordi man saaledes respek-
terede dem, tog man fat paa omhyggeligt at aftegne ade-
lige Vaaben paa Ligstenene; ja, man gik endogsaa et
Skridt videre og samlede Portræter, baade stukne og
malede; men det livfulde Ord hos Historikerne blev al-
deles borte. Mallings store og gode Handlinger (1777)
var allerede en Bog, som den Gang og endog meget
senere gjorde utrolig Opsigt. Den falder netop sammen
med de første betydeligere Forsøg paa at fremstille hi-
storiske Scener, som vi kjende af Preislers Stik efter
Poulsen.
Men hele denne Konstneralder gaar ogsaa endnu over i
det 19de Aarhundrede; den bliver gammel" og svag og
dør langsomt hen. Det smukkeste Minde, -den satte sig,
var i Fritzsches kraft- og saftfulde Blomstermalerier.
Konstnerne, der skulde komme til at virke meget mere,
vare ikke udgaaede af Abildgaards Skole; en af dem var
bleven sendt til David i Paris for at lære i hans Atelier; de
andre levede i Rom og studerede der. Men, imedens
dette skete og endnu inden Eckersberg var kommen til-
bage — og det er ham, som vi især ville komme til at
omtale — var der hændet noget Andet. Thorvaldsen
erhvervede sig allerede et meget betydeligt Navn; med
hvert Aar steg dette Navn, og da han var her i 1819,
hilsede vi ham allerede som vor Stolthed. Herre Gud!
vi havde for Resten ikke farligt meget at være stolte af;
vor Flaade var tabt, Norge var mistet, og vi havde ikke
engang kæmpet ordentlig for at.undgaa disse store Tab ; vi
maatte være glade ved, at vi paa denne fredelige Vej ligesom
kunde vinde et Slags Reputation i Evropa, og, idet
134
netop Thorvaldsens Navn bestandigt udbredte sig mere
Og mere over Evropa, saa vakte det her hos Mange Fore-
stillinger om, hvad det vilde sige at være Konstner; man
fik da Begreb om, at det havde Noget at betyde, naar
en Konstner saaledes kunde tiltale hele Evropa; og,
idet Thorvaldsens store Anseelse saa at sige tvang Folk
til i 1819 at gjøre betydelige Bestillinger hos ham — f.Ex. de
Bestillinger, som endnu smykke Frue Kirke og egentlig
give den hele dens Betydning — idet saaledes hele vor
Konstretning derved fik et større Opsving, saa var det,
at Eckersberg paa samme Tid begyndte alvorligt at virke
her i Landet. Ganske sikkert, hans egentlige Virksom-
hed var da endnu næppe at spore; den laa ikke saa
meget i hans Malerier, skjøndt han begyndte mere og
mere at glemme den Smule Fransk, han havde lært i
Paris, den laa mere i den overordenlige Jevnhed og Ær-
lighed, som betegnede denne Mands Stræben. Noget af
det, som maaske netop stiller ham lavere som Konstner,
denne hartad dagligdags Maade, hvorpaa han absolut
vilde se hele Naturen og Menneskelivet, hvad enten det
var et Historiemaleri eller et Fiskermaleri, den Hver-
dagsmaade, man kunde næsten sige den- platte Maade,
hvorpaa han behandlede sine Gjenstande, denne Simpel-
hed og komplette Ligegyldighed for Alt, hvad man ellers
kalder pittoreske Bestræbelser, var det netop, som kom
til at virke saa velgjørende paa de Yngre, som den
Gang samledes rundt omkring ham ; det var netop det,
der gav dem en desto mere usvækket og uindskrænket
Lejlighed til at følge hver sin Tilbøjelighed og se Na-
turen hver paa sin Maade; og, idet Manden havde op-
fyldt alle de Forpligtelser, han skyldte Akademiet for
135
at tilhøre Konstens højere Sfære, og altsaa var ansat
som akademisk Professor og dirigerede de akademiske
Skoler o. s. v., saa kunde han ikke fornegte sig selv.
Hvert Aar, som gik, efter at han var kommet tilbage
fra Paris og Rom, følte man i de historiske Billeder,
som det faldt i hans Lod at male, mere og mere den
jevne Konstner, og denne Jevnhed passede netop godt til
de noget tarvelige, for ikke at sige mindre heldige Opgaver,
som han fik at udføre; og samtidigt hermed slog han sig los, idet
han vendte sig til taknemmeligere Emner og glædede
sig over at male smaa Landskaber og Fiskerlejer,
gav os Fremstillingen af den strandede Skipper ved
Hornbek, maledeMarine.^tykkero.s.v. ; kort sagt, Konstneren
af den højere Sfære lagde uforbeholdent for Dagen, at
hans Interesse tilhørte en meget lavere Sfære, og ogsaa
det virkede velgjørende paa de yngre Konstnere, der
samlede sig omkring ham. I Landskabsfaget havde en
anden Konstner, Xormanden Dahl, som forlod os for
tidligt, allerede i 1819, givet et Stød fremad, idet han
i Stedet for sydlige Egne, i Stedet for Schweitz og
Italien, havde fremstillet det barske Norge for os, i det
mindste som det stod for ham i hans ungdommelige
Erindring, ved Hjælp ogsaa af at studere Everdingens og
Boths Malerier i vore Samlinger, der rigtignok ere for-
skjellige fra den Natur, han vilde fremstille; men det
lykkedes ham at vise, at det var muligt for den begavede
Konstner at bryde sig sin Vej aldeles selvstændigt, og
ogsaa det havde sin gavnlige Indflydelse.
Lad os nu erindre, hvad vi sagde før, at det er
imellem 1820 — 30, at Thorvaldsen faar de store Bestil-
linger, at vore Samlinger blive mere tilgængelige, at
136
Udstillingerne faa et mere almindeligt Præg, at Salonerne
falde bort; hvert Aar faar Publikum Lejlighed til at se,
hvad der produceres, der danne sig Foreninger for
at kjøbe Konstværker, og ved Siden deraf kommer endnu
•let til, at en ny og friskere Stræben uden nogen Sminke
og Fordring gaar lige løs paa Alt, hvad der ligger nær-
mest for den unge Konstners Øje. Paa samme Tid væk-
kes Sansen mere og mere for det Nationale, navnlig i
Poesien. Oehlenschlager og saa mange Andre ere frem-
staaede; efterhaanden hørte vi ikke alene den nordiske
Heltesagas Toner klinge fra Lyrens Strenge, men vi
hørte ogsaa Fortællinger fra de jydske Heder; vort Blik
udvidede sig mere; man saa med en vis Deltagelse til
Norden og Osten, til Norge og Sverig; allerede nu
vaktes Fornemmelsen af, at i alt Fald i aandelig og
konstnerisk Henseende var saa at sige hele Norden Et,
og alt det har bestandigt gjort sig mere gjældende, har
bestandigt mere og mere banet Vejen for en usminket,
en rolig, en frisk Opfatning af Livet rundt omkring os.
Uagtet de akademiske Love endnu stadigt staa ved Magt,
har der i Løbet af de sidste 30 Aar, kan man sige,
gjort sig en hemmelig Modstand gjældende i enhver Hen-
seende. Akademiet har nu mere end én Gang set, at
man kan faa Professorer, som ikke have vundet den store Guld-
medaille , og som slet ikke engang profitere at høre
til den højere Sfære. Folket har faaet langt større Lej-
lighed til at blive bekjendt med Konstværker, og navnlig
har det faaet Lejlighed til at se Gjenstande, Ansigter,
Egne, som det kj ender og forstaar, og som det derfor
har Nydelse af. Af den Grund er det ogsaa, at vi, naar vi
tage Hensyn til Malerkonsten, netop i Løbet af de sidste
137
30 Aar kunne tale om, at en virkelig national
Skole har udviklet sig; det er i denne Periode, at vi
første Gang have set Billeder, som ere Holberg værdige,
have set Billeder, og det ikke mere enkeltvis, men i store
Rækker, som ikke alene fremstillede den venlige Natur paa
vore Øer, men ogsaa de jydske Heder.
Naturligvis maa vi ikke forlange, at alle saadanneFremstil-
linger skulle staa paa en og samme Linie som Konstværker.
Det er allerede meget, at vi kunne sige, at de fortrinligere
Konstværker af denne Art have et bedre Underlag, alle-
rede rage frem som Toppe eller staa som skjønne Blom-
ster i den hele Række af lavere Planter. Vi
kunne ikke nogensinde vente, at der her mere end andre
Steder skal komme blot talentfulde eller klassiske Ar-
bejder frem; det er lige saa nødvendigt i Konsten som i
Literaturen , at der udvikler sig en Masse , for at det
Gode derved kan gjøre sig mere gjældende og fremtræde
betydningsfuldere mellem alt det Øvrige; og, se vi hen
til vor Historie, saa vil, naar vi endelig skulle tale om
historiske Billeder, som rigtigt kunne tilfredsstille vore
Fordringer, disses Antal vistnok endnu bestandigt være
meget lidet, saa snart vi ville tale om vor tidligere Hi-
storie. Men vi maa derimod ikke glemme, at vi vilde
gjøre os skyldige i den samme Fejl, som hine forældede
Theorier, nemlig i at udstykke Konsten, naar vi glemte,
at selv Nutidens Hverdagsliv hører med til Historien,
naar vi glemte, at de, der vide at se paa Hverdags-
livet i Staden og paa Landet med et Øje, som er modtage-
ligt for Charakter og Følelse , høre ogsaa Historien til ;
og af denne Art er det allerede lykkedes os at se Bil-
leder — jeg vil her nævne f. Eks. Helene Kilde — ,
138
som vide at tage ogsaa Livet i Alinuestanden paa en al-
vorlig Maade, vide at give den virkelige, ægte historiske
Charakter. Og, naar vi ville sammenligne, hvorledes
den sidste Bevægelse, den sidste Kamp, som vi ny-
lig have oplevet, er bleven behandlet hos os i Kon-
sten, med de Fremstillinger, vi have af Kampene
1801 og 1807 — ja, jeg taler ikke om den sidste Kamps
Betydning for os i national Henseende, men blot om det
Maleriske, om den konstneriske Fortjeneste i Gjengivelsen
af samme — saa ville vi forbavses ved Resultatet. Vi
ere ikke alene komne paa et saadant Punkt, at vi kunne
se, at Konsten har faaet en ganske anden Betydning for
os end ved Aarhundredets Begyndelse; nej, vi ere endog
komne paa et saadant Punkt, at nogle af de Bedrifter, som
vi sikkert med dyb Kjærlighed ville mindes, allerede have
fundet deres værdige Talsmænd.
Se, det var Maleriet; noget anderledes er det med
Plastiken, med Billedhuggerkonsten. Vi kunne ikke for-
lange, at Thorvaldsen skal tilhøre os i den Forstand,
som f. Ex. andre af vore betydelige Konstnere kunne
siges at tilhøre os. Thorvaldsen — det maa vi én Gang
for alle bestandigt erindre — hører til den evropæiske
Konst, og, skal han have en Skole at staa i, saa staar
han i den italienske Konstskole. Det er allerede Meget,
at Thorvaldsen har bevaret sin ejendommelige Charakter
saaledes, at man kan kjende Danskeren i ham. Da han
kom tilbage her igjen for at lægge sine Ben hos os, da
var det mærkeligt nok, at i flere af hans største Com-
positioner var det, som Ungdommens Erindringer igjen
bleve levende , idet netop de sidste Compositioner om-
trent fik et lignende malerisk Sving, som hans tidligste
139
havde havt. Men med alt dette kunde Thorvaldsen
aldrig paa den Maade komme til at tilhøre os; det var
den -samme Thorvaldsen, som vi havde beundret i Ud-
landet. Derimod det, hvorved han hk Betydning hos os,
det var ved den — hvad skal jeg kalde det? — Simpel-
hed, Ærlighed, hvormed han opfattede Antiken og vidste
at anvende den paa Livet; derved fik han Betydning
hos os, og det er interessant at se, hvorledes det ogsaa
gik i Arv til de Mænd, som stode ham nærmest. Imid-
lertid, Plastiken kunde umuligt blive fremmed for den Be-
vægelse, som mere og mere viste sig at være her i Lan-
det i konstnerisk Hensende. Allerede i 1820 fremtraadte
Freund med sin store nordiske Composition. Det er kun
kort siden, vi have set en nordisk Billedstøtte af Gudrun
fremstillet af Bissen, ja ikke faa af vore plastiske Konst-
nere have i det sidste Aarti søgt at gribe Livet og at
fremstille Figurerne , som man ser dem i Livet, i de
mest uskyldige Stillinger, og der er Ting derimellem,
som have vundet og fortjent Bifald. Men der er Noget,
som er endnu interessantere, og det er, at der, da man
tænkte paa at rejse et Minde om Kampen ved Frede-
ricia, var en alvorlig Stemning for simpeltvæk at
fremstille den folkelige Tapperhed, som havde betegnet
hele Kampen, og vi kunne nu Allesammen paa vor Ud-
stilling se, hvor vidt det er lykkedes den talentfulde
Konstner at fremstille en dansk Soldat. Vi glæde os
Allesammen over og kunne ikke noksom paaskjønne de
Hærførere, vi have havt, som have ført Soldaterne til
Kampen, og det Heltemod, hvormed Officererne have vist
Yejen til at sejre eller falde. Jeg siger, vi kunne ikke
noksom paaskjønne det; men vist er det, at der har
140
gaaet en Aand igjeimem Armeen, som , idet vi lade den
udtale sig igjennem den simple Soldat, paa samme Tid ka-
ster den mest hædrende Glorie tilbage paa de Mænd,
soin virkede til, at denne Aand kunde uddanne sig hos
Soldaten. Dog, det er ikke første Gang, man har valgt
at fremstille Soldaten i Stedet for Hærføreren til at
hædre Armeen. Da Napoleon i 1806 vilde sætte et
Sejrsminde for den stolte franske Armé, valgte han de
simple Soldater. De Figurer, der kranse den berømte
Triumfbue mellem Tuillerierne og Louvre i Paris, ere lutter
menige Folk af de forskjellige Vaabenarter. Dog, dér
staa de kolde, tavse, med militær Holdning, repræsen-
terende den Klasse af Vaaben, de høre til; dér staa de
desuden ogsaa som Vogtere og Prydere af prægtige ar-
chitektoniske Monumenter. Vi have været heldigere. Vi
faa vore Soldater at se i en bevæget' og livlig Stilling;
vi faa dem at se paa en Maade, som hæderligt og skjønt
betegner Krigeren; han smykker sig med den grønne
Gren lige oven paa at have vandret over den blodige
Kampplads. Den Konstner — og det er fra Konstneren,
at Sagen især er gaaet ud — som har været i Stand
til at opfatte den menige Soldat, Folkets Mand, paa
denne Maade, han har været den, som indskrev den
menige Mand imellem Heltenes Rækker; han har bedst
lagt for Dagen, at den højere og lavere Sfære i Konsten
ere lutter tomme og pedantiske Drømmerier, at Historien,
den historiske Fremstilling, ikke kj ender nogen Forskjel
i Rang eller Stand, at det ædle Hjerte, den modige Helt
kan fremstilles historisk, til hvilken Stand han end hører.
Og det er smukt, idet vi tænke tilbage paa den fjerne
Tid, at se, at der er noget ægte Christeligt i hele denne
141
Fremstillingsmaade. Det er netop dette Brud paa Alt,
hvad vi ellers kalde Heros og Herosagtigt, som bør
følge med Christendommen. Det er netop et af de For-
trin, som den moderne Konst skulde have, at den vidste
at gribe Helten, hvor han viste sig. — Jeg har endnu
Adskilligt paa Hjerte, m. T. ; men jeg kunde ikke faa
det til at passe ind i, hvad jeg vilde sige Dem i Dag,
nemlig: om den nordiske Konst overhovedet, om de Hin-
dringer, der stille sig i Vejen for den, og de Midler, der
bidrage til at fremme den; og det er for at udtale disse
sidste Ord, at jeg maa udbede mig Deres Opmærksomhed
for næste Gang.
Ellevte Forelæsning.
Om Berettigelsen af den Fordring, at Konsten skal slutte sig til
Folket.
Jjline Tilhørere ! Det er saa let , naar vi blot ville
holde os til den ydre Form eller til Indholdet i Alminde-
lighed, at sondre imellem hvad vi efter Ordenes mere al-
mindelige Begreb ville kalde Poesi og Prosa, og det er
saa vanskeligt alligevel at trække en Linie imellem Poe-
sien og Prosaen; det er saa vanskeligt at opstille en
Cordon, som hindrer Poesien fra at smutte ind paa visse
forbudte Strækninger, hvor Prosaen mener, at den ene
skulde have Lov til at herske, eller — hvad der hartad
er endnu værre — hindre Prosaen fra at smutte ind paa
Poesiens Omraade, og lade, som om den virkelig var
142
Poesi. Selv i Behandlingen af de tørreste, mest alminde-
lige Gjenstande vil der, naar et Hjerte kommer til at
ytre sig med Varme og Fylde over Gjenstanden, naar
man mindst turde vente det, vise sig et Glimt af
Poesi. Paa samme Maade gaar det med Konsten og
Haandværket; lige saa umuligt er det der at trække en
bestemt Grænselinie og sige: »Dér hører Konsten op,
dér begynder Haandværket« , eller omvendt. Helt ned i
Kredsen af de laveste Haandværker véd Konsten at
bane sig Vej, véd den paa mangfoldige Maader at bi-
drage Sit til at lokke Øjet, til at tilfredsstille Øjet og
ikke alene Øjet, men selve Tanken, selve Følelsen.
Det var ikke det mindst Ufordelagtige, som knyttede
sig til den Maade, hvorpaa Konsten kom ind i Landet,
at netop det, som vi i Almindelighed kalde Industri,
Haandværk o. s. v., maatte i saa mange Tider blive saa
at sige uberørt af den fremmede Konst, som blev bragt
herind, og at vi baade i gamle Dage og ogsaa nu, med
hele den lunefulde Lyst til det Nye, til det omskiftende
Nye, som synes at betegne os, bestandigt følte en saa-
dan Længsel efter at se os omgivne af, hvad der bar et
fremmed Præg, naar dette fremmede Præg tillige var det,
der kaldtes det mest Moderne, og naar dette mest Mo-
derne ogsaa bar det Tillægsord, som især var i Velten
— det være sig nu tysk eller fransk eller engelsk.
Det er ganske sikkert, at, skal der være Liv i alle disse
Retninger, saa vil dette Liv for en stor Del udgaa fra
Konsten. Det er Noget af det, som gjør det saa glæde-
ligt for os at se paa Oldtidens og paa mange senere
Alderes Værker, Værker, som hørte til Livets daglige
Tjeneste, at de netop bære et saadant Præg, at vi
143
strax kunne betegne den Konstperiode , hvortil de hore.
En saadan inderlig Forbindelse iraellem alle Haandens
og Øjets Sysler, være sig Haandværk eller Konst, viser,
at en Tid er gjennemtrængt af en bestemt Retning af
Dannelse, igjennem alle sine forskjellige Grene, baade i
sine Iløjder og i sine Dybder. Vistnok eksisterer denne
Tid ikke mere; det er ganske sikkert, at selv i de
Lande, som vi i dette Øjeblik ikke knnne negte en be-
tydelig Konstvirksomhed, at selv der er det, som om
Haandværket og Industrien overhovedet havde unddraget
sis alt for ofte — og alt for ofte til deres egen Skade
— den nojere Forbindelse med Konsten. Det er be-
synderligt nok f. Eks., at, medens vi i Maleri, i Billed-
hugning alle Vegne, selv der, hvor Konsten ytrede sig
kraftigt, se enten et Tilbageblik paa de skjønneste Tider
eller, hvad der er os endnu kjærere, en frisk Gjennem-
trængen af Livet, af det folkelige, ejendommelige Liv,
at paa samme Tid, som vi alle Vegne høre tale om Frihed,
paa samme Tid som Kampen for denne Frihed, for en
ligeligere Fordeling af jordiske Goder synes at gjøre sig
gjældende, — da har netop den Smag vidst at blive den
herskende, som baade i Bohave og øvrige Omgivelser be-
tegner den Tid, da Kongevælden var allermest ubegrænset,
da Adelsmagt og Adelsoverdaadighed saa at sige var det,
der især eharakteriserede Tiden. Da en ny Retning be-
gyndte at gjøre sig gjældende i Konsten, da stemplede
man denne Tid med et Navn, som just ikke var be-
hageligt, med et Navn, som mindede stærkt om den
svundne, forskruede, indsnørede Tid, som man søgte
at fjerne sig fra; man kaldte den nemlig Paryksmagens
og Parykstilens Tid, og drømte den Gang ikke om, at det
144
kun skulde vare faa Aar, saa skulde denne banlyste
Smag, denne Parykstil, være den, som vidste at trænge
sig ind og at danne sig et Hjem alle Vegne i Evropa, ikke
alene hos det Parti, som med længselsfuldt Øje og Sind
vender Hu og Tanke tilbage til de gode gamle Tider,
men ogsaa hos alle dem, som have vist, at de virkelig
for ramme Alvor kæmpe for Friheden, kæmpe for folke-
lig Udvikling. Men vi ville dog paa samme Tid lægge
Mærke til, at en vis Tolerance finder Sted. Medens vi
i vort Bohave, lige indtil Thekopperne, finde Parykstilen
eller, for at bruge et Navn, der er ulige kjærere, Ro-
cocostilen, at være eneherskende, saa finde vi derimod, at
det ikke i mange andre Ting, selv i Bygningskonsten,
har været den muligt at gjere sig gjældende; der holder
man sig dog til noget Ældre og for os ulige Kjærere,
ligesom Konsten i sin største og fuldeste Retning ikke
er blevet berørt af denne Stil og heller ikke synes at
skulle blive det. Der er altsaa dog en vis Tolerance i
alt dette. Man kunde jo sige: det er fordi vor Tid vil
vise sig saa særdeles upartisk, saa højt hævet over alle
Partier, at den vil tillade Alt at gjælde. Nu vel ! Skal
denne Frihed virkelig være, er den der virkelig, saa
maa vi altsaa ogsaa antage, at, enten Folket er stort
eller lille, enten Landet er stort eller lille, saa skulde
man, dér hvor der i Sandhed viste sig en frisk Konstner-
stræben, ogsaa vente, at dér var et Sted, hvor man
kunde føle Trang til at se hele det øvrige Liv bære et
Præg, der svarede til den Stræben, som ytrede sig i
Konsten; man skulde tro, at man ogsaa havde Lov til
at emancipere sig, gjøre sig fuldkomment fri for disse
Lænker, der — saa forekommer det mig — maa trykke,
145
maa smerte ethvert sundt, ufordærvet Øje, hvor de blive
paalagte det endogsaa under Skinnet af, at det skal
være det Yndige og Dejlige. Det vil være noget Sær-
egent nu ved den store Udstilling i London, som gjem-
mer nogle af de herligste Minder af græsk Konst, i Lon-
don, som i sin Nærhed har bygget et Hus for nogle af
Rafaels dejligste Compositioner, i London og i Eng-
land overhovedet, hvor vi hos Private finde en saadan
Skat af ægte hollandsk Konst, i det Land endelig, hvor
Wedgewood indførte antike Former i det simpleste Ler-
tøj og vidste at gjøre disse Former tiltalende for hele
Evropa, hvor Flaxman siden virkede som Tegner i lig-
nende Aand, hvor det netop er et Særkjende for den
nyere engelske Malerkonst, rigtigt med Glæde at dvæle ved
Hjemmet, at se det fra alle Sider og virkelig sundt og
dygtigt fornøje sig derover, — jeg siger, det vil være
morsomt til denne store Industriudstilling at se opført et
uhyre Hus af den Mand, som nylig byggede et lignende
for at gjemme og beskytte en sjelden stor Plante, og nu
for at beskytte den største Paryk, som nogensinde men-
neskelige Øjne have skuet!
Men, m. T. , vi kommer fra vor Gjenstand. Jeg
sagde nemlig, at det havde været til Skade for Konsten
her, at den saa at sige havde staaet ene, at den højst
langsomt og svagt var i Stand til at sætte sig i For-
bindelse med saadanne Grene af Haandværket, som det
maaske netop vilde have været højst gunstigt for den
at have kunnet gjøre. Det er ganske sikkert, det mang-
lede ikke paa Forsøg; vi skue det allerede i Christian
den Femtes Tapetvæverier i Kjøge, vi have senere set
Silkefabriken og alskens smukke Bestræbelser for at ind-
Heyens Skrifter. III. \Q
146
føre Industrigrene, som gjorde Opsigt, og altid, naar de
bleve indrettede, forsikredes der, at de skulde lønne sig, og
— de ere. allesammen saa godt som sporløst forsvundne.
Vi have set en Porcellænsfabrik, der i den senere Tid
ligesom har søgt at lokke os til at faa Interesse for den
ved at levere Noget, som vi ikke kunne Andet end sætte
Pris paa, som virkelig er rosværdigt, som i ethvert
Tilfælde smigrer vor Følelse, idet vi nemlig se Efter-
ligninger af Thorvaldsens Arbejder og se, at disse Efter-
ligninger blive søgte i fremmede Lande. Jeg siger, vi
havde en Porcellænsfabrik, som stod og som staar — og
raver. Vi have havt den snart vel i 100 Aar, og al-
ligevel søge vi forgjæves en Anstalt, som har været i
Besiddelse af Kraft og Liv til at forsyne os med
smukke Lersager. Vi glæde os ved disse fine, zirlige og
paa samme Tid, i Følge Sagens Natur, noget sløve Efter-
ligninger af Thorvaldsen, medens vi kunde have dem i
alt Væsentligt lige saa smukke i simpelt Ler. Vore
Pottemagerværksteder staa paa et lavt Punkt, og, naar
man i Sevres, hvor man har opstillet en højst interes-
sant Række Monumenter af alle de ejendommelige For-
mer, hvorunder Lerarbejdet har vist sig i Øst og Vest,
skulde have Former til at betegne den danske Haandværks-
dygtighed med i denne Retning, saa finde vi de bekjendte
blaa og hvide kjøbenhavnske Porcellæns Thekopper, der
skulle være saa grumme solide, og saa den jydske Gryde ;
se, det er det vi have.
Jeg tror, m. T., at den Tid er forbi, da vi ville
tænke paa at bygge flere Paladser; jeg tror, at den Tid
vil komme, da det at sørge for større Renlighed, for
bedre Forsyning med Vand, for bedre Udrensning af Luf-
147
ten, for større, lettere og bedre Forbindelsesmidler over
hele Riget, vil være at bygge Paladser, der, om de end-
ogsaa ikke ville være saa iøjnefaldende, dog dels ville
være os til fuldkomment saa stor Nydelse, som de fleste
af vore ældre Paladser, og dels ville gjøre os fuldkom-
ment saa stor Ære i Udlandets Øjne. Den Tid vil være
nær, m. T., da vore Architekter ville beslutte sig til at
benytte den simple brændte Sten, den simple glaserede
Sten til at opføre Bygninger, ulige mere beskedne, men
dog derfor ikke mindre bekvemme, lyse og vel indrettede,
uden derfor paa nogen Maade at opgive, at ogsaa disse
Bygninger skulde vidne om, at der virkelig er en Byg-
ningskonst her hjemme hos os. For at dette kunde ske,
maatte vi forstaa ganske anderledes at kjende vore Ler-
sorter, ganske anderledes at behandle dem, og naar det
sker, saa haaber jeg , at vist og den kyndigere Indsigt
heri tillige ikke alene vil blive etMiddeltilatmangfoldiggjøre
Arbejdet ved Billedhugning i forskjellige Forhold og efter
forskjellige Hensyn, men overhovedet vil give Billedhug-
ningen et Liv og en Betydning hos os, som den ikke
kan vente i Marmoret og Broncen, der da kun ville
blive forbeholdte de mest fuldendte Arbejder, de Ar-
bejder, som vi ville tilsikre et særdeles, ikke alene langt,
men i enhver Henseende skjønt og betydningsfuldt Liv.
Og det er ikke alene i denne ene Retning; der er flere
saadanne Retninger, hvor vi føleligt savne, at Industri
og Haandværk ikke gaa Haand i Haand med Konsten.
Det er f. Eks. en stor Mangel, at vore Maleres, vore
Billedhuggeres Arbejder ikke tidligt og rask nok kunne
blive bekjendte i Omrids i mere eller mindre udførte Af-
bildninger paa Papir, baade her hjemme og i Udlandet.
10*
148
Jeg tror, at der i den senere Tid har begyndt at vise
sig noget mere Liv og tildels et meget dygtigt Liv baade
hos vore Gravører og Stikkere, hos vore Stentegnere og
Træsnidere, og jeg tror, at hvis det virkelig lykkes, vil
man ogsaa føle , at Maler- og Billedhuggerkonsten vil
vide at skaffe sig en langt større Kreds af Beundrere
og udbrede langt større Glæde og Nydelse.
Vi have tillige bemærket, m. T., at den Tid er forbi,
da Kirken saa at sige var det rette Asyl for Konsten.
Den Tid er kommen , da ethvert Folk ønsker at dvæle
nærmest ved sig selv og sin egen Natur, ikke alene ved
Nutiden, meu ogsaa ved Fortiden; og jeg kan derfor
ikke tro Andet, end at Fremstillingen af nordiske
Gjenstande, det være sig i Landskaber eller i Fi-
gurer, vil være det Emne, som i Særdeleshed vil komme
til at beskjæftige Konstnerne. Vi maa vel sondre, m. T.,
mellem den store Lykke, naar en eller anden Konstgenius
fødes iblandt os og hans Ry gaar igjennem hele Evropa,
og den ikke mindre Lykke, dersom virkelig vor Konst-
skole skulde vide at blive for os i sin Retning, hvad
vore Digtere have været i deres. Ganske sikkert, det
er ikke Emnet, som gjør Konstneren; jeg véd det fuldt
vel; men Emnet har en betydelig Indflydelse paa Konst-
neren. Er det Land, det Folk, som Konstneren lever
imellem, ikke af den Beskaffenhed, at det kan tiltale, at
det kan fængsle ham, saa bliver han der ikke, et saa-
dant Land kan ikke have nogen Konst; hvorledes skulde
det være muligt for en Konstner at virke her, dersom
han ikke, idet han vil fremstille os græske eller bibelske
Gjenstande, kan faa Midler i Hænde her til at studere ?
jeg mener ikke alene Afbildninger eller Stik eller gamle
149
Malerier, men jeg mener levende Mennesker; og, kan
han i saa Henseende bruge det, lian finder, — og det
vide vi at han kan, — saa maa han endnu meget bedre
kunne bruge det til at fremstille den Egn, den Historie,
hvortil den Slægt hører, som han lever imellem.
Det synes, som om Kampens. Tid er forbi. Ja, det synes,
som om den er torbi, for saa vidt det gjælder at bruge
Sværdet; den Kamp er forbi, som endnu lang Tid efter
viser, hvad Lidelse der har været i Begivenhederne, men
der er en anden Kamp, som bestandigt maa vedblive,
det er Fredens Kamp, det er Kampen i Videnskaben og
i Konsten og i Haandværket og i enhver Dygtighed;
Kampen for at vise, at vi virkelig ere et Tolk, at vi
fole, at vi ere et Folk, og at vi ville være det. Se, da
er det ikke nok for Talentet, at han kan gaa ind paa
dette eller hint; nej, der maa Konstneren virkelig vide
at finde det ud af sit Land og dets Liv og Historie, som
kan tiltale og vise, at det Land fortjener at have en
Konst. Derfor er det, at jeg holder paa, at jeg er over-
bevist om, at Emnerne staa i noje Forbindelse med
Konstnerens Virksomhed, og at vi have et Stof her i
vort Land, som bestandigt vil vise sig rigere og bedre,
jo mere vi prøve paa at bruge det. Der er et Rige
Vesten for os, af Naturen i mange Henseender ulige mindre
begavet end vort, det er Holland; og det Lands Billeder
med deres Fremstillinger af Land og Hav, med deres
Scener af Dyr og Mennesker, som have fængslet og
endnu bestandigt ville fængsle hele Evropa, dreje sig
netop for en stor Del om Emner, om hvilke vi, naar
vi tog Emnerne i og for sig selv, maatte sige : Hvor
ringe ! Men naar vi se dem i den Glorie, hvori Konst-
150
nerne have stillet dem, saa henrykkes vi derover. Denne
Fordel have vi endnu ikke, eller vi ere først begyndte
at have den, m. T. ; det er denne Fordel, vi skulle til-
kæmpe os under i mange Henseender virkelig ulige hel-
digere Kaar end Hollænderne.
Men, vil man sige, .kunde det ikke blive til Fare
for os ? vilde det ikke være noget ensidigt ? Ja, dersom
jeg turde frygte for det, vilde jeg maaske med mere Var-
somhed udtale det; men Ensidighed af den Art er det,
jeg allermindst er bange for hos mine Landsmænd. Vi
maa huske paa, at de ogsaa i Konsten mange Gange
fremsætte besynderlige Paastande. Der er blandt Andet den
snurrige Paastand, at de bedre kunne se Naturen i et
italiensk Landskab, bedre vurdere Skjønheden i en sydlig
Bjergegn, og det maa vel være saa; thi jeg har til min For-
undring opdaget, at mine Landsmænd ikke engang vide,
hvorledes Østersøen ser ud der, hvor den skyller op
imod Møens Klint. De, der altsaa saaledes paastaa, at
de kjende Syden, de maa have Ret, det kan være. Det
véd jeg: de kjende ikke deres eget Fødeland. Og som
det gaar i Naturen, saaledes vil det formodentlig ogsaa
gaa i Livet.
Det falder mig ind, at, da der for 7 Aar siden i
det skandinaviske Selskab blev holdt et Foredrag om
Betingelserne for Udviklingen af en national Konst, blev
der om Aftenen ved Bordet udtalt et Ord, som tidt er
rundet mig i Hu, og det var, at vi vilde sikkert faa en
Konst, som kunde fremstille vort Folkeliv, naar dette
først vaagnede. Det er kun 7 Aar siden, og denne Spaa-
dom er alt glædeligt gaaet i Opfyldelse; Folkelivet er
vaagnet, det har begyndt at røre sig og har allerede
151
fundet sine værdige Fremstillere. En Spaadom, der er
gaaet saa hurtigt og saa glædeligt i Opfyldelse, giver
mig Ret til, at vente endnu mere ; og netop den Maade,
hvorpaa den er gaaet i Opfyldelse, netop det, at vore
Konstnere have begyndt for Alvor at se paa vor Land-
almue, paa vort Folk omkring paa Øerne og paa Halv-
øen, netop det, at de have kastet Blikket paa Nutidens,
paa Dagens Liv, giver dem en sikker Basis at staa paa.
Førend vore Konstnere, og førend vi selv virkelig have
gjenfundet vort Liv, vor Natur i Konstværkerne, førend
denne Form har dannet sig i Konsten, før kunne vi
heller ikke vente at se det gamle, kjære Norden frem-
træde for os. Det er en aldeles nødvendig Betingelse,
naar vi ikke skulle glæde os for hurtigt og for kort ved
Drømmebilleder, som ingen Varighed kunne faa, fordi de
intet Reelt have i sig.
Jeg frygter, som sagt, ikke for Ensidighed; thi det
er en sund Grund, vi skulle bygge paa. Vi sige ikke :
Konstneren maa ikke bruge Andet end danske Emner;
nej, vi sige: han maa gjøre, hvad hans Genius indblæser
ham , men der gaar en almindelig Trang igjennem os
Alle til at se danske Emner, nordiske Emner overhovedet.
Skulde den ikke ogsaa have smittet Konstnerne? Er
der ikke en egen, let forklarlig Sammenhæng imellem et
fælles Ønske og Konstnernes Virksomhed? Kast Blik-
ket hen, hvor De ville, paa hvad der rører og bevæger
sig i Konsten, og De skulle finde, at den staar i For-
bindelse med Noget, som gaar igjennem hele Livet. Det
er netop den Gave, den hellige Gave, der blev skjænket
Konstneren, at han blev sin Tids mægtigste Udtaler;
det er netop det Smukke, at mangen Gang Digteren og
152
Konst'neren træde op og staa som Profeter, der maaske
ikke blive forstaaede i det første Øjeblik; men kort Tid
efter, stundom naar Konstneren er bortgaDgen, véd man
at paaskjønne, hvad han har spaaet, og at føle Sandheden
deraf. Men Livet i Konsten vil kun da komme, naar
ikke alene Konstneren føler, men Alle føle det Samme,
som han. Jeg frygter ikke for Ensidighed, naar jeg taler
mellem mine Landsmænd, og erindrer om, at jeg hører
til dem, som for Alvor have glædet sig over, at det om-
fangsrigeste Billede af de gamle græske Sagn, som vi
hidtil have set her i Danmark, nu nærmer sig en hel-
dig Ende*). Jeg har glædet mig ved hver en græsk He-
ros, der er fremstaaet under den siden Thorvaldsens
Død dygtigste Billedhuggers Hænder. Men det har paa
samme Tid glædet mig at se, at Sind og Følelse be-
standigt har vendt sig mere hen til at fremstille de Bil-
leder, som maatte være os kjærest, fordi de ligge os
nærmest. Desuden, m. T., der er noget Smerteligt i at
se den rige Fylde af Sagn, som Islænderne og Saxo har
efterladt os, i at se de mange dejlige Viser, overleverede
os fra Middelalderen, saa længe det Altsammen ligger
hen som en død Arv, Konsten ikke formaar at hæve.
Vi have sandelig et rigt Stof; der skal Menneskealdere
til, inden det saaledes bliver udtømt, som man sædvan-
ligt kalder at blive udtømt, og dog se tillige, hvor fat-
tige og tomme vi staa, hvor forgjæves vi stræbe efter
selv rigtigt klart og levende at se hine Fortidens Bil-
leder! og hvorfor? Fordi vi saa længe have forsømt rig-
tigt at se paa Xutidens.
Universitetsbygningens Forhal.
153
Men maaske Ensidigheden kunde lure i en eller
Krog, maaske den netop kunde blive farlig for vorKonst.
Man klager over, at vore Malere mangle Farve, at vore
Billedhuggere, især den berømteste iblandt dem, ikke en-
gang har brudt sig om at behandle Marmoret. Maaske
vil netop Syslen i den antydede Retning gjøre dem endnu
mere ligegyldige for saadanne Betingelser for Konst-
værkets Udførelse, om hvilke Enhver maa indrømme, at
de ere billige og fortjene at tages Hensyn til. Maaske
det dog vilde være bedst for os, at vi sørgede for, at
vore Konstnere kunde lære rigtigt at kjende denne smukke,
nydelige, glatte Behandling af Marmoret, som skal findes
andensteds, eller de dejlige Farver, man taler saa meget
om i Diisseldorferskolen og andre Skoler. Men Erfaringen
har vist, m. T., at en saadan Glathed, Nethed og Zir-
lighed og et vist Farvespil og en saadan Kraft i Penslen
vistnok kan læres, men at det saa staar tomt og grelt
for os. Erfaringen har vist os, at vi mellem vore Konst-
nere allerede have set Mænd, som vare begavede med
et sjeldent Talent i denne eller hin Retning, og som da
have vidst at udvikle det aldeles selvstændigt. Lad mig
blot erindre om en Konstner, som gik altfor tidligt bort,
Bendz. Han havde aldrig været udenfor Kjøbenhavn,
aldrig været i nogen anden Skole end Eckersbergs, og
dog, naar jeg tager hans bedste Billeder, saa gad jeg
vidst for ramme Alvor, hvilken dalevende tydsk Konstner
— vi ere i Enden af Attenhundredeogtyverne, thi han
forlod Danmark i Trediverne for at dø — hvilken da-
levende tydsk Konstner der havde et saa frisk, et saa
uhildet Øje for Lyset i dets mangfoldige Virkninger, som
han, og som vidste skjønnere at fremstille det. Det er
154
en stor Fejl at tro, at man kan lære Formen paa et
andet Sted og saa anvende den lærte Form til det, der
udtaler sig i Ens eget Hjerte; det er en meget stor Fejl.
Netop den, som føler allermest og ser allerdybest, maa
ogsaa have sin ejendommelige Form og Farve at frem-
stille under. Vi kunne kritisere ham, vi kunne sige om
ham at han er tør — det er det Samme, hvis han
virkelig er indholdsrig. Lad os for Guds Skyld dog
bortkaste alle de tossede Fordomme, som naar vi sige
om denne eller hin dygtige Maler, at han er tør, han
har en svær Pensel, han trænger til Dygtighed i denne
eller hin Enkelthed, han tegner maaske mindre fuldendt,
eller han kan ikke faa Marmoret til at blive blødt, —
som om da Kriiiken skulde være færdig over Konstneren.
Gik da ikke Thorvaldsens Navn over hele Verden, uagtet
man sagde, at han ikke kunde hugge Marmoret rigtigt?
Vi skulle blive trodsige, m. T. , vi skulle skarpt se paa
det, der frembringes, og naar Fremmede sige: Se, det
Billede mangler Farve, saa skulle vi svare: Ja, men der
er en Skala af Lytten, af Liv, af Glæde, i alle disse
Ansigter, som vi maa skrabe mange Billeder sammen for
at samle paa et Stykke Lærred som her. Vi skulle være
trodsige og vænne os til at se det, der er godt hos vore
Konstnere, og vi skulle overse, at de mangle denne
eller hin Færdighed, og vi skulle ikke lade os skræmme
af Fremmedes Lovtaler eller Dadel, men vi skulle kjækt
og uskaansomt sige: Vel, Du kan male, men hvor svag
er Din Følelse, hvor karikaturagtig hver Gang Du vil
give Lunet! eller hvor skuespilleragtig hver Gang Du
vil give en Helt i Din Fremstilling!
155
Jeg frygter ikke for at vi skulle blive ensidige; jeg
frygter blot for, at vi ikke skulle bruge vor Kraft saa-
ledes, at den maatte kunne kaldes ensidig, naar man
saa dog tillige vil indrømme, at det er en Kraft. Vi
skulle heller ikke, m. T., stræbe ud over de Grænser,
der maaske ere satte os. Lad os rigtigt se og vurdere,
hvad det er, der er givet os at fremstille; lad os se paa
vore Digtere og lytte til de Toner, som klinge os kjærest;
lad os se, at der er en vis Ærlighed og Sandhed og
Dybde, om den end ikke altid svæver saa overordentligt
højt, skjøndt den kan ogsaa tage Flugten i Højden; lad
os lægge Mærke til, at denne jevne, ærlige, sunde Sans,
denne uforvanskede Følelse gaar igjennem hele Folket.
Vel ! Vi kunne maaske ikke fremstille Helte — det er mu-
ligt, jeg véd det ikke, Tiden maa vise det — lad os da
fremstille det, som vi kunne fremstille. Der har været
dem af mine Landsmænd, der have vovet at sige, at vor
Bondestand kunde vel afgive rigt Stof til komiske Frem-
stillinger, men at der ikke var noget Stof til Alvor. Jeg
tror, at de seneste Aar have overbevist dem om det
Modsatte ; jeg haaber, at man for Fremtiden vil ind-
rømme, at der er Stof til Alvor, og derfor har det
glædet mig at se mange heldige Udtryk ogsaa af den
stille Følelse, skjøndt det vel er af de Ting, som sjeldnest
blive paaskjønnede ; og det maa være mig tilladt at
erindre om, at der hænger et Billede paa Udstillingen, som
Mange maaske gaa forbi og som ikke skal tiltrække sig
ved malerisk Færdighed eller Farvepragt eller Clairobscur,
men som i sit simple Emne alligevel gjemmer en ren og
smuk og dyb Følelse. Det er Vermehrens Billede : den
gamle Kone, der slumrer ind, og hvor Datteren kommer
156
og standser med at byde Moderen Kaffe. Jeg tror, at
Enhver, der vil skjænke et saadant Billede sin Opmærk-
somhed, vil blive overbevist om, at jeg ikke siger for
meget om det. Det er netop denne rene, uforvanskede
Følelse, som jeg ønsker skulde gjøre sig mere og mere
gjældende i Konsten. — Jeg frygter heller ikke for at
blive ensidig deri, naar jeg glæder mig ved, at man dér
forstaar at anvende vore gamle Sagn for at udtale saa-
danne Følelser og Tanker, som skulle fattes i et kort og
fyndigt Sprog, som ofte maaske tilhører Poesien mere
end Billedhugningen og Maleriet, Det glæder mig, naar
jeg ser den Medaille, som er præget for de norske og
svenske Frivillige, at det er lykkedes den, der har und-
fanget Ideen og har udført den, i ægte nordiske Billeder
at udtale Noget, som er begribeligt for Enhver, og den
Glæde, denne Medaille har udbredt, den Mængde Aftryk,
der er solgt, viser, at den er forstaaet. Det fornøjer
mig, at jeg véd, at en anden dygtig Konstner imellem
os, som nu arbejder paa en Mærkepenge for Oehlen-
schlåger, har vovet i Stedet for græske Muser at sætte
Brage og Ydun paa Bagsiden; jeg tvivler ikke om, at
det vil lykkes Konstneren, og at den vil blive forstaaet,
hvor den saa kommer frem i Verden. Det er netop det,
jeg ønsker, at hvad der er udtalt langt kraftigere og
mere vedholdende end jeg nogensinde vil formaa det,
virkelig vil vise sig at indeholde en gyldig Sandhed.
Vi have et rigt og uudtømmeligt Emne i os, bare vi for-
stode rigtigt at lade det komme til at tale saa vel andre
Steder som ogsaa i Konsten.
Men foruden de Hindringer jeg har omtalt, er der
endnu andre, som ofte ikke træde lidet i Vejen for
157
Konstnerne. Vi ere fattige, siger man, og jeg tror ogsaa
gjerne, at vi ere fattige; men selv mange fattige Kræf-
ter formaa Noget. Det er en Opfattelse, vi vel fortræffe-
ligt i andre Henseender, men hvad Konsten angaar ikke
rigtigt kunne komme i Vane med, at vi ved at give vore
Bidrag redeligt og uegennyttigt til fælles Glæde kunne
virke meget, at, medens det bliver Regjeringens Pligt at
sørge for en Konstskole, fordi Konsten griber ind i hele
Folkets og Samfundets Dannelse, medens det vil blive
dens Pligt, naar der gives Lejlighed dertil, paa flere
Maader at sørge for Konstnernes Beskjæftigelse, saa er
det en Pligt, der hviler paa os Alle, at sørge for, at
vi selv ogsaa bidrage Noget til det, der især tjener til
vor Glæde. Jeg er overbevist om, at ikke alene Kjøben-
havn, men selv andre Byer her i Landet, naar de vidste
rigtigt at skillinge sammen og rigtigt at benytte det
Sammenskillingede, vilde være i Stand til at vinde mange
Konstværker for deres Stad og smykke en offentlig Byg-
ning, en Sal, en Hal eller en Have paa en Maade, som
vilde vidne om, at Konsten havde slaaet sin Rod der.
Samlivet bliver os bestandigt kjærere. Ere end Klub-
berne forsvundne, saa have vi vidst at gjenvinde et langt
større og betydningsfuldere Liv i mange offentlige Sammen-
komster, og høre ganske anderledes, end den foregaaende
Slægt anede, Sange, danske Sange og danske Toner,
rørende og kraftige, ved vore Sammenkomster. Alle-
rede have vi begyndt at lade Konstnerne træde til og
smykke saadanne Sammenkomster med Penslen, med Leret
eller med Gipsen i alt Fald. Det er en Udsmykning for Øje-
blikket; men jeg vilde ønske, at saaledes som nu en stor Hal,
der er aaben for Enhver, bliver smykket i Kjøbenhavn,
158
saaledes maatte der være Lejlighed mange Steder — og
Lejlighed mangler virkelig ikke — til at selv den Fat-
tigste, naar paa Dagen det skal være, kunde nyde Ind-
trykket af et Konstværk. Det er ikke nok, at vi lod-
dele Konstværker imellem os. Jeg anser det for at være
meget galt; jeg antager, at den, som trænger til et Konst-
værk, han føler Trang til et vist Slags Konstværk, inaa-
ske til et Konstværk af en speciel Konstner, og den,
som virkelig har stor Trang til dertil , han vil som oftest,
tør jeg sige, kunne finde det muligt efterhaanden at skaffe
sig det, i alt Fald i et enkelt Billede, og saa vil han
kunne vælge det efter egen Lyst og eget Lune i Stedet
for, at nu hans tilfældige Skjæbne i Lotteriet skal af-
gjøre det. Jeg tør sige, at det maatte være forunder-
lige Mennesker, som ikke kunde indse, at de, idet de
kunde bidrage til, at Konstværker, som tilhørte dem selv
og deres Landsmænd, kunde komme til at hænge paa
offentlige Steder, i offentlige Samlinger eller smykke offentlige
Pladser, at de, idet de saaledes gave Afkald paa at
nyde et mindre betydeligt Konstværk oftere, ej kunde
have den Glæde at nyde et betydeligere tilligemed deres
Landsmænd. Jeg kan ikke Andet end tro, at Enhver,
som dette blev klart for, vilde med Glæde give sin Skjærv
til, at det kunde gaa i Opfyldelse. Jeg tror, at det at
sørge for, at Konstværker i alle større Stæder, og først
og sidst i Kjøbenhavn eller paa ethvert andet Punkt i Riget,
som bliver Samlingspladsen for Mange, paa offentlige,
let tilgængelige Steder, komme til at tiltale Mængden,
vilde blive Noget, som vilde virke overordentlig vel-
gjørende paa Dannelsen i alle Retninger, og det er
Noget af det, som vi savne allermest.
159
Dette var vel egentlig det Vigtigste, jeg havke at
sige Dem, ra. T. , idet jeg tillige takker for Deres
Overbærenhed med mig i de forløbne Aftener. Til Slut-
ningen skal jeg blot frembringe det Ønske, at jo flere
des bedre af vore Landsmænd maa føle Lyst til at se
paa Konstværker og, hver efter sit Skjøn, bidrage deres
til, at Konstværker kunne fremkomme, og at en saadan
tiltagende Lyst tillige maa indeholde den bedste Spore
til at fylde vore mest begavede Konstnere, baade dem.
som ere, og dem, som komme, med Alvor, Lyst og
Mod til at virke for nordisk Konst.
II.
Om national Konst.
Holdt i Studenterforeningen den 25de Februar 1863).
Det er et bekjendt Udsagn, mine Herrer, at de teg-
nende Konster have en stor Fordel fremfor det skrevne
og talte Ord. De have ingen Grænser, siger man; de
forstaaes straks og overalt. Medens Digterens Ord ere
begrænsede ved den Kreds, inden hvilken man er for-
trolig med hans Tunge, har Konstnerens Virkekreds ingen
Skranker, han bliver forstaaet alle Vegne, og det synes
da netop herligt, at de tegnende Konster saaledes kunne
tjene som et let, smukt Baand, der forbinder alle Stam-
mer, hvad Tunge de end tale. Og det er virkelig saa-
ledes. Lad os blot tænke paa, hvorledes det dog mest er
gjennem Tegnere og Billedhuggere, at vi kjende Ægyp-
terne og Assyrierne, og lad os lægge Mærke til, hvor
fuldstændigt vi i mange Henseender kunne gjøre os rede
for et Liv ved Nilen, Evphrat og Tigris, der er ført for
over 2000 Aar siden, medens vi maaske ville have Møje
161
med at gjøre os saa klar en Forestilling om det Liv,
der er ført i Evropa for 1000 Aar siden.
Men imidlertid, mine Herrer, maa man ikke tage
dette Udsagn altfor bogstaveligt; man maa ikke tro, at
denne Forstaaen straks er udtømmende. Saa snart man
nøjere vil betragte et fremmed Konstværk, det være sig
fra en anden Tid eller fra et andet Land, fremstaaet
under Forhold, der ikke ere vore egne, selv om de
maatte ligne dem meget, saa vil der være mange Ting,
som vi ikke ret kunne gjøre os fortrolige med, men maa
tvivle om eller uden Videre tage for gode Varer; og
især hvis det er en berømt Konstner, saa tro vi derpaa,
om der end i vor Sjæl bliver en lille Tvivl tilbage om,
hvor vidt Konstneren ogsaa har været natursand. Vi
kunne ikke spore dette, naar vi kun have et Billede af
noget Enkelt for os, naar vi kun se paa et Kobberstik,
et Lithografi, et Maleri af et udenlandsk mærkeligt Dyr,
af en udenlandsk sjelden Plante, Frugt, o. s. v. ; i saa
Tilfælde tro vi uden Videre paa det Fremmede ; men
naar vi have et helt Billede fra et fremmed Land, saa
er det, at vi, naar vi ville være redelige, naar vi ikke
ville lyve for os selv eller for Andre, maa sige, enten:
jeg tror ikke det er Sandhed, hvad der her er frem-
stillet, der mangler mig her og der Noget; eller: jeg vil
tro Konstneren paa hans ærlige Ansigt, at han har følt
det éaaledes, men det er muligt, at naar jeg selv saa'
det, vilde det være anderledes.
De have ingen Forestilling om, mine Herrer, naar
De ikke selv have gjort saadanne Erfaringer, hvor vidt
det gaar. Hvor ofte havde jeg ikke læst om en be-
Hoyens Skrifter. III. 11
162
rømt hollandsk Malers Fortrin og Fejl. Hvor ofte havde
jeg f. Eks. ikke ved at læse om van der Heydens Malerier
hørt, at, ved Siden af saa megen Fuldendelse, ved Siden
af den overordentlige Udpenslen og Udpillen af enhver
Sten i Husene — Noget som der allerede hører en sær-
deles Konst til — saa var han dog saa smaalig; og hvor
forbavset blev jeg ikke, da jeg kom til Holland og saa',
at det var et af Charaktertrækkene af den hollandske
Renlighed, som vi allerede kjende fra salig Holbergs Tid,
at det virkelig var saaledes, at naar man vilde give selv
et simpelt hollandsk Borgerhus, som var vel holdt, saa
maatte man, hvis man vilde fremstille det med sin fulde
Skjønhed cg Sandhed, netop give det saaledes som
denne Konstner havde taget det. Hvor ofte havde jeg
ikke undret mig over, at hos disse fortræffelige hol-
landske Malere saa' Vandét mangen Gang ud som
smudsig Melk — og jeg var ikke ung den Gang, men havde
set mig temmelig meget om og havde gjort Bekjendtskab
med en stor Del evropæiske Samlinger — , men da jeg saa
kom til Holland og engang sejlede gjennem Zuydersøen, saa'
jeg, at det var den rene skjære Sandhed. Hvor ofte havde jeg
ikke forgjæves bestræbt mig for at forstaa Claude Lor-
rain! Jeg havde set enkelte ganske dejlige Billeder af
ham, men han kunde ikke tiltale mig; jeg kunde ikke
begribe, ikke forstaa den Sø og den Luft. Særegne
Forhold gjorde, at jeg havde været henved j Aar i Ita-
lien, inden jeg fik Middelhavet at se. Det var en smuk
Majmaaneds Eftermiddag, da jeg var kommen til Terra-
cina; men i Stedet for at gaa ned til Strandbredden,
ilede jeg op til de gamle Ruiner, som kaldes
Theodoriks Borg, og først da jeg træt af Vandringen
163
satte mig ned og vendte mig om, da var det, at jeg
saa' det store middellandske Hav udbrede sig som en
Flade for mig. Det var usigelig dejligt; men da den
første Henrykkelse var forbi, maatte jeg sige: men det
er jo Claude Lorrain! Og saaledes gaar det.
Det er jo ganske sikkert, mine Tilhørere, at den,
der ikke har set Syden, fatter ikke tilfulde de antike Statuer.
Den, der ikke har rejst i det mindste paa Sicilien og aller-
helst har været ved Akropolis i Athen, været paa Lille-
asiens Kyst og indaandet det første Pust af Syden, af
gammelhellenisk Aand, hvad har han ikke for en Møj-
sommelighed med at forstaa den antike Konst? Vore
Musæer nord for Alperne ere rige paa antik Skulptur.
Vi kunne fra Miinchen til London forfølge stykkevis den
antike Skulptur fra gammel Tid, og dog er det Billede,
vi sammensætte os af disse Musæer egentlig kun et stort
Mosaikbillede i Modsætning til det, der fremspringer for
os, naar vi virkelig have levet mellem Roms Ruiner, set
Templerne ligge omkring det gamle Girgenti , set, hvad
enten det er paa Ischia eller i de smaa Kjøbstæder ved
Neapel eller udenfor Salerno, de Spor, vi endnu der
have af Livet, af det gamle Liv, set Menneskene sidde
der ved Hemicyclerne under de store Træer paa en
Sommeraften, set de gamle Folk tale til de unge,
set Torvepladserne i Smaabyerne paa Sicilien, set dem
fulde som Selskabssale og set der hundrede Spor baade
i Klædedragt og i meget Andet, som kalde Forestillingen
tilbage om det antike Liv. Det maa synes Dem over-
drevent, men det er dog virkelig saaledes. Den, der
ikke har set Venedig, forstaar aldrig Paul Veronese
fuldstændigt. Den, der ikke har levet i Rom paa en
11*
164
Tid, da Bjergboerne strømme sammen ved Peterskirken,
vil delvis aldrig komme til at forstaa Rafael eller saa-
ledes føle sig tiltalt af ham, som den, der har set det;
og, for at nævne noget meget Mindre, De have vist
Alle hørt tale om den fortrinlige nederlandske Konstner,
Pieter de Hooge, De have vist Alle en Forestilling om hvor-
ledes han véd at behandle Sollyset, véd at se ind i en
Stue og over en Gade; men jeg forsikrer, at har man
ikke selv gaaet i Amsterdam eller i de gamle hollandske
Byer paa Gaderne om Sommeren og set den vidunder-
lige Virkning, som der kan fremkomme, da har man ikke
den fulde Følelse for den fineste Blomst i Pieter de Hooges
Konst. Og, mine Tilhørere, det er dog blot egentlig den
materielle Side jeg her dvæler ved; lad os gaa et
Skridt videre, lad os gaa hen til Charakteren, til det,
som er det dybere Kildevæld, det dybere Livs Udspring
i Konstværkerne, og lad os saa se, hvor let selv de
Svageste af os have ved at fatte den moderne Konst i
Modsætning til den antike, og hvor vanskeligt det er end-
ogsaa for de Kyndigste med Klarhed at se, fatte og for-
staa denne; og dog træder den græske Charakter saa
tydeligt frem, at selv om ni og halvfemsindstyve Hundrede-
dele af, hvad vi have tilbage af antik Skulptur, af ro-
mersk Marmorarbejde og Stenhuggerarbejde forgik, og —
det er nu ikke saa, men selv om det var saa — selv
om det kun var gjennem disse haandværksmæssige Ko-
pier, at vi kunde øjne den antike Konst, selv da vilde
vi kunne se det græske Livs Fylde, Lethed og Skjønhed
i Modsætning til det mere afmaalte, mere tørre, paalide-
lige historiske Liv, der træder frem i de levnede ro-
merske Monumenter. Og se paa den moderne Konst;,
165
tag den kirkelige Konst, tag Helgenbillederne og Maria-
billederne, tag Lidelseshistorien fortalt af en Italiener,
en Spanier, en Nederlænder, se saa hvilken Forskjel og
se hvor forskjelligt Folkets Charakter og Individualitet til-
taler Dem paa samme Tid, som det er en lignende From-
hed, en lignende Devotion, der gaar igjennem dem alle.
Det er det Mærkelige; det er et smukt Vidnesbyrd om
Konstens store Betydning og den Uskyldighed, som gik
igjennem den, at medens den katholske Kirke holdt strængt
paa sin Avtoritet, medens ethvert reformatorisk Forsøg
paa en anden Forklaring end den vedtagne blev saa
stærkt forfulgt, medens man næppe tillod, at Andet blev
læst af Bibelen end den latinske Oversættelse, fandt Kir-
ken sig fuldkommen i, at man paa højst forskjellig Maade
fortolkede de hellige Handlinger og Personer, som Kon-
sten fremstillede. Der følte Kirken, at trods den store,
dybe Forskjel, der gik derigjennem, var det dog én Tro,
én Følelse, der bevægede sig helt igjennem.
Se, naar vi altsaa nu nævne en Konstskole, naar
vi sige »den nederlandske Konstskole« , »de italienske
Konstskoler« — vi kunne gjerne sige »den italienske
Konstskole«, men den spalter sig langt mere paafaldende
end Tilfældet er Nord for Alperne, navnlig i Nederlandene,
— naar vi sige »den græsk-romerske Konstskole«, saa ud-
tale vi, mine Tilhørere, et meget righoldigt Ord; vi ud-
tale ikke blot en vis Form for Skolerne, der frem-
stiller et vist forskjelligt Slags Mesterskab, en vis Vir-
tuositet, men vi udtale tillige én af de Former, én
af de Maader, hvorpaa den menneskelige Aand kan gjøre
sig gjældende hos dannede Folkeslag. Vi laa gjennem
Begrebet »Konstskole« et stort, et ofte uundværligt Bi-
166
drag til at forstaa en Stamme, som staar højt og mæg-
tigt i Historien, som har virket i store, udstrakte Kredse,
eller en Stamme, som maaske var meget mindre, men
som alligevel har vidst paa en selvstændig Maade at
hævde sig og gjøre sig gjældende gjennem Tidernes Løb.
Saa meget har altsaa Ordet »Konstskole« at betyde, og
efter det her Sagte ville De, mine Tilhørere, kunne se,
kunne begribe, at der er et »Men« ved denne saa meget
lovpriste almindelige Forstaaelighed i Konsten, at ogsaa
Konsten taler et forskjelligt Sprog hos de forskjellige
Folk, og at vi først tilfulde forstaa dette forskjellige
Sprog, naar vi for Alvor kunne gjøre os fortrolige med
Folket i dets Helhed, med dets Historie, dets Literatur o.s.v.
I Oldtiden stode Grækerne og Romerne paa en lig-
nende Maade mod Asiaterne , skjøndt disse vare deres
Læremestre — og vi regne jo i saa Henseende Ægyp-
terne til Asien — paa lignende Maade som de Stammer,
vi i Evropa kalde de germanisk-gothiske Stammer, staa
mod hines Efterkommere. Af dem have vore Forfædr-e lige-
ledes en Tidlang lært Adskilligt ogsaa i Konsten; menselv
den Del af den antike Verden, som vi kunne kalde den
evropæiske, var den Gang delt paa en vis Maade i to
Dele, en østlig og en vestlig, en græsk og en romersk.
Vi kunne noget nær sige, at med Hensyn til Konsten vil
Alpestrækningen og Pyrenæerne danne en Grænse mellem
Nord og Syd i det moderne Evropa, og at der virkelig
komme to bestemte Retninger frem, hvor meget for-
skjelligt Ejendommeligt gjør sig gjældende Syd og Nord for
Alperne og Pyrenæerne. Imidlertid — ganske er det
dog ikke det Samme. Der er en Ejendommelighed i
nogle af Stammerne Nord for Alperne, som staar stær-
167
kere udpræget end den romerske ved Siden af den græske.
Det gaar med Folkene som det gaar med Individerne;
Folkene ere selv store Individer. De ere forskjelligt be-
gavede, de komme til at udvikle sig i forskjellige Ret-
ninger. Ikke alle eller rettere ingen af dem formaar at
gjøre det Samme i alle Retninger, og saaledes er der
virkelig Folkeindivider i det moderne Evropa, som mere
end andre synes at være begavede til at udtrykke sig
gjennem Farven eller gjennem Formen. Det er ganske
aabenbart, at i denne Henseende fremtræder Sønden for
den store Bjergkjæde Italienerne som det mest begavede
Folk og mod Nord Folket i det lille Land, som om-
grænses af Schelde, Maas og Rhinens Udløb, hvor Flam-
lændere , Brabandtere og de egentlige Hollændere bo ;
dette danner saa at sige det nordlige Sidestykke til hint.
Det vilde være et aldeles unyttigt Spørgsmaal for og at
opkaste : Hvorfor have nu Nederlænderne og hvojfor have
Italienerne netop faaet dette Fortrin? Alle Forsøg paa
at komme nærmere end til en vis ydre Forklaring ere
hidtil strandede og ville fremdeles strande. Vi kunne
blot tage det som en Kjendsgjerning, vi kunne blot tage
disse Stammers forskjellige Individualiteter som Træk:
vi kunne beskrive dem, men længere kunne vi ikke
komme. Men ogsaa de øvrige Folkeindivider i Evropa
have været mer eller mindre modtagelige for Konsten.
Hvorledes det nu gaar til med at en Konstskole i
dette videre Begreb, hvori jeg her bruger Ordet, dannes,
er vanskeligt at sige; men det synes at være aabenbart,
at alle Vegne, hvor Konsten lige fra Begyndelsen af har
grebet ind i Folkets Udvikling, hvor Konsten har havt
sin allerførste Barndomstid, har traadt sine Børnesko
168
lige saa godt som enhver anden Side af Folkets Dan-
nelse, der er ogsaa tidligst Konstskoler opstaaede. Hvor
derimod et Folk, som i det nordlige Tyskland, navnlig
paa Kysterne ved Østersøen eller i de skandinaviske Ri-
ger, har faaet Konsten saa at sige fuldfærdig paa én
Gang, ikke har behøvet selv at kjæmpe, men ligefrem
har kunnet optage den, dér udviklede Konstskolen sig
langsomt. Der var Modtagelighed, men den kunde saa
let fyldestgjøres; der brugte man det Givne, som man
fik det, og beroligede sig dermed, fordi der som oftest
under disse Forhold manglede andre Betingelser, som
skulde til for at udvikle en Konstskole. Men selv, hvor
en saadan Konstskole blev til, havde den højst besynder-
lige Skjæbner at undergaa. Der var da Steder, hvor en
lille Spire udviklede sig saa friskt og dejligt indenfor
sine smaa Grænser, at man skulde tro den blev en mæg-
tig Plante, men inden den endnu blev en Plante, var den
allerede henvisnet. Jeg kunde her nævne den irske
Konst. Der var andre Steder, hvor Konstudviklingen
kunde finde Sted i lang Tid, hævde sig selvstændigt og
frembringe beundringsværdige Ting, og lige i det Øjeblik,
da den for Alvor skulde blive myndig — her tænker
jeg nærmest paa Maleri og Skulptur — , hensygnede den,
og saa kunde der gaa Slægter forbi, hvor den manglede
Evne til at spire og udvikle sig; saa hjalp det ikke, at
man indpodede fremmede ædle Planter paa den tørre
Stamme; de kunde til Nød holde sig, men ikke udvikle
sig videre, og efter nogen Tids Forløb, saa udsluktes
alligevel Træets Liv. Jeg kunde her nævne blandt andre
Frankrig, Tydskland, England.
169
Det er mærkeligt nok, en af de to ydre Betingelser,
Kirken eller ogsaa Stadlivet, synes alle Tegne at have
maattet være tilstede, for at en Konstskole skulde komme
frem. Enten skulde Sindet drages til det Allerhøjeste
og med Styrke drages derhen, eller ogsaa skulde en stor
Kreds, hvor Dannelsen lettere kunde udvikle sig, og hvor
alle de forskjellige Hjælpemidler mere vare samlede,
være til Stede, for at Konsten kunde udfolde sig i alle
Retninger. Kirken var naturligvis den mægtigste. Vi
kunne sige med andre Ord : det er en dobbelt Trang,
der skaber en Konstskole. Kirken er nu den før-
ste Trang, og hvorledes den gjorde sig gjældende,
kunne vi faa det bedst oplysende Eksempel paa ved at
se de talrige Levninger af katholsk Konst, her endnu
findes, i et protestantisk Land, efter mer end 300 Aars
Forløb. Vi faa derved tillige ret et slaaende Eksempel
paa, hvorledes det at modtage Konsten visselig er nem-
mere, men at naar den modtages for taalelig godt Kjøb
uden stor Besværlighed, vil det være et af de væsent-
ligste Midler til at standse den ejendommelige Konst i
Udviklingen. Det er slet ikke saa forunderligt, ville De
sige, at den katholske Kirke, den store universale Kirke,
kunde virke paa den Maade; thi i hin Periode, som jeg
sigter til, i det 15de Aarhundrede, for det 16de Aar-
hundredes Begyndelse, eksisterede Bogtrykkerkonsten slet
ikke, eller var dog i sin Barndom, og da bleve Kirkens
Monumenter alle Vegne vigtige Midler til Folkenes Op-
dragelse, og vi vide, at det er for en stor Del Hensigten
med dem i den gamle christelige Kirke ; og dette er ikke
nogen Hypothese. Men, mine Tilhørere, ogsaa efterat
Reformationen havde løsrevet en stor Del af Kirken fra
170
den universale Kirke, selv efterat Bogtrykkerkunsten
havde gjort Bøgerne lettere tilgjængelige, vedblev Tran-
gen, og dersom vi kunde tænke os en Katholik frem-
manet fra c. 1500 og gjennemsøge vore Bibliotheker,
saa vilde han blive forbavset over den Mængde Billed-
bibler, der er, over at se dem udbredte i et protestan-
tisk Land; kort sagt, han vilde blive forbavset over at se,
at Trangen i Stedet for at blive lettet efterat Ordet
kunde gjøre sig gjældende paa Tryk, tvertimod var ble-
ven større, var bleven endnu mere almindelig. Paa
samme Tid som det blev lettere at tilfredsstille Trangen,
maatte ogsaa Konsten forøge sine Kræfter for at fyldest-
gjøre den, og det er blevet saaledes ved uafbrudt; alle
Vegne har Trangen gjort sig gjældende, alle Vegne, i alle
Retninger fik vi Behov til Konsten. Der er ingen Viden-
skab uden at den behøver Tegninger eller Modelleringer
eller Afstøbninger til Hjælp. Vi kunne nu følge Konsten
gjennem naturhistoriske Værker, Rejsebeskrivelser, lige
til, hvor vi møde den i den frit smykkende Konst, i de
saakaldte Illustrationer, hvormed Tusinder af Bøger nu
forsynes.
Men hvor den universale katholske Kirke endnu
holder sig, føler man, at den endnu stadigt har bevaret
sin Indflydelse; skjøndt Forholdene ere anderledes, vil
Konsten der bestandig gjøre sig gjældende, om end paa
en anden Maade. Man har ofte søgt at forklare
ved Hjælp af ydre politiske, borgerlige eller videnskabe-
lige Forhold, hvorfor Konsten der og der er standset.
Disse Forklaringer ere som oftest meget utilfredsstillende
for hvem, der nærmere vil undersøge dem. Man har
sagt: Reformationen slog den kirkelige Konst ihjel-; men
171
man maa for det Første huske paa, at der er to Dele
af Reformationen : der er den strenge Reformation og
den lutherske Reformation, og den strenge Reformation
tilligemed den anglikanske Kirke tillader ikke Konsten,
medens den lutherske Kirke ikke forbyder den. Man
skulde nu vente, at i Lutherdømmet maatte Konsten
holde sig bedre, saa meget mere som Albrecht Durer
og Lucas Cranach — den Sidste endogsaa en Ven af
Luther — bleve dens Talsmænd i Tyskland. Dette er saa
langtfra at være Tilfældet, at i lutherske Lande har Konsten
indtil den senere Tid spillet en meget underordnet Rolle,
medens den derimod i et af de Lande, hvor Kirken traadte
stærkest op mod den, i Holland, udviklede sig efter Re-
formationen paa den mest ejendommelige og forbavsende
Maade. Der kom altsaa en anden Trang frem: den der
laa i det store borgerlige Liv, i Stadlivet, men denne
Trang savnede, naar den stod ene, noget af den Inderlighed,
den Varme, det Opløftende, som netop Kirkens Trang
saa ofte havde gjort gjældende. Der blev Konsten mere
individuel, der fik Konsten overhovedet mere Præget af
at tilfredsstille den Enkeltes Lyst, den enkelte Trang,
saaledes som den var udbredt i de store Kredse, end
egentlig af selv at udtale sig til hele Folket paa en mæg-
tig Maade, saaledes som den kirkelige Konst. Der se vi
at en Genius som Rembrandt kummerligen kjæmpede sig
igjennem for det, som aabenbart fyldte hans Sjæl; thi
Rembrandt, saa mangelfuld hans Tegning end i mange
Henseender kan være, var sikkert en af de allerstørste
Konstnere i bibelsk Henseende i det 17de Aarhundrede.
Det sporer man hyppigt i hans Compositioner; det kan
man forfølge i hans Raderinger. Det var en ren natura-
172
listisk Retning ; det var en Retning, forskjellig fra den
som Lionardo og Rafael havde gjort gjældende, men det
var en Retning fuld af en saadan Magt, at den maa til-
tale Enhver, som virkelig har Sans for Konsten. Det
var midt i det Land og det Folk, hvor Kirken havde
trukket sig aldeles tilbage fra Konsten; men derfor blev
ogsaa Rembrandts Virkning som Konstner begrænset til den
ene Side, den vi kunne kalde den mere moralske Side af Kon-
sten, og hans Aand forsvandt hurtigt mellem hans Efterfølgere.
Der er en anden Lære, mine Tilhørere, som
De faa af det, jeg her har fremstillet; det er, at
naar vi tale om Konsten i dens fulde Betydning,
hvor vi saa end ville søge den, i hvilkensomhelst Konst-
skole, saa ville vi lægge Mærke til, at vi tale om Noget,
der ikke alene er æsthetisk, men om Noget, som paa
mangfoldige andre Maader berører os. Naar vi tale om
Konsten, maa vi vogte os for at holde os til det rent
Æsthetiske. Lykkelige de Mennesker, som kunne nyde
dette fineste Kryderi, denne fineste Duft af Konstens
Blomst rigtigt, som kunne rigtigt indaande den, rigtigt
vurdere den, kunne rigtigt lytte til disse lullende Toner
af en rindende Strøm, om jeg maa bruge dette Billede,
rigtigt glæde sig derved og forfølge dem ! Men denne
rindende Strøm med alt sit Liv, disse duftende Blom-
ster med al deres Vellugt — det er ikke det Rislende
og Duften, der bestemmer dem; det hænger sammen
med store Naturforhold, som ogsaa gjøre Fordring paa
at erkjendes, paa at vurderes i deres hele Fylde. Saa-
snart vi staa overfor et Konstværk som blotte Æsthe-
tikere, saa kunne vi sige mange smukke og sande Ting;
det kan være godt at lytte dertil, for saa vidt det virkelig
173
er smukt og sandt, hvad vi sige, men det er dog kun
den ene Side af Konsten. Tage vi Konstværket i dets
Helhed, ville vi se det gribe paa mangfoldige Maader
ind i Livet, ind i Historien, ind i Videnskaben og ind i
hele Folket. Det er denne Side af Sagen, som træder
frem ved Siden af den fine, æsthetiske Duft, og det
er den, vi skulle lægge Mærke til, naar vi overse Kon-
sten i Almindelighed, det er den, som især betegner hvad
vi kalde Konstskolen; betragte vi den, saa ville vi først
for Alvor føle hvad national Konst vil sige. Jeg sagde
før, at den protestantiske Kirke, den lutherske Kirke
forbød ikke Konsten, syntes at tillade den, men styrkede
den ikke, og den kan ikke styrke den. Hvor Kirkens
Lærere ikke føle Nødvendigheden, Betydningen af Kon-
sten, kan Kirken umuligt styrke denne. Hvor der kan
disputeres om, hvorvidt man kan male Christus og Gud-
fader o. s. v., der er med det Samme kirkelig Konst
tilintetgjort; og dog er der i Folket en stille Trang der-
til. Hvad jeg nu vil fortælle, er ikke et lavet Digt; det
er sket for ganske kort Tid siden her i Kjøbenhavn.
En fattig Kone havde som ung Pige tidt søgt Kirken og
glædet sig ved Samlivet der. Hun blev gift, fik Mand
og Børn at passe, og det blev hende nu umuligt at be-
søge Kirken Søndag Formiddag som i tidligere Dage;
hun følte levende Savnet heraf, men saa lykkedes det
hende endelig en Søndag at komme ind i en af vore
Kirker, hvor der er en malet Altertavle. Hun kom til
at staa saaledes, at hendes Øjne maatte falde paa Alter-
tavlen. Jeg husker nu ikke, hvad der var i Vejen, om
hun ikke kunde høre Prædikanten, eller om hun var
kommen for silde; men det véd jeg, at Prædikenen fik
174
hun ikke meget godt af. Saa faldt hun i Staver og saa'
paa Altertavlen, og hun gik virkelig lettet og opbygget
hjem. Det var ingen æsthetisk Nydelse, mine Tilhørere!
men der have De et Bevis paa, hvad jeg er vis paa
De kunne finde hundrede Eksempler paa , hvorledes
Menigmand — ja jeg er overbevist om det — selv den
læsende Menigmand kan blive tiltalt af et kirkeligt Konst-
værk, ikke paa Grund af dets konstneriske Fuldendthed,
men paa Grund af den Tanke, der aandes fra Lærredet.
Imidlertid, det er nu engang saaledes, vi kunne ikke i
den lutherske Kirke saa lidt som i den reformerte vente
nogen Assistance for Konsten fra Kirkens Side; og efter
hvad jeg nu sagde Dem, ville De kunne begribe, at selv
den hojst udviklede æsthetiske Sans hos en vis Kreds,
der altid vil blive en lille Kreds i Folket, selv det ud-
søgteste Skjøn er ikke nok til at fremme Konsten hos
et Folk; Folket vil have mere, der er en anden Trang,
der gaar igjennem det; det gjælder om, hvorledes denne
Trang lettest og bedst kan tilfredsstilles, hvorledes hele
Tidens Bevægelse er, og hvorledes Folket er stillet i
Forhold til den. Jeg er overbevist om, at der ogsaa er
en kirkelig Trang til Konsten iblandt os, men den kan
vanskelig tilfredsstilles; derimod er der ogsaa en anden
Trang, Trangen til i Konsten at føle sig som Folk, til at
Konstværkerne skulle fortælle os om vore Forfædre, om
vort Land, om vor Tid. Oppe i vort Galleri hænge
virkelig gode Billeder af ældre Konstnere, og saalænge
disse Billeder vare Hovedsagen i Galleriet, saalænge de
danske Konstneres Billeder vare færre og ikke vakte
nogen videre Deltagelse , blev Galleriet saa temmelig
taalelig besøgt overalt; men fra det Øjeblik af, at der
175
i den danske Afdeling kom Billeder frem, som talte om
Folkelivet og om begejstrende Daad i Folket, blev den
danske Afdeling saa stærkt besøgt, at Gulvet vidnede
om, at Besøget gjaldt dette Sted og ikke de gamle Ma-
lere. Og saaledes vil det gaa hos ethvert Folk, i en-
hver Samling. De gamle, fjernere Malerier ere et fremmed
Sprog; hvor derimod Samtiden, hvor Fædrelandet kom-
mer til at tale, der forstaar man Sproget og glæder sig
derover. Altsaa det er det Nationale ! Det er det, der
saa at sige er blevet Feltraabet over hele Evropa; alle
Vegne vil man nu have det Ejendommelige, det Natio-
nale frem. En fransk Architekt, en vakker Mand, be-
søgte os for nogen Tid siden og blev henvist til mig;
jeg skulde vise ham Bygningsmonumenter fra Middel-
alderen, og han sagde til mig: »Jeg bryder mig ikke
om den rhinske eller byzantinske Indflydelse, nej, jeg vil
have det Danske!« Ja, desværre, der kunde jeg ikke
vise ham meget. Vore Billeder paa Udstillingerne i
London og Paris, vore Portræter, vore Skulpturarbejder
bleve sete med Glæde, fordi meget Ejendommeligt
traadte frem deri, og navnlig udtalte en dygtig Fransk-
mand sig i 1855 derom paa en smuk Maade; han talte
mig ud af Hjertet, da han glædede sig over den uskyl-
dige og ejendommelige Stræben, der gaar igjennem den
danske Konst.
Altsaa, det Nationale, Folkets Historie, Folkelivet
er nu en Trang over hele Evropa; den gjør sig gjæl-
dende i de største Lande og i de mindste, overalt, hvor
Konsten kan komme frem. Men i et saa fattigt Land
som Danmark, hvad kan der egentlig her gjøres for
national Konst ? have vi Raad til mere end en enkelt
176
Konst? Det er et vigtigt Spørgsmaal, mine Tilhørere,
men jeg tror rigtignok, at vi maa ikke forhaste os med
at besvare det. Vi skulle ikke tro, at vi have Kræfter,
som vi ikke have, men vi maa heller ikke fortvivle og
nedsætte vore Kræfter. Der er et vigtigt Middel til at
skaffe Konstværker frem, det er Foreningsmidlet, vel at
mærke, naar Foreningen ikke gaar ud paa igjen at ad-
splitte, men paa at samle for i Fællesskab at nyde. Vi
have begyndt paa flere Maader at virke saaledes; vi
have faaet Landsoldaten rejst i Fredericia, Løven i
Flensborg, vi se, at Bønder have skudt sammen og rejst
en Herremand, som de holdt meget af, en smuk Bronce-
statue ude paa hans Gods. De se altsaa, hvad For-
eningen formaar i saadanne snevre Kredse. Det er
saadanne Foreninger, der alle Vegne skulle danne sig for
at fremme enkelte bestemte Formaal. Derved vilde der
ikke alene i Kjøbenhavn, men rundt om i Landet komme
Monumenter frem, som vilde udtale, hvad jeg tror Tran-
gen er stærkest til, nemlig hvad der kan tiltale den na-
tionale Følelse. Vi maa ikke drømme om, at det vil
gaa saa hurtigt; men lad der blot komme Gang i det!
Det er forbavsende, hvad der er gjort i de sidste 12 — 13
Aar. Den, der kaster Blikket tilbage og mindes, hvor
tomt og øde det var forinden, vil virkelig forbavses; men
der er endnu saa Meget at gjøre! Paa samme Tid, vi
kunne glæde os over at se vore Konstnere begynde at
tage fat paa vort Fødeland og dets Liv, paa samme Tid,
vi kunne se, at det dog virkelig er muligt at fremstille
det nordiske Liv — Billedstøtterne paa Dronningens
Trappe, Gudrun, Sigrid, Nanna, Ingeborg og flere — paa
samme Tid have vi dejlige Vidnesbyrd om, hvilket ædelt
177
Stof vi have i vore egne Sagn, selv om vi ikke ville
<raa videre end til Saxo. Er det ikke let, selv for Dem,
mine Tilhørere, at komme med Rækker af Figurer fra
den tidlige Middelalder, som De kunde ønske at se ma-
lede eller huggede? Skylde vi ikke endnu at rejse Knud
den Hellige et Mindesmærke? Katholicismen gjorde ham
til Helgen; nyere Historikere have vist, hvilken ædel
Charakter det var, hvorledes han faldt som Offer for
sine Bestræbelser. Skylde vi Protestanter ham ikke at
lade vore bedste Konstnere rejse ham et Minde som
Vidne om, at vi erindre ham, at vi i alt Fald gjerne
ville se ham saaledes, som en Konstner er i Stand til
at fremstille ham for os? Tænk blot paa Absalon! Vi
have intet andet Minde om Absalon og Esbern Snare
end en dejlig Sang og en ret mærkelig Sten fra det
16de Aarhundrede i Sorø Kirke, som ingenlunde kan
tilfredsstille vore Fordringer. Er det nogensinde faldet
nogen af vore bedre Konstnere ind at forsøge paa at
give os den gamle Saxo, siddende i sin Celle og skri-
vende sin Historie? Savne vi ikke Billedet af en Mand
som Niels Ebbesen? Er det ikke tungt at se, hvor
skammelig afklædt Valdemar Atterdag staar i Sorø, eller
hvor barbarisk man har handlet med Margrethes Monu-
ment i Roeskilde? Skulde Nogen af os være ufølsom
ved at se en Mand som Herluf Trolle paa en værdig
Maade fremstaa med sin Hustru, eller Arild Hvitfeld,
Ole Vorm, Niels Juel, den store sindige Helt, eller
Tordenskjold, for ikke at tale om Mænd som Tycho
Brahe, Ole Rømer eller Ludvig Holberg; og idet jeg
nævner Rækker af saadanne Mænd, som betegne for-
skjellige Perioder af vor Historie og vort hele aandelige
Høvens Skrifter. III. 12
178
Liv, betegner jeg ogsaa Rækker af Kjendsgjerninger, som
vise, at vore Konstnere have et rigt Stof, naar de blot
maatte faa Mod til at tage fat derpaa. Se, der kommer
igjen det Andet, som jeg før ialte om: Konstnerne kunne
ikke virke ene, Folket maa virke sammen med dem.
Er Trangen til Nationalitet, til at føle os som Danske,
til Stede, saa maa den ogsaa kunne give sig Luft gjen-
nem Konsten.
Det er altsaa ikke alene som æsthetisk Nydelse —
den være nok saa betydelig — at vi dvæle ved Konsten,
men som et af de store Midler til at styrke, hæve og
drage Folket ; saaledes har den nationale Konst sin Be-
grundelse. Men, ville De sige, skulle vi da indskrænke
Konsten? skulle vi binde Hænderne paa den? Jeg hol-
der ikke af, at Hænderne skulle bindes paa mig, og jeg
vil endnu mindre binde dem paa Andre; men det er
undertiden godt, om der er visse Grænser, og netop
Konstneren trænger mange Gange til, at der skal være
visse Grænser, indenfor hvilke han arbejder, at Stødet,
det, som bevæger ham, kommer udenfra; er der Noget i
ham, vil det nok gjøre sig gjældende alligevel. Det er
ganske sikkert, at der er Konstnere, der ligne disse sen-
sitive Planter, som lukke sig ved enhver Berøring. Konst-
nere, der ere saaledes, maa vi respektere; lad dem be-
holde deres Frihed, lad dem arbejde som de bedst kunne!
Men der er andre Konstnere — og mange Gange er det
de bedste og betydningsfuldeste — som ønske at blive
tilskyndede, at blive opfordrede, for at komme til at ar-
bejde. Vær overbevist om, at den danske Landsoldat i
Fredericia var aldrig kommen, hvis der ikke var kom-
met Opfordring til Konstneren derom. Men det er
179
ingenlunde min Mening at Konstnernes Omraade paa
nogen Maade skulde indskrænkes. Ingen kan glæde sig
mere end jeg over de gamle Digtere, over Homer, over
Bibelen og over mange nyere Digtere. Ingen kan mere
end jeg glæde sig over, at Konsten tilegner sig disse
Skatte, der tilkøre hele den dannede Verden. Her kan
ikke være Tale om at udelukke Noget; men Talen er
om, at Konsten maa søge sin bedste Kilde i sin nærmeste
Omgivelse.
Jeg maa vende tilbage til hvad jeg begyndte Fore-
draget med, idet jeg talte om det Ejendommelige, som
gaar igjennem Naturen og igjennem Folket alle Vegne,
hvor Konsten er kommen frem. Det er den første Be-
tingelse: Konstneren maa se — lad os her sige — med
.lanske Øjne endogsaa paa det Fremmede, for virke-
lig at kunne præstere Noget. Jeg kunde fortælle Dem
mange paafaldende Træk; men jeg skal blot tage et
eneste. Mine Tilhørere vide, at Hollænderne, de hol-
landske Landskabsmalere, dele sig i to store Klasser.
Den ene Klasse, der gik til Italien og vendte tilbage
med Hoved og Sind fyldte af dejlige Indtryk fra Syden,
malede sydlige Billeder; det var Skolen i Utrecht og
Leyden, det var Folk som Swaneveld, Both, Carl Dujardin
og Berghem. Det er nu mærkeligt at se, hvor ensartede, hvor
enstonige disse Konstnere bleve i Modsætning til de
Malere, der havde valgt deres eget Fødeland med dets
langt fattigere Natur, med den meget mere skyede og
kolde, taagede Luft, til Gjenstand for deres Billeder.
Det er mærkeligt, hvorledes hine dvæle ved Erindringen
om de solklare Dage, og selv den Rappeste af dem, en
12 *
180
Mand som Berghein, tilsidst bestandig gjentager sig selv,
fordi han kun havde de gamle Modeller, som han havde
tegnet dernede, de gamle Erindringer at holde sig til,
medens der derimod til Trods for det paa en anden
Maade Enstonige i Billeder som Ruisdaels og Hobbemas
dog ved nøjere Undersøgelse fremtræder et spillende Liv og
bestandig nye Momenter af Naturlivet; hvilken Ynde, hvilken
ægte Skjønhed er der ikke i denne skyfulde Luft, i disse Trær,
som undertiden minde os om vore forkrøblede Ege- og
Bøgetræer! Sjeldent se vi Egene i ejendommeligere Træk.
Se blot, hvilket Liv disse Mestere fremkalde, fordi de
have lagt Mærke til den Maade, hvorpaa Lyset spiller
paa de grønne Sletter ved Haarlem eller imellem de ens-
farvede, graa Duner. Sammenligne vi dem med Italienerne,
saa ville vi straks kjende Hollænderne; det Ejendomme-
lige stikker frem. Saaledes vil ogsaa den danske Konst-
ner, naar han først har faaet Øjet op for det Maleriske,
det Plastiske i sine Omgivelser, naar han kan staa som
ægte national Konstner, deri finde en rig Kilde til at se
det Fremmede i et nyt Lys. Det, som glæder os saa
meget i den moderne Konst, er, at vi se de mangfoldige
Maader, hvorpaa det samme Emne gaar igjennem de for-
skjellige Folks Individualiteter: hvorledes Italienerne be-
handle den hellige Historie, hvorledes Hollænderne be-
handle den, hvorledes Livet træder frem i Stilen. I
Norden som alle andre Steder maa Samtidens Liv med,
for alvorligt at udfylde Konsten. Altsaa, mine Tilhørere,
der er ingen Skranker sat. Lykkes det den Konst,
der har begyndt at spire, ret frodigt og frisk at udfolde
sig, saa vil der ikke derved være sat nogen Grænse for,
at jo ogsaa hele den øvrige store Konstkreds af og til
181
kan blive trukket ind med, alt eftersom Lunet og Lysten
og Beaandelsen kommer over vore Konstnere. Men det
kunne vi være overbeviste om, at saa vil ogsaa alt det
Fremmede, det Antike som det Moderne, som vore Konst-
nere ville optage og gjengive, alligevel alle Vegne bære
Præget af, at det er dansk Konst.
Mine Tilhørere kunne spørge mig, hvorfor jeg taler
om dansk Konst, hvorfor ikke om norsk og svensk Konst,
om jeg da ingen Følelse har for vore Naboer. Jo, det
har altid fornøjet mig at se, hvorledes Normanden Dahl,
hvem vi paa en Maade have nogen Del i — her vandt
han sin Uddannelse, og han gik herfra som en allerede
dygtig Konstner til Tyskland — , hvorledes han med
inderlig Hengivenhed hang ved sit Fødeland. Som ung
Mand kom han herned, som Malersvend, og i mange
Aar saa' han ikke sit Fødeland; men Erindringen fore-
svævede ham, og naar han malede Klipper og Vandfald,
kunde man ogsaa spore, at han ikke længe havde set
dem; men selv om man i hans Billeder kan paavise
Fverdingen, som han sværmede for, kan man ogsaa paa-
vise Dahl. Han gik som moden Mand til Tyskland og
vendte tilbage til Norge, og skjøndt vi have dejlige Prø-
ver i vort Galleri, som vise, at han forstod at male
danske Egne, vare dog norske Fjelde og Fosserne der-
oppe det, han helst malede. Skulde man nu ikke kunne
trlæde sig derover? Skulde man ikke kunne glæde sig
over enhver stor og dygtig Konstner, som Sverig og
Norge frembringer? Hvor herligt, om engang et saadant
trefoldigt Liv i Norden kunde vokse, som i al gj ensidig
Berøring kom til at bære ét fælles Stempel, selv om
man kunde udsondre de tre Elementer! Men, mine Til-
132
hørere, det er ikke det, jeg vil dvæle ved; det er ikke
det første Fornødne. Tror mig ! den sikreste og retteste
Vej til bestandig at komme i nærmere og nærmere For-
bindelse med vore Brødre i Sverig og Norge, er at hævde
os selv som Danske, ogsaa i vor Konst at gjøre vor
Nationalitet, vort Land, vore Sagn gj ældende, at vise, at
vi ikke behøve at bruge fremmede Fjer for at smykke
os med. Det er en alvorlig Sag for os i alle Retninger.
Hvor mørk og truende Fremtiden end kan se ud, maa
vi aldrig slippe den Tanke, at den legemlige Død og
Undergang ikke er den værste , at der er en aandelig
Undergang, som vi skulle grue for fremfor Alt, og at
der er intet bedre Middel til at kjæmpe som Mænd imod
denne aandelige Undergang, end at hævde vor ejen-
dommelige Nationalitet, at vise i enhver Retning med
Sindighed, med Beskedenhed, men med Fasthed: vi bære
ikke alene Navnet af et Folk ; vi ere et Folk.
in.
Konsten i Danmark i den sidste Halvdel af
forrige Aarhundrede.
Foredrag i Studenterforeningen 1859.
(Ea tidligere holdt Forelæsning over dansk Konst før 1754 eksisterer
ikke, lige saa lidt som en Forelæsning, der omfattede sammes vtøere
Udvikling i det 19de Aarkundrede.)
JlLine Herrer! Det er nu allerede Aar og Dag siden
jeg havde den Fornøjelse at være sammen med Dem,
men jeg haaber, at i det mindste en Del af Dem vil
huske, at vi slap ved Konstakademiets Stiftelse 1754.
Denne Stiftelse er egentlig ikke nogen fuldstændig Ny-
hed; der var en Konst og et Konstakademi, men et
Akademi, som ikke var kongeligt, og hvor de fleste af
Lærerne vare Udlændinge. De dygtigste af disse vare
døde eller gamle. Der skulde altsaa gjøres noget Nyt,
det hørte med til Tidens Fordring; et Konstakademi, det
var det eneste, det uundgaaeligt nødvendige Middel til
at danne Konstnere. Det 18de Aarhundrede er rigt
paa Akademier, men meget fattigt paa Konst; det kunne
vi godt sige efter et halvt Aarhundredes Forløb, da vi
med større Rolighed og Klarhed kunne overse Forholdene.
Konstnerne fik nu et kongeligt Slot at bo paa i Stedet
184
tor den private Gaard bag Børsen. Akademiet kom til
at hedde det kongelige Konstakademi for Skildrere,
Billedhuggere og Bygmestre, og der blev i Løbet af de
følgende Aar indkaldt (dels var man nødt dertil, og dels
traf det sig saaledes) et Par meget bekjendte Konst-
nere, saa det er naturligt, at Akademiet tik ligesom
større Anseelse; hvortil ogsaa det Moment, der vel
kunde kaldes det allervigtigste, bidrog, nemlig, at disse
Konstnere kom til at knytte Akademiet til de betydelige
Foretagender, som den Gang fandt Sted. Man var nemlig
endnu ikke bleven kjed af at bygge. Jeg véd ikke, om
jeg sidste Gang nævnede, at i Anledning af Jubelaaret
for den oldenborgske Stammes Regjering blev her den
Del af Byen, som vi nu saa sjeldent høre nævne med
det Navn, »Frederiksstad«, anlagt, d. v. s. Bredgade,
Amaliegade og Amalienborg Plads. Inden 1764 vare
Amalienborgpladses Bygninger opførte for privat Regning
af en fremmed Bygmester, Eigtved, den Mand, som var
bestemt til at skulle være Præsident for det nye Akademi
paa Charlottenborg. Endogsaa Planen var lagt, og Pæle
nedrammede paa Pladsen til den nye, store Kirke, Marmor-
kirken, men alligevel fik det hele Foretagende først sin
rette Betydning, da Eigtved døde. Nu skulde nemlig en ny
Plan til Marmorkirkens Bygning følges; og dertil kom,
at der paa Amalienborg Plads skulde rejses en Æres-
statue til Forherligelse af Kongen. Til Udførelsen af
disse to store Foretagender, af hvilke det sidste hørte
til en Klasse, der den Gang var fælles for hele Evropa,
medens det første maaske kun passede her til Lands,
iiavde man indkaldt de fremmede Konstnere, Jardin og Salv,
der nylig var bleven optagen i det franske Akademi.
185
Der er maaske mange af mine Tilhørere, som hos Gip-
serne have set en Figur, som forestiller en Slags Satyr,
der kommer med en Ged, han har kastet over Skulderen,
idet han holder den i Benene; det var Salys Receptions-
stykke til det franske Akademi, og desuden havde han
udført en stor Æresstatue for Ludvig den 15de. Det var
altsaa en Mand, der bragte et meget godt Navn med
sig hertil. Den Konstner, der grundlagde Marmor-
kirken (det var maaske ikke den Gang beregnet, at den
skulde være af Marmor) var Michael Henri Jardin, som
paa Salys Anbefaling kom herind. Disse to Mænd, som
udmærke den første Periode af vort Konstakademi, be-
tegne en god gammel Tid eller en slem gammel Tid,
ligesom man vil. Der var et Røre i Tiden, og mine Til-
hørere ville forstaa mig, naar jeg fører Dem et Skridt
fremad. Et Aar efterat Konstakademiet var stiftet her
i Byen, kom Johannes Winckelmann til Rom og boede
den første Vinter sammen med en dansk Konstner, Wiede-
welt, som var kommen dertil fra Paris, hvor han havde
søgt sin Uddannelse, endnu førend Konstakademiet eksi-
sterede. Winckelmann betegner et Omslag, skjøndt han
ikke var Konstner, men Forfatter, et Omslag, som be-
buder den nye Tid. Alt, hvad der var overantvordet
fra den tidligere Periode, døde hen, skjøndt det ikke var
muligt i Italien helt at forkaste den gamle kirkelige Tra-
dition; ikke engang Mengs eller Battoni formaaede det,
hvor stærkt de end vare paavirkede af det Nye, som
kom frem. Rom havde desuden for lang Tid siden op-
hørt at være en By, der var Udgangspunktet for nye
Retninger. Ludvig den 14de var Konstnerven, og det
franske Akademi havde saa at sige sendt sine Straaler
186
over hele Evropa; men det fordunklede kun Rom, for
saa vidt det gjaldt om at skabe noget Nyt, og Rom stod
ikke desmindre i sin fulde Glorie, med Glansen fra den
antike og den moderne Konst om sine Tinder. Og nu
vækkes paa én Gang — ikke ved nogen Konstner, men
ved en Forfatter, en Ordets Mand, Winckelmann, en
større Deltagelse for den antike Konst, der nu overalt
staar paa Dagsordenen, og ikke alene faar en reprodu-
cerende Indflydelse, men ogsaa træder frem som aner-
kjendt i og for sig. To Aar før Winckelmann døde, ud-
kom Lessings Laokoon i Tyskland og voldte der en hel
Revolution. Jeg tør imidlertid sige, at i Konsten har
den Intet frembragt; den er fuld af interessante, livlige,
skarpsindige Paradokser, men i det Væsentlige forbliver
den aldeles uden Virkning trods Alt, hvad man derom
siger og har sagt; og det kunde ikke være anderledes,
thi man ser tydeligt, at skjøndt den er udgaaet fra en
Mand, der er saa rigt begavet — vistnok en af Tysk-
lands mest begavede Mænd — , saa kommer den med al
sin Skarpsindighed dog ikke videre end til at sønder-
lemme det, som alene den kan fatte i sin fulde Betyd-
ning, der ret har set paa et Konstværk og er bleven
gjennemtrængt deraf. I Frankrig udtalte Diderot, den
aandrige , desværre nu altfor glemte Forfatter, sig i
samme Retning og prøvede en Dyst med Maleriets Pa-
rykstil. Ligeledes optraadte paa denne Tid i Hogarth
en ægte, betydningsfuld Konstner; vel kunde han ikke
maale sig med Hollænderne i Alt, hvad der angik det
Maleriske i strengere Forstand, men alligevel er Hogarth
en sand Maler, thi man maa ikke forglemme, at naar
man ej har set selve hans Malerier, saa har man i
187
Grunden et meget ufuldstændig Kjendskab til ham: og
det er derfor dobbelt charakteristisk, at en Mand som
Lichtenberg, en saa aandrig Forfatter, ikke følte sig ge-
neret af at lade Hogarths Værker stikke af en middel-
maadig Konstner og saa sende disse slette Kopier ud i
Verden med den brede, og, man kan ej nægte det,
undertiden vittige Fortolkning; der var naturligvis neppe
Skygge tilbage af selve Konstværkerne.
Nu begyndte den usalige Skrivetid, den Tid, hvor
Alle langt hellere vilde læse Beskrivelserne over et Konst-
værk og hellere høre dybsindige Forklaringer derover og
lade sig kildre af dem, end dvæle ved Konsten selv.
Det var en farlig Tid, og vore Naboer, Tyskerne, be-
gyndte med de konstneriske Tidsskrifter en ny, tildels
meget kjedelig Periode. Det var Ordet, der løftede Konsten, i
al Fald Konstens Renommé; Konsten selv blev staaende.
Og det er mærkeligt at se, selv om vi gaa fra den ene
Ende af Evropa til den anden, hvorledes de Navne , der
i Perioden fra 1765 — 84 ere berømte, ikke tilhøre Konst-
nere, men Forfattere som Winckelmann og Lessing; i selve
Konsten er derimod David den første, som vækker en
ny Interesse.
Det var altsaa ikke heldige Vilkaar, hvorunder det
danske Konstakademi blev stiftet, — det var en Overgangs-
periode. De to Mænd Jardin og Salv, hvis Virksomhed her
hjemme jeg før omtalte, hørte aldeles til den forsvundne
Tid, men faa Aar efter se vi nogle af de mest be-
tydende Professorer ved Konstakademiet stærkt berørte af
den nye Periode. Som det altid gaar i en saadan Over-
gangstid, saaledes gik det ogsaa i forrige Aarhundrede,
at selv de, som helst vilde følge det Nye, fordi de følte,
188
at der var noget Sandt og Dygtigt deri, havde ikke Evne
dertil; de sank tilbage og bleve ved at gaa i den gamle
Kredsgang. I andre, ydre Henseender, var unægtelig
Konstakademiet truffet ind paa en heldig Tid. Vi havde
Fred og beholdt den; og i Løbet af 50Aar, fra 1754 ind-
til i Begyndelsen af dette Aarhundrede, skete den ene
vigtige Forandring efter den anden, som alle mere eller
mindre vare til Fordel for Konsten. Bønderne bleve frie,
vi havde Trykkefrihed, der kom nyt Liv i vor Literatur,
der kom Velstand i Landet, og Rigdom blandt Kjøb-
mændene , hvorimod rigtignok Adelen forarmedes mere
og mere ; Industrien fik brudt sig en Bane — men den
var desværre bygget paa falsk Grund , og maatte
sygne hen.
Naar vi nu gaa over til de to Arbejder, der skulde
forherlige Konstakademiets første Periode, nemlig Marmor-
kirken og Frederik den Femtes Statue, se vi, at Marmor-
kirken aldrig blev til Noget, men blev staaende paa
Halvvejen. Man byggede endnu bestandigt, man blev
aldrig træt; Christiansborg Slot var ikke færdigt, Ridder-
salen manglede, og dog begyndte man paa noget Nyt,
paa et saa kolossalt Foretagende som en Kirke, hvortil
man skulde hente Marmorstenene fra Norge*), og det i
et Omfang og i en Højde, og udstyret med en Pragt,
som overgik Alt. Det Største, man hidtil havde hart
her, var Intet imod denne Marmorkirke, hvis ydre Kup-
pel skulde være af Træ, beklædt med Metal, og som
skulde løfte sit Spir 264 Fod over Grunden. Og Kuppelen
') Det har siden vist sig, hvor slette Stenene vare, da mange af
dem allerede nu ere hensmuldrede.
189
stod ikke alene, men den havde paa Siderne to Taarne,
som vare forenede med den; man kunde for faa Aar
siden endnu se Fundamentet til det ene Taarn.
Mine Tilhørere kunne faa en Forestilling om, hvor-
ledes denne Bygning hæver sig, ved paa Jardins Opstalt
at se de anselige fremspringende Portaler med deres
sture Gavle med de rige Relieffer, og lægge Mærke til,
hvorledes herover den mægtige Cylinder rejser sig
som et Rundtempel paa det trinformige Fundament;
den er omgivet af 24 Søjler, paa hvis Architrav den
egentlige Kuppel hviler med sin Tambour, der er smyk-
ket med Figurer mellem Vinduerne, og allerøverst krones
Kuppelen af en Lanterne. Den indre Kuppels Højde-
punkt naar ikke længere end til, hvor den ydre Kuppels
Runding begynder, og dog vilde Rundetaarn kunne staa
under dens Hvælving. Denne Bygning skulde nu ud-
smykkes. Foruden de to Relieffer skulde den have
Marmorstatuer rundt om sig, baade paa den nederste og
øverste Omgang, og naturligvis alle kolossale; der skulde
være baade store og smaa Profeter, Apostle og hele
Rækker af Mennesker og Dyr, bibelske og historiske
Allegorier, Moses og Aron, og hvad véd jeg? og man
havde allerede udpeget den Mand, som skulde gjøre dem;
det var ham, som var truffet sammen med Winck elmann
i Rom, nemlig Johannes Wiedewelt, men som dog ikke
kom til at udføre en eneste Figur. Thi i Aaret 1770
fandt man, at man havde udgivet for mange Penge til
Kirken; Konstneren afskedigedes og vendte tilbage til
Frankrig, rigt dekoreret, medens hans Værk forblev i
den ufuldendte Stand, hvori vi nu se det. Og da Hars-
dorff gjorde et Forslag, hvorved Ruinen kunde komme
190
til at staa — ikke som et Vidne om Mangel paa Fore-
tagelsesaand, men hvorved den kunde faa den Charakter,
som var anlagt i den, uden Overdrivelse, og det for to ,
Tønder Guld, da var Sparsommelighed indtraadt, da
kunde det ikke ske; den maatte blive staaende, som
den var.
Frederik den Femtes Billedstøtte kom dog; men
hvordan kom den? Stærkt beskaaren. 1753 kaldtes
Saly herind, og han har i 1771 udgivet en lille Piece
paa Fransk, som er en Beskrivelse over denne Statue;
den indeholder et Par Skizzer, hvoraf den første er fra
1755, og giver en Beskrivelse af den oprindelig paa-
tænkte Skikkelse. Denne Skizze var approberet af Kong
Frederik den Femte, og Forfatteren fremstiller Kongen
omtrent som man nu ser ham; saa vidt var han enig
med sig selv. Men omkring paa Fodstykket var der
4 Medaillons med store allegoriske Fremstillinger i Re-
lief: Kongens Beskyttelse af Videnskab og Handel; og
nedenunder var der kolossale Figurer af 18 Fods Højde,
paa de lange Sider Danmark og Norge, og paa de andre
Oceanet og Østersøen, udstyrede med passende Attri-
buter. Fra disse sidstnævnte Grupper skulde der fuse
rige Vandstrømme ud i to Kummer. De ser, hvad det
var for et pompøst Arbejde, der var paatænkt. Men
først bleve de 4 Statuer samt Springvandet tagne bort,
og derpaa de allegoriske Relieffer, saaledes at der ikke
blev Andet tilbage, end hvad man nu ser : Medaillonerne med
Indskrivter og Kongen til Hest. I ovennævnte Piece har For-
fatteren nøjagtig gjort sin høje Beskytter og Velynder i Frank-
rig, til hvem Skriftet er stilet, opmærksom paa ethvert Punkt
i sit Arbejde, hvorfor det netop er gjort saaledes, og
191
ikke anderledes; og der er Træk i hans Ræsonnement,
som ville interessere Enhver, som læser denne Bog, og
sammenligner dem med Billedstøtten. Han havde saaledes
stor Lyst til, at Kongens Hest skulde være i Bevægelse, den
skulde galopere; men han har aldrig før bekymret sig
om en Hests Gang, og da han nu er en samvittigheds-
fuld Konstner, gaar han ned i Ridehuset, taler med Be-
riderne og med Kavalererne, som forstaa at tumle en
Hest; og han ser nu selv, at saa snart en Hest galo-
perer, skyder den sig stærkt frem og strækker Bagbenene,
saaledes at disse ikke kunne bære den, hvorfor han maa
have en Støtte under den, og det vil han nødigt, da det
ser stygt ud. Nu vel, saa maa Hesten stejle; og da
opdager han, at i det Moment, den gjør det, krummer
den alle fire Ben, hvorved han mister de smukt frem-
springende Forben, og han kan heller ikke bruge dette Mo-
tiv; han maa altsaa have Hesten i gaaende Bevægelse.
Han moder engang Kongen, formodentlig paa Slots-
pladsen, og der er en Stimmel af Mennesker, som trænge
sig omkring ham; Folk komme med Ansøgninger, og
Kongen modtager dem Alle, om de end ere nok saa
fattige. Franskmanden Saly fortæller her, at Mængden
raaber: »Du er vor Fader«! og Kongen svarer: »Ja
Børn, I ere alle mine Børn«; »og jeg blev saa rørt«, for-
tæller han videre, »at jeg maatte gaa hjem, og jeg følte,
nu havde jeg fundet det rigtige Moment, som jeg skulde
vælge. Kongen skal ride som Folkets Fader, han skal
ride saaledes, at han strækker Haanden velsignende ud;
det vil gjøre et godt Indtryk.« Ja, men naar Kon-
gen skulde tiltale Folket saa smukt, maatte han holde
sig forover, og da han gjør en saadan Skizze, og viser
192
den til de Ridekyndige, sige de: »Er det en Rytter?
han er jo ude af Ballancen« ; og nu maa den ulykkelige
Konstner igjen give Kjøb. Kongen maa ride med An-
stand, det følger af sig selv; men hvad skal han saa
gjøre med den højre Haand? Det ender da med, at han
ligesom Ludvig den 15de faar Kommandostokken støttet
imod Laaret; og kort og godt, efterat han har gjort alle
de Forsøg, faa vi til Syvende og Sidst en Statue som
Ludvig den 14des af Girardon eller Ludvig den 15des af
Bouchardon. Unegtelig er der megen Dygtighed i Hesten;
men han har dog ikke kunnet faa den til at staa uden
Støtte, og han har ikke gjort Regning paa, at Tappen
under den ene Fod støder lige saa meget, som hvis han
havde sat Støtte under Hesten. Det er ikke saa meget
Hesten, jeg vil anke over; man kan have Noget at ind-
vende imod den, den kan have Mangler, men i den
føler man dog en Konstner, som har gjort sig Regnskab
for, hvad han vil udføre; man ser tydeligt et livligt og,
om jeg saa maa sige, et uskyldigt Naturstudium. I Kon-
gen derimod, hvis lille, spinkle Figur det er vanskeligt at om-
skabe til en Herosskikkelse, kommer den gode, gamle
Tid til Syne: det drejede Hoved, Imperatorstillingen og
den snurrige romerske Paaklædning, Alt svarer til den,
og De ville gjertnnde det nøjagtigt paa Arbejder, f. Eks.
af Lairesse fra Ludvig den Fjortendes Tid.
Imidlertid kommer Johannes Wiedewelt hjem. Han
havde altsaa levet med Winckelmann i Rom, og da man. hyp-
pigt bruger denne til at hæve Wiedewelt med, er det
interessant at gjøre sig bekjendt med en Samling af
ikke saa ganske faa Breve fra ham til Wiedewelt. De
havde levet sammen den første Vinter i Rom, og der
193
havde Wiedewelt været den, som lavede Kaffe, havde
været Kone i Huset; og det minder "Winckelmann ham
om et Aar, før hans Livstraad blev overskaaret i Triest.
"Wiedewelt havde indsuget hele Winckelmanns Varme for
Antiken, og i 1762 udgivet en Bog : »Tanker om Smagen
i Konsterne». Skjøndt han ikke er Forfatter, og skjøndt
der i hans Værk er uklare Forestillinger, findes der dog
et Par Steder, som det, naar Tiden havde tilladt det,
kunde moret mig at læse op for Dem; det vilde i det
mindste have interesseret Dem at høre, hvor træffende
og smukt han har skildret den moderne Realisme og
den antike Idealisme, som gik igjennem flere af vore
berømte Konstneres Arbejder i den Tid. Hovedtanken
er den, at Oldtidens Konst bør være Ledestjernen, den
ubedragelige Ledestjerne for enhver Konstner. Først
naar han har studeret Oldtiden, maa han begynde at
tage fat paa Naturen; thi naar han først tager fat paa
denne, kommer han let paa Afveje. Wiedewelt, den for
antik Konst begejstrede Mand, kommer hjem 1759, gjør
straks sin »hvilende Herkules« og bliver saa sat i Arbejde.
Jardin var i Færd med Riddersalen, som var i den
Fløj, som vendte ud mod Ridebanen. Den gik op
gjennem første og anden Sal og gjennem den halve
øverste Etage. Den var altsaa større end den nuværende
Riddersal, og den havde et Galleri med Søjler og Pilastre,
og desuden var der mellem Dørene og Vinduerne rigelig
Plads til Dekorationer. Det store Loft var en uhyre
Flade, som skulde udsmykkes malerisk. Mandelberg var
først bestemt til at overtage dette Arbejde; men det
blev snart stillet i Bero, og senere givet til en anden
Konstner, medens Wiedewelt fik Ordre til at udføre en
Høyens Skrifter. III. 13
194
i høj Grad omfattende plastisk Dekoration. Det inaa
næsten synes utroligt, at han har været i Stand til at
gaa ind paa Planen. I sine forskjellige Sujetter inde-
holdt den en Antydning af de historiske Billeder, som
skulde komme: 12 Medailloner med Fremstilling af de
vigtigste Begivenheder under Kongerne fra Christian
den Første til Christian den Sjette, og forskjellige Trofæer
under hver Medaillon især. Det var det rigtig plastiske
Dekorationsmaleri, som skulde smykke Riddersalens Loft,
og endda skulde der være Malerier oppe paa Galleriet,
nede ved Gulvet og mellem Vinduerne og de smalle
Døre, som førte ind til Slottets øvrige Værelser.
Men det var endnu ikke nok. Christian den Sjette
var død; hans Sarkofag skulde gjøres, og der skulde
desuden foretages betydelige Forskjønnelser i Fredens-
borg Have, og det var Wiedewelt, som var bestemt til
at udføre dem. De drejede sig især om allegoriske Fi-
gurer. Mine Tilhørere kunne for en stor Del se Ud-
førelsesmaaden i de store Grupper: Persevs og Adro-
meda, Zefyr og Flora, Anchises, som bliver reddet af
Sønnen, og Paris og Helena, imellem hvilke der op-
stilledes Trofæer, som ere Efterligninger af antike Mønstre
i Rom. Disse svære Grupper ere i en Stil, som ikke
i fjerneste Maade minder om Antiken, og udførte i en
simpel Sten, men de bleve dog roste og gjorde en stor-
mende Lykke, og Wiedewelt tik snart dannet et dygtigt
Værksted, som maatte udføre Alt efter hans Udkast,
hvoraf nogle bleve sete paa Kunstakademiets Udstillinger.
Endelig maa endnu nævnes de store dekorative Grup-
per: Danmark og Norge, fremstillede i kvindelige Skik-
kelser, der staa paa begge Sider af Fredensborg Slot,
195
og som ligeledes vandt meget Bifald. Thi netop saa-
danne Arbejder som disse og som Saly's Frederik den
Femte kastede mere Ry af sig end rene Konstværker,
og Anlæg, som de i Fredensborg Slotshave, bleve an-
priste som rene xsonnalmønstre af Hirschfeld i »Theorie
der Gartenkunst".
Ved Siden af alt dette Gammeldags og under Øjnene
af den Konstner, hvis Mission det var at udfore det saa
lovpriste Antike, sneg en ny Tid sig ind, hvis første
Spor fremtraadte i Xormandsdalens Figurer, og det var
en Billed- eller Stenhugger J. G. Grund, som var kommen
herind i Landet fra Sachsen, der var bleven udkaaret
til dette Arbejde, hvoraf Afbildninger bleve udgivne
1773. Det er en ny Tanke, der i dette Forsøg allerede
træder mere bestemt frem, men desværre er Udførelsen
under al Kritik, og den kan ikke engang forsvares med
at kaldes barnlig, thi har den for meget af Barnet ved
sig, er det snarest af dets Uvidenhed. Og dette Ud-
førelsens, Haandfærdighedens lave Standpunkt kan aller-
mindst nu oversees, efterat Figurerne ere oversmurte med
Oliefarve adskillige Gange, saa mange af dem se ud
som om de led af en ulægelig Vattersot. Men de ere
alligevel et godt Tidens Tegn.
Det største Arbejde, som Wiedewelt i denne Periode
gjorde, var Frederik den Femtes Gravmonument. Man saa'
Modellen til det i halv Størrelse paa Salonen 1778, og
selve Monumentet, der er stukket meget smukt af Clemens,
var fuldt færdigt fra Konstnerens Haand et Par Aar
efter, og stod nu i mange, mange Aar i Kjælderen i
Materialgaarden, fordi Gravkapellets Fuldførelse stadigt
lod vente paa sig. Ogsaa i dette Værk, som er TViede-
13*
196
welts mest ansete og største, føle vi den gamle Smag.
Der er i det hele Arbejde noget Kj edeligt og — ja jeg
véd ikke, hvad jeg skal kalde det — Møbelagtigt. Wiede-
welt blev fordærvet ved at skulle levere disse smaa
Mindestøtter i Jægerpris Have og ved at blive brugt ved
alle Lejligheder som Architekt, og kunde ikke komme
ud over disse daarlige Former, som meget mere lugte
af Snedkeren end af Architekten, og det gaar igjennem
en Del af hans Arbejder. Støtten med Kongens Me-
daillon ser ud som om den voksede op bagved Sarko-
fagen; den vil ikke ret forbinde sig med det Andet,
trods det rige Tæppe, som' ligger foran. Hertil
kommer den kjedelige Opstilling af Figurerne og at de
to kolossale Kvinders, Danmarks og Norges, Smerte er
aldeles utaalelig; den ene sidder som de, der maa para-
dere ved Kongens Ligseng: hun sidder selv paa Parade,
uden nogetsomhelst Udtryk af Sorg eller Smerte. Men
det var et enormt Arbejde!
Det er sørgeligt, hvor vi se Tegn paa Dygtighed
og Kundskab, ikke at kunne sympathisere dermed; men
det tilhører for os altfor udelukkende Historien, til at vi
kunne føle os hjemme derimellem. Der er straks det
Besynderlige, som maa være Dem paafaldende, naar De
tager de Grupper, jeg før nævnte, Danmark og Norge
ved Frederik Femtes Sarkofag og saa bliver ved at gjennem-
gaa hele Rækken af Figurer ved Monumenterne for
Rosenørn og Bodenhoff, ved Frihedsstøtten, o. s. v. , at
De intetsteds træffer Andet end lutter kvindelige Fi-
gurer. Kun ved Receptionsarbejderne til Akademiet var
det en staaende Regel at fordre mandlige Figurer; der
har De derfor Arbejder som den hvilende Herkules, eller
197
en Herkules som kaster sig paa Baalet, eller Dommeren
Minos, som endda er en svag gammel Mand. Og se,
saa er man færdig med Hankjønnet og har ikke Andet
tilbage end lutter Kvinder og allegoriske Figurer — hvad
der overhovedet kunde bruges paa Epitafier. Her havde
Konsten sin egentlige Virkekreds. Frederik den Femte sidder
paa sin Malmhest, omgivet af lutter Sorger, lutter Døde;
i Modsætning dertil vilde et enkeltstaaende Foretagende
som Xormandsdalen i'aaet stor Betydning, naar det havde
været givet i en Konstners Haand, men desværre, det
skete ikke.
Der er endnu et Punkt, som er ejendommeligt for
det Tidsrum, vi her omtale, og som gjør, at vi kunne
dele denne Periode af den akademiske danske Konst i
to store Afsnit; det ene gaar fra 1754, da Akademiet
blev stiftet, til ind i Halvfjerdserne, og det andet Aar-
hundredet ud. Det er omtrent to tilsvarende Halvdele,
hvoraf vi kunne kalde den første den architektonisk-
plastiske, den sidste, i hvilken Malerkonsten træder
stærkere frem og Plastiken aldeles i Baggrunden, den
malerisk-architektoniske. Maleriet var meget svagt re-
præsenteret i den første Halvdel af Perioden. Vi havde
fra 1740 i Svenskeren Gustav Pilo en Konstner, som
egentlig mere tilhører os end Sverig, thi hele hans Virk-
somhed faldt her; men Sverig har et af hans sidste og-
største Arbejder. Denne Mand var begavet, især var
han en Virtuos med sin Pensel, men af mange af
hans Arbejder kan man ane, at han kunde præstere
Mere end det, der hører til den blotte Penselfærdighed.
Men han skulde male alle disse Konger og Dronninger
og Lehnsherrer i deres Atlaskes Kapper og Fiskebens-
198
skjorter, og der gjorde det saa godt at faa disse store
Flader, disse kraftige Halvskygger i de Atlaskes Folder.
Det lod sig bekvemt og flot gjøre med en bred Pensel,
hvad han nok var Mand for; og han vandt almindelig
Anerkjendelse. Han kom imidlertid i Strid med Re-
gi eringen, fordi han modtog en svensk Orden uden at
have Tilladelse dertil, og forlod Danmark i Aaret 1772.
Ved Siden af denne havde vi ogsaa Indfødte; vi
havde Maleren Peter Als. Han var den Første , der
vandt Akademiets store Guldmedaille 1755, Aaret efter
Akademiet- Stiftelse. Han gik til Rom, hvor han
levede sammen med AVinckelmann og blev en Ven
og Lærling af Mengs , hvem han kopierede. Paa
Sånderumgaard var der saaledes en Kopi af Als efter et
stort Billede af Mengs; men Als var en ubetydelig Konst-
ner. Flittig og stræbsom var han, og enkelte Portræter ere
nette, saaledes er Wiedewelt ikke uheldig tænkt, men nogle
af de bedste ere vist forsvundne ; der var i sin Tid megen
Tale om et Portræt af Caroline Mathilde, idet hun be-
slog Livgardens Fane, men ogsaa det er forsvundet. Det
bedste er Schmettaus, derimod er Jardins og et Par af
de andre temmelig tørre og kolde; man føler, at der er
noget Smudsigt og Skyggeagtigt deri uden Mengs Pensel
og uden den hele Afrunding, som Mengs var i Stand til
at give. Han døde 1776.
Vi havde imidlertid endnu én Konstner, det er Mandel-
berg, der egentlig er en født Svensker, fra Stockholm.
En Xormand, som rejste til Paris med dansk Under-
støttelse, kom til Stockholm og tog den unge Mand med
sig. I Paris vakte han Opsigt, blev anbefalet til Frederik
den Femte, hk Rejsestipendium og forblev som dansk Konst-
199
ner i Udlandet, indtil han kom tilbage. Man har af
ham seks Billeder af Iliaden, — det er nogle sørgelige
Produkter — og desuden ogsaa Bataillestykker, hvorpaa
vi kunne se Prøver i Akademiet. Skjøndt disse heller
ikke havde Meget at sige, vandt han dog stor Yndest,
da han førte sin Pensel med en vis Lethed. De kjende
vist, m. EL, af Navn den ansete Konstner Boucher,
som Diderot traadte op imod med megen Skarphed, som
han egentlig tilintetgjorde, men som vedblev at være i stor
Yndest og gik under Navn af Gratiernes Maler — det var for
Resten nogle hæslige Gratier — , ham søgte Mandelberg
at efterligne, men han havde ikke det Elegante som
Boucher. Naar man gaar ud paa Frederiksberg Slot
vil man let kjende Manden alle Vegne over Dørene, og
det er morsomt at sammenligne ham med Frederik den
Fjerdes Konstnere; de stikke rigtignok Mandelberg ud. Han
er flov, men let og uskyldig: der er smaa Børn, som ligge
og lege med Aks og andet Lignende. Denne Mand blev
desuden valgt til at dekorere Riddersalen med Kranse
og allegoriske Figurer; men Mandelberg har mindre Krav
paa vor Opmærksomhed som Konstner end som Lærer,
som Skoleholder. Hos ham gik flere af vore dygtige
Konstnere i Skole; Clemens og Abildgaard lærte hos
ham. Det var, kan man sige, den gode gamle Tid, og
jeg lægger her Vægt paa Ordet »gode«. Det var ikke
kommet saa vidt her, at de egentlige Konstnere havde
trukket sig tilbage fra Livet ; det uhelbredelige Svælg,
som nu ligger imellem Haandværkere og Konstnere, eksi-
sterede ikke den Gang. Vilde en rig Mand have sin
Bygning dekoreret, gik han til Mandelberg, og saaledes
gik man mer eller mindre ogsaa frem i den følgende
200
Del af Aarhundredet. Saa brugte han unge Folk, der
havde Talent, og lod dem gjøre Tegningerne; ogsaa en-
kejte Landskaber faldt for, og der var saaledes god Lej-
lighed for Konstnerne til at øve sig. Desuden brugte
Konstneren duelige Malersvende til det egentlige An-
strygerarbejde, hvilket Eleverne forøvrigt ogsaa selv havde
lært, og som de havde god Gavn af. Lad os aldrig
glemme, at flere af vore dygtigste Malere, ligefra Eckers-
berg til Skovgaard, have været Malersvende; det har
Noget at betyde. Jeg siger ikke, at det er en Nød-
vendighed, men jeg siger blot, at det er som oftest en
Fordel. Saa vanskeligt som det vil være mig at paa-
pege noget bestemt Eksempel derpaa fra den ældre Tid,
saa er det dog faktisk; og jeg kjender Eksempler fra
en senere Periode, som have interesseret mig at se, men
de forsvinde efterhaanden mere og mere. Haandværkerne
bleve trukne op til Konstnerne; der kom derved et
Sving i begges Virksomhed, i Stedet for at de nu staa
skarpt begrænsede overfor hinanden. De enkelte Mænd,
der havde Lyst til at bygge og dertil vilde benytte Konst-
nere, behøvede ikke at være bange for, at Udgifterne
skulde gaa i det Utrolige; nu skyer man det, eller ogsaa
mangler den finere Sans.
Vi komme nu til den anden Periode, den malerisk-
architektoniske. Skulde jeg nævne noget bestemt Aarstal,
vilde jeg være i Forlegenhed, og jeg vilde ved at til-
stræbe Nøjagtighed paa flere Maader begaa en Fejl; dog
vilde jeg snarest nævne Aaret 1772, thi da udkom Peder
Paars med Compositioner af Wiedewelt, stukne af Cle-
mens; det er maleriske Compositioner. Wiedewelt var
flersidig; han tegnede overordenlig meget, componerede
201
af den nordiske Mythologi til Balders Død, som ikke er
synderligt heldigt, og saaledes ere heller ikke disse Com-
positioner. Men læg Mærke dertil : det er noget Be-
tydeligt, der her kommer frem i Peder Paars med konst-
nerisk Udstyrelse; og naar man ser hen til, hvad der er
gaaet foran og hvad der følger efter, vil man forbavses
over, at et saadant Værk har kunnet fremkomme den
Gang. Ganske sikkert var Wiedewelt ikke den Konst-
ner, som skulde gjøre det, skjøndt han havde Lethed og
Fantasi. Vi maa desuden først se Compositionerne til
Peder Paars, førend vi ville tro, at det er et Værk, som
egner sig til konstnerisk Behandling. Hele Peder Paars,
med alt det den er saa simpel og bevæger sig mellem
Kræmmere, gamle Kjærlinger og lignende Figurer paa
Anholt og Skagen, spiller i den luftige, fantastiske Ver-
den, saa at det skulde være en egen Konstner, der
skulde være i Stand til at bringe disse Tegninger til
Veje. Vi maa bekjende, at lige saa vist som det er et
ægte dansk Arbejde og danske Figurer, spiller dog i
Satiren hele Oldtiden derigjennem. Nej, det var ingen
let Sag; den blotte Realisme forskar her ligesaa lidt
som den eventyrlige Fantasi, der svæver udenfor alle
lokale Grænser. Det er maaske en stor Ulykke og
ikke uden Betydning for at vurdere Tiden, at det, som
laa saa nært, Holbergs Komedier, dem fandt man ikke
paa at levere Tegninger til — naar jeg undtager en en-
kelt Vignet, der ikke har Noget at betyde — nej, man
valgte Peder Paars 1772 og 1789 Niels Klim, og til at
udføre Illustrationerne til Niels Klim tog man Abildgaard
og atter den udmærkede Stikker Clemens.
202
Abildgaard og Clemens vare saa godt et Valg, som
man kunde gjøre, Niels Klim var et saa uheldigt Valg
som vel muligt. Niels Klim ligger aldeles udenfor Kon-
stens Sfære. Det er interessant, naar Holberg vil led-
sage Niels Klim med virkelige Portræter af de Martinianer
og Potuaner, men at lade Konsten komme og behandle dette
Emne, gaarikke. Med alt det, at disse Arbejder saaledes
ikke kunne kaldes heldige, bebude de dog den nye Tid;
vi blive dragne ud af denne Portrætverden, vi komme
ud fra alle disse kvindelige symbolske Skikkelser, ind i
en anden Figurverden: jeg kunde maaske nævne Aaret
1775 eller 1778 som det rette Aarstal at begynde med.
Det er da, at Abildgaard maler sin saarede Philoktet og
lader Billedet se her i Kjobenhavn ; dette Billede kjende vi
Alle, det hænger oppe i Galleriet. Abildgaard havde
forberedt det med megen Omhu og lagde selv megen
Vægt paa det. Hans Navn staar derpaa helt ud med
græske Bogstaver og endda nedenunder Abildg. pinxit.
Det gjorde stormende Lykke, men naar vi se paa den
Maske, som det i Virkeligheden er, paa denne knækkede
Ryg, saa blive vi utaalmodige; og saa dette gule Lys!
Det er vel muligt, at Lyset oprindeligt ikke har været
saa gult, der er maaske sket en Forandring, men selv
bortset derfra, saa er det dog kun en maadelig Figur.
Men se saa, hvorledes den staar paa dette luftige Rum,
hvorledes denne Arm, der bøjer sig ud og griber om
Foden, er modelleret! Have vi havt en Konstner, der
senere har været i Stand til at modellere en Arm med
alle Enkeltheder saaledes udprægede? Naar vi se paa
Laaret, paa Benet, hvad er der da ikke for en Kraft?
naar vi se paa det plettede Dyreskind, hvor er det bredt
203
og dejligt gjort? Kan det undre os, at saadanne For-
trin maatte vække Forbavselse, ja en ganske enorm Be-
gejstring? Det følgende Aar leverede Abildgaard sit
Billede »Svend Tveskjæg, der løskjøbes af de danske
Kvinder«. Kvinderne og selv Børnene komme med deres
Smykker for dermed at løskjøbe deres Konge. Naar
vi nu vilde gaa løs paa det egentlig Konstneriske, saa
er der store Mangler; Børnene se saaledes ud som for-
mindskede voxne Mennesker, som Lilleputter. Men paa
den anden Side er der den samme Dygtighed; der er
flere af disse Figurer, som i malerisk Henseende ere dej-
ligt gjorte; der er Dybde og Luftighed i Opstillingen.
Denne Mand, som har malet dette, skal jo nu naturlig-
vis dekorere Riddersalen, han skal supplere den ma-
leriske Udstyrelse og fuldstænddiggjore Wiedewelts Skulp-
turarbejder, og saaledes kom han til at udkaste sin Plan
til den rige Dekoration, der var paatænkt; men en Del
af Planen kom ikke længer end til Papiret, Loftet skulde
være en Antydning af Hedenskabets Alder. Ovenpaa
Galleriet skulde de ældre ehristne Konger være, og for-
neden den oldenborgske Stamme — alle Kongerne, thi
man var den Gang ikke bange for at berømme dem i
levende Live — altsaa lige indtil Christian den Syvende.
Ham fik Abildgaard dog ikke færdig, og det er et
Spørgsmaal, om der ikke imidlertid var passeret Noget,
om ikke hans Skizze var bleven forandret, og om ikke den
Skizze, som vi have af Christian den Syvende, som bryder
Bondestandens Aag, var bleven bestemt til at indtage
Pladsen, da der saa atter kom "Noget i Vejen. De véd,
at Stykkerne, som vare færdige paa Christian den Syvende nær,
brændte for en stor Del ved Christiansborg Slots Brand;
204
der blev kun tre reddede, og disse ere nu desværre ikke
tilgjængelige for Publikum, da de ere lagte ind under
Kongens private Samling*). Alle Skizzerne derimod,
som ere blevne udfort e omtrent 1780, eller i Begyndelsen
af Firserne, eksistere endnu; de hænge paa Enkedron-
ningens Palæ i det Værelse, hvor Christian den Ottende gav
Audiens, og tilhøre Kongens private Samling. Deraf
faa vi en Forestilling om, hvad hele Sviten indeholder.
Jeg haaber, at mine Tilhorere ikke ville blive trætte, om
jeg dvæler en lille Smule derved. De kunne begribe, at
det er enkelte historiske Begivenheder, allegorisk op-
fattede efter den ældre Smag; thi den kunde selv Abild-
gaard ikke rive sig los fra. — Christian den Første altsaa op-
højer Holsten, Grevskabet Holsten, til et Hertugdomme; Kon-
gerne Hans, Christian den Anden og Frederik den Første ere,
uvist af hvad Grund, oversprungne. Christian den Tredie løfter
det sjunkne Danmark, som knæler imellem Ruiner, op til en
lykkelig Fremtid under Protestantismens, Fredens og Vis-
dommens Varetægt. Frederik den Anden sidder paa sin Stol
og har Planen til Kronborg for sig. Christian den Fjerde
fremstilles i Slaget ved Femern, lænende sig op til Masten
og holdende det blodige Torklæde for Øjet. Det er den
Figur, som senere er benyttet af Lorentzen og mange
Andre, skjøndt Motivet ikke er saa ganske heldigt. Frederik
den Tredie i sit kongelige Værelse modtager Reedtz,
Nansen og Svane, som komme for at sige ham, at han
er Arvekonge i Danmark. Christian den Femte er samlet med
sine Lovgivere for at give den danske Lov. Frederik den
Fjerde sidder medllaandenpaa Laaret, og den stakkels lange
*) Nu lindes de paa Christiansborg Slot.
205
Stenbock knælerfor ham. Christian den Sjette staar med Pla-
nen til Dokken mellem Danneskjold og Dumreicher foran
et uhyre mægtigt Skib. Frederik den Femte sidder som Gud i
sin Glorie, med Minerva og hvad véd jeg; og Mars
vaagner gnaven nedenunder. Christian den Sjette forener den
hertugelige Del af Holsten med Kongeriget. Frederik den
Sjette som Prins bryder Stavnsbaandet og naturligvis har.
sum jeg for sagde, denne Begivenhed fremkaldt en ny
Skizze af Abildgaard: alle disse Skizzer have vi, og jeg
forbeholder mig senere at sige et Par Ord om dem.
Snurrigt nok, et Billede, som drejer sig mest om en
ren, tom Allegori, at hæve en Provins fra Grevskab til
Hertugdømme, er et af de allerinteressanteste, og mellem
Alt, hvad vi have tilbage af Abildgaard, er der maaske
ikke et Billede, som kan maale sig med dette: skjøndt
ogsaa her ere grove Tegnefejl, er der intet af hans Bil-
leder, som bedre kan vise, hvad denne Mand kunde
gjøre. Jeg vil haabe, at det kan blive almindelig til—
gjængeligt, saa ville mine Tilhørere selv kunne over-
bevise sig derom. Nu maa De huske paa , at det er
en bestemt Størrelse, der var givet ham, som afhang af
Vinduernes Brede. De maa tænke Dem en Vindues-
pille helt ned til Gulvet, altsaa en meget høj, stor Fir-
kant, og paa det Rum skal udføres saadanne Ting som
Dokken o. s. v. Man kunde sige, at det hører til de
maleriske Umuligheder; men Kbnstneren har gjort hvad der
er muligt, ved at koncentrere Handlingen i Forgrunden
i et Par Figurer. Havde han været i Stand til at be-
aande dem, kunde man sige, at det var Mesterværker.
Der hører Konst til, naar han som i den allegoriske
Fremstilling skal have Christian den Første paa sin Throne,
206
siddende mellem sine to Prinser: han har Adelsmænd
bagved sig, og foran ham knæler det lykkelige Holsten
med den hertugelige Krone. Grevekronen er foragteligt
henslængt paa Gulvet, og ved Siden af staa Nabolandene
Ditmarsken , Oldenborg og Delmenhorst og gjore for-
modentlig deres Bemærkninger og ere misundelige. Ser
De, det er mange Figurer! Hvis jeg havde Billedet her,
maatte De. mine Tilhorere, tilstaa, at det virkelig er
lykkedes ham at male Alt paa det smalle Rum, og om
ogsaa Holsten, ligesom for at bøde paa, at det er blevet
Hertugdomme, er skammelig fortegnet baade for og bag,
hvor er saa dog ikke alligevel de to af disse Kvinder
dejligt malede; hvor er ikke den unge Prins, som træ-
der frem mellem Dybderne, klart og udmærket gjort, og
ligesaa Kongen i sin vide Slaabrok, — saaledes kalder
jeg hans Kongekaabe af Hermelin , rigt broderet med
Guld. Der er Fejl i Stykket, der er en vis Askegraahed,
saa snart man er kommen til den tredie og fjerde Plan;
men desuagtet er Billedet kosteligt, og vi have, naar vi
kunne se bort fra Allegorien, ikke mange Billeder fra
den Tid, som kunne gjøre det Rangen stridig, og i visse
Henseender turde det vel endog nu være en farlig Con-
eurrent. Dermed skal jeg holde op med Riddersalen.
Ogsaa udenfor denne har Abildgaard vist en mangfoldig
Begavelse, han malte Scener af Shakespeare: Hamlet
hos Dronningen af Skotland, Richard den Tredie, som farer
urolig afsted, forfulgt af de af ham Myrdedes Gjenfærd,
eller Dronning Katharina, som i Dromine ser Himlens
Hærskare svæve ned over sig ; et af disse Billeder alene
kunde gjøre ham berømt. Jeg har set Tegninger af
ham, som nu ere sporløst forsvundne, som viste, at han
207
havde componeret flere Scener af Ossian. Han har malet
Sokrates, der er stukket at' Clemens; Billedet er øde-
lagt for lang Tid siden, men demens's Mesterstykke vil
leve, saa længe der er et Eksemplar tilbage deraf, og
jeg vil haabe, at det vil vare i Aarhundreder. Det er
et mesterligt Billede : Sokrates, der sidder i Forgrunden,
er saa kraftigt oa plastisk gjort. Enkelte Sager mis-
lykkedes ham imidlertid aldeles. Hans Hamlet er en
ren Lededukke, og enkelte brillante maleriske Ting kunne
ikke forsone os med disse utaalelige, døde figurer. Men
Abildgaard fandt ogsaa Modsigelse; thi hans Samtidige
vidste godt, at han tegnede paa en egen Maade. Han
førte derom en Kamp med Rothe og Hviid paa Regentsen
for sit allegoriske Billede, 'Arveprins Frederik, der kom-
mer og vækker det slumrende Rygte«, det vil sige For-
herligelsen af de danske Mænd paa Jægerspris; og det
gav Anledning til en Strid, som jeg, uagtet den er trykt
i »Danske lærde Efterretninger« 1785, vil raade alle
mine Tilhørere fra at læse; den er forfærdelig kjedelig-
Der indtræder imidlertid en pludselig Lammelse af Abild-
gaards Virksomhed ; Slottets Brand synes at have gjort
et stærkt Indtryk paa ham. Vi kunne, naar jeg und-
tager et svagt Billede, som forestiller Jupiter, som vejer
Menneskenes Skjæbne, ikke nævne et eneste større Ar-
bejde af ham i Tidsrummet fra 1794 — 1800. Det synes
virkelig, at det, saaledes at se sine Arbejder næsten
sporløst forsvundne, at se hele sin Tumleplads tilintet-
gjort for bestandigt, har knækket Abildgaards Mod —
han var den Gang endnu en Mand i sin fulde Kraft, og
naturligvis havde han store Tanker om sig selv — ; hele
denne lange Række af christelige Konger og hele dette
208
rige Loft kom han ikke til at male, ja det kunde maa-
ske have bøjet endnu kraftigere Mænd end Abildgaard,
der var sejg og stærk, ligesom despotisk og jernhaard.
Branden 1795 gav ham for Resten hos mange Privatfolk
Lejlighed til at dekorere; for ikke mange Aar siden var
der bevaret hos Lorentzen paa GI. Torv en Række De-
korationer, som vare superbt gjorte, det var rene Pragt-
stykker; der fandtes ogsaa Stykker, udførte af en af hans
Elever, og jeg har set flere Ting af denne Art netop i dette
Nabolag. Der var ogsaa Haandværkere, som bleve ud-
dannede af ham, og som have udført meget Godt, ja det
Bedste, jeg har truffet paa i den Retning, men som nu,
ligesom næsten Alt, er vidsket over eller udslettet ; dog
hedder det sig, at der f. Eks. paa Hjørnet af Reverents-
gade og Vingaardsstræde paa første Sal skal findes
Malerier, men som jeg tilstaar, jeg ikke har gjort mig
den Ulejlighed at skaffe mig Adgang til. Abildgaard
selv var heller ikke uvirksom. Lorentzen havde udført
sin Bygning efter hans Tegning; se paa den og sammen-
lign den med hvad der nu udføres, og man maa sandelig
indrømme, at det er en anstændig Privatgaard, og at
Abildgaard staar med Palmer i Hænderne. Saa kom
det nye Aarhundrede, og saa er det ligesom om Lysten
til at male vaagner hos Abildgaard, men i en anden
Retning; med Undtagelse af enkelte Ting, som tilhøre
den senere Historie, og nogle andre Sager, f. Eks. det
bekjendte Maleri, der er stukket af Clemens, som frem-
stiller Vægteren, som knæler ned, medens Tyven stiger
op paa Ryggen af ham og ind af Vinduet, der dog er
gjort inden 1800 — , med Undtagelse af saadanne en-
kelte Træk maler han de fire Billeder paa Galleriet,
209
der forestiller Terentses Andria , — og det er Alt,
hvad han udfører mellem 1800 og 1^04. Det har
for Resten i disse Billeder ikke været ham klart,
hvad han gjorde, og det er snurrigt, at Abildgaard,
der dog var en Mand med Kundskaber, slet ikke
har gjort sig det klart bevidst, hvad det var, han
malede. Han vilde male antike Scener, men det giver
han os ikke. Han giver os derimod det dagligdags Liv,
som det kunde fremtræde i en Komedie ; men saa faar
han den usalige Idé at sætte en af de komiske Theater-
tigurer ind i Billederne, Slaven med den gabende
Maske. Fremstillingerne har derimod Interesse i en
anden Henseende. I det ene Stykke med Aftenhimlen
er Luften malet af Juel. Abildgaard vilde have Juel til
at hjælpe sig (har han aldrig selv malet Landskaber) ;
men det er interessant at lægge Mærke til, at Juel, som
virkelig var Landskabsmaler, og hvis Billeder af denne
Art det er en Fornøjelse at se, her ved Siden af Abild-
gaard bliver flov og kold; og det maa frappere, at en
Konstner som Juel, der var en dygtig Kolorist, som han
var en god Landskabsmaler, ved denne Prøve dog al-
ligevel taber i Modsætning til Abildgaard. I det Hele
maa vi vistnok sige, at det er interessante Bil-
leder i deres Art. Vor Tid og en tidligere god
Tid vilde forlange meget finere Toner i Luften, men
jeg forsikrer, at siden Slutningen af det 17de Aar-
hundrede havde Ingen malet bedre Architekturstykker
med Staffage end disse Billeder af Abildgaard. Nu maa.
jeg have Lov til at kaste Blikket paa Skizzerne og de
store Sager og charakterisere dem med et Par Ord.
Der haves Skizzer til Riddersalen, om hvilke mine Tilhørere
Hoyens Skrifter. III. 1 <
210
kunne faa en Idé ved at se paa Skizzerne til Kiels Klim,
de smaa Billeder, vi have i Galleriet. De saavelsom
Billederne af Ossian bære allesaminen, for saa vidt de
ere tidligere end 1800, Præget af en vis Kulde i Far-
verne, men paa samme Tid ere de af stor Dygtighed,
udførte med en sikker og rask Pensel ; og om nogle af
Billederne til Niels Klim, f. Eks. hvor han drommer om
Degnen i Fanø Kirke, da Tyren vækker ham med sit
Brøl, eller hvor han bivaaner Potuanernes Andagt i en
skyggefuld Hule, om disse kunde jeg sige, at det er smaa
Mesterstykker. Det luftige, fantastiske Rum i det sidste
Billede, hvor man ikke kan sanse, hvad man ser — det
er superbt gjort. Det er besynderligt nok, at først i den
sidste Periode af sit Liv gaar han i de mindre Billeder
over i en mere gul Tone, i en delikatere Farve. Naar en
Forfatter i Slutningen af forrige Aarhundrede, som har
skrevet med stor Upartiskhed, siger i sin »Reise in
Danemark « : »Danmark har allerede nu flere brave og
dygtige Konstnere, men ingen Konstskole«, kan man
give ham Ret deri. Danmark havde endnu ingen Konst-
skole. Denne skulde netop begynde. Men naar han
siger, at de dygtigste af vore Konstnere sluttede sig til
Italienere og Hollændere, da har Manden Uret, navnlig
med Hensyn til Abildgaard, der ikke slutter sig til nogen
egentlig bestemt Konstskole og i ethvert Tilfælde hævder
sig en selvstændig Plads; havde han levet f. Eks. i Eng-
land, vilde man se hans Navn nævnt i trykte Bøger,
medens den danske Abildgaard er aldeles ubekjendx.
Men noget Andet er det, at i en saadan Periode, og i
et Moment som det, jeg har omtalt i Begyndelsen af
mit Foredrag, da maatte nødvendigvis de Mænd, som
211
vilde fremkalde en Revolution, søge et Holdepunkt. Nogle,
som David, søgte det i det Antike, Andre søgte til Ra-
fael, Andre til Michel Angelo, Andre igjen til Tizian og
Koloristerne; de maatte tinde sig et Støttepunkt, og for
saa vidt kan man sige, at Abildgaard studerede Michel
Angelo, og naar vi se paa Modelfigurerne og paa Phi-
loktet og mange andre Sager af ham, saa kan man se,
hvor meget han har hentet ned fra Loftet i Capella
Sistina. Ogsaa hos Fiissli (F.useli) gjenfinder man Michel An-
gelos Efterligner. Men man skal gaa lige til Kilden, —
han og Abildgaard vare paa samme Tid i Rom, nemlig
fra 1772 — 77 — man skal sammenligne dem med hin-
anden for at opdage, at de ere aandsbeslægtede, og at
rimeligvis Fiissli og hans Studier har faaet en afgjørende
Indflydelse paa Abildgaard; men for Resten har Abild-
gaard bevæget sig aldeles selvstændigt. At han
har faaet dette Hang til den særegne Form, tror jeg at
kunne forklare af, at han har gjort Meget udenad; det
skulde være kjækt, det skulde være lærdt. Konstneren,
som skulde for Fode lave Malerier, tog, naar han skulde
drapere , Lededukker til Hjælp, og det er saa gaaec
over i hans Figurer. — Saa stort et Navn Fiissli har,
saa anerkjendt han er som aandrig Konstner, saa staar
Abildgaard ham dog fuldkomment ved Siden. Det er en
Tid forekommet mig, som om Fiissli havde mere Fantasi,
men det er ikke saa; hans Billeder ere mere »skab-
agtige«; og han havde ikke Abildgaards Farve. Denne
Farve, denne kraftige Modellering, som gjorde, at en
Mand, som netop ikke var hans Yen, men en uvillig
Dommer, Asmus Carstens, sagde om ham, at han ikke
havde set en saadan Kolorit, som Abildgaard havde,
14*
212
hverken i Tyskland eller Italien, den mindede ham om Ti-
zian. Og dog, denne Kolorit var ikke oprindelig hos
Abildgaard, den var møjsommelig tillært! Han havde
den paa anden Haand. Abildgaard, en begavet Mand,
med Charakter, Aand og Hoved, var maaske bleven
meget mere, end han blev som Konstner, hvis han havde
valgt en anden Retning; dog, han var nu engang bleven
Konstner, og han levede for sin Konst ; men han har
møjsommelig maattet tilkjæmpe sig sin Dygtighed i Kon-
sten. Der er en meget stor Afstand imellem »David, der
salves at Samuel«, og »Philoktet«; man ser, at han har
skabt sig sin Carriere i de 10 Aar efter at han fik
Guldmedaillen, men det er ene ved Arbejde, ene ved
Flid! Michel Angelos Form kunde han aldrig opnaa;
lettere var det for ham, som det synes, at tillære sig
Tizians Farver, det har han gjort superbt og han profi-
terede Meget af at studere Tizian; og deri have vi
Hemmeligheden ved hele Abildgaards Konst. Det er
en begavet og aandrig Mand, som invita Minerva søgte
at blive Konstner. Dog kunde der, naar han slog sig
løs, komme Ting frem, hvori der er et Liv, som man
ellers sjelden finder hos ham. I 1785 malede han paa
en Blikskjærm, som findes paa Amalienborg, en
Fremstilling af Ewalds "Lykkens Tempel«; det er en
Allegori, som viser os Menneskenes Bestræbelser for ad
en Gjenvej at komme til Lykken. Meget komisk er den
Gravitet, hvormed Nogle træde ned af Trinene, medens
Andre plumpe ned paa Hovedet; det Hele er fuldt af
Liv og Lune, fortræffeligt og flot malet.
Ved Siden af Abildgaard stod Juel. Abildgaard var
født 1742 i Kjøbenhavn; Juel var en Bondesøn, født
213
1745, og levede i sin første Ungdom i Hamborg, men
kom tidlig hertil. Juel var Portrætmaler, og, allerede
før han kom til at rejse, var han meget anset som saa-
dan. Jeg har paa Herregaarde truffet fortræffelige Sager
af ham fra før 1772. Paa Christianssæde paa Lolland
har han malet Christian Ditlev Reventlov — ikke den
berømte Reventlov, men hans Fader — som sidder og
ser ned paa sin Kone; det er et kosteligt Billede.
Ligeledes findes der paa Løvenborg et andet fortræffeligt
Maleri af ham. 1772 gik han til Italien og derfra til
Paris og Genf. I Rom tik Abildgaard Indflydelse paa
ham, og der har han malet det dejlige Stykke, Dvergen,
der tigger en Enesteskilling, hvert Strøg i Hovedet er
charakteristisk og gjort med Liv og Aand; han malte
ogsaa Abildgaard i Rom — Maleriet tindes hos en Pri-
vatmand heri Byen — men jeg kjender det ikke. Saa
gik han til Paris; der lod han sig desværre influere af
den franske Smag, meget af hans Liv og Lune gik bort,
han blev mere ængstelig, mere glat og kold. Vi have
for Resten fra hans Pariserophold et fortræffeligt Por-
træt af ham, det er Clemens ved sit Arbejdsbord, ud-
ført 1778; se paa dette Hoved, hvor det er malet! Da
han straks efter kom hjem, malede han Hjelmstjerne,
og det er et saa godt Portræt, at jeg tur vædde paa,
at vi ikke i dette Øjeblik skulde kunne have noget bedre
malet i Evropa; men det er et tuugt Kald at være Por-
trætmaler, og det saa meget mere, naar der stikker en
Konstner i En. Og det var Juel. Se vi paa hans »Mar-
dochai Triumf«, hvorfor han fik Guldmedaillen 1771, saaer det
vel overensstemmende med den Tids Fordring, men det
214
er smukt, det er godt gjort for en ung Mand, og vi
have senere givet mangt et Stykke Guldmedaillen, som,
naar vi tage Hensyn til Tiden og andre Forhold, ej kan
stilles ved Siden af det. Der findes et andet nydeligt
lille Billede af ham i Galleriet, der forestiller ham selv og
hans Kone; men det er alt Andet end et Portræt: se
hvor vel fornøjet og vel tilfreds som Ægtemand og Konst-
ner han sidder der i sin bekvemme Stol; det er en fri
Skabning meget mere end et Portræt. Dertil kommer
at han havde Sans ikke alene for Mennesket, men og-
saa for Naturen. Hvor mangt et yndigt Landskab har
han ikke malet! og hvad vil det ikke sige for ham at
male Prospekter, han der dog i Grunden kun var Por-
trætmaler! Det var den stille, venlige, rolige Skov-
natur, den fredelige Bondegaard under det optrækkende
Uvejr, de yndige idylliske Egne ved Jægerspris og Fredens-
borg, det var Emilie Kilde før Solen staar op, det var
Nordlys, en Ildebrand o. s. v. ; det var Ting som fængs-
lede ham, det var Ting, han henkastede paa Lærredet
med fin Følelse, og denne Mand maatte fortjene sit Brød
med at være Portrætmaler ! — naturligvis maatte det sløve.
Han skulde male en Konge som Christian den Syvende i
Kroningsdragt, naturligvis ud af Hovedet, Kongen sad
ikke for ham; og man isner ved at se det, hvor dejligt
end mange Enkeltheder ere gjorte. Andre Billeder til-
fredsstille os mere. Han malede saaledes den afdøde
Enkedronning, Frederik den Sjettes Dronning; hun staar
ved Bordet med en Rose, og naar man kan udsone sig
med det korte Liv, som minder os om den gamle Tid —
og det kan være vanskeligt nok, selv om man ikke lever
215
i en Krinolinetid, at forsone sig med en ikke for langt
tilbageliggende Mode, der var saa skarpt adskilt fra den
nuværende — altsaa naar man kan se bort herfra, saa
er det et yndigt Portræt; man føler det har fornøjet
ham at male det. Jeg har selv i min Ungdom havt den
Glæde at kjende en begavet Mand, Christian Bastholm,
der var Forfatter til »Christelige Taler«, det i sin Tid
saa yndede Værk. Denne Mand har jeg kjendt i de
sidste Aar han levede, gammel, svag, men alligevel
aandskraftig, intet Haar paa Hovedet og ingen Paryk,
men den firkantede, hvide Nathue paa det skaldede Hoved.
I hans Værelse hang Juels Portræt af ham, malet 1782;
det er den friske livfulde unge Mand med det runde
Ansigt; ærlig og aaben ser han ud, og jeg kunde endnu
bestandig — der var gaaet 40 Aar — se, at det var
den samme Mand, som nu sad foran mig og talte med
mig. Undertiden fik Juel det Hverv at male store Com-
positoner; saaledes saa' man paa Kunstforeningens Ud-
stiling i 1828 en berømt Composition af ham, det raben-
levezowske Familiebillede; det er et net Billede, men
overhovedet blev han allerede i Halvfemserne i Reglen
koldere og koldere, det var som om han ikke længere
havde den Varme, som da han malte Bonnet, eller da
han malte Sneedorf; han blev mere blikagtig i sit Ud-
tryk og mere slikket i sine Ansigter, og den kraftige
Tone forsvandt. Blandt disse Malerier er der et Hoved-
billede af ham, som blev set paa Udstillingen 1815. Det
var den ansete Ryberg, hvem hans Søn og Sønnekone
komme i Møde; der var i den gamle herlige Mand en
Hædersmand udtrykt. Desværre har man ikke noget
216
godt Stik deraf, thi det som Lahde har stukket i »Efter-
retninger om berømte danske Mænd« er daarligt*).
Her have vi imidlertid en Begyndelse til fædre-
landsk Konst. Disse Landskaber, disse Portræter, der
gaa over til Scener af Familielivet, i dem se vi det
forste rette konstneriske Træk af Maleriet fra Hjemmet.
Det havde dog ogsaa vist sig ved tidligere Lejligheder.
Ikke faa enkelte Ytringer af en lignende Retning vare
komne til Orde i Billeder, som vi for Resten blot ville
tage som historiske Kuriositeter, der havde en ganske
anden Betydning end den konstneriske. Saaledes skal
jeg fra 1785 og 86 nævne Dem Billeder paa Rosen-
borg og Fredensborg af J. G. Scheel, * *) som alene ere
Karikaturbilleder, og mere ere Tegninger af Tidens
Costumer end Konstværker. Der var fremdeles en ung
Mand, Erik Paulsen, en Jyde, der paa samme Tid
vandt Guldmedaillen og som componerede store Sager,
hvilke jeg som Barn har set paa hundrede Steder hænge
rundt omkring paa Væggene hos Borgerfolk i Kjøben-
havn. Det var Daniel Rantzau, det var Anna Col-
bjørnsen, som faar Tilladelse til at sende sin Pige bort,
eller Rolf Krake, som ser ud som en Skorstensfejer;
det var Billeder som Enhver den Gang ejede, og som
gjorde umaadelig Lykke, og der er i dem et friere hi-
storisk Aandepust, lad dem saa have saa mange Svag-
heder det skal være ! I 1782 udførte han i Paris et
Maleri, som forestiller Peter den Store, som revser sine
*) Nu vil Billedet være mange Læsere bekjendt fra den nordiske
Industri- og Konstudstilling 1872.
**) For Rigtigheden af dette Navn tor Udgiveren dog ikke med Be-
stemthed indestaa.
217
Hofmænd; det er vel intet fremragende Billede; men der er
Livstegn deri, det er dog smukt. Da han kom hjem ma-
lede han et allegorisk Stykke: "De tre nordiske
Rigers Forening«, men saa forsvinder alt hans Liv,
saa maler han ideale Psyehehoveder, Apostelhoveder og
svævende Profeter, saa kj edelige, saa karikaturagtige,
saa det er en Gru. Sygdommen maa allerede den Gang
have været i Kroppen paa ham; han dode alt 1790
som en ung Mand.
Men der var en anden Konstner, som aflo-te ham, det
var Lorentzen, født omtrent samme Aar som Asmus Car-
stens; det er en Mand, som har stor Betydning for os,
og som i Begyndelsen har havt nok at kjæmpe med, men
som senere fik en rigelig Godtgjørelse derfor, Xoget som ikke
falder i Enhvers Lod. Han optræder forst som Por-
trætmaler. Det Bedste han har præsteret i denne Ret-
ning, har han gjort i Paris Aaret før sin Hjemkomst,
den gamle Savoyards Hoved. Han har meget heldig
vidst her at tilegne sig Greuzes Palet og Pensel, men den
gamle Mand har rigtignok ved Siden deraf et sløvt og
slapt, skjøndt grundærligt Bondeudseende. Da han kom
hjem, optraadte han som Portrætmaler, Historiemaler og
Genremaler; men kun langsomt udviklede han sig, og han
havde farlige Sidemænd i Juel og Abildgaard. Imidlertid
har han allerede før 1800 malet en hel Række af norske
Landskaber, som bleve stukne, og som endnu hænge
omkring paa Væggene; han har endvidere malet historiske
Scener, som rigtignok ere mindre betydelige, saaledes:
Udfaldet paa Amager, Wismars Belejring, Stenbock som
overgiver sig, Harald Blaatands Omvendelse — og der-
med gaa vi allerede ind i det 19de Aarhundrede — ,
218
Billeder som dog have vakt Interesse. Flere af dem hænge
paa Frederiksberg Slot, og adskillige af dem have været
sete paa Maleriudstillingen. Om andre Billeder ved jeg
ikke, hvor de ere blevne af; hans sidste og betydeligste
Arbejde i denne Retning er hans uhyre store Composition
»Slaget paa Kjøbenhavns Rhed den 2den April 1801".
Men med alt dette havde han dog ikke rigtig vundet
nogen egentlig Berømmelse; han stod som sekundær.
Nu døde Abildgaard 1809 — Juel var alt død 1802 — og da
stod Lorentzen ene tilbage. Han malede daarlige Bil-
leder af Bombardementsnatten 1807; og saa, Olding i
Aand, Olding i Oje og Olding i Følelse, tog han fat paa
Holbergs Galleri, hvorpaa han maa have begyndt inden
1811; det er det svageste af alle hans svage Arbejder.
Disse Compositioner ere for største Delen saa uheldig
malede og saa slet udførte, at man nu end ikke vilde
taale dem som Skilter, og dog ere de blevne udba-
sunede som konstneriske Arbejder; men det kunde Lorentzen
jo ikke gjøre for. Hans Fortjeneste er derimod at høre til dem,
der gjennem Gjenstandene søge at arbejde hen til dansk
Nationalkonst. Han var en god, ja en ejegod gammel
Mand, der skulde male, og som blev ved med at male
indtil en Anden maatte give ham Penselen i Haanden
og hjælpe ham til at faa Armene hævet, og han maatte
samle al sin Kraft for at faa Lyspunktet paa rette Sted.
Det at male var bleven ham til en barnlig Leg; han
kunde ikke undvære det, og ligesom han malede Hol-
berg paa en Dag, saaledes malede han Tyrker og Græker
og Hyrden af Tolosa den næste Dag, eller Kongen ved
Fakkelskin. Altsammen af én Potte, Alt lige godt eller
lige slet. Men Alle fornøjede sig over den gamle Mand,
219
der hver Dag morede sig med at male. Hvor vidt Akade-
miet var tjent med paa samme Tid at have ham, denne
skikkelige , godmodige Mand som Lærer, er et andet
Spørgsmaal. Naar han om Vinteren kom paa Akade-
miet i sin grove Kalmuksfrakke, saa gjøs det i den Elev, som
skulde have hans Undervisning, da han saa vidste at
hans Tegning var ødelagt; thi naar han rettede paa det
Øverste af Tegningen, viskede han det Nederste ud, og
alt eftersom han viskede det ud sagde han : »Det er bravt, det
er godt.» Jeg véd det af Konstnere, som det er pas-
seret med.
Jeg har talt om den danske Konst. Lad det, jeg
har nævnet, kun af Mange blive betragtet som noget Ma-
terielt; det kan ikke være anderledes, jeg maa tage det
Materielle med, og ogsaa se Konsten fra dette Syns-
punkt. Jeg véd vel, at det kun er den ene Side, men
jeg tror ikke, at mine Tilhørere ville antage, at jeg en-
sidig dvæler ved denne alene.
Paa en Tid altsaa, da den mere og mere alminde-
lige nationale Konst gjorde sig gjældende i alle Ret-
ninger; da det Stof, som især egner sig for Konsten,
som Konstneren af mange Grunde bedst og sikrest maa
kunne føle for, blev det fremherskende, paa samme Tid
havde vi en Konstner, som vi paa en vis Maade for-
viste — nej, det vil jeg dog ikke sige — , men en
Konstner som forviste sig selv fra os, som ganske
sikkert havde kunnet slaa ind i denne Retning; thi det,
at Manden havde Genius, var ikke en Hindring for ham
i saa Henseende. Denne Konstner, som Nabofolket tilegner
sig, skjøndtvi haveretligKrav paa en storDel af hans Virk-
somhed, er Asmus Jacob Carstens, som var født 1754, men
220
under mindre heldige Yilkaar. Han mistede tidlig sin
Fader og Moder, og hans forstandige og forsynlige For-
mynder vilde have ham til at være Vinhandler og ikke
Maler, som jo var "Sulteføde«. Denne Mand, som virke-
lig maatte gjennemgaa hele Vintapperlæren, og som ikke
ganske ung mere, nemlig først 1776, naaede til Kjøben-
havn, hvor han levede til 1783 paa sin egen Maade; det
var en fri og uafhængig Mand, der i al sin Fattigdora
følte sig for gammel til at gaa i den nederste Klasse og
tegne med Drengene; han bestak Opsynsmanden ved
Konstakademiet, kom ind og saa' Gibsafstøbninger, som
han aldrig før havde drømt om, og han svimlede derved
af Glæde. Han kunde finde sig i at arbejde fra Morgen
til Aften, skjøndt Podagrist og i det Hele med et svagt
og skrøbeligt Legeme, og foruden forskjellige andre Ting
componerede han i denne Tid, da han kjæmpede en
voldsom Kamp for sin Udvikling, Scener af Ossian, som
ogsaa Abildgaard har behandlet, og Balders Død ved
Siden af Sager hentede fra Odysseen; og det vakte Op-
mærksomhed. Den lille Holstener (som rigtignok var
fra Slesvig; men saaledes var den Tids Talebrug) følte
sig hjemme her; han glædede sig og erkjendte senere med Tak-
nemlighed den gode Undervisning, som han fik her; han
roser for sin Biograf navnlig Weidenhaupt for den Dygtighed,
hvormed han vidste at give den unge Konstner Begreb om
Anatomi, og fortæller, hvorledes Altklarede sig mere og mere
for ham ved denne Undervisning. Han modtog Vel-
gjerninger af flere Private, navnlig af Arveprindsen en
for en enkelt Gang ikke ubetydelig Understøttelse, og
han havde kun én Trang og ét Savn, som han gjerne
vilde fyldestgjøre, nemlig at se Abildgaard, den Mand,
221
som han selv holder saa store Lovtaler over — og Maaden
hvorpaa dette lykkedes ham, fortælles i den interessante
Biografi, som mange af mine Tilhørere maaske kjende,
der for en stor Del støtter sig paa hans egen Fortælling,
hvori der vel kan være mangen en Skjødesløshed paa
Grund af, at den ældede Mands Hukommelse var meget
svækket, men det forstyrrer ikke, Sagen har ligefuldt sin
Sandhed; — altsaa, at se Abildgaard male var hans
højeste Attraa; og han listede sig derfor ind i Abildgaards
Attelier inden denne var kommen, og saa kom han siden
frem og saa' ham male; men han blev snart brouilleret
med ham. Abildgaard var despotisk. Han anerkj endte
Carstens' Talent; men han vilde maaske have ham ind
i en anden Carriere. I en Samtale med Abildgaard,
foranlediget ved, at denne vilde se hans Æolus og Odys-
sevs, sagde denne til ham, at han aldrig vilde komme
til at male, thi han var for gammel dertil. Men her-
over blev han stødt, gik hjem og spændte Lærred paa
Rammen og malede straks et stort Billede. Til Syvende
og Sidst blev han ogsaa misfornøjet med Akademiet. Thi da
han vandt den lille Sølvmedaille — jeg formoder 1780,
skjøndt han selv sætter det noget senere, — var han
med de andre Elever paa Akademiet enig om, at en af
Abildgaards Protegéer havde faaet den første Pris med
Tilsidesættelse af en Værdigere. Hvad gjorde da den
unge Mand? Han sagde: »Jeg vil ikke have min Me-
daille, naar ikke den, som i Følge Alles Overbevisning
har fortjent Guldmedaillen, faar den«. Og han blev saa
ekskluderet fra Akademiet. Han blev formelig relegeret,
og det blev opslaaet paa alle Akademiets Døre. Men
en af Professorerne, det var den skikkelige Wiedewelt,
222
rev det ned den følgende Morgen. Han rejste da i For-
aaret 1783 over Lubeck og Nurnberg til Mantua for at
.studere Giulio Romanos Værker; vendte derfra tilbage
gjennem Schweiz og kom atter tilbage til Liibeck samme
Ffteraar. Iler levede han nu 4 Aar i Kummer, idet han
erhvervede sit Ophold ved at male Portræter; han læste
Oversættelser af de gamle Forfattere og de nordiske
Myther, og øste sine Compositioner heraf og af Ossian;
og saa engang kom Digteren Overbeck og fandt ham i
hans elendige, forrogede Værelse og opdagede, at denne
lille, klejne, sygelige Skikkelse havde dette mægtige Ind-
hold. Han tog sig af ham, og han kom til Berlin, hvor
han efter to Aars Forlob, i hvilke han mangen Gang
bogstavelig var indskrænket til at leve af Vand og Brød,
blev ansat som Professor ved Akademiet, og rejste i
Sommeren 1792 med Stipendium til Rom, for at leve
5 korte Aar her. I 1795 havde han sin famøse Ud-
stilling , hvor flere af hans bedste Sager vare at se,
Platos Gjæstebud, Argonavterne o. s. v., og den vakte
en slaaende Opsigt. Men han manglede legemlig Kraft,
og led desuden paa alle mulige Maader. Han saa' Thor-
valdsen, og han gjorde Thorvaldsen varm for det, hvad
han selv levede for, og det blev saaledes ikke uden Be-
tydning, at Carstens, der aldeles paa egen Haand og
uden nogen Avtoritet sværmede for de kolossale Statuer
paa Capitolium , at han , idet han oversaa' det Ma-
niererede i dem, alene dvælede ved det Mægtige og Stor-
slaaede, her fandtes. Thi det var sikkert gjennem ham,
at Thorvaldsens Oje blev vakt for disse Statuer. Det
der udtalte sig igjenném dem, søgte denne at naa, og der-
for brugte Thorvaldsens Modstandere i den første Pe-
223
riode dem undertiden imod ham. Carstens døde i 1798,
aldeles udtømt, og naar man gjennemgaar hans Liv,
naar man ser denne Mands Selvstændighed, erkj ender
man den store Aand, som vil have fat paa det Mæg-
tige. Gjennemgaa en Gang disse Tegninger, Tyrannen
Mega pendies', Fata, Scenerne fra Argonavternes Tog eller
andre græske Fremstillinger, Natten med sine Ijørn eller
Lysets Farvel, og se, hvor der er Charakter, Aand og
Følelse deri, hvorledes der ved Siden af alle Mangler
gaar en Sjæl derigjennem; der er her, hvad vi savnede
hos Abildgaard. Ligesom Abildgaard af Naturen havde
faaet de magre Former, var der hos Carstens vistnok en
medfødt Tilbøjelighed til at gaa i modsat Retning, som
dog muligen hans tidlige, ivrige Studium af Giulio Ro-
mano har bidraget til at lægge Baand paa. Det er
morsomt nok, at se denne Mand kalde sig paa sine
Malerier Asmus Jacobus Carstens ex Chersonneso Cim-
brica Romæ; og dog har Tyskland tilegnet sig ham med
sædvanlig Ugenerthed.
Dersom denne Celebritet — thi Carstens blev virke-
lig en evropæisk Celebritet — døde udenfor Landet, saa
havde vi Andre, som fortjente at være det; men Juel
og Abildgaard bleve det ikke, fordi de boede i det fjerne
Danmark, hvis Konst var saa ny. Derimod blev Kobber-
stikkeren Clemens det, hvad der er en Glæde at se. Vi
kunne sammenligne Abildgaards Malerier, f. Eks. Sokrates,
med de bedste fremmede, og disse Malerier var det,
der gjorde demens's Lykke. Da jeg som yngre Mand i
Darmstadt besøgte en fortræffelig Kobberstikker, den
berømte Felsing, og af ham modtoges med megen Ven-
lighed, fordi jeg var Dansk, var det en Fryd for mig i
224
et Udvalg af de berømteste senere Kobberstikkere at
finde Ossian, Sokrates og flere af Clemens's Arbejder,
og høre ham sige: "Disse to Billeder, Sokrates og Ossian,
sætter jeg højere end nogen anden K-onstners Arbejde fra
den Tid.« Og dog døde denne Mand hartad rent for-
glemt, saaledes som det sædvanligt er Tilfældet her
hjemme hos os. Han rejste til Berlin for at stikke
Cunninghams Maleri, Frederik den Anden som kommer tilbage
fra Revuen: det er dette Billede, som har givet Motivet
til Rauchs Statue. Senere blev han kaldt til England
for at stikke Montgoméry's Død, malet af Trumbul, og
fik her Lejlighed til at, maale sig med J. G. Muller, der
netop stak « Slaget ved Bunkershill«, og tabte ingen-
lunde i denne Coneurrence. Saa kom han tilbage i
1795, og hvad fik han saa at bestille? Ja, han stak
samme Aar et Billede efter Abildgaards »Lykkens Tem-
pel«, der dog aldrig udkom. Det synesnu, som om han i
Aaret 1800 eller noget senere har følt sit Øje svækket,
hans Arbejdskraft tog af, og kun udførende enkelte Sager
levede han 30 lange Aar ind i dette Aarhundrede. Dette
kunde naturligvis ikke forøge hans Renommé, og vi
her, utaknemmelige som Landsmænd ere, glemte, at vi
virkelig havde en ædel og fortræffelig Mand, en ægte
evropæisk Celebritet, som Medborger iblandt os.
Endnu maa jeg nævne én Mand før jeg slutter. De
erindrer, at jeg sagde, at den første Halvdel af denne
Periode kunde vi kalde den architektonisk-plastiske, og
den sidste den malerisk-architektoniske. Af plastiske
Arbejder skal jeg ikke nævne andre end Figurerne ved
Æresstøtten, med Tilføjning af, at Wiedewelts Statue
»Troskaben« er det bedste, han har gjort. I hans to Fi-
225
gurer ved Bodenhoffs Grav paa Assistents Kirkegaard
føler man derimod den trætte gamle Mand. Dajon og
Weidenhaupt, om hvem der intet Andet er at sige, end
at de have arbejdet i Marmor, vil jeg ikke tale om, men
jeg skal straks tage fat paa den architektoniske Side af
denne Periode, uden at jeg dog vil opholde mig ved
Obelisken, opført af Sandsten; thi det er noget ganske
Andet, min Tanke nu dvæler ved. Allerede 1764 kom
Architekten Harsdorff tilbage til Kjøbenhavn. Denne
Mand havde vundet Medaillen her, havde studeret i
Paris i f> Aar under Architekternes Bifald og var
kommen til Rom i September 1762 og havde der set en
ganske anden Verden. Hvordan hans Øje rigtig er gaaet
op for den strengere antike Stil, véd jeg ikke. Det
hedder sig, at han kom op paa en Kunstudstilling i
Capitoliet og saa' der Arbejder, som vare udsprungne
af et levende Studium af Antikerne. Dog derom finder
jeg ikke noget Vidnesbyrd; men derimod véd jeg, at paa
samme Tid som han var i Rom, var der en ung Pensionær
fra Spanien, som skulde sende Skizzer af Antikerne
hjem; men han var for doven til selv at gjøre dem og
havde Penge. Han traf sammen med Harsdorff og andre
unge Konstnere, hvis Øjne daglig oplukkedes mere og
mere for Skjønheden i de antike Konstværker, og de
tegnede for ham. Tegningerne gik alle til Spanien under
Spanierens Navn. Men derved blev Øjet i endnu højere
Grad opladt hos Harsdorff baade for den gamle Konst
og for det Strengere i den moderne. Ved hans Hjem-
komst var Marmorkirken i fuld Gang; men Harsdorff fik
først kun et lille Arbejde at udføre. Det faldt i hans
Lod at erstatte Christian den Fjerdes faldefærdige Pa-
H uven s Skrifter. 111. J5
226
villon i Kongens Have med en ny Bygning, og han op-
førte den, hvori nu Samsons Statue er, den nydelige lille
Loge, som indtager en ikke ringe Plads blandt hans
Bygningsarbejder. Efterat dernæst Theatret i Aaret
1772 var gaaet over fra at være et privat Foretagende
til at blive kongeligt og havde faaet en fornyet Indret-
ning, skulde Eigtveds Bygning udvides fortil, og Hars-
dorff gjorde da fra 1773 — 74 den Facade paa Theatret,
som endnu er der. Naar De tænker Dem den uden de
to Udbygninger, som senere (1792) ere komne til, og
uden at se hen til den høje Pukkel bagved, hvor er den
da ikke simpel og smuk! Den blev ogsaa paaskjønnet.
Harsdorff fik til sig selv en Byggeplads ved Charlotten-
borg paa den Betingelse, han selv havde sat sig i sin
Ansøgning, at han skulde give Husets Front den samme
Charakter som Theaterfa<jaden. I 1768 havde han ind-
givet Tegninger til et Kapel, hvor Christian den Sjette, Sofie
Magdalene og Prinserne og Prinsesserne skulde ligge I
Roskilde Domkirke, der skulde opføres svarende til Chri-
stian den Fjerdes Kapel; det kom han imidlertid ikke den
Gang til at udføre. Det laa hen, og først 1774 synes det at
være en afgjort Sag, at der skulde tages fat paa det.
Denne Bygning bliver af Vigtighed for os, naar vi skulle
betegne ham som Architekt. Og lader os saa først fast-
holde, at han naturligvis ikke med sin Varme for den
antike Konst ved en Bygning som Roskilde Domkirke,
hvor Stilen ikke var bestemt udpræget, kunde tage Hen-
syn dertil, men maatte gjøre det Samme som Christian den
Fjerdes Architekt havde gjort før ham, bygge paa sin egen
Maade ; Resultatet blev denne Bygning med sin stor-
ladne Simpelhed i det Ydre. Disse mægtige Murflader,
227
blot kronede med en kraftig Gesims, vare beregnede paa
at skulle gjøre et alvorligt, men ingenlunde noget rigt
Indtryk; det var først det Indre, der skulde gjøre et
saadant Indtryk. Dog jeg kan ikke forfølge Bygningens
Historie i Archivet længere end til 1779, saa synes Ar-
bejdet at være gaaet i Staa, og kun det Ydre stod fær-
digt, da Harsdorff døde 1799, og saa blev Bygningen for
Resten liggende. Der manglede for en stor Del Arbejds-
tegninger , og altsaa naar vi nu ville tage fat paa den,
maa vi være varsomme. Men det er vist, han har i det
Indre af denne Bygning ikke tænkt paa romerske Monu-
menter og er ikke engang gaaet ind paa at tage de
fortræffeligste Levninger i Rom til Forbillede und-
tagen paa ganske enkelte, fuldstændigt ornamentale Punk-
ter. Han har helt igjennem holdt Bygningen i en saa
ren, saa mild alvorlig Tone, at hele Stilen er bleven
forbavsende dejlig, og den Harmoni og den Klarhed,
der er udbredt over alle Bygningens Dele, er højst vel-
gjørende.
Idet vi nu ere komne ud af den architektonisk-plastiske
Periode, i hvilken Malerkonsten spiller en underordnet Rolle
ved saadanne Foretagender, forsvinder Harsdorff saa at
sige aldeles. Der bliver bygget det chirurgiske Akademi
1786, hvis Opførelse til Dels skyldes en daarlig Archi-
tekt, Peder Meyn, — denne Bygning som Nogle kalde
skjøn og klassisk; der skal bygges en Bank, en Anden
faar den, Harsdorff ikke, og den usalige Bygning bagved
Børsen bliver Resultatet. Det synes, som om Harsdorff
skal dø uden at have gjort Noget; da indtræffe de for-
færdelige Ildebrande: Slottets 1794 og Byens 1795, og
nu kommer Nemesis og giver Harsdorff sin Del , og
15*
228
der sker et Mirakel. Saa længe har Manden staaet til-
bagetrængt og ubenyttet, indskrænket til sin Virksomhed
som Professor ved Konstakademiet. Han var kjed af
hele den Maade, hvorpaa man opførte Bygninger, thi
han havde et ganske andet Begreb om, hvad det var at
bygge. Han havde hele denne Tid fulgt med, hvad der
var sket udenfor Danmark. Stuart havde været i
Athen, og navnlig 2det Bind af hans Værk, der udkom
1787, vakte i høj Grad Harsdorffs Opmærksomhed, der
derpaa ogsaa blev henvendt paa det alt forhen Udkomne,
og Manden med det klare Blik, som aldrig havde været
længere end i Rom, aner .i Stuarts kobberstukne Tavler
den finere Følelse, navnlig i den joniske Konst; og efter
hvad hans Svigersøn har fortalt mig, bleve disse Teg-
ninger slaaede op i hans Værelser i stor Maalestok, for
at han ligtig kunde fornøje sig over dem. Da han der-
efter skulde virke som Bygmester, optraadte han som en
af de ypperste i Evropa og var, skjøndt han aldrig havde
set Originalerne, en af de Første, der kunde slaa den
græske Tone an, og det ganske anderledes end fortjente
Mænd i London, der havde gjort det til deres Livs-
studium. Da han skulde opføre Forbindelsen imellem
de to Palæer paa Amalienborg, da var det, han havde
den kjække og dristige Idé at give en ren antik Skab-
ning, en ren Propylæ og oven i Kjøbet en prægtig
Triumfbue — naar man ser Frederik den Femtes Statue
fra St. Annæ Plads — , og da havde han til al Lykke en
Kronprins, som var ærlig og tillidsfuld nok til at lade
Konstneren gaa sin egen Gang; thi Reventlov, den i
andre Landets indre Anliggender saa fortjente Minister,
den sande Bondeven, var en Mand, der i andre Ret-
229
ninger var paastaaelig og despotisk, og som ikke havde
Begreb om Konst. Han blev vred over, at denne Bygning
skulde opføres med 4 Søjler i Dybden, hvor 3 havde
været nok ; men Kronprinsen, den senere Kong Frederik
den Sjette, sagde, da Konstneren forelagde ham disse
Tegninger: »Vælg De selv den bedste! De forstaar Dem
bedst derpaa,« og HarsdorfF fik Lov til at udføre Ar-
bejdet saaledes, som han selv vilde, og som det nu
staar. Der var endnu et andet Projekt. Da w Nikolai
Kirke var brændt, kom det Moment, da man skulde tro,
at den haarde, fjendtlige Skjæbne endelig havde ophørt
at herske paa Marmorpladsen, hvor Arbejdet paa Kirken
havde hvilet siden 1770, thi nu var der Trang til en
Kirke, og nu kom HarsdorfF med et Forslag, som det til
Syvende og Sidst lykkedes at sætte igjennem, hvis jeg
er vel underrettet, og jeg har hort fra gode Kilder,
at det var den uforsigtigt overbragte Efterretning til
ham — han boede paa Vejen til Ballerup — der dræbte
ham, idet han nemlig ikke kunde rumme Glæden over det
uventede Udfald, at virkelig hans Projekt skulde gjennem-
føres; da han nu døde, faldt det Hele sammen. Men kom
han ikke til at udføre en Bygning som en Kirke i Mar-
mor, havde han faaet anden Erstatning derfor. Lehns-
besiddernes Tid var forbi, men Kjøbmændenes var kom-
men, og der var flere rige Handelsmænd og andre for-
muende Borgere, som ønskede at faa deres Boliger smukt
opførte eller fornyede. Eksempler herpaa ere Løveapo-
theket, Peschiers Gaard ved Holmens Kanal og Eriksens
Gaard paa Kongens Nytorv. Der er en Zirlighed og
Elegance, navnlig over den sidste, der gjør det til den
230
yndigste Bygning i den Tid, skjøndt det kan nok være,
at Peschiers Gaard med al sin Simpelhed — de røde
Sten med de flade Fyldninger — havde en heldigere og
mere bestemt udpræget Charakter end Eriksens Gaard,
hvor Paladset spiller over i den private Bygning. At
den Mand havde Sans for Former, er sikkert; han var
en Konstner, som selv Fremmede, der kom hertil, be-
undrede. Jeg kunde nævne Dem en anset udenlandsk
Konstner, som, da han var her, tilbragte en halv Dag i
Roskilde Kapel, saaledes glædede han sig derover! Og
denne Mand have vi saa skammelig forsømt og forglemt,
skjøndt Ingen hos os endnu har erstattet hans Tab! Det
er morsomt: denne Mand med den levende Skjønheds-
sans kunde have Luner, uskyldige Luner, og undertiden
fandt det sin Borgen i en fjern Tids Lunefuldhed. Da
han skulde bygge sin Gaard paa Kongens Nytorv an-
vendte han joniske Pilastre, men da han ikke turde
bygge saa højt i Vejret, at han kunde faa Plads til at
lade Voluterne udfolde deres kraftige Runding, saa
vendte han Siden ud, og da man gjorde ham opmærksom
derpaa, svarede han, at han ikke havde Plads, men at
man nok ogsaa engang kunde taale at se dem fra Siden.
Da han byggede Løveapotkeket, skete det Selvsamme
paa Grund af Smalheden mellem Vinduerne, og han
vidste ikke den Gang, hvad man først senere har fundet,
at der gives joniske Pilastre anvendte paa samme Maade
i Pompeji; hvor Pladsen har fordret det, har man
ikke ænset dette tilsyneladende Brud paa Principet.
Det er en Ubetydelighed, men det er en Ubetydelig-
hed, som har Noget at sige hos en Mand som Hårs-
231
dorff. Det er et nyt, charakteristisk Træk, naar vi se, at
hans Liv har været gjennemtrængt af Oldtidens Aand;
det viser, at denne Mand, selv hvor han trodser Reg-
lerne og maa finde sig i at blive irettesat, — selv
der har han handlet overensstemmende med Aanden i
hin Tid.
Rettelser.
Naar S. 184 Eigtved, der for Resten skiiver sig selv Eigtwedt,
kaldes en fremmed Bygmester, ligger det i, at han, skjøndt fedt i Dan-
mark, først fandt en Virkekreds her, efter at han i nogle Aar i en
yngre Alder havde havt Ansættelse i Sachsen som Bygningskonduktør
og Ingeniørofficeer.
S. 185 er Jardins ene Fornavn ved en Uagtsomhed angivet som
Michael i Stedet for Nicolas.
IV,
OM KONSTENS FOKHOLD
VED DE STOEE
INDUSTRI- OG KONST-UDSTILLINGER
I 1851.
FEMTEN FORELÆSNINGER,
HOLDTE I
FORENINGEN FOR NORDISK KONST I VINTEREN 1851 OG 52.
Høyens Skrifter. IV. Jg
Tørste Forelæsning.
Londonner-Udstillinpens Tilblivelsesmaade.
Jeg maa begynde med at forebringe en Undskyldning,
og det er den, at jeg har taget Munden lidt tor fuld
i min Indbydelse. Jeg har, fordi jeg paa Grund af
den lille Plads vilde fatte mig i Korthed, skrevet, at.
jeg ønskede at holde nogle Foredrag over Konstens
Forhold paa de store Industri- og Konst-Ud-
stillinger i dette Aar. Naturligvis maatte jeg her-
ved nærmest tænke paa den meget store Kunstudstilling,
som har varet ind i dette Aar i Paris, paa Kunstudstil-
lingen i Bryssel i Løbet af Sommeren og Efteraaret, som
var anmeldt over hele Evropa som en evropæisk Udstil-
ling, og endelig paa den store, universelle Industriudstil-
ling i London. Men, m. T. , det er egentlig meget for
meget sagt af mig. Jeg har ikke paatænkt eller kunnet
paatænke Andet og er ikke i Stand til at levere Mere end
en Betragtning dels i Almindelighed over Konstværkerne
og Konstretningerne og dels specielt over enkelte betyde-
ligere Konstnere, baade Billedhuggere og Malere. Jeg
tror, at dette maaske vil kaste i det Ringeste noget
Lys for os over hele Konstens Stilling og Forhold i Ev-
16*
236
ropa og navnlig i det vestlige Evropa. Videre kan jeg
ikke give, og jeg maa bede om, at, for saa vidt min Ind-
bydelse virkelig indeholder Mere, det da maa undskyldes
med, at det var ønskeligt for mig i faa Ord at sige, hvad
jeg havde i Sinde at læse over.
Ikke Faa af vore Landsmænd have været i London i
Løbet af dette Aar for at se Udstillingen der. Mundtlig
er den sikkert allerede beskrevet og omtalt i mange
Kredse; skriftlig er den alt bleven nævnt i Dagblade og
Hefteskrifter, og vil fremdeles blive det. Jeg formoder
derfor, at mine Tilhørere allerede for største Delen kjende
mange Sider af den, navnlig dens Resultater; og for saa
vidt vilde jeg vel altsaa egentlig kun have meget Lidet
at sige, som kunde kaldes Nyt, eller som De ikke havde
hørt og læst om i Forvejen. Men denne store Udstilling
frembød saa mangfoldige Synspunkter, at jeg tror, at
kun Faa have været i Stand til — om overhovedet Nogen
har været det — at opfatte den bestemt og tydeligt fra
alle disse saa højst forskjellige Synspunkter. Idet jeg
nu væsentlig indskrænkede mig til at ville omtale Kon-
sten paa denne Industriudstilling, troede jeg, at jeg alle-
rede derved havde valgt et bestemt Synspunkt, forskjel-
ligt fra de Flestes, der maaske havde taget Udstillingen
i Øjesyn for den industrielle Udviklings og Betydnings
Skyld. Det var det Ene. Det Andet er, at selv om
dette ikke havde været Tilfældet, saa troede jeg dog, at
Øjenvidnet har noget saa eget Tiltrækkende, naar det
kommer med sin Beretning, at det næppe vilde være
overflødigt, naar jeg meddelte, hvad jeg havde set, og
hvorledes jeg havde set det. Dette var et Ønske, som
opstod hos mig allerede i selve London, og nu, da det
237
skulde komme til Udførelse, da jeg mundtlig skulde ytre
mig derom, var der naturligvis ingen Kreds, som jeg hel-
lere kunde ønske at udtale mig for end denne, jeg her
ser forsamlet om mig.
Vi tale om den store Industriudstilling. Maatte jeg
have Lov til at benytte et dansk Ord, som fuldkomment
udtaler, hvad det fremmede Ord »Industri« ellers skal
sige, — maatte jeg bede om Lov til at benytte Ordet
»Vindskibelighed« i Stedet for hint. Dette Ord omfatter
netop i fuldeste Maal og Maade det selv Samme. Vi maa
huske paa, at der er virkelig i Løbet af dette Aarhundrede
foregaaet en højst væsentlig Forandring med Hensyn til
Synsmaaden, med Hensyn til vor Maade at betragte al Vind-
skibelighed paa, lige fra den Vindskibelighed, der ytrer
sig stille og fordringsløst ved Spinderokken eller Væven
hjemme, paa Landet eller i de smaa Byer og Flekker,.
og lige indtil den Vindskibelighed, som ikke alene griber
ind i Evropas Forhold, men ogsaa i det store Verdens-
hele. Det er ganske sikkert, det vide vi Allesammen,,
at fra Arilds Tid — vi kunne sige det i Ordets bog-
stavelige Forstand — har der været Industriudstillinger,
Udstillinger af Vindskibelighed, aarlige, ugentlige, dag-
lige. Vi havde dem i Oldtiden, under de simpleste For-
hold, selv her i vort fattige Nord, under Form af Mar-
keder, hvor man til bestemte Tider flokkedes sammen,
hvor den nærmeste Vindskibelighed blev falbudt og om-
byttet, og hvorhen Kjøbmændene, Vikingerne, kom fjernt
fra og medbragte baade Kostbarheder og Ting, der ikke
kostede meget Sølv og Guld, men som maaske i Udlan-
det havde været billigere at faa end de, der forfærdige-
des hjemme. Vi have dem endnu den Dag i Dag i alle
•238
vore Boder, og man kan maaske i en vis Henseende sige,
at disse Udstillinger overbyde selv den store Verdens-
udstilling i London, — disse glimrende Udstillinger i Lon-
dons mere splendide Gader, i Bryssels Gader, i Paris i
palnis national, hvor Butik staar ved Butik, i Kampen
om, hvem der kan levere de smukkeste og smagfuldeste
og mangen en Gang de billigste Sager. Men Et er disse
Udstillinger, hvor Alt er beregnet paa, at Varerne skal
sælges og anvendes umiddelbart, et Andet de Udstillinger,
som indeholde Gjenstande, der vel allesammen ere eller
burde være beregnede paa den samme almindelige Brug,
men hvor det Udstillede dog blot er der for at sees, for
at vejes ved Sammenligning til Bedømmelse, for at man
deraf kan drage bedre Resultater; som for den Fremmede,
der kommer der, eller for den Indfødte — ligemeget —
kunne lede til hurtigere, raskere og billigere eller til
mere fuldendte Frembringelser. Se, hele denne Betragt-
ningsmaade af Vindskibeligheden, den kunde man vel
sige tilhører først i strengeste Forstand dette xVarhun-
drede, og har ikke udviklet sig med Bevidsthed lige
fra Begyndelsen. Thi det synes, som en saadan in-
dustriel Udstilling af denne Art kirkelig skylder en al-
deles tilfældig Omstændighed sin Oprindelse. En Adels-
mand, Marquis d'Aveze, blev 1797 ansat til at være Over-
opsynsmand over de store Vindskibelighedssteder i Paris
eller rettere sagt i Paris og dens Omegn, som frembragte
Porcellæn, Manufakturer, Tapeter o. s. v. Denne Mand
fandt netop, at Magasinerne i disse Anstalter paa det
Tidspunkt vare overfyldte med kostbare, superbe Fabri-
kater, som imidlertid ikke havde fundet Kjøbere eller
Afsætning og altsaa laa der som aldeles døde, medens
239
paa samme Tid Arbejderne ved disse store Anstalter vare
hensunkne i den yderste Nød. Han udkastede en Plan,
som imidlertid blev opsat et Aar, fordi han maatte for-
lade Frankrig i Følge en Directorialbeslutning; men den
blev udført Aaret efter, da han kom tilbage. Da saa'
man for første Gang en Udstilling, som vel endnu bestandig
havde til Hensigt at vække Opmærksomhed og Interesse
for og Kjøbelyst til slige højst smagfulde og tiltalende
Gjenstande, men hvor dog paa samme Tid Tanken maatte
henledes paa, hvor interessant og lærerigt det maatte
være at sammenligne disse Gjenstande. Napoleon optog
Ideen. Da han i 1801 havde besøgt Værkstederne i
Frankrig, gjorde han strax Anstalter til, at en saadan
Udstilling kom i Stand, og fra det Øjeblik af gjentog
den sig bestandig med større eller mindre Mellemrum,
indtil den endelig tik en Betydning, som mere og mere
vakte Englands Opmærksomhed. Fra 1845 kunne vi især
sige, at den Tid begyndte, da man ogsaa i England klarere
og bestemtere følte den store Vigtighed af en saadan
Udstilling for hele Samlivet.
Vi tage disse Udstillinger her ganske under det al-
mindelige Begreb af Vindskibelighedsudstillinger, og jeg
tør sige, at, naar man kastede Blikket paa hin Udstil-
ling, jeg nylig omtalte, i Paris 1798 og flere lignende,
saa Adl denne Vindskibelighed vistnok have sit saare til-
lokkende, fristende Udseende i alle de utallige Frembrin-
gelser af yndige, rige, skjønne Prydelser og Gjenstande
for Overdaadighed og Pragt, som dér vare opstillede.
Disse Udstillinger fremdrog netop den Side, hvor Vind-
skibeligheden øjensynligst hang sammen med Konsten;
thi lad os aldrig glemme, m. T. , at Vindskibelighed og
240
Konst ere overordentlig noje forbundne, lad os aldrig
glemme, hvad vi Allesammen meget godt huske, at der
var et Moment, da det, vi nu kalde simpel Vindskibelig-
hed, egentlig var en alvorlig og højst betydningsfuld Konst-
bestræbelse. Det var først, idet Konstideen mere og mere
udviklede sig, at Haandgjerningen, den sindrigste saa-
vel som den simpleste , mere og mere traadte tilbage og
blev til det underordnede, mangen Gang aldeles oversete
Haandværk. Tage vi i vore Dage en hvilken som helst
Vindskibelighedsgjerning, der gaar ud paa, ikke at frem-
drage raa Stoffer af Jordens Skjød eller tage dem af
dens Overflade, men paa at give disse Stoffer Form, saa
ville vi ogsaa straks se , at der er flere Punkter , hvor
netop Vindskibeligheden og Konsten aabenbart have det
samme Øjemed. Læg Mærke til, at begge gaa ud paa,
at man skal glemme det Stof, de have bearbejdet; det
døde Emne skal forsvinds for vort Oje. Det iføres en
ny Form , og denne nye Form er et Øjemed baade for
Vindskibeligheden, saavel i dens simplere som mere ud-
viklede Retninger, og for Konsten. Dette tine Klæde,
dette glansfulde Silketøj, dette smukke Linned, — hvem
aner dér den første Begyndelse, de simple Stoffer, hvoraf
det er fremgaaet. Tag Maskinerne, den simple Maskine
- jeg nævner Maskinbygningen, fordi her mere end nogen-
steds Formen synes at maatte træde tilbage for Øjemedet
— taa den simpleste Stang, og læg Mærke til, at denne
Stana har allerede metamorfoseret sig aldeles fra det
raa Støbe- eller Smedejern, hvoraf den er frembragt,
læg Mærke til, at der er en Lethed, en Glathed, en Af-
runding i denne Stang, som i det første Øjeblik ikke en-
gang synes at behøves, som egentlig synes at være Luksus
241
paa det Sted. Men der kommer en anden højst inter-
essant Side frem ved Vindskibeligheden. Jeg sagde for
et Ojeblik siden, at den gaar ud paa aldeles at overgive
det raa Stof eller Emne til Forglemmelsen ; den vil, at der
skal lægges Mærke til dens egne Former, ja den gaar
endogsaa saa vidt, at den ikke engang vil have, at For-
men skal røbe en Nødvendighed. Se paa Kareten, paa
Døren, paa det blomstrede Silketøj — jeg vil slet ikke
tale om mange yndige Kar — alle Vegne søger man at
bringe det, som er det nærmeste Maal for Arbejdet, i
Forglemmelse over Formerne, over Ytringerne af Tanken
og Følelsen, som ved første Øjekast maatte synes aldeles
fremmede derfor. Altsaa ligesom Vindskibeligheden søger
at bringe det døde Stof i Forglemmelse, saaledes søger
den ogsaa at bringe de Former, som betegne det Kloge
og Forstandige eller Nødvendigheden, i Forglemmelse;
den vil endogsaa, at Gjenstandene skulle fremtræde under
Naturformer eller vilkaarligt valgte Skjonhedsformer. Og
paa samme Tid som man tilkjæmper sig en Mængde af
disse Former, saa tilkjæmper man sig tillige store For-
dele; idet man tilsyneladende blot følger sin Indbildnings-
kraft, opnaar man ogsaa fra en ganske anden Side be-
tydningsfulde Resultater, der ere fremkaldte ved at Dømme-
kraften, ved at Eftertanken er kommen i Bevægelse, saa-
danne Resultater, som at man behøver mindre Stof, at
man kan bearbejde det solidere, at man kan gjøre det
smidigere og tjenstvilligere til Hensigtens Opnaaelse. Kort
sast, en større Bekvemmelighed og Hensigtsmæssighed og
en større Sparsomhed bliver Udbyttet deraf.
Men, idet jeg saaledes fuldelig indrømmer dette nøje
Forhold mellem Vindskibeligheden og Konsten, idet jeg
242
gjerne vedgaar, at det er vanskeligt, for ikke at sige
umuligt med Bestemthed og Konsekvents at trække den
Grænse, der skulde sondre mellem Vindskibeligheden
paa den ene og Konsten paa den anden Side, saa maa
jeg dog sige, at med hele den store mærkværdige Ind-
flydelse, Konsten i vor Tid har paa Industrien, som jeg
senere hen ofte vil komme til at berøre nærmere,
tror jeg dog, at, naar Talen er om en betydningsfuld
Vindskibelighedsudstilling, saa turde denne Side dog egent-
lig træde i Baggrunden. Der er intet Sporgsmaal om, at
det ene af de Punkter, jeg før berørte, det Punkt, som
gaar ud paa Hurtighed i Frembringelsen, Sparsommelig-
hed i Midlernes Brug, Frugtbarhed i Opfindelsen af Mid-
ler, at disse Øiemed fremmes forholdsvis mindre gjennem
den Indflydelse, Konsten har paa Vindskibeligheden, end
gjennem den, som Videnskaben har paa den. Saa vidt er
det kommet, at den store Mark, den hartad uoverskuelige
Flade, der udbreder sig mellem de to modsatte Poler —
som jeg kunde kalde dem — Konsten og Videnskaben,
denne store uoverskuelige Mark, hvor disse to Poler be-
standig virke ind med deres frugtbargjørende, styrende og
ledende Kræfter, den har saa at sige forvandlet sig til et
eneste organisk sammenhængende Hele, det er som en
Kjæde med uendelige Led, og intet af disse Led tør
brydes, intet af dem tør forsmaaes eller oversees, intet af
dem løses, hvert af dem har paa sin Plads sin fulde
Gyldighed, hvert Arbejde har sin Ret og sit Værd. Hvad
enten vi betragte Sagen fra et christeligt Standpunkt,
eller fra et verdsligt og borgerligt Standpunkt, saa faar
den simpleste Haandværker virkelig sin Betydning, han
adles og optages i den store Kjæde. Vi lægge Mærke
243
til, at den simpleste Haandgjerning fordrer Udholdenhed
og ej alene legemlig, men sjælelig Kraft, og at mangt et
Arbejde, som vi aldrig drømmer om, fordi det foregaar
dybt nede i Jordens Skjød, at det fordrer Kraft og Flid,
Nøjagtighed og Udholdenhed, og ikke det alene, men
ogsaa Mod, — tidt gjælder det Liv og Død. Altsaa
igjennem denne Betragtning komme vi klart til at føle,
at Vindskibeligheden har noget ganske overordentligt at
betyde for os, at vi der have et af Midlerne, hvorved
Mennesket virkelig adles og anerkjendes i enhver Stilling.
Men lad os nu se : hvad er det da, hvorved Videnskaben
især virker i vor Tid paa Vindskibeligheden? Er det
ikke netop ved at lette Arbejdet? er det ikke netop gjen-
nem hele Maskinbygningen, gjennem Forædlingen af de
mest uanselige eller, rettere sagt, af de mest foragtede
og oversete Stoffer? Er det ikke kommet saa vidt igjen-
nem Kemien, at Menneskene ligesom Naturen ikke læn-
gere lader Noget gaa til Spilde, men at Alt bliver an-
vendt, at det mest Modbydelige fremtræder i virksomme
og gavnlige Former? Og er det ikke omvendt igjennem
denne Vindskibelighed, at Videnskaben véd at knytte
Folkene nærmere sammen? Er det ikke gjennem den,
at vi ikke alene befordres legemligt hurtigere til Lands
og til Vands, at vi faa Nætterne ganske anderledes op-
lyste, men at selv Tanken befordres gjennem de største
Afstande med næsten utrolig Hastighed? Derfor fore-
kommer det mig, at, hvor Talen er om en Vindskibelig-
hedsudstilling, der burde den egentlig præges af denne
store gribende Alvor, der betegner den, og derfor synes
jeg godt om, at, da man i Paris i 1844 opførte en inte-
rimistisk Bygning, som strakte sig 100 Metres i Bredden
244
og 200 Metres i Længden, saa var den Sal, der dannede
Kjernen af den, og som næsten talte 150 Fod i Bredden
og 350 Fod i Længden, helliget de store Maskiner; den
var helliget til en Række Metalarbejder, til en Række
af Indretninger, som netop grebe velgjorende ind i hele
den store Vindskibelighed; og Galleriet rundt omkring den
var viet til hele denne Elegance og til alt det, som Sma-
gen, Fantasien, Moden o. s. v. kunde frembyde af Til-
lokkelser. Ja, ganske sikkert, idet man traadte ind i den
store Sal , følte man ikke nogen sanselig Tillokkelse ;
alle disse enorme Maskiner med deres Hjul og for mig
og maaske for tusinde Andre uforstaaelige Udseende
kunde unegtelig ikke fængsle Øjet paa den Maade, som
mange mindre, zirligt udførte Gjenstande; men det gaar
der, som naar man hører Videnskabsmænd af Faget frem-
sætte en Sandhed eller store Resultater; man fatter dem
ikke i det første Øjeblik, men man aner dog, at de have
noget overordentlig Stort og Betydningsfuldt ved sig. Og
saaledes mener jeg ogsaa, at netop ved at se disse Mid-
ler, hvorved saa Meget bringes til Veje, de Midler, som
mangen Gang i det Skjulte virker for, at alt det Øvrige
kan komme frem, — at netop ved at se dette maatte
Vindskibeligheden fremtræde paa den betydningsfulde
Maade, som jeg synes den burde fremtræde paa.
Skjøndt Englænderne havde haft deres Bazar i Dublin
og Manchester, og skjøndt deres frie Handelsbazar i Covent-
garden-Theater ikke fremkaldte saa ringe Opmærksomhed,
var det, som sagt, dog egentlig den store Udstilling i
Frankrig 1844, der vakte Englænderne. Man henvendte
sig endogsaa til Ministrene for at faa Noget bragt i Stand
i 1845, men Henvendelsen forblev uden synligt Resultat.
245
Nu fremtraadte der et Selskab, som begyndte at virke,
og det var ingenlunde et Selskab, der havde Vindskibe-
ligheden til Formaal, men som kaldte sig »Selskabet til
at opmuntre Konsten«, og det erkyndigede sig under-
haanden, om det var muligt at bringe en saadan Udstil-
ling til Veje i England; men det traf paa Hindringer af
den Art, at det opgav Forsøget. De virksomme Med-
lemmer af Selskabet indskrænkede sig derfor til at frem-
kalde en Række mindre Udstillinger i Aarene 1847, 48, 49,
og disse Udstillinger i London fandt mere og mere Behag.
Man henvendte sig atter til Ministeriet, men uden mindste
Virkning. Det engelske Ministerium havde Intet imod,
at noget Saadant skete — Gud bevares vel ! — men det
vilde paa ingen Maade tage nogen Ansvarlighed paa sig;
men i 1849, fem Aar efter 1844 altsaa, kom atter en
stor Vindskibelighedsudstilling i Stand i Paris, der gjorde
megen Opsigt. Der var et betydeligt Antal Contribuenter
mere end ved den foregaaende, og desuden kom Inden-
rigsministeren frem med et Forslag, som gik ud paa en
Udstilling, der ikke alene skulde omfatte Frankrig, men
overhovedet alle evropæiske industrielle Foretagender.
Dette Forslag strandede, som det synes, paa de franske
Manufakturister og Fabrikanter selv, men blev straks med
Begjærlighed optaget i England, og Prins Albert, Dron-
ningens Gemal, som tillige var et Slags Forstander for
hint Selskab, jeg nævnede, stillede sig i Spidsen for
Bevægelsen. Men i det første Møde, som dette Selskab
afholdt den 30te Juni 1849, var det endnu ingenlunde
afgjort, at det skulde være en almindelig Udstilling; og
der var endnu flere Punkter, som stode uklart og svæ-
vende for Betragtningen. Man vidste saaledes ikke, om
246
man ikke maaske hellere skulde vælge et Slags Klasse-
udstilling for visse bestemte Klasser af Industri og Ager-
dyrkning, om man skulde tage hele Evropa med eller
blot England o. s. v. Men i kort Tid blev man enig
om, at det skulde være en almindelig og altomfattende
Udstilling. Atter satte man sig i Forbindelse med Mini-
steriet i Juli Maaned; men det erklærede, at Sessionen
var allerede forbi for dette Aar, man maatte kjende Sagen
noget nøjere, og, skjøndt der tilbødes at indrømme en
Plads i Soimnersethouse , og Ministeren for Handelen
meget gjerne saa' Foretagendet realiseret, saa vilde man
dog ikke indlade sig derpaa. Men uagtet denne Mod-
stand var man dog i det mindste kommet et Skridt fremad,
og Selskabet vilde nu ikke træde tilbage. Det udnævnte
nogle Mænd til at staa i Spidsen for Udførelsen, og
disse satte sig i Forbindelse med hele Landet, berejste i
Sommerens Løb ikke mindre end 65 Byer og Stæder,
foranledigede, at der i over 300 Byer og Stæder blev
holdt Sammenkomster, og fik den Overenskomst bragt i
Stand med d'Hrr. Munday, at de ikke alene skulde for-
strække dem med et Fond paa 20,000 Pd. St., som skulde
anvendes til Præmier, men ogsaa med alle nødvendige
Fonds, for at de kunde indrette Kontorer, opføre Byg-
ningen o. s. v. , kort sagt, forberede hele Udstillingen.
Mundays skulde have 5 pCt. af de Summer, de saaledes
forstrakte, og, naar Betalingen var indkommen for Ud-
stillingen — vi se altsaa, at den fra Begyndelsen var
beregnet og maatte være beregnet paa Betaling — , saa
skulde Mundays Udlæg først bestrides, og først derefter
skulde den øvrige Del af Indkomsterne fordeles paa for-
skjellig Maade, og da vilde det komme an paa, om man
247
saa' sig i Stand til at belønne Mundays paa en passende
Maade for den store Risico og den Ventetid, de havde
haft med Hensyn til det Laan, de havde forstrakt. Men
som i Følge en Anelse lagde man, da i November 1849
denne Overenskomst blev saa at sige officielt behandlet,
den Slutning til, at det skulde staa den udførende Ko-
mite frit for indtil Februar 1850 uden videre at kunne
opsige dem. Da der nu fra de omtalte 65 Byer og Stæ-
der i England indkom gunstige Beretninger, da 5000 be-
tydelige Mænd over hele Landet erklærede at ville være
alvorligt behjælpelige for at fremme denne Sag, da man
allerede havde erfaret, at den tydske Toldforening vilde
være gunsigt stemt for et saadant Foretagende, og alt
dette blev berettet til Ministrene , saa havde dette til
Følge, at Regjeringen endelig traadte frem og at Dron-
ning Victoria strax den 3die Januar 1850 udnævnte en
Samling af kongelige Kommissærer, i Spidsen for hvilke
stod Prinds Albert. Selskabet havde nemlig meget godt
følt sin vanskelige Stilling. Det vilde benytte Præmier
paa 100 Pd. St. som det store Lokkemiddel, skjøndt man
i Frankrig allerede havde advaret imod det Farlige i saa-
danne Forsøg, og det frygtede ikke for ved slige Præ-
mier saa at sige at lokke til Frembringelser, som Fa-
brikanterne og Manufakturisterne ellers aldrig vilde kun-
net indlade sig paa, i det Øjemed, som man sagde, der-
ved virkelig at faa hele Vindskibeligheden til at gaa et
Skridt fremad. Men, for at saadanne Belønninger kunde
blive uddelte paa den mest upartiske Maade, for at der
kunde være den største Garanti for den størst mulige
Retfærdighed, maatte der kunne disponeres med den størst
mulige Sagkundskab og Alsidighed, og derfor følte man,
248
maatte Regjeringen træde til. Derfor var det, at Sel-
skabet havde kæmpet saa meget for at faa dens Med-
virkning, og Regjeringen ydede nu, som sagt, ogsaa sin
Assistance gjennem de kongelige Kommissærer og ved at
bemyndige de Mænd, der havde virket for Maalet, — og
dermed stoppede den. Og dette er egentlig Englands
Stolthed. Hine Udstillinger i Frankrig havde været Re-
gjeringens Foranstaltninger; men her i England er det en
folkelig. Neppe vare Kommissærerne udnævnte eller be-
kræftede af Dronningen den 3die Januar 1850, førend
deres første Handling var at opsige Mundays. Og hvor-
for opsagde de dem? Fordi de folte, at det maatte være
hele Folket, der handlede, ikke en Samling af de mest
honorable Mænd, ikke en privat Kreds; man maatte appel-
lere til hele Folket. Efter at det derpaa var meldt til
Skatkammeret, overtog dette sig ogsaa straks at udbetale
Mundays, der allerede den Gang havde udgivet 23,000 Pd.
St., deres Udlæg tilligemed Renterne — senere have de
faaet en Præmie — ; men det fordrede tillige Borgen af
vedkommende Kommissærer, og disse stode, hver enkelt
Mand, Prins Albert inklusive, som Borgen, indtil de i
August 1850 tik et Incorporationsdokument, saaledes at
det var et Selskab, der skyldte Regjeringen de udbetalte
Penge. Imidlertid samlede man Bidrag alle Vegne i Eng-
land. I det Moment, Bygningen skulde begyndes, havde
Selskabet kun 35,000 Pd. St., og Overslaget over Byg-
ningen oversteg langt det Dobbelte. Dagen førend Ud-
stillingen skulde aabnes, altsaa den 30te April 1851,
havde der været en Bruttoindtægt af 75,000 Pd. St., men
11,000 Pd. vare gaaede med i Omkostninger; der var
kun indkommet 64,000 Pd. St. ved Sammenskud fra hele
249
det engelske Folk. Naar vi vilde sammenligne disse
64,000 Pd. St. med hvad et lille Land som Danmark
skjød sammen til Thorvaldsens Museums Bygning, saa
vilde vi faa et Forhold, som ikke er gunstigt for Eng-
land; men, naar vi overveje Sagen nøjere og huske paa,
at disse Penge vare i England blot sammenskudte for at
bringe en kortvarig Udstilling i Stand, saa kan man ikke
negte, at Summen vidner om, at der virkelig har været
en stor Interesse over hele Landet. Selskabet havde
imidlertid mere end disse 64,000 Pd. St., det havde solgt
Privilegiet til at trykke Kataloger, hvilket indbragte 3000
Pd. St. ; det havde solgt Tilladelsen til at sælge For-
friskninger, som indbragte over 5000 Pd. St., og det
havde solgt Billetter, der gjaldt for hele Udstillingstiden,
og disse havde indbragt 40,000 Pd. St.; det havde alt-
saa betydeligt over 100,000 Pd. St. allerede førend det
endnu havde lukket Dørene op til Udstillingen. Regje-
ringen havde sat de kongelige Kommissærer i Spidsen,
indrømmet en Byggegrund og givet Lettelser med Hensyn
til Postforsendelserne og organiseret dem; men, vel at
mærke, den betalte ikke to Skilling. Den engelske Ud-
stilling har baaret sig selv helt igjennem og givet et be-
tydeligt Overskud; dette er det folkelige og interessante
Resultat af denne Udstilling i finantsiel Henseende. Og
det skulde undre mig, om dog ikke engang dette skulde
gjentage sig paa Fastlandet lige indtil vort lille Danmark,
om man ikke ogsaa dér skulde faa Sans for et saadant
almeninteressant- Foretagende, om vi dog ikke skulde faa
Øjnene op og se, at det staar i vor Magt at gjore Meget,
naar vi blot vise et lignende Sammenhold, en lignende
varm Deltagelse, thi det er det, som det kommer an paa.
Hovens Skrifter. IV. 17
250
Det var imidlertid ikke nok at have Penge, man
skulde ogsaa have en Bygning. Dette kunde kun blive
en interimistisk Bygning. Allerede i Frankrig havde
Spørgsmaalet om Bygningen været meget debatteret, og
England har i dette som i andre Punkter Frankrig meget
at takke for. Man havde i Frankrig fra én Kant klaget
over, at en midlertidig Bygning kostede 200,000 Francs,
og sagt: det er rent at kaste Pengene bort, lad os saa
hellere bygge en solid, varig Bygning. Det var derimod
fra den anden Side oplyst, at dette var det Galeste af
Verden, at en solid Bygning vilde koste enormt og i
Løbet af en halv Menneskealder ikke længere paa nogen
Maade svare til Formaalet. En Række af Udstillinger i
Frankrig havde vist en bestandig Tiltagen i Antallet af
de udstillede Gjenstande; en interimistisk Bygning var
altsaa det eneste Rigtige; der kunde man sørge for Tran-
gen, eftersom det var nødvendigt, hverken mere eller
mindre. I England kunde der saa meget mere kun være
Tale om en interimistisk Bygning, som man ikke ejede
nogen Grund. Regjeringen havde vel anvist dem en
Grand, men kun til Laans, og havde sat en bestemt Ter-
min, inden hvilken den skulde leveres tilbage igjen. Ja,
den havde gjort endnu mere. Der stod Træer, smukke
Træer, paa denne Grund; men Regjeringen havde sagt:
de skulle blive staaende; det er Eders Sag, om I kunne
t'aa Bygningen bygget alligevel, men I maa ikke røre
disse Træer. Der var altsaa flere Hensyn, der skulde
tages. I Februar 1850, om jeg ikke fejler, havde man
allerede udstedt Programmer og opfordret fremmede og
indfødte Bygmestere til at levere Tegninger til Opførelsen
af en saadan stor Bygning. Men man havde ikke givet
251
dem anden Oplysning end om det Fladeindhold, der
skulde bedækkes; videre kunde man ikke gjøre. " -Man
var allerede omtrent paa det Rene med, at man behøvede
en Overflade til Udstillingen, for ikke at tale om, hvad
Bygningen selv medtog, paa c. 420,000 jH Fod, og her-
ved blev man ogsaa staaende; Udlandet fik det Halve og
England med dets Kolonier det andet Halve af denne
Plads. I Løbet af lidt over en Maaned strømmede Pro-
jekter ind. En egen Bygningskomite tik de indkomne
Projekter, 233 i Tallet, til Bedømmelse, et alvorligt
Arbejde. Den Ode Mai 1850 fremtraadte Referenter for
Udforelses-Komiteen og bragte det sørgelige Resultat, at
af alle disse 233 Tegninger (hvoraf 128 fra Bygmestere
i London, 38 fra Udlandet) med alle de store Fortjene-
ster, de i øvrigt kunde have, maatte de dog beklage, at der
ikke var en eneste, som de kunde bruge. Derimod havde
Bygningskomiteen selv lavet en Tegning, som den for-
sikrede var højst brugbar, en Tegning, — som jeg ikke
selv har set uden lithograferet — der strakte sig i en
Længde af 2200 Fod og en Bredde af 450 Fod. Men
det var ikke nok at have en Tegning og at Komiteen
forsikrede, at den var brugbar; Alle, som saa den, linje
og Lave, spottede over, at den var afskyelig styg, og,
hvad der var værre, de spottede over, at den tog saa
forfærdelig megen Plads op, at det vilde koste saa enormt.
Men det hjalp ikke; Bygningskomiteen sagde: vi indestaa
for, at det er den eneste, der kan bruges, og vi maa
altsaa lade den udføre , uagtet vi ikke have de nød-
vendige Fonds. Den havde Mod og opfordrede straks
Tømmer- og Murmestere til at melde sig med Overslag.
Der indkom enorme Overslag, paa 200,000 Pd., paa
17*
252 %
150,000 Pd. St. o. s. v., og kun faa Mænd vilde paatage
sig det Hele. Man havde oven i Kjøbet føjet den Clausul
til Indbydelsen, at Vedkommende gjérne maatte gjøre de
Forandringer i Komiteens Forslag, som maatte være nød-
vendige for Constructionen, for at skaffe eller spare Plads
o. s. v. I Midten af Juni Maaned var der et Par dyg-
tige Constructører, Fox og Henderson, som meldte sig
og sagde: vi ere redebonne til at paatage os det; men,
da Bygningskomiteen har erklæret, at vi gjerne maa gjøre
Forslag til Forandringer, saa er her et ganske andet For-
slag. Forslaget var egentlig fra en Gartner, en af Her-
tugen af Devonshires Gartnere, en Hr. Paxton. Dette
Forslag blev virkelig antaget, og Architekterne traadte
tilbage. Det synes, som om denne Omstændighed har
sat noget ondt Blod i Vedkommende. Jeg kjender for
lidt hele denne Sags hemmelige og offentlige Historie,
men saa meget kan jeg nok se af den Smule, jeg kjen-
der dertil, at man bagetter har søgt at gjøre Paxton den
egentlige Ære stridig, at der har været Beretninger, der
skulde vise, at Paxton kun havde givet et raat Stof, at
navnlig den store hvælvede Tværgang ikke var af Paxton.
Dette blev negtet fra den modsatte Side, og der blev
endogsaa tilføjet, at Paxton næsten øjeblikkelig skulde
have foreslaaet denne Tværgang. Det kan være os lige-
gyldigt; en dygtig Architekt, Bygmesteren for det nye Par-
lament i London, Barry, har aabenbart haft Indflydelse paa
Bygningen. Dette kan siges at være en bestemt Kjends-
gjerning; han synes at have foreslaaet, at hele Bygningen
skulde være overhvælvet, ligesom han ogsaa har haft en
Indflydelse paa de specielle Former i samme. Allerede
253
fra den 30te Juli 1850 begyndte man at nivellere Pladsen
og tage fat paa Arbejdet, og den 1ste Mai 1851 traadte
man ind i den færdige Bygning.
Jeg tror, at denne netop som en Vindskibeligheds-
bygning har sin egentlige rette Betydning, og jeg maa
derfor bede om Tilladelse til, inden jeg gaar over til selve
Udstillingen, at dvæle lidt længere ved den.
Anden Forelæsning,
Udstillingsbygningens Constiuction og Stil.
V i talte sidste Gang, m. T., om den Architekt, som havde
givet Grundtanken til den store Bygning for den store
Verdensvindskibeligheds Udstilling, som man forberedte i
England. — Jeg vilde gaa over til nærmere at beskrive
Udførelsen af denne Tanke med langt større Sikkerhed
for at blive forstaaet af mine Tilhørere, dersom vi ikke
navnlig i Kjøbenhavn vare saa grumme langt tilbage i alt
det, som maa tjene til Forudsætning derfor. Kommer
man til andre Stæder, og navnlig til de vestlige, i Flan-
dern, Frankrig, England, saa tinder man Byerne beteg-
nede ved meget storladne Anlæg, som ere beregnede paa
at opstille til Skue Livets simpleste og første Nødven-
digheder, Spisevarer, Slagtervarer, Grønt o. s. v. Vi finde
disse Anlæg udførte paa en Maade, som viser, at Byg-
mesterne meget godt have vidst, at der i saadanne An-
254
læg var en særegen Charakter, som vilde frembringe en
desto større Virkning, jo simplere og kjækkere den ud-
førtes. Det kommer ved disse Anlæg an paa at have
dels store aabne Pladser dels store bedækkede Gange eller
Haller, hvor Sælgere og Kjobere kunne indfinde sig, trod-
sende hvad Vejr det saa er, Vinterkulden som Sommer-
varmen, Regn og Sne, hvor hine i Bekvemmelighed kunne
udstille det, de falbyde, og disse ligesaa bekvemt se der-
paa. Vi ere her saa vante til, mine Tilhørere, mange
Gange at gaa i Søl og Regn eller i brændende Solskin
og se paa de Varer, der skulle bringes hjem til Kjøkke-
net eller føres hen til Pakhuset, at det er for os, som
om der ikke kunne eksistere et saadant Slags Bygninger,
og dog maa jeg netop appellere til disse Bygninger for
at vække Interesse for den store Bygning, vi skulle be-
skrive. Dog det er ikke alene disse simplere Gjenstande,
som jeg mener, vi maaske allerbedst faa baade solgte
og kjøbte under de nærværende haarde Betingelser, idet
man nu skynder sig mere og spilder mindre Tid, men
selv naar vi ville se paa de zirligere, pynteligere og æd-
lere Frembringelser, som Vindskibeligheden bringer til
Veje, selv da have vi her i Kjøbenhavn ingen anden
Udvej end simpelthen at gaa paa Gaden og lade os
trænge, støde og puffe baade i Regnvejr og Solskin, me-
dens der ogsaa er sørget smukt paa andre Steder for
saadanne Sagers Udstilling. Naar jeg nævner det Palæ
i Paris, der før hed royal og nu national, saa har jeg
maaske nævnt et af de Steder, hvor der paa den skjon-
neste og mest tillokkende Maade er sørget for ikke alene
at friste Kjøbere af begge Kjøn og alle Aldre, men og-
saa for formelig at skaffe en Nvdelse, der mangen Gang
255
kan vække til allehaande god Eftertanke hos dem, der
spadsere forbi den lange Række af Boder med deres altid
højst smagfulde, ofte meget glimrende Udstilling. Det er
Foreningen af disse to Retninger, som skulde opnaaes i
den store nye Bygning. Man havde inddelt, hvad der
skulde udstilles, i fire store Afdelinger: de raa Varer og
raa Stoffer, saaledes som de komme fra Minerne, fra
Jordens Overflade, o. s. v. , dernæst hvad der hørte til
Maskinbygningen , dernæst Produkterne af Maskinerne og
Haandens Flid eller Manufakturvarer, og til syvende og
sidst stod — rigtignok lidt bar og egen ovenpaa alt dette
— den skjønne Konst. Der var sat visse Betingelser,
f. Eks. at Spirituosa eller stærke Drikke eller andre Varer,
som ikke kunde holde sig i hele Udstillingstiden, altsaa
ogsaa en Mængde spiselige Varer, i Regelen ikke maatte
udstilles, skjondt de vel kunde blive antagne under spe-
cielle Betingelser. Derimod Alt, hvad der hørte til Ned-
lægning, Saltning, Syltning o. s. v. , var naturligvis uden
videre antageligt.
Det simple Princip, som laa til Grund for den store
Bygning, som skulde omfatte hele denne Udstilling — og
Alt maatte jo her sees under Tag; det var kun højst
enkelte Ting, Ting af stort Omfang og enkelte raa Pro-
dukter, som vare lagte udenfor Bygningen, — det simple
Princip, der laa til Grund for Bygningen, var en Firkant,
en 24 Fods Firkant; denne Firkant blev baaren af 4
Stænger, hvilke bleve sammenholdte af, hvad jeg vilde
kalde 4 Baand eller Belter, og paa disse 4 Belter var
der saa valgt 2 Punkter paa hvert Belte, altsaa 8 i Alt,
og i disse Punkter stødte krydsvis andre Baand og Bel-
ter sammen, to fra hver Side, saaledes at hver Del af
256
denne Kvadrat igjen inddeltes i tre Underafdelinger, hvoraf
hver tik den ringe Spænding af 8 Fod. Dette var Grund-
sætningen, hvorpaa det Hele hvilede. Nu kunde man til
disse Kvadratfag i alle mulige Retninger føje saa mange,
som man vilde. Man havde ved at give Stængerne og
Belterne en velberegnet Styrke sørget for efter Omstæn-
dighederne at kunne udvide Bygningen i det Uendelige
eller i det Ringeste i en betydelig Udstrækning, og det
var virkelig et betydeligt Rum, der skulde dækkes. Det
kan ikke nytte her at ville komme med en Sammenlig-
ning med, hvad vi her se, eller hvad man overhovedet i
Evropa ser under Tag; det forslaar Altsammen ikke
Noget. Vi maa ligefrem gaa til Pladser under aaben
Himmel. Der skulde skaffes et Rum under Tag, der var
saa langt, som fra Vesterport, hele Filosofgangen igjennem
forbi Hømagasinet, og saa bredt, at det endogsaa var
ikke lidt bredere end hele Christiansborg Slots Hoved-
bygning er lang ud imod Ridebanen; denne Hovedbygning
er 180 Alen lang, men der skulde over 200 Alens Bredde
til Udstillingsbygningen. De ville altsaa se, hvilken enorm
Strækning der skulde bringes under Tag. Men selv hele
denne store Strækning slog ikke til. Skjøndt man med
meget Overlæg havde beregnet Pladsen, der skulde skaf-
fes, saa at man endogsaa kunde give Frankrig 10,000 □
Fod til, da det forlangte det, saa kunde man dog ikke
undgaa at udvide Bygningen over dens oprindelige Plan.
Den egentlige Bygning var en langagtig Firkant paa 1848
Fod i Længden og 408 Fod i Bredden. Men der var en
lille Udvækst paa den nordre Side af Bygningen, som
maaske Mange, der have set Bygningen, aldrig have lagt
Mærke til, fordi de ikke have været omme paa denne
257
Side, og denne lille, hartad umærkelige Udvækst var
dog sine gode 48 Fod dyb og sine gode 93(5 Fod lang;
den strakte sig især paa den nordvestlige Del af Byg-
ningen og gav naturligvis ikke videre Bryderi. Vi have
altsaa her to store Firkanter, sammensatte af mindre Fir-
kanter paa 24 Fod hver; men den store langagtige Fir-
kant blev nu baaren af 1060 Søiler. Ja, det klinger over-
ordentlig prægtigt, man drømmer sig hen i Østerlandene,
man tænker paa tusinde og én Xat. Man forbavses ved
at høre om en Bygning med 1060 Søjler; men Herregud!
selv det Tal forsvinder, naar vi høre det glimrende Navn,
som Englænderne have tillagt Bygningen, og hvormed de
stadigt benævne den, Krystalpaladset, — det slaar de
1060 Søjler rent af Marken, det er endnu meget mere
imponerende. Jeg anfører disse Par Træk for det Første,
fordi de virkelig ere sande, for det Andet fordi de vise,
at denne Verdensudstilling dog har beruset Englænderne
lidt; det kunde ikke være mindre end et Krystalpalads,
og den kunde ikke have en mindre Virkning end den at
være en praktisk Fredsprædiken for hele Evropa, ja for
hele Verden. Begge Dele ere lige hule og lige falske.
Det temmelig skidne, tykke Vinduesglas, som Bygningen
var dækket med foroven og paa Siderne, er aldrig for-
vandlet til Krystal, og jeg frygter, at denne Fredsprædiken
for mange kommende Slægter vil være talt for døve Øren.
Altsaa, vi ville slet ikke indlade os paa, støttende os
paa engelske Autoriteter, at betragte Bygningen fra den
eventyrlige, for Fantasien saa tillokkende Side, vi ville
holde os først og fremmest til Kjendsgjerningen ; thi den
er allerede i og for sig meget betydelig. Jeg sagde, at
der var 1060 Søjler, jeg kunde lige saa godt have sagt
258
1060 Stænger. Sagen er den, at alle disse Søjler opløse
sig i Stænger; men disse Stænger ere rigtignok af højst
forskjelligt Udseende. Der er Stænger paa 24 Fods
Højde, der er andre paa 44 Fods og endelig nogle paa
64 Fods Højde; men, enten de ere af 64 eller 24 Fods
Højde, bestaa de for det Første ikke af ét Stykke, men
af flere, rigtignok temmelig store, Stykker, dog ogsaa
Stykker paa 3 Fod og lidt derover. Men dernæst ere
de, af hvilken Højde de for Resten ere, kun 8 Tommer i
Gjennemsnit, og m. T. ville altsaa se, at, naar 12 Alens
høje Søjler, der ere Vs Alen tykke, kun ville være Stæn-
ger, saa vil det i en endnu langt højere Grad gjælde om
dem, der ere 64 Fod lange. Der er en anden Mærkelig-
hed ved disse Søjler, nemlig, at de for en stor Del vare hule.
Cylinderen var af højst forskjellig Tykkelse; naar Søjlen
var tykkest i sin Skal, saa var denne lidt over én Tomme
tyk, og, naar den var tyndest, var den ikke engang 1,'a
Tomme tyk. Paa disse tilsyneladende saa svage og
skrøbelige — Halmstraa, kunde man sige, hvilede denne
Bygning. Det har formodentlig i Begyndelsen frapperet,
maaske endogsaa selve Architekterne; thi vi høre, at der
er blevet holdt Foredrag af en bekjendt Videnskabsmand,
der gik ud paa at vise, at saadanne Rør have en uende-
lig Styrke til at bære, og han valgte endogsaa som
Eksempel et Straa. Naturligvis har det sine Grænser,
men i en vis Højde kan virkelig en saadan hul, meget
tynd Cylinder, paa Grund af Sammenhængskraften, liære
indtil det Utrolige.
Men lad os betragte Søjlerne lidt nøjere. Naar vi
ellers skulle opføre en Bygning, saa opføre vi et sammen-
hængende Grundlag. Selv de Søjler, der bære Gavlen
259
over Raad- og Domhuset heri Byen, staa paa et saadant ;
mægtige Buer forbinde Søjleskafterne indbyrdes. Dette
var ikke nødvendigt her. Man gravede ikke længere, end
til man kom til et grovt Sandlag, som laa et Par Fod
nede. Denne grove Sandflade dannede Bunden, og deri
udhulede man Huller, passende efter de forskjellige Stæn-
ger, der skulde sættes ind. Disse bleve dækkede med
Cement, og Mængden heraf bestemtes efter den Vægt, der
skulde bæres; herover lagdes atter Kalk, og paa denne
fine Kalk blev Stangens langagtige ottekantede Fodplade
sat. Der have vi hele Fundamentet. Denne ottekantede
Plade skød altsaa op i Midten som et Rør, der for-
bandtes med Fodpladen ved to tynde trekantede Stiver,
der gav det Fasthed, og dette Rør, som dannede, hvad
vi kunne kalde Fodstykket, stak 33/4 Tommer op over
Gulvet. Man saa' ikke den øvrige mekaniske Indretning,
der skulde give Fodpladen sit rette Omfang og sin til-
børlige Styrke. Fodpladen havde ogsaa under Gulvet to
Rør, og disse Rør modtoge Vandet fra den hule Søjle og
førte Regnvandet og hvad andet Vand, der kunde samle
sin under Taget, ned under Gulvet, hvor det saa fandt
Afledninger og blev ført langt bort fra Bygningen. Paa
denne Fodplades Rør blev den egentlige, 18 Fod lange
Søjlestang sat og fastskruedes til samme ved Hjælp af
Bolte; og mellem begge Rørenes sammenstødende Flader
var der lagt Sejldug, bestrøget med Blyhvidt for at sikre
sig saa godt som muligt imod Fugtighed.
Vi have nu faaet Stængerne rejste; de staa 18 Fod
og 5V2 Tomme over Gulvet. Naar vi ellers rejse Søjler,
lægge vi ovenpaa dem lange vandrette Forbindelser, som
vi kalde Architraver, Murbjelker eller Tømmerbjelker; de
260
skulle forbinde disse Dele og igjen bære Bygningens øvre
Partier. Men her fandt noget ganske Nyt Sted. Man
kunde sige, at alle disse Søjler ikke saa meget ere bæ-
rende Led, som de tjene til lodrette Støtter, hvori Byg-
ningen saa at sige hænger; thi, naar en Jernstang havde
naaet den Højde, jeg talte om, saa kom der ovenpaa en
lille kort Jernstang, som kun var 3 Fod lang, og denne
lille Stang, som var fastskruet med den samme Omhygge-
lighed, med hvilken Søjlen var skruet til Fodpladen, havde
en Indretning, som gjorde det muligt at sætte, hvad jeg
vilde kalde Belter fast. Disse Belter, som Engellænderne
kalde »girders«, bestaa af langagtige, firkantede Rammer
af støbt Jern, 3 Fod i Breden og 24 i Længden, og de
lange Rammestykker ere paa 2 Steder med 8 Fods Mel-
lemrum forenede med lodrette Tværbaand, som atter for-
bindes ved liggende Kryds, dannede efter diagonale Li-
nier. Alle disse Dele ere ogsaa af Støbejern.
Denne 408 Fod brede og 1848 Fod lange Bygning ind-
befattede flere forskjellige Dele: først lange Gange, der løb
rundt om hele Bygningen og vare 24 Fod biede, hvis dob-
belte Søjlegange kun skulde bære Yderkanten af Taget. Der-
paa fulgte der Gaarde, de saakaldte courts; vi kunne,
for ikke at lade os bedrage af Navnet, kalde dem Hal-
ler. Disse vare 48 Fod brede og havde altid Fagindde-
lingen, men vare af forskjellig Længde. Paa den sydlige
Side kunde man korrespondere igjennem disse Haller, som
vare forbundne med Tværgallerier, men paa den nordlige
. Side var det ikke Tilfældet, thi dér maatte langt større
Haller til, for at skaffe Plads til Maskiner af højst for-
skjellig Art. Dette gjaldt navnlig paa den nordvestlige
Side, hvor man ogsaa havde henlagt Forfriskningsanstalter
261
og andre Bekvemmeligheder for Besøgerne og Bestyrelsen.
Naar vi nu passerede disse yderste Haller, saa kom vi
atter til et Galleri, som ikke længere var ét, men der-
imod to Lofte højt, hvor vi altsaa fik 2 Rader af Søjle-
stænger, som vare 44 Fod høje. Derefter kom man igjen-
nem andre Haller paa 48 Fods Brede til en ny Række
af Søjlestænger, der nu ere 64 Fod høje. Men allerede
de 44 Fod høje Haller ere omgivne af Søjlegange, der
skulle forsynes med Gulve, og de omtalte Belter, der gik
fra Søjlestang til Søjlestang i en Strækning af 24 Fod,
blive her krydsede af tredelte Tværbelter, som aldeles
ligne de andre, og paa denne Belterist ligger nu simpelt-
hen det Gulv, der skal bære Besøgere i Tusindvis og
desuden en Mængde udstillede Sager; og til disse skrøbe-
lige Belter, der kun ere faa Tommer tykke, og til disse
Stænger, som allerede have Taget o. s. v. at bære, tor
man altsaa betro denne Masse af Mennesker! Man
maatte gaa den praktiske Vej; man havde gjort Forsøg
ved at lade Arbejdere opstille sig saa tæt som muligt
paa en til Prøve opbygget Kvadrat, man havde ladet dem
hoppe og trampe, og da de ikke gjorde det i Takt, saa
tog man en hel Del Soldater og stillede op, og lod dem
trampe lystigt, og kjørte desuden en umaadelig Masse af
Kanonkugler over Gulvet paa Slæder; men Intet havde
virket, Bevægelsen var ikke til at mærke. Da man saa-
ledes havde anstillet Prøven med langt større Byrder, end
der behøvedes, byggede man trøstigt fort. — Men vi ere
komne fra den 2 Lofte høje Hal med sit Galleri, og vi
træde ind i den sidste, 3 Lofte høje Hal. Her var ikke
heller mere end ét Galleri. Den anden Rad af Belter
skulde nemlis blot holde Stængerne, der vare 64 Fod
262
høje, i Ligevægt, for at de ikke paa nogen Maade
skulde svaje, og ved Toppen af dem hang igjen et
lignende Belte, som det, jeg nyligt har beskrevet, og
det gik fra Søjle til Søjle gjennem en uhyre lang
Række. Men brugte de da virkelig ikke Andet end
disse simple, helt igjennem 3 Fod brede Belter? Nej,
Beltet var overalt 3 Fod undtagen paa ét Sted, som jeg
straks skal omtale. Den Forsigtighed, som jeg nylig an-
førte et Eksempel paa ved at nævne den aldeles paalide-
lige Prøve, som man anstillede, inden man gik hen og
opførte en Bygning, hvorpaa saa mange Menneskers Vel
og Ve skulde bero, — denne samme Omhyggelighed viste
sig ogsaa i ethvert Forsøg med, hvad Belterne kunde
bære. Intet Belte blev opsat uden at være underkastet
en Vægt og en Spænding, som var meget større end den,
der i Virkeligheden skulde til. Men saa meget kan man
nok begiibe, at det samme Belte, som bærer en Spæn-
ding af 24 Fod, kan umulig bære en Spænding af 48 Fod,
og altsaa endnu meget mindre en af 12 Fod, og 72 Fod
var den brede Hovedgang, som gik igjennem hele Byg-
ningens Længde, ligesom ogsaa den Tværgang, som gik
gjennem hele Breden. Det kunde ikke gaa. Man for-
andrede nu ikke Beltets Højde, men dets Construction.
Medens man før kun havde brugt Støbejern, tog man nu
vel hamret Jern, og alle de horizontale Bærere i disse
Belter vare gjorte af hamret Jern. Hertil kom endnu en
lidt fastere Construction af Stængerne og en Forøgelse
af deres Tykkelse, der var meget betydelig ved de Bel-
ter, der skulde bære den 72 Fods Spænding. Paa den
Maade opnaaedes den største Lethed og Sikkerhed. Kun
263
paa ét Sted vilde det ikke slaa til. Det var der, hvor
Tværgangen og den lange Hovedgang modtes; der maatte
Belterne gjøres dobbelt saa dybe, altsaa 6 Fod, ligesom
der maatte gjøres dobbelte Krydsbaand og Bindestykker,
og 4 Ekstrasøjler føjes til dem, der alt fandtes i Hjør-
nerne, for at forøge Støttepunkternes Bærekraft.
Nn lagde man Taget. Da vi havde et Grundkvadrat
paa 24 Fod i Bygningen, vare de 48 og 72 Fods Belter
altsaa 24 Fod fra hinanden, og bleve som en Følge deraf
overdækkede med Tværbjelker af 24 Fods Længde. Disse
Loftsbjelker, der laa i samme Retning som Hovedgangen,
vare tilskaarne paa en egen Maade. Det er Noget af
det, der har fornøjet mig mest i hele Bygningen, denne
særegne Maade, hvorpaa disse Bjelker vare indrettede.
De laa fra Belte til Belte, og altid efter den samme
Regel, som havde bestemt Risten i Galleriet, 8 Fod fra
hinanden, og de forbandtes med smaa Yinkeltage, 9 over
den store midterste Gang, 6 over Sidegangene og 3 over
de yderste Gange og over Gallerierne. Og disse Vinkeltage,
hvis Rammer vare af Træ, hvori Glasplader vare indfattede,
gik allesammen ned i de mellemliggende Bjelker, som laa
paa Jernbelterne, og alt Vandet løb ned igjennem en Fordyb-
ning, der var udskaaren i Bjelkens Overflade, og Bjelken
sendte saa Vandet til de Belter, som gik langs med Siden
og som paa deres øverste Flade havde rummelige Render
til at optage Vandet i, som derpaa løb ned i Rørene, og
blev, som jeg har fortalt, ført ud ad denne Vej. Dog,
det var ikke det, jeg vilde lægge saa megen Vægt paa;
men hvad der er det Interessante, det er, at paa den
indvendige Side var der lige under Taget skaaret meget
264
smukt en lille Fordybning ind i Træet, og denne Fordyb-
ning modtog alt det Vand, der samlede sig fra den stærke
Fordampning paa Glaspladernes underste Side, eller som
muligen kunde trænge ind imellem Glaspladerne og samle
sig paa Indersiderne; dette Vand blev altsaa afledet og
kom til den fine Rende paa den indre Side af Bjelken,
løb saa samme Vej som det øvrige Vand, naaede derpaa
den store Rende i de lange sidegaaende Belter, og saa-
ledes kom ogsaa dette bort.
Imidlertid, jeg sagde, at hele Bygningen var dækket
med en Samling af smaa Vinkeltage, og det var ogsaa
virkelig saa, thi de laa ikke alene paa de store vandrette
Flader, men selv paa den brede Tværgangs hvælvede
Tag, der dannede en Halvcirkel, hvis Radius var 36 Fod,
selv paa dette Tags buede Trærammer laa Vinkeltagene,
fyldte Rundingen og førte Vandet bort paa samme Maade.
Vi have allerede hørt, hvorledes der var sørget for,
at Intet skulde være uholdbart, med hvilken Omsigt man
havde vidst at gjøre Bygningen fuldstændig sikker; men
det var ikke nok. For at ikke Gallerigangene skulde
kaste Støv ned paa de underneden Gaaende, var der ved
fine Indfatninger med Jernstænger mellem to og to Bræ-
der sørget for, at dette Galleri var aldeles tæt, at ikke
et Støvgran kunde komme ned; for at Gulvet altid kunde
være saa let renseligt som muligt, var det belagt med
Planker, som havde en lille Aabning imellem sig, som en
meget tæt Rist, saa at man ved Sprøjtning med Vand,
ved Affejning o. s. v. meget let kunde sørge for den nød-
vendige Rensning; men Gulvet var saaledes lagt, at jeg
tør paastaa, at Tusinde og Tusinde have gaaet over det
265
uden at ane, at de gik paa andet end et sædvanligt
Brædegulv.
Dette er i mine Tanker den egentlige interessante Side :
denne store Simpelhed, som gaar igjennem den mægtige
Bygning, der er dækket med Glas, idet den endog har
eller dog i alt Fald kunde have lutter Glassider; thi man
undlod paa enkelte Punkter at benytte Glasset, i Stedet
for hvilket der paa Siderne fandtes nogen Træbeklædning.
Der behøvedes ikke især paa Sydsiden at sørges for Lys ;
Pladsen var saa aaben som muligt, de smalle Stænger
kunde ikke være synderlig til Hinder, hverken for de Be-
sugende eller for den frie Bevægelse eller for de opstil-
lede Varer; ligesaa lidt kunde der være Tale om Slag-
skygger fra de store Vægge o. s. v. Endelig tør det ikke
lades uomtalt, at der ved Hjælp af en Ventilator, der bestod
af en meget sindrig Rwrconstruction, var sørget for at skaffe
saa megen frisk Luft som muligt. Fra denne Side er
det, som sagt, at Bygningen har sin store Interesse. Det
vilde være meget vanskeligt at skaffe en Bygning til Veje
af et saa uhyre Omfang som denne, og hvor saa højst
forskjelligartede Sager skulde opstilles, og saa paa samme
Tid gjøre den saa hensigtssvarende, som denne var helt
igjennem. Men noget Andet er det, hvis man vil opstille
denne Bygning tillige som et virkeligt »Krystalpalads«,
som en Bygning, der skulde saa at sige frembringe en
Revolution i hele Architekturen, som en Bygning, der vel
sagtens ikke virkelig var beregnet paa at skulle blive
staaende, men som meget godt kunde blive staaende. I
alle disse Punkter, tror jeg, hersker baade en stor Del
Indbildning, som nok vil vise sig ikke at gjælde noget,
en stor Del Misforstaaelse og en stor Del Overdrivelse.
Hovens Skrifter. 111. 18
266
Med Hensyn til Bygningens Varighed, da er det en
bekjendt Sag, at, saa sindrigt den er indrettet, og skjøndt
man med Hensyn til Glasbeklædningen intetsteds havde
villet vove det Urimelige — thi Glaspladerne vare 2 Alen i
Længden, men kun 10 Tommer brede — med alt dette viste
det sig, at den var skrøbelig, og man var nødt til at dække
hele Bygningen, undtagen den buede Tværgang, med Lærred,
hvorved Lyset allerede blev betydeligt afdæmpet. Det
hedder sig nu, at dette skete, fordi Lyset ellers var utaale-
ligt, og sikkert er der foretaget Prøver; det kan gjerne
være, at det var Tilfældet; men jeg skal dog bemærke,
at i den mægtige Tværgang, hvor der ikke var Noget dæk-
ket over Glashvælvingen, var Lyset ingenlunde utaaleligt,
men smukt, klart og velgjørende, og blev det dobbelt i
Modsætning til de bedækkede Gange. Men der var en
anden Omstændighed, som maaske turde have haft større
Indflydelse end Frygten fov Lyset, den navnlig, at det
havde vist sig, at man ikke kunde skaffe den tilbørlige
Tæthed i Taget, og derfor overdækkede man med Lærred,
fordi Lærredet optog Regnvandet og førte det langsomt
ned til Afløbsrenderne, paa hvilken Maade man da havde
faaet en Sikkerhed i denne Henseende, som man maaske
oprindelig aldrig havde tænkt paa, men som Nøden saa-
ledes senere førte til. Men at gaa under dette Lærreds-
loft, at se op paa dette dæmpede, matte Lys, — og nu,
da Tiden rykkede frem, saa kom der Rifter deri, og der
hang Pjalter, og Dagen gloede igjennem, og smudsigt blev
det — nej, det svarede slet ikke til et »Krystalpalads« ; det
havde noget højst Almindeligt, endogsaa noget højst Simpelt
ved sig. Der var en anden Omstændighed derved, den
267
nemlig, at dette afdæmpede Lys i Forbindelse med, at Galle-
rierne vare dækkede, gjorde dog saa meget, at der ikke var
faa Steder i den store Udstillingshal, hvor Lyset var temme-
lig kummerligt, og hvor det altsaa mange Gange, især
naar der kom særegne Aarsager til, naar man f. Eks. vilde
pynte paa Loftet, give det en gothisk Charakter, sætte
et Øje i Midten af denne eller hin Hal, blev sparsomt
nok; det var som en smuk, jevn Dæmring, der var ud-
bredt over det Hele, og kun tik en stærkere Charakter,
naar Solen rigtigt skinnede. Med Hensyn til Varigheden
se vi altsaa, at Taget næppe vilde holde sig. Der er
allerede gjort Forslag til at foretage en Ombygning og
indrette dette Lokale til højst forskjellige Hensigters Op-
naaelse, og derved er det ogsaa bragt paa Bane, at man
endelig maatte sørge for, at det kunde være tørt.
Naar jeg dernæst tager Hensyn til Stilen — vi kunne
vel bruge dette Navn her — saa er der en Betragtning,
som har interesseret mig i høj Grad. Den Mand, der
har haft Indflydelse paa Stilen, paa de enkelte Deles
Form og Sammenstilling, det er, som jeu sa^de — det
er anerkjendt — den dygtige Bygmester Barry, som og-
saa har bygget Parlamenthuset. Denne Mand fandt en
Form for Søjlestængerne. Paa disse hvilede nemlig ikke
fortløbende Bjælker eller Murforbindelser, saaledes at de
netop forenede sig over Søjlernes Midterpunkt, nej, de om-
talte Belter hang, og det gjorde, at han valgte en egen
Form. Enhver af disse Søjlestænger var ikke rund, det
var en Sammensætning af 4 aldeles glatte Flader og 4
krumbøjede Hjørner; de glatte Flader tjente fornemmelig
til Indfatning af Skruer, Bolte o. s. v., hvorved de bleve
forbundne med Sidegangene, de krumme dannede et Slags
18*
268
Afveksling og gjorde dem lettere. Det var paa den ene
Side en stor Fordel at have de 4 glatte Flader, thi der-
ved blev Overfladen stærkere og solidere; og paa den
anden Side var det en stor Fordel at have de 4 krum-
mede Hjørner, da derved bortkastedes en stor Del unyt-
tigt Materiale og Bygningen gjordes billigere og zirligere.
Men herved kommer et eget Fænomen frem. Naar man
skulde sammenligne disse Søjlestænger med Noget, saa
maatte det være med Eksempler fra den gothiske Byg-
ningskonst. Hvor ofte er det ikke faldet Mange ind, for-
moder jeg, at denne Mangel paa Stil i Ordets højere Be-
tydning, som er saa historisk betegnende for hvad vi
kalde gothisk Bygning, og som man aldrig skulde søge at
bortlyve eller bortræsonnere, fordi denne Mangel paa
samme Tid har givet Anledning til saa meget højst Be-
tegnende for denne Alder, — jeg siger, hvor ofte maa
ikke denne Mangel paa Stil have vakt den Tanke hos
mange eftertænksomme Betragtere, og navnlig hos Ar-
chitekter, at det, der er givet i Sten, kunde egentlig
meget bedre være givet i Jern ! Tag engang de største
gothiske Bygninger, De kunde linde, Kølner-Domkirken,
eller tag en Kirke, som virkelig staar færdig, tag Yorks
Domkirke, og læg Mærke til, at, for at faa dette høje,
svimlende Tag saa spidst opløbende, som Architekten
maa have det for at dække Bygningen, for at faa disse
forholdsvis saa ret opstigende Linier, maa han anvende
svære Masser — vi kalde dem Murstiver — thi ellers
kan han ikke holde det Hele sammen; det er netop
disse Masser af Mursten, der altid har været Architek-
ternes Kval i Middelalderen; de søgte altid at komme til
at danne dem paa en eller anden Maade, men de lod sig
269
ikke danne; de kunde pynte lidt paa Overfladen, sætte
forlorne Buer paa o. s. v., men egentlig give dem Form,
denne saa dejlige, saa levende Form, der betegner den
græske Architektur, det var umuligt. Og det lod sig
egentlig lige saa lidt gjore med Pillerne i det Indre; de
kunde udhule og udskjære dem og vise hartad utrolig
Sindrighed i at gjøre Massen lettere; men det, som be-
tegner den græske organiske Form, kunde de ikke faa;
de kunde faa et Slags technisk Form, de kunde opnaa
overordentlig Meget, de kunde opnaa, at Murforbindel-
serne vare som én eneste Støbning, men det yndige, det
dejlige Liv, der gaar igjennem de Gamles Bygning, kunde
de ikke opnaa, det var umuligt. Men se nu denne uhyre
Bygning, 408 Fod bred, hvis midterste Tværgang tillige-
med de tvende Sidegange alene maaler over 100 Fod, og
som stiger op i en Høide af 64 Fod, ja i Tværgangen
endog til 104 Fod, og det uden en eneste Mursten, for-
melig som groet op af Jorden; det er jo højst interessant.
Betragt engang disse Søjlestænger. Er det ikke i Grun-
den den gothiske Profilering, og bliver det ikke dobbelt
mærkeligt, at se denne Tanke udtalt, at se netop denne
Stil A-algt; thi det var ikke sket tilfældigt. Men det var
nL'saa blot der, i Søjlegjennemsnittet, at Barry opnaaede
det; kaste vi Blikket paa de øvrige Dele, paa alle Bel-
terne, paa hele Udsiden, hvor altid hvert Fag var delt i
3 lodrette Fag, hvert paa 8 Fod, saa danne alle disse
Stænger o. s. v. et Slags Arkader, hvor Grundtanken er
hentet fra den moderne italienske Bygningskonst. Og,
ligesaa interessant ogligesaa passende som det var i
Søjlestængernes Gjennemsnit at se, hvor smukt et be-
stemt Princip dér forener sig med det Hensigtssvarende,
270
medens det paa samme Tid var saa at sige det eneste
skjønne Træk i Bygningen , ligesaa kjedeligt og ligesaa
slet passende var det, at se alle disse Arkadesving, Fyld-
ninger med Cirkler o. s. v., som for Resten sindrigt nok
dekorerede hele Bygningen. Altsaa, som Eksempel paa
Bygningsstil tror jeg aldrig man skulde nævne denne
Bygning; som Eksempel derimod paa vel overlagt, paa
usædvanligt og hurtig gjennemført Arbejde, som den
raske, lynsnare Udførelse af en klart fattet Tanke, er den
unegtelig interessant. Ja, vil man maaske sige, men det
er dog den første i sin Art., det er første Gang, man har
set Sligt i den Udstrækning. Ja, i den Udstrækning;
men lad os huske paa, at vi have Jernbroer, hvor man
allerede havde vidst meget smukt at give Metallet en
Form, der svarede til dets Ejendommelighed, og i Paris
havde man hvælvet en Gaard*), som var 210 Fod i
Gjennemsnit, med et zirligt Tag af Jern, som netop paa
en særdeles smuk Maade forbandt Sansen for architek-
toniske Former med Behandlingen af Metallet. Dette skete
allerede for mange Aar tilbage.
Der er en anden Egenhed ved denne Bygning, og
det er netop Noget, der betegner den som det, den skulde
være. Nu have vi opført den som den virkelig stod der,
simpelthen af Jern, Glas og Træ, og, naar vi nu vilde
se den saaledes, men uden hele dens Indhold, saa vilde
den vise sig for os som en temmelig mager og nøgen
Bygning; den vilde aldeles sondre sig fra enhver anden
større Bygning i Evropa, thi den vilde mangle alt det,
der ellers betegner den store og faste Bygning. Den vilde
i Formodentlig gare du iN'ord af Hittorf.
271
mangle de smukke Vægge, vel oplyste, de smukke Lofter,
vel afdelte, eller Hvælvinger, smukt formede og udsmyk-
kede paa mangfoldige Maader. Men den behøvede ikke
dette, den skulde jo netop modtage hele sin Udsmykning.
England havde rejst denne Bygning og sagt: »-den halve
Del skulle vi selv sørge for at pynte ud, men kommer
nu alle I Andre og pynter den anden halve Del ud!« og
hele Evropa og de andre Verdensdele havde ikke ladet
vente paa sig, de havde bragt Smykket fra alle Ender
og Kanter; men denne Udsmykning var rigtignok af
højst forskjellig Art. Jeg tillod mig allerede forrige Gang
at berøre, hvad der dog forekom mig der i Særdeleshed
burde have været det, der tydeligst skulde have traadt
Beskueren i Mode ved en saadan Udstilling, nemlig hele
den alvorlige Tanke, der gaar igjennem disse mægtige
nyere Opdagelser til at forbinde Menneskene og Landene
med hverandre, til at lette Haandens Virksomhed, til saa
at sige i den strengeste, bogstaveligste Eorstand at bringe
de Ord til at gaa i Opfyldelse, som Novalis udtalte for
mere end 50 Aar siden, at den Tid kunde komme, da
Bonden kun havde at sørge for sin Maskine, da han
kunde lade den arbejde og ganske rolig sidde og læse
en nyttig Bog eller hengive sig til denne eller hin
Tanke, denne eller hin Overvejelse. Men hele denne Side,
som sagt, traadte aldeles i Baggrunden. Paa den nord-
lige Side af Bygningen vare alle disse svære Maskiner i
Særdeleshed henlagte, aldeles afsides i de lavere Haller.
Den, der A-ilde lære at kjende alt de' Nye, som er op-
daget til Menneskenes Nytte, til Samfundslivets nojere og
skjønnere Forening, maatte søge det omkring i Krogene,
kunde jeg næsten sige, omkring i alle de ydre Partier.
272
Det, at man havde lagt dem derhen, fordi man der bedst
kunde sørge for den nødvendige Damp og Tilførsel af
Vand o. s. v. fra en Bygning, der laa et godt Stykke fra
Udstillingsbygningen, mod den sydvestlige Side, synes mig
at være en svag Undskyldning; thi det kom her ikke an
paa en Fjerdingvej eller Sligt, men kun paa nogle faa
Alens længere eller kortere Ledelse. Xej, det forekommer
mig rigtignok, som en ganske anden Tanke i saa Hen-
seende har ledet dem, der indrettede Bygningen og sty-
rede Udstillingen.
Man havde afdelt Bygningen efter de forskjellige
Folkeslag, og man havde forhørt fra hvert Land, som
vilde deltage i Udstillingen, hvor mange Fod de behøvede,
oa havde senere indrettet Bygningen derefter. Naar man
gik igjennem den lange Gang fra Østen til Tværgangen,
saa kunde man paa hver sin Side læse Navnene paa disse
Lande, som begyndte med de forenede nordamerikanske
Stater, Rusland, Sverig, Danmark, Tyskland, Holland,
Belgien, Frankrig, Italien; saa gik man over til Tunis,
Grækenland, Tyrkiet, Kina, og nu var man lige ved
Hjørnet af den store Tværgang. Hele den øvrige Del af
Bygningen, den modsatte Side, tilhørte England, og i den
lange Gang, der begyndte med den vestlige Ende, kunde
man forfølge alle de forskjellige Dele af England, og idet
man nærmede sig Hjørnet, kom de engelske Kolonier i
Hindostan (som navnlig spillede en umaadelig Rolle) og
de øvrige Kolonier fra forskjellige Verdensdele; lige i
Hjornet af den store Hal traf netop Hindostan, Kina.
Persien, Tyrkiet o. s. v. sammen.
Denne Tværgang, som jeg nylig talte om, laa ikke
strengt midt paa Bygningen, den laa lidt nærmere mod
273
Vest end mod Ost; man havde maattet lægge den der
for at kunne overhvælve to Grupper af Elmetræer. Disse
Træer stode da som i et mægtigt Drivhus, og overskuede
jeg dem med mit Oje, se, saa yndigt et Syn det var paa
en Solskinsdag, var der dog én Ting, som overraskede mig.
Xaar nemlig ellers en Maler vil udføre Xoget paa en
Plan, paa Lærred eller paa en Væg, og han vil have
sine Figurer til at gjøre Virkning, plejer man at antage
det for en given Erfaringssætning, at jo større han gjør
sine Figurer, desto mere Virkning er der, desto bedre
udfylde de Rummet og fremtræde selv mægtigt; dette har
man lagt Mærke til ved hundrede forskjellige Lejligheder.
Men her slog det fejl; i det mindste kunde jeg — og det
er vistnok gaaet Flere som mig — ikke se Andet, end
at de Elmetræer, som stode inde i Hallen, saa' mindre ud
end de, der stode udenfor Hallen, og det var dog ikke
en Følge af, at Træerne vare mindre, thi det var tvende
meget store Træer, men det var, fordi man kom til at se
dem under en snevrere Omgivelse end den , man ellers
er vant til at se dem udfolde deres Kroner under, saa
at den smalle Plads saa at sige trykkede Træerne, saa-
ledes at de, skjøndt de rigtignok pyntede smukt og dej-
ligt nok, ikke udfoldede sig saa kraftigt og livfuldt som
deres Brødre og Søstre udenfor i Parken.
I denne Tværgang, hvor disse smukke Træer stode,
og i Hjørnerne, hvor de Lande samlede sig, der havde
sendt saa mange Kostbarheder, brogede Tæpper, guld-
og sølvindvirkede Stoffer, i hele denne lange Mellem- og
Tværgang, dér traadte Vindskibeligheden tilbage; det var
ikke den, man dér egentlig søgte, uden for saa vidt det
jo ogsaa var en Virkning af Vindskibeligheden, hvad man
274
dér saa': det var meget mere et prægtigt og tillokkende
Skue. Langs Siderne stode Billedstøtter, udhugne eller
støbte Figurer; i Midten afvekslede saadanne Figurer med
et Slags smaa Kapelbygninger med Glasmalerier, med
Springvand, med Modeller af Liverpools store Havn, af
Byer, Kirker, prægtige Bygninger o. s. v., og hele Huset,
ikke alene ved Hjørnerne, men igjennem begge de store
Hovedgange, var besat og behængt med saadanne Gjen-
stande, som meget mere gjennem det kostbare Materiale,
de vare forfærdigede af, eller de rige Farver, hvormed
de vare prydede, eller den smukke Behandling af Stoffet
tiltrak sig Ojet; Vindskibeligheden tænkte man ulige
mindre paa; der var lagt an paa at lade Ojet gotte sig
ved al den Herlighed, alt det straalende eller yndige Liv,
som mødte her ved hvert Skridt under nye Former.
Lige midt i Bygningen var et Springvand, ligesom i Cen-
trum, hvor de store Gange mødtes. Dette Springvand
dannedes af et Stativ af smekre Søjler, der bare en stor
flad Klokke, ovenpaa hvilken et Slags bredt Blomster-
bæger hvilede, og ud af dette hævede sig en temmelig
nøjagtig Gjentagelse at det beskrevne Parti, men kun i
den halve Størrelse. Derover løftede sig i en Højde af
27 Fod den afsluttende Spids, der var dannet som en
Art leddet Plantestængel. Det saa' ud, som det var en
eneste støbt Krystalmasse; Jernet, der bar det, var saa
godt dulgt under Glasset, at man kun saa' den skinnende
Krystalmasse, som udsprøjtede sine Yandstraaler, der
endelig plaskede ned i Bækkenet og skinnede og sum-
mede og kjølede rundt omkring. Det var en Glasfabri-
kant Osler i Birmingham , der havde frembragt dette
Springvand.
275
Naar man altsaa paa en smuk Dag traadte ind fra
Sydsiden — og det gik hurtigt, man tog ikke Billetter,
og der var ikke Tale om at fordyre det ved Sjoueri, man
Lrav sin Sølv-Shilling og gik ind, Enhver naturligvis med
sin Forgænger og Baggænger — saa kom man først,
efterat være passeret tværs igjennem den ydre Omgang og
Hal, ind i Skibet, ind under Elmetræerne. Der stod de
prægtige Træer, den sprudlende Krystalfontæne og flere
andre, og der mødte man al den Glimmer og Herlighed
og hele denne uendelige Mængde af pyntede Væsener.
Englænderne ville gjerne vise sig med Anstand i det
offentlige Liv, og man beskylder de engelske Damer for
at holde grumme meget af at pynte sig, og vist er det,
man kunde se disse Damer iførte ikke alene kostbare,
glansfulde og solide Stoffer, men de allerfineste Stoffer,
Flor o. s. v., ombølgede dem; og hele denne Vrimmel,
der svarede til Omgivelserne, maatte man arbejde sig
igjennem. Og, kom man til den modsatte Ende, kunde
man tinde talrige Grupper, som nøde delicate Sager, Kaffe,
Lemonade o. s. v. for at styrke sig til frisk Skue; og,
fordybede man sig mere til Hojre eller Venstre, i Side-
eller Mellemgangene, kunde man træffe den modsatte Del
af Publikum, Arbejderen fra Landet i sin simple Dragt,
dannende større eller mindre Cirkler og fortærende sit
Brud og sin Ost med stor Fornøjelse for ogsaa at styrke
sig til videre at se; han havde maaske kun den ene
Dag, hvor han kunde nyde det store Skue. Og idet man
gik, borte man Orgeltoner, Basuner blæse, saa man mange
Gange blev højtideligt stemt, og naar Orgeltonerne en
Gang imellem tav, hørte man hundrede smaa Børn græde
— thi Mødrene slæbte dem naturligvis med sig — , og
276
ogsaa dem saa' man stille deres Hunger; men jeg maa
tilfoje, det skete altid med den Sans for Sømmelighed,
som i hoj Grad maatte vække min Beundring og min
Agtelse for dette Folk, ligesom der overhovedet i denne
uhyre bølgende Masse var en sjelden Venlighed og gjen-
sidig Opmærksomhed; intetsteds blev man egentlig skub-
bet og puffet voldsomt, intetsteds hørte man uanstæn-
dige Ord , intetsteds egentlig Støj ; man iagttog blot-
overalt Blikke, som gjerne vilde se; og morsomt var det
at lægge Mærke til de forskjellige Stænders forskjellige
Maade at beundre eller nyde Gjenstandene paa. Mere
end én Gang kunde de ærlige Koner fra Landet eller de
simple Koner fra Hovedstaden ikke modstaa Fristelsen
til ved kjække Haandslag og Dask at vise, hvad di^<'
smaa Børn i Marmor dog vare for nogle buttede og lækre
og allerkjæreste Væsener, og hvad det dog maatte være
for en Fornøjelse at have saadan en lille Person at kunne
kjæle for. Men, som sagt, dette rige Hele med sin store
Mangfoldighed, snart alvorligt, hartad højtideligt, snart
muntert og adspredende, det kastede Tanken i ganske
andre Retninger, det vakte ganske andre Forestillinger,
end man skulde vente sig, hvis man som sagkyndig Mand
kom, fordi man nu rigtig vilde se, hvad der kunde præ-
steres i denne nye, store, mægtige Retning, der var ind-
■ slaaet. Nej, det var et Skue til at nyde. Man kaldtes
her til at se den ene Side af Vindskibeligheden, at se
den Side, som mest smigrer Sanserne, den æsthetiske
Side. Jeg kan ikke faa andet Resultat ud deraf, end at
de, der ikke bleve kaldede af en særlig vindskibelig Inter-
esse til at tage denne Udstilling i Ojesyn, kunne have
besøgt den 10 — 20 Gange, og have dog ikke modtaget
277
andet Indtryk end af en hejst afvekslende og højst glæde-
lig æsthetisk Nydelse. Her er det lagt an paa at vi
skulle fornøje os. Alle de forskjellige Verdensdele sende
Ting, for at vi kunne se, hvor dejlige de ere, og, hvis vi
have Penge i Lommen, kjøbe og udpynte vort Hjem der-
med, eftersom vi have Kræfter til; eller i alt Fald efter
den Stemning, man var i, misunde, at man dog ikke
kunde have al denne Herlighed, eller glæde sig over, at
andre Mennesker ere i Besiddelse af den. Men, idet
altsaa denne æsthetiske Side saa bestemt træder frem i
Udstillingen, i det mindste saaledes som jeg har set den,
vil jeg tillade mig straks næste Gang at tage fat paa det,
der i saa Henseende maatte danne Spidsen af denne Ud-
stilling, nemlig Billedhuggerkonsten i dens Fremstilling der.
Tredie Forelæsning.
Plastikens Omraade paa Udstillingen. Dens Fremstilling i særlig
vanskelise Stolfer. Curiosa.
Vi skulde tale om Billed hugningen, som den frem-
traadte paa den store Yindskibelighedsudstilling i London.
Men, inden vi egentlig fæste Tanken og Øjet paa denne
eller hin enkelte Afdeling eller Retning, maa det være
mig tilladt , baade for Sagens egen Skyld og for en stor
Hel af mine Tilhøreres Skyld, saa at sige at holde en
lille Mønstring i al Almindelighed over den Hel af Ud-
stillingen, som jeg med fuldkommen Ret kan henregne
278
under det mest omfattende Begreb af Billedhugning. Det
er hævet over al Tvivl, at i saa Henseende gav denne
Udstilling en saadan Lejlighed, som kun sjælden bydes,
til at faa et rigtig slaaende Begreb om de utallige For-
mer og Maader, hvorpaa Billedhugningen véd at gjøre
sig gjældende i Livet, og hvorpaa den véd at udbrede
sig, at smutte igjennem og overvinde de storste Vanske-
ligheder, hvorledes den forstaar at udpræge sig selv i det
allersimpleste, mest foragtede og oversete Stof. Der var
ingen Gjenstand saa lille og uanselig, at den jo 'kunde
smykkes og omformes ved Billedhuggerkonstens Hjælp,
og den Rolle, denne Konst herved spillede, var i Virke-
ligheden større end den, den spillede som egentlig Statuar-
konst, som det hedder i det fornemme Sprog. Naturligvis
mode vi ogsaa denne her. Xaar vi komme til den vest-
lige Ende af den store Bygning, se vi Richard Løvehjertes
store Figur til Hest, og, fra hvilken anden Ende vi træde
ind i Bygningen, falder Ojet paa en Række af store Fi-
gurer i Midten og mange ikke synderlig mindre paa Si-
derne — de ere i al Fald fra Omfangets Side, ved deres
overnaturlige Størrelse, mægtige Repræsentanter herfor —
og vi finde en endnu talrigere Række af Figurer i natur-
lig Størrelse og af større eller mindre Reliefter; vi
finde dem i alle Størrelser, kunde jeg sige, og i alle
Stoffer, fra det simple Ler, gjennem Gipsen, op til Mar-
moret og Broncen. Altsaa, her møder os straks en tal-
rig Række af Repræsentanter for den egentlige plastiske
Konst — dette Navn forstaaet paa den Maade, som vi
nu engang i Regelen nærmest ere vante til. I det Hele
udgjør denne Række noget over 350 Figurer og Relieffer,
idet disse sidste dog kun udgjøre et højst underordnet
279
Antal. Hele den dannede Verden har bidraget dertil;
176 Nummere ere alene af engelske Konstnere, nogle og
tredsindstyve engelske Billedhuggere have bidraget dertil.
Nærmest dem komme Italienerne, derpaa Tyskerne, Fransk-
mændene og Belgierne. Vi Danske optræde med ikke
mindre end 9 Nummere, — jeg taler her bestandig om den
egentlige Statuarkonst i snævrere Forstand — vi have
ligesaa mange Konstnere til at repræsentere os og tre
Gange saa mange Arbejder, som det store Nordamerika.
— Altsaa over 550 Nummere have vi her. Det er i Sam-
menligning med den hele Udstilling kun en lille Del, men
en Del, som kræver vor Opmærksomhed i højeste Maade.
Gjennemgaa vi dem blot med Hensyn til Indholdet, saa
er det en stor Kreds, ligefra de alvorligste Themaer, en
Billedhugger kan vove sig til at behandle, lige fra det
strengeste Christelige og Kirkelige, gjennem hele den
Heltekreds, som den græske Mythologi fremstiller os,
gjennem en Række af Middelalderens Figurer, helt ned
til Nutidens Liv, og selv dette fremtraadte hyppigt paa
en Maade, som viste, at det blot var en Form, hvorunder
man vilde udtale noget Bestemtere og Betydningsfuldere
end det virkelige Liv. Det er os for Resten, ved at
gjennemløbe denne Kreds, straks paafaldende, at England
her, ligesom i hele den øvrige Virksomhed, der kommer
til Syne i den store Udstillingsbygning, har leveret omtrent
det Halve; Værten Vilde paa ingen Maade staa tilbage
for sine Gjæster. Men der er desuden et Par andre Om-
stændigheder, som fortjene straks at bemærkes. Vi finde
Portrætstatuer her, Buster, ogsaa fra andre Lande, men
aabenbart i ingen anden Afdeling saa talrige, som i den
engelske, og selv et Par fremmede Billedhuggere have
280
bidraget til her at forherlige engelske Personligheder; og
at iblandt disse Dronning Victoria og hendes Genial,
Prins Albert, spille en vigtig Rolle ved denne Lejlighed,
maa vi naturligvis finde ganske i sin Orden.
Ét Sted bærer et i Ordets egentlige Forstand massivt
Fodstykke, prydet med Snirkler og Løvværk, som en mægtig
Throne Dronningen i hele sin prægtige Dragt; det er en
fransk Billedhugger, der har gjort det. Andre Steder ser
man hende til Hest, her paa sit Yndlingsdyr alene, hist
ridende med sin Gemal i Legemsstørrelse. Vi kunne gaa
lavere ned. Denne lille, gyldne Broncegruppe, som dér
sfaar, hvor Moderen saa smukt opdrager sin lille Dreng,
det er Dronningen og Prinsen af Wales. Kaste vi Blik-
ket paa Fremstillingen af Moderen og Drengen, der skal
lære at læse, — det er Dronningen og Prins Alfred, ud-
førte af samme Konstnerhaand, som en af de Figurer, der
viser os Dronningen til Hest. Se vi endnu hen til en
tredie lille Gruppe, hvor Moderen virkelig tager sig af
sin Søn, saa man skulde tro, at Konstneren havde tænkt
paa Skikkelser, der stod ham ret nær, — det er atter
Victoria og hendes Søn. Og det er ikke alene kongelige
Figurer, der møde os saa tidt, men ogsaa andre. Disse
Mænd, tildels i kolossal Størrelse, i den mægtige Peers-
dragt, det er Englændere; disse gamle, alvorlige sid-
dende Figurer dér i deres tunge Klæder, som saa stærkt
tilhyller dem, det er højt staaende engelske Embeds-
mænd. Saaledes bliver virkelig denne Udstilling paa en
vis Maade tillige til en Forherligelse for det engelske
Kongehus og for fornemme eller højt ansete engelske
Personer.
281
Men det er ikke alene i denne Retning, vi blive op-
mærksomme paa noget Særegent ved den engelske Af-
deling; der er endnu et andet Træk, ene hentet fra det
almindelige Indhold, som maa slaa os. Englændere,
Franskmænd, Italienere, Danske, Svenske o. s. v. have
behandlet kirkelige Gjenstande, hedenske Gjenstande, eller
Gjenstande, tagne ud af Livet; men der er én Kreds af
Gjenstande, som vi egentlig alene møde hos engelske
Konstnere. Alle disse Optrin af det tabte Paradis, alle
disse Engle, Rafael, Ariel, som stiger ned til de Døde,
disse besynderlige Gestalter dér, som, benævnte Titania
eller med andre saadanne Navne', drage os ind i en Fe-
verden: alle disse Gjenstande — det kunde vi være sikre
paa, selv om ikke Stilen forraadte det — ere engelske
Arbejder. Hele denne dobbelte Kreds af Forestillinger,
hvori de engelske Digtere, der endnu bestandig ere Na-
tionens Stolthed, og især Milton og Shakespeare, førte
Englænderne ind i: Forestillingen om Paradis, hvor de
første Mennesker besøges af Engle o. s. v. , hvor ingen
Handling foretages, ingen Stemning opstaar, uden at enten
en god eller ond Engel er den drivende og virkende Kraft,
og Forestillingen om de mærkelige Væsener, der saa at
sige svæve mellem Himmel og Jord, og som intetsteds
have hjemme — thi Christendommen skyder dem tilbage
saa vel som Oldtidens Gudelære — , der ere forsvundne
fra Fastlandet og kun findes i Folkesagn eller i en
enkelt Gjenklang af den engelske og italienske Poesi,
— hele denne Kreds af Engle , Feer og mægtige Væse-
ner, som kunne rejse Storm og tvinge selv en næsten
uovervindelig Modstand, fremtræder her hos engelske
Hovens Skrifter. III. 19
282
Konstnere og betegner fra Indholdets Side paa en højst
mærkelig Maade den engelske Billedhuggerkonst. Men
naar vi nu kaste Øjet tilbage over denne lange Række
af større Gjenstande, saa er det kun en lille Del af
det Hele. Der er en mylrende Verden, hvis Omfang
jeg ikke formaar at angive — men det er sikkert over
1COO Numere — af mindre Sager. De selv samme eller
lignende Forestillinger, Portrætstatuer, historiske Begiven-
heder, mythologiske, kirkelige Fremstillinger møde os her,
snart i enkelte Figurer, snart i hele Grupper, snart i
Relieffer, skjøndt i en langt ringere Maalestok, ja under-
tiden i en meget lille Størrelse ; men det forholder sig
virkelig saaledes, at alle disse Fremstillinger ene og alene
have Betydning for selve Fremstillingens Skyld.
Her aabenbarer sig nu ikke blot en ganske overordentlig
Mangfoldighed i Indholdet og den konstneriske Behandling;
men her kommer ogsaa Stoffet ulige mere i Betragtning
end ved hine større Statuararbejder. Her kunne vi paa
en højst lærerig Maade forfølge Stoffernes Anven-
delse, lige fra det ædleste til det allersimpleste. Vi
finde her Metaller, støbte, drevne og pressede. Vi finde
Sølvet behandlet indtil det Allertyndeste. Dog, at disse
Sølv-Blade saa at sige vifte for Vinden, at dette frosne
Sølv, disse matte Figurer, ere saa elegant behandlede,
det forbavser mindre, men at man finder Jernblikket saa
smukt og net uddrevet i Blomsterformer, det overrasker
i høj Grad. At denne Onyx, denne Carneol lokker, at
den ved sin Farve, sin Glans og Klarhed fængsler Be-
skueren og forhøjer den Gjenstands Skjønhed, som den
fremstiller, det kan ikke frappere; men at selv det frosne
Glas, som det kaldes, dette mat slebne Glas forvandles
283
til Buster, det maa frappere Enhver. Ja, jeg kan for-
følge dette ned til de uædlere Gjenstande: selv dette Ler
faar jo virkelig saa dejligt og yndigt et Udseende, at jeg,
uagtet det har sin naturlige Farve, næsten tvivler, om
det er simpelt Ler; jeg tænker mig, at det maa være
en ulige blødere, ulige smidigere Masse; men nej, det er
Ler, som er renset og behandlet med en saadan Om-
hyggelighed, at det tilsidst ikke alene modtager en yndig
Farve, men føjer og bøjer sig ind i de delicateste Former.
Men nu disse Figurer dér, disse Soldater, — ja, de ere
af Vejens Støv, af den Masse, som saa ofte generer os,
naar vi kjøre om Sommeren, eller som ligger i modbyde-
lige Skorper langs med Vejen, og denne Masse lader sig
forædle og plastisk behandle. Vi spørge ikke Figurerne,
om de ere hentede fra Søleføret; de have Interesse som
Figurer. Og, gaa vi over til Træet, til Elfenbenet, hvor
mangfoldige Charakterer træffe vi da ikke her? Hvor
overrasker det os ikke at se, hvor forskjelligt Træet kan
skjæres, hvorledes f. Eks. Lindetræet, Buksbom, Egen,
idet det kommer under Knivens og Gravstikkens Be-
arbejdelse, kan faa saa forskjelligt et Udseende, at vi
ved første Øjekast tro, at det er højst forskjellige Stoffer.
Og vi kunne gaa endnu dybere ned; vi stoppe end ikke
ved Vokset; vi se endnu skrøbeligere og blødere Stoffer,
anvendte til konstnerisk Fremstilling, bestemt til at fængsle
os gjennem sin æsthetiske Virkning.
Men ville de, m. T. , gaa ind her, hvor de engelske
Guld-, Sølv- og Broncearbejdere have opstillet deres
Sager, eller hvor de franske have deres, saa ville de for-
bavses over den Mylren af Figurer, her findes, og De
ville overbevise Dem om, at jeg har fuldkommen Ret til
19*
284
at henregne dem under det samme Hovedbegreb, som
Statuararbejderne; thi dels er det originale Arbejder, som
bære Præget af selvskabende Konstneres Hænder, dels
ere de formindskede Gjentagelser af vanskelige Opgaver,
som større Konstnere have behandlet, men som, for at
behandles saaledes, maa være udførte af virkelige Konstnere.
Men ved Siden heraf aabner sig en ny Række, og
vi tabe os hartad i denne uoverskuelige Masse. Her er det
ikke længer Konstværket, der moder os som Konstværk,
det er ikke længer Forestillingen, der her ubetinget bliver
en Prydelse, men mange Gange gaar den endog op i de
Former, vi aldrig drømte om skulde have Andet at be-
tyde end det at være et Bordben eller en Spejlramme,
eller hvad det nu kunde være. Vi komme nemlig her
ind i en Kreds, hvor Plastiken bliver anvendt hos Sned-
keren, Guldsmeden, Bronce- og Lerarbejderen til Livets
daglise Fornødenheder, og, idet vi kaste Øjet paa denne,
som sagt, uoverskuelige Kreds af Forestillinger, saa
komme der adskillige Spørgsmaal frem. For det Første
kunne vi da maaske have Lov til at spørge: men hører
dette dog ikke ubetinget til Haaudværket? Er det billigt
og ret at tase det med ind under de æsthetiske Betragt-
ninger? Jo, det er virkelig; det er maaske netop i denne
Kreds af Gjenstande, at Livet i dette Øjeblik, navnlig i
England, bevæger sig mægtigst; det er maaske netop i
denne Kreds af Gjenstande, at Englænderen i det mindste
for Øjeblikket føler, at han staar tilbage for sin Nabo
Franskmanden, for Italieneren og delvis selv for Tyske-
ren. Ja, det er forbavsende at se, hvilken Deltagelse
denne Side af Vindskibeligheden vækker i England; det
er den staaende Tekst i ledende Artikler i »Times« om
285
denne Gjenstand, altid hedder det: »Vi maa have Teg-
nere ; saa længe vi ikke have Tegnere, kunne vi ikke paa
nogen Maade kappes med Franskmændene i den smag-
fulde Behandling. Vi ere naturligvis den største Nation
i Verden; vi overgaa Franskmændene i at behandle Stof-
fet; i enhver anden Henseende kunne vi trøstig maale
os med dem, men kun i denne ene Henseende maa vi
tilstaa at vi staa tilbage; altsaa, lad os faa Tegneskoler,
hvor Haandværkerne kunne lære at tegne!« Og, m. T.,
én eneste By, Manchester, har allerede for flere Aar til-
bage for Tegnemonstre aarlig udgivet Summer, som langt
overgaa Alt, hvad der her i flere Aar anvendes paa Kun-
sten overhovedet i hele Landet. Naar man hører hine
Ytringer, saa hører man dem i Forbindelse med andre,
der fortjene al Anerkjendelse og Paaskjønnelse; man
hører bestemt og tydeligt udtale: »Ja, det kommer fra
den højere Konst. Det er ikke nok, at I lære at tegne
efter Fortegninger; nej, I maa gaa til de højere Konst-
værker for at forstaa Menneske-, Dyre- og Planteformer;
T maa se dem fra et større, mere almindeligt Standpunkt,
ellers kunne I ikke udrette Noget.« Dette udtales tyde-
ligt, og dog synes det næsten, som .man glemmer, at den
døde Konst, det døde Billede ikke kan skabe alt dette;
det er kun den levende Konst, den levende Konstners
Virksomhed, som kan frembringe det. Sæt den unge
Haandværkslærling mellem den herligste Kreds af Afbild-
ninger af de bedste Værker, og han vil maaske tabe
Modet og aldrig forstaa dem. Det er først gjennem de
levende Konstnere, at han lærer det; først de kunne give
ham Kraft og Mod til at gaa sin tunge Bane. Men det
er allerede interessant, at man i en Tid som vor, som
286
man saa ofte uden videre erklærer for at være rent ma-
terialistisk, bestandig er nødt til at gjentage for sig selv
saadanne alvorlige Sandheder. Ja, det er jo vistnok Til-
fældet, at Englænderne selv føle, at de i mange Henseen-
der ikke staa tilbage, og vi indrømme, at der findes virke-
lige Talenter i denne Retning i London, Birmingham,
Sheffield o. s. v., at der i deres Pottemagerier er præste-
ret mange smukke Ting, saa det er ikke saa underligt,
at de samme Englændere, der for et Øjeblik siden have
gjort hine Tilstaaelser, der maaske forekomme dem selv
at røbe en høj Grad af Selvovervindelse, siden finde, at
de staa fuldkomment paa samme Linie, som Andre.
Men, foruden dette vigtige Punkt, er der noget Andet,
der fængsler os i hele denne Kreds af Gjenstande, som
vi beskjæftige os med. Idet vi kaste Blikket paa disse
Masker, paa dette Relief, som smykker Bunden af denne
store Bakke, af dette Fad, idet vi kaste Blikket paa
disse Figurer, der bære de forskjellige Etager af denne
Frugtskaal, eller paa de Ben, som bære dette prægtige
Skjænkebord, dette superbe Skab, eller paa denne Kamin
med sine Dekorationer, saa blive vi jevnlig kaldte tilbage
enten til Oldtidens Forestillinger eller til Mindet om store
Konstnere. Intet af alt dette er tomt eller intetsigende;
nej, det gaar os her, som naar vi læse Digterne; disse
dejlige gamle Billeder, hentede fra Homer eller fra Middel-
alderens Poesi, som vi alle kjende saa godt, og som vi
fra Barndommen af have hørt og læst om, de blive be-
standig nye, de klinge endnu saa tillokkende og friske,
idet vi høre dem tone fra levende Læber. Saaledes
uaar det ogsaa her med alle disse Sager, med alle disse
simple Kruseduller, disse simple Prydelser, der sætte
287
os tilbage i Oldtiden og minde os om store og mægtige
Konstnere. Det gjælder her om, at vi have Følelse og
Øje derfor: saa ville vi i hele denne Række af hvad vi
ellers simpelthen ville kalde Dekorationsarbeide, finde en
rig Kilde til Nydelse.
Det kan jo naturligvis ikke være Andet end at, idet
saa meget er udstillet, maa der ogsaa være meget, som
egentlig kun bærer Vindskibelighedens Præg; men selv
denne Vindskibelighed faar sin store Interesse for os.
Den opruller et rigt Verdensbillede og charakteriserer de
forskjellige Nationer. Der ere disse smaa Ravfigurer: de
ere gjorte paa Østersøens Kyster, i Kønigsberg, Danzig,
hidbragte fra det gamle Moderland for Ravet. Disse
simple Schweizerfigurer, disse Costumer, skaarne i Træ,
det er den gamle Bjergflid, som vi gjenfinde hos den
norske Bonde med hans simple Kniv, og det manglede
maaske blot paa gunstige Omstændigheder, for at et helt
Assortiment af saadanne Arbejder fra Norge skulde have
præsenteret sig for Englands og for hele Evropas Øjne
paa denne Udstilling. Der er disse smaa Lerfigurer fra
Spanien; de minde os om den berømte spanske Indu-
stri. Det er ikke Kniven, Spanieren fører ved denne
Lejlighed, skjøndt baade han og hans Nabo, Portugiseren,
godt véd at behandle Træ og Elfenben; nej, han behand-
ler Figurerne i Ler, maler dem smukt og vælger natur-
ligvis enten Costumer eller saadanne Scener af Livet,
som ere ham kjærest; der er spanske og mexikanske Folke-
dragter og Figurer. Vi kunne være sikre paa, at der er
altid en tæt Vrimmel af Mennesker om dem; de fængsle
Mængden, saa man maa formelig bane sig Vej igjennem
den for at kunne kaste Blikket paa disse Figurer. —
288
Eller disse Træarbejder fra Belgien! Den, der har besøgt
de belgiske Stæder og har vandret i de belgiske Kirker,
ser her, hvorledes det gamle Haandværk, den gamle
Konst, den gamle Sans for at vedligeholde den gothiske
Middelalders Charakter endnu bestandig fortsætter sig.
Og med denne Betragtning for Øje faa disse Prædikestole
og Vievandskar, disse udskaarne Alterskillerum, der al-
deles høre hjemme i Belgien, en dobbelt Interesse for
ham. Selv saadanne Ting, der saa at sige mere synes
at være Smaapillerier, der egentlig ikke hørte hjemme
paa Udstillingen, f. Eks. denne Portrætstatue af Colum-
bus i Filigranarbejde — ja, den kommer fra Genua, denne
By, der fra gammel Tid er saa berømt for sine Arbejder
i saadan Retning, og netop derved vækker den Interesse.
Eller dette Skakspil, disse smaa Figurer af Guld og Sølv,
besatte med Perler og Ædelstene — det er saa at sige et
helt Tidsbillede; her ses paa den ene Side Carl den Femte
med Margrethe af Parma og paa den anden Side Frants den
Første ledsaget af sin Dame, der paa en Maade træde
fjendligt op og kæmpe mod hinanden paa disse Tavler af
Perlemor og Skildpadde; det minder om den Lyst, som
Tyskerne i deres Stæder, der blomstrede langs Donau og
Rhinen, havde til at pille med Sligt og vække Evropas
Opmærksomhed for deres Flid og Udholdenhed i denne
Retning. Ja, naturligvis kan Sligt mange Gange faa et
ganske eget Sving; det er morsomt nok at se dette store
tyske Arbejde med 400 Figurer, og som, hvis jeg ikke
tager fejl, lader sig bevæge, formodentlig naar en Fjeder
trykkes, eller naar det drejes. Dette Arbejde er rigtignok
fra Smagens Side aldeles ubetydeligt, og ikke engang
med Hensyn til Fliden, der er anvendt, er det værd at
289
lægge Mærke til; det er egentlig blot Koburgere og Eng-
lændere, der kunne finde Interesse deri. Det er en For-
ening af Fabrikanter og Manufakturister fra Byen Sonne-
berg i Nærheden af Koburg, som paa denne store Flade
har fremstillet de landlige Fester, som bleve opførte om
Castel Florence, hvor Prins Albert er født, og hvor Dron-
ning Victoria har været. Det minder os, ved en nøjere
Betragtning, om hine Fremstillinger, vi have set i Dyre-
haven, hvor der i Bjergværkerne hamredes, smededes o. s. v. ;
men vi ventede ikke, at vi paa denne Udstilling skulde
træffe Arbejder af en saadan Art. Interessantere og
aabenbart med alvorligere Hensigt er det store Arbejde,
der er fra Madrid, med 4000 Figurer, forestillende Scener
af Tyrefægtninger, og hvor alle de forskjellige Situationer
fremtræde, hvori Tyrekæmperne kunne komme.
Have vi fundet Plastiken i Snurrepiberier af dette
store Omfang, se vi den ogsaa paa andre Maader, navn-
lig ved Behandlingen af skrøbelige Stoffer; vi se den i
Haararbejder, i hele Blomsterbuketter af Haar. Ja disse
plastiske Konstnere forsmaa Intet Stof, selv det aller-
skrøbeligste, selv det, som dog maaske, naar Alt kommer
til Alt, næppe vil holde Udstillingstiden ud, selv Geléen
træder frem i smukke Figurer, der gjøre Fordring paa ikke
at fremstilles som Spisevarer, men som plastiske Arbejder.
Vilde jeg nævne Curiosa, kunde jeg omtale noget endnu
Besynderligere, og som ikke engang er tysk. Det er
en Æggeskal med udskaarne Landskaber indvendigt og
udvendigt i Relief. — Der er imidlertid imellem disse
Arbejder dog nogle, hvor Fliden virkelig fortjener at
komme i Betragtning; der er Arbejder, som røbe en saa-
dan haardnakket Flid, at de — de være for Resten maaske
290
i mange Henseender aldeles forkastelige — alligevel for-
tjene at fremdrages for vor nærmere Opmærksomhed. I
den Vrimmel, vi skulle igjennem for at komme ind til de
italienske Skulpturarbejder, se vi paa venstre Haand et
Par store Plader opstillede ; den ene er en Kobberplade
og den anden en Sølvplade. Kobberpladen forestiller
hverken mere eller mindre end den berømte Charles le
Bruns Composition af Slaget ved Arbela. Hele dette
Relief er uddrevet bagfra og springer omtrent 3 Tommer
frem, og de talrige Figurer (c. 100) have en Højde, del-
svarer hertil. Selve Pladen, der vel at mærke er af ét
Stykke, er ikke tykkere end en god Knivseg, Vs Tomme.
For at uddrive denne Plade — hvad der kun kan ske,
saa længe den er nogenlunde bøjelig — maatte den mange
Gange i Ilden; 5 Aars Flid var nødvendig for at Konst-
neren, en Ungarer, Joseph Szentpetery, i Pesth, kunde
gjennemføre dette Arbejde. Lettere har det rimeligvis
faldet ham med Sølvpladen, hvor han har copieret Char-
les le Bruns store Billede, hvor Kong Porus bliver taget
til Fange af Alexander.
De se altsaa, hvor stort og rigt et Omfang vi her
have for os, og læg vel Mærke til, at vi tale her blot
om den plastiske Side. I det Øjeblik, vi vilde tage Far-
verne med, vilde Kredsen udvides langt mere; men De
skulle til sin Tid se, at, skjøndt Maleriet, som det blev
sagt, var udelukket fra Udstillingen, saa kunde det i
Grunden ikke udelukkes; man kunde blot vise sin Incon-
sekvents ved at tilstede Skulpturarbejde Adgang og ude-
lukke Maleriet; det kom ind alligevel, og hele Resultatet
var blot, at det nu traadte op fattigt og stykkevis og
derfor vist mange Gange misforstaaet og overset — thi
291
der var enkelte højst mærkelige Produktioner paa denne
Udstilling — medens Skulpturen fremtraadte i hele sin
Glans.
Fjerde Forelæsning.
Den maleriske Behandling af Marmoret i den engelske og især i den
lombardiske Billedhuggerskole. John Bell Rafael Monti.
Jeg har ingen Afbildninger at kunne fremlægge for mine
Tilhørere, og, om jeg ogsaa havde saadanne, vilde det
ikke kunne nytte mig synderligt. Det vilde endogsaa ved
det, jeg skal foredrage i Dag, ikke engang være til nogen
Nytte eller i det Mindste til en meget ufuldstændig Nytte
for mig, om jeg havde Gibsafstøbninger. Det drejer sig
her netop foreløbigt om at se selve Marmoret. Jeg
maa bede om Undskyldning for, hvis jeg kommer til at
anføre Modeller imellem Marmorsager; jeg skal kun an-
føre saadanne Modeller, som ere bestemte til at udføres
i Marmor. Men der er en anden Omstændighed, jeg først
maa tillade mig at berøre. Da jeg ikke har Afbildninger
og ikke kan henvise m. T. til selve Konstværkerne —
thi saa var jeg selv overflødig — saa kan jeg altsaa ikke
indlade mig paa at vække nogen egentlig klar eller tyde-
lig Forestilling hos m. T. om dette eller hint bestemte,
enkelte Konstværk; men jeg kan kun forsøge paa at an-
tyde de forskjellige Retninger, som udtale sig i Skulptur-
konsten, og navnlig — det maa jeg igjen bede erindret
— navnlig i Arbejder, der ere udførte eller bestemte til
292
at udføres i Marmor. Dette forudsætter naturligvis, at
De tro mig, at jeg ikke paa nogen Maade vil overdrive
eller være ensidig; men det tør jeg ikke engang love Dem.
Tvertimod, jeg tør kun love at fremsætte det saaledes,
som det har gjort Indtryk paa mig, saaledes som jeg har
opfattet det, og det Højeste, jeg forlanger, er, at der i
min Fremstilling skal være saa megen Sandhed og Paa-
lidelighed, at, om der ogsaa i mange Nuancer skulde
være Fejl, Totalbilledet i sine Hovedtræk dog skal være
grundet paa en sand Anskuelse.
Altsaa, m. T. , lad os antage, at vi nu skulle ind i
det store Krystalpalads. Det er i Grunden ligegyldigt,
paa hvad Tid af Dagen vi komme; vi skulde gaa der
hen meget tidligt om Morgenen for ikke at komme i
Trængsel. Vi have taget os for at vi ville hen at se de
norditalienske Sager, som staa under Titelen »Østerrig«.
Nu komme vi derhen; men der er en uhyre Vrimmel, vi
maa linde os i at staa i Rad og vente. Dog endelig nærme
vi os Helligdommen igjennem en Forhal, som man skulde
vente i dette Krystalpalads maatte være fuldkommen op-
lyst, men hvor Alting svæver i en vis natlig Dæmring;
og saaledes træde vi da nu ind i den italienske court
eller Hal, hvor Sagerne staa smukt fordelte i tre Ræk-
ker, én paa hver Side og én i Midten, og, især naar man
træder ind fra den dunkle Forstue, vise sig i et højst
behageligt Lys, i hvilket de tage sig godt ud, skjøndt det
ganske sikkert kun kan kaldes et dæmrende Lys. Vi
kunne kun gaa langsomt; vi maa linde os i at gaa i en
bestemt Orden, først til Venstre, saa til Højre; tilbage
kunne vi ikke komme; men, idet vi saaledes trænge os frem i
293
Masser, — det være sig af Arbejdere og Folk fra Landet
eller af Folk af den elegante Verden — saa have vi god
Tid til at se paa disse Sager. Det forstaar sig, vi kunne
just ikke se saa ganske roligt paa dem; vi kunne være
sikre paa, at Beundringen maa og vil give sig Luft, alt
efter den forskjellige Stand og Dannelse, enten i saadanne
rigtige Hjertesudraab eller i beundrende Sukke, og vi ville
høre: »Aa, fortræffeligt, dejligt, overordentlig fint, ind-
tagende, mesterligt!« eller: »Ja, det maa rigtignok have
kostet stor Konst«, o. s. v. ; og endelig vil sandsynligvis
ogsaa Medfølelsen ytre sig, der vil komme Smertens-
Udraab, Beklagelser, saaledes at vi paa mange Maader
ville føle os tvungne til saa at sige at give efter for Strøm-
men, hvis vi ikke ville komme i et meget daarligt Humør
ved at opponere imod den saa alvorligt og almindeligt
udtalte Dom. Vi maa desuden huske paa, at dette Hoved-
værk, som dér staar, tilhører en af de store engelske
Mæcenater, Hertugen af Devonshire eller en anden fornem
engelsk Rigmand, kort sagt, Alt stemmer saa godt sam-
men, at vi maa gaa med, og det er altsaa nydeligt, dej-
ligt, yndigt, højst konstigt, — det er der slet intet Spørgs-
maal om.
Der sidder nu Eva. Ja, Ulykken er sket, m. T.,
Æblet ligger der; vi kunne se, der er gnavet af Æblet,
og det er ogsaa kj endeligt paa Englen, at der maa være
sket noget meget Slemt; thi den dukker sit Hoved saa,
dybt ned, at ingen Svale kan strejfe Jorden nærmere.
Ja, og vel er det ikke sikkert, at Englene udtrykke Sor-
gen saa stærkt som Menneskene, men derfor er det dog
ikke givet, at de netop bruge Smil, saaledes som denne
Engel gjør det, hvor vi vilde bruge Taarer. — Den stak-
294
kels Knæfaldne ved Siden deraf rører os ikke i den Grad,
hun vækker ikke saa meget til christelig Deltagelse, thi
det er en hedensk Dame, en tilsløret Vestalinde; dette
Mesterstykke, dette non plus ultra er Hertugen af Devon-
shires Ejendom. I Kataloget har hun en Kurv med Blom-
ster, som hun holder frem for sig; mig forekom det rigtig-
nok, som om det var et Ildsvælg; men Herregud! For-
skj ellen mellem Flammer og Blomster kan jo ikke saa
godt udtrykkes i Marmor, og man kan jo let huske fejl.
— Se, der er en i allerhøjeste Grad smuk Kvinde, som
sidder der saa tilsløret, men det er ingen Vestalinde, det
er en undselig Betlerske med Sløret hængende ud over
Halsen, med sine Unger omkring sig; den forreste har den
lille Pengekop imellem Armene, som vi skulle kaste Noget
i. Saa fattig hun er, saa har hun dog faaet en lille Ma-
dras, som et Barn, der klynger sig op til Moderen, kan
ligge paa, og hun har et andet Barn, som hun trykker
op til Brystet. Dette udtrykker sig i selve Figurerne;
men Fodstykket taler ogsaa, der staar en Indskrift paa
Fransk: »Enke, landflygtig, tre faderløse Børn og oven i
Kjøbet et sønderrevet Indre,« — sørgeligt maa det nød-
vendigt være; det er en virkelig Historie fra den franske
Revolution. — Nu kommer der en Ting, som rigtignok kan
fængsle Øjet: det er den nydelige Tscherkesserinde, som der
ligger ; det er af den samme Forfærdiger, som har frembragt
den smukke Vestalinde. Hun er ikke meget bange for Slave-
markedet, hun er tilhyllet og koketterer ganske aller-
kjærest. Og paa den anden Side vækkes vi til højere
Forestillinger. Der se vi Alma, ja, det er ikke Paludan-
Mullers Alma, det er Sjælen; hun svæver oppe i Vejret,
aldeles løsreven fra Skyerne, med Hænderne korslagte
295
paa Brystet. Vi se desuden mange andre Forestillinger:
Susanne i Badet, Gravmonumenter, Syrinx og Pan; men
disse have især fængslet os.
Naar vi komme ud, kunne vi endnu kaste et Blik
fra Forstuen paa denne Klynge af Børn, disse Cupidoer,
som samle Druer. Det er netop en af de Børneklynger,
som rigtig fremkalder haandgribelige Ytringer af Beun-
dring hos den lavere Klasse af Fruentimmer.
Hvem har nu gjort disse Ting? Det sr lutter Ita-
lienere, Milanesere. Denne Vestalinde, denne Eva, denne
Tscherkesserinde, de ere af Rafael Monti, en Søn af Gaetano
Monti, som ikke er uden Navn som Billedhugger. Denne
blufærdige Tiggerske er af Democrito Gandolfi, denne
Sjæl, som svæver i Luften, den er af Abbondio Sangiorgio
— et berømt Navn. Det er altsaa ansete Navne, vi her
se om os, og, naar vi nu komme ind i den store Gang,
gjenkjende vi let nogle af disse Konstnere. Det er be-
stemt Rafael Monti, som har gjort de to Portræter der-
henne af Damer, som angle; jo, det er ganske rigtigt
Rafael Monti.
Men idet vi nu skulle gaa over til den nærmere Be-
skrivelse, er det egentlig, det kniber for mig. Eva, den
halvnøgne Vestalinde og denne stakkels Tscherkesserinde
have Slør paa; »Sjælen« har bart Ansigt, men er be-
klædt for Resten, ligesom Damerne, der angle; men
vist er det, at selv hos disse Damer ere Klæderne Hoved-
sagen. De vilde indrømme mig, hvis De var der, at disse
Klæder ere saa luftige og af saa nydeligt et Stof, som
man paa nogen Maade kan forlange; og Konstneren havde
jo en vanskelig Opgave, naar han skulde fremstille en
296
saadan Vestalinde med tildækket Ansigt eller den blu-
færdige, undselige Tiggerske eller Tscherkesserinden.
De vide Alle, m. T., at i det Øjeblik vi tage et tæt
Stof, hvor fint det endogsaa er, og dermed tilhylle en
Person, saa se vi i Grunden Ingenting derigjennem;
ja, hvis Vedkommende har en stor Næse, saa kunne vi
se det, men ellers kunne vi Intet se uden Klæderne; men
tage vi Bobinet eller Tyll, saa kunne vi se Mere. Om
just Vestalinderne gik i Bobinet eller Tyll, eller om en
saadan landflygtig Enke, der maa tigge, havde Raad til
at sidde i Tyll paa Gaden, det véd jeg ikke; men Herre-
gud ! det er netop det Poetiske derved, det er den konstne-
riske Frihed og ikke saadan noget prosaisk Noget. Ja,
det er umaadelig konstigt! Man kan se lige ind i Ojet;
det er virkelig Sandhed. Den underlige Sløvhed, som
Ojet faar, naar vi hænge et saadant Bobinetsslør over os
for Spejlet, — ja, den er der virkelig. Og saa disse
uforlignelige Skygger, der ligge dér i Dybden af Ojet!
Det Eneste, der generer, er den lange Tjavs over Næsen
og om Halsen. Hvorledes dette tynde lette Musselin
paa én Gang gaar over til at blive endog meget godt
stærkt Kammerdug, ja, se det er rigtignok konstigt; og
hvem véd, hvis vi nu fik disse Figurer ud i et godt skarpt
Dagslys — saaledes som vi jo egentlig ønske at se Konst-
værker — hvem véd, hvorledes de saa vilde tage sig ud?
hvem véd, om ikke hele denne magiske Virkning, der
synes at være udbredt over dem, saa aldeles vilde være
borte? Jeg frygter for, at hele denne slaaende Virkning,
som de have gjort paa den store Masse, der bestandig
stimler om dem, og selv paa de højt Dannede, vilde tabe
sig noget ved den daglige Beskuelse i et godt Dagslys.
297
Konstgrebet vilde for meget komme frem; Illusionen vilde
tabe sig, og Gud hjælpe os, naar først den var forsvunden !
Jeg er bange for, at der saa blev grumme Lidt tilbage.
Men der falder mig Noget ind. Det er dog snurrigt
med det Slør. Jeg har vist aldrig set eller hørt om noget
Saadant før? Jo, jeg kan rigtignok huske, at jeg allerede
som Dreng har hørt tale om noget Lignende. Naar jeg
nemlig traf paa nogle Bekjendte, der som Kadetter havde
været med deres Fædre, som vare Skibskaptajner, i Middel-
havet, og de, efter nylig at være komne hjem, endnu op-
fyldte af alle de nye Indtryk, skulde rigtig aflosse al
deres Glæde for Moderen, ja, saa hørte jeg dem fortælle
om, at de i Neapel havde set en rigtig Konst. De havde
der været inde et Sted og set en Figur, og det var, lige-
som om der laa et Liglagen over denne Figur, men dog
saa' man Figuren. Jeg blev nu større, og, hvad jeg ikke
havde drømt om, jeg kom selv til Neapel; men jeg havde
glemt disse Konststykker, indtil jeg en Gang kom ind i
San Severo i et lille Kapel. Der laa Frelseren under Lig-
klædet, der stod et Slags Vestalinde eller i hvert Fald
en Kvinde, som var indhyllet i et Slør, endelig en Mand,
som var indviklet i et stort Fiskernet og anstrængte sig
for at komme ud af dette Net, og det var »Disin-
ganno«, det var at skulle arbejde sig ud af Vildfarelsen.
Altsaa disse Konststykker ere dog ikke saa ganske nye.
Nej, de ere fra Midten af forrige Aarhundrede, og, ville
vi se dem rigtig, kunne vi gaa til Florents. Nu paa én
Gang dukke disse gamle — man skulde næsten tro —
forglemte Erindringer op og træde frem paa den store
Udstilling af hele Verdens Vindskibelighed. Ja, det sker
dog egentlig ikke paa én Gang. Allerede Pompeo Marchesi,
ilevens Skrifter. III. 20
298
Stifteren af den Skole, hvis talentfulde Konstnere vi ere i
Færd med at beundre, har udført en Vestalinde paa den
Maade og nogle Smaabørn, o. s. v. Men dette staar dog
ganske ene? Nej, det gjør ikke; hos Amerikaneren Po-
wers og hos Benzoni fra Bergamo, der leve og virke i Rom,
kunne vi ogsaa finde noget Lignende, dog af en anden Art.
Men lad os komme til de engelske Konstnere og
deres i en lille Hal udstillede Sager, saa ville vi snart
blive vaer, at her er temmelig fuldt af Folk. Men især
i én Krog samler Vrimmelen sig rigtigt; det koster or-
dentlig Umage at komme til at se, hvad der staar. Det
er to nyfødte eller i alt Fald meget smaa Børn, der ligge
dér. De ere saa nydelige, saa runde og buttede, som
tagne op af Vuggen, kort sagt, det maa være Børn af
et rigtig velhavende Hus, som ere plejede med al mulig
Samvittighedsfuldhed, og de ere maaske satte der for Spøgs
Skyld; thi der staar en hel Klynge Blomster, der helder
sig over dem, med løse Blade ; den er helt og holdent ud-
arbejdet af den samme Masse som Børnene, og paa denne
lille Blomsterklynge vipper en Fugl, og denne Fugl har et
Blad i Munden. Lad os saa se, hvad der staar skrevet?
Ja, der er vist Ingen, der vil indlade sig paa at forklare
os det ; thi vi have Alle saa meget at gjøre med at se,
hvor nydelige disse Børn ere, hvor sødt de hvile der ved
Blomsterne. Lad os da læse Linierne? De sige os, at
disse smaa Børn bleve ikke begravede af Menneskene.
Xej , det var den lille Fugl, Rødkjelken, der efter den
engelske landlige Tro bestandig bedækker det Lig, den
finder forladt i Skoven eller i en afsides liggende Krog
ved Aaen, med Blade, indtil hele Liget er skjult. Det
er altsaa ikke slumrende Børn, ikke Børn, tagne op fra
299
den varme, lune Vugge, — nej, det er døde Børn! Det
er det dejlige gamle Folkesagn: »Børnene i Skoven«, som
her er fremstillet, det gamle Sagn, der maaske alle-
rede fra det 15de Aarhundrede toner over hele Evropa,
som selv i den seneste Tid har fremkaldt Billeder og
Statuer af den Art, vi her se en Prøve paa. Det er den
gamle Fortælling, som nyere Forskere endog ville sætte i
Forbindelse med Sagnet om Richard den 3die, som lod
sine Broderbørn henrette. Den fortæller, at der var en
Gang en Fader og en Moder, og de døde. Og de havde
to smaa Børn, en lille Dreng og en lille Pige. Og Fa-
deren kaldte sin Broder til sig for at overgive Børnene
til hans Varetægt. Men, da Faderen og Moderen vare
døde, faldt Broderen i Fristelse for at faa deres store
Formue og lod Mordere føre dem bort i Skoven for at
dræbe dem. Men den ene af Morderne fik Medlidenhed,
der opkom Strid mellem ham og hans Kammerat, han
fældte denne, og turde nu ikke frelse Børnene, men over-
lod dem til deres Skjæbne i Skoven. Han gik fra dem,
som han sagde, for at hente Brød til dem, og nu sad
de smaa Børn der i Skoven. Først plukkede de Brom-
bær; de bleve ganske sorte i Ansigtet af de mørke Bær,
og de begyndte at græde og klagede sig, indtil endelig
Træthed og Søvn overvældede dem, og de sov ind under
de høje Stammer for aldrig at vaagne mere. Og da var
det, at den lille Rødkjelk kom og dækkede dem med
Blade. Det er dette gamle, vemodige, dejlige Billede af
et Folkesagn, som denne Konstner har skildret os, og
det er virkelig lykkedes ham lige indtil det Sidste at
udslette alt det Nydelige og Vemodsfulde i Billedet; —
men saa har han jo ogsaa givet os noget ganske Andet.
20*
300
Se, hvorledes den Blomst er udført, og hvor den Fugl
vipper! — Ja, der have vi det, det er paa denne Maade,
at Konsten ofte leger og narrer os, og mig forekommer
det, at Konsten da ikke gjør nogen god Gjerning.
Men sig mig dog engang: Hvorledes kan hele denne
Tone være kommen frem? Ja, m. T., naar vi ikke vare
saa hildede i allehaande besynderlige Forestillinger, som
ere blevne os fortalte, og som vi have læst om hos saa
mangfoldige Forfattere baade i det ene og i det andet
Sprog, saa vilde vi se, at det er langtfra noget Nyt; det
er blot det Gamle, som bestandig kommer igjen. Lad os
kaste et lille Blik derpaa. Jeg sagde, at, naar vi vilde
se et saadant Konststykke, kunde vi blot gaa til Florents,
hvor vi allerede i sidste Halvdel af forrige Aarhundrede
havde en Billedhugger Spinazzi, der var en Repræsentant
for denne Genre; ja, jeg kunde sige, vi behøve blot
kaste et Blik paa Canovas »learus og Dædalus« , det
sidste Arbejde han fuldførte i Venedig, før han gik til
Rom, og De skulle tinde den samme Bestræbelse efter
at fremstille Virkeligheden paa en skuffende Maade. Det
er Naturalisme, saaledes som den udviklede sig i for-
rige Aarhundrede, blot at den hos den unge, talentfulde
Konstner Canova har noget mere Alvor. Han havde
ikke set disse verdensberømte Konststykker, men tog for
ramme Alvor fat paa Sagen, saaledes som han i sin
Uskyldighed saa' den, og fremstillede den saaledes. Grup-
pen blev bragt til Rom og dér beundret af Hamilton, og
saa tog han atter fat og frembragte, omgiven af antike
Figurer, i Begyndelsen af Firsindstyverne, sin Theseus,
den første Billedstøtte, som han udførte i Rom. Theseus
sidder rigtignok temmelig stygt paa Maven af Minotaurus,
301
men jeg tror ikke, at der er to Meninger om, at det er
en af de Figurer af Canova, i hvilken der er et Moment,
hvor han er beaandet af en højere Stræben. Canova be-
handler alt dette ganske anderledes smagfuldt; han gaar
ikke saa plumpt til Værks maaske som enten Corradini i
Neapel — han var fra det Venetianske — eller disse
unge Majlændere, som for Resten dog ikke ere saa ganske
unge, navnlig Abbondio Sangiorgio og en Anden, som jeg
siden skal omtale. Men kast nu, efter at have set disse
Sager, Blikket paa Canovas — ja, vi have her i Landet
kun saa lidt af ham — og jeg tør sige, at, naar vi rig-
tig se paa hans Perseus blandt de antike Afstøbninger i
Akademiets Samling, saa ville vi tinde, at det, som en
aandrig Konstner en Gang sagde, har sin fuldkomne Gyl-
dighed , at nemlig denne Perseus snarere er kommet ud
af Sadelmagerens end af Konstnerens Værksted. Og,
hvis De have haft Lejlighed til at se det, saa tilbagekald
i Erindringen blot nogle af hans bedre Figurer i Marmor,
f. Eks. den Amor og Psyche med Sommerfuglen, som
staar i Samlingen i Louvre. Se blot paa Fingrene: ja,
jeg vil ikke just sige, at de kunne brækkes, men de kunne
bojes i alle Kanter og Hjørner; eller se blot paa Haaret
af den liggende Psyche, og der træder et aldeles lignende
Princip frem. Men Canova levede i Rom og paa en Tid,
hvor hele Oldtidsverdenen mere og mere søgte at gjøre
sig gjældende; hans Opgave opfordrede ganske anderledes
til Alvor, og hans Publikum var meget strengere, der stod
Talenter rundt omkring ham, som mangen Gang gjorde
ham det broget nok. Altsaa, vi tør ikke sige, at det er
ganske det Samme; vi sige blot, det er den samme Tone.
Se f. Eks. dette lækre Kjød, se, hvorledes han i sit
302
Jordsmon, i sit Klædemon, bestandig søger at faa andre
Farvenuancer frem i Marmoret. Tro ikke, at det er fordi
han vil efterligne den græske Maade, eller at det er det
første Forsøg paa at give den græske Polychromi; han
har ganske simpelt lagt Mærke til, at en saadan Behand-
ling paa de gamle Marmorstatuer gjør god Virkning, og
han bruger den som Farve for at lade Kjødet træde desto
zirligere frem. Men Canova er jo den, der har vakt den
antike Konst til Live igjen i den moderne Tid? Ja, det
kunne De læse paa mange Steder og høre overalt; men
han var en Venetianer, en Mand, som havde Sans for
Farver, megen liden for Former; han var Venetianer,
Colorist, ikke Tegner. Der var en Række andre Mænd,
hvis Fortjeneste egentlig var at vække Sansen og Inter-
essen for det Antike paa forskjellig Maade, der var
Svenskeren Sergei, som allerede fra Paris havde modtaget
Indtryk, der maatte føre til denne Retning; overhovedet,
for lidt er den franske plastiske Skole fra Enden af for-
rige og Begyndelsen af dette Aarhundrede paaskjønnet for
dens Bestræbelser i saa Henseende; for meget har den
Kulde, der rigtignok gaar igjennem mange af dens Ar-
bejder, for meget har Studiet, man føler deri, gjort sig
gjældende; men det er unægteligt, at Chaudet, at Roland
o. FL, ja allerede Houdon, have ganske anderledes For-
tjeneste af at have vakt Sansen for Oldtidens Monumen-
ter end Canova nogensinde havde. Det er ganske be-
synderligt: Canova fik en stor Del af sin Beundring paa
Grund af at han kaldte den gamle Verden til Live; om
Thorvaldsen hed det derimod, »han kunde ikke udføre.«
Man udpegede en Mangel i hans Arbejder og man for-
glemte, at det dog egentlig var, som om virkelig den
303
antike Aand paa én Gang besjælede de nye Figurer, han
skabte. Man oversaa' i lang Tid, at den Sans for og
Stræben efter det Antike, som paa saa mange Maader
var gjort til almindelig Interesse i Slutningen af forrige
Aarhundrede, egentlig heller ikke var noget Nyt; det var
igjen den samme Opposition mod det Indfødte, Moderne,
i Skulpturen, der havde været et Par hundrede Aar tid-
ligere end Duquesnoy og Bernini, paa Raphaels Tid og før,
og som i Grunden blot var en Art Tøjle eller Dæmper paa
hele denne bestandige Higen og Tragten efter at frem-
bringe Farver, Farvevirkninger og Dybdevirkninger paa
denne eller hin Maade. Saa indgroet var egentlig den
moderne Retning bleven i mange Henseender, at den Vej,
ad hvilken en af de Mænd, som havde en ganske anden
ren Følelse for Antiken end Canova, nemlig Englænderen
Flaxman, der levede i Rom fra 1781 — 88, at den Vej,
ad hvilken han bedst kunde opfatte Antiken, var igjen-
nem de maleriske Linier i Vasemaleriet, og at det var
i en saadan halvmalerisk Composition, henkastet paa
Papiret, at denne Mand egentlig udfoldede sin Genius;
saasnart han tog fat paa det Plastiske , blev han enten
død, kold og haard, eller man føler altfor tydeligt,
saaledes som i hans Achilles's Skjold, at det, trods al
hans Bestræbelse, trods saa vidt strakte Planer, ikke er
ham i Kjødet baaret at være antik; han maatte have
moderne malerisk Spil.
De se altsaa, at disse Konststykker fra Italien og
England, ere ikke engelske; de ere ikke en pludselig
Ytring af Tiden, af en enkelt Skole; de hænge sammen
med hele den moderne Skulpturs Udvikling, navnlig i den
nyeste Tid. De ville ogsaa, naar De kaste Blikket paa
304
mange andre Sager i Udstillingen, bemærke, at jeg sik-
kert ikke har Uret i denne Paastand, og De ville da
maaske bedre fatte mig. Lad os engang se ! Have nu
for det Første Italienerne ikke gjort Andet end saadanne
nydelige Ting? Jo, der er netop af Frascaroli den saa-
rede Achilles. Lad os betragte denne Figur; det er en
hel stor Figur. Han er blevet skudt i Hælen og vrider
sig om, idet han sætter et yderst bedrøveligt Ansigt op,
for at se til Hælen. Marmoret er blødt og meget smukt
behandlet helt igjennem — vi have ikke Anledning til at
gaa ind paa det, som vi nylig talte om — ; men denne Figur
minder os netop om den Maade, hvorpaa Canova og hans
Skole søgte at udtrykke Sorg, Helte o. s. v. ; det er netop
de samme outrerede, overdrevne og dog unægtelig bløde
Muskler, det er det samme Forcerede i Stillingen, i hver
enkelt Bevægelse af Finger og Taa, det er overhovedet
hele den samme Bestræbelse efter gjennem lutter ydre
Antydninger, det vil sige Antydninger af ydre Voldsom-
hed, som ikke hænge sammen med Ideen, at man søger
at skildre en Helt i et saadant forfærdeligt Moment. Vi
nævnede Sangiorgios Figur af »Sjælen«, som med Flammer
paa Hovedet løfter sig i Vejret: læg Mærke dertil, De
kjende denne Figur, det er Canovas Hebe, der er frem-
stillet paa to Maader: den ene Gang kommer hun pænt ned
paa Skyen med Bægeret, den anden Gang har Konstneren
taget Skyen bort; hun staar ikke paa Skyen, men paa sit
Gevandt og lægger Armene paa Brystet. Men hvad der
er det Væsentlige, det er den anden Side af hele den
moderne Retning, det Konststykke, hvorved man søger at
bilde os ind, at man virkelig kan hugge lige saa frit i
Marmor som man kan male paa Lærredet, eller som Fan-
305
tasien kan svæve; det gjælder oui indtil det Yderste at
bringe til at tro, at en saadan Figur virkelig svæver. —
Gaa nu til Benzoni, til denne snurrige Gruppe, hvor
Psyche beder Amor, at han dog for Guds Skyld ikke vil
bringe dette Bæger fuldt af Skjønhed til Venus; hun er
maaske bange for at blive stukket ud af hende. Se, hvor-
ledes Alt er lagt an paa, at man ikke skal bemærke
noget Støttepunkt; Amor staar paa en eneste Taa, bedre
end nogen Danserinde kunde gjøre det; han hæver sig
allerede svævende i Luften. — Lad os gaa tilbage til
1811 — 12, til denne mærkelige Figur af Franskmanden
Rutchiel, som døde i 1837. Det er Zephyr, som skal
bringe Psyche til Amors Palads. Psyche sover, men
staar dog med Benene i Entrechats, med den ene Haand
over Hovedet, som falder tilbage. Gevandtet er kastet
over Benene; men for at Zephyr rigtig kan gjøre Ballet-
spring og svæve i Luften, saa kaster, ikke Zephyr, men
en ondskabsfuld Boreas Resten af hendes Klædning i de
konstigste Hvirvler op imellem Benene paa Zephyr, saa
han gynger overmaade pænt; nu havde man ét Støtte-
punkt, og der behøvedes saaledes kun lidt til Tæerne, der
lige berøre Klippen. Han er i en forfærdelig Skynding,
han har ikke Tid til at tænke paa sin kjære, kostbare
Byrde, han stirrer ud for sig, og Gevandtet svæver over
Hovedet paa ham. Der have de Mellemstationen. De se,
hvorledes vi kunne forfølge de forskjellige Motiver tilbage,
og se, at det er slet ikke noget Nyt, skjøndt vi opfordres
til at beundre den umaadelige Originalitet. Canova valgte
og behandlede sine Gjenstande med en langt større Smag
og med mere Takt for hvad han vilde udføre end hine
306
Andre; han var mange Gange tilfreds med blot at anslaa
en fin Tone, hvor disse vilde gjøre meget mere.
Men ogsaa i denne Retning, hvor det ikke gjaldt om at
gaa saa plumpt til Værks, men at behandle Tingene lettere
og pynteligere, ville vi finde talrige Eksempler. Allerede
hos Benzoni finde vi noget mere zirligt, f. Eks. i den
Gruppe, hver Hunden forsvarer det sovende Barn imod
Slangen, eller hvor Barnet takker og caresserer Hunden,
der saa tro har vogtet det. Vi finde der mere en zirlig
og pyntelig Behandling af Marmoret end en Stræben efter
den svære Effekt og Skuffelse, som de Andre have lagt
an paa. — Gaa til James Wyatt, som døde for et Par Aar
siden i Rom. Se paa hans Hestefigurer, tag f. Eks. hans
Fremstilling af Dronning Victoria og hendes Gemal til
Hest, Albert med Hatten i Haanden, Victoria med Kro-
nen paa; se paa Klæderne, paa Sadeltøjet, hvor elegant!
det ser ud som det fineste netteste Papir, der giver de
yndigste Knæk, de zirligste Flader. Canovas Draperi fik
Udseende som stivede Voxlagener; det er ikke Tilfældet
med denne Konstner, han lægger derimod an paa den
elegante Virkning; han vil gjøre for meget af det Gode,
og derved kommer han til at støde. Han vil ikke alene
vise os den fine, ædle Race af Heste, som bærer de to
høje Personer, men han vil vise os dem i et saadant
Moment, hvor Aarerne svulme under den smidige Hud,
og det gjor en styg Virkning; det lader sig fremstille i
Farver, men i Marmor vil det støde. Det Samme viser
sig ogsaa i andre Sager af ham. Vi have saaledes af
ham en Nymphe, som vil i Bad. Hun falder rigtignok i
Søvn imidlertid; hun har netop faaet Gevandtet ned over
Armene og Hofterne, og saa staar hun stille; men se,
307
hvor zirligt, se hendes Fod ved Vandfladen, se paa Græs-
tørven, som hun staar paa, og De ville tro, at det er af
Rafael Monti; Jordoverfladen er paa samme Maade i
det Uendelige udpillet, udpunkteret, udætset, det ser ud
som bløde runde Knolder. Og nu denne Vandflade! Ja,
der er sikkert mange af Dem, der have set disse uskyl-
dige Konststykker, som vare meget i Mode for en 30 — 40
Aar siden, idet man lavede Landskaber af smaa pæne
Stene med Mos paa, og Vandet, som man skulde have,
det tik man ved Hjælp af et lille Stykke Spejlglas, der
satte man saa et Par Ænder ud paa, og det var nok saa
nydeligt. Ligesaa er det her, hvor Vandfladen dannes af
et Stykke Marmor. Men læg vel Mærke til, det er ikke
en af Norditalienerne, men en engelsk Konstner, der le-
vede i Rom, der har gjort dette; men det ligner rigtignok,
saa meget som det Ene kan ligne det Andet, med Hen-
syn til Jordsmon og Vandflade, Rafael Montis to fiskende
Personer. James Wyatt, der døde samme Aar som Fransk-
mændene indtoge Rom, var samtidig med Gibson, men
kommer under en anden Rubrik end denne. Det var de
to mest ansete Konstnere; men Wyatt levede i Rom og
var ene og alene paavirket af Canova og optog hele hans
Retning paa sin Maade, medens Gibson var paavirket af
Thorvaldsen og Antiken. — Lad os tage Amerikaneren Hi-
ram Powers. Han har fremstillet en Fiskerdreng, der
har sat en Conchylie, som toner, til Øret : et yndigt Motiv,
hvoraf der maatte kunne gjøres Meget. Han staar lige
op og ned ved en Stamme, hvortil han sætter sin Haand
— han støtter sig til Noget, for at Haanden kan være
fast — og om denne Stamme er Fiskernettet viklet, og i
dette er ikke alene hver Maske vævet yderst nøjagtigt og
308
Snorene zirligt drejede, men det ser formelig ud, som om
hele dette Maskevæv var et Slags architektonisk Orna-
ment, som var anbragt øverst, og under hvilket da den
ovrige Masse kom. Dér staar han nu temmelig tvungen
paa den ene Fod og lytter til Conchylien. Røber Hove-
det egentlig noget Lyttende? Jeg har set gjentagne Gange
opmærksomt paa denne Figur, men mig forekom det,
som om der laa en Tone af Vemod i Ansigtet. Naar jeg
paa Udstillingen skulde se en lyttende Figur, saa gik jeg
ind og saa' paa Carews flygtige, næsten raa Skitse af
den fattige Whittington, der kommer til en af Londons
Milepæle og første Gang hører Klokkerne kime. Det kan
man se er en Lyttende, og man kan se, at det er ikke et
Tordenskrald, der naar hans Øre; nej, det er en fjern
Lyd, det røber den sagte, fine Opmærksomhed, der gaar
igjennem hele Drengens Bevægelse; og denne Skitse, som
jeg skal omtale ved en anden Lejlighed, denne raa Skitse,
kunde jeg sige, i hele sin Simpelhed, var den af de mo-
derne Skulptursager, som fængslede mig mest paa hele
Udstillingen. — Lad os tage en anden Figur af H. Powers.
Der er denne frie Grækerinde, der er solgt som Slave.
Det er en nobel Tanke; Konstneren sætter sig tilbage i
Kampen mellem Grækerne og Tyrkerne i Tyverne, da
Tyrkerne have taget de græske Øer og bortførte de fri-
baarne græske Kvinder for at sælge dem paa Slavemar-
kedet. Der staar nu Grækerinden, nøgen, udstillet til
Salg; hendes Klædning med store Fryndser er hængt paa
en Pille, og, besynderligt nok, hun staar med Haanden
akkurat med samme Maade hvilende paa Pillen som Fisker-
drengen paa Haanden paa sin Pille for at lytte til Con-
chylien; hun staar ogsaa paa den ene Fod, og der er
ligeledes et Slags Skygge af Vemod i Ansigtet, som hun
309
vender bort. Powers arbejdede i Florents, da Thorvaldsen
kom tilbage fra Danmark 1820, og der ere i vor Midte
Landsmænd, som den Gang have besøgt Powers med Thor-
valdsen og have hørt, hvor glad Thorvaldsen var over hans
Arbejde. Er der da ikke noget umaadelig Anmassende
i, at jeg paa denne Maade vil dømme dette Arbejde?
Men Sagen er, m. T. , at det er slet ikke det Arbejde,
som Thorvaldsen saa' ; det har været et ganske andet.
Denne Figur er først kommet meget senere frem, i 1844
eller 1845, og Fiskerdrengen endnu senere, og disse Fi-
gurer bære med alt det dog en vis Simpelhed i hele Be-
handlingen af Marmoret, der vistnok staar den omtalte
Retning nærmest, men som røber ulige større Sans for
Hudoverfladen, end vi have set hos de andre Konst-
nere, men paa samme Tid unegtelig ogsaa en saare fat-
ti* Fantasi; det er Modellen, Modellen tro og omhygge-
ligt gjennemført, og med Hensyn til Enkelthederne i Over-
fladen kunde jeg i mange Henseender sige med Følelse,
men heller ikke mere.
Lad os nu atter gaa op til England og betragte
Billedhuggersagerne noget nøjere. Finde vi der andre
Ting, som tyde hen paa en lignende Retning? Ja, der
er dette Barnemord af Adams. Det vækker stor Mis-
tanke hos mig om, at, dersom jeg kjendte Sangiorgios
berømte Gruppe over samme Thema, hvor der ogsaa
er en Soldat og en Kvinde og et Barn, vilde jeg finde
en overordentlig stor Lighed i Behandlingsmaaden. Det
er et af disse uheldige Valg for Plastiken: en saa-
dan Figur, hvor man ikke har andet end Smerte og et
vildt, uhørt Barbari for Øje. Denne Soldat griner virke-
lig ilde, idet han skal slagte det stakkels Barn, som
310
Moderen paa alle Maader søger at dække; men det er
ikke alene denne sidste Kraftanstrengelse fra Moderens
Side, der er overdreven; der er Overdrivelse paa enhver
mulig Maade i Figurernes Stilling og Sammenstilling.
Soldaten bærer sig her ad i én Retning, idet han beviser
sin Grusomhed, akkurat som Herkules af Canova i en
anden Retning, som tager den sølle Lichas og kaster ham
mod en Klippe og bruger den samme Styrke for at slynge
ham fra sig som for at kaste et halvt Bjerg i det ægeiske
Hav; saaledes er det ogsaa med Soldaten i den omtalte
Gruppe; i et saadant Øjeblik vil ikke engang en Soldat
saaledes anstrenge sig for et Barn — det er et let Bytte
for ham — og, kommer han i Kamp med Moderen, saa vil
det mere være Anstrengelsen for at holde hendes rasende
Angreb borte, end dette af Grusomhed forpinte Ansigt,
der vil træde os imøde. — Men dette er ikke det Eneste.
Kast Blikket paa den store Gruppe af Mac Dowell, der
staar dér hvor Hoved- og Tværgangen mødes. Det er
en højst tragisk Scene, den fremstiller: Virginius som vil
dræbe sin egen Datter. Der have De akkurat det selv
samme Apparat af scenisk Affectation; De tro endogsaa
at se en Forbindelse mellem den franske Malerskole fra
Davids Tid og Canovas Skole hos en engelsk Efterfølger.
Jeg har blot valgt at fremhæve enkelte Hovedtræk,
som paa de forskjellige Steder knytte denne Retning sam-
men til et Helt. Jeg kunde anføre endnu flere Træk, som
vistnok vilde være slaaende. Jeg kunde navnlig tage
Marshalls Sabrina. I et meget smukt Digt af Milton,
»Comus«, et Slags dramatisk Idyl, bliver i det Øjeblik,
det gjælder om en mægtig Hjælp af den beskyttende Aand,
en Nymphe, som bor i Floden Sabrina, hvorefter hun
311
kaldes saaledes, og som er bekjendt for sin Velgjørenhed
og Hjælpsomhed over hele Landet, kaldet til Hjælp, og
der er et smukt Sagn, som begynder med, at den be-
skyttende Aand kalder paa hende med de Ord: »Sabrina,
Du, som bor i de krystalklare Vover . . . hør!« Og nu
har Konstneren været saa original, at han ikke har frem-
stillet den beskyttende Aand, men Sabrina, idet hun kom-
mer frem for at høre. Men der kommer den samme Man-
gel paa sjæleligt Udtryk; vi se en temmelig elegant, yppig,
kjødrig Figur for os paa en Piedestal, der fremstiller
Vand, hvad der her ikke er antydet ved en glat Flade,
men ved Flodens Fisk; her er snarere et antikt Motiv
valgt. — Jeg kunde tage Mac Dowells bedende Pige
med sin lange Særk, der glider ned fra Skuldrene og
ligger i rige Folder, og i denne besynderlige, uheldige Stil-
ling med Hensyn til Maaden at knæle paa; der er ogsaa
lagt an paa den elegante, zirlige, pyntelige Udførelse;
men jeg maa dog give Konstneren, hvad der er hans Ret,
ved at indrømme, at der virkelig er mere Udtryk af stille
Bøn end i Puttinatis ganske allerkjæreste, nøgne Figur
med Draperi om Hofterne , der ligeledes skal forestille
Morgenbønnen. Jeg kunde tage den samme Konstners
Amor, som henter Pile ud af Koggeret, og De vilde for-
bavses og tro, at Konstneren havde copieret Hovedet efter
Correggio, men blot givet det, som betegner Correggio
som Manierist, men ikke det, der betegner ham som en
af de største Malere.
Men jeg frygter for, at jeg har trættet mine Til-
hørere en Del med at opramse Enkeltheder; jeg tør
ikke gaa videre. Jeg kan blot sige, at, naar jeg
kaster Blikket paa denne Udstilling og Resultaterne af
den, saaledes som den norditalienske, den romerske, en-
312
gelske og tildels belgiske Konst der træde op — jeg skal
nærmere betegne dem ved en anden Lejlighed — , naar
jeg ser hen til, hvor hurtigt dette sidste Tidsrum er gjen-
nemlebet — der er kun gaaet 100 Aar, og vi have endt
med de selvsamme Konststykker, som den Gang sluttede
en ældre Periode af Plastiken — , naar jeg kaster Blikket
paa hele denne Periode, saa er det for mig, — det maa
være mig tilladt at gjøre denne Bemærkning, — som om
virkelig Begejstringen for den dejlige Aand, der gaar
igjennem den græske Konst og er paa sin rigtige Plads,
fordi den paa ingen Maade træder nogensomhelst Følelse,
som er sund, fin eller kraftig, i Vejen, men lader Plads
til , at den kan udvikle sig , saasnart man forstaar at se
rigtig paa den græske Konst og i den sondre Formen,
de fortræffelige og ene gyldige Stillove, som der ere ud-
talte, fra Emnet, som er helt forskjelligt: Stillove, som
man i 3 forskjellige store Perioder uafladeligt har forsøgt
paa at ville afvige fra, men hvorved man bestandig med
Gru har maattet se paa de besynderlige Udartninger af
Skulpturer, som man er kommen til, — jeg siger, det er
for mig, som den virkelige rene Begejstring for denne
ædle Retning i Konsten har hartad samme Skjæbne som
Sansen og Begejstringen for den constitutionelle Regering
paa Fastlandet i hele Evropa. Den træder op, den søger
Kamp med det Forældede, og der kommer et Moment,
hvor en kraftig villiestærk Strøm af Begejstring gaar
igjennem et helt Folk: der er den, vi have den fat, og
— et Øjeblik efter synker den tilbage igjen; ja til Syvende
og Sidst kan det endogsaa træffe sig, at man beundrer
denne eller hin store Mand, der octroierer Constitutioner,
som den egentlige Skaber af det constitutionelle Liv, paa
313
samme Maade som man beundrer Canova som den, der
har fremkaldt Antiken igjen, medens han har været en
af dem, der have bidraget mest til at lamme den sunde
Sans, der var vakt før ham, og som Thorvaldsen har
været den mægtigste Befordrer af.
Men der er ved Siden af hele denne Opfattelse en-
kelte andre Retninger i Naturalismen, som gjøre sig gjæl-
dende. Jeg skal ikke dvæle længe ved dem; jeg skal blot
have Lov til at nævne en eneste Ytring deraf, det er
Franskmanden Lechesne. Jeg vil maaske senere faa Lej-
lighed til at udtale mig om den Maade, hvorpaa Inter-
essen for en Opgave forplanter sig i store Strækninger
over Evropa; snart er det Syndefaldets Historie, som
her syntes at beskjæftige alle Konstnere i Norden og
Syden, snart er det Scener af Dyrelivet o. s. v. Jeg har
allerede anført Benzonis Grupper, hvor Hunden forsvarer
Drengen, og hvor denne takker Hunden ; her møde vi det
Samme. Lechesne træder paa én Gang op som Dekoratør og
som stor plastisk Konstner. Han har fremstillet en Hund (en
stor langhaaret Hund) , som forsvarer en Dreng imod en
Slange, der ligger imellem Hundens Forben. Der er det
samme Fejlgreb, som vi finde ved ikke faa Konstværker; det
bliver til et Slags Parlamentering mellem Mennesket og
Dyret, eller som her imellem Dyrene indbyrdes; det egent-
lige Moment er aldeles forfejlet. Det andet Motiv er
bedre valgt: Slangen ligger dræbt, og Drengen caresserer
Hunden. Konstneren har der virkelig heldigt nok gre-
bet det Øjeblik, hvor Hunden er bleven varm af Kampen,
og Tungen hænger den ud af Halsen; den er lutter Liv
og Fyrighed, og man føler, at den har været i en eller
anden alvorlig Anstrengelse. Han har desuden gjort en
Heyens Skrifter. III. 21
314
anden Gruppe — det er Modeller allesammen — , der
forestiller en Kvinde, som ligger udstrakt paa Ryggen med
korslagte Ben og har et Barn hos sig; hun ser ud, som
hun er død eller nedsunken i en dyb Søvn; det maa vsere
paa en fjern, fremmed Mark, det røbe de særegne Planter
med de store lange pisangagtige Former. Barnet har
netop en saadan Stilk med store Blade i Haanden, og det
skriger; men det nytter kun lidet; Ørnen, der er slaaet
ned og i en skraa Linie danner en Gruppe, har fat paa
Barnet og vil bortføre det trods dets Skrig. Jeg skylder
den trykte Bemærkning i Kataloget at tilføje, at jeg for-
stod Gruppen, at jeg vidste, hvad Konstneren vilde give.
Det skal nemlig ikke være en død, men en sovende Moder,
fuld af urolige Drømme; hun vaagner og fravrister Ørnen
sit Barn, og dette sker paa en Slette i Amerika. Hvad
der gjor, at jeg omtaler disse Grupper, er, at vi her
se Naturalismen træde op paa en ganske anden Maade.
Hvad vi tor Resten kunne have imod disse Grupper af
Lechesne, saa er det ubilligt at sige, at han hører under
samme Kategori, som den vi før omtalte; han er en selv-
stændig Konstner, han har med overordentlig Flid og Kjær-
lighed gjennemført Alt, hvad der lod sig gjennemføre paa
denne Maade. Man maatte, for at gjøre sig et Begreb derom,
se denne Fugls Vinger, hvorledes hver Fjer var angiven;
man maatte se Partier af Hundens Haar, hvor omhygge-
ligt og fuldstændigt det var givet; man maatte se disse
Planter, med hvilken botanisk Nøjagtighed Stilk og Blade
vare gjennemførte. Ja noget Andet er det, naar vi komme
til Kjødet; der blev han flov, der lod denne Flid sig paa
ingen Maade anvende , der følte man den store døde,
kolde Flade, der manglede Livet ganske og aldeles. Men
315
saa ejendommelig var imidlertid Udførelsen, saa nyt var
Valget her af denne store Gruppe, at den var atter et
af de Punkter i Udstillingen, hvor Hundreder og atter
Hundreder daglig mødtes og ikke kunde se sig mætte.
Femte Forelæsning.
Realismen hos Pradier og Andre. Arbejder i Bronce og dennes Be-
handling. Emner hentede fra Livet. Jerichau. Kiss.
Vi standsede sidste Gang, m. T. , ved den Del af Ud-
stillingen, som bar det stærkest udtalte Præg, et Præg,
hvorigjennem der tillige gik en vis Enhed. Det var den
Del, som var udgaaet fra lombardiske Konstnere og af
det Indtryk, som Skolen i Majland synes at have frem-
bragt ogsaa udenfor Lombardiet. Vi dvælede især ved
Haandværkssiden, ved hvad man kalder den tekniske Side,
fordi det var den, der gav hele dette Parti af Ud-
stillingen sin egentlige Betydning. Vi kunde kalde denne
Afdeling Konststykkeafdelingen i Marmor. Jeg mener
det ikke saa slemt og bruger ikke dette Ord for ubetin-
get at nedsætte den, thi der hører unegtelig et særeget
Haandelag, megen Taalmodighed og en vis Snildhed til
paa denne Maade at underarbejde og overarbejde Mar-
moret, men jeg bruger Udtrykket blot for at betegne, hvad
det egentlig er, som disse Konstnere og denne Skole i
Særdeleshed have lagt Vægt paa. Det er ret mærkeligt,
21*
316
at lige over for denne Side, som allerklarest udtrykker,
hvad man kunde kalde den moderne Tilbøjelighed, denne
Lyst til at glemme Stenen (thi vi tale i Særdeleshed
om Marmorarbejderne) til at se den forvandlet til et
blot smidigt, let bøjeligt Stof, — at lige over for den er
der gjort Forsøg, navnlig af franske Konstnere — jeg
skal kun nævne Pradier og Lemaire — paa ogsaa med
Hensyn til det Ydre at vise en ganske anden Retning.
Hvad enten vi tage Lemaires Psyche, der staar og be-
tragter Sommerfuglen, eller Pradiers Phryne, den bekjendte
græske Skjønhed fra Alexander den Stores Tid, saa lægge
vi snart Mærke til, at disse Figurer slet ikke ere bereg-
nede paa at gjøre det maleriske Indtryk, som alle de
foregaaende; vi opdage snart, at her er lagt an paa at
frembringe et Indtryk af et vist Alvor og en vis Streng-
hed, og tillige en vis Udsmykning.
Se, der er forgyldte Smykker paa disse Figurer, der
er malede Borter, eller Linier i alt Fald, om Phry-
nes Dragt; det er aabenbart Forsøg paa at vække Er-
indringen om en nu hartad Historien tilhørende Retning,
som gik igjennem den antike Konst i saa lang Tid og
aldrig var aldeles tab;. Naar vi have udtalt dette, ere
vi i Grunden ogsaa færdige med disse Konstnere, thi det
er egentlig denne Stræben efter at gjenopvække en for
lang Tid siden forglemt Retning, der betegner dem. Disse
Arbejder, især Pradiers Phryne, have i ingen anden Hen-
seende noget Mærkeligt ved sig. Det er temmelig tørre,
ligegyldige Arbejder; det gjælder navnlig om Pradiers.
Det er altsaa blot med Hensyn til det Ydre igjen, at
jeg her dvæler ved en ældre Retning i Behandlingen af
Billedhuggersager, ikke med Hensyn til deres indre
317
Værd og Gehalt. Hvorvidt nu en saadan Anstrengelse
fortjener synderligt at paaskjønnes, skal jeg lier ganske
lade staa ved sit Værd. Det, som er det Væsentlige, er,
at Konstværket har Liv og Betydning. Kan jeg ikke give
det dette, saa bliver alt det Øvrige, hvormed jeg kan
udstyre det, i alt Fald en Biting, om det endogsaa paa
sin Maade kan have nogen Fortjeneste. Her er det slet
ikke lykkedes Konstnerne at lade Livet træde frem, og
— hvad der er værre — det er ikke engang lykkedes
dem at vække nogen klar og fyldestgjørende Forestilling
om den Retning, som de vilde vise.
Jeg maa endnu, inden jeg slipper Marmoret, dvæle
ved den sidste Klasse af disse i det Ydre fremtrædende,
charakteriserende Tegn. Det er en Klasse, som neppe
skylder, i alt Fald ikke umiddelbart, den italienske Paa-
virkning sin Udvikling, en Klasse, som blot synes at være
udgaaet fra den almindelige moderne Bestræbelse, som
man mange Gange paa en højst fejlfuld Maade tror at
kunne nærmere bestemme ved at kalde den naturalistisk,
skjøndt den egentlige, sande Naturalisme nødvendig maa
have en ganske anden Betydning. Vi have set den Lyst
og Trang, der er hos de Moderne, til at dvæle ved for-
skjellige Toner, og denne Trang bliver ogsaa her fyldest-
gjort. Denne Retning staar nærmere ved den, jeg om-
talte forrige Gang, og dog sondrer den sig i en vis Hen-
seende bestandig derfra. Det kan man især se deraf, at
det, hvorpaa Lombarderne fortrinsvis have lagt saa megen
Vægt, nemlig at alle Biting, navnlig Beklædningen, er
udført indtil det Yderste og Nøjagtigste, at den frem-
træder med den største Nethed, at den bliver gjennem-
sigtig, bliver til Silke o. s. v., det taber sig næsten
318
aldeles her. Man kunde sige, at jevnlig opofre Konst-
nerne her aldeles alt Hensyn til Klædernes Stoffer, og,
hvad de for Resten gjøre, skulde man i Grunden tro, var
en Stenmasse, Figuren sidder i; ja jeg vil ikke an-
vende det paa alle disse Frembringelser, men det gjælder
i det mindste om flere af dem, som vi straks skulle be-
røre. Den Mand, som imidlertid jevnlig søgte at give
Klædemonet en vis Blødhed, og som i England staar i
Spidsen for denne Retning, er afdøde Chantry, som har
gjort den bekjendte Statue i Westminster Abbediet, som
fremstiller den berømte Watt. Netop her har han givet
Hovedet en høj Grad af Alvor og Betydning, medens den
øvrige Del af Figuren ikke i den Grad tiltrækker sig
Opmærksomheden, uden for saa vidt den hvilende og ro-
lige Stilling er vel afpasset og ganske staar i Harmoni
med den dybe Eftertænksomhed, som udtrykker sig i An-
sigtet og gik igjennem denne berømte Mands hele Liv og
Væsen. Vi have her paa Udstillingen et smukt og inter-
essant Sidestykke til denne Figur, nemlig John Flaxmans
Portrætstatue, modelleret af Watson og udført af Nelson,
og vi kunne anføre den som en interessant Prøve paa
hele denne naturalistiske Farve eller Tone. John Flaxman
sidder allerede som en sygelig, ældre Konstner med Ho-
vedet bøjet en Smule forover; han har en stor Morgen-
frakke paa, og Underdelen, især Benene, er indhyllet
i et stort Tæppe; der er lagt megen Vind paa at
give hele hans Paaklædning og navnlig dette Tæppe en
vis gulagtig Tone. Jeg føler, at i Behandlingen af det
rent Plastiske staar denne Del af Figuren langt tilbage ; der
er et besynderligt Anlæg af et stort Parti og store Mas-
ser, som egentlig intetsteds have faaet en ganske bestemt
319
plastisk Gjennemførelse; der er meget mere lagt an paa
at give hele Overfladen én for Øjet højst behagelig, næsten
gulladen Tone; og af denne Paaklædning stikker nu
dette syge Ansigt frem. og det hvide Marmor faar ordent-
lig her i Modsætning til Klædemonet ligesom den blege
Charakter af Sygdommen. Men, hvad der udsoner med
meget af det Fejlgrebne i hele Behandlingen, er det virke-
lig milde, venlige, vemodige Udtryk, som er udbredt over
denne i sin Tid saa berømte Konstner.
Gaa vi over til Metalsagerne, til hvad der er be-
handlet i Bronce, Zink, Jern eller Sølv, saa finde vi ogsaa
her en hel Del at lægge Mærke til, som jeg rettest bør
tage med, medens vi staa paa dette ydre Standpunkt,
uden at vi dog ville afse fra den indre Betydning, Konst-
værkerne have. Men her maa jeg have Lov til først at
gjore opmærksom paa én Omstændighed. Vi have ikke
faa Broncearbeider tilbage fra de antike Dage, Fragmenter
og hele Figurer. De have vakt og vække endnu bestan-
dig i en overordentlig høj Grad Konstnernes Opmærksom-
hed, navnlig de Konstneres, som virkelig have Øje for
den rette plastiske Skjønhed. Imidlertid har der paa en
mærkelig Maade uddannet sig, og det endog hos de be-
rømteste Konstnere — jeg tror ikke at fejle, naar jeg
selv regner Thorvaldsen med til dem, der have delt denne
Mening — den besynderlige Forestilling, som om i Mo-
dellen, Lermodellen for den større og Voksmodellen for
den mindre Fremstilling, egentlig laa det Hele. Havde
man blot udført Ler- eller Voksmodellen indtil det Yder-
ste, saa .kunde man være sikker paa at have et for-
træffeligt Arbejde, som aldeles egnede sig til. at be-
handles i Bronce, og saa var man egentlig færdig. Det
320
kom nu an paa, at Støberen ligesaa fuldstændigt lod sin
konstige Form gjennemtrænge ethvert Parti, selv det fine-
ste i Modellen, og lod det udstøbe. I det Øjeblik det
kunde ske, saa var der ikke Mere tilbage, — nej, saa
maatte ikke engang Konstneren røre videre derved, saa
var det højeste Punkt opnaaet, som Plastikeren kunde
komme til i Metallets Behandling. Støtter da denne Syns-
maade sig paa de antike Levninger, vi have tilbage, eller
støtter den sig paa den bedste Praktik, paa den bedste
Udførelse af de Broncesager, vi have fra Enden af det
16de og fra det 17de Aarhundrede? Nej, paa ingen Maade,
og lige saa lidt paa Arbejder fra en senere Tid eller fra
det forrige Aarhundrede. Det har altid vist sig aldeles
nødvendigt — og det ser man netop paa de bedst con-
serverede Broncearbejder, der ere os levnede — at efter-
gaa Støbningen med skarpe Redskaber for at opnaa
den største Fuldendelse. Men det laa maaske deri, at
der i den moderne Tid altid synes at have været saa
mange Vanskeligheder forbundne med Støbningen, at den
har været saa bekostelig, saa møjsommelig og saa usikker,
at man paa mange Maader maatte hjælpe efter, — laa
det ikke deri? Ja, men nu de Gamle, som ved alle de
skjønneste Arbejder, som ere tilbage, have brugt Grav-
stikken, Mejselen, Raspen o. s. v. for at fuldende dem;
disse Gamle, hvis Verden var befolket med en hel Men-
neskerace af Bronce, hvor enkelte Konstnere, som Lysip-
pos, alene frembragte lige saa mange Broncestatuer, som
nu hele Tidsaldere; hin Tid, som havde en saadan
Øvelse, skulde den ikke have tilegnet sig den mekaniske
Side til Fuldendthed? Saa meget vi end have løftet Me-
kaniken over de Gamles Standpunkt, saa maa vi dog
321
bestandig indrømme, at i andre Retninger, hvor det gjaldt
om paa en simpel Maade, med et klart Blik og med
Sindrighed at benytte Erfaringen, dér have de præsteret
Ting, der synes overordentlige. Lad os huske paa, at
det kun er faa Aar siden, at den første Obelisk gik over
Middelhavet, medens de Gamle ikke havde Vanskelighed
ved jævnligt at transportere saadanne enorme Masser.
Altsaa, med Hensyn til den mekaniske Side viser det store
Antal og den store Lethed, hvormed de have produceret,
at de have været fuldkommen sikre i deres Fremfærd,
og at de have brugt meget simple Konstgreb for at ud-
føre, hvad de Moderne som oftest have strandet paa, idet
de nemlig støbte store Masser stykkevis — hvad man
ogsaa har begyndt paa i den nyere Tid — og ikke lagde
an paa den konstige Støbning i Et, som næsten alle Vegne,
især ved større Arbejder, fremkalder saa overordentlig
store Vanskeligheder. »Ja imidlertid, vi ere saa heldige,
at vi ere komne til Maalet, vi kunne nu sige »Spar
To« til de Gamle; thi vi behøve ikke denne Methode,
som koster saa meget Bryderi; vi kunne bruge den
galvanoplastiske Støbemaade. Vi have her f. Eks. en
lille Model, og der er gjort en galvanoplastisk Støbning
over den, og De ville indrømme mig, at den allerfineste,
den næsten blot med Loupen opdagelige Ujævnhed, en
lille Fure, en lille Aare eller Ejendommelighed igjen kom-
mer frem. Se nu ere vi færdige; thi medens vi altsaa
have set, at det ikke forhen er lykkedes os ganske at
behandle Broncen, skjøndt vi have været paa gode Veje
dertil, vil det sikkert paa den galvanoplastiske Maade
lykkes os til Fuldkommenhed.« Lad os nu, efterat have
322
udtalt dette, kaste et Blik paa den ikke lille Række af
Broncearbejder, vi se opstillede for os.
Jeg kunde dele disse Broncearbejder i to Klasser, i
nogle, som aabenbart ere behandlede med Mejselen og
uverarbejdede bagefter, og andre, som ikke ere det, og
disse sidste ere vundne paa to Maader, dels ved den
sædvanlige Støbemaade, dels ved en galvanoplastisk Frem-
gangsmaade. Men, m. T. , det vilde vel ikke være saa
urimeligt, inden vi betragte dem nøjere, at vove at for-
udsætte, at en Periode, i hvilken man i at behandle Mar-
moret synes at være paa saa forskjellige Veje og famler
saa besynderligt til den ene og den anden Side, at en
saadan Tid neppe heller vil være klar i sin Broncebehand-
ling; og mærkeligt nok, naar vi se paa alle disse Broncer,
saa er der — vi kunne sige i dem alle uden Undtagelse —
en ganske lignende Bestræbelse, som i en Del Sager, der
ere bestemte til at udføres i Marmor. Der er meget mere
lagt an paa at faa Overfladen til at virke igjennem Toner
og Farver end gjennem Former. Tager jeg fat paa alle
disse forskjellige smaa Broncearbejder af Franskmænd,
Englændere, Hollændere, Preussere o. s. v., saa vil jeg
let se, at de aldeles ere beregnede paa at smigre Øjet.
Vi kunne blot se paa Taffeluhrene hos denne eller hin
Uhrmager eller Broncehandler — enten de ere forgyldte
eller ej — der er lagt an paa en høj Grad af Glathed,
os hvor man ikke vil forgylde helt og holdent, der søger
man at give en rodlig, grønlig eller brunlig Farvetone,
men altid med en høj Grad af Nethed og Renhed. Vi
kunne sige, selv den mindste Del, selv den fineste Fure
er umaadelig glat og blank og nydeligt behandlet; men
paa den anden Side stødes vi ogsaa for en stor Del til-
323
bage. Selv hvor vi se, at der har en dygtig Konstner
leveret den oprindelige Model, føle vi, at Modellen i og
for sig har ingen Interesse, thi den er fuldstændig gaaet
op i det Haandværksarbejde, saa at sige, som her domi-
nerende træder os imøde.
Der staar nu f. Eks. denne Andromeda af John Bell ;
den er glat og nysselig; men den er saa tom. Og der
er denne Hest af Wyatt — ikke James Wyatt, men Cote
Wyatt — som staar og tramper paa Lindormen. Ja, vi
have ikke videre imod at gaa hen og se paa den; thi vi
føle, at meget af denne Gruppe kan maaske være ret
smukt ræsonneret, — formodentlig skal den bære en hellig
Georg — ; men vi kunne ikke beundre denne Hest, som
med stoisk Mod og hollandsk Flegma tramper paa Lind-
ormen, der har sat sine Kløer ind i Flanken, saa at den
vist vil tage meget mere end Huden med sig, naar den
trækker til; og Bestiet, som ligger der, have vi heller
ikke megen Interesse for; thi det synes at kunne bort-
føre baade Hesten og Rytteren, saa mægtig er det med
sine uhyre Flaggermusvinger. Men Gruppen er gjennem-
ført; vi lægge Mærke til, at Konstneren meget rigtig har
forestillet sig, at, idet man vil behandle et Dyrs Skind,
maa man vide i Foldeslaget at vise, at man føler Skindet,
uden at indlade sig paa at modellere Haaret o. s. v. Dette
vil aldrig lykkes, undtagen hvor der virkelig er svære
Manker. Altsaa, han har meget pænt indridset alle Heste-
haarene og aabenbart i Behandlingen af Lindormens Ryg
villet give noget umaadeligt Haardt, han har formelig af-
delt den, saaledes som Skildpaddens Skal er afdelt;
det er, som vi se, et ganske nyt Monstrum, hvor hele
denne Skildpaddebeklædning er kommen til. Men, hvor
324
besynderligt, jeg kunde næsten sige, hvor ueftertænksomt
gaar denne Konstner til Værks! Se, der er nu Hestens
Øje. Man maatte jo dog antage, at der maatte ligge
megen Vægt paa Pupillen i et saadant Moment, som dette;
men han har ikke givet det Hvide i Øjet, der er ikke
en Gang antydet en Øjesten, og dette døde Øje staar paa
den besynderligste Maade i Contrast til hele den øvrige
Udførelse. Altsaa, i dette Arbejde vil man ingenlunde
dadle, at Konstneren har anvendt Flid og Omhu, men at
han har anvendt denne paa en besynderlig fejlfuld Maade.
Men lad os gaa over til nogle af de andre Arbejder,
som ikke paa denne Maade ere ciselerede. Der er f. Eks.
Sehwanthalers to Figurer, Dronning Libussa og ved Siden
af hende den berømte Statue af Georg den Første Podie-
brad. De ere slet ikke ciselerede, de ere blot rensede;
alle Formrandene ere tagne bort, og de have faaet et pænt
Udseende. Hvad synes vi nu om dem? Ja, de ere for-
færdelig tomme, vi gide neppe set paa dem. Vi have blot
hørt det berømte Navn og kjende den lange Liste paa hans
Arbejder, og vi vide, at det er en let producerende, fler-
sidig dannet Konstner; men man bliver mistrøstig ved
at se disse to Statuer og ved at finde dem anførte som
hørende til den Række af Productioner, der slutte sig til
hans fortræffeligste Arbejder; thi disse to middelalderlige
Figurer med deres pæne spidse Sko have ingen videre
Interesse for os. — Men nu denne lille Pandora af Pra dier
med det nydelige lille Guldhalsbaand, og denne kolossale
Figur af Davis, Hertugen af Ruttland i daglig Dragt,
de ere ganske og aldeles som de ere gaaede ud fra For-
men; men de have faaet en Patina. De skulle ligne de
gamle Broncesager med den ægte gamle Broncepatina paa;
325
det ser besynderligt ud. Idet Konstneren rigtig vil
efterligne alle disse forskjellige grønlige, mørkere eller
lysere Farvetoner, som mange Gange hindre os i at nyde
et antikt Konstværk, men som vi tage med, fordi det er
et ydre Kjendemærke paa Productionens Ægthed, saa
træder dette her hyppigt frem som et Slags Smuds, der
er udbredt over Formerne, hvorved disse Figurer faa en
vis Sløvhed og Stumphed i alle Folderne, som er højst
ubehagelig at se paa. — Og, gaa vi nu over til den store
Hund fra Berlin eller den store Løve, som skal trække den
kolossale Bavarias Vogn, naar den kommer op over en
af Munchens Porte, — hvor den ser snurrig ud! Den
er gul, den har en varm Metalfarve, men Alt staar saa
raat i denne Metalfarve, at det mange Gange ser ud, som
om Modellereren har ladet Smaastykker Ler sidde for
senere skarpere at udforme dem; men disse Lerstumper
staa nu her i Støbningen og giver det Hele et underligt
charakterløst Udseende.
Vi ville nu kaste et Blik paa de galvanoplastiske
Sager, og vi gaa da hen i Brysselerafdelingen og betragte
der et Arbejde af de Launitz i Frankfurt. Denne Konst-
ner er en af Thorvaldsens ældste Elever; hans Arbejder
maa altsaa interessere os. Det er Greven af Limoges,
panserklædt Helt fra det 14de Aarhundrede. Der staar
han i hele sin Rustning. Her have vi da et rent plastisk
Arbejde. Ansigtet er kobberfarvet, frembragt ved Hjælp
af Galvanoplastiken. Hele Rustningen, Hjelmen o. s. v.
er farvet som Jern, Panserskjorten som Messing, og Re-
sultatet er, at denne legemsstore Figur forener alt det
Døde, som ligger til Grund for dens første Undfangelse,
med alt det Kjedelige, vi ere trætte af at se paa i de smaa
326
Dukke-Figurer, der opstilles paa Gesimser over Kaminer
og paa Møbler i Værelserne.
Hvad kan da altsaa Grunden være til, at vi ikke
kunne faa noget mere tilfredsstillende Resultat? Først og
fremmest ligger det i Modellen, som har manglet den
konstneriske Besjælelse; men dernæst — har vi ikke maa-
ske overset Et eller Andet, som er vigtigt for at forstaa
Broncearbejderne? Naar vi tale om den galvanoplastiske
Behandling, naar vi se de smukke Resultater af den,
f. Eks. ved at afstøbe over Bronce, saa maa vi glæde os
over Galvanoplastiken i denne Retning som et ganske
overordentligt Hjælpemiddel til paa en let, simpel og sik-
ker Maade at mangfoldiggjøre fortræffelige Konstværker.
Denne Side respektere vi altsaa i Galvanoplastiken, og
den vil nødvendig faa en ganske anden Betydning end
selv den mest fuldendte Afstøbning i Gips. Men vi tale
jo ikke om at mangfoldiggjøre, men om originale Arbejder;
vi tale om den Galvanoplastisk, som anvendes paa Ler-
statuen eller paa Modellen afstøbt i Gips for over denne
Model at danne sin tynde Kobberhinde og lade den frem-
staa i et varigere Stof. Vi forudsætte, at alle Hjælpe-
midler ere til Stede — hvad de da ogsaa ere — for at denne
Proces kan tinde Sted; men vi glemme rent, at Konst-
neren ikke i Leret eller Vokset kan give Broncecharak-
teren; det er heller ikke endnu beskjæret Konstneren, at
give Leret eller Vokset den Smidighed og Sammenholds-
kraft, som Metallet har. Den Skarphed og den ejendom-
melige Ynde, som de skjønneste Broncearbejder fra den
antike Tid af og enkelte fra den moderne Tid have, kan
kun opnaaes ved, at Metallet selv kommer under Konst-
nerens Haand. Det er maaske en Fejl, at vore Billed-
327
huggere ikke forstaa at føre Mejselen, Gravstikken og
Filen paa Metallet, eller at de aldrig have gjort et al-
vorligt Studium af, hvorledes de skulle dirigere saadanne
Arbejder; men det er altsaa en Fejl, der ligger hos Konst-
neren, og ikke i Fremgangsmaaden. Vi kunne modellere
i al Evighed til den største Grad af Finesse i Ler og
Voks; men vi kunne aldrig opnaa den ejendommelige,
friske, skarpe, bestemte, fint udprægede Charakter, som
vi faa i Metallet ved Hjælp af Gravstikken, Mejselen eller
de andre skarpe Instrumenter. Det er aabenbart igjen et
stort Fejlgreb i Vor Tid, at vi, idet vi paa det Mangfol-
digste forøge Hjælpemidlerne i denne eller hin tekniske
Retning, saa tillige ville bringe en saadan Opdagelse til
et Punkt, hvor den ikke hører hjemme; vi ville have
Konsten saa magelig, at, naar vi blot have Hjælpemidler
til paa en let Maade at faa Konstværker i Bronce, saa
have vi Konstværker straks uden videre Anstrengelser.
Mellem saa mange Broncesager, som ere udstillede,
er der kun højst enkelte, som fængsle os ved den Maade,
hvorpaa de ere blevne gjorte, og disse Sager ere netop
Konstværker, som med Kjærlighed og Smag ere blevne
behandlede efter Støbningen af Konstneren selv eller under
Konstnerens Direction. Ja, disse Konstværker bære rig-
lignok aldeles den Charakter, som er den almindelige;
man ser tydeligt, at der er mere lagt an paa Farver og
Tone end paa en streng plastisk Gjennemførelse; men de
ere alligevel højst interessante. Der er Franskmanden
Charles Cordiers to Byster i naturlig Størrelse af en Neger
og en Negerinde fra Timbuktu. I Negerinden haa" han
gjennemført Farven for grelt. Han vilde efterligne det
hvide Tøj, som hun har paa, ved en vis Sølvfarve; det
328
er noget skjærende; men for Resten — den Maade, hvorpaa
han har nuanceret Tonen i Haarets Farve, den Maade,
hvorpaa han har forarbejdet Broncen og brugt disse smaa
Stempler, som Guldsmedene kalde Poncer, for at betegne
den egentlige Tekstur, det er virkelig gjort med Smag,
og denne Konstner har, i alt Fald i den Retning, som
Tidsalderen ynder, i rent naturalistiske Producter omtrent
stillet Broncearbejdet paa det højeste Standpunkt, saaledes
som det staar her paa Udstillingen, og overhovedet paa
de Steder, som ansees for Konstens egentlige Glanspunkter
i Evropa.
Naar jeg til disse Ytringer om Broncens Behandling
endnu maa have Lov til at knytte et Par almindelige Be-
mærkninger om Relieffet, saa er jeg færdig med hele den
ydre Side af Betragtningen af Udstillingen af de højere
plastiske Arbejder. Og her møder mig igjen noget Be-
synderligt. Jeg tvivler ikke paa, at jeg tager fejl; men
jeg maa udtale det, fordi det er en Opfattelse, der har
gjentaget sig hos Flere. Naar En nemlig vilde spørge
mig, hvor jeg tinder det smukkeste Relief, saa vilde jeg
gaa hen til de toskanske Snedkerarbejder og sige: dér er
det; denne lille Række af dansende Genier, denne lille
Fiskergruppe og et Par andre Arbejder ere de bedste
Relieffer paa hele Udstillingen ; de ere undfangne, rent frit
og uskyldigt, og de ville ogsaa holde sig. Der er i Re-
lieffets Behandling, hvor netop Begrebet om Stil er saa
overordentlig afvekslende i vore Tider, den samme Usik-
kerked, som har vist sig i de Partier, vi hidtil have set
paa Udstillingen. Konstnerne gjøre idelige Forsøg paa
at ville tilegne sig det strenge, gamle græske Reliefs Prin-
ciper, men de kunne ikke komme ud af det; de maa have
329
luftige, næsten forsvindende Gevandter, Arme og Ben, som
saa at sige blive borte paa Fladen, og i Modsætning der-
til stærke, mægtigt fremtrædende Figurer. Denne skri-
dende Disharmoni træffe vi overalt, den indre Sandhed —
og anden Sandhed kunne de ikke faa frem i Relieffet —
den mangler aldeles. Eller ogsaa gjøre de Relieffer saa-
ledes som dette her, der forestiller en Vinhøst i moderne
Costumer; men saa er der noget Pakket, saa mangler
det paa Orden, saa vi snarere tænke paa romerske Ar-
bejder fra en senere daarlig Periode end paa græske.
Eller endelig gaa de saa complet over i det Maleriske,
at de give fuldstændige Malerier. Etex, som skulde levere
et Monument over en fransk Maler Gericault, som døde
meget tidligt, har valgt hverken mere eller mindre end
at give en Fremstilling i Relief af hans saa meget om-
talte Billede : de Skibbrudne paa Fregatten Medusas Vrag.
Jeg tror ikke, at man skal søge det virkelige Konst-
neriske i sit største Omfang indenfor strenge, teknisk af-
rnaalte Grænser. Ogsaa i Relieffet tvivler jeg ikke paa,
at der er mange Lejligheder, hvor den Retning, der
paa naturlig Maade udviklede sig i det 15de Aarhundrede,
nemlig en vis malerisk Behandling kan gjøre sig gjældende;
og især tvivler jeg ikke paa, at Mænd med Aand og
Følelse ogsaa der ville kunne vise sig. Men det har
noget Mistrøstende ved sig netop i en Periode som denne
at se, at alle Vegne hvor det gjælder om blot at have
en rigtig Sans, blot med Strenghed og Charakter at for-
følge Opgaven, der savnes dette, der føler man en Jagen,
en Famlen efter de mest forskjellige Retninger, som der-
for ogsaa maa opløse sig i en mislykket Bestræbelse;
derfor kunne saadanne Ting komme frem, der blot bære
Havens Skrifier. III. 22
330
Præget af den mest vedholdende Flid og Haandfærdighed,.
som i Szentpeterys Fremstilling af Alexanders Slag efter
Lebrun.
Men, ville vi nu kaste Blikket paa den mere aandige
Bestanddel af hele Udstillingens Plastik, lad os saa be-
gynde fra Begyndelsen; lad os begynde ikke med Spidsen,
men fra Roden. Lad os huske paa, at det gaar i Skulp-
turen som i Maleriet, at hele Livet, hele Naturen, der
omgiver os, er den bestandigt friske Kilde, hvoraf Konst-
neren maa øse, og det vil straks slaa os, der er noget
vist Friskt og Oplivende i, naarvi gjennemgaa disse Skuip-
turarbejder, at se, at deraf indtage Skildringer af Livet
en meget stor Del. Vi vilde, naar vi tage de af Portræ-
terne, som nærmest maatte henføres dertil, og en Afdeling,
som regnes til de antike Arbejder, faa over 100 Nummere,
som ene og alene dreje sig om at fremstille Livet i dets
sædvanlige Form. Naturligvis, her er ingen Grænse, vi
gaa fra det Roligste til det mest Bevægede, fra det Yn-
digste til det mest Forfærdelige; det gjælder blot om-,
at vi have Evne dertil; men uden at bryde os om disse
Grader ville vi føle, at dette store Afsnit deler sig i to
Dele, at vi bevæge os i to forskjellige Verdener, idet vi
^aa imellem dem. Naar vi skulle se efter de Fremstil-
linger, som egentlig give os det hurtigst forstaaede Bil-
lede af Livet, saa er det for en stor Del Smaating, det
er enkelte flygtigt behandlede Sager, udførte i Ben eller
Ler, og som dreje sig om Livet i Skotland eller den
franske Almues Glæder og Sorger, eller smaa Grupper af
hvad Andet det kan være; eller det gaar over til saadanne
enkelte Figurer som Whittington, der er kommen i Lon-
dons Nærhed, og nu hører Klokkerne klinge. Men det er
331
meget flygtigt behandlede Sager; det er den levende Tanke,
ikke Udførelsen, der fængsler os. Lige over for denne Klasse
staar en anden Klasse, som vi niaaske let vilde forledes
til at kalde den antike. Den har ogsaa mange for-
nemme Benævnelser: Uskyldighed, Sandhed, Oprigtighed,
tidlig Sorg o. s. v. ; men, naar vi skulle se til, saa er
det kun Modeller af unge Piger, tænkte i denne eller hin
Situation og udførte å Vanlique. Eller vi tinde Hentydninger
til Nutidens Liv i Navnene; der er Ørnedræbereh af
Bell, Fiskeren af Bissen, Jægeren af Jerichau; ogsaa
alle disse Figurer ere i Grunden Livstigurer; det er et
Terræn, som Billedhuggeren ikke kan opgive. Det er
ganske mærkeligt at se, at selv i en Tid som denne, hvor
Alt fængsler Øjet paa den mest slaaende Maade, hvor
man hyppigt hører: ja, en Portrætflgur maa absolut være
sand og give os Manden, som han gik og stod; Nelson
maa have sin Hat paa Skraa, og Frederik den Anden
maa nødvendigt have Snus under Næsen, ellers kjender
man dem ikke; selv da ser man, at en saa betydelig
Mængde af Billedhuggere er aabenbart gaaet ud paa saa
at sige at forvandle Nutiden til den antike Tid. Der er
noget Sandt og Rigtigt i denne Retning, og man vil ikke
kunne udrydde den, førend hele den nuværende Kultur er
fra Roden oprykket og der tillige fremtraadte en Kultur,
som ikke engang kjendte disse Billeder fra Traditionen.
Tingen er, at idet Plastiken er indskrænket i mange Ret-
ninger og maa lægge an paa at udtale Bevægelsen, Tan-
ken, indtil dens allerfineste Nuancering i ethvert af Le-
gemets Lemmer, selv i Rolighed; idet det kommer an paa
at vise Skjønheden i Former, hvor malerisk Lys og Skygge
og Farve mangler, saa maa vi naturligvis selv tænke os
•22 *
332
Noget til, hvor vi se et Moment i Livet, som tiltaler og
griber os. Man har ofte — jeg vil haabe, at det er et
Slags forældet Talemaade — kaldet det at idealisere ; det
er i Plastiken slet ikke Andet end en lignende Frihed som
f. Eks. den at fremstille Compositionen i et Maleri under
denne eller hin slaaende Lysvirkning etc; det er simpelt-
hen en Forhøjelse i Behandlingen af Gjenstanden , som
gjør, at den træder tydeligere frem, tiltaler hjerteligere,
livligere, stærkere, alt efter Omstændighederne; og vi
skulle takke Konsten derfor, vi skulle takke de Gamle
og hele den nyere Tid, som trods alle Misgreb ikke vil
slippe det Baand, som knytter den nu levende Menneske-
slægt til hin Slægt, som var til Stede ved de nøgne Kampe
og Øvelser i Grækenland og tildels i Rom. Men det, som
det kommer an paa, er, som jeg før har sagt, Sjælen;
mangler den, saa kan det Altsammen Intet nytte, og en
stor Del af disse Figurer gaa vi derfor fuldstændigt lige-
gyldige forbi ; vi respektere og beundre maaske den Maade,
hvorpaa de ere udførte, men de tiltale os ikke. Der
staar en Figur i Legemsstørrelse af en lille Pige, som
trykker en Due til sit Bryst; den er fint udført og med
en vis Følelse. Sammenligne vi den med Mac Dowells
Pige, der har mistet sin Due, saa se vi Forskjellen imel-
lem en virkelig Konstnerfølelse og et aifekteret Studium.
Jeg tror ikke at sige for Meget, naar jeg paastaar, at
iblandt disse Arbejder træder Jerichaus Jæger decideret
frem som et af de ypperste, maaske som det ypperste.
Han har ogsaa tænkt sig en nøgen Jæger, som har røvet
nogle Unger fra en Hunpanther og nu forfølges af denne.
Dyret har indhentet Jægeren og er sprunget op paa ham.
333
lian holder d,en blindfødte Unge, der er superbt charak-
teriseret, bort fra sig med den venstre Haand, løfter Spy-
det med den højre og ser ned paa Pantheren, der har
fat paa Laaret, for at tage Sigte og fælde Dyret; og
Pantheren — jeg formoder, at det er Konstnerens Mening
— søger paa en vis Maade at undgaa den farlige Bevæ-
gelse, den dvæler et Øjeblik for at tinde det rigtige Mo-
ment til at springe løs paa sit Bytte og tilintetgjøre det.
Vi have desværre ikke her set Afstøbninger af Panther-
jægeren; jeg haaber, at det ikke vil vare længe, inden
vi faa en saadan. Det, som betegner denne Figur, er
det overordentlige Studium, som gaar igjennem den; de
enkelte Dele, Armen, Haanden, den Maade, hvorpaa han
holder med Haanden om Spydet, etc. er givet med en
saadan Natursandhed, at man virkelig kunde tro, at det
var saa at sige en forstenet Natur, en Afstøbning over
Naturen, man saa' for sig, og ikke Noget, der var trit
efterlignet af en Konstner. Denne Alvor — man taler
jo ofte om den nordiske Grundighed og Alvor — stiller
ham højt over de allerfleste af hans Medbejlere i denne
Retning, navnlig paa denne Udstilling. Derimod raaa jeg
filstaa, at jeg har tidt glædet mig ved i de antike Grup-
per at se en Jæger, en Satyr, lege med en Panther eller
et andet Dyr, lokke det med Druer eller med et Stykke
Kjød, og faa det til at rejse sig paa Bagbenene og stirre
begjærlig efter det, og netop det Standsende i et saadant
Mument har vist mig, med hvilken tin Takt Konstneren
har set Livet. Denne Spænding ville vi ikke ud af;
naar vi saaledes lege med Dyr, trække vi den saa
længe ud som muligt. Men noget Andet er det i det
Øjeblik , det gj ælder om et vildt Dyr , som er be-
334
røvet sine Unger, naar det altsaa gjælder en kamp paa
Liv og Død, dér maa Øjeblikket være saa kort som muligt,
der maa der være Sejer eller Død paa en af Siderne ;
ethvert Ophold dér maa nødvendigvis kjølne og være en
Dæmper paa Indtrykkets stærke Virkning; og det fore-
kommer mig ogsaa at være Tilfældet ved denne Gruppe.
Jeg føler den smukke Eftertanke, der er i hver Linie af
Figuren; men jeg føler ogsaa, at det egentlige Liv, det,
som det egentlig beror paa i det Ojeblik — skal Jægeren
eller Pantheren sejre? — det er afkjølnet, det er forbi i
dette rolige, kolde Overlæg. Men dette Arbejde vil der-
for lige fuldt hævde den Plads, det har vundet, fordi det
røber, at Konstneren har for ramme Alvor villet give
Xatursandheden i Formerne; han har ingen Møje, intet
Studium skyet, medens man saa ofte ser saadanne Sager
fremstillede med Mærkerne af en Sløvhed i Indbildnings-
kraften, og uden at de kunne give Sjælen. Jeg vil i en vis
Henseende sige, at det er et Arbejde, som mere er udgaaet
af Eftertanken end deraf, at Konstneren selv har set
Livet i saadanne Momenter, og det er altsaa et stort
Held, at han har vidst i mange Henseender, ved en
mesterlig Udførelse og et dybt Studium, at give Erstat-
ning for den Mangel paa Liv, som i det mindste efter
min Følelse er deri.
Men, naar man nu ser hen til Arbejder, som ere ud-
sprungne af samme Kilde, men som slet ingen Erstatning
sive derfor, og som dog have vundet et uhyre stort Navn,
saa bliver man mismodig og mistrøstig over et saadant
Fejlsyn, og tilsidst søger man Tilflugt hos sin egen Følelse,
for ikke paa nogen Maade at gjore sig til Træl. Der er
nu en anden Gruppe paa Udstillingen, som har vundet
335
evropæisk Navnkundighed. Denerikke saa ganske ny; det
er Amazonen til Hest kjæmpende imod Tigeren af Professor
Kiss i Berlin, en kolossal Gruppe, støbt i Bronce i Berlin,
her i Zink; vi kjende Alle i alt Fald Tegninger deraf. Denne
Gruppe sværme de engelske Konstnere for. Den fore-
stiller, som sagt, en Amazone. Det er ogsaa et Livs-
billede, kun at Konstneren har valgt en kvindelig Jæger,
som paa sin Jagt enten uforvarende bliver Gjenstand for
Tigerens Angreb eller har saaret en Tiger og nu bliver
angreben. Tigeren er sprungen op paa Hesten, har klam-
ret sig fast om Forsiden af den med Klør og Flab, har
bidt sig fast og revet sig ind. Men Hesten, formodent-
ligt et ædelt Dyr af en aldeles udsøgt Race og bomstærk,
lader sig paa ingen Maade skrække deraf; den stiller sig
med det ene Forben fremad, med det andet tilbage, syn-
ker lidt i Baghaserne, og saa staar den, uagtet Tigeren
hænger som en Blodigle foran paa den. Men, idet den
ædle Hest gjør denne voldsomme Anstrengelse, saa har
Amazonen, baade paa Grund af Angrebet og af Bevægel-
sen, tabt Balancen og er gleden bag ud paa Hesten, og
hun sidder nu der - som man ofte med Fornøjelse ser
Beriderne i Circus, idet det lader, som om de hvert Øje-
blik maatte dratte af, men gjør det dog ikke — med
Spydet i Haanden for at hugge løs paa Tigeren. Men
Tigeren er klog; den har hængt sig i Forsiden af Hesten,
og hun skal have ondt ved at ramme den, især i den
farlige Stiling, hun har faaet. Ja, jeg tror ikke, at jeg
har overdrevet; jeg tror virkelig, at det er saaledes; jeg
tror, at Tanken er saa uheldig, som den omtrent kan
være, og vi maa søge Erstatning derfor i Udførelsen. Men
■Udførelsen er saa grumme kold; disse svære glatte Lem-
336
mer paa Amazonen, dette udstrittende Haar — hun er
bleven dygtig angst, ser man — alt det har ikke noget
videre Interessant for os. Selv Dyrene mangle virkelig i
Udførelsen, hvad der skulde fængsle os alvorligt, og navn-
lig i Tigeren savner jeg hele det Plastiske, selv det ejen-
dommeligt Skjønne, som gjør, at, naar man har set et
smukt Eksemplar af dette forfærdelige Dyr, naar man har
set dette Gruelige, endog imellem de vilde Dyr uhyre Vilde
træde frem af Blikket, Flaben o. s. v., saa fængsles man
selv dér ved den Ynde, som gaar igjennem enhver Be-
vægelse. O, Gud! nej! det er her slet ikke; det kunde
for den Sags Skyld lige saa gjerne være en klodset Bjørn
som en Tiger. — Det at finde det rette Udtryk for Dyrenes
Beklædning, som vi saa ofte have glædet os ved at se i
Thorvaldsens Løve, det nemlig at vide gjennem Bevægel-
sen, gjennem Hudfolderne o. s. v. at charakterisere den
bredere, tykkere, lettere eller finere Hud, det er Noget,
der saare sjeldent træffes hos Konstnerne. Der har nu
Julius Hanel fremstillet en Tigerinde, og han forsikrer i
Kataloget, at det er efter en Huntiger, som fandtes i et
af de store Menagerier i London, de saakaldte zoologiske
Haver, hvor der ogsaa findes smukke Panthere og Leo-
parder. Den er udført i Marmor, og han har troet at
burde efterligne Naturen saaledes, at hele Huden har dette
besynderligt Nuprede, Stivbørstede, som vi mange Gange
kunne finde paa plastiske Arbejder af den allersimpleste
Art, i det mindste i en ældre Tid, naar vi se paa disse
Tinsoldater, hvor Rytternes Heste have faaet dette Laadne
og Xuprede paa flere Steder. Paa samme Vis har han
her, blot i en større Maalestok, gjennemføit Haarene over
hele Tigerindens Overflade; den skyder formelig Ryg, og.
337
man aner ikke, at det er det dejlige Dyr, som man maa-
ske Dagen i Forvejen har været henrykt ved at se i selve
Haven i London. Naar vi nu have betragtet de antike
Sager, og set, hvorledes de Gamle have vidst til den højeste
Grad af Fuldkommenhed at give denne Smidighed i sin
øverste Potents, saa staa vi fattige og forladte ligeoverfor
vor Tids Løsning af denne Opgave. Hvorledes hjælper
man sig da? Naar Konstneren føler, at han ikke kan
give det Laadne i Dyrenes Skind, ikke kan udpille et-
hvert Haar, selv om han vilde gjøre det, med den samme
Flid og Omhu som Lechesne, saa falder man paa noget
Andet, saa tror man at gjøre rigtigt i at markere enkelte
Partier. Der er f. Eks. en Broncehund efter Muller,
støbt i Berlin; der er her enkelte Partier, som ligne en
Manke, og der er andre, der ere glatte, saa det ser ud
som en klippet Hund. Og noget Lignende gjælder ogsaa
om Rauchs Hjort.
Men, for ikke at blive nødt til altfor meget at af-
korte og skizzere, maa jeg afbryde for denne Gang og
udsætte til næste Time at kaste et Blik paa, hvorledes
Konstnerne have behandlet Gjenstande af Historien, My-
thologien, Biblen o. s. v.
338
Sjette Forelæsning.
Jagen efter det Betydningsfulde. Dygtig Charakteristik hos Stephenson.
Middelalderske Emner sparsomme. Antike Emner, Mac Doweli, Bissen.
Gamle Testamente, Jehotte. Ny Testamente, du Seigneur.
\ i gjorde sidste Gang den Bemærkning, m. T., at, lige-
som Maleren brugte Belysningen, — den Maade, hvorpaa
han vilde stille sine Figurer i samme, enten han vilde
belyse dem helt eller mere stykkevis, enten han vilde
fremkalde en mere slaaende Lysvirkning paa et enkelt
Punkt eller lade dem blive i det fulde Dagslys o. s. v. —
saaledes tog Billedhuggeren sig en lignende Frihed i den
antike og moderne Konst ved at behandle Figurernes
Klædedragt saa vilkaarligt, som Gjenstandenes Natur kan
tilstede, og som hans egen Følelse og eget Lune kan
give ham i Sinde. Vi saa', at han derved fik et langt
rigere Stof, at han ganske anderledes kunde indtil den
største Finhed paavise de synlige Svingninger og de syn-
lige Bevægelser, som her skulde lede os til at fatte det,
der foregik i det Indre af den fremstillede Figur. Men,
idet den gamle Konst tillod sig dette, benyttede den sig
paa samme Tid med den største Skjønsomhed af alt det,
som kunde være tjenligt til særlig at betegne den Figur,
som Konstneren vilde vise os. Altsaa, vel at mærke,
den gamle Konst opgav ikke nogen af de Fordringer, som
virkelig laa i selve Gjenstanden, for at tilfredsstille det,
man i nyere Dage saa ofte og- saa vaklende har dvælet
ved under Navn af Skjønhedstheori. De gamle Konstnere
vilde have fuldkommen Frihed til at kunne udvikle og
339
fremstille deres Emne saa fuldstændigt og klart, som
muligt; men de vare ogsaa aabenbart i samme Øjeblik
overbeviste om, at den Skjønhed, som deres Opgave vilde
fordre, netop laa i denne Behandling. Phryne, Praxiteles's
Elskerinde, havde en Gang ladet sætte Ild paa Konst-
nerens Værksted, eller rettere havde forskrækket Konst-
neren ved at lade en Slave styrte ind og fortælle, at
Værkstedet brændte; hun havde nemlig faaet Lov til
at vælge den skjonneste af hans Statuer, men hun skulde
selv tinde den, og hun vilde nu gjerne have Konstnerens
eget Ord for, hvilken der var den skjønneste. Slaven
styrter altsaa ind og siger: Atelieret brænder, og Konst-
neren udbryder: Red blot Satyren og Amor! Nu havde
altsaa Phryne faaet at vide, hvad hun vilde vide; men
for os er det interessant at se, at her staar en Satyr og
en Amor ved Siden af hinanden; Konstneren selv foretrak
maaske Satyren; det var ganske naturligt, at Phryne
valgte Amor. Se, denne fine Sans hos de Gamle for
selv i det Nøgne at benytte Charakteren, det er det, vi
savne saa meget i hele denne Klasse af Gjenstande og
Eigurer af Livet, som vi finde talrigt repræsenteret paa
den store engelske Udstilling. Vi føle saa tydelig baade
der og hvor vi ellers se saadanne Fremstillinger, at vore
Konstnere kuri se paa den ene af Opgavens Sider, og
ikke, eller i al Eald ikke nær saa meget, paa den anden.
De se blot paa at faa den valgte Opgave gjort saa tække-
lig og tillokkende som muligt, de spørge ikke, om det
nu virkelig er lykkedes slaaende at fremstille en Charakter.
— Ja, hvor kunne vi forlange det? Hver Tid har sine
Fordele, og hver Tid har sine Mangler; hos os gaa Men-
neskene ikke længer nøgne omkring, og hvor kunne vi saa
340
se rigtigt paa dem og tinde Charaktererne ? Ja, men
det gjorde de heller ikke i gamle Dage. Man gik fuld-
kommen saa bedækket , som vi , baade i Grækenland og
Orienten. Man havde den Gang et andet Snit, men var
stærkt tilhyllet, og, hvis De ville kaste et Blik paa en
Portrætstatue fra den gode græske Tid, f. Eks. paa So-
phokles eller Æschines oppe i Antiksalen , saa ville De
se, at en saadan mandlig Figur var ganske anderledes
tilhyllet end nogen af os, og dog vidste den græske Konst-
ner at tinde Formerne, dog vidste han at give, hvad der
skulde gives, og forti, hvad der skulde forties, saaledes at
det Hele alligevel blev forstaaeligt. Men Tingen er, at
vore Konstnere leve for meget i deres Atelier. Idet de
kæmpe for at give Formerne, blive de for afhængige af
Modellen. De komme for sent til rigtig at blive for-
trolige med Formerne og klæbe hele deres Liv ved møj-
sommeligt at efterligne dem. Nutiden har lige saa godt
udpræget sine forskjellige Former, som Oldtiden sine. Vi
behøve kun at have læst lidt om Oldtiden for at se, at
den Farve, som nu betegner Kjøbstadborgeren, eller især
den Mand, som sidder meget ved sin Pult, at selv den
Farve var ingenlunde fremmed for de græske Stæder og
for græsk Stadsvirksomheds Liv, men fremtræder ogsaa
dér som vel betegnende i Modsætning til det frie, friske
Ungdomsliv paa Øvelsespladsen eller paa Landet. Og,
som det gaar med denne Farve, saaledes gaar det med
dem, der betegne Bondemanden, Fiskeren, Sømanden,
Haandværkeren, den elegante Herre; og det Samme gjæl-
der dem, som betegne Pigen fra det Indre af Landet eller
Pigen fra de lavere eller fra de højere Klasser i Hoved-
staden. Alle disse forskjellige Klasser ere saa stærkt
341
individualiserede, at man mangen en Gang blot ved at se
Hovedet eller Hænderne gjerne kunde tegne hele det
Ovrige, i det mindste Hovedcharakteren.
Men Sagen er, at Plastiken er selv i dette Øjeblik
langtfra frigjort for alle de besynderlige Forestillinger om,
hvad Skjønhed er, hvad Skjønhedens Fordringer ere til
Konstneren o. s. v. , og saaledes se vi i alle disse Ge-
stalter som oftest ikke Andet end mere eller mindre vel
valgte og vel ræsonnerede Figurer. Og idet vi altsaa
skulle forestille os Livet i dets forskjellige Tilstande og
Stemninger, saaledes som disse Konstnere have opfattet
det, maa vi nødvendigvis gjennemgaa hele denne Kreds
af »Uskyldighed«, »den første Sorg«, »Oprigtighed« og
hvad véd jeg, hvad alle disse besynderlige Benævnelser
ere paa unge Piger med en Due, snart grædende, snart
trykkende den op til Brystet, snart holdende Hænderne
paa den ene Maade, snart paa den anden Maade. Det
er næsten ikke muligt at huske alt dette, og det er endda
en Lykke, at Konstnerne ere forskjellige, saa at man kan
sondre Mac Dowells og en anden Billedhuggers »Pige med
Duen« fra hinanden, ellers vilde det løbe aldeles i Et.
Det er et stort Held, naar en Konstner vælger med saa-
megen Skjønsomhed og udfører sit Emne med saamegen
Smag, som Bissen har gjort i sin stille, halv drømmende
»Fiskerdreng med Medestangen«. — Men der er ogsaa
andre besynderlige Ulykker eller hvad jeg skal kalde det,
— der er ogsaa andre uheldige Forestillinger, som Konst-
nerne have at kæmpe med, og det er navnlig det store
Ord »Betydningen«. Det skal Altsammen være saa be-
tydningsfuldt. Det er ikke nok at fremstille en ung, Hn
kvindelig Model, nej, det skal være en fribaaren Græker-
342
inde, som føler hele Trykket af Slaveriet o. s. v. Men
hvad betegner hende som Grækerinde? Ikke Charakteren
eller Udtrykket i Ansigtet, — nej, det sker ved, at der
hænges et græsk Klædebon paa Pillen eller Træstubben
ved Siden af hende. Der er nu den italienske "Morgen-
bøn« af Puttinati og den engelske »Morgenbøn« af Mac
Dowell; men det er ganske sikkert, at Ingen kan op-
dage, at det er en Morgenbøn. Disse to kvindelige Fi-
gurer sondre sig blot ved Skole og Konstretning. Hos
Mac Dowell er der virkelig mere Inderlighed; skjøndt
den unge Pige knæler paa en uheldig Maade, idet navnlig
Stillingen af Benene slet ikke passer, som jeg allerede
tidligere har berørt, føler man dog, at det mere er Konst-
nerens Hensigt at give noget Inderligt og Varmt i Bøn-
nen, medens Italieneren meget snarere lægger an paa i
den stærke og energiske Bevægelse at udtrykke Heftig-
heden af Bønnen. Naar den unge Pige hos Englænderen
har en Slags Morgendragt paa, eller noget Linned, som
man gjerne kan tænke sig, at hun har ligget med om
Natten, da har vel Konstneren dermed søgt at vække en
Forestilling om, at det er Morgen; men hvorfor hun hos
Italieneren er nøgen, dog med et Klæde om Hofterne, kan
Ingen ane, ligesaa lidt som hvorfor det overhovedet skal
kaldes en Morgenbøn. Det er slet ikke udtrykt. Hver-
ken i Haarets Charakter eller i selve Ansigtet, hvorover
der gjerne kunde have været udbredt en vis Friskhed og
Klarhed, er der givet Nogetsomhelst til Antydning af
Situationen. Det er kun en bedende Person, som Konst-
neren har villet fremstille, og i saa Henseende har Bel-
gieren Fraikin været heldigere, thi hans knælende kvinde-
lige Gestalt angiver ganske anderledes, hvad han vilde
343
udtrykke. — Der er ogsaa denne skibbrudne Matrosdreng
af Gibson, og det er ikke blot en Skibbrudden, det er
en Skibbrudden, som endnu er paa Vraget; han skal
langsomt, minutvis krepere. Det kunne vi slet ikke se;
det Interessante ligger blot i Titelen. Der have vi altsaa
denne besynderlige, næsten altid sygelige, ofte grundfalske
Bestræbelse for at faa »Betydning". Man maa ordentlig
være glad ved at se, at der er visse Konstnere, som ikke
stræbe derefter, og — de gjøre Lykke. Thomas Sharp
f. Eks. med sin Dreng, der ligger paa Jorden og for-
modentlig skal blive bange for et lille Firben, — det ér
en bekjendt Statue, der er bleven berømt over hele Eng-
land; og Berlineren Drakes Dreng, som stirrer op fra sin
Pude, er for mig Noget af det Kjæreste af, hvad den
tyske Skulptur havde leveret, trods den meget tørre Ud-
førelse.
Men der er en anden Side af Udstillingen, jeg maa
lade vederfares den Ret, at den tydelig udviser en mere
eller mindre bevidst Stræben efter virkelig at give Cha-
rakter. Denne Stræben kan forvilde sig, den kan gaa i
falske Retninger, ved at ville give Betydning og paa
mange andre Maader; men vi se dog klart, at dens For-
maal er Charakter. Saaledes har Amerikaneren Stephen-
son — og det er netop meget betegnende — fremstillet
en Indianerhøvding, som ligger dødeligt saaret; han er
bleven skudt. Man kan ikke undlade herved at tænke
paa en anden Figur, som vi have fra en antik Haand;
det er en døende Barbar, den bekjendte saakaldte capi-
tolinske Fægter. Den vil fængsle enhver Beskuer, som
har nogen Sans. Men det er netop det Interessante ved
denne liggende Mand , som vi saa godt kjende , der
344
støtter sig paa den ene Haand, og hvis ægte gennaniske
eller keltiske Ansigt i saa høj Grad tiltaler, at man tyde-
ligt føler, at det er en ganske anden Nationalitet end den,
der møder os igjennem de romerske og græske Statuer,
eller igjennem et nok saa fortræffeligt østerlandsk Hoved.
Denne Barbar ligger paa den ene Haand, bøjet forover,
og man kan virkelig se eller tror at kunne se, at om faa
Øjeblikke vil han ikke længer kunne holde sig oprejst;
han vil ligge livløs paa Jorden. Men Stephensons India-
ner er mere heroisk. Ja, se han har faaet fat paa sin Pil
ng synes at reflectere over. hvis Pil det er, hvad den
kan have gjort o. s. v., — ikke over Saaret. Jeg har
allerede erindret mine Tilhørere om nogle fra Udførelsens
Side fortræffelige Arbejder af Cordier, Negerinden og
Negeren fra Timbuktu. Jeg er overbevist om, at ogsaa
disse gaa ud fra en lignende Bestræbelse , og her er det
lykkedes Konstneren at give, hvad han vilde. Naturligvis,
bliver en saadan Tone constant, saa vil den blive for-
fejlet og udtværet, og saaledes har de Launitz ved Siden
af opstillet et helt ethnogratisk Museum af Jøder, Tyrker,
Afrikanere, o. s. v. ; men hele hans Kabinet vejer ikke op
imod Cordiers to Byster. — Fremdeles have vi en Belgier
de Cuyper, som har fremstillet en kanadisk Kvinde. Naar
jeg undtager, at Ojet sidder lidt paa Siden i Ansigtet, er
det ikke muligt at opdage noget Ejendommeligt paa denne
Figur. Hun sørger ved sit Barns Grav; hun staar der og
trykker Die ud af sit Bryst. Men med alt dette er det dog
ikke lykkedes Konstneren at give Sorgen ; man ser mere en
vis Gebærde eller en vis Bevægelse, men man forstaar ikke
det Hele, og Figuren lader trods en flittig og zirlig Ud-
345
førelse, temmelig mat, hvad der vistnok ogsaa gjælder
om selve Undfangelsen af den.
Men det var ikke alene, naar den antike Konst vilde
give Gestalter, som traadte frem i deres nøgne Former,
at den vidste at behandle, hvad der skulde fremstille det
daglige Liv , den forstod ogsaa at behandle Klæde-
dragten. Mine Tilhørere have sikkert i al Fald set Af-
bildninger af et Relief, som forestiller en Mand, der har
bundet et ungt Kid op til et Træ, og er i Færd med at
tage Indvoldene ud af det. Det er en græsk Slagter.
Hvilket Lune der dog er i hele denne Fremstilling ! hvor
smukt, hvor smagfuldt og hvor charakteristisk dette Skind
dog er behandlet, som Manden har om sig!
Jeg er derved kommen til at tænke paa en anden
lille Gruppe, som jeg tidligere burde have anført som
Eksempel paa, hvad jeg bemærkede, den lille Gruppe
nemlig, som forestiller en Satyr, der har faaet en Torn i
Foden, medens en anden Satyr knæler ved Siden af den
for at faa Tonen ud. Satyren har ingen anden Hjælp
end Fingrene, som formodentlig ikke ere vante til et saa-
dant Arbejde; han trækker meget ivrigt, og man ser An-
strengelsen, som dette uvante tine Arbejde koster, udtrykt
i Ansigtet. Her er et Lune, der fuldkomment kan sam-
menlignes med Brouwers bekjendte Arbejde i Miinchen,
hvor Chirurgen skal tage Plasteret af Bondens Arm, og,
hvor let og nemt han tager paa det, saa jamrer Bonden
sig dog.
Men lad os vende tilbage til den Gjenstand, vi nys
forlod. De Gamle vidste at behandle Costumet paa den
frieste Maade, de vidste at give det selv med ganske faa
Folder, de vidste at give ikke alene det allereleganteste
Heyens Skrifter. III. 23
346
og fineste, men ogsaa det drojeste og tykkeste Stof. Og
have vi ikke den Glæde hos os i den sidste Tid at se,
at en af vore Konstatere ved at fremstille en dansk Sol-
dat har vidst ved Stillingen af Benet, ved Folderne i
Benklæderne, ved det simple Fald af Stridskjortelens
Folder om Hofterne, at opnaa netop det, som passer sig, og
slaaende at betegne Bevægelsen og Formen selv under
dette moderne Klædebon. — Jeg vil haabe, at den Tid
mere og mere maa forsvinde, da man for at finde et
smagfuldt Klædebon, navnlig til unge fornemme Personer,
maa udpynte dem, som Dronning Victorias fire Børn ere
udpyntede her paa Udstillingen. Det er ikke noget nyt
Arbejde, men det har allerede været bekjendt i fiere Aar.
De to største staa i Midten, de andre paa Siderne. De
ere udklædte saaledes, at den ene forestiller Vinteren,
den anden Sommeren, den tredie Foraaret og den fjerde
Høsten. Den lille Alfred staar der i et Slags antik-
moderne Skjorte med en uhyre Masse Druer, og Prinsen
af Wales har et Slags Hat paa Hovedet og — Gud véd,
hvad det skal være — et Slags Kofte samt en Hyrde-
stav og en lille lodden Hund ved Siden af sig. Det ser
pudsigt ud. Ja, netop fordi man er bleven saa uhyre rig,
efterat have taget hele Oldtiden og Middelalderen ogRococo-
tiden i Arv, gaar man hen og bærer sig saaledes ad, som
f. Eks. den gode Wolf fra Berlin i en Figur, der forestiller
o die Unschuld«. Det er en ung Pige, besynderlig paaklædt,,
med Linned, lange Ærmer og et Livstykke, der er ud-
punkteret, og en pæn lille Taske hængende over Skjørtet;
og der staar nu den søde Uskyldighed med et lille Lam,
som hun ser paa. Ja, det er virkelig saa; man skulde
snarere tro, at Lammet var sygt, og at hun saa vilde
347
vide, hvad det fejler; og det var altsaa mere passende,
at man havde kaldt hende »den omhyggelige Vogterske «
eller noget Lignende.
Historien — - Middelalderens og den moderne Tids — er,
som vi kunne vente det, fattigt udstyret, og repræsenteres
blot ved Portrætstatuer. De, som kunne give Anledning
til Bemærkninger, vil jeg maaske i Løbet af Forelæsningen
komme til at berøre. Her skal jeg kun dvæle ved en af
de mest ansete Grupper, udført af Nelson, nemlig Lord
Eldon og hans Broder, idet jeg vil gjøre opmærksom paa,
hvorledes Konstneren i disse Figurer har lagt an paa ved
Glans, Glathed og Mathed i Behandlingen at sondre
imellem Fødderne, Klædningen o. s. v. Dog kunne de
paa ingen Maade sammenlignes med Flaxmans Portræt-
statue, som jeg omtalte i forrige Time. Tvertimod, deres
store alvorlige Ansigter ere givne med Charakter, men
med lidt for megen Stil. Der er andre Figurer, som sna-
rere skulle betegne det Historiske, saaledes som f. Eks.
Richard Løvehjerte af den franske Konstner Marochetti
eller Gotfred af Bouillon af den meget ansete Konstner
Eugéne Simonis i Bryssel. Det er store Rytterfigurer;
Marochettis noget elegantere, den anden sværere og
mere klodset. Hin løfter et Sværd, denne en Fane;
og det berømte Motiv, som Thorvaldsen skabte til Pon-
vatowskys Grav, men siden forkastede, er her igjen
blevet anvendt af Simonis, men ikke heldigt. Hesten,
der holdes i slappe Tøjler, er bleven sky; men der synes
ikke at være synderlig Fart i det flamske Dyr. Og i det
Hele taget kan jeg ikke finde, at den foruden sit Omfang
har noget Videre at sige. Naturligvis, Simonis Figur tog
sig ganske anderledes ud i sin mørke Broncefarve paa
23*
348
Place royale i Bryssel end i den matte Belysning i Kry-
staJ paladsets lange Gange. Det Samme var ogsaa Tilfælde
med Marochettis Statue i fri Luft.
Vi bemærkede for et Øjeblik siden, at Fremstillingen
af Livet med Hensyn til det Ydre sluttede sig paa mang-
foldige Maader til den antike Konst. Vi kunne altsaa
begribe, at det vilde være højst rimeligt, at der maatte
tindes en Mængde Konstværker her ved denne Lejlighed,
som dvælede ved de antike Forestillinger, og af de Fi-
gurer, de Relieffer, som dreje sig om Scener af den an-
tike Historie og de antike Sagn, er Antallet virkelig lige
saa stort som af dem, der fremstille Portræter.
Naar vi nu her kaste Blikket paa denne lange Række
af antike Gjenstaude, opdage vi snart, at det Behage-
lige har Overvægten; det se vi ved at optælle Antallet
af Cupido- og Amorfigurerne, Venus- og Bacchantinde-
tigurerne, Figurer af yndige Personer, som af badende
Nympher, af Danserinder, der hvile efter Dansen, o. s. v.
Costumet viser, at de ere antike, og, ser man paa Per-
sonerne, saa ere de moderne. Men, tage vi hele denne
' Suite af Figurer, faa vi henimod Halvdelen, i det mindste
langt over en Trediedel, af det udstillede Antal, og der
er virkelig i hele denne lange, store Klasse saa Lidt, som
har Interesse, skjøndt der dog kan være enkelte Ting,
som fortjene Opmærksomhed, f. Eks. af Foley, en yngre
Billedhugger, der fra Flidens Side er en af de hæderligste
engelske Konstnere, som for en 7 å 8 Aar siden har
fremstillet Ino, som ligger udstrakt paa Jordsmonnet med
den lille Baechus; hun holder en Vindrueklasse op, som
Barnet strækker sine smaa Arme ud efter. Denne Figur
er udført i Marmor 02 staar i den elegante store Salon i
349
Lord Ellesmeres nye Palæ. Man kan ikke negte, at den
virkelig er zirligt og omhyggeligt udført; hvorvidt denne
Fremstilling af Ino for Resten er heldigt valgt, hvorvidt
vi ikke snarere maa tænke paa en af de sædvanlige Nym-
pher, der omgave Bacchus, er noget Andet; det, tror jeg,
der kunde rejses Spørgsmaal om. — Blandt det ikke ringe
Antal Amoriner, vi se paa Udstillingen er der en, som
især fængsler vort Øje, fordi den minder os om en ganske
anden. Naar vi gaa hen i Thorvaldsens Museum, ville
vi der imellem flere let henkastede Skizzer finde en Amor
med en Rose. Det er denne samme Amor, som Jennings
— den yngre Jennings, Søn af den Mand, der er fortjent
ved at gjøre Parthenons Arbejder berømte over hele Evropa,
— her har fremstillet. Og det er virkelig en Sandhed,
at midt imellem alle de Motiver, som vi se rundt omkring
os, indtager denne Amor en fremragende Plads netop ved
den Friskhed og Uskyldighed, der gaar igjennem Motivet.
Den anføres at skulle forestille Amor, der efter en Ode af
Sappho beder Zeus om, at Rosen maatte blive den smuk-
keste Blomst. Her er ikke Tale om en Efterligning af
Thorvaldsens Relief, som forestiller det samme Emne, hvor
Amor træder hen for Zeus og Hera med Rosen, men
kun om en Gjenklang af disse yndige Smaafremstil-
linger, som betegne Thorvaldsens sidste Levetid. Jeg
anser det ingenlunde for et Plagiat, men tvertimod for
en ægte konstnerisk Bestræbelse for fuldstændigere at
gjennemføre denne saa skjønt og aandrigt antydede Tanke.
Jeg tror dog, at Udførelsen neppe svarer til samme; men
det glæder mig, gjennem denne Udførelse paa anden Haand,
at se vor Landsmands Tanke træde saa betydningsfuld
frem, skjøndt der maaske var meget Faa, som anede
350
Slægtskabet mellem denne Figur og Thorvaldsens. — Da
man nu i Reglen ikke længere skyder med Bue, maa jeg
maaske ogsaa anføre en Bueskytte, en Ørnedræber, af
Mac Dowell mellem de antike Fremstillinger. Jeg skulde
ikke nævne denne, som ikke hører til de fortrinlige —
der er en overdentlig forceret Stræben deri — men der
er en Historie fortalt i den: Ørnen har røvet et Kid fra
en ung Jæger, og denne har skudt Ørnen; Lammet har
den maattet slippe, men Liget af det ligger ved Skyttens
Fod. Og der er desuden en anden Omstændighed derved,
som er højst interessant. Denne Figur er bleven støbt i
det berømte Coalbrooke Dale Støberi, og den staar ved
Siden af Foleys Yngling ved Bækken, men den er nok
en Gang gjentagen, for at den skulde faa sin fulde Be-
tydning; man skulde virkelig forstaa Historien, der var
for svagt antydet i Figuren. Jeg haaber, at Konstneren
er uskyldig deri , men det er et Curiosum, som har fæng-
slet Mange, og som ikke maa forbigaaes. Der var i det
samme Støberi udført et Slags stort Havehus, saa stort
som denne Stue eller større, i støbt Jern. Det dannedes
af Grene, som sammenflette sig i en Hvælving foroven;
midt i denne Pavillon stod Ørnedræberen, og op under
Grenene var fastgjort en Ørn; i denne stak Pilen; og saa-
ledes havde man det Interessante at se det slaaende Mo-
ment, hvor Ørnen flyver med Pilen i Brystet, og Histo-
rien var altsaa fortalt fuldt ud.
Forlade vi denne store Halvdel af yndige Gjenstande
fra den antike Verden, komme vi til en anden Kreds,
som vi maaske ville finde mindre tilfredsstillende; men
der er dog enkelte Figurer her, som fortjene Opmærksom-
hed. Der er f. Eks. Franskmanden Lequesne — for-
351
skjellig fra Lechesne, der har fremstillet Hunden og Bar-
net og Ørnen, der har røvet Barnet fra Moderen. Lequesne
har valgt at fremstille en ung Faun, en legemsstor Fi-
gur i Bronce, dygtigt gjennemført. Faunen spiller paa
Flojte, saaledes som man endnu den Dag i Dag kan se
en enkelt Hyrdedreng paa Sicilien, og danser paa en Sæk.
Forestillingen var vistnok fremmed for den største Del af
Publikum; men det er en yndet antik Forestilling, som
gik ud fra de bacchiske Lege, hvor man opblæste Sække,
som bleve besmurte med Olie, og paa disse skulde de
unge Folk nu danse og blæse paa Fløjte; faldt de, var
der Anledning til uhyre Latter og ogsaa til Klaps; vi
have saaledes et smukt Relief som fremstiller en saadan
stakkels Synder, der faar Stribs af Remmen, fordi han
faldt. Men fra munter Spøg gik det over til at blive
sceniske Fremstillinger, og i det mere prosaiske Rom saa'
man saadanne Sager udførte som Konster paa Theatret.
Det er altsaa en saadan Figur, vi her se, og den er, som
sagt, dygtigt gjennemført. Skulde jeg sige noget Videre,
vilde jeg blot bemærke, at selv om den var bleven for-
staaet af det store Publikum, vilde man maaske endda
ikke have fundet, at denne Figur interesserede tilstrække-
lig til at fængsle Øjet ret længe; thi Lunet manglede.
Det er ikke engang den egentlige Landbocharakter, ikke
den faste, kjødrige, drøje Bonde eller Faun eller Satyr —
thi det kommer her ud paa Et — men det er snarere et
Slags muskuløs Fegter, der her er fremstillet. Og dertil
kommer, at i det mindste i de Fremstillinger, vi have til-
bage i Gemmer, i Relieffer o. s. v., finde vi, at det ko-
miske Moment, Glidningen, Faldningen, Styrtningen, Lat-
teren, træder frem; her derimod se vi ikke Andet end
352
denne store, muskelstærke Figur, der trods sin dygtige
Gjennemførelse mangler altfor meget Lune og Livlighed
til at blive interessant. Den har for Resten vundet megen
Anerkjendelse paa Udstillingen i Paris, hvor den stod,
førend den kom til London.
Skulde jeg endnu nævne nogen Figur i dette Afsnit,
saa skulde det hverken blive Prometheus eller Pluto, der
bortfører Proserpina, men Bissens Orestes, og det af to
Grunde, dels fordi denne Fremstilling kan tjene til Com-
mentar over og Sammenligning med en anden Fremstil-
ling, som vi straks skulde berøre, og dels fordi denne
Figur indtog en overordentlig hæderlig Plads paa Udstil-
lingen. Da jeg frygter for, at en stor Del af mine Til-
hørere ikke kjender den, skal jeg tillade mig at give en
kort Beskrivelse af den ligesom af Jerichaus Jæger, der
forsvarer sig imod Pantherens Angreb. Altsaa, Bissen
har valgt det Moment af den berømte Tragedie af Æschy-
lus, »Gravofferbringerne« , hvor Orestes har fuldbyrdet
Mordet paa Ægisth og siden paa sin egen Moder Kly-
temnestra, og kommer frem og beretter Folket det, angiver
Grunden til sin Handlemaade og tillige fortæller, at han
var tvungen til at gjøre det, idet Loxias, Guden i Delphi,
havde sagt, han skulde gjøre det, ellers vilde navnløse
Kvaler ramme ham. Men man føler, at der endnu be-
væger sig noget Andet i ham. Han har Uro, han er
uden Hvile; han siger: »derfor kunne I ogsaa se, jeg
kommer her med Kranse og med Grene; thi nu gaar jeg
lige hen til Loxias's hellige Sten for at blive udsonet.«
Og Folket bifalder hans Gjerning; det mener, at han har
handlet, som han burde. Men i det Øjeblik ser Folket,
at Manden stirrer hen i den tomme Luft, uden at de
353
kunne opdage Noget, og dog har Orestes allerede faaet Øje
paa Moderens Furier, som komme og forfølge ham; og,
idet han i disse faa, men dejlige, indholdsrige Vers skil-
drer dem, vil Folket ikke tro ham, thi de kunne ikke se
dem. Men han bliver ved, og Folket finder det forunder-
ligt, at Furierne allerede nu skulde være der: »Du kom-
mer jo saa godt som med Hænderne dryppende af Blodet,
Du har jo nylig fuldbyrdet Mordet«, siger det; men han
ser dem med Slanger og Fakler; han kan ikke blive der
længere, han styrter afsted. Se, det er det Moment,
Bissen har valgt, det Øjeblik, da han med løftet Sværd
vender sig om, og Blikket stirrer paa de forfærdelige
Jægerinder, som forfølge ham. Alt i hele Bevægelsen
tyder uimodstaaelig fremad; der er kun en eneste Del af
hans Legeme, som er vendt tilbage, det er Øjet; det kan
ikke slippe det forfærdelige Syn, medens Kroppen, trod-
sende alt Andet, iler frem med den højeste Energi. Det
er netop lykkedes Bissen i høj Grad at give denne vold-
somme, instinktagtige Fremtrængen.
Den Figur jeg omtalte, som jeg kunde have Lyst til
at sammenligne med Orestes, det er Cain af Jehotte, Cain,
som er forbandet af Herren, og som ogsaa skulde føle sig
urolig, uden Hvile paa Jorden. Det er interessant at se
denne Cain og Orestes sammenstillede. Den Ene bærer sin
Brøde, fordi han virkelig har begaaet en Skyld imod Her-
rens eget Raad; Jehovah havde allerede formanet ham:
• tag Dig i Agt? o og han havde dog ikke alene dræbt
Broderen, men han havde ogsaa nægtet det. »Skal jeg
passe paa min Broder?« sagde han trodsig til Herren,
da han spurgte ham om, hvor han var. Den Anden,
Orestes, har været tvungen af Guddommen til at fuldføre
354
en Daad, som Menneskene med Rette maa anse for grue-
lig, han havde maattet myrde sin egen Moder, fordi Fa-
deren var bleven saa forfærdelig krænket af hende. Men
i ét Punkt falde de alligevel sammen. Saa ejendommelig
og herlig Orestes staar i Modsætning til Cain, kan han
dog ikke undgaa Moderens Furier. Han er altsaa ogsaa
urolig, ustadig paa Jorden, han maa ile afsted, langt bort,
for at faa Hvile, ligesom Cain maatte; men netop dette
forfærdelig Urolige, dette Fremadstræbende, uimodstaaeligt
Fremadstræbende, som findes i Bissens Orestes, det er
omvendt i Jehottes Cain forvandlet til noget Satanisk:
han gror fast i Jorden; og denne svære, kjødrige, muskel-
stærke Mand — thi her have vi igjen en flamsk Konst-
ner — hvis Haar rejser sig som Børster i Vejret, som
spiler Øjne, Mund og Alt op, og slaar op med Armene,
han staar og stirrer, som om et Spøgelse viste sig for
ham ; denne krampagtige Rædsel er netop det mest Mod-
satte af hvad der betegnes i det gamle Testamentes Skil-
dring. Denne Cain er ikke den Landflygtige, det er en
moderne Skuespiller, det er en moderne Rædsel, vi se
for os, men ikke Abels Morder. Xetop den Maade, hvor-
paa Bissen har behandlet Orestes, maatte man ønske her
havde foresvævet den belgiske Konstner, i Overensstem-
melse med Gjenstanden.
Naar vi gaa over fra den antike Mythologi, komme
vi nærmest til saadanne Gjenstande, som knytte sig til
det gamle og det nye Testamente. Vi tage det gamle
Testamente først. Jeg gjorde før den Bemærkning, at,
naar vi gjennemgik hele Listen af Gjenstande, der vare
valgte af den antike Sagnkreds, saa fandt vi en Mængde
355
behagelige Gjenstande; det Behagelige var saa at sige det
Overvejende. Det er omvendt ved det gamle Testamente.
Vi have et langt mindre Antal, omtrent en Trediedel;
men vi se, at Lysten til at dvæle ved det Forlærde
lige og sørgeligt Slaaende er overvejende. Vi finde Abels
Mord 3 — 4 Gange fremstillet, Cains Forbandelse tre Gange,
Ismael med Moderen smægtende i Ørkenen 3 Gange; vi
finde Syndefaldet, dels med det nærmest foregaaende Mo-
ment dels med Sorgen derover, flere Gange fremstillet;
vi finde endelig Gjenstande, som man skulde forundre sig
over vare valgte. Der er f. Eks. en rørende Historie for-
talt i anden Samuels Bog mod Slutningen, hvorledes David
overgiver to af Sauls Sønner tilligemed flere andre af
Satils Slægt til Gibeoniterne, som hænge dem, hvorledes
Moderen Rizpah udbreder et Klæde over de Hængende
for at dække dem imod Solen, mod Insekter, Fugle o. s. v.,
og hvorledes denne moderlige Udholdenhed bevæger David,
saa det ender med, at han lader dem og de andre Dræbte
begrave. Her have vi nu Titelen: ■• Rizpah med sine Børn«.
Det forestiller en kvindelig Figur med Børn hos sig, men
uden at det mest Betegnende, som ogsaa vanskelig skal
kunne gjengives i en saadan Gruppe, paa nogen Maade
er ant\det. — Det, som hyppigst er fremstillet, det er
Eva. En yndet Konstner i England har for ikke mange
Aar siden fremstillet to Evaer, som vandt meget Bifald.
Paa denne Udstilling have ri otte Evaer, som ere udførte
af Konstnere af alle Nationer: der er Engellænderne
Hughes, Stephens, Mac Dowell, Franskmanden Etex, Italie-
neren Rafael Monti, Belgieren van der Yen, og en Dan-
sker Jerichau; De se altsaa, at det hører med til Tidens
betegnende Gjenstande. Kun én Gang er Eva her frem-
356
stillet som den sig halvt ubevidste Kvinde , nemlig af
Mac Dowell, der viser os hende staaende i en drømmende
Stilling; ellers drejer Alting sig om Slangen eller om
Virkningerne af dens Fristelse. Stephens' Gruppe er
næsten kolossal, og, naar man ser denne Dæmon, hvor-
ledes han hvisker hende onde Tanker i Øret — hun lig-
ger og slumrer foran — saa tænker man paa Correggios
Billede i Paris af Antiope, der belures af Zeus som Satyr. -
Men Emnet fremstilles ogsaa mere overensstemmende med
den bibelske Fortælling, og her maa jeg først og frem-
mest anføre Belgieren van der Ven. Hans Figur, som
jeg har set udført i Marmor i Bryssel, er halv liggende
og halv siddende. Ser man paa Hovedet, paa Haaret,
dette fint krusede Haar ikke snoet i Lokker, men saa-
ledes som man ofte ser brunt og blond Haar slynge
sig i uendelig fine Kruser; ser man paa Øjet, Næsen
o. s. v., kommer man uimodstaaeligt til at tænke paa den
Typus af Ansigter, som man kan tinde i den majlandske
Malerskole — jeg véd ikke, om Konstneren har været i
Majland — men det glemmer man snart over Fremstil-
lingen selv. Hun peger med Haanden opad, altsaa for-
modentlig til det uheldsvangre Træ, men Øjet sænker sig
nedad, thi Forføreren er ved Siden af hende, men denne
Gang ikke som Dæmon; det er en pæn, net Slange, oven-
ikjøbet med et Æble i Munden. Slangen bruger ingen
anden Overtalelse her end selve Æblet; det er i alt Fald
heldigt valgt, thi den kan med Æblet i Munden aaben-
bart ikke give en Lyd fra sig ; altsaa Alt hvad Eva spør-
ger om, vil den besvare med yndige Bevægelser med Ho-
vedet og med at vise Æblet, som ser saa dejligt ud —
det er den bedste Overtalelse; hun tager det ganske sik-
357
kert. — Jeg har tidligere talt om Montis Eva; jeg maa an-
føre Jerichaus. Ogsaa Jerichau har taget Sagen alvorligere ;
men jeg kan ikke gjøre ved, at jeg paa hans Gruppe maa
anvende det Samme, som jeg maatte anvende paa flere
Behandlinger af dette Emne — tildels er dette foranlediget
ved Milton — det nemlig, at Sagen er tagen altfor al-
vorligt, der er for megen Refleksion; hele denne yndige,
dejlige Skildring i første Mosebog bliver saa tung, saa
besynderligt refleksionsfuld, at man kommer hen i meget
senere, moderne Tider. Dette besynderligt Barnlige, Uskyl-
dige, Uerfarne, som gaar igjennem Fortællingen i Genesis,
er borte indtil det Alleryderste. Det er ikke det uskyldige,
uerfarne Par, som nok kan sættes i Bevægelse ved Trusel
om Død, Arbejde, Lidelse o. s. v. , men hvis Smerte og
Glæde maa være som Barnets, der endnu ikke har prøvet,
hvad det egentlig vil sige. Nej, det er en meget senere
Alder, som tilfulde kj ender, hvad det vil sige at være
jaget ud af Paradis og af Jorden forbandet. Vil man
bemærke: »ja, men det har Konstneren Lov til at gjøre;
det maa staa ham frit for at behandle et saadant Stof
saaledes, at han faar den største Fylde frem«, saa siger
jeg: »vel, det har jeg Intet imod; men Konstneren skal
ikke paa den Maade sætte sit Stof paa Skruer, at han
derved griber over i Nuancer, der ere ejendommelige for
andre Emner«. Og vi have netop en overordentlig dejlig
kvindelige Nuance i den bodfærdige Magdalene, der tyer
ud i Ørkenen, som overvinder hele sin Syndighed, som
fortaber sig i at granske, haabe, længes, ængstes. Denne
Magdalene, der det ene Øjeblik føler sin Synd, det andet
Øjeblik haaber o. s. v. , maa ikke i saadanne Momenter,
hvor hun rigtig dvæler ved sit eget Fald, fortrænges af
358
den barnlige, dejlige Eva, som staar i et ganske andet
Lys og Betydning end Magdalene; og unegtelig strejfer
denne modernere Maade at fremstille Eva paa stærkt
over i hele den reflecterende Region, hvor egentlig Mag-
dalene hører hjemme. Det er ogsaa interessant at lægge
Mærke til, at, hvor vi fra Konstens skjønneste Periode
finde Adam og Eva behandlede, finde vi altid Historien
fremstillet paa det Allersimpleste; denne Refleksion er
aldeles borte; man føler Parrets Underdanighed for Jeho-
vah, dets Skamfuldhed og bitre Anger, men paa barnlig
Manér; dets Sorg over Uddrivelsen af Paradisets Have,
og umiddelbart ovenpaa det idylliske Liv, hvor Eva plejer
sine Børn, og Adam i sit Ansigts Sved dyrker sin Jord.
— Ogsaa et af disse Momenter er valgt. Etex har valgt
Eva med begge Børnene efter Udjageisen af Paradis; men
det er snurrigt nok, hvor han i alle sine Præstationer —
det gjælder ogsaa om hans Damalis, der trækker en Torn
ud af Foden — gjør sig Umage for at fortrænge Begrebet
om den franske Zirlighed og Pyntelighed og give os noget
Tungt, Svært, Sammenknuget i alle Henseender. Eva
sidder paa et Klippestykke og trykker begge Børnene i
sine Arme, som hun tillige har slynget om det højre Ben,
som hun løfter i Vejret: et bekjendt Motiv for at frem-
stille dyb Sorg i den antike Verden. Saaledes knuger
hun sit højre Ben og Børnene op til sig, og det Hele
bliver en Klump, som mangler alt Liv. — Det dejlige,
idylliske Moment i det gamle Testamente har ikke tiltalt
Mange. En Gruppe af Rachel og Jacob er ikke betydelig,
og en anden af Abel og Thirza ikke bedre. Hele denne
smukke Side af det gamle Testamente, som er saa rig
359
og forholdsvis lidt berørt af Konstnerne, er ikke be-
handlet.
Gaa vi over ti! Gjenstande, hentede fra det nye
Testamente, da finde vi der en Del Crucifikser; af dem
er det største i Træ legemsstort, og det smukkeste
er af en Belgier; det er zirligt og yndigt udskaaret;
men det er i Behandlingen med Kniven, at den største
Interesse ligger. — Frelserens Hoved er flere Gange frem-
stillet, bedst af Lemaire. — Derimod se vi en anden
Figur træde frem, som synes at have vakt baade den
engelske og franske Interesse i høj Grad, nemlig Erke-
englen Michael i Kamp med Djævelen, idet han har faaet
denne under sig. Den franske Behandler af dette Emne
er Jean Baptist du Seigneur, der tidligere har udført
christelige Gjenstande omtrent i samme Stil, som vi se i
Skulpturer fra det 14de og 15de Aarhundrede. Jeg vil
helst dvæle ved denne Fremstilling af du Seigneur, skjøndt
Stephens' ogsaa er betydelig. Du Seigneur viser os alt-
saa Michael aldeles ungdommelig, som en ung Pige i et
Slags lange Klæder; og denne lille zirlige Figur staar nu
bydende, og en uhyre Djævel krympei sig under hans
Fødder; en saa uhyre Djævel, som, efter den fysiske Kraft
at dømme, maatte som Ingenting kunne overvinde den lille
Engel. Djævelen er aldeles bleven behandlet paa denne
fantastiske Maade, som de dæmoniske Væsener og Men-
nesker, som vi saa ofte se paa Bygninger fra Middel-
alderen. Han har et grumme stygt Ansigt, Horn, store
Øren, stridt Skjæg; men hvad jeg ikke kunde blive klog
paa, det var, hvorfor han gjorde den samme Gebærde,
som man vilde gjøre, hvis man fik en Slurk sur Eddike
i Stedet for Honning i Munden eller bed i et umodent
360
Æble. Denne forfærdelige Trækken af Munden helt op
til Ørerne har noget besynderligt Komisk ved sig; det er,
som om det ikke var Djævelen, der følte sig tilintetgjort,
men snarere Michael, og som om Djævelen blot ærgrede
sig og tænkte paa, om det ikke skulde lykkes ham en
anden Gang at gjøre det bedre, eller som om det kunde
være et Slags Leg, der gik for sig, der vel drillede og
pinte, men ikke havde nogen videre Betydning.
Naar vi betragte denne store Gruppe, blive vi opmærk-
somme paa, at hele Foredragsmaaden, det vil sige, hele
Maaden at beklæde, at forestille sig Dæmonen paa o. s. v. er
Noget som Konstneren har hentet andetsteds fra; det er
Noget, som er gaaet op for ham ved at se paa den middel-
alderlige Skulptur. Det er det, jeg vil bede mine Tilhørere
lægge Mærke til. Vi have jo talt om, hvorledes den an-
tike Konst har paa mange Maader gjennem sit Ydre
fængslet Konstneren. Vi skulle nu ogsaa se et Par Prø-
ver paa, at Middelalderens Konst, at den christelige Konst
— saaledes kalder man den, fordi den især har behandlet
kirkelige Gjenstande — ogsaa har tiltrukket sig Opmærk-
somheden og gjennem sit Ydre ligeledes har fængslet
Konstnerne, der have forsøgt at fremstille noget Lignende.
Til denne Klasse henhører du Seigneurs Michael og Djæ-
velen; men vi kunne se det endnu stærkere i Prædike-
stolen af Flamlænderen Charles Geerts i Lowen. Det er
en smuk Tanke, der gaar igjennem den; der er en rigtig
figurlig Sammenstilling deri. Det bethlemitiske Børnemord
er i det Hele behandlet tre Gange; vi se, at ogsaa i
det nye Testamente har det Rædselsfulde fortrinsvis vakt
Konstnernes Opmærksomhed; men Geerts har givet en
meget smuk Opfattelse, som dog drejer sig om det Samme.
361
Mine Tilhørere vide, at de første Martyrer for Christus
efter den katholske Kirkes Forestilling ere Børnene i
Bethlehem; som Martyrer gaa de umiddelbart ind i Pa-
radis. Konstneren har altsaa componeret en stigende
Gruppe, saaledes at nederst en bedrøvet Moder knæler,
som har mistet sit Barn, medens Englen staar trøstende
ved hendes Side; oven over se vi andre Engle stige højere
og højere op, idet de bære de uskyldige Smaabørn op til
Himlen. Der er noget meget Smukt deri, fordi det er
saa dybt følt. Jeg finder, at den Maade, hvorpaa Konst-
neren benytter den sørgende Moder nederst til rigtig at
forklare det Hele, til at give denne dybe, vemodige Tone,
hvorpaa der bestandigt følger skjønnere, dejligere, klarere
og renere Toner, er meget smuk. Men det er skaaret i
Egetræ, og man kan ikke forlange den Udførelse, som i
Marmor eller Bronce. Hvorfor har Konstneren mon troet
at maatte give Englene den samme Slags Beklædning, som
vi finde i nederlandske Billedsniderier fra Enden af det
15de Aarhundrede, disse snurrige conventionelle Vinger,
disse lange Chorkaaber o. s. v. , som findes der? — Vi
have Maria syv Gange fremstillet, som oftest som Bryst-
billede — jeg taler her blot om de betydelige Figurer —
siddende med Barnet, f. Eks. af Jehotte, der ogsaa har
givet hende staaende; og denne Maria med Barnet er i
alt Fald behageligere at se paa end Cain, der for Resten
har vundet Konstneren stor Hæder. Men den interessan-
teste af alle disse Fremstillinger af Maria — i det mindste
den, der bedst røber en tænkende Konstner — er af
Tyskeren Rietschel i Dresden, der viser os Maria knæ-
lende med sin Søns Lig hos sig, saa at hendes Figur er
Høvens Skrifter. III. 94.
362
aldeles overskaaren af den liggende Christus. Det er
aabenbart, at han har sat sig aldeles ind i det 15de Aar-
hundredes Stil; men denne Konstner, der har behandlet
moderne Portrætstatuer og antike Fremstillinger — Ore-
stes, forfulgt af Furierne, det vil sige en sammentrængt
Fremstilling af hele Æschylos' Trias — denne Konstner,
der vandt Guldmedaillen ved et Arbejde, der var aldeles
gjennemtrængt af de ydre græske Former, hvorfor tror
han det nødvendigt at vælge saadanne magre, strenge,
døde Former, som han her har valgt? hvorfor er det for
ham nødvendigt, at Maria skal sidde i en saa klemt Stil-
ling, at hendes Krop skal være lagt saa besynderligt, at
hele hendes Holdning derved lider? Det vilde være be-
klageligt, skulde virkelig efterhaanden , og det netop hos
de mere begavede Konstnere, den Forestilling udvikle sig,
som vi synes at se udtalt i disse Arbejder, at Opgaven
ikke alene er, at Konstneren med hele sit Liv og med
hele Øjeblikkets Fylde giver den, som den skal gives,,
men tillige overensstemmende med de ydre Former, som
vare de herskende i en vis Tid, være sig i Antiken, i
Middelalderen eller i Rococoen o. s. v. Jeg kommer her-
ved meget naturligt til at tænke paa, at der ofte er en
speciel Anledning for Konstnerne i Tyskland, Frankrig,
England til at hengive sig til at studere den Plastik, der
findes paa Middelalderens store Bygninger. Vi have saa-
ledes her paa Udstillingen et restavreret Monument af
Philip. Det er aabenbart en Efterligning af de Ejendomme-
ligheder, som vi finde i det 13de og 14de Aarhundrede i
Skulpturen; men her gjaldt det om en Restavration — lad
gaa! Men nu Kolner-Domkirken; der maa jo Figurerne
udføres overensstemmende med Stilen, ligesom i det ny
363
Palæ Westminster, hvor Bygmesteren er kommen til at
gjøre det, jeg altid har frygtet for, og som fra hans
Standpunkt er ganske rigtigt: han maa lade de talrige
Billedstøtter, som skulde anvendes til Udsmykning her,
saa al sige aldeles udføre i den samme Typus og i de
samme strenge Former, som passe til en saadan Middel-
alderens Bygning, hvor de skulle presses ind i de snevre
Nischer; de maa have dette Magre, dette Sammentrængte,
dette Opofrede, som denne Bygningsstil fordrer af Billed-
huggerkonsten for selv at kunne fremtræde saa afsluttet
som muligt. Der er en Konstner, Thomas — han har
fremstillet Rosamunda — der har vundet Navn i England
ved overensstemmende med Bygmesterens Fordring at
udføre en Del af disse Figurer, og det er ganske sikkert,
at netop det, at Figurerne ere behandlede saaledes, hjel-
per til at give Bygningen den ejendommelige Charakter,
som Architekten har tilsigtet; men kan det kaldes heldigt,
at en Bygningsstil med uhyre Summer gjennemføres, som
formelig tvinger en anden ligesaa fri og uafhængig Konst
ind i saa snevre Folder, at Formen maa lide betydeligt
derved? Ved at se dette kommer man til at tænke paa
den gamle ægyptiske Konst, og hvad Plato fortæller om
den, at de turde ikke gjøre Andet end de gjorde; de skulde
afbilde Guden, Helten, Mennesket saaledes som de havde
fremstillet dem tidligere, og ikke anderledes. Og noget
Lignende sker virkelig her; det er det samme Costume
og den samme Holdning, og de maatte sandelig ogsaa
søge paa alle Maader at rette sig derefter for overhovedet
at faa Xoget ud deraf.
Men De ville ogsaa se, at i denne store Kreds, hvori
Billedhuggerkonsten har bevæget sig paa Udstillingen, er
24*
364
der ingen Stil, som kan benyttes af evropæiske Konstnere,
uden at den er bragt ind; der er ingen Art af Theraaer,
uden at vi se dem prøvede, fra det Rædselsfuldeste til
det mest Smilende, gjennem alle Aldere, i hvilken Betyd-
ning vi end tage dette Udtryk. Derimod se vi desværre
paa den anden Side, at der er kun meget faa Konstnere,
som egentlig holde paa den plastiske Strenghed, og vi
kunne være glade over, at netop de Mænd, som fremtræde
for Danmark paa denne Udstilling, i deres Arbejder virke-
lig holde paa en alvorlig plastisk Udførelse. Vi se iøvrigt
som alleroftest, at der er en vis Stræben efter at antyde
Farver, men at antyde dem ikke med en kraftig Sans
derfor, men for at vække et Slags realistisk Forestilling,
som Konsten ingenlunde skulde bestræbe sig for. Vi se,
at det er ikke lykkedes Konstnerne paa nogen Maade at
frigjøre sig for den besynderlige Fordom, at, naar de
arbejde i Metal, det da ikke er ulige smukkere, at de
gjennemføre deres Arbejde til det Yderste, som Metallet
tillader, end at de affectere Noget, som maaske under-
tiden kan have en skjøn Farve — Patinaen — men i alt
Fald en tilfældig Skjønhed, der i Virkeligheden ikke har
det Mindste med den antike Skjønhed at gjøre. Ved
Siden af en stor Mangfoldighed se vi tillige — forekom-
mer det mig — ligesom en vis Aandsfattigdom at ytre
sig, og jeg regner hertil virkelig ogsaa den Maade, hvor-
paa f. Eks. Rietschel har behandlet Maria med den døde
Christus. Det er det, der gjør et smerteligt Indtryk; men
vi vide, at ogsaa dette er kun et Moment; vi maa haabe
paa en lykkeligere Tid.
Jeg har endnu, inden jeg forlader den engelske Ud-
stilling, et vigtigt Kapitel tilbage; det er: Plastiken an-
365
vendt som Ornament, gjennemført i Alt hvad der hører
til Decoration og Møbler, og det er det, jeg vil tage fat
paa i næste Time.
Syvende Forelæsning.
Plastiken i Haandværkets Tjeneste. Fremskridt i det rent Tekniske.
Confusion i det Artistiske. Moden.
Ja, mine Tilhørere! jeg gaar egentlig til denne Time med
en vis Ængstelighed, og dog tror jeg, at det vil være
lettere for mig at give Dem en Forestilling om den Side
af Udstillingen, vi nu skulle omtale, end om nogen som
helst Side af de egentlig plastiske Dele af Udstillingen.
Naar mine Tilhørere rigtig samle alle deres Erindringer,
som De kunne have faaet selv her i Landet — en stor
Del har jo vel ikke været udenfor Danmark — saa tror
jeg ligefuldt, at De ville være i Stand til paa mange
Maader at opnaa et meget klart Billede eller i det mindste
et lignende Indtryk af de Erindringer, De saaledes have
modtaget, som det, jeg har modtaget paa Udstillingen.
Det, som først vilde være Dem paafaldende, naar De
havde gjennemgaaet Udstillingen, det er, at den er dog
egentlig blot beregnet — i den Henseende, vi nu skulle
beskjæftige os med — paa at lægge den Glans og den
Pragt for Dagen, som betegner det rigere og det fornem-
mere private Hus og det selskabelige Liv i de Stæder i
Evropa, hvor fortrinsvis Rigdom og Fornemhed har hjemme.
De vilde snart blive opmærksomme paa, at de varige, de
saa overordentlig behagelige Indtryk, som vi modtage ved
366
at kaste Blikket paa et antikt simpelt Kar eller paa et
smukt asiatisk Kar, være sig fra Euphrats gamle klassiske
Egne eller fra Hindostan, ja selv den Zirlighed — jeg
tror ikke at sige for meget — som vi kunne finde for-
bunden med Farven og Behandlingen i mangt et chinesisk
Kar, disse behagelige og varige Indtryk modtage vi saa
godt som slet ikke her; de træde kun frem, naar vi træffe
paa moderne Efterligninger; men det er, som om det
moderne Liv slet ikke havde været modtageligt for disse
Indtryk, som dog saa tydelig pege hen paa, at Menne-
skets Øje er aabent for Skjønheden i Former og for Skjøn-
heden i Farver. Det er heller ikke det kirkelige Liv, det
er ikke Indtrykket af en alvorsfuld Tid, vi modtage; thi,
sikkert er Tiden alvorlig, men dens Alvor udpræger sig
paa en anden Maade. Det er heller ikke den opløftende
Følelse, der( gaar igjennem os, som selv vi gediegne
Protestanter saa gjerne sætte os ind i ved at leve i katholske
Lande eller ved at være i de herlige store Kirker eller
ved at lade Øjet dvæle ved hvilken som helst Del, der
hører til det kirkelige Liv, lige fra det, der umiddelbart
bærer Præget af den ædleste Konst, og ned til det rin-
geste Kar i Sakristiet. Nej ! Det kirkelige Liv er over-
ordentlig fattigt udstyret. Vi støde paa enkelte Træk
deraf; men de høre hartad mere til det huslige Liv end
til det kirkelige. Tage vi det smukke, store, prægtige
Sølvstykke, som fungerer paa Højalteret i de spanske
Kirker, den store vægtfulde Monstrants fra Madrid med
sine glansfulde smaa Sølvstatuetter, saa have vi taget det
Prægtigste, vi kunne finde af den Art; og, have vi saa
kastet Blikket paa nogle Døbefonter af brændt Ler eller
Sten fra Normandiet, eller paa hin Prædikestol, skaaren
367
i Træ, som jeg omtalte i forrige Time, eller paa en større
eller mindre x\ltarskjænk, saa have vi saa omtrent taget
Blomsten af, hvad den egentlige kirkelige Decoration byder
os. Rigtignok har denne for Englands Vedkommende en
egen lille Afdeling, den saakaldte »Middelalder-Salon«, og
rigtignok finde vi her enkelte Stykker af den bekjendte Pugin,
som vi kjende af hans fortjenstfulde Arbejder over Architek-
turen i Normandiet og England; men det ser fattigt ud,
saa snart vi sammenligne det med den Glans, vi vilde
træffe ved en lignende Udstilling fra en tidligere Tid.
Nej, for at faa et Begreb om denne højere Vindskibelig-
hed, som formæler sig med Konsten, saa maa vi være
dristige nok til at træde ind i Damernes Sovekamre og
Paaklædningsværelser, se os omkring i Selskabs- og Spise-
salene, gaa ned i Væksthusene i Haverne; dér vil møde
os, hvad vi søge. Men, m. T., hvor Faa af os — og jeg
er ganske sikkert en af disse — have kunnet samle Er-
faringer af denne Art? hvor Faa af os kjende det Liv,
hvortil alt dette hører, og hvor sjelden have vi befundet
os i saadanne Cirkler, hvor al den Herlighed og Pragt,
vi her se udstillet enkeltvis, lyste os i Møde i hele sin
samlede Virkelighed? Det gjør allerede et fornøjeligt
Indtryk, naar man samles i oplyste Sale til et festligt
Maaltid med Venner og Landsmænd; allerede dér faar
Alting ligesom et skjønnere og forhøjet Udseende. Men
det er maaske ret godt, idet vi her skulle kaste Blikket
reflecterende paa disse Gjenstande, at vi ikke have disse
Indtryk for os, at vi ikke skulle se disse Gjenstande
under disse Indtryk; det er maaske ret godt, at vi kunne
tage «dem frem stykkevis og betragte dem roligt og se,
hvad de dog egentlig betyde, ikke med Hensyn til deres
368
Pengeværd eller til den Kraft og Tid, der er anvendt paa
dem, men til det aandige Præg, som de — uagtet det
blot er, hvad der hører til Møblering — unegtelig ifølge
hele deres Tendents burde bære paa sig. Men vi have
dog været paa Frederiksborg; de Fleste af os have dog
ganske sikkert, i det mindste i en yngre Alder, set paa
den store Seng med de røde Fløjlsgardiner og Fløjls-
tæpper med Guldgaloner om , og vi have haft en uhyre
Respekt for de fornemme, rige Folk, der kunde hvile i
en saadan Pragt. Og de Fleste af os have ganske sikkert
været paa Rosenborg og set Sølvgirandolerne og de tre
Sølvløver, Rariteter af venetianske Glas- og Emaillesager,
den dejlige Ramme af Ibenholt med Sølv i Renæssance-
stilen fra Christian den Fjerdes Tid; der fandtes maaske
i den Art ikke noget Smukkere i London. Og vi have
ganske sikkert været indbudne paa en eller anden gjæst-
fri Herregaard eller i en fornem Rigmands Sal, og vi
have set, hvad Moden fører med sig: gammeldags Møbler,
Stole fra det 17de eller 18de Aarhundrede, eller gammel-
dags Thekopper af chinesisk Porcellæn, det Hele pænt
oppudset, blankt og smukt opstillet, og dér staar det som
en smuk Samling af kostbare Sager fra den gamle Tid
og passer i Grunden slet ikke til det nyere Grundlag i
det moderne Liv. Vi have ganske sikkert en Gang været
i et Møbelmagasin og set paa et eller andet Møbel — ja,
det var rigtignok Magasinarbejde — hvor der var drejet
en Mængde smaa runde Piller eller Søjler med Spejlglas
paa, som var meget værdifuldt. Et saadant Møbel kunde
koste en 500 Rd.; ja, det er ikke Noget imod 50,000
Francs, men for os er det dog altid mange Penge. Men
hvem kjøber saadanne Ting? Ja, det gjør en velstaaende
369
Spekhøker eller en saadan simplere Mand, der vil have
Valuta for sine Penge; han vil netop gjerne have noget
Værdifuldt, det er Sagen — ihvorvel de andre Gjenstande
rigtignok ogsaa have Valuta paa deres Maade.
Med disse Erindringer, m. T. , kunne vi nu ganske
dristig træde ind paa Udstillingen, se os om, og modtage
de forskjellige Indtryk. Vi ville ikke dvæle længere end
højst fornødent derved, saa interessant og saa oplysende
det end i mange Henseender kan være at vandre i denne
uhyre Labyrinth og gjentagne Gange at kaste sit Øje
paa det Samme. Det er i det første Øjeblik nyt, og dog
have De set det før. Der er en ais Enstonethed i det
Hele, uagtet der hersker en stor Mangfoldighed.
Ja, vi gaa hurtigt igjennem Sovekammeret. Vi have
der mange forskjellige Senge, f. Eks. denne elegante Staal-
seng med sit smukke Arbejde eller denne Seng af poleret
.Jernblik fra Madrid — Spanien hævder sin gamle An-
seelse som det Land, hvor der findes dygtige Jern- og
Staalarbejdere — eller denne Seng, som forestiller Bil-
ledet af Victoria Regia, til et lille Barn. Her er en Seng
af papier måché! Ja, det maa frappere os: papier
måché spiller en Rolle her ligesom Guttapercha. Vi
have fra Chineserne og Japaneserne modtaget lakerede
Bakker; men vi overbyde dem og gjøre Stole og hele
Sengesteder af papier mtiché. Men disse store prægtige
Senge — der er især Leisslers og Bernardis fra Wien —
de ere hele smaa Paladser i det vældige, elegante Sove-
kammer, hvor de ere bestemte til at staa. Det er sande
Monstra. Det er hemmelighedsfulde dunkle Grotter, hvor
Silke og Fløjl og Forgyldning og de vildeste, tungeste
Rococoformer og Slyngninger tilhylle Alt. Sengen danner
370
en Kasse i Stuen, Lejet danner igjen en Kasse i Sengen,
og saaledes fremdeles. Man kommer til at tænke paa
Fiksérkasserne; det faar ingen Ende, førend man kom-
mer til Bunden, hvor man skulde ligge.
Vi gaa ind i Paaklædningsværelset. Vi, som træde
ind med disse enkelte Minder og Erindringer, vi, som
have sat os Sligt i Hovedet, som have set saadanne
Rammer med Sølvfigurer, saadanne svære Sølvrammer,
saadanne prægtige Stole, med Sølvbeslag, vi finde, at det
er kongeligt. Det bører til Fortiden; vi have det ikke.
Dette prægtige Bord med Sølvspejle, med forgyldte Sager
paa, der børe til Paaklædningsbordet, bruges af Hertug-
inden af Parma; Legitimisterne have foræret hende det;
det er udført af fortrinlige franske Guld- og Sølvarbejdere.
Ja, og dette elegante lille Spejl der — det er ikke stort;
men hele Rammen er Sølv og den er besat med ægte
Stene, med højst elegante Emailler — det er udført af dyg-
tige Konstnere i Paris, og vi kunne linde lignende Styk-
ker i Paaklædningsværelserne af kostbare Metaller, der
ere smukt bearbejdede, ogsaa af engelske Konstnere, af
Morel o. s. v. I et andet Paaklædningsværelse kunne vi
ogsaa finde Porcellænsrammer fra Meissener Fabrikken om
Spejlene, der ere fra Dresden, ligesom ogsaa Guttapercha-
rammer i store Dimensioner.
Vi blive dog snart færdige og træde ind i den føl-
gende Sal, der omtrent indeholder de samme Møbler, som
vi allerede kjende, dog med den Forskjel, at, hvad vi
ellers endnu bestandigt, og det kun sjelden, saa' som
Nyt, men ofte som Gammelt, kjøbt af denne eller hin Ynder
af ældre Ting, det se vi her som noget aldeles Nyt.
Men vi blive opmærksomme paa, at her er brugt den
371
collective Benævnelse »cabinets*, hvad indeholder den?
Den omfatter Skabe, Chiffonnierer, Dragkister, Klæde-
skabe, o. s. v., snart med aabne snart med lukkede Rum
— kort Alt er samlet under denne ene Benævnelse. Og
se her hvilken Afveksling i Træet, i Anvendelsen af Spejl-
glas og af udskaarne Sager!
Men selv igjennem Selskabssalen komme vi let, medens,
vi maa standse lidt længere i Spisesalen, som følger der-
efter. Det kan være, at vi her maaske anføre et og andet
Stykke, som ogsaa kan passe i Selskabssalen; men her
concentrerer det sig dog, her hvor vi samles ved Bordets
Glæder, der ogsaa skulle forhøjes og forherliges for Øjets
Sans indtil det Utrolige, især naar Salen er oplyst paa
den mest mangfoldige og overdaadige Maade. Men paa
dette Sted, vil jeg ærlig tilstaa, slap min Kundskab, uagtet
jeg dog kjendte en Del baade til Rosenborg og Frederiks-
borg og selv til det gamle Konstkammer, som maaske faa af
mine Tilhørere have set, og jeg tror, at det vilde være gaaet
Mange af Dem paa samme Maade. Hvad hedder alle disse
Ting, hvad betyde de? Ja vist finde vi paa det konge-
lige Taffel lignende Sager, men ikke i den Overflødighed;
her var Salen ganske fuld af dem. Et saadant stort og
prægtigt Spisebord f. Eks., det behøver først og fremmest
et Sidestykke. Det kalde Englænderne sideboard, vi
kalde det Buffet eller Skænkebord. Det frembyder en over-
ordentlig Mangfoldighed i Størrelse og Beskaffenhed; det
er snart meget højt, snart meget lavt, har snart store
Spejlflader bag sig, og er snart blot decoreret med ud-
skaarne Sager, Malerier o. s. v. Ved enkelte af dem
maa vi standse, f. Eks. ved dette Kenilworth-Buffet, der
er gjort af en engelsk Snedker og Træarbejder Cooke;
372
det har vakt megen Sensation. Alle disse udskaarne Re-
lieffer tyde hen paa Walter Scotts Roman Kenilworth.
Men der er et andet fra Paris af Fourdinois; det er
superbt, og det tiltaler os ganske anderledes. Det er
bestemt til at fylde en hel Væg i et prægtigt Jagtslot.
Tænke vi os det udført i et ædlere Metal, saa kan det
godt kappes med hint gamle Skænkebord i Riddersalen
paa Frederiksborg, der sporløst er forsvundet. — Men
hvad er det som staar paa Bordene der i Midten? Det
ser ud som uhyre. med Figurer pyntede Lysestager, blandt
hvilke vi undertiden kunne kjende højst vanskabte Efterlig-
ninger af superbe antike Broncekandelabrer fra Pompeji og
Herculanum. Englænderne have nemlig Noget, som de kalde
testimonials; vi kunne kalde det Æresgaver. En saadan testi-
monial er virkelig ofte en Pokal, ligesom hos os, men det kan
ogsaa gjerne være ganske andre Ting, f. Eks. en stor Lyse-
stage eller en prægtig Opsats med allehaande Figurer, og
den hører egentlig ikke til Bordet, men skal vist snarere
staa paa et rigt Fodstykke i en Selskabssal. Her tindes
mange saadanne testimonials, og bestandigt er det omhyggelig
antydet, hvad det skal være. Der er f. Eks. en til en
berømt Skuespiller, og her findes en Fremstilling af alle
de Roller i Shakspeares Tragedier, som han har spillet.
Der er et andet til en anset Adelsmand, og her sees alle-
goriske Figurer, der fremstille Kampene mellem Sachserne
og de Danske. De ere meget høje og superbt udførte.
— Og nu dette prægtige Stykke med den underlige Fyrre-
stamme og de nedhængende naalebesatte Grene, hvor den
russiske Selvhersker Demetrius Donskoi saaret modtager
Efterretning om, at han har vundet Slaget? det hører
til et rigt russisk Bord, og ovenover paa Fyrretræet have
373
vi Skaale, der kunne fyldes med Sydens Frugter og Blom-
ster og danne den mest slaaende Modsætning dertil. Men
foruden dette Stykke kommer der nu en Række af Frugt-
og Blomsterskaale, Desertskaale, Iskummer, store Laage
og Terriner, og alt dette er hyppig gjennemført med
t. Pilks. Grupper af døde Fisk og Fugle; eller Centrums-
stykket kan undertiden være en hel Composition, der
fremstiller en eller anden Jagtscene.
En saadan Pragt møder os her i Metalarbejderne.
Vi have ogsaa mindre Servicer. Vi skulle drikke Kaffe
eller The af denne pragtfulde Pyramide — vi kunne endnu
finde lignende paa Landet heri Danmark — med sine for-
skjellige Skaale og Afdelinger til at bære Kopper og
Kagetallerkener. Det er Altsammen Sølv, og et saadant
Stykke koster c. 50,000 Frcs. Og det er ikke alene med
Hensyn til disse kostbare Metalarbejder, at der finder en
saadan Overdaadighed Sted; men vi ville ogsaa lægge
Mærke til, at Alt, hvad der hører til Belysning, Alt, hvad
der skal bruges af Porcellæn eller — hvis vi ville gaa
længere ned — selv af brændt Ler, er her i den største
Overflødighed. Vi ville se , at Belysningen har mere og
mere faaet en Charakter, som vore Forfædre ikke drømte om.
Og det er ikke alene i hele denne Pragt og Herlig-
hed, at vi tildels føle os fremmede; men selv naar vi
komme ned i Væksthusene, naar vi her se de elegante
Springvand, Krystalspringvandet, de jernstobte, eller
Marmorspringvandene, der ofte udmærke sig ved deres
Zirlighed, saa fole vi, at vi ere omgivne af Tegn paa en
Rigdom og et Vellevnet, som vi kun finde faa Spor af
efter en saadan Maalestok her i Landet. Men, spørge vi
08 nu, hvorledes alt dette ser ud, naar vi tage Hensyn
374
til den Dygtighed, hvormed det er udført, til Aanden, som
gaar derigjennem, saa ville vi maaske snart, hvis vi vare
komne i et Slags Henrykkelse, vende tilbage til en roligere
Betragtning.
Hele denne store Rigdom, som synes at møde os, —
ja, vi føle ligesom en Trøst ved at sige det — den er dog
aldeles borgerlig, hvis vi ville tænke os den i Sammen-
ligning med den Glans og Herlighed, som i sin Tid, da
Konsten stod paa sit højeste Punkt i Italien, omgav en
italiensk Rigmand. Hvis vi ville tænke os en Industri-
udstilling i hin Periode — og da vilde Italien, skjøndt
det ligger i en Yderside af Evropa, ganske sikkert være
blevet det Centrum, hvor Alt strømmede sammen — saa
vilde Alt, hvad vi her se af Sølv og Guld, blive til den
pure Fattigdom, og hvad vi her finde, med alle de ud-
skaarne kostbare Stene og Emailler, vilde møde os paa
en hel anden Maade; og da vilde vi se, at, uagtet der
gik en vis Enhed uden Brogethed igjennem denne Masse,
var der dog en ganske anden Mangfoldighed tilstede.
Altsaa, denne Rigdom, der her træder os i Møde,
bliver hartad borgerlig, hvis vi ville tænke os den sammen-
stillet med den Rigdom og Glans, som kunde have mødt
os for 300 Aar siden ved lignende Lejligheder. Og nu
Arbejdet! Ja, det er smukt; mange af disse franske og
engelske Arbejder, navnlig de franske, ere fra en eller
anden Side aldeles fortræffelige. Men selv i denne smukke
Behandling af Jernet, selv hvor det gjælder om det ham-
rede og udskaarne Jern, Wide man i hin Tid fuldkomment
have kunnet maale sig dermed, ja endog overgaa det; og,
tage vi Træet, kunne vi sige det Selvsamme derom. Men
der er visse Retninger, hvor vi føle: her har Nutiden
375
vundet et Terræn; og det er ikke alene i papier måché
og Guttapercha, nej, det er i meget alvorligere Ting. Der
er i ethvert Tilfælde to Stoffer, ved hvis Behandling og
Anvendelse Tiden har gjort Fremskridt. Det ene er Jer-
net. Ja, saa længe det gjælder om at drive og skjære
og indlægge Jernet, saa tror jeg rigtignok, at de dygtige
Arbejder fra Lombardiet og andre Steder i det 16de Aar-
hundrede fuldkomment ville maale sig med og i Originali-
tet endog aldeles tage Luven fra de nuværende, selv de
dygtigste. Men i Støbejernet at give den Elegance, som
udmærke forskjellige Candelabrer, eller som vi tinde i de
fortræffelige Jernarbejder fra Sheffield-Kaminer, støbte
med Planteornamenter, som om de vare blæste, eller
saa smukke, som vi finde dem fra Berlinerstøberiet eller
i Særdeleshed fra Støberiet i Luttich — der er f. Eks.
en Jernvase, som er aldeles kostelig — denne Side tror
jeg virkelig er ny. Og nu Leret! Ja, saa snart det gjaldt
om plastisk at forarbejde det, have vi Navne fra Italien,
fra Parma og Florents, paa udmærkede Behandlere af
Leret; men her tale vi mere om den rent vindskibelige
Behandling deraf, og der maa Alt, hvad Italienerne have
af smukke Gjenstande fra hin Tid, som vi opstille i vore
Samlinger som et højst interessant Vidnesbyrd om Kon-
sten, deres skjønne glaserede Tallerkener o. s. v., alt
det maa vige for den mangfoldige Maade, hvorpaa man
du véd at drage Fordel af Leret. Snart bestaar det
i at faa Stoffet frem indtil det allerfineste Korn, kunde
man sige, snart i virkelig at gaa Porcellænet saa nær
som muligt paa Klingen, 02 endelig er det Porcellænet
selv, som Evropæerne have tilegnet sig, og som de i
Sevres vide at bearbejde saaledes, at det overgaar Alt,
376
hvad man i Frants den Førstes Tid kunde byde af yndige
Emailleringer. Det er et Terræn, som er nyt; men det
er interessant at lægge Mærke til, at, idet vi nævne disse
vundne Partier, saa nævne vi ogsaa netop saadanne Par-
tier, hvor det mindre kommer an paa den egentlige Haan-
dens og Øjets Følelse, paa at en Beaandelse gaar igjen-
nem det; men hvor det mere kommer an paa, at mange
andre Kræfter i Livet ere stævnede til at arbejde sammen.
Vi ere her paa det Terræn, jeg har antydet i en af de
første Forelæsninger, hvor vi se, hvorledes flere Grene af
Naturvidenskaben, Kjendskab til at bruge Bevægelsens
Kræfter, til at udsondre Stofferne indtil det Yderste og
sammenføje dem paa den mest vilkaarlige Maade, f. Eks.
hele Opfindelsen af den galvaniske Forgyldning, den gal-
vaniske Plastik o. s. v. , hvorledes altsaa Chemien og
Naturvidenskaben overhovedet træde til og understøtte
Konsten. Her have vi gjort et Fremskridt, og det har
noget Glædeligt ved sig; men det viser ogsaa hen paa,
at de, der for Alvor skulle føle sig tilfredse ved denne
Udstilling, ere de, der kunne skue ind i alle disse Hjuls
og Skruers og Fjedres Bevægelse og i den chemiske Ud-
sondring og Forening.
Men, se vi derimod hen til Formerne, da er det dog
en besynderlig broget Sammenblanding. Der er Efterlig-
ninger af ostindiske Former og Farver i Lerkar eller
Guld- og Sølvkar; der er Efterligninger af den gothiske
Stil, af Renæssancestilen fra det 16de og 17de Aarhun-
drede, af den svære flamske Stil i det 17de Aarhundrede, af
Ludvig den Fjortendes og af Ludvig den Femtendes Rococo,
og en besynderlig Sammenjasken, en barbarisk Sammen-
blanding af det Altsammen i mange Stykker, som bleve
377
betragtede som Mesterværker. Ja, det er Moden; det er
det Slemme. Vi finde ogsaa, at i det mindste som denne
Tids Mode er, er det fast sørgeligt at leve; dog, vi ville
ikke jamre over den, men paa den anden Side ogsaa søge
en Trøst i at huske paa, at det er netop dette Ustadige,
dette Bevægelige, Kviksølvagtige, som betegner det evro-
pæiske Liv, dette i højeste Grad Flygtige og Lunefulde,
som betegner de evropæiske Moder, denne Smidighed
og Bevægelighed, der mange Gange som Sivet bøjer sig
slavisk, men ogsaa ligesaa hyppig som en elastisk Staal-
fjer kan rette sig igjen og tyde paa Kraft, hvor den
før tydede paa Svaghed. Altsaa, vi ville tage Moden som
den er og ikke klage over den. Vi ville spørge: hvad
betyder egentlig Moden her for os? hvor er det egentlig,
vi finde Moden udtalt, naar vi forlade Klædedragten?
Det er dér, hvor Vindskibeligheden forbinder sig, fra det
Laveste til det Højeste, med Konsten. Altsaa, den faar
Moden fra Konsten? Ja, i en vis Henseende kunne vi
sige det. Se paa vor Konst, se paa vor Architektur;
hvad har den været Andet end en bestandig Optagen af
det Gamle lige siden det Moment, da Rococoen var død
og gravlagt? Vi begyndte med Grækerne og endte med
det, der var saa ungt og dog uden Livskraft, med Ro-
cocoen. Men er det anderledes med Skulpturen og Ma-
leriet? Have vi ikke allerede i Skulpturen paavist den
besynderlige Stræben efter i de plastiske Former at vende
tilbage til Middelalderens gothiske Stil? Ja, der er dog
den væsentlige Forskjel, at, idet Konsten bærer Vidne
om hele det aandelige Standpunkt, Menneskelivet indtager
i den Retning, hvori netop dets Trang til selve Konsten
bevæger det, saa kunne vi være ganske sikre paa, at
Hejrens Skrifter. Hl. 25
378
deri er mere end et personligt Lune, mere end en Til-
fældighed; der kommer noget helt Andet med i Spillet,
der fremkommer en ny Stræben eller en ny Erkjenden.
I vor Tids Konst, vilde jeg sige, se vi netop en saadan
Stræben, der aabenbarer sig i Udtalelser som disse: Ro-
mernes Konst er klassisk, . . . nej, Grækernes Konst den
er klassisk — ja, nu sker der rigtignok et Omslag, idet
Rococoen kommer frem; men igjennem alle disse Bevægel-
ser er der, mere og mindre, Noget, der rører sig, som til
enhver Tid vil have Interesse, dog — det skulle vi huske
paa — i ulige Grad : Rococoen vil aldrig faa den Inter-
esse, som den ædle græske, antike eller den alvorlige middel-
alderlige Konst. Men altsaa, der er en Erkjenden i Kon-
sten; og, det kunne vi være ganske overbeviste om, denne
Stræben efter at erkjende, kan øjeblikkelig udarte, den
kan sejre aldeles over Evnen til selv at frembringe, saa
at den tilsidst tilsyneladende gaar til Grunde; men der er
dog bestandig en højere Tragten.
Men i hele denne Gren af Konsten, anvendt paa
Vindskibeligheden, maa vi huske paa, at dér staa Konst-
nerne hyppig, saa at sige, i Baggrunden. Dér bliver der
fusket fra alle Kanter; dér fusker Leverandøren og Haand-
værkeren, de levere døde Copier og paatage sig det, som
de ikke engang selv forstaa; og dér fusker endelig Konst-
ynderne, Konstvennerne, Konstens Mæcenater. Se f. Eks.
den høje Prins Alberts brogede Sammenjask af et Midter-
stykke til en Bordopsats, som det er opstillet paa den
engelske Udstilling, og som blev beundret, skjøndt det er
det Snurrigste og mest Forvirrede, man kan tænke sig.
Altsaa, hvad vi kalde Mode, er den lunefulde Afspejling
omkring Konsten; det er Haandværk, det er Dilettantisme,
379
det er Lyst og det er Uforstand o. s. v. , alt efter det
Sving, Rigdom og Magt giver det, men som slet ikke
egentlig vedkommer Konsten, uden for saa vidt det, der
kaldes til Live ved disse Bestræbelser, hører hjemme i
Konsten; og for saa vidt har Modens Tegn ligesom Kon-
stens Tegn sin fulde Betydning, blot med den Forskjel,
at, idet vi i Konsten mere se den personlige Stræben,
mere se den enkelte Genius og det enkelte Talent gjøre
sig gjældende og, understøttet af mangfoldige Kræfter,
vide at udbrede sig, saa er det ganske andre Kræfter,
som gjøre sig gjældende i Moden. Der kommer Livet
paa en ganske anden Maade med i Spillet, og det har
derfor maaske sin fulde Betydning, naar vi se paa Tiden,
at netop Rococoen spiller Rollen i dette Øjeblik i de
store glimrende Sale.
Ja, m. T., med Hensyn til den britiske Udstilling er
jeg nu paa en vis Maade færdig; men der er en Side af
den engelske Udstilling, som jeg kun kunde kalde et
Brudstykke, og det er, hvad der hænger sammen med
Maleri og Farve. Og m. T. maa vist have lagt Mærke
til, at jeg har oversprunget Meget i saa Henseende, have
undret sig over, at jeg ikke med et eneste Ord har
berørt de virkelig smukke Sager, der i den Retning fand-
tes i et ikke ringe Antal paa Udstillingen. Men det maa
være mig tilladt at knytte, hvad der med Hensyn hertil
lader sig anføre af denne Udstilling, til en Betragtning
over en Maleriudstilling i Bryssel og til et Par Bemærk-
ninger om nogle nyere betydeligere franske Mestere i Paris,
som jeg den Gang tillige havde Lejlighed til at se.
25*
380
Ottende Forelæsning.
Blomstermalenet tilstædt Adgang; St. Jean, Ottesen. Glaserede Sten.
Emailmalerier. Glasmaleriet, dets Historie. Mosaik. Vævede Sager.
Fotograflen Konstudstillingen i Bryssel; dens Berettigelse.
JJet var' i Marts Maaned 1851 — om jeg ikke husker
fejl, den 16de Marts — at den belgiske Indenrigsminister,
Charles Rocher, indsendte en Forestilling til sin Monark,
den belgiske Konge, om de Hensyn, der kunde være at
tage til at udvide den Udstilling, der skulde finde Sted i
Aarets Løb i Bryssel. Hvert tredie Aar finder nemlig
en stor Udstilling Sted i Bryssel, som i Særdeleshed gaar
ud paa at fremstille Alt, hvad Belgien selv har produceret
i denne Tid af Konstværker, baade Malerier og Skulptur-
arbejder, men som ingenlunde — lige saa lidt som nogen
anden evropæisk Udstilling — udelukker fremmede Konst-
nere fra at deltage deri, ja som endogsaa flere Gange har
belønnet fremmede Konstværker ganske paa samme Maade,
med den samme Anerkjendelse, som de indenlandske
Konstværker. Altsaa, allerede hele den belgiske Udstil-
lings Natur var en saadan, at der i denne Henseende ikke
laa nogen Hindring for at kunne udvide den end yderligere.
Ministeren gjør Kongen opmærksom paa, at den 1ste Mai
vil den store engelske Industriudstilling blive aabnet. Han
siger om den, at der kun er én Konstgren, som vil blive
tilstedet Adgang paa den, og det er Billedhuggerkonsten.
Dog, siger han, maa man lægge Mærke til, at denne
Konstgren bliver her taget ene og alene, eller i alt Fald
i Særdeleshed, fra et rent Vindskibelighedens Standpunkt,
381
og alle andre Konstgrene ere formelig udelukkede. Den
belgiske Indenrigsminister betragter altsaa i denne Fore-
stilling den engelske Industriudstilling, der endnu ikke
var aabnet, blot som en ren Vindskibelighedsudstilling,
og foreslaar derfor sin Monark, at man skulde udvide
den Udstilling, som ifølge Aarenes Løb skulde linde Sted
i Bryssel , saaledes , at der her aabnedes en ædel
Væddekamp mellem alle evropæiske Konstnere i alle
mulige forskjellige Konstfag. Ethvert Konstværk, som
ikke var en Copi — vel at mærke, herved forstodes ikke
Kobberstik eller Lithografier — som ikke var en Copi i
samme Slags efter et andet originalt Arbejde, skulde
kunne blive optaget paa denne Udstilling. Det er ganske
tydeligt, at den belgiske Minister saaledes betragter den
Udstilling, hvorom han andrager hos sin Konge, som et
Sidestykke til den store engelsk-evropæisk Udstilling;
men, ligesom den engelsk-evropæiske Udstilling i Sær-
deleshed tog Hensyn til Alt, hvad der kunde kaldes Vind-
skibelighed, saaledes skulde denne belgisk-evropæiske Ud-
stilling især aabne Plads for Alt, hvad der kunde kaldes
Konst.
Inden jeg endnu gaar et Skridt videre, maatte jeg
maaske have Lov til at dvæle ved dette Afsnit i Mini-
sterens Indstilling. Han siger udtrykkelig, at den en-
gelske Industriudstilling har rigtignok aabnet Adgang for
Billedhugningen; men — føjer han til — taget ene eller
i Særdeleshed fra det rent industrielle Standpunkt. Den
belgiske Minister var maaske paa en vis Maade berettiget
til at sige det den Gang, skjøndt det rigtignok forekom-
mer mig, at, dersom han — som jeg maa forudsætte —
havde været bekjendt med de engelske Forhandlinger an-
382
gaaende denne Udstilling, saa maatte han vide, at man
virkelig rned fuldkommen Bevidsthed optog et rent Konst-
element i den i Billedhuggerkonsten; og Udstillingen selv
lagde det tydelig for Dagen. Thi , lad os antage , at —
for ikke at tale om, hvad der virkelig var en ren Vind-
skibelighedssag, hvor det gjaldt om blot ved Afstøbninger
at mangfoldiggjøre i forskjellige Stoffer dette eller hint
ansete Konstværk — lad os antage, at selv Rauchs Vic-
toria kunde betragtes blot som Eksempel paa teknisk Ud-
forelse i Marmor af den Englænder, der havde udført den
i Carrara, eller at Bronceafstøbninger, selv om de vare
eftergaaede, maatte betragtes som Arbejder, der vare ud-
gaaede fra Broneestøberens Værksted og bleve fremstil-
lede alene for at vise den Dygtighed, der herskede i dette
Værksted, saa kunne vi dog paa ingen Maade anvende
dette paa saadanne Arbejder i Træ eller i selve Leret,
som umiddelbart ere udgaaede fra Konstnerens Hænder;
og der er berømte Navne, baade Englændere og Frem-
mede, der have leveret saadanne Producter til Udstillingen.
Det er jo aldeles aabenbart, at saadanne Arbejder eller
saadanne som Wyatts Portrætstatuer af Dronningen og
Prins Albert, der vare beregnede paa at støbes i Bronce,
men som her stode i Modellerne, kunne alene betragtes
fra et rent konstnerisk Standpunkt. Men jeg har allerede
i et af de første Foredrag gjort opmærksom paa, at der
virkelig ogsaa havde fundet en Inkonsekvents Sted ved
denne engelske Udstilling i Valget af Gjenstande med
Hensyn til, hvad man kunde henregne under Maleri. Jeg
har allerede den Gang indrømmet — og det maa natur-
ligvis enhver billig og eftertænkende Mand indrømme —
at det er umuligt med Strenghed at drage den skarpe
38a
Skillelinie, hvor Vindskibeligheden begynder, og hvor Kon-
sten ender. Vi have derfor ogsaa stadig i vore Betragt-
ninger saa at sige delt det i to Dele: dér, hvor Konsten
havde fuldkommen Spillerum, og dér, hvor Konsten og
Vindskibeligheden saaledes smeltede sammen, at man
kunde sige: det er Konsten, der forskjønner, der forædler
Vindskibeligheden, eller: Vindskibeligheden giver her et
friere Spillerum, saa at Konsten ogsaa kan træde til.
Men, naar jeg nu kommer med følgende lille Liste, saa
gad jeg vidst, om mine Tilhørere ikke ville være enige i,
at Englænderne just ikke have gjort sig nogen stor Omhu
for at faa Skillelinien trukken mellem Vindskibeligheden
og Konsten, hvad Maleriet angaar, men at der har fundet
den mest besynderlige Inkonsekvents Sted. Man saa'
f. Eks. paa den store engelske Udstilling fra forskjellige
Lande — fra England, fra Tyskland, fra Frankrig o. s. v.
— en Mængde Prøver paa Oliemalerier, som blot vare
fremstillede for at vise Behandlingen af nye Bindemidler,
som skulde sætte Malerens Arbejde i Besiddelse af denne
eller hin rent tekniske Fordel med Hensyn til Varighed,
hurtig Tørring o. s. v. Det er ogsaa aldeles i sin Orden, at de
engelske Udstillere saaledes vare berettigede til at komme
med Malerier, naar disse, saa at sige, blot vare et Slags
Forklaring, en mere umiddelbar og mange Gange langt
mere oplysende Forklaring end den mest vidtløftige Tekst
kunde give. Xaar de saaledes f. Eks. hængte disse tem-
melig store Malerier op, som forestillede, hvorledes man
kan pløje med Dampkraft, saa er det fuldkommen i sin
Orden; det er da blot som en Forklaring, det er ikke
for Maleriets Skyld, de ere der, men blot for den Oplys-
nings Skyld, som vi faa derigjennem. Men, naar nu
384
Frankrigs mest ansete Blomstermaler, St. Jean fra Lyon,
sender Malerier og de blive optagne , skulle de da be-
tragtes fra det industrielle Standpunkt, skulle de til-
lades at blive opstillede paa Grund af, at Lyon, som be-
kjendt, har betydelige Silkemanufacturer, at mange af
disse Silkestoffer have blomstrede Mønstre, at St. Jean
maaske kan have Indflydelse derpaa? jeg véd det ikke;
men jeg véd sikkert, at disse Malerier gjorde en over-
ordentlig Virkning; der var et sandt Mesterskab i dem;
det var ikke alene Færdighed, men en fuldkommen Sik-
kerhed og Lethed i at behandle Farverne; der var en
ganske egen Virtuositet i Sammenstillingen. Ja, naar
man fordrede Sandhed af Blomster- eller Frugtmalerier,
naar man fordrede, at, idet man vilde fremstille disse
yndige, behagelige Gjenstande, man da, som en sand
Konstner i det Fag en Gang udtrykte sig, skal fremstille
dem værdigt, saaledes at de svare til de yndige Mønstre,
som Naturen leverer Konstneren i Hænde, ja saa tror jeg
rigtignok, at der kunde være en Del at sige imod Hr.
St. Jean trods hans store Renommé; men jeg vil ikke
dvæle derved. Det er aabenbart en slaaende Inkonsekvents,
at en Blomstermalers Arbejde paa denne Maade tinder
Adgang — jeg vil ikke tale om, at Ottesen var ogsaa
bleven udstillet. Hans Par Billeder hang i den danske
Afdeling; og netop disse Malerier have ganske andre
Fortjenester end dem, en Konstner, som lægger an paa
Vindskibeligheden, vil give sine Billeder. Det er saa
aldeles aabenbart, at denne Konstner, hvilke Mangler han
for Resten kan have — han være tør, ængstelig eller
hvad det nu er — han er opfyldt af en alvorlig Stræben
efter værdigt at give de Gjenstande, han vil fremstille;
385
der er vist neppe nogen Konstner, der med Hensyn til
sand, alvorlig, kjærlig Stræben staar længere fra nogen-
somhelst Vindskibelighedsretning end denne vor Lands-
mand; men — lian maa dog ogsaa komme paa Udstillingen.
At Maleriet lige saa godt som Billedhuggerkonsten
paa mangfoldige Maader griber smykkende ind i Vind-
skibeligheden, derom ere Alle enige. At altsaa Englæn-
derne havde Ret til at udstille f. Eks. saadanne smukke
Arbejder som Miltons glaserede eller, som de kaldes,
enkaustiske Mursten, det finder jeg aldeles i sin Orden.
Mine Tilhørere have Alle set Sligt mange Gange. Vi
have f. Eks. paa Eremitagen en hel Trappegang fuld deraf;
Væggene ere beklædte med smaa glaserede hollandske
Fliser, sædvanlig blaa, med daarlig tegnede, løst hen-
kastede, smagløse Figurer. De have vistnok ogsaa set
af Afbildninger — thi Faa have vel været i Spanien —
hvorledes man i Alhambra i dens Glansperiode fortræffe-
lig har vidst at gjøre Brug af glaserede Sten, saaledes
at hver Sten danner en Del af et stort Mønster, som
fortsætter sig uafbrudt i Mandshøjde omtrent, og hvorledes
der dér har været Lejlighed for de mauriske Konstnere
til at give alle deres besynderlige lunefulde og bestandig
afvekslende Sving og Træk efter de mest forskjellige
Mønstre, og at det gjør en smuk Virkning. Ja, der er
maaske iblandt mine Tilhørere dem, som vide, at vi finde
en saadan Anvendelse af glaserede eller brændte Sten
med Farver, hvor hver Sten danner en stor Mosaikstift,
allerede i de baade ældre og yngre Ruiner fra Ninives
Omegn. Det var altsaa en gammel Skik, som var kom-
met af Brug, og det er en ny Opdagelse, som denne for-
tjenstfulde Mand har gjort i England i Staffordshire, og
386
Miltons Fabrik, leverer højst smagfulde Ting; det er en
Fornøjelse at se disse Prøver af Gulv- og Væggebeklæd-
ning efter græske og andre Mønstre behandlede med
megen Smag, og Farverne særdeles heldig sammenstillede.
Det er ganske i sin Orden, at det var paa Udstillingen.
En anden engelsk Industrimand, Hr. Bing, leverer hvad
han kalder sine emaillerede Skifer, med indlagte Figurer
paa Skifer som Grundlag, omtrent som paa græske Vaser.
Han har leveret smukke Ting, smagfuldt behandlede ; det
er det Maleriske, anvendt paa en smuk Maade paa Vind-
skibeligheden, derom kunne vi godt være enige; men at
hele Suiter af Emailportræter af Stone og Essex ere
opstillede, det forekommer mig er at se Tingen paa den
mest besynderlige ensidige Maade fra den tekniske Side
af. At man udstiller Porcellæn med alle de smagløse
Farver, man kan falde paa, med hele den Uendelighed af
Blomsterbuketter, af Landskaber og hvad véd jeg, som
man uden Hensyn til Form eller nogen Ting søger at an-
bringe paa dem, at alle Prøver af denne Art komme paa
Udstillingen, er vist aldeles i sin Orden. Blandt meget
Smagløst faar man ogsaa adskilligt Smagfuldt, og Sevres's
Fabriker havde netop leveret adskillige højst interessante
Stykker af denne Art; de havde benyttet som Modeller
og Mønstre de smukke Emailarbejder, som man saa ofte
saa' i Frankrig i Frants den Førstes Tid, og som man
kalder Limousins efter Byen Limoges, hvor de især bleve
udførte. Sevres" Fabriker have nemlig paa flere Kar
anvendt en dyb mørkeblaa Grund, hvorpaa de have sat
disse Figurer, Blomsterkranse o. s. v. ; men flere af disse
Arbejder ere netop meget smukt afpassede til Planen,
som de skulde være paa, og Figurerne ere udførte i én
3-7
eneste Fane, der spiller i et Slags Hvidlig-Blaaligt, det
saakaldte Camayeu, som staar i Harmoni med den blaa
Grund, hvorpaa de ere satte; og disse Arbejder gjorde
en overordentlig smuk Virkning. Det er en bekjendt Sag,
at de Levninger, vi have tilbage i et ikke saa lille Antal
af græske Lerkar med Prydelser, med lette, silhouetagtige
Figurer, Dyreornamenter eller Ansigter i en bestemt Farve
(mørk paa lys Grund og omvendt) netop udmærke sig
for det Øje, som tager dem længere i Øjesyn — jeg
taler her om de bedste — ved en overordentlig Finhed
og Smag i Benyttelsen af Pladsen, saaledes at disse for-
skjellige Figurer og Prydelser, der ere anvendte langs op
ad Vasens Krop, Hals o. s. v., langt fra at bryde dens
Linie, tvertimod ligne hele det Sving, der gaar fra den
lille Fod, bestandig sig udvidende op imod Halsen, saa
at de, langt fra at forstyrre Formen, hæve denne ved den
Simpelhed, hvormed de ere fremstillede, idet de ikke gjore
Fordring paa videre Modellering eller i alt Fald kun paa
en meget svag, og ikke berøve dem en Fordel, som den
moderne Decoration skiller sine Pragtkar ved, idet den
vil anvende malerisk Dybde og Runding paa Flader, som
ikke egne sig dertil. Men, m. T. , at der fremstilles af
Ducluzeaux eller andre dygtige Folk Portræter i Legems-
størrelse, f. Eks. af Victoria og Prins Albert, eller virke-
lig højst heldige Copier, f. Eks. efter Tizians smukke Por-
træt i Louvres, at de fremstilles for at give Prøver paa
Indbrænding af Farver, det finder jeg højst besynderligt;
thi netop paa dette Højdepunkt maa nødvendigvis Konst-
neren og Brænderen arbejde sammen; der maa det for-
udsættes, at den Mand, som véd med disse vanskelige
Stoffer at behandle saa kildne Opgaver, er igjennem lang
388
Erfaring bleven meget fortrolig med alle de Forandringer,
Farverne undergaa ved Brændingen, ja saa vant til at
arbejde sammen med den rene Brænder — hvis han ikke
selv er det — i de fineste Nuancer, at han véd, hvad
han maa gjøre for at lette Arbejdet, og for at det ikke
skal mislykkes. Hvorvidt nu overhovedet Porcellæns-
maleriet i dette Omfang egentlig er et heldigt Foretagende
i den moderne Konst, det er et andet Spørgsmaal. Vist
er det, at disse Arbejder med hele det Mesterskab, hvor-
med de vare udførte, alligevel, selv om man ikke blev
opmærksom paa Glansen, havde dette særegne, finere Spil,
enten i det Blaalige eller Violette eller Rødlige, som netop
saa ofte betegner de indbrændte Emailmalerier i Mod-
sætning til deres malede Originaler.
At Glasmaleriet, saalænge det staar paa det simpleste
Standpunkt af Sammensætning af farvede Glas i forskj el-
lige Mønstre, selv med Ornamenter, hører aldeles til Indu-
strien, det er ganske sikkert. Men vi havde nu der paa
Udstillingen, naar man gik op paa Omgangen om Siden,
saa at sige et helt Galleri af Glasmalerier. Der var
verdslige, historiske, der var kirkelige Gjenstande, Glas-
malerier til verdslige Boliger og Glasmalerier til Kirker,
leverede fra Tyskland, Frankrig, England, fra højst for-
skjellige Stæder. En stor Del af disse Malerier maatte
naturligvis tillige træde op og gjøre Paastand paa at be-
tragtes — lige saa meget med Hensyn til Compositionen,
med Hensyn til den Virkning, de gjorde, som med Hen-
syn til Farverne — ikke blot som Haandværk, end ikke
blot som et meget vanskeligt Haandværk, men som Konst.
Hvo af os har ikke hørt Tale om hele den Bestræbelse,
der har vist sig i Løbet af dette Aarhundrede efter at
389
gjennemføre Glasmaleriet, eller hvorledes man har for-
søgt ligefra de gamle tyske Ridderes Borge , i Preussen,
i Køln, og derigjennem til Frankrig og England, endogsaa
i nye Bygninger at indføre Glasmaleriet. Det er et meget
interessant Spørgsmaal, m. T. Maa jeg have Lov til at
gjøre en lille Ekskurs i Anledning deraf; jeg haaber at
tinde Traaden alligevel. For rigtig at vurdere det, jeg
siden vil sige, tror jeg, at den ikke vil være uden Be-
tydning.
Glasmaleriet gaar jo ud paa at vise Maleriet gjennem-
sigtigt; det gaar ud paa, at de Farver, der opstilles for
Øjet, blive belyste udenfra, bagfra det Malede, ikke forfra
som ethvert andet Maleri; det er Glansen i Farven, det
er det indspillende Lys, der skal frembringe sin Virk-
ning. Naar vi nu se hen til de ældste Glasmalerier, vi
have, ville vi tinde, at de hidrøre fra en Tid, da endnu
et Slags Overlevering fra Oldtiden fandt Sted. Der er
nemlig det højst Mærkelige, at Maleriet fra Oldtiden saa
at sige klinger af med Mosaikmaleriet , hvortil der blev
anvendt Glasstifter i saadant et Omfang, at selv de store
forgyldte Flader kun ere Glasstifter, der ere overforgyldte,
og at der ved en stor Del af Farverne, selv i mange
antike Mosaiker, hvor der er anvendt en eller anden
Pasta, ogsaa er benyttet Glas. Det er netop meget be-
tegnende, at det er det barbariserede Rom, hvor disse
Mosaikmalerier dække ikke alene det Udvendige, men og-
saa det Indvendige af Vægge, Gulv o. s. v. Vi have et
slaaende Eksempel derpaa i Caracallas Bade. Allerede
i det 10de — Ilte Aarhundrede — og, hvis vi ere heldige
nok i vore Undersøgelser, komme vi maaske til at gaa
endnu længere tilbage i Tiden — finde vi Glas ikke læn-
390
gere som Stifter, men som smaa Flader, anvendte til at
decorere Vinduer — der kommer altsaa et transparent
Lys deri, og disse Glasvinduer ere slet og ret enkelte,
platte Flader, grønne, gule, røde, hvide o. s. v.; de ere
sammenstillede i Ornamenter med ganske simple Omrids,
og man maa, for at bringe dem i Stand, anvende en
Mængde Indfatninger; thi det er lutter smaa Stykker.
Og dette fortsatte sig nu og udvidede sig bestandig. Man
fandt mere og mere Glæde i ved Kirkevinduerne at dvæle
ved hellige Skikkelser og bibelske Fremstillinger. Nu
kom hele Figurer og Historier frem; og hvor mange be-
rømte Glasvinduer have vi ikke endnu tilbage, f. Eks.
i Rheims eller i Køln eller Niirnberg eller Strassburg fra
det 15de — 16de Aarhundrede. Men vi tinde i disse Glas-
malerier to aldeles forskjellige Perioder. Vi finde en tid-
ligere Periode, hvor Alting er ganske simpelt holdt. Ma-
leriet stod paa samme Standpunkt; Miniaturmaleriet, Ma-
leriet paa den fine klare Gipsgrund, Vægmaleriet i Kir-
kerne ere i Grunden kun Omrids, udfyldte med simple
Farver. Glasmaleriet fyldestgjorde altsaa aldeles de samme
Betingelser der, som Vægmaleriet. Men i den sidste Pe-
riode , i det 15de og navnlig i den første Halvdel af det
16de Aarhundrede, se vi en bestemt Stræben efter i Glas-
maleriet at udiøre noget Lignende, men dog endnu med
en vis Simpelhed, som i Olie- eller Vægmaleriet; og,
komme vi højere op, f. Eks. til St. Gudula fra Midten
af det 16de Aarhundrede, tinde vi, at man aabenbart har
bestræbt sig for, paa det mest Deciderede at gjennemføre
Maleriet, f. Eks. paa perspectivisk Grund med hele den
Afveksling i Tonen og Farven og med Fremstillingen af
det luftige Rum, som man er i Stand til at give Maleriet.
391
Hvorfor tabte nu denne Konet sig? Jeg tror, at de
have Ret, som simpelthen sige: fordi den ikke længere
kunde tilfredsstille; man kunde gjerne bruge den som
Smykke ved mange Lejligheder, saaledes som den endnu
anvendes med Held i Holland, og vi have endogsaa her
i Danmark en smuk lille Prøve derpaa i Bedestolen i
Frederiksborg. De have vel lagt Mærke til, at hver
enkelt af Vinduets slebne Krystalruder er omgiven med
Rammer af allerkjæreste udførte Billeder, malede af hol-
landske Konstnere; vi have endnu Accorden mellem dem
og Christian den Fjerde. Men disse Konstnere have meget
klogelig holdt sig aldeles paa Prydelsens Standpunkt.
Malerierne ere slet ikke beregnede paa at fremstille en
egentlig malerisk Dybde; der er tvertimod i disse Billeder
med megen Takt lagt an paa at give lette transparente
Akvarelmalerier, der ere meget mere antydede end ud-
førte. Derimod i de store, i deres Art superbe, Malerier
i St. Gudula i Bryssel, er der med al Magt forsøgt paa
at forvandle Glasmaleriet til et formeligt Maleri. Idet
Sansen for Middelalderens Konst, for den gothiske Archi-
tektur vaagnede, idet man mere og mere lærte at respek-
tere den, vaagnede ogsaa Sansen for Glasmaleriet igjen.
Det havde tabt sig, det indtog en underordnet Plads, det
var saa at sige rent traadt ud af det højere, kirkelige
Liv. Xu, i dette Aarhundrede, er det traadt ind deri
igjen. Hvorvidt det har haft nogen anden gavnlig Ind-
flydelse end at en vis industriel Retning er vakt og en
Række Konstnere ere blevne beskjæftigede for en Tid,
véd jeg ikke; det vil Fremtiden bedre afgjøre; men jeg
tror virkelig, at hele denne Indflydelse af Middelalderens
Bygningskonst har vist sig lige saa uheldig her, som dens
392
Indflydelse nu synes at have vist sig i Billedhuggerkunsten.
Enhver, som har været i en Middelalders-Kirke, blot
f. Eks. set Choret i Erfurt eller det hellige Kapel i Paris
eller Kelner-Domkirkens Chor, véd, at det Indtryk, vi
modtage i en saadan Afdeling af en Bygning, som er rigt
decoreret med Glasmalerier, er et meget alvorligt og høj-
tideligt; at selv naar den fulde Sol staar igjennem en
stor Del af Ruderne, selv da er Indtrykket ingenlunde
muntert. Festligt? ja, ganske sikkert, men højtideligt,
alvorligt, dybt. Enhver, som har set en saadan Kirke,
enten i dens oprindelige Tilstand eller i alt Fald ved en
omhyggelig Restavration bragt denne saa nær som muligt,
vil ogsaa have lagt Mærke til, at ikke alene Vinduerne,
men alle de smaa Rum, der kunne være i Smigerne mel-
lem Kapperne i de forskjellige Kappeafdelinger af Hvæl-
vingen, ethvert lodret nedgaaende Baand, enhver Pilaster,
enhver fritstaaende Pille, er bemalet med Mønstre, og
hele denne Bemaling gaar ud fra det selv samme Prin-
cip, som Maleriet paa Vinduerne eller Væggene; det er
mere en smuk Tegning, udlagt med Farver, med simple
Tinter, end et egentligt Maleri; og paa Kragstenene
og Søjlerne staa Figurer , og disse have alle et og
samme Præg. De ere ikke alle stygt svungne; mange
Gange gaar der en smuk Holdning igjennem dem. Deres
Klædedragt er bestandig den langt, rigt nedhængende,
og den er altid lagt i meget behagelige og bløde Folder
— jeg taler her i Særdeleshed om Skulpturen fra det
13de og 14de Aarhundrede — og disse Figurer med deres
hyppigen besynderlige Sving, men ofte rolig holdte Stil-
ling, ere alle bemalede, og de folderige Klædninger fore-
stille forskjellig mønstrede guldindvirkede Stoffer. Altsaa,
393
det Hele stemmer sammen. Ingen enkelt Del af denne
Bygning, ikke engang de architektoniske Led, gjore
egentlig Fordring paa gjennem et finere Fornispil ene at
ville fængsle Øjet, men kun i Forbindelse med Farver.
Det er lutter rette eller krumme Flader, smukt afbrudte
ved disse Tegninger, ved disse Farver, ved denne For-
gyldning, og det Hele samstemmer harmoniskt og staar
indenfor de malede Ruder alvorligt og højtideligt. Man
skulde tro, at saadan en Sal, saadan en Bygning maatte
have noget Broget ved sig. Nej, tvertimod, den er al-
vorlig; der er Glasmaleriet paa sin rette Plads. Men i
det Moment, at vi af vore Vægmalerier, af vore Alter-
tavler fordre malerisk Virkning, i det Moment, at vi i
vore plastiske Figurer gaa ud paa en ganske anden Fin-
hed i Gjennemførelsen, paa at udføre indtil de mindste
Enkeltheder enhver Del af det menneskelige Legeme eller
af det bevægede eller rolige Klædemon — vi kunne
behandle dem for Resten som vi ville, give dem f. Eks.
en Tone, en Patina, en simpel Farve o. s. v., det gjør
Intet til Sagen — i det Moment altsaa, at vi ville nyde
dem fuldstændig, saa maa vi have dem i det fulde Dags-
lys. Det gjælder mest om Bronceligurer , som egentlig
skulle sees i den frie Luft. Stil disse Malerier, disse
Statuer ind i en saadan Belysning, og de ere aldeles
ødelagte, der bliver kun de store raa Omrids tilbage,
Alt, hvad der egentlig skulde betegne Konstnerens Stand-
punkt, er væk. Og kom nu ovenikjøbet med saadanne
moderne malede Glasmalerier — de forstyrre endnu meget
mere Nydelsen. Der er desuden det Mærkelige ved de
( rlasmalerier, som ere lagte an paa at skulle frembringe en
rigtig malerisk Holdning, at det gaar med dem, som med
Hovens Skrifter. III. 26
394
Transparentmalerier; det er ikke muligt at bringe den til
Veje; man føler, at Lyset ligger bag ved; og dette Lys
vil, selv om kun paa enkelte Steder, virke absolut for-
styrrende. Desuden mangler her naturligvis det aller-
højeste Lys, det, som Maleren med et enkelt Penselsstrøg
kan frembringe; thi i det Moment, Lyset trænger ind, vil
det i Reglen udbrede sig med en Kraft, som Maleren ikke
kan beherske. Noget af det mest Ingeniøse, jeg har set
af Glasmaleriets Anvendelse , og som tillige overbeviste
mig om, at jeg ikke gaar for vidt i min Paastand, var i
St. Vincent de Paul i Paris. Den er bygget i et Ruskum-
snusk af alle Stilarter; men det er en stor, pompøs og
kostbar Bygning, og den ligger superbt. Det er en Ba-
silika. Hovedalteret faar sit Lys fra oven, fra Højkirken
— det siger Intet — ; man har der vedligeholdt Glasset,
man har følt Nødvendigheden af at skaffe Lyset ind i Kirken.
Men nu Sideskibet. Det indeholder, som saa ofte i de
større katholske Kirker, en lang Række af Altere paa
hver Side, og man har her anbragt dem saaledes, at hvert
af Sidealterne er lagt under sit Vindue, og Vinduet selv
danner Altertavlen. Dygtige franske Konstnere have
leveret ■ Cartonerne dertil, og det Hele er gjort med
megen Forstand og Eftertanke. Jeg træder ind i et saa-
dant Kapel, ser intet Vindue, men en Altertavle lige for
mig; og nu skulde man tro, at her, hvor Alt er rolig
stemt, hvor der ikke er andet Lys end dette ene — thi
jeg har Hovedskibet saa meget bag mig, at det ikke for-
styrrer — at her maatte det gjøre en god Virkning. Nej,
det gjør en mørk, en trist Virkning uden at yde Ro eller
Harmoni.
395
Efter at have anført dette, tror jeg, at mine Til-
hørere maaske snarere ville forstaa mig, naar jeg siger,
at jeg virkelig er bleven overrasket af to italienske Ma-
lere, to Milanesere, paa den engelske Udstilling. Den ene
af disse er Giuseppe Bertini. Han havde malet tre
legemsstore Figurer i et Vindue og sat dem i en Pavillon
midt paa Gulvet i den store Gang i Udstillingslokalet.
Han havde altsaa gjort ligesom i St. Vincent de Paul. Idet
man traadte herind, saa' man temmelig højt oppe, omtrent
i samme Højde som i den franske Kirke, som et Slags
lysende Altertavle, Dante og to kvindelige Figurer, hen-
hørende til den allegoriske Digtning, paa Siderne af ham.
Det var lykkedes denne Konstner i en Grad, som jeg
hidtil ikke havde set Mage til, at faa Ro, at faa male-
risk Virkning ind i disse Figurer, som ere behandlede
aldeles efter de strengeste Principer for Maleriet. Han
havde virkelig løst Opgaven. Det kan være, at der i det
højeste Lys og i Overgangen var en lille Smule Uro; og
det er muligt, at hvis man havde haft det i det aldeles
frie, kraftige Dagslys i Stedet for i Gangen med det af-
dæmpede Loftlys, der var saa gunstigt for det, at man
da maaske snarere vilde have følt Uroen; men det var
i alt Fald højst mærkelig gjennemført. Han havde virke-
lig overvundet saa store Vanskeligheder, som man ikke
rigtig har Begreb om, naar man ikke har forfulgt de mis-
lykkede Forsøg paa at overvinde dem igjennem en Række
af Glasmalerier. Men Hovedhindringen for Anvendelsen
af saadanne Malerier kunde han ikke overvinde. Selv i
dette Kapel var det, som om man traadte ind i en Gravnat,
skjøndt der var Lys rundt omkring, da det stod i den
store Hovedgang; thi selve Blindingen af Billedet, selve
26*
396
den harmoniske Glans stak stærkt af imod hele Omgivel-
sen, fordi et saadant malet Vindue ikke kan belyse. Se
f. Eks. i Dag paa vore Ruder, der ere beaandecle; de staa
som dunkle Malerier, malede Graat i Graat, og se, hvor
mørk Pillen paa hver Side er. At lyse formaaede det
altsaa ikke; men det stod som en smuk harmonisk Aaben-
baring, kunde jeg sige. — Mellem denne uhyre Række af
meget almindelige, vistnok rene Vindskibeligliedsarbejder,
som dannede dette lange Glasgalleri ovenpaa Omgangen,
traf jeg et andet Billede, som var endnu langt betyde-
ligere med Hensyn til Frembringelsen. Det er ogsaa af
en Milaneser, Bagatti-Valsecchi. Det var formelig et
lille Kabinetsstykke : en ung Pige, som aabner Vinduet,
og som vi kjende af Manzonis Roman. Det var et Bryst-
billede i Legemsstørrelse. Det hang imellem alle de
øvrige brogede, urolige Billeder og i det fulde Dagslys;
thi alle disse Glasmalerier fik deres Belysning paa direkte
Maade, da de vare opstillede i de store Vinduesrum, som
dannede den øverste Del af Lokalet;' altsaa, her kunde
ikke tinde nogen Skuffelse Sted. Dette Billede, malet i
den lyseste Tone, bevarede, hver Gang jeg saa' det, sta-
dig den fuldkomneste Ro og Harmoni. Det følger af sig
selv, at man saa', at det var et Transparentmaleri, men
et Transparentmaleri, som var i den Grad roligt, hvor
man saa fuldstændig glemte, hvad det var, at man kunde
indbilde sig, at man stod foran et Billede, der var belyst
forfra. Det var i teknisk Henseende et overordentligt
Mesterstykke.
Lad os gaa tilbage til den engelske Udstilling — vi
ere jo rigtignok i den, men vi have gjort en lille Ekskurs
— lad os gaa over til Mosaiken. Af Florentinermosaiken,
397
som bestaar af lutter haarde Stene, hvor Stenens naturlige
Farve selv skal angive alle Tinterne, var der leveret Bord-
plader fra de storhertuglige Manufakturer i Florents. At
Sligt blev udstillet, var vistnok aldeles i sin Orden, lige-
ledes at Englænderne gave os et Begreb om deres virke-
lig respektable Forsøg paa at anvende deres egen haarde
Sten, f. Eks. Marmorarterne fra Derbyshire. Ja, jeg
kunde i en vis Henseende sige, her var det endogsaa i
sin Orden at se Rinaldis store Landskab i Stiftmosaik,
Ruinerne af Pæstum, sendt fra Rom, da den hele Behand-
ling, saa fint og zart Tonerne end vare afdæmpede, maatte
bevirke, at det nærmest henregnedes til et Slags Vind-
skibelighedsarbejde, medens jeg dog i en anden Hen-
seende vilde kalde dets Nærværelse paa Udstillingen en
Udskejelse fra den lagte Plan; thi et saadant Billede kunde
meget snarere bære Navn af Konstværk, end et Maleri,
der blot lægger Haandfærdighed for Dagen, selv om det
ogsaa røber Erfaring og Mesterskab; og saadanne Male-
rier, der altsaa efter Principet meget godt kunde være
opstillede, vare jo udelukkede fra Udstillingen. Men
denne Opfattelse af Mosaikens Charakter, fremkommer
naturligvis kun, naar man gaar saa vidt, som de Moderne
— hvad der for Resten sikkert er et stort Fejlgreb —
ere gaaede i at behandle Stiftmosaiken. Det er lutter
Glasstifter; men mine Tilhørere vide maaske ikke, at der
skal Noget til at kunne beherske et saadant Antal, som
der bruges. De romerske Mosaikarbejdere have 50,000
Tinter at skulle dirigere, og det vil sige 50,000 Klasser
af Tinter; thi enhver af disse Tinter har igjen femten
Underafdelinger, tilsammen tagne 750,000 Nuancer, og de
398
kunne endda ikke komme til de fineste Overgange i Male-
riet. Det er interessant at anføre disse Talstørrelser,
fordi de give os en saa haandgribelig Forestilling om,
hvad en Malers Palet vil sige; dette lille Stykke Træ
med disse faa Farver kan dog ikke naaes selv med 750,000
Tinter. Folk, som have vidst at præstere betydelige,
store Sager efter Rafael eller andre Konstnere, saaledes
at man dog kan taale at se paa dem, have haft en saa
svær Opgave, at det ikke gaar an ligefrem at kalde det
Industri; det er en Konstgren, vel en underordnet Konst-
gren, men det er ikke længere Vindskibelighed. Vi maa
huske paa, at det gaar her som med andre Konstgrene;
det er kun lykkedes meget Faa af Mosaikarbejderne i
Rom at vinde sig et storre og mere varigt Navn. — Men
det er ikke alene i Sten, vi have Mosaiken, men ogsaa
i Træ, og her er den engelske Udstilling fuldkomment i
sin Ret, naar den viser de skjønne Arbejder fra Turin
eller Toscana, Borde, Stole, Møbler o. s. v. , som ere
indlagte med forskjellige Farver, hvoraf de smukkeste,
f. Eks. Capellos, ere ganske allerkjærest gjennemførte i
simple, enkelte Farver; og disse Møbler med deres fuld-
komment rolige Flader, kun undertiden afbrudte af superbt
indlagte Ornamenter, ere gjorte med en Smag, som man
ikke let forestiller sig. — At vævede Stoffer, ligefra
Musselin og Kattun o. s. v. indtil de kostbare Shawler
og paa den anden Side indtil de store blomsterrige Gulv-
tæpper, vare udstillede, var aldeles i sin Orden; og Eng-
lænderne og det øvrige Evropa kunde her, da der ogsaa
var udstillet orientalske Sager, fra Tyrkiet, Tunis, Indien
o. s. v., faa et Begreb om, at der er visse Regioner, hvor
man forgjæves søger med Flid og Møjsommelighed at
399
ville sætte noget Højere i Stedet for det Simplere, man
forsømmer; at der er visse Regioner, hvor det at udvikle
det Simplere lønner sig bedre end en forskruet Stræben,
der vil synes høj. Medens vi i vore Gulvtæpper søge
store, brogede, blomsterrige Sammenstillinger og i vore
andre Stoffer, f. Eks. i Tapeter paa Væggene, saa ofte
paa det mest Besynderlige henrive Øjet ved store,
svære, stærktfarvede Mønstre, kunde man her se Møn-
stre fra Orienten, som paa den ene Side udmærkede
sig ved den Delicatesse, hvormed de vare behandlede,
idet de gave Øjet Ro og ikke forstyrrede det ved form-
løse Gestalter, og paa den anden Side havde et stort
Fortrin ved den udsøgte Glans, ved den Mættelse, der
var i Farverne. Det er en ganske rigtig Følelse, som
Orientaleren har paa det Sted; der udvikler han sig —
han kommer maaske heller ikke meget højere — han for-
staar at vise, hvad Betydning Farverne have, hvor godt det
gjør paa Øjet at dvæle selv paa den store brogede eller
i alt Fald mangefarvede Overflade, naar der alligevel er
Ro deri, fordi Farverne ere vel sammenstillede og saa
lysende eller saa dybe, som de skulle være. Altsaa, dér
var maaske Lejlighed for den evropæiske Industri til at
lære Noget, hvis den for Resten kan optage det; men
ikke paa den Maade, at den blot imiterer og copierer de
orientalske Mønstre, thi det skulde den netop ikke gjøre.
Hvis man ikke særlig maatte lægge Vægt paa, at hele
denne Gren af Industrien blev udstillet, synes det igjen,
at man er skredet over Grænsen ved at optage f. Eks.
Horace Vernets Mehemet Ali, der lader Mamelukkerne
nedskyde, som vi Alle kjende gjennem Lithografier og
Kobberstik: legemsstore Figurer, ganske superbt vævede.
400
Det havde for mig noget eget Interessant. Jeg havde i
1836 i Paris set dette Arbejde paa Væven i Gobelins
Fabrikken, og blev nu overrasket ved her at se det som
et stort Maleri. Det havde noget Broget, noget Uroligt
ved sig, det betegnede Vernets Farver i hin Periode; men
det var lykkedes i høj Grad at give Charakteren af denne
Konstner, naar man tænker paa, hvad det vil sige, med
vævede Traade at skulle give Penselens frie Spil. Dog
her er denne Vindskibelighed saaledes gaaet over i Kon-
sten, at den virkelig aldeles tilhører denne.
Jeg har allerede her, m. T. , leveret ikke faa Træk
af, hvorledes Malerkonsten blev repræsenteret paa for-
skjellig Maade paa den engelske Udstilling. Naar jeg
gaar over til ogsaa at omtale, at der var Kobberstik, at
der var Galvanografier, Stylografier — en Arbejdsmaade,
hvortil der knytter sig et dansk Navn (Schøler) — Træ-
snit, Lithografier, Lithochromier med Farver o. s. v., saa
maa jeg ærlig tilstaa, at jeg ikke videre vil dvæle derved;
thi for en stor Del hørte disse Arbejder under Vindskibe-
ligheden ; og mange af dem tabte aldeles deres Betydning,
da de ikke kunde komme til deres Ret. Lyset var ikke
dér egnet til at se dem i; det Lys, som var godt til mange
andre Gjenstande, var altfor svagt til at se et Kobberstik
i; og der var mange smukke Kobberstik udstillede. De
vare altsaa i Grunden tabte for dem , der ønskede at
beskue dem, selv om de vare udstillede blot for at vise,
hvad Trykkeren kan gjøre; men det vil jeg kalde en en-
sidig Maade, ikkun at udstille Aftryk af Kobberplader,
for at vise, hvad Trykkeien formaar at gjøre. — Det
manglede naturligvis ikke paa Fotografier, baade paa
Papir og paa Metal å la Daguerre. Det er tungt, at
401
denne saa højst interessante og mærkelige Opfindelse,
dette Maleri med selve Dagslyset, som igjen har vist os
en af disse vidunderlige Virkninger af Naturen, igjen be-
riget os med Midler til at skaffe os Fremstillinger — et
Bevis atter paa denne Stræben efter at finde nye Midler,
der ogsaa i malerisk Retning saa sygelig beskjæftiger
vor Tid — det gjør mig ondt, at denne Opfindelse er
kommen i Industriens Hænder. Det Eneste, man maaske
kan sige hertil, er, at det er for Øjeblikket den Vej, den
maa vælge for at blive bekjendt og udbredt, medens man
langsomt og ængstelig bestandig rykker videre frem med
at udvikle den. Det er ingen Konst, det er simpelthen
en Naturlov, som man maa vise i hele sin fuldstændige
Kraft og Fylde; men jeg har ingen Tvivl om, at netop
disse mærkelige Eksperimenter ville faa en høj Grad af
Betydning for Konstneren, at, ligesom man har Afstøb-
ninger i virkelig Størrelse af Legemets Dele, plastiske
Afstøbninger, som have stort Værd for Billedhuggerne,
saaledes vil man ogsaa, skjøndt ikke i samme Størrelse,
kunne danne sig hele Suiter af saadanne Lysbilleder, som
ville have usigelig Værdi for Maleren. Idet Afspejlingen
bliver fikseret med den fuldkomneste Troskab uden al
Smiger, idet man ser det samme Hoved ved en lille Be-
vægelse, en lille Lysforandring paa én Gang gestalte sig
med en Mangfoldighed, som man maaske aldrig har lagt
Mærke til, saa vil der ogsaa nødvendig for Maleren blrve
nedlagt en Skat af Erfaring, som den aandfulde Mand
kan benytte, og som Haandværkeren vil kunne drage stor
Fordel af.
Altsaa, m. T. , det forekommer mig netop, at den
store engelske Udstilling ikke var heldig i at trække sin
402
Grænse; den havde egentlig optaget saa mange Elementer
af Malerkonsten, at den enten burde have bortvist hele
denne Suite, som jeg har tilladt mig at fremstille, eller
sørget for, om muligt, at skaffe Plads — som ogsaa var
paatænkt for en kort Tid — til en virkelig Maleriudstilling
ved Siden af Udstillingen af Skulptur.
Jeg vender tilbage til den belgiske Indenrigsministers
Indstilling til sin Konge. Han skildrer Belgiens rolige
Tilstand, den Velstaaenhed, som hersker igjennem hele
Landet; han gjør opmærksom paa den hæderlige Plads,
som Belgien indtager i Konsten imellem de evropæiske
Lande, og, efter kortelig at have antydet dette, opfordrer
han sin Konge til at træffe Foranstaltninger for at sørge
for en almindelig Konstudstilling i Bryssel. Og faa Dage
efter har han Kongens Svar og Bekræftelse derpaa, og
den 30te Marts 1851 træder allerede den af Regjeringen
udnævnte Kommission af fjorten Medlemmer — seks For-
retningsmænd og otte Konstnere — sammen, indbyder
Evropa til at sende Billeder, bekjendtgjør Lovene, hvor-
efter man vil vælge en Komité til at bedømme, om Konst-
sagerne kunne modtages eller ej, en anden Komité til at
opstille Malerierne, og en tredie Komité i Forbindelse
med Kongen valgte man til at bedomme, hvem der skulde
have Prisen. Og nu gik Indbydelsen ud over hele Evropa.
Det første Spørgsmaal vil maaske hos Mange være :
Hvad berettiger Belgien til at gjøre dette? dette lille
Land paa 500 Kvadratmile med 4 Millioner Indvaanere,
kan det gjøre det? Jeg tror, at Belgien er fuldkomment
retfærdiggjort i saa Henseende. Overhovedet tror jeg
virkelig, at baade den geografiske Beliggenhed og det
Opsving, Konsten havde faaet i Belgien, den Omstændighed,
403
at det var Samlingspladsen for fremmede Konstværker fra
forskjellige Lande, endelig det nære Samkvem med Frank-
rig, Tyskland og England, kunde berettige til i en saa
besøgt By som Bryssel at foranstalte en almindelig evro-
pæisk Udstilling. Men der kommer en anden Omstæn-
dighed til, som maaske burde have bidraget til, at Bel-
gien havde faaet sit Ønske opfyldt. Malerkonsten spiller
en ganske overordentlig Rolle i Belgien. Lad os huske
paa, at det er van Eycks, van Dyks, Rubens' og andre
store Konstneres Fødeland; dermed er ikke Lidt sagt.
Lad os huske paa, at Belgien, der fra gammel Tid af
har vist en stor Driftighed i saa forskjellige Retnin-
ger, dette Land, som har haft og endnu har saa mange
og ldomstrende Stæder, som har været et evigt Tvistens
Punkt, en Kampplads mellem ærgjerrige Naboer og ær-
gjerrige Personligheder, dette saa højst mærkelige Land
har maaske et Træk, som stiller det ganske egent imel-
lem alle Evropas Lande. At Belgien tæller Lærde, derom
er intet Spørgsmaal. Løwen var et af de mest ansete
Universiteter i det 16de Aarhundrede; store, berømte
Lærde ere udgaaede derfra. Og dog, hvor er den belgiske
Literatur? den eksisterer saa at sige ikke; hverken det
tlanderske eller franske eller latinske Sprog har saaledes
kunnet trænge igjennem, at en rig Literatur har kunnet
udvikle sig. Højst betydelige og værdifulde Værker i for-
skjellige Grene ere producerede; men Poesien — enten
vi gaa til den ældre Tid eller til Middelalderen eller den
nyere Tid — lever saa godt som ikke. En Historieskrivning
i det Sprog, der havde gjort sig gjældende i Landet,
eksisterer ikke, og derimod — dets Malerskole, den har
saa at sige været Historien, der er fortalt hele Evropa
404
paa den mest glimrende Maade. Den har været til Kir-
kens Forherligelse, til store, berømte Personers Forher-
ligelse, til selve den belgiske Histories Forherligelse; Bel-
gien har faaet Malere som Historieskrivere. Det er et
aldeles ejendommeligt Træk, det gjælder ikke noget andet
Land; der staar Belgien ene; og dette Land, hvor Maler-
konsten saa at sige repræsenterer ikke alene sig selv,
men tildels det levende Ord, dette Land siger: »Kommer
sammen her, alle evropæiske Brødre, og danner her en
fælles Udstilling for Maler- og Billedhuggerkonsten!« Jeg
antydede en ældre og en nyere Glorie. Det er kun faa
Aar siden, at et Par belgiske Stykker gjorde saa at sige
et Triumftog gjennem hele Tyskland. I 1844 saa' man
i enhver, jeg kunde næsten sige, enhver kun nogenlunde
betydelig tysk Stad langs Rhinen, gjennem Syd- og Nord-
tyskland, Gallaits og de Biefves to store Malerier. For-
skjellige Stemmer løde om dem i Tyskland. Sydtysk-
land og Nordtyskland, Miinchen og Berlin, vare ikke
enige. Nordtyskland løftede dem til Skyerne; Sydtysk-
land kunde ikke kritisere dem nok. Men det er aaben-
bart, at disse to store Billeder maatte være højst mærke-
lige Fænomener, siden de med en saadan Glæde bleve
søgte og sete ikke alene af Publikum, men af Konstnere
og Konstvenner overalt, og siden man, selv hvor man
kritiserede dem, maatte indrømme dem store Fortjenester
i denne eller hin Retning. Dette Land altsaa, der siden
1830 har vidst at faa en Konstskole, som har opnaaet
en saadan Anseelse i Evropa, siger: lad os komme sam-
men og vise, hvad vi formaa. Der maa formodentlig have
været ganske særegne Hindringer for denne Udstilling,
som jeg ikke kjender. For mig er det besynderligt, at
405
denne Udstilling kun talte tretten hundrede og nogle og
firsindstyve Numere. Det var et langt mindre Antal end
det, der dannede den sidste Pariserudstilling i Begyndel-
sen af 1851, hvor Antallet af de indleverede Konstsager
var over 5000; om der ogsaa blev kasseret en 17 — 1800
Xumere, blev der endda nok tilbage. Af disse 1380 Nu-
mere er en stor Del leveret af belgiske Konstnere; tager
jeg ikke fejl, have over 400 belgiske Konstnere, unge og
gamle, leveret Bidrag; det vil give os en Forestilling om
det Liv og den Virksomhed, der maa herske i de belgiske
Stæder, hvad Maleriet angaar. Jeg maa føje til, at der
var 35 Skulptursager, naturligvis med overordentlig stor
Forskjel i Værdien. Fra Frankrig havde 150 Konstnere
sendt Arbejder, deriblandt enkelte af Frankrigs meget
talentfulde og berømte Mænd; kun Horace Vernet og
Delaroche havde Intet sendt. Det store Tyskland og det
lille Holland havde ladet lige mange Konstnere møde med
deres Arbejder. Der var navnlig fra Diisseldorf meget
bekjendte Konstnere; derimod savnede man flere af de
største og mest ansete Navne fra Munchen og Berlin.
Selv Italien havde sendt en Del; det lille Schweiz nogle,
deriblandt en fra Genf. Jeg tror endog, at der var en
fra >panien; men fra Fngland ikke en eneste Konstner,
det er det Besynderlige. Man havde gjort allehaande
Anstalter for at erhverve en saa rig Udstilling som muligt.
Man havde blandt Andet sat Indleveringsterminen til den
25de Juli, et Tidspunkt, da den engelske Udstilling enten
maatte være forbi eller nær sin Ende. Man havde sagt:
dersom den engelske Udstilling lukkes før Oktober Maa-
neds Begyndelse — den blev lukket ind i Oktober, men
det kunde de jo ikke vide — skal der sørges for, at der
406
er Plads til at optage alle de Arbejder, man maatte ønske
at sende til Bryssel fra den engelske Udstilling. Her
kommer det andet interessante Træk. Skjøndt den bel-
giske Indenrigsminister havde udtalt sig om, at det var
blot en industriel Udstilling i London, vidste man dog,
at der maatte være mange Arbejder, navnlig i Skulpturen,
der i Særdeleshed maatte træde op som Konstværker.
Altsaa, m. T., den belgiske Udstilling maa betragtes
som aldeles mislykket fra et almindeligt evropæisk Stand-
punkt. England havde vægret sig ved at sende et eneste
Billede; selv i Belgien havde f. Eks. Wappers Intet sendt;
han har i den senere Tid beskjæftiget sig mest med Por-
træter, Gud véd hvorledes, men havde ikke leveret noget
Arbejde til denne Udstilling. Vi kunne altsaa ikke, ved at
kaste Blikket paa den, opnaa det Samme som ved at se paa
Billedhuggersagerne i London. Men denne Udstilling viste
ogsaa tydelig, at den belgiske Skole, idet den paa den
ene Side slutter sig nærmere til Holland, paa den anden
Side nærmere til Frankrig, derimod staar en Del fjernere
fra Tyskland. Det var mig ikke muligt med Sikkerhed
at paavise eller modtage det Indtryk, at den belgiske
Skole, skjøndt tyske Konstnere sættes højt i Belgien, har
modtaget Indvirkning fra Tyskland. Derimod er den franske
Skoles Paavirkning af umiskjendelig Indflydelse. Da jeg
nu ogsaa var kommen til Paris og havde haft Lejlighed
til at gjøre mig bekjendt med flere betydelige Arbejder
af franske Konstnere, ogsaa af dem, der havde været
sete paa den belgiske Udstilling, saa tænkte jeg, at jeg
kunde tillade mig under Et at plukke de Blomster, jeg
var i Stand til at finde, for deraf at danne en lille
Buket af Malerkonstens Frembringelser i Frankrig, Bel-
407
gien og Holland, dog blot forsaavidt de saaes paa denne
Udstilling eller i de nærmest liggende Aar ere traadte
frem i betydelige Arbejder i offentlige Bygninger i Bryssel
og Paris.
Niende Forelæsning.
Udstillingen i Bryssel, de Keijser, Gallait. Augustinerkirken: Wappers,
Erindringer fra Septemberdagene; de Keijser, Slaget ved Woeringen.
Domhuset: Gallait, Carl den Femtes Aftakkelse; de Biefve, Compro-
misset.
i/et var en stor Forandring at komme ind i Udstillings-
salen i Bryssel, naar man kom saa at sige lige fra Ud-
stillingen i London. Bygningen kunde man hartad sige
var usynlig, som Bygning betragtet, og i Stedet for de
enorme Haller i London var det her hyggelige Rum, man
traadte ind i, som med en enkelt Undtagelse vare meget
godt belyste fra oven, og som ikke vare for høje, saa at
de fleste Billeder saaes med stor Bekvemmelighed. I
Stedet for al den Larm, der havde været hist, og hine
Orgel- og Basuntoner og de plaskende Springvand, var
her ganske tavst. Jeg kom sent til denne Udstilling; det
var allerede midt i Oktober, Nysgjerrigheden var alt til
Fulde mættet. Der var derfor ikke synderlig mange Men-
nesker; man gik stille og rolig omkring; der var rummelig
Plads alle Vegne, og man tabte sig her virkelig i en al-
deles fredelig og hjemlig Følelse. Men naturligvis, det
Første, Tanken og Øjet søgte, det var den belgiske Skole;
det var jo denne Skole, der har vundet en evropæisk
Navnkundighed, som man ønskede endelig at faa at se;
408
og, idet man nævnede den belgiske Skole for sig selv,
tænkte man naturligvis hverken paa Landskaber eller paa
hvad man kalder Genrestykker eller andre saadanne Sager,
men paa historiske, og det paa store historiske Billeder.
Ja, der var da ogsaa adskillige historiske Malerier op-
hængte; men dels vare de ikke af Belgiere, og dels til-
fredsstillede de slet ikke den Forventning, hvormed man
var kommen. Der var kun nogle faa Malerier, som egentlig
vakte Forestillingen om, at den belgiske Skole vistnok
maatte have sin Betydning, og disse Malerier Tiavde med
Undtagelse af to ikke engang nogen videre overdreven
Størrelse. Wappers havde Intet udstillet, de Biefve heller
ikke; derimod de Keijser og Gallait. De Keijser havde,
som bekjendt, været Faaredreng, indtil han var fjorten
Aar gammel. Han var født i en lille By i Nærheden af
Antwerpen, og dér kunde naturligvis Ingen lægge Mærke
til ham; men der var en rig Borger, som havde meget at
betyde i Antwerpen, som blev bekjendt med ham og som
tog sig af ham; og nu gjorde han hurtige Fremskridt som
Konstner. Han betragtes ofte som Elev af Wappers og
skulde altsaa her netop være den, der nærmest maatte
tiltrække sig Opmærksomheden. Men de to Malerier, som
tindes af ham, ere til al Ulykke ikke historiske; det er
kirkelige Billeder. Det ene forestiller den hellige Elisabeth,
hvor hun kommer Syge og Fattige til Hjælp; men skjøndt
hun er Hovedpersonen, træder hun alligevel tilbage i Mellem -
grunden; det er de Fattige og Elendige, der trænge til
hende, som nærmest møde Øjet, og det er aabenbart, at
Maleren ikke vil støde os tilbage, han vil ikke, at vi paa
nogen Maade skulle føle os ubehagelig berørte ved at se
Fattigdommen og Usselheden. -Selv Moderen her yderst
409
i Forgrunden med sit lille Barn har endnu fulde Former,
og fra denne Side kan man ikke sige, at Maleren har
lagt an paa at give et Billede, som passede strengt til
Sagnet om den hellige fornemme Dame. Billedet var for
Resten smukt udført; der gaar virkelig en stille, venlig
Følelse igjennem det; men det, som her overrasker, det
er ikke den glimrende Farve, som vi ventede at ånde,
tvertimod, Farven spiller noget over i det Gulladne, og
det er mere den smukke Runding i Enkelthederne, det er
mere en i mange Henseender smagfuldt behandlet Teg-
ning, end det er en slaaende Virkning, som møder os i
dette Billede. Vi blive snart færdige og vende os om til
det andet Billede, og det overrasker os. Her faa vi Be-
greb om den Maade, hvorpaa man søger at afvinde en
Opgave et nyt Synspunkt. Det er Fortællingen om Jairi
Datter. Det er dér, hvor hun opvækkes af Dødsslumme-
ren; men der er ikke Andre fremstillede end Jairi Datter.
Konstneren har — hvad enten det nu ligger i Mangel
paa Plads eller i Opgaven eller i hans egen Tanke —
ikke fremstillet Andet end den unge Pige i det Moment,
han tænker sig hende atter at vaagne til Livet. Dette
Billede, vil der maaske ved Lejlighed hviskes Dem i Øret,
betegner en ny Retning, som de Keijser har indslaaet i
Henseende til Farven. Det er aabenbart, naar vi have set
tiere Billeder af ham, at det er lykkedes ham her at give
den opvaagnende Pige en langt større Finhed i Farven;
han gaar over i et Slags — man kunde kalde det —
Sølvtone, det vil sige, han lægger an paa, at en vis Klar-
hed skal gaa igjennem hele Billedet, en bleg Klarhed,
som man nærmest kunde sammenligne med Sølvets Glans,
og som derfor, overført-paa Maleriet, kaldes en Sølvtone,
Høyens Skrifter. III. 27
410
der dog her er behandlet paa en aldeles ejendommelig
Maade. Men det maa ogsaa være fra den Side, at Bil-
ledet skal fængsle os, thi fra Opfatningens Side ville vi
neppe rigtig være i Stand til at sympathisere med ham.
Det Nye, som man maa indrømme, ligger i Opfatningen, er
snarest fremkommet som en Nødhjælp, fordi Konstneren
ikke vidste at finde den uendelige Rigdom, som virkelig
ligger i det Gamle. Hvor overordentlig simpel er dog
den evangeliske Fortælling! Hvor visse ere Forældrene
paa, at hun er død, hvor jamre de sig, og — midt i
Jammeren smile de, da de høre, at Frelseren forsikrer,,
at hun blot sover; og, naar saa Frelseren simpelthen
siger: »rejs Dig!«, staar hun op og forlanger at spise;
hun er virkelig levende og trænger til jordisk Føde. Men
her i Billedet se vi kun denne vakre kvindelige Gestalt;
hun ligger endnu og er i Færd med at rejse sig, og stræk-
ker Armen ud. Der er et ganske eget, følsomt, næsten
sentimentalt, halvt sværmerisk Smil over Ansigtet. Alt-
saa, Konstneren har ikke troet, at han paa nogen Maade
vilde være i Stand til at afvinde denne saa betydnings-
fulde Opgave nogen Interesse uden ved at lægge en al-
deles moderne Følelse ind, saaledes som vi maaske kunne
tænke os den hos en eller anden from ung Nonne, i
Stedet for at holde sig til den simple evangeliske For-
tælling. Det er imidlertid vel muligt, at i et Land, som
Belgien vil denne Maade at tage det paa være den, som
mest tiltaler og bedst gjør Beskueren fortrolig med den
gamle hellige Fortælling.
Vende vi os om til den anden Side , møder Gallaits
Malerier os. Her ere vi ikke længer i den kirkelige Ver-
den, her bevæge vi os i Livet og Historien. Det første
411
Billede, Øjet falder paa, er en enkelt Figur. Det er en
Figur af — som man siger — 3 4 Størrelse, skaaren af
nedenfor Knæerne. Det er en meget fattig Mand, klædt
i daarlige brune, næsten pjaltede Klæder. Han er i
Legemsstørrelse og staar der mellem de fire nøgne Vægge,
hvor Lyset falder ind igjennem en fattig Aabning, og
ser lige ud for sig; i Haanden holder han en Violin og
Bue. Se paa denne Mand. Ja, mig forekom det altid,
som om der gik en vis Trods igjennem Ansigtet; for mig
saa' han altid ud som den Ulykkelige, den Forladte, som
endnu bestandig indenfor sine fire Vægge trodser den
Verden, som han har brudt med og brudt med paa en
Maade — efter hele hans Stilling at dømme — som
neppe videre vil fængsle os. Men dette Billede bærer en
Titel, som synes at fordre en ganske anden Forklaring.
Det hedder »Konst og Frihed« (art et Mberté). Har det
virkelig været Konstnerens Hensigt at fremstille en anden
Konstner, en Musiker, som ikke vil hylde Tidsaanden og
Smagen, som foretrækker selv de jammerligste Kaar for
en glimrende Tilværelse, naar han blot maa spille de
sødeste og reneste Toner, i alt Fald for sig selv, og trøste
og opmuntre sig, saa tror jeg ikke, at det er lykkedes
ham. Han har opnaaet at fremstille et skjærende Billede
af Livet; men det, som skulde kunne hjælpe og husvale
imod al den ydre Nød, dette indre, sjælelige, trøstefulde
Liv, det mangler her aldeles.
Lad os gaa over til et andet Billede. Se, der er et
af den belgiske Historie. Det er jo det belgiske Historie-
maleri, som vi især ønske at lære at kjende; Belgier-
nes egen Historie, fortalt af dem selv. Vi have her et
meget yndet Thema: Horn og Egmont, disse to Folkets
27*
412
Yndlinge, som de endnu bestandig ere. Men de ere døde
her; de ligge hvide og kolde under et stort sort Fløjls-
tæppe med Fryndser, og ovenpaa Tæppet ligger et Sølv-
krucifiks; det blanke, ellers saa lysende Metal antager ret
en sørgelig Tone, saaledes som det dér sees imod det sorte
Fløjl. Vi ere paa et helligt Sted. Vi se Enden af et
Alter, og en ung Gejstlig er i Færd med at tænde Alter-
lyset. Det er Franciskanerkirken i Bryssel; det er Re-
collectanernes, den strenge Franciskanerordens Kirke. Der
ligge disse to Lig, som sagt, udstrakte, og Konstneren vil
ikke smigre paa nogen Maade, ikke skaane os for Noget;
vi skulle føle, at det er stærkt lemlæstede Lig, vi staa
foran; og der er samlet en hel Del Mennesker om dem.
Ja, det er Gildeskytterne (hvad vi vilde kalde Borger-
væbningen, Nationalgarden), som efter at have faaet Til-
ladelse dertil have baaret Ligene hen i denne Kirke, hvor
de skulle modtage den sidste Ære og det sidste Farvel.
De staae dér spredte i Grupper. Paa den ene Side fin-
des der To lige bagved Hovedet af de Døde, og i deres
Ansigt er der Smerte, ja, der er mer end Smerte, der er
Harme. Og til Højre sees der en hel Klynge, ogsaa over-
skaaren af Ligene; deres Ansigter udtrykke mere Sorg.
Der staar en dygtig, fuldkindet Tyksak, og de klare Taa-
rer rinde ned over hans røde, fede Kinder; han er meget
bevæget, og det passer maaske netop godt til denne Fleg-
matikus, at han giver sine Taarer rigt Løb. Men foran
Liget, overskaaren af Rammen, staar en Mand, set i Profil;
han har et blegt Ansigt, lyse, rødlige Haar, en prægtig
Dragt. Han betragter ogsaa Liget, han ser meget alvor-
lig og betænksom ud, og han synes slet ikke at lægge
Mærke hverken til den Harme eller til den sørgelige
413
Følelse, der gaar igjennem de Andre. Hvem er det?
Er det Alba? Nyder han her endnu for sidste Gang sin
Sejr over disse faldne, saa hædrede og ansete Mænd?
Jeg véd det ikke; det hed sig, at det var ham. Han er
meget smukt malet; men der er én Ting, som frapperer
Øjet.' Saaledes som Maleren har valgt sin Opgave, synes
alle Fordele at være skjænkede ham : her er et roligt,
næsten dæmrende Rum; han antager, at Lyset kommer
forfra gjennem et stort Vindue, men det fulde Lys,
som falder ind, afdæmpes hurtig gjennem det mørke
Rum; og dog, trods alle de Fordele, som dette fulde
Lys skulde give, synes den alvorlige Profil dér foran
ikke rigtig at ville løsrive sig fra den øvrige Klynge, som
staar bagved — dog skilt fra ham ved Ligene, som
ligge imellem dem — og det var for mig, som om jeg
endogsaa savnede Noget i Harmoni og Tone i dette Bil-
lede; thi denne blege Mand, saa dejlig malet, som An-
sigtet, Haaret og Dragten er, staar næsten som en Lys-
plet paa Billedet, og den Finhed, der er hos ham, savner
jeg i Behandlingen af de andre Figurer; navnlig i Ligene
og i det sorte Fløjlstæppe er der en vis bredere, koldere
og tungere Behandling. — Vi kunne ganske vist ikke
tvivle om, at disse Arbejder, vi her have set af de Keijser
og Gallait, virkelig komme fra Mænd, der allerede have
gjennemgaaet en betydelig Udvikling og ere i Besiddelse
af betydelige Midler til at fremstille, hvad de have foresat
sig; men deres Fremstilling lader dog meget tilbage at
onske for os. Selve Valget af den Maade, de ville frem-
stille paa, vil ikke rigtig tilfredsstille os.
Da vi dog nu ere saa ivrige efter at faa et Begreb
om den belgiske historiske Skole, saa tænker jeg, vi gjorde
414
klogest i, da vi ere i Nærheden, et Øjeblik at gaa ud af
Salen og se, om vi ikke paa de offentlige Steder kunne
rinde andre Billeder, der fuldstændigere kunne tilfredsstille
vor Nysgjerrighed. Og vi behøve da blot at gaa hen i
Domhuset (palais de justicej eller i Augustinerkirken , og
vi ville der finde fire meget betydelige Malerier, som vist
fortræffelig kunne repræsentere den belgiske Skole. Men
lad os saa hellere straks, idet vi gaa ud af Salen, slippe
Traaden og gjøre et Spring tilbage — dog ikke udenfor
dette Aarhundrede. Vi ville minde om, hvorledes det
har noget halvt Smerteligt, halvt Tilfredsstillende for
Tanken, naar den dvæler ved Forholdet mellem Belgien
og Holland, som det var i 1830. Vi kunne høre — og
mange af os have sikkert den Gang hørt det i Kjøben-
havn, især naar de Kundskabsrige og Indsigtsfulde talte
— om disse foragtelige Belgiere, disse bornerede Katho-
liker, disse udannede Mennesker, denne barbariske, plumpe
Pøbelhob i sine blaa Kitler, som paa denne Maade vilde
gjore Brud med og rejse sig imod Hollænderne, som stode
langt over dem i Intelligents og Udvikling, og som havde
bragt betydelige Ofre for netop ret at knytte dem til sig ;
og dog ville vi snart overbevises om, at med Hensyn til
Konsten var Fordelen allerede i 1830 ikke paa Hollæn-
dernes Side, at den nye Konst, der udviklede sig, alle-
rede den Gang havde ganske andre Talenter i Belgien at
opvise, end dem der fandtes i Holland, især naar Talen
skulde være om Historiemaleriet. Selv det Billede, som
jeg alt saa', da jeg gik igjennem Holland, i Leyden, selv
det er malet af en Belgier, van Bré, i 1813; og det Bil-
lede, som i 1830, endnu før Opstanden udbrød, vakte en
saa almindelig Sensation paa Udstillingen i Bryssel, som
415
Prinsen af Oranien erhvervede i 1836, og hvis Skizze
Kongen af Holland kjøbte, dette Billede, som forestillede
den samme Gjenstand, van der Werf, der træder frem
imellem den forsultne Masse i Leyden, det er malet af
Belgieren Wappers, som var født 1803 og den Gang alt-
saa var 27 Aar gammel. Ja, mærkeligt nok, m. T. er-
indre sikkert den unge Løjtnant van Spyk, som sprængte
sit Skib i Luften, fordi han førte det hollandske Flag til
en vanærende Undergang — selv denne Heltedaad er
foreviget af Wappers og dette store Billede hænger i den
gamle Raadstuebygning i Amsterdam. Disse Malerier
havde jeg allerede set for mange Aar siden, og de havde
ingenlunde gjort noget gunstigt Indtryk paa mig. Det første
af dem gjorde, da det blev udstillet i Bryssel, en ganske
overordentlig Opsigt, og det er aldeles almindeligt endnu
den Dag i Dag at regne den belgiske Skoles Gjenfødelse
fra Udstillingen i 1830 og navnlig fra Wappers' Billede.
Paa mig gjorde det den Gang, jeg saa' det, ikke nær det
Indtryk; men jeg havde paa den Tid ikke Begreb om,
hvorledes det aldeles passede ind i Kjæden. Jeg kan nu
godt se, at den mægtige Farve, der var deri, maa have
slaaet ligeoverfor den blege, fade, lyserøde Rosenfarve, der
var i van Brés og de Andres Billeder, eller ligeoverfor
den sorte, jernkolde, haarde Tone, der gik igjennem Ma-
lerier af Paelinck og Andre af Davids Skole, ligesom og-
saa at den friske, fyldige Varme, som Wappers skal have
faaet ved at studere Venetianerne i Louvre, virkelig i
Forbindelse med Gjenstanden og det, at der var en ganske
anden Voldsomhed i Udtrykket end hos van Bré, maatte
vække Opsigt, især da det var en ung Mand, som traadte
frem. Og dette Billede, som er malet tidligere end van
416
Spyks Heltedaad, staar unegtelig over dette, som var mig
næsten modbydeligt og mindede mig mindre om den vene-
tianske Tone end om en vis Farveoverdrivelse eller Farve -
oversvømmelse, som jeg ellers kun havde mødt hos Konst-
nere af den engelske Skole, skjøndt Farverne ellers
baade udmærkede sig ved Klarhed og Dybde. Overhove-
det synes det, som om Wappers den Gang ikke kunde
linde sig til Rette med sit Talent, og man taler om, at
han selv i sine senere Billeder, f. Eks. i »Christi Grav-
lægning«, hvor han gik ud paa at frembringe en bestemt
alvorlig Virkning ved Hjælp af hele det egne mørke Lys,
der kan falde ind i en dyb Grotte, bidrog til at forvirre
de unge belgiske Konstnere, og at der var en hel Periode,
som først tabte sig i de sidste fem,, seks Aar af Tredi-
verne, hvor det at male med brillante Farver uden at
bryde sig om Formerne skulde være det ene Rette.
I 1836, i September Maaned, saa' jeg allerede paa
en Udstilling i Bryssel et nyt Billede af AVappers, der
nu findes i Augustinerkirken. Det forekom mig uroligt
og broget i Farven; det var, som naar man kommer
fra Mørket og straks ser et stærkt Lys; men den Gang,
som nu, gjorde dette Billede dog et meget levende Ind-
tryk paa mig. Der var et Kjæmpespring fra de tidligere
Billeder, jeg havde set, til dette. Det var, som om Konst-
neren virkelig her var bleven greben af Livet, havde —
hvorledes, véd jeg ikke — set Livet selv, som det her
viste sig, hørt denne Larm og set hele denne forvildede
Bevægelse ved en saadan Lejlighed, og dog havde han
vidst at lade Anelsen om en ordnende Haand gaa der-
igjennem. M. T. erindre sikkert alle meget godt, hvor-
ledes Prins Henrik den 21de September 1830 udstedte
417
en Proklamation, hvori han talte i strenge og haarde
Ord, forlangte Lydighed og fordrede, at Urostifterne og
de Fremmede, som han antog især havde bidraget til
Opstanden, skulde forjages o. s. v. ; og derpaa gjorde han
et Angreb paa Bryssel, og Kampen varede i 4 Dage og
endte med, at Hollænderne maatte trække sig tilbage.
Saavidt jeg forstaar Billedet, er det ikke ved Enden af
disse Dage, at Konstneren har valgt sin Fremstilling;
tvertimod, det er lige i Begyndelsen. Kampen er aabnet,
der er allerede Døde og let og haardt Saarede; men
Lysten til at kjæmpe er nu i Stigning, Folket begynder
for Alvor at blive sig bevidst. Vi ere inde i Byen, —
altsaa et Stykke fra Kamppladsen — vi ere i Nærheden
af Raadstuen ved den store støbte Jernlygtepæl , som er
paa Torvet, og dér staar en Mand i dristig Stilling, med
Kappen løst kastet om sig, for Resten i bare Skjorte-
ærmer, og ligesom haanende holder han Prinsens Procla-
mation frem for Folket; i det Samme ser man en Saa-
ret, som bæres frem af to halvt bevæbnede Folk, den ene
i en blaa Kittel, med Hjelm paa Hovedet, den anden med
Sværd ved Siden, og vi se de Døde ligge i Forgrunden.
Det er de alvorlige Kjendsgjerninger, som ere de nærmeste
Følger af Prinsens Proclamation, og disse Kjendsgjerninger
virke paa ingen Maade nedslaaende paa de Omkring-
staaende, de gjøre dem ikke modløse, tvertimod, Stene
pilles op — Konerne samle dem op i Forklæderne, de
skulle maaske bruges til en Barrikade — alle Ansigter
ere fulde af Liv, lige fra Trommeslagerens til den Mands,
der holder Proclamationen frem og taler til Folket ; i
Vinduerne i de høje Bygninger ser man Borgere, tildels
med Vaaben, Borgere, som med deres Koner stirre ængste-
418
lige og alvorlige ud paa Torvet; kort sagt, det er lykke-
des Konstneren i dette Stykke at give Begrebet om en
ganske overordentlig Bevægelse, hvori Ophidselsen og
Kamplysten er stegen til en høj Grad. Vilde vi gaa ind
paa at tale om Belysningen i dette Billede , saa vilde vi
maaske være mindre tilfredsstillede, og, skulde vi gaa ind
paa at betragte de enkelte Figurer og fordre noget nøjere
Regnskab af dem, saa vilde vi vel finde mangt et dejligt
Hoved, men ogsaa mangt et Hoved , som blot har bevæ •
gede Træk; og vi vilde finde, at mangen en Bevægelse,
nøjere betragtet, maaske ikke saa ganske udtrykker den
Følelse, den skulde udtrykke, men blot saa at sige viser
en Følelse. Men, selv efter at have opdaget dette og
gjort os fortrolige dermed, kunne vi ikke Andet end fæng-
sles af Maleriet; vi kunne begribe, at dette Maleri maa
have været et kjært Skue for Brysselerne og i høj Grad
maatte vække enhver Fremmeds Interesse, som saa' det.
Ligeoverfor dette Billede, der altsaa var malet allerede
i 1836, hænger et andet, som straks bringer os til at tænke
paa den Mand, der har malet »den hellige Elisabeth«. Det
er de samme lyse, rolige, klare Farver, som dog have lidt
for megen Enstonighed og spille noget over i det Gule. Det
er ogsaa stort ligesom de øvrige Malerier, vi her beskjæftige
os med ; det er Lærreder paa ti Alens Længde og syv, otte
Alens Højde. Det er altsaa de Keijser, som har malet
dette Billede, der nu hænger i Augustinerkirken, hvor det
er flyttet hen fra Kamrene. De Keijser har her frem-
stillet en berømt, gammel historisk Heltedaad af den Bra-
bantske Grev Johan den Første; det er Slaget ved Woe-
ringen i Aaret 1288. Han har alt tidligere behandlet en
419
af disse gamle Heltebedrifter af Belgierne, nemlig det
1302 stedfundne Slag ved Courtray eller »de gyldne
Sporers Træfning«, som det kaldes, fordi man opsam-
lede 8000 gyldne franske Riddersporer paa Valpladsen.
M. T. huske vist, hvor snildt Genterne havde indrettet
sig her. De havde lejret sig i Nærheden af Floden, truk-
ket en Grav i en Halvmaaneform, og dækket denne med
Kvas , Grene , Grønsvær og løs Jord. Derpaa var nu
Angrebet sket, det franske Ridderskab under Greven af
Artois satte kjækt over, og den første Linie gik igjennem,
hvorved der med det Samme rejste sig en saa voldsom
Støvhvirvel, at den anden og tredie Linie i stor Forvir-
ring maatte holde sig tilbage; og nu kunde de dygtige
tirskaarne Haandværksfolk fra Gent ret bruge deres Knip-
ler, Køller, Økser, Knive og hvad de ellers havde hos
sig og slagte det franske Ridderskab. Konstneren har
her valgt et Moment, som han formodentlig frit har ud-
kaaret sig, nemlig det, hvor Greven af Artois er styrtet
med sin Hest; Hesten vil rejse sig, men kan ikke; Rid-
deren ligger forover med Overkroppen, og en mægtig Gen-
ter med en stor Økse fra den ene Side og en anden med
en Dolk fra den anden Side ville formodentlig til at gjøre
Ende paa den berømmelige Herres Liv. Dette Billede
gjorde, da det fremtraadte, overordentlig Lykke. Imid-
lertid kan Compositionen paa ingen Maade sammenlignes
med den, vi nu staa ligeoverfor, Slaget ved Woeringen.
Dette staar som en ægte, ridderlig Kamphandling paa en
Maade i Modsætning til de gyldne Sporers Træfning, hvor
den forbitrede, skjøndt vel anførte Folkehob mere slag--
ter end fælder de dumdristige, kaade franske Riddere.
Ved Woeringen havde Brabanterne ikke at gjøre med
420
Franskmænd, men med Tyskere. Det var Erkebispen af
Koln, som ved at forene sig med en Del Fyrster, der-
iblandt Greven af Geldern, havde stiftet en talrig Ligue
imod Greven af Brabant. Medens nu denne beredte sig
til at tage et Kastel ved Woeringen, hvor Erkebispen af
Koln holdt en Flok Røvere, der plyndrede fra de frede-
lige Borgere, brød Erkebispen paa samme Tid op med
sine Forbundsfæller og nødte Greven af Brabant til at
ophæve Belejringen. Og nu kom det til Kamp mellem
Erkebispen af Kolns talrige — man siger — 40,000 Mand
stærke Hær og Brabanterne, der kun vare 4000 i Tallet.
Ingen var her saa nidkjær, som den unge Greve af Luksem-
burg. Det lykkedes ham at fælde Hesten under Johan
af Brabant, og i sin voldsomme Iver klyngede han sig i
sin fulde Rustning om Halsen paa den vel harniskklædte
Johan for at rive ham ned fra Hesten; men i det Samme
faldt han, og, idet han saaledes bevægede sig, aabnede
Rustningen sig i Ryggen, og han blev gjennemboret bag-
fra. Johan, der med Klogskab havde lagt sin Plan,
sejrede aldeles; og, da Kampen var endt, vare Erkebispen
af Koln, Greven af Geldern og alle de mægtigste Førere
Fanger og kunde som saadanne overleveres Sejrherren.
Det er dette Moment, da Kampen er til Ende, som Konst-
neren har valgt, og dette Billede gjør i Modsætning til
Wappers' urolig bevægede Billede, der hænger ligeover-
for, et ganske eget Indtryk. Sejrherren holder midt i
Billedet paa sin hvide Hest med sænket Sværd; de Mange,
der gjorde ham Sejren saa svær, deriblandt Greven af
Luksemburg, ligge døende i Forgrunden, og fattige, for-
legne og ydmyge i høj Grad staa Fangerne, Gelderns
Greve og Erkebispen af Koln, foran den rolige Sejrherre.
421
Bagved den hvide Ganger er der megen Uro; Krigerne
støde i Trompet, løfte Fanerne og pege hen paa Fan-
gerne, kort, dér ser man Alt, hvad der hører til en saa-
dan Bevægelse. Men, om imidlertid denne Bevægelse
egentlig her gjør sin fulde Virkning, det véd jeg ikke. —
Dette Billede staar ganske vist langt over det, vi have
set paa Udstillingen, det giver os en hel anden Forestil-
ling om, hvad de Keijser formaar, det viser os virkelig
en Konstner, der véd at vælge sin Gjenstand saaledes, at
et roligt og klart Billede træder frem for Beskueren.
Derimod savner man maaske noget af det Liv, der er i
det ligeoverfor hængende Billede; man savner maaske
netop det Indtryk, som dette i saa Grad gav, nemlig at
Maleren har været inde i Handlingen. Naar man ser paa
den Maade, hvorpaa Grev Johan holder paa sin Hest, og
hvorpaa Sejrherren i det Hele ytrer sig, saa kommer
man snarere til at tænke paa den moderne end paa hin
gamle Tid. Denne Mangel bliver tydeligere og klarere,
jo mere man ser paa Billedet, medens man jo for Resten
maa indrømme, at det vidner om et betydeligt Talent.
Vi gaa fra Augustinerkirken til Domhuset for at se
de to mærkelige Malerier, som findes der, Carl den Fem-
tes Aftakkelse og den bekjendte Overenskomst, det be-
kjendte Compromis imellem de flanderske Adelsmænd.
Her have vi med to andre Konstnere at gjore, Gallait og
de Biefve. Gallait, der har malet Carl den Femte, der
frasiger sig sit Herredømme over Nederlandene og Spa-
nien, er født i samme Aar, som Wappers, 1803. Han
har faaet sin Dannelse især i Paris. I 1836 malede han
allerede sin »Niobe«, som hænger i Palæ Luksemburg, og
han har malet flere Portræter, baade historiske og andre,
422
der tildels hænge i Galleriet i Versailles. I 1*36 traadte
han ogsaa op som Maler i Belgien paa Udstillingen i
Bryssel, og dér havde han malet Englænderen Montaigne,
der besøger den ulykkelige Tasso, et Billede, som gjorde
en ganske overordentlig Opsigt. Her i Domhuset staa
vi nu foran et Maleri af Gallait fra 1841; i Efter-
aaret 1842 er det allerede paa Kolnerudstillingen. M. T.
erindre, at i 1556 frasagde Carl den Femte sig til Fordel
for sin Søn, Philip den Anden, de Lande, hvortil Philip
var født som arvelig Efterfølger. Frasigelsen skete i
Belgien, og Philip var naturligvis tilstede. Den højtide-
lige Akt foretoges i Paladset i Bryssel — vi ere altsaa
her igjen, ligesom i hint Billede af Wappers, i det Indre
af Bryssel — og den gjorde et overordentlig stærkt Ind-
tryk; thi, skjøndt Carl den Femte havde været en streng
Hersker, var han dog i det Hele meget yndet i Neder-
landene. Carl den Femte var den Gang — det sige Hi-
storieskriverne tydelig — ikke mere den kraftfulde Mand,
han havde været paa Valpladsen i Tyskland, Italien eller
Nordafrika; han var bøjet af Sygdom og af et nedslaaet,
mismodigt Sind. Jeg kjender ikke de Midler, der har
staaet Historiemaleren til Tjeneste for at give Billedet
hele den portrætagtige Charakter, som det har faaet; jeg
véd ikke, om han derved støtter sig paa paalidelige Hjælpe-
midler, eller om han har behandlet Billedet med den Fri-
hed, som det nødvendig maa være Konstneren tilladt at
benytte ved Løsningen af sin Opgave. Det forekom mig,
som om Rummet f. Eks. havde for meget af en kirkelig
Charakter, til at man kunde tænke paa et Palads; men
det ville vi se bort fra, og blot fastholde, at vi selv saa
at sige staa i Rummet i det store Palads, men ikke paa
423
den Maade, at vi have de sidegaaende Linier paralelle,
men saaledes, at vi se ind i Salen lidt paa Skraa; der-
ved vinder Konstneren en stor Fordel , idet han faar et
ganske andet malerisk Spil, en større Dybde ind i hele
sin Composition. Her er en talrig Masse samlet; men
hele det mellemste Parti af Salen staar aabent, og dér
se vi Trin, som føre op til en Forhøjning, beklædte med
Tæpper, og paa Forhøjningen staar der en Stol med en
mægtig Himmel over; det er Kejserens Plads. Til Venstre
sees Stolen, der er bestemt for Kejserens Søster, Maria,
ved hvis Side flere fornemme Damer have taget Plads,
svarende til Herrerne, der staa paa højre Side, hvoriblandt
Erkehertugen af Østerrig. Kejseren er altsaa umiddelbart
omgiven af sin Familie , Fyrster og Fyrstinder o. s. v.
Lige foran hans Thronstol have derimod saadanne Folk
samlet sig, som ville komme til at deltage i Handlingen.
Der ser man en pavelig Legat med Bibelen i Haanden,
omgiven af Gejstlige; der skal aflægges Ed; og dér staar
Granvella holdende et Papir; han skal oplæse en Tale.
Villers knæler med Krone og Scepter, som skulle over-
leveres Efterfølgeren. Til Venstre ser man en meget for-
nem Mand, Philip af Bryssel, som skal føre Ordet for
Brysselerne, og for Resten Gejstlige og Verdslige, Unge
og Gamle rundt omkring. Den historiske Begivenhed for-
tælles saaledes. Først talte Philip af Bryssel, og, efterat
han havde skildret Nederlændernes Følelser i dette Øje-
blik, da Kejseren vilde forlade dem, tog Carl den Femte
Ordet. Han fortalte om alle sine Tog, hvor ofte han
havde sat over Seinen og hvor store Strækninger af Fast-
landet, han havde berejst, og han sluttede med at for-
sikre dem, at han vilde ønske, at han kunde raade Bod
424
paa ethvert Fejlgreb, han muligvis kunde have begaaet i sin
»Styrelse af Nederlandene, og, naar han ikke var i Stand
dertil, vilde han bede om Tilgivelse for dem. Derpaa
talte han til sin Søn, og efterat have fremstillet sig for
ham som et sjeldent Eksempel paa, at en Hersker ned-
lægger hele sin jordiske Magt og Myndighed, sank han
udtømt ned paa sin Stol. Efterat der da igjen var talt,
knælede Philip den Anden foran Kejseren, og Kejseren
har da formodentlig rejst sig, knælet og atter rejst sig,
og derefter bedet Granvella holde den Tale, han stod
med i Haanden. — M. T. maa undskylde denne lange
Fortælling; den var nødvendig, for at De skulde kunne
forstaa Billedet. Det er det Moment, hvor Carl den Femte
lægger Haanden paa den unge spinkle, knælende Philip,
paa hvilket Opmærksomheden er henvendt. Philip vender
Ryggen til Tilskuerne. Carl den Femte er, som sagt,
allerede svækket af Alderen; hans Krop er bøjet noget
forover, men Hovedet hæver sig lidt. Det er, som om
en religiøs, gudelig Tanke farer igjennem ham, idet han
velsigner sin Søn. Han behøvei en Støttestav og lægger
derfor sin venstre Haand paa den ranke, rolige Mand,
der staar ved Siden af ham; det er Vilhelm den Første
af Oranien. Det er egentlig ham, der er Helten i hele
Billedet. Saaledes er Hovedgruppen fremstillet. Den er
saa klart og bestemt udtalt, der er en saadan Kontrast
imellem disse Figurer, og den staar saa løsreven paa den
luftige, dejlige, afsmeltede Grund bagved under Thron-
himlen, den staar saa fuldstændig isoleret i den øvrige
talrige Forsamling, at intet Øje kan tage Fejl: dér er det,
at det Væsentlige foregaar. Alt rundtomkring er gjennem-
trængt af dyb Alvor. Historieskriveren og den engelske
425
Gesandt i sine Breve berette, hvorledes intet Øje i Salen
var tørt under denne gribende, skjæbnesvangre Begiven-
hed. — Jeg kan ikke nægte, at paa mig har dette Bil-
lede aldeles gjort den Virkning, som Konstneren har til-
sigtet. Jeg har staaet længe foran det, og jeg har virke-
lig følt hele det alvorsfulde Øjeblik, for saa vidt et saadant
lader sig føle foran et Konstværk. Men, naar jeg nu
rolig skulde betragte dette Maleri, saa kunde det ikke
undgaa min Opmærsomhed, at, saa dejligt end mangt et
Hoved var malet, baade af de kvindelige og af de mand-
lige, saa smuk en Farveharmoni der end gik igjennem
det, saa var der dog paa den anden Side i Anordningen,
i de enkelte større Partier, Hovedgruppen fraregnet, noget
— jeg vilde sige — mere Sammenpakket og Overlæsset,
end jeg kunde ønske i et Konstværk af den Betydning.
Der var i de perspectiviske Linier Noget, som maatte
vise, at Konstneren ikke rigtig havde klaret sig sin Plan.
De forreste Figurer vare overnaturlig store, og de vare
overskaarne af Rammen — det var ikke heldigt — og
deres Tegning var ingenlunde korrekt. Selv i denne
mærkelige Forbindelse af Grupperne var der noget Stødende.
Konstneren havde desuden imellem Granvella og den med
Scepter og Krone knælende Villers tilladt sig at gjøre en
Fordybning, og dér ser man Horn og Egmont; der veksles
Blik, den unge Dominicaner i Philips Følge skal maaske rig-
tig tages i Betragtning; men alle disse Enkeltheder behøves
slet ikke, de opløse snarere det Storladne i Billedet. — Dog
det vilde jo være ubilligt videre at gaa i Rette med et
saadant Konstværk. Vi ville hellere glæde os over, at
det er kommet frem; thi det er i Sandhed meget betydeligt.
Hflyens Skrifter. III. 28
426
Ligeoverfor hænger Compromisset af de Biefve, den
samme Konstner, som faa Aar i Forvejen havde vakt stor
Deltagelse for Dødsrædselen i Fremstillingen af Ugolinos
sidste Øjeblikke. M. T. erindre, at i Bryssel, elleve Aar
efter Carl den Femtes Aftakkelse, altsaa 1567, i Februar
Maaned, forsamlede en Del flanderske, brabantske, belgiske
og hollandske Adelsmænd sig i det store Palads og bleve
enige om at ville paa det Kraftigste, men aldeles lovligt,
protestere imod Inkvisitionens Indførelse i Nederlandene,
og en højt begavet Mand, Marnix, havde forfattet den
Protest, som skulde overleveres til deres retmæssige Konge,
Philip den Anden, imod hvem de i ingen Henseende vilde
opføre sig anderledes, end som det sig hør og bør tro
Fndersaatter. Denne Protest blev underskreven af en
Masse Adelsmænd, rige og fattige, højst betydningsfulde
Mænd, som Vilhelm af Oranien og Brødrene Henrik og
Ludvig af Brederode, der nedstammede fra de gamle
Grever af Holland, og en Mængde simple og mindre ansete
Adelsmænd. Alle vare de enige i at holde ud til det
Yderste, og kort Tid efter, i April Maaned, droge de i
Procession til Fods, to og to, med Henrik af Brederode
i Spidsen, op til Bestyrerinden af Nederlandene for at
overrække hende deres Protest, der skulde sendes til
Kongen. Og, da hun sad dér urolig og greben ved at
se dette lange Tog komme gaaende, saa var det, at en
af hendes Omgivelse, Barlaimont, en Belgier, sagde: »Aa,
Frue, det er kun Tiggere!« Men dette uheldige, over-
modige Ord blev bekjendt, og naturligvis, Adelsmændene
toge det til Indtægt og svarede: "Ja vist, Tiggere, tro
imod vor Konge indtil Tiggeren ! « Det var disse famøse
»Geuser«, som senere spillede saa stor en Rolle. — Dette
427
Billede forestiller nu netop den Akt, da de underskrive
deres Protest. Her har Konstneren med Hensyn til Rum-
met hvor de ere samlede, tilladt sig enhver malerisk Fri^-
hed. Han har tænkt sig et stort Rum, hvis Baggrund er
omgiven af en Colonnade, til hvilken der forer nogle Trin
op, og dér oppe imellem Søjlerne er en Mængde Adels-
mænd forsamlede. Disse Mænd ser man tydelig ere i en
bevæget Tilstand: de vende sig om imod hverandre, tale
sammen, trykke hinanden i Haanden: de ville ikke skilles.
Dog, det er ikke egentlig deroppe, at Hovedhandlingen
foregaar. Men her nedenfor Trinene staar der et Bord,
paa hvilket der ligger et Papir, og foran Bordet sidder
en smuk Mand i en prægtig Staalrustning, besat med
Guld; det er Marnix. En Anden nærmer sig og skriver
sit Navn, og til Højre for Bordet staar en Ridder, klædt
i hvidt Silke, de Lalaing; han trækker sin Handske af
og er nærmest til at skrive under. Og saa se vi en meget
alvorlig Gestalt, ganske sort klædt, det er Vilhelm af
Oranien, og bagved ham den sorgløse Egmont henstrakt
paa et Sæde, og i Nærheden Ludvig de Brederode og
Nassau, meget alvorlige — i det mindste synes det at
være dem; de have underskrevet eller skulle straks til
det. Men paa Trinet staar den anden Brederode og op-
fordrer de øvrige Adelsmænd oppe i Søjlegangen til at
underskrive. — Dette Billede kan altsaa hverken ved den
Maade, hvorpaa Lokalet er behandlet, eller saaledes som
hele Handlingen er fremstillet, gjøre den masseagtige Virk-
ning, som Gallaits, og dog maa jeg tilstaa, at med alt
det, at Gaillaits Billede ganske anderledes slaar Beskue-
ren, saa fængsledes jeg dog næsten endnu mere af de
Biefves. Det er lykkedes Konstneren ved de simpleste
28*
428
Midler at udtrykke, hvad han vilde give. Her er ikke
lagt an paa ved forcerede Gebærder eller ved at lade de
Fremstillede gjore et eller andet voldsomt Skridt, at faa
en Virkning frem, som vilde være upassende; tvertimod,
det er disse alvorlige Personligheder, der staa levende og
frit foran os, der skulle give Handlingen Vægt; det er
disse herlige, betydningsfulde Ansigter, der skulle forvisse
os om, at der foregaar Noget af Vigtighed; det er disse
mærkelige historiske Skikkelser, der skulle gjere os be-
gribeligt, hvad det er, der her sker, og den øvrige Flok
gaar med som Flok. Men vi se at denne Flok ingenlunde
mangler Følelse for, hvad der sker; at Følelsen for Alvor
deles af hele Skaren, som skjænker den sin Sympathi
uden at have gjort sig Regnskab for alle de Følger, dette
Skridt vil have. — Det er, som bekjendt, en egen Sag
at bringe de architektoniske Dele af en Bygning, f. Eks.
Søjler, i Forbindelse med Figurer. Dette er her særdeles
godt lykkedes Konstneren; han har vidst at ordne dem
netop saaledes, at Søjlerne ikke trykke, og at hverken
Figurerne eller Søjlerne blive for smaa. De enkelte Fi-
gurer i Forgrunden ere behandlede med al den Omhu og
Fuldendthed, som man kan fordre af et Portræt. Del-
er ikke nogen stor Virkning i Farverne, som i det
andet Billede; men det er smukt og omhyggelig udført.
Nu kan man ogsaa dér let paavise Mangler; men lad os
hellere holde os til, at det er lykkedes Konstneren at
give et Billede, som selv har aftvunget nogle af hans
Modstandere (og det er ovenikjøbet Tyskere) den Erklæ-
ring, at man følte, at der gik en Folkestemning igjennem
Billedet. Det er endog sagt af en Mand, som for Resten
ikke roste Billedet, skjøndt det dog virkelig er den bedste
429
Ros, man kan give det. Men der er den Mærkelighed
herved, at de Biefve, siden dette Billede fremkom, egent-
lig ikke har præsteret Noget, der kunde fængsle, og det er
blevet et staaende Mundheld, at det er ubegribeligt, hvor-
ledes man har kunnet stille ham sammen med Gallait, og
at det er forunderligt, at Gallait vilde nedlade sig til at
række ham Haanden og give ham Lejlighed til, at hans
Billede i Triumf blev ført gjennem de betydeligste Byer
i Udlandet. Jeg finder, at det dog er en højst besynderlig
Maade at behandle Sagen paa, naar man dog maa ind-
rømme, at Konstneren har præsteret noget saa overordent-
ligt Værdifuldt. Da disse Billeder kom til Koln og der-
fra vandrede igjennem Tyskland, vakte de en ganske
enorm Opsigt. Paa mange Steder henreve de uimodstaae-
lig, og i Berlin skrev endogsaa Konstnere om dem paa
en Maade, som om det var den eneste Vej til at opnaa
Konstnersalighed paa, at slaa ind i den belgiske Skoles
Spor. Det fremkaldte naturligvis paa den modsatte Side
de stærkeste Protester; man søgte at nedsætte Billederne,
man fremhævede enhver Svaghed ved dem, man gik til
det Yderste, og man levnede dem kun den Fortjeneste,
man nødvendig maatte lade dem beholde, nemlig først den
store Farveharmoni og dernæst enkelte meget smukt ud-
førte Partier. — M. T. ville erindre, at det var i 1842—43,
at disse Billeder vandrede igjennem Tyskland (jeg véd
ikke, om de kom tilbage til Belgien før i 1844, men i
dette Efteraar vare de i al Fald opstillede paa deres
Plads i Kamrene) , og de bleve beundrede af Tyskerne,
og det af saadanne Mænd, som pleje at føre Ordet, naar
Talen er om tysk Konst, og det skjøndt de endog sagde,
at Tyskland havde en Konstskole — de tænkte vel nær-
430
mest paa den i Munchen — som selv den mest blom-
strende Konstskole i Fortiden maatte beundre; jeg husker
ikke, om de ikke sagde: »misunde dem.« Se, der
er en Modsætning imellem disse to Ting: paa den ene
Side disse tyske Mænds Overbevisning om deres Konst-
skoles Storhed og paa den anden Side den uhyre Virk-
ning, som disse to historiske Malerier kunde gjøre paa
deres Vandring igjennem Tyskland, uagtet man skulde
tro , at denne Anskuelse om den tyske Konstskoies
Fortrin var vel begrundet. Der er noget højst Mærkeligt
deri, som vel fortjener, at vi dvæle et Øjeblik derved.
Selv de Mænd, der roligere og mere upartisk bedømte
de Biefve og Gallait, som lode disse vederfares al Ret,
og som fremhævede, at det var historiske Billeder, og at
man derfor ikke maatte gjøre andre Fordringer til dem
end som saadanne, og at man først og fremmest maatte
kjende Historien, før man vilde bedømme dem — selv
disse Mænd fortalte paa samme Tid om, hvorledes den
store Skole i Munchen havde de og de Fortrin, navnlig i
Liniernes Skjønhed og i det Ideelle, som disse Billeder
manglede. Andre Tyskere glemte derimod ganske foran
disse Billeder i Bryssel — selv i Efteraaret 1844 — at
de vare Tyskere , og de talte endog paa en ironiserende
Maade om »de skjønne Linier« og »det Ideelle« i Mun-
chen. De bemærkede f. Eks., at man fik ikke ondt ved
at se saadanne gamle gothiske Hefte blive stukne ihjel,
thi man vidste godt, at der flød ikke Blod af dem; det
var lutter ideelle Gestalter, som godt kunde taale det.
For os er det nu interessant at se to forskjellige Skoler
træde saaledes op imod hinanden, en tysk og en belgisk
national Skole; og, idet de paa den Maade mødes i Kam-
431
pen, idet Folk og selve Konstnerne i Tyskland blive
grebne af det Tillokkende og Fængslende, der er i den
belgiske Skole , og som de aldrig havde set i den tyske,
saa er det først, at de Mænd, der ikke ville give Slip
paa det Ejendommelige, den nyere tyske Malerskole har,
blive ængstlige og urolige og søge at værge sig paa en
hvilken som helst Maade; de trøste sig ved, at de dog lige-
fuldt have de og de Fortrin. Men denne Ængstlighed,
m. T., lad os vel lægge Mærke til den. Jeg billiger visselig
ikke den ensidige Maade, hvorpaa den udtalte sig; men
jeg billiger fuldkomment, at man i et Land, hvor der
allerede havde udviklet sig en Skole, som havde en be-
stemt ejendommelig Retning, og hvori der laa Meget, som
kunde udvikles videre — at man dér maatte blive uhygge-
lig til Mode ved at høre disse nye Konstværker anpriste
som udførte paa den Maade, der alene kunde føre til det
rigtige Maal i Konsten. De udtalte det Samme, som vi
maa udtale hos os, m. T., naar vi se Konstværker f. Eks.
fra Diisseldorferskolen udstillede her, og man da i Al-
mindelighed udraaber: »ja, saaledes skulde vi egentlig
male«, i Stedet for at man skulde glæde sig over det
Fremmede og Nye, hvor det virkelig er godt og viser
Talent, men tillige vel overveje, at det er Noget, som
har sin Rod i det Fremmede, og at hverken vi eller
Tyskerne eller Belgierne eller Franskmændene skulle
kaste os over det, som hver af disse Skoler ikke har;
men at vi skulle søge saa smukt som muligt at ud-
vikle, netop hvad vi hver især have. Naar vi bestræbe
os derfor, saa handle vi, som vi maa ønske, at der maatte
handles alle Vegne. Vi skulle her i Danmark vogte os
for at blive blændede, naar vi se Fortrinene, eller hvad
432
der skal gjælde for Fortrin i de fremmede Skoler, og for
at tro, at alle Mangler ville være afhjulpne, naar vi til-
egne os disse Fortrin. Nej, vi skulle netop søge over-
ensstemmende med vore Forhold og vor Retning at ud-
vikle vore Ejendommeligheder indtil det Yderste. Altsaa,
for saa vidt giver jeg de Mænd, der førte Ordet i Tyskland,
Ret, derimod ikke i den ensidige Maade, hvorpaa de
enten nedsatte Billederne eller enthousiastisk beundrede
alene disse Billeder. Overhovedet, naar vi se paa den
belgiske Skole, for saa vidt den drejer sig om historiske
Fremstillinger, kunne vi ikke negte, at vi tydelig føle,
at den ikke egentlig har udviklet sig selvstændigt. Vi
kunne indrømme disse Konstnere alt det Talent, de kunne
gjøre Fordring paa, vi kunne sympathisere med den Glæde
og Jubel, de maatte vække, men vi kunne ikke overse,
at der hos alle disse Konstnere i forskjellige Retninger
viser sig en bestemt Indflydelse af en fremmed Skole, og
Belgierne kunne ikke dølge for sig selv, at man tydelig
føler den franske Skoles Indflydelse. Ingen af disse Konst-
nere, med alt deres Talent og Smag, har kunnet løsrive
sig fra den mægtige Indflydelse, der er udgaaet fra Frank-
rig; det er ganske sikkert — og det føle Franskmændene
ogsaa saavelsom Belgierne — at i Farven ere baade Wap-
pers, Gallait og de Biefve ligesom beaandede af de ældre
store franske Konstnere. Denne Outreren i Farverne, som
selv kan findes hos talentfulde Franskmænd, og som be-
tegner de belgiske Konstnere, der ere gaaede op i den
franske Skole — denne Mangel findes dog ikke hos Gallait
og Wappers. Man kan ikke negte, at i Wappers' Farve
er der noget Glimrende, og at der i Gallaits er en Har-
moni, som vi savne hos de fleste moderne Konstnere; men,
433
hos Gallait finde vi derimod i hele Arrangementet og i
hele Fremstillingsmaaden ikke det Ejendommelige, som vi
ret maa ønske kunde komme frem i den belgiske Skole.
Jeg tør ikke opholde Dem længere i Dag, m. T. ;
men, da vi nu have gjort dette Trin ud af Udstillingen,
vil jeg, førend jeg vender tilbage til denne, gaa over til
de franske Konstnere, der især have udøvet Indflydelse
paa Belgien, for at jeg videre kan forfølge dette Emne.
Tiende Forelæsning.
Bataillemaleriet i Frankrig. Horace Vernet: Antwerpens Belejring,
Træfningen ved Habrah, Passet ved Sachah, Constantines Indtagelse,
Smalaen, Slaget ved Isly.
ukjøndt den første Nyhed jo nu allerede er tabt — der
er allerede gaaet mere end ti Aar, der er gaaet snart
fjorten Aar hen, siden de første af de Billeder, vi nu
skulle omtale, bleve malede — have de dog ganske be-
synderlig bevaret hele Nyhedens Interesse indtil Datum.
Jeg er overbevist om, at det er gaaet enhver af mine
Tilhørere, ligesom det er gaaet mig, at, er en Landsmand
kommen fra Paris, har et af de første Spørgsraaal været:
»Har De været i Versailles?" og, naar vi selv kom fra
Paris, saa var naturligvis meget jevnlig Spørgsmaalet —
ligesom allerede i Paris imellem Landsmænd — »har De
været i Versailles?« Og Versailles — denne umaadelige
Bygning, som har en saa betydelig dobbelt Interesse baade
som et stort, kolossalt Anlæg med alle sine Omgivelser,
434
og som indeholdende Frankrigs Historie i en næsten
uoverselig Række af Billeder — Versailles maatte natur-
ligvis nok kunne tiltrække enhver Rejsende; og dog gjæl-
der Spørgsmaalet egentlig slet ikke Versailles, hverken
Bygningen eller det historiske Galleri, i sin Helhed i det
mindste ikke; nej, Spørgsmaalet gjælder egentlig Constan-
tinesalen. Har De set Vernets store Malerier i Constan-
tinesalen? — det er derom, det Hele drejer sig. Og hvad
forestille saa disse Malerier? Ja, de forestille Bataille-
stykker; Vernet er en Bataillemaler; Vernet er — det
indrømme Alle — virkelig den første nu levende Bataille-
maler. Som han kan rigtignok Ingen male Batailler, naar
han blot ikke vilde give saa meget efter for sit besynder-
lige Lune og ikke nu og da male en Anekdot i Stedet
for en Bataille; thi hans Stykker af Friedland, Jena og
Wagram ere dog egentlig kun Anekdoter, ikke Bataille-
stykker. Saa giver han maaske til andre Tider efter for
sin Lyst at være populær, og naar han saa blot ikke var
en saa hurtig Maler! Man siger, at han endogsaa rider,
naar han skal male sine store Stykker: nu siger han
Holdt i den ene Ende af Billedet og nu i den anden
Ende, og, da det er et meget langt Billede, maa han
have en Hest for at kunne bevæge sig hen over disse ikke
ubetydelige Afstande. Og saa er det en Mand, som har
været heldig nok til at vinde fornemme Folks Gunst —
Louis Philippes, Kejseren af Ruslands, Paschaen af Ægyp-
tens o. s. v. — og de give ham alle Midler til at udfore
saadanne store, pompøse Arbejder, hvor det drejer sig
om 200,000 Francs; og, naar man nu bliver saaledes
understøttet og faar saaledes Lejlighed til at se Alt, saa
maa man ogsaa, naar man selv har Talent, kunne gjøre
435
Noget, og, som sagt — det maa man indrømme — som
BatailJemaler er lian maaske den største nulevende. Men
han er Bataillemaler, ikke Historiemaler. Hvad vil nu
det sige, at han er Bataillemaler? Paa Raphaels Tid
vilde det have været et gaadefuldt Udtryk. Florentinerne
— hele denne Verden af Konstnere, som Aarhundreder
have beundret senere hen — vilde være blevne forknytte,
dersom man havde sagt til dem: se, disse to Billeder,
som I der gaa og studere saa ivrig, den Carton af Mi-
chel Angelo og denne af Lionardo, det er Bataillestykker,
ikke historiske Billeder. Ja, maaske kunne de paa Grund
af de legemsstore Figurer gaa for historiske, men ellers
ere Motiverne aldeles Genre; saadan en Flok Soldater,
der fare i Klæderne, naar de høre Trompeterne kalde,
eller saadant et Slagsmaal om en Fane, det er, strengt
taget, ikke noget ret historisk Billede. Som sagt, den
Tid vilde ikke have forstaaet, hvad det vil sige : en Bataille-
maler, som ikke er en Historiemaler; det er et Begreb,
som først har uddannet sig i en meget senere Periode. Og
nu den Periode, i hvilken de talentfulde hollandske Konst-
nere i det 17de Aarhundrede vidste med Held at benytte
ethvert Moment, som Livet gav, vidste at tage de sim-
pleste Gjenstande af det daglige Liv, vidste, saa at sige,
at tage Værelser, selv uden Figurer, og forvandle dem
til interessante Gjenstande — den samme Periode frem-
bragte ogsaa en Række, mange Gange højst genialt frem-
stillede, Scener af Krigen: smaa Figurer, et Par Ryttere,
som sloges mellem Røg og Damp i Forgrunden og Sligt.
Det var Genremalere, det var Bataillemalere, og dem
maatte man vel vogte sig for at rangere op imellem de
egentlige Historiemalere; thi disse beskjæftige sig med det
436
ideelle historiske Liv; de nedværdige sig ikke saaledes i
den tilfældige, haandgribelig Virkelighed. Nu var der
rigtignok i den sidste Halvdel af det 17de Aarhundrede
en Maler, som vandt et meget stort Navn, som har bi-
draget Sit til at forherlige Ludvig den Fjortendes Sejre;
det er Belgieren van der Meulen. I Galleriet i Versailles
opbevares endnu og vil , saa længe der er Stump tilbage
deraf, opbevares den lange Række af højst interessante
Billeder af denne Konstner. De forestille , hvad man nu
ogsaa vilde kalde Batailler; men det er dog snarere Sce-
ner af Kongens Liv: Kongen paa sine Rejser, Kongen og
Dronningen, idet de drage ind i en erobret Stad eller idet
de ere Vidner til, at det langt borte ryger og damper af
Kanoner, Heste og Infanteri o. s. v. Disse store Bil-
leder ere mangen Gang aldeles mesterlige i Fremstillingen
af den vidtstrakte, flanderske Slette med dens bølgefor-
mige Grund og høje, viftende Trær; og i dette uhyre Rum
træde Figurerne op, oftest i meget smaa Dimensioner,
især i Baggrunden, og dog gjorte med det samme Me-
sterskab som de andre. En enkelt Gang kan ogsaa
en Rytter blive skudt og falde af Hesten i Forgrunden;
men Saadant er dog sjeldent. Van der Meulen arbejdede
sammen med le Brun og maa dog vistnok være Historie-
maler; han kan i alt Fald danne Broen fra Bataillemale-
riet til Historiemaleriet, og i det følgende Aarhundrede
traadte flere talentfulde Franskmænd i samme Fodspor og
vidste at give saadanne Billeder af Krigen. Imidlertid
forandredes Meget i Frankrig. David kom — en Mand,
vistnok med Charakter, med Alvor, med stor Alvor i sin
Stræben, men uden Fantasi og Følelse. David vilde — "
det er tydeligt nok — udtale bestemte Stemninger og
437
Retninger gjennem sine Biileder. Selv med Penselen i
Haanden var han Republikaner, indtil Beundringen for
Napoleon optog ham og gjorde ham til den, der forher-
ligede Kejserens store Sejrvindinger. Men David — han
være for Resten som han være vil — gjorde et mærke-
ligt Skridt: han afbrød saa at sige Broen imellem
hele den foregaaende Malerkonst og den efterfølgende.
Idet han talte om Renhed, om antik Storhed og Skjønhed,
havde han med det Samme — og han viste det virkelig
i sine Billeder — aldeles brudt med hele Fortiden. Han
fordrede Strenghed og Korrekthed i allerhøjeste Grad i
Tegningen af det menneskelige Legeme; han var i sin
Behandling omhyggelig, zirlig, glat endogsaa, og denne
Glathed viste sig endnu stærkere hos adskillige af hans
talentfuldeste Skolarer. Han brød sig ikke om, hvad vi
kalde malerisk Virkning, og, dersom vi ville lægge Mærke
til nogle af Eckersbergs tidligste Arbejder, da han var
udgaaet af Davids Skole og havde Indtrykket deraf, saa
ville vi ogsaa lægge Mærke til , at i disse Billeder har
Eckersberg allermindst været hvad vi kalde Maler i dette
Ords mere omfattende og mere betegnende Betydning.
Han brød sig ikke om Belysningen eller Alt, hvad der
kunde tjene til at fængsle Øjet foran et Stykke; men han
fordrede hvad han kaldte en fuldendt, skjøn og alvorlig
Fremstilling. Davids Navn var i Enden af Revolutions-
perioden og i Kejserperioden saa godt som det eneste
Navn, vi hørte fra Frankrig, og dog var der store Ta-
lenter ved Siden af ham, som desuden alle grebe ind i
en anden Retning. Jeg nævner blot Gros. Men David
blev forvist, og døde i Landflygtighed; Restavrationen
kom, og en nyere Skole, en nyere Bevægelse kunde nu
gjøre sig gjældende.
438
Det er i denne nye Bevægelse, at Horace Vernet,
Bataillemaleren , træder op; dog det er ikke ene — det
maa jeg udtrykkelig føje til — men i Forbindelse med
andre overordentlig begavede Mænd , at han i denne
Retning faar Indflydelse i den franske Konstskole. Ho-
race Yernet var imidlertid bleven saa at sige Folkets
Maler. Han havde den Gang endnu ikke malet noget
Billede, der i den Grad røbede det alvorlige Studium,
den alvorlige Tanke, der f. Eks. udtalte sig i Medusas
Skibbrud af Gericault. Han havde vistnok ogsaa udført
mangen alvorlig Scene, men dog mere fra den vemodige
Side, fra denne Side, som ret maatte tiltale det franske
Folk under Restavrationen. Det- var f. Eks. Soldaten
som Bonde, Soldaten fra Waterloo, Trompeteren, der
ligger død foran Hesten, som ængstelig snuser til ham,
Hunden, som følger med Regimentet, og som bliver om^
hyggelig forbunden af Soldaterne, da den bliver saaret,
uagtet Tiraillørilden raser omkring dem: saadanne Billeder,
som vidste at udtale en stor Del af det franske Folks
Minder og dulgte Forhaabninger, som levede i dem endnu,
eller som vidste overhovedet gjennem Soldaterlivet at ud-
tale en smuk menneskelig Side. Horace Vernet blev,
skjøndt sparsomt, benyttet af Ludvig den Attende eller
rettere af Carl den Tiende, ja han gik endogsaa til Rom
i Slutningen af Aaret 1828 som Direktør for det franske
Akademi der; han kom første Gang tilbage i Begyndelsen
af 1835, og havde allerede da malet Billeder, som han
aldrig før havde beskjæftiget sig med. Det var den Gang
en egen Tid i Italien. Det var Røvertiden, der nu synes
at have begyndt igjen; men det var den romantiske Røver-
tid. Denne er bleven benyttet af Robert, Vernet og mange
439
Andre til at fremstille interessante Billeder af Røverlivet,
som paa den Tid, saa at sige, udgjorde en Del af det
italienske Folkeliv. Det var da, at Yernet malede sin
Rover, der bliver greben, Jagten i de pontinske Sumpe,
Okserne, der blive drevne hjem, og mange andre inter-
essante Malerier. Men netop hele denne Række af Bil-
leder, som Yernet allerede havde givet, havde tiltrukket
sig den Mands Opmærksomhed, som i Særdeleshed skulde
blive hans Velynder: Ludvig Philips. Det var besluttet,
at Nordafrika, Algier, skulde bevares af Franskmændene.
og Ludvig Philip kaldte nu Horace Yernet til Nordafrika
for at male Bedrifter af den franske Armé der; og fra
dette Øieblik er det, at Livet faar en ny Betydning for
ham. Saa er han i Afrika, første Gang i Foraaret 1833,
saa. atter tilbage til Rom i samme Aar (hvor han maler
et Jagtstykke); derpaa altsaa i Paris 1835, og saa rejser
han i 1836 til Rusland, 1837 til Constantine, og til Syrien
og Ægypten i 1839 og 1840; derpaa er han igjen i Rus-
land 1842 — 1843 og gjør en Vinterrejse til Kaukasus
under den barbariske russiske Himmel, saa maa han til
Nordafrika 1845 for at se, hvor Smalaen har ligget, saa
atter tilbage, og saa endelig, da Ludvig Philip falder,
gaar han til Rusland og maler for den russiske Kejser.
Ja vist, det er en overordentlig sjelden Lykke, han har
nydt. Men lad os betragte denne sjeldne Lykke lidt
nøjere. Lad os tænke paa, hvad det vilde sige for en
af os Andre, selv for den mest Rejselystne af os, at
ture saaledes frem og tilbage, snart i Ørkener, snart paa
Sneveje, være udsat, selv idet man kan skaffe sig mange
Bekvemmeligheder, for Savnet af meget af det, man helst
ønskede, og at være i en bestandig — ja man skulde næsten
440
tro det var umuligt andet — en bestandig feberagtig
Spænding for rigtig at kunne se, for at kunne gribe og
huske, hvad man har set.- Se, det glemmer man maaske;
man glemmer maaske, at Horace Vernet netop har faaet
dette Jernlegeme; denne lille, magre Mand, nu 62 Aar
gammel og derover, han har dette jernstærke Legeme,
som gjor, at hans Holdning endnu er rank som en ung
Mands, at han ufortrødent, uden at mærke det, bevæger
sig 100 Mile ad Gangen, hvor Andre maaske vilde blive
trætte af Tiendedelen, og bevarer paa samme Tid sit Oje,
sin Følelse, sin Iagttagelse frisk og utrættet. Se, det er
en Hemmelighed, som her møder os egentlig rigtig for
første Gang i Konsthistorien. Og ikke alene, at han er
begavet med dette Jernlegeme til at holde ud, dette Øje
til at se og denne Følelse til for Alvor at lade Synet
gjøre Indtryk paa sig; men han kan gjøre det med en
utrolig Hurtighed, og han har en god Grundvold at staa
paa i denne Henseende. Vistnok var hans egen Fader
hans Lærer for en stor Del, men han maatte alvorlig
tage fat; og alene naar vi vide, at han var Gericaults Ven,
at han og Gericault vare lige meget begejstrede for dej-
lige og stærke Heste, for rigtig at studere Anatomien,
naar vi blot tænke paa den Række af Studier, der skulde
til for at frembringe et Værk, som Medusas Skibbrud,
saa kunne vi begribe, hvad der er blevet trællet den Gang,
paa samme Tid som Horace Vernet maatte arbejde for
det daglige Brød ved at forsyne enhver Boghandler med
Tegninger over en lav Sko til illustrerede Udgaver. Ingen
Lykke bar Manden hen til det Punkt, han nu staar paa.
Han havde alvorlig maattet arbejde og slide for det, og
dog havde han under alt dette vidst at bevare sin ung-
441
cl ommelige Elasticitet aldeles usvækket. Naar vi se hen
til de andre begavede samtidige Konstnere er der især
Noget, som ikke kan Andet end vække Forundring hos
Vernet, nemlig den utrolige Hurtighed, hvormed han. op-
fatter, og den Sikkerhed, hvormed han, ikke blindt hen
eller paa Slump, men efter at have faaet et ordentligt
Grundlag i Forvejen, er i Stand til at bevare, hvad han
husker. Robert-Fleury, den berømte Maler, kom til ham
som ung Mand og skulde studere i hans Værksted, og
Horace var saa indtaget af ham — der var kun to Aars
Forskjel i Alderen — at han sad ved Siden af Horace
og arbejdede i Paris. En Dag siger Vernet til ham:
»Hør, kjære Ven, det gaar ikke an, De kan ikke blive
her hos mig; De lærer Intet; De skal for Alvor lære at
tegne deres Model, og det er umuligt her.« Horace var
færdig med dette; han arbejdede allerede som en Mand,
der var sikker i sin Sag, og altsaa savnedes hos ham den
Lejlighed, han ønskede den unge Mand. Man fortæller,
at en ung smuk Model kom en Dag til ham og spurgte,
om Herren ikke havde Noget at bestille for ham. »Nej,
jeg har ikke,« svarede Horace, og saa' paa Manden; »men,
det er sandt, jeg skylder Dem Noget; De har jo siddet
for mig.« »Nej, jeg har virkelig aldrig været hos Dem,«
svarede Modellen. »Naa, kjender De da ikke ham, som
staar der?« Og Manden saa' nu med Forbavselse, at
han stod paa et Maleri i Horaces Værksted. Horace
havde nemlig nogle Dage i Forvejen mødt ham paa Gaden
og syntes saa godt om ham, at han havde indpræget sig
ham i Hukommelsen og derefter malet ham; og han ud-
betalte ham nu, hvad han syntes, at han burde have. Da
engang Horace var beskjæftiget med et Billede, hvor han
Hovens Skrifter. III. 29
442
trængte til at se en ældre Rustning — han har malet
flere Billeder fra Middelalderen — faldt Samtalen ved
Middagsbordet paa, hvor man skulde faa en saadan at se,
og da bemærkede en af de Tilstedeværende: »jo, jeg har
ganske nylig i Dover i en Butik set et aldeles fortræffe-
ligt Stykke!« — og nu skal Horace straks efter Maal-
tidet være taget afsted til Dover, have set paa det og
derpaa efter Erindringen tegnet det helt og holdent. Disse
Træk — for hvis Sandhed jeg dog ikke vil indestaa,
skjøndt de fortælles af Samtidige og for ramme Alvor —
vise, hvordan Horace maa være, den Lethed, han har i
at opfatte, og den Ufortrødenhed, hvormed han benytter
enhver Oplysning, som han tror kan hjælpe ham til at
naa sit Maal.
Disse Sale, Constantinesalene — det er egentlig kun
én Sal, men den bestaar af tre Dele — indeholde ikke
alene Constantines Belejring og Indtagelse, men, selv den Sal,
der specielt kaldes saaledes, indeholder ogsaa meget Andet.
I samme Stue, hvor de tre store Billeder fra 1838, Stor-
men paa Constantine, findes, hænge Billeder fra 1840—1841,
f. Eks. Antwerpens Belejring, Passet ved Sichah, Træf-
ningen ved Habrah og flere andre, baade senere og tid-
ligere Begivenheder, malede tildels efter selve Bataillen ved
Constantine. I de to andre Sale er der egentlig kun
meget Lidt; thi der er i den ene det store Billede Sma-
laen, og i den anden er Slaget ved Isly. Salene ere
rummelige, dog ikke just overordentlig høje, men med et
stort gjennemsigtigt Loft over, saa at man ser Malerierne
fortræffelig. Disse Billeder blive i Reglen betragtede
som Horace Vernets Mesterværker, og for saa vidt som
det vistnok fuldstændig er lykkedes Konstneren i dem at
lægge hele Rigdommen af sit Talent for Dagen, for saa
443
vidt kan man kalde dem saaledes; men dog vilde disse
Malerier langt fra være tilstrækkelige til at give en fuld-
stændig Forestilling om Omfanget af Horace Vernets Ta-
lent, som vi ogsaa senere skulle berøre.
Naar vi nu spørge : men hvad er det da, som fæng-
sler os saaledes i disse Bataillemalerier? og, er det ikke
historiske Malerier? saa tror jeg, at vi ganske rolig kunne
svare: Jo. Den Tid maa vi vel betragte som saa godt
som aldeles forbi, da blot visse Arter Figurer, visse Stør-
relser af dem og visse Anordninger stemplede et Billede
som historisk Billede; ethvert Figurmaleri, som giver en
virkelig aandfuld, besjælet Fremstilling af sin Tid, skulle
vi uden videre kalde et historisk Billede, om vi saa og-
saa nærmere kunne bestemme forskjellige Retninger, ind-
befattede under denne almindelige Betegnelse baade med
Hensyn til den Genius, der ytrer sig deri, og med Hen-
syn til de Gjenstande, der forestilles. Den Enhed, der
gaar igjennem Skulpturen, skulle vi søge at vedligeholde
i Maleriet; der er Intet, der har bidraget saa meget til
at kvæle og vildlede selv yngre begavede Talenter, som
denne ulykkelige Udstykning i Fag. Men disse historiske
Billeder altsaa — hvad er det da egentlig, som giver dem
deres Betydning? Jeg vil forsøge paa ganske simpelt at
sige det. Naar vi ellers, i den gamle Historie, i Middel-
alderens Historie, tale om Helten, saa tale vi i Reglen
med fuldkommen Ret og Retfærdighed om den enkelte
fremragende Charakter; han plejer tillige at være den,
der ved sin usædvanlige Sjælskraft véd, selv om hans
Legeme ikke er stærkt bygget — vi behøve blot at tænke
paa Bayard — ogsaa legemlig at herske. Men nu kom-
mer hele den moderne Tid. Hvor er Helten der? Der
29*
444
er det ikke længere alene Ridderen eller den gamle græske
Heros eller den gamle nordiske Kæmpe, der kan drive
hele Skarer foran sig, eller Kampen imellem to, der er
det Samme som en Kamp imellem Tusende paa liver Side,
hvorom Alt drejer sig. Hvem kan her sondre imellem den
heltemodige Tambur og den øverste Feltherre? Og det er
derfor fra denne Side betragtet fuldkommen rigtig følt, naar
Billedhuggeren David satte den lille Trommeslager ved Siden
af de store berømte Helte og Videnskabsmænd i en af de mest
bekjendte Frontoner i Paris. Altsaa Helten par excellence
— en Achilles, en Rolf Krake, en Bayard o. s. v. — er
ikke længere Konstnerens Opgave; Konstnerens Opgave
er at vise, hvorledes dette Heltemod paa højst forskjellig
Maade fremtræder under højst forskjellige Forhold, at vise,
hvorledes egentlig den sejrende franske Armé er lutter
Helte; det er ikke ene Generalens Aand, der styrer det
Hele — og netop denne Aand kan ikke males — men
det er hver enkelt Mand, hver enkelt Officer, hver enkelt
brav Karl, der har ofret sit Blod og uforsagt set Døden
under Oje" og vidst at afvriste Fjenden en Fordel. Vi
Danske skulde i det mindste vel vogte os for at charak-
terisere Heltemodet paa nogen anden Maade. Altsaa, det
er dette Heltemod, som gaar igjennem hele Flokken, det
er denne Ufortrødenhed til at døje, hvad det skal være,
som afspejler sig i hele den sejrende Armés Physiognomi,
— det er det, som gjør, at disse Billeder vistnok med
Rette kunne siges at være et synligt Heltedigt over den
franske Hær i Afrika. At Vernet slet ikke skulde have
bibeholdt Noget af Fortidens Tradition, vilde i Grunden
være for meget at torlange; der er virkelig bleven Lidt
tilbage. Naar mine Tilhorere ville kaste et Blik paa det
445
store Kobberstik af Smalaens Indtagelse, ville de i Her-
tugen af Aumale, som omgives af knælende Kvinder, have
en svag, dæmrende Erindring om den gode gamle Tid og
mindes lignende Motiver hos Gros i Slaget ved Eilau. Og
noget Tilsvarende kunne vi maaske paavise ogsaa i andre
Billeder; maaske kunne vi tinde, at Hertugen af Orleans
eller Hertugen af Nemours træder meget iøinefaldende
frem; jeg tør ikke sige, hvorvidt det dér virkelig er hi-
storisk Sandhed eller ikke; men saa meget forekommer
mig dog tydeligt, at der maatte særegne Omstændigheder
til, for at netop disse unge Mænd skulde fremtræde især
saaledes som i Antwerpens Belejring, naar ikke, som sagt,
paa en Maade et Slags gammel Traditon klæbede sig
halv ubevidst dertil. Men, med Fradrag deraf, se vi
rigtignok helt igjennem ikke Andet, end at Horace har
vidst at føle for den franske Soldat, og har vidst at føle
alvorligt. Jeg kjender ingen smukkere Lovtale over hans
Billeder i Salene i Versailles end den, som en gammel
Officer af Kejserens Armé udtalte, idet han sagde: De
vil vide, hvorledes de gamle Kejsersoldater vare? Ih, se
paa de Billeder! — akkurat saadanne vare de.« Det
kalder jeg en Lovtale, som har Noget at betyde, i det
mindste med Hensyn til det Udtryk, den Charakter, som
gaar igjennem Billederne. Og dog, hvor forskjellige ere
disse Malerier fra hine store, vel afrundede og vel sam-
menstillede Compositioner, hvor Generaladjutanten eller
Generalen selv kommer med en fjendtlig Fane og præ-
senterer den for Napoleon, som holder der, omgiven af
sin Stab. Altsaa, det, jeg mener, der gjør dem til, hvad
de ere, det, der egentlig giver dem deres Betydning, det
er det Heltemodige, som gaar igjennem dem; det er det,
446
der stempler dem til historiske Billeder. Men foruden
denne i mine Tanker store Fortjeneste have de saa mange
andre. Jeg skal blot fremhæve et Par af dem, som de
tildels ikke kunne undvære for at være de Billeder, de
ere; men ogsaa saadanne Fortrin, som tiltrække og fængsle,
og gjøre, at man betragter dem en tre, fire Gange og
bestandig opdager Tegn af Lune, af fortræffelige Indfald,
af lystige Erindringer o. s. v. , som Alt bidrager til at
sætte disse Billeder paa den høje Plads, de indtage. Jeg
vilde helst ende med Smalaen, skjøndt det er ikke det,
jeg ubetinget vilde sætte højst; men det er det, som jeg
er i Stand til øjensynlig at give mine Tilhørere en Fore-
stilling om. Girardet, Colin o. A. have stukket flere af
hans Arbejder; men disse smaa, højst fortjenstfulde Stik
egne sig ikke for en større Forsamling, men mere til at
gjennemsees af den Enkelte hjemme hos sig selv; dem
kunde jeg ikke bruge her i mit Foredrag.
Idet jeg nu altsaa vil gaa over til nøjere at omtale
det Indtryk, jeg har bevaret af nogle af disse Billeder,
maa jeg have Lov til først at tage det Billede, hvor Stof-
fet er mest utaknemmeligt. Det er Løbegravene foran
Antwerpen. Mine Tilhørere erindre, at det er Vintertid,
Søleføre; man er dybt nede i Gangene mellem de svære
Skandser. Paa de opstablede Trommer ligge Planer over
Gangene og Fæstningsværkerne, og en Række af Officerer
ere forsamlede omkring Gérard, Chefen for Artilleriet.
Der indfinder sig Hertugen af Orleans og taler med Offi-
cererne, medens Folkene i Løbegravene more sig saa godt
de kunne. Det maa ikke være meget trygt dernede ; thi
en Mand, som maaske netop er i et alvorligt Arbejde, er
bedækket med en svær Hjelm og Panser, og har en lang
447
Stage i Haanden, en Maalestok eller Sligt, som han
bruger til sit Arbejde. Imidlertid, udenom den høje Kreds
er Alt Liv og Interesse paa forskjellig Maade. Til Højre
Marketendersken, som skjænker i for en Karl, medens
En varmer sig, og en Anden, som staar paa Post, ser
halv misundelig paa denne Scene; til Venstre Officerer,
som more sig derover — den ene croquerer det allerede —
og en rig Forsamling omkring Vagtilden, hvor Menige og
Officerer i al Fortrolighed underholde hverandre, medens
en Officer tænder sin Pibe. Luften er tung, man ser
neppe Solen igjennem den, saa taaget og tyk er den;
Røg i Baggrunden, Alting for Resten stille. Men det,
som er slaaende her i dette Billede, er den fine Charak-
teristik, hvormed alle Personerne træde op; det er dette
Præg af Dannelse og af Sikkerhed, som gaar igjennem
disse gamle, høje Officerer, som ere i Samtale med Prin-
sen, og dette Præg af Sorgløshed og Munterhed, selv
under disse bedrøvelige Omstændigheder, som hviler over
det Hele. — Vilde vi tage et Billede, som kunde danne
ret en slaaende Modsætning til dette af Antwerpens Be-
lejring, saa behøve vi blot at dreje os til Venstre, vi
staa da foran Træfningen ved Habrah i 1835. Her have
vi et sydligt Landskab; her er frodige Træer, omgivne af
Slyngplanter i Forgrunden, Jorden er grøn; i det Fjerne
skarpe Klipper i Baggrunden. Og imellem disse frodige
Træer se vi Maurerne i Hastværk med at flygte, slæbende
Saarede med sig ved Hænder og Fødder; en Enkelt er
til Hest og vil ligesom slynge sin Bøsse som det sidste
Glavind ind imellem de forfølgende Franske. Men hvor
de trave afsted, disse Maurere, med deres brune Capotter
over Hovedet og deres hvide Klædemon, med Bøssen paa
448
Nakken med spændt Hane, seende sig om for endnu en-
gang at faa Lejlighed til at skyde paa Fjenden! Ved
Indgangen ligger en Kamel skudt, omstyrtet, det er, som
om den bevægede sine Fødder i den sidste Krampetræk-
ning. Det er mesterlig gjort, og selv om vi ikke ere
Militære, kunne vi vel begribe, hvad der foregaar. Vi se
den franske Kjede bevæge sig hen imod Skoven, Office-
rerne foran Soldaterne, der fyre; Hertugen af Orleans
sprænger med Følge igjennem de bageste Geledder, og vi
kunne forfølge over Sletten Dampen og Røgen af Musket-
ilden. Dette Maleri er paa Grund af Gjenstandene, den
livlige Farve og den smukke Composition i Fordelingen
af Grupperne i denne Samling af flygtende Maurer aldeles
magnifikt, og Forbindelsen mellem de fjernere og nærmere
Linier tilvejebringes paa en harmonisk Maade ved de to
Officerer, der sætte ind paa Maurerne. Det er maaske
fra denne Side betragtet det Billede, som mest vil fængsle
Øjet. — Vender jeg mig om, ser jeg ved Siden af Ant-
werpens Belejring et Maleri, hvor Naturen er meget mere
alvorlig. Det er Franskmændene, som ere trængte op
igjennem de farlige Bjergsnevringer ved Sichah (1840) og
have besat Terrasserne, som danne Overgangen til de
højere Bjerge. Det er det Moment, hvor en stor Del af
Armeen er vundet op til Terrassen og hviler sig; Gevæ-
rerne ere stillede i Pyramider, der er kommende og bort-
dragende Officerer til Hest; En fortæller, og man hører
langt fra paa ham, imedens Andre juble over, at de have
naaet dette vigtige Punkt og ere komne gjennem Faren.
Dybt nede i Kløften til Venstre se vi det oplyst af Sol-
straaler; vi se den uhyre Masse, som trænger opad, og
øverst kommer en saaret Officer, baaren paa et Brædt,
449
imedens en anden sidder let og nonchalant paa sin Hest,
ventende paa at faa sit Ben forbundet af Chirurgen. Øverst
i Fjeldet se vi de dristige Skytter, enten for at gaa videre
frem eller for at tage et Overblik over Terrænet. I dette
Billede beundre vi ikke alene det store, rige Moment,
men vi lægge ogsaa Mærke til den Lunefuldhed, hvormed
Konstneren har vendt og drejet sine Figurer, saa de staa
løse mellem hverandre; man skulde sige, at han ikke
i nogen Henseende havde tænkt paa at ville tilfreds-
stille Fordringerne til Sammengruppering o. s. v., og dog
ordne disse spredte Grupper sig harmonisk for Øjet, jo
længere man ser derpaa. Men foruden denne Rigdom,
der alt viser sig i det almindelige Overblik, er der saa
Meget i det Enkelte, som maa interessere. Der er de
forskjellige Saarede; den unge Soldat, hvis Øjne næsten
springe ud af Hovedet, medens en Kammerat vasker det,
og en anden rækker et Vandkar hen, hvoraf han skal
hente Kjølighed og blive styrket; Soldaten, der slaar Ild
til sin Pibe; Folk, som trække ud for at kjøle sig i den
stærke Varme o. s. v. Men der er andre Træk midt paa
Scenen, som ville fængsle i høj Grad. Denne Smule
Halm, denne Stump Tovværk, disse enkelte Vaaben, disse
Par Pæle, der ere rammede ned i Jorden, hvad er det?
Det er Vidnesbyrd om, at for et Øjeblik siden var Fjen-
den her — se, der staar endnu den arabiske Vandkrukke
til Højre. Det er med saadanne Smaating, dejligt, nyde-
ligt, saa at sige umærkelig henspredte, at Konstneren
véd, naar vi fordybe os i Billedet, at fortælle os: for et
Øjeblik siden vare de her — vi kjende dem paa Mær-
kerne — og nu staa Franskmændene her.
450
Lige over for disse Billeder er det , at de tre store
Billeder, Constantines Indtagelse, hænge. I tre Scener
har han delt Begivenheden: til Højre, hvor Araberne al-
deles jages ind i Byen; i Midten, hvor Stormkolonnen
danner sig, og til Venstre, hvor Stormkolonnen marscherer
op; vi kunne være sikre paa, at de ville sejre. Vi se
der en Officer svinge sin Hue og en anden, som svinger
Sabelen; de tabe sig alt i Røg og Damp imellem Husene.
Det er især i dette Billede, man beundrer Konstneren
for hans Simpelhed. Vi se saa at sige neppe nogen
Fjende; vi føle blot Røgen fra Baggrunden: dér fyre de
ganske sikkert; vi se kun Stormkolonnen, som marscherer
sluttet op. Solen falder lige i Ryggen, alle Figurerne
ere helt oplyste, selv Musikanttrupen staar helt oplyst
med Regimentstamburen med sin store Stav nok saa
festlig foran. Betragt først de enkelte Figurer: der er
fem, og saa endnu fire, fem Figurer, saa nok et Geled,
ja vi mærke det neppe, førend vi se, at disse Enkeltheder
gaa op i en sammenhængende Masse. En Soldat falder
og griber krampagtig fat i en Kammerat, som værger sig
for ikke at rives ud af sin Plads. Kolonnen marscherer
op, den svinger til Højre og nu til Venstre, og hele denne
Kolonne er for vort Øje som et eneste Legeme med mang-
foldige Led, hvor man nok kan rive en Enkelt ud, nok
borttage et enkelt Led, men ikke splitte Massen ad; det
er som et Uhyre, der uimodstaaelig trænger frem og skjuler
sit Hoved mellem Røg og Damp for at bane sig Vej.
Her er Alt Bevægelse, og der ved Siden af, i det
midterste Stykke , hvor Kolonnerne skulle marschere for
at storme , hvilken Ro ! Horace Vernet lever i den frie
Natur, han lever under Sollyset, under Regn- eller Sne-
451
himlen; han kan ikke indlade sig paa alle de nydelige
Fortoninger, som Maleren, der behandler afsluttede Scener,
kan indlade sig paa. Her kan egentlig ikke være Tale
om saa mangfoldigen at afdæmpe og bryde Lyset, spille
med Reflekser og rolige Partier; nej, det er det fulde
Dagslys, og vi saa' nylig Stormkolonnen oplyst helt
igjennem, men rigtignok med ganske fortræffelige, kjækt
hensatte Dybder mellem Folkene. Men i dette andet saa
tavse Billede — det sidste Skud er netop affyret — i dette
Billede, hvor Vallée sidder alvorlig ved sin Kanon, gaar
der en mægtig Slagskygge over hele Forgrunden, Alt er
endnu indhyllet der; over hele denne stille Kolonne, der
marscherer frem, kaster en eller anden Sky sin brede
Slagskygge, som vi tydelig føle selv i Dampen af Kano-
nen; vi se der Glimtet. Og læg derimod Mærke til
Modsætningen, naar Blikket gaar hen over Baggrunden,
hvor Byen ligger i det fuldeste Sollys, hvori Røgstøtterne
fra Kanonerne vise sig som runde Belter, Breschen aabner
sig som et dunkelt Svælg, og Alt er stille og roligt foran
hin brede Slagskygge. Har Maleren i Sidestykket lagt
Bevægelse for Dagen, saa har han her vist Ro og at han
er i Stand til af et saa tilsyneladende ringe og lidet ind-
holdsrigt Stof at frembringe et stort og slaaende Billede. —
Noget Andet er det i Stykket til Højre, hvor Araberne
jages ned fra Højderne. Der var mere Lejlighed for
Konstneren til at give sin Følelse og sit Lune frit Løb.
Hvor disse forskjellige saarede Officerer ere fortræffelig
betegnede. Denne nylig Døde — hvor Legemet hænger
slapt og tungt ned, og hvor varsomt behandles ikke de
Saarede ved Siden af! Og vi se, at vi ere paa en Grund,
hvor der er bygget og boet i mange Tider. Vi se Gra-
452
vene aabnede, de Døde ligge der, og ovenpaa en halv
aaben Grav hviler en saaret fransk Soldat, der faar en
Læskedrik af sin Officer.
De bemærke, m. T. , at Konstneren her véd at be-
væge sig; han véd at vælge sine Scener, han véd at give
dem en Charakter overensstemmende med sit Valg og at
forfølge denne Charakter indtil det Yderste. Men alle
disse Billeder, skjøndt de tildels ere meget store, vare
dog Smaating i Omfang imod den Opgave, han fik, da
han skulde male Smalaen. Som De vide, er Billedet 63
Fod langt. At Konstneren virkelig har tænkt sig Bille-
det som en Enhed, er sikkert; det vil gaa op for Enhver,
der staar foran dette eller Kobberstikket. De ville se,
at det halv afbrudte Telt med den siddende Olding dan-
ner tilligemed de omkringværende Figurer til Højre egentlig
Centrum af Billedet. Om det derimod virkelig er lykke-
des ham at udtrykke denne Enhed, er et andet Spørgs-
maal; dér vilde maaske endogsaa den betydelige Længde
i Forhold til den lave Højde frembyde stor Vanskelighed.
Det er ogsaa muligt, at han har vaklet, at han nok vilde
have tilsyneladende Præget af en Slags Enhed og dog
paa samme Tid den fuldkomneste Frihed til at fortælle
hele Begivenheden, ikke alene "et Moment — thi de Styk-
ker, vi hidtil have beskrevet, ere virkelig Momenter —
men en hel sammenhængende Kjæde af Momenter, og
vise os dem i deres Forbindelse. Men det være mig til-
ladt at dvæle et Ojeblik ved Begivenheden, for at vi
kunne forstaa det rigtig. Vi vide jo meget godt at Smala
vil sige en saadan Samling af Telte, som indbefatter
ikke alene Emirens hele Familie, men ogsaa de talrige
Stammer, fornemme og rige, som følge ham; det vil sige,
453
Smalaen er en Stad af Telte. Denne Smala var slaaet
op samme Morgen, som Attaken skete; det var i Nær-
heden af den lille Orken, 80 Lieues (omtrent 40 Mile)
fra Algier, ved en lille Kilde, som giver Stedet Navn.
Og, da de nu om Morgenen vare færdige hermed, da Alt
syntes at love fredelige Forhold — Abd-el-Kader selv
var borte paa Tog mod Franskmændene paa et andet Sted
— besluttede man at drive Kvæget ud paa de sumpige
Enge; Kvinderne skulde lave Maden, de bringe allerede
Kogeredskaber frem og sysle med Tilberedelsen o. s.v. o. s. v.
Men i dette Øjeblik var det, man hørte et Skrig: »de
Christne ! de Christne ! n og dette Skrig kunde ikke Andet
end frembringe en forfærdelig Forvirring i hele Lejren.
Man rommede Teltene, gav sig til at nedrive dem og at
tage de fornemme Kvinder ud og sætte dem op paa Ka-
melerne, og gjorde alt muligt for at komme bort, imedens
Haschems, udmærkede Ryttere og fortræffelige Skytter,
skulde søge at dække Tilbagetoget og værne imod Angreb.
Men denne Lejr af mange Tusende, af Kvinder, Børn og
bevæbnede Folk, blev angreben af 600 franske Ryttere,
300 Afrikanere, dresserede paa fransk Manér, og 300
franske Chasseurs. De havde tilbagelagt Vejen hertil
under meget uheldige Omstændigheder, plagede af en øde-
læggende Samum og omhvirvlede af Sand; de havde lidt
al mulig Mangel paa Vand til at styrke og læske sig med,
og vare irriterede i højeste Grad; og i det Øjeblik, de
nærme sig det Sted, hvor de vente at faa Forfriskning,
sprænger en forud afsendt Maurer dem i Møde og siger:
det kan ikke nytte, at I gjøre Angreb, de ere for mange,
vi maa vente indtil Infanteriet kommer med. Hertugen
af Aumale befaler imidlertid, at Angrebet skal ske og
454
sender Oberst Jusuf ud, som omringer Kilden, splitter
Maurerne ad og tager Emirens Telt. Nu rykker Prinsen
med de 300 Chasseurs ned ad en stenet Højde, hvor han
første Gang faar et Blik over Lejren. Han vilde holde
rolig og stille i Reserve for at understøtte Jusuf; men,
da han ser dette Mylder af Telte, da han hører dette
brølende Kvæg, ser denne Masse af Ryttere, denne Blin-
ken af Vaaben, Bøsser, Prydelser o. s. v., hører denne
Skrigen og Skraalen, føler han ogsaa Indtrykket af den
uhyre Masse, han gaar imod; han føler, der er ingen Tid
at vente, han maa bruge sine Ryttere straks, han tør
hverken oppebi Infanteriet — det var i Grunden ogsaa
opgivet — ej heller tør han staa som Reserve, men han
maa gaa ind paa Massen og hugge løs. Han deler sine
Folk i 3 Afdelinger. Den ene Del giver han en ung
Officer, Delage, at kommandere — det er den Del, hvor
De se den store Neger, der skal have fældet fem Fransk-
mænd, inden han faldt — Delages Hest blev skudt under
ham, og den anden Løjtnant maa komme ham til Hjælp,
førend det lykkes at splitte Fjenden ad. d'Epinay har
han sendt med den anden Afdeling; det er ham, der rider
nærmest mod Rammen og kaster Alt foran sig. Morris
fører den midterste; han svinger sine Ryttere lige imod
Beskueren og afskjærer Alt, hvad der ligger indenfor, fra
Hjælp og Assistance. Idet Morris sprængte frem, tog en
Araber Sigte paa ham, men Bøssen slog Klik; Morris'
Pistol slog atter Klik, og en anden Officer fældede Ara-
beren. Iblandt de Mænd, som opholdt sig i denne Del
af Smalaen, var en højt anset Mand, Emirens Sekretær,
som gjaldt meget paa Grund af sin Fromhed, en gammel,
ærværdig Mand, fast i sin Tro paa Skjæbnen: »Er det
455
Mohammeds Villie, kunne Franskmændene ikke sejre.«
Han sidder rolig i sit Telt, som allerede er halv afbrudt,
men Faren er lige for Haanden ; vi se allerede den første
Officer tæt ved Teltet , hvor han ikke standses ved at
Kvinderne raabe om Hjælp for den saarede Araber, der
ligger op imod Teltet. Den gamle Mand vil nu gjerne
op og strækker Hænderne ud, medens en ung Kvinde,
der har en Saaret hos sig, raaber af alle Kræfter paa,
at man skal bringe den opsadlede Hest hen til Marabuten.
Men det er for sildigt. Okserne styrte hen over Kvinder
og Børn, Kræmmeren taber sit Pibehoved og løber i sin
Forfippelse foran, og det er først paa den anden Side,
at man føler, at der rustes til Forsvar, hvor den gamle,
men kraftige Araber fordrer, at de skulle sætte en al-
vorlig Modstand imod Franskmændenes Angreb. Men efter
halvanden Times Forløb var hele Smalaen tagen.
Et saa rigt Stof kunde gjøre Fordring paa at blive
behandlet som det netop er blevet det; men vi maa i vor
Erindring sammentrænge alt dette for at fatte den rigtige
Composition. Vi maa tænke paa den pludselige Over-
rumpling, erindre os hele den forvirrede Sammenstimlen
af alt Muligt, for at se, hvad det egentlig er, Konstneren
vil give os. Han vil ikke give os Smalaen tagen, med
alle Fangerne o. s. v., men hele Forvirringen i det Mo-
ment, da Franskmændene gjøre den sidste afgjørende Ma-
nøvre, nemlig da de tre Kolonner svinge ind i selve
Lejren. Det er denne Skræk og Forvirring der, hvor
man forbereder til Modstand, denne Bevægelse, der skal
lade os ane, at selv denne hellige Mand, hvor meget han
end beraaber sig paa Mohammed, dog er Franskmændenes
sikre Fange. — De smukke Studier med Kridt, af Julien,
456
ville i mange Henseender give Dem en klarere skjøndt
langt fra tilstrækkelig Forestilling om enkelte af Grup-
perne i Billedet, end Kobberstikket formaar det.
Horace Vernet maa naturligvis male et saadant Billede
(i hi primo, der kunde ikke være Tale om mange Forandringer.
Konstneren maa vide at fastholde sit Stof, han maa have
de store Afdelinger klart i sin Tanke. Ved Siden af de
fuldendte Billeder i disse Sale ville vi se flere store Lær-
reder med Figurer paa, malede med Kridt; det er Begyn-
delsen til Billeder, som bleve afbrudte i 1848 ved Revo-
lutionen. De give en Forestilling om den Lethed, Sik-
kerhed og Hurtighed, hvormed Konstneren gaar til Værks.
Han bruger Hjælp, ja, det have alle Konstnere maattet
bruge baade i ældre og nyere Tid ved saadanne store
Arbejder; han bruger ikke Andet end det samme Middel,
som er gjældende og rigtigt overalt, hvor der er Liv i
saadanne store Konstforetagender. Men hvad jeg ikke
kan Andet end beundre hos ham, er, at for den, der ikke
paa det allernøjagtigste er fortrolig med det mindste Lune,
det mindste Særegne hos de unge med forskjelligt Talent
begavede Mænd, som han bruger, vil det være umuligt at
opdage mere end én Haand i hele det uhyre Billede. Alt
bærer det samme Præg, Udførelsen er aldeles efter den
samme Skole fra Først til Sidst. Men det er hurtig
malet; i 1845 var Stykket paa Udstillingen, saa gjorde
hau en Tur til Afrika og 1846 var Slaget ved Isly paa
Udstillingen; i 1843 var Smalaen tagen, og han skulde
dog først studere den i Afrika selv. Ja, han maa ganske
sikkert være en hurtig Maler; men, dersom vi ved en
hurtig Maler forstaa en Maler, som tillige er skjødesløs,
saa passer det ikke paa disse Billeder. De ere i denne
457
Størrelse ikke udførte med den Miniatur-Omhyggelighed
og Zirlighed, hvormed han udfører sine mindre Billeder
af Arabernes Liv; de ere flygtig, rask gjorte; men der
er overalt Sandhed i Charakteren, selv f. Eks. denne
varme, dampende Kaffe, der løber ud, er gjort med ai
mulig Troskab; det er virkelig den tykke, grumsede ara-
biske Kaffe, vi her se flyde paa Jorden, og som er saa
forskjellig fra den, vi se i vore Kopper. Og dette gjæl-
der ikke alene om denne brune, rygende Plet til Venstre,
men om enhver Biting, f. Eks. om Kvæget, dette hvide
Kvæg, som skinner i Solglansen, hvis Skygge er trans-
parent — det ville De selv kunne føle i Kobberstikket.
Men det, som maaske er endnu det Vigtigste, er hele det
sjælelige Liv, som er udtrykt her. Mine Tilhørere lagde
Mærke til, at i de Billeder, vi før omtalte, paa Slaget ved
Habrah nær, saa' man sjelden Fjenden; der var ingen
Lejlighed til rigtig at danne sig nogen Forestilling om,
hvem det var, Franskmændene havde til Modstandere;
man saa*, de maatte have store Vanskeligheder at kjæmpe
imod, det viste Stillingen, de Saarede, Døde o. s. v., men
vi fik egentlig blot Franskmændene at se. Xu vel, her
have vi Franskmændene i den rigeste Modsætning til
Araberne. Xaar Helten skal fremstilles, saa er det jo
sædvanligvis, idet han fører det drabelige Hug, det Hug,
som bryder Staal og Panser og Alt og endogsaa deler
selve Modpartens Legeme med ét Slag i to, — eller i alt
Fald i en lignende Bevægelse. Men i denne moderne
Bataille er det netop mange Gange , at Heltemodet viser
sig i den fuldkomne Ro, hvormed man ser Døden under
Øjne. Mine Tilhørere kjende vist for en stor Del det
Billede, der findes i samme Sal, som viser Changarnier i
Hovens Skrifter. III. 30
458
Carréen, og huske, hvorledes den gamle kjække Araber
paa sin Hest lægger an paa ham med Pistolen, og det er
ikke undgaaet Dem, hvad det gjør for et dejligt Indtryk,
naar Changarnier sidder med Haanden paa Sadelknappen
og i den fuldstændigste Ro tager sin Fjende i Øjesyn.
Saaledes ogsaa her. Se den Kulde, hvormed Officeren
trækker sin Pistol imod Araberen; flere af disse Bevæ-
gelser hos Franskmændene bære et aldeles roligt Præg;
disse Chasseurs svinge som til en Mønstring. Og se nu
derimod Arabernes spredte Fægtning! deres bestemte
Mod — thi det er ganske aabenbart: Manden dér, som
vil fyre paa Officeren, han ofrer sig utvivlsomt, og det
kan man vente vil blive Lodden for enhver Araber —
selv i Flugten skulle de affyre deres Bøsser, og hvor let
de bevæge sig, og deres Udtryk! Ja, her i Lithogra-
tien og Kobberstikket faa vi kun en ufuldstændig Fore-
stilling om disse senefulde og magre, men dog kraftige
Figurer med deres brune, halv sorte Farve; i Modsætning
til Franskmændene gjøre de en slaaende Virkning. Og
saa komme Kvinderne : Araberinden, som slæber sit Barn
bort, Araberinden med den Saarede eller ved Foden af
ham, der er saaret; saa pludselig er Overfaldet sket, at
hun endnu har sin Rok, sin Haandtén med sig. Alle
disse Træk ere charakteristiske og grebne med usædvan-
ligt Mesterskab; og saaledes kunne vi forfølge det helt
igjennem Stykket.
Jeg har kun et Billede tilbage, det er Slaget ved
Isly, som er malet senere. Det er blevet stærkt recen-
seret af Mange; for mig er det bestandig, som om dette
Billede vistnok i Rigdom paa Motiver, i en tin Fortælling,
klar og interessant Sammenstilling maatte staa tilbage for
459
Sraalaen paa Grund af, at det ikke nær har den Mang-
foldighed som dette; men det forekommer mig alligevel,
som Konstneren med Hensyn til Enhed havde været hel-
digere her; thi her har han atter valgt et enkelt Mo-
ment, men rigtignok et Moment, som finder sin Begyn-
delse langt inde i Stykket. I det store Billede er til
Venstre de marokkanske Telte — thi det var ikke over
Abd-el-Kader, men over Marokko, Franskmændene her
sejrede — 02 udenfor holder Feltherren Bugeaud i sin lyse
Frakke paa Hesten, smukt fremhævet imod en i det Fjerne
sig aabnende dunkel Kløft; man bringer Fanger til Hest
og til Fods; en Araber staar med den store, prægtige
Solskjærm, som havde tilhørt Kejseren af Marokko, magelig
under dens Skygge og passer paa den for at levere den
til Marschallen. Til Højre ser man Saarede, igjen med
den samme fortrinlige Fremstilling af Udtryk og Charakter.
Snart er det det døende Udtryk, vi se, snart det Haabe-
fulde, der kan vise sig hos Lægen eller den Saarede,
snart den krampagtige Smerte, snart den Smerte, som
den Saarede ved at bide Munden sammen søger at betvinge.
Ikke alene dette Legemlige, men selv det Aandelige, der
kan komme til Syne gjennem saadanne Lidelser, har
Konstneren vidst ganske mesterligt at give. Der er visse
Smertens Udtryk, som man ikke kan slippe; der spejler
sig en saa herlig Sjæl i dem, at man med Glæde dvæler
derved. Til Højre ser man langt ud over Sletten; man
ser i det Fjerne de mylrende Marokkanere og de^brføl-
gende Franskmænd. De Tropper, der skulle samle sig,
rykke frem med Obersten i Spidsen for at svinge op, hvor
Marschallen er. Ogsaa her have de mauriske Telte med
Alt, hvad der kan være af Biting, Kasser, Skrin o. s. v.,
30*
460
givet Stof til en mesterlig og aandrig Behandling, saa at
slige Ubetydeligheder og enkelte Træk, f. Eks. at Tolken
allerede har faaet fat paa nogle Breve og forklarer dem
for Officeren i Teltet, giver hele Scenen et vist Liv; man
ser, der er nu Ro nok hertil, Fjenden er decideret slaaet.
Jeg tror rigtignok, at saadanne historiske Billeder,
hvor en saa forskjellig Nationalitet, saa ejendommelig en
Charakter er skildret paa den grangiveligste Maade, ville
være tilstrækkelige til at røbe den store Mester. Lad
os da med et Par Ord se det, som betegner Horace Vernet.
Det er, som vi før sagde, Evnen til at kunne se og op-
fatte mangfoldige Ting og bevare den opfattede Charakter.
Jeg vil meget gjerne indrømme, at Konstneren virkelig
deri viser sig i Særdeleshed som Mester; at han, hvor
det gjælder om at fremstille aldeles historiske Billeder,
vistnok mange Gange kan give det Historiske udmærket,
men dog langtfra er saa interessant, som hvor han frem-
stiller selve Livet. Men lad os nu ogsaa lægge Mærke
til, hvad det er for et Liv, han-gjør os anskueligt. Det
er ikke alene det evropæiske og afrikanske; men lad os
ogsaa se hans dejlige Scener fra Østen, hans Scener fra
Ørkenen, hans Arabere samlede om Fortælleren, hans
Rebekka og Elieser ved Kilden, og i Modsætning dertil
hans berømte russiske Slæde i Snefog, hvor Vinden fejer
Vejen foran og Krager og Ravne svæve usikre omkring
og flagre tæt ved Jorden, idet de gjøre sig Haab om, at
der vi^ blive Noget for dem at hente. Lad os se paa
hans Jagtstykker, hans berømte Vildsvinejagt, hvor Ben
Jusuf spiller en Rolle, og hans Løvejagt, hvor Løvinden
med uimodstaaelig Furie sætter lige hen paa den Kamel,
hvor Negeren holder Ungerne højt i Vejret. Lad os huske
461
paa, at han er tillige Marinemaler, at et af de store Bil-
leder — saa stort som denne Væg — i Constantinesalene
netop viser et Skib, hvor Officererne gaa op og ned paa
Dækket, medens det hagler med Kugler. Han har ogsaa
tidligere malet andre elegante Marinestykker. Det er
altsaa Land og Hav, Syd og Nord, Mennesker og Dyr,
han behandler med den samme Lethed, idet han véd at
afvinde mangfoldige Ytringer af Livet, der aldrig kunne
trætte, fordi de altid vise Livet i bevæget Tilstand, ikke
dorsk, søvnigt, dagligdags, men saaledes som det kun kan
ytre sig hos os Mennesker i det heldigere, mere bevægede
Øjeblik. — Det er denne franske Konstner, som Landet
med Grund kan være stolt af, det er ham, der saa at
sige repræsenterer Maleren, der véd at skue Alt og gribe
Alt, som bevæger sig omkring ham, og, stod han ene,-
vilde jeg sige, ja saa maa vi jo søge Modsætningen eller
i alt Fald Overgangen paa andre Steder. Men vi skulle
i næste Time overbevise os om, at han har Mænd ved
sin Side, som vide fortræffelig at give det Liv, som vi
ellers efter gammel Skik og Brug blot pleje at betegne
som det historiske.
462
Ellevte Forelæsning.
Det moderne Historiemaleri i Frankrig. Paul Delaroche: Elisabeths
Død, Edvards Sønner, Hertugen af Guises Mord, Lord Straflord, Carl
den Første forhaanet af Cromwells Soldater, Hemicvclen.
1*1. T. ! Det var ikke alene en meget vigtig Omstændighed
for Ldviklingen af den franske Konst, at David saa at
sige havde brudt med hele den foregaaende Tradition i
Konsten; men hertil kom ogsaa nogle andre meget vigtige
Omstændigheder. David, den strenge Republikaner, der
havde fremstillet Scener af den romerske republikanske
Historie, var derpaa for største Delen gaaet op i Kejser-
dømmets Glans, uagtet han selv i den senere Tid ogsaa
søgte igjennem Oldtidens herlige Erindringer at virke paa
sine Landsmænd. Det har saaledes neppe været ganske
tilfældigt, at hans » Leonidas« netop blev udstillet i Paris
i 1814. Imidlertid, han maatte altsaa, som sagt, forlade
disse Opgaver, som lode til at tiltale ham mest; han
maatte søge at glemme sine Grækere og Romere og maatte
male Kejseren, der kroner sin Gemalinde, Kejserens egen
Kroning, Kejseren, der uddeler Ørne til sine tapre Sol-
dater, Bonaparte som Førsteconsul, Bonaparte, som gaar
over Alperne, og andre saadanne Stykker; og i dette
sidste Billede, hvor han havde en enkelt Figur at frem-
stille, havde han søgt ved hele Hestens Bevægelse og ved
den Maade, hvorpaa Napoleon peger fremad at give denne
moderne Helt en højere og strengere antik Udprægning.
Jeg véd ikke, hvor vidt det egentlig er lykkedes ham;
men Billedet vandt i sin Tid ganske overordentligt Bifald.
463
Altsaa, David havde maattet levere større Malerier — thi
dette er navnlig Kroningen og Uddelingen af Ørnene — som
drejede sig om, hvad der foregik for Alles Øjne, og hvor
det ikke længer gjaldt om at fremstille Helte fra for-
svundne Tider med de Træk, som netop aabenbarede sig
for Konstneren, men om simpelthen at fremstille de Por-
træter, der ved saadanne Lejligheder skulde figurere, om det
daværende Costume, og om at give det Hele den Holdning
og Værdighed, scm selve Opgaven kunde gjøre Fordring
paa. Der var altsaa kommet en Tid, da Historiemaleriet
blev trukket lige midt ind i det daglige Liv, da det at
give Historiemaleriet Charakter var aldeles afhængig af,
hvor vidt man var i Stand til at afvinde de omgivende
Personer og Tiden en mere eller mindre interessant Side,
og, hvad David havde begyndt, maatte Gros, Gerard og
flere af Kejsertidens bekjendte Malere tilligemed flere
yngre Konstnere fortsætte. Man fremstillede næsten be-
standig store Begivenheder af Kejserens Liv, og det drejede
sig altid om Sejre, om Kejseren som Valpladsens Helt,
der modtager Fanger og faar Efterretninger om slagne
Fjender eller hører paa Bønner fra overvundne Fjender
o. s. v. o. s. v. Og, da nu endelig Kejserdømmet veg for
Restavrationen, da var det, som om den Ære, Fransk-
mændene havde søgt, og som de saa rigelig havde vundet
paa Valpladsen, endnu ikke havde mættet dem ; det var,
som om Bourbonnerne, de ellers saa fredelige og svagelige
Bourbonner, hvor de kunde, søgte om en Lejlighed til at
plukke nye Lavrbær, og Felttoget i Spanien blev da Gj en-
stand for mere end ét Maleri. Selv Delaroche maatte
forherlige Indtagelsen af Trocadero baade ved Fremstil-
lingen af denne Begivenhed, og desforuden ved at udføre
464
en stor Portrætgruppe af Hertugen af Angouléme og hans
Følge. Men, om ogsaa Samtiden ikke forundte Bourbon-
nerne at plukke flere Lavrbær, saa søgte disse dog at
bringe saa meget som muligt ud af den gamle Hæder og
udstille den for Folket. Henrik den Fjerde maatte frem;
Gerard maatte male hans Indtog, og der fordredes ikke
her nogen Opfattelse, der svarede til Historien, men Por-
træterne, Dragterne o. s. v. maatte dog have en saa nøje
Overensstemmelse som muligt med de Hjælpemidler, der
stode til Konstnerens Raadighed, og navnlig maatte man
gjeunnde det Portræt, der meget godt kjendtes overalt, af
Helten i denne Fremstilling. Det var ikke alene Henrik
den Fjerde, der saaledes nu blev kaldet til Live; men
ogsaa Sejrherren ved Rocroy og flere af Bourbonnernes
tidligere Helte bleve paa denne Maade forevigende. Medens
nu ogsaa den opvoksende Konstnerslægt maatte gaa i denne
samme Retning — man har en Mængde smukke Billeder,
der forestille Condé netop som Sejrherre ved Rocroy —
begyndte der tillige en ny Retning i Literaturen, som ogsaa
snart skulde gjøre sig gjældende i Konsten, i det mindste
i Frankrig, og det var den historiske Roman, det var den
Fremstilling af historiske Begivenheder og Charakterer,
som Walter Scott havde begyndt med, og som nu fandt
Bifald og blev efterlignet overalt i Evropa; det var disse
Forsøg paa ikke alene at give Resultaterne af møjsomme-
lige og vidtløftige historiske Granskninger paa en behagelig
og underholdende og tildels ogsaa paa en smuk moralise-
rende Maade, men paa tillige at lade Nutiden være det
Spejl, fra hvis klare, blanke Glar den tidligere saa dunkle
og mysteriøse Fortid tilbagestraaledes. Det var saaledes
ikke længer nok at høre Begivenheder fortalte eller at se
465
Charakterer udviklede; men man vilde have dem komplet,
man vilde have Ansigtstræk, Klædning, Stue og Bohave,
kort sagt, det skulde virkelig være den fjerne Fortid, der
spejlede sig for Nutiden, som søgte paa alle Maader at
tilfredsstille sin Længsel efter æsthetisk Nydelse, efterat
en saa lang Række af Aar var hengaaet med Kamp af
den forfærdeligste og blodigste Art. Herved kom egentlig
ikke meget Nyt paa Bane. Naar Talen nemlig er om
den antike og fremmede Konst, saa var det let paa en
vis Maade at give den ohjective, den med Hensyn til
Gjenstandens historisk tro Opfattelse nødvendige Frem-
stilling, fordi man blot behøvede at ty til den Masse af
antike Billeder, der fandtes, naar man kun benyttede dem
med Forstand. Om man kastede en Række af Aarhun-
dreder sammen, var ligegyldigt, naar man kun saa' de
antike Costumer og iagttog, at, hvor der var Grækere,
græske Costumer bleve anvendte — Rafael havde rigtignok
fremstillet Alkibiades i en romersk Rustning — og, at der,
hvor der var Romere, maatte bruges Toga og romerske
Vaahen. Det var altsaa ikke vanskeligt. Og ved de
kirkelige Gjenstande havde man den gode gamle Fortid
at holde sig til, og dér var man heller ikke meget nøje-
seende; thi den gamle Begejstring for Middelalderens ita-
lienske og nederlandske Konstnere slog ud paa en ganske
egen Maade. Man mente for ramme Alvor at give et
christeligt Billede tro objectivt, naar man blot søgte at
fremstille alle de forskjellige Moder, der vare bragte til
Anvendelse af gamle nederlandske og florentinske Konst-
nere. Men denne nyere Retning, der oprindelig er kom-
men fra Frankrig, fik paa dobbelt Maade sit Banesaar,
dels ved den Opfordring, der var for Malerne til at gjøre
466
sig bekj endte med alle Tidens Ytringer i det 16de og
17de Aarhundrede, og dels ved den Lyst, der vaagnede
igjennem den historiske Roman. Denne Objectivitet var
en ganske anden; den fordrede en ulige møjsommeligere
Bestræbelse. Det gjaldt her ikke om at holde sig til et
Par Konstnere, som man valgte efter eget Lune og egen
Lyst, men om møjsommelig at samle sig Kundskaber
igjennem Monumenter, igjennem Beskrivelser, igjennem
Relikvier, som Middelalderen eller yngre Mestere lige ned
til det 17de Aarhundrede havde eftergjort, og det var
ikke saa let en Sag. Altsaa maatte det nødvendig følge
dermed, at selve denne Trang til at give et fuldstændigt
Billede af en svunden Tid maatte hos det underordnede
Talent udarte til en vis Bestræbelse for tro at copiere
Klædningsstykker og Bohave eller maåske ogsaa nu og
da — men det var mindre sædvanligt — en eller anden
Bevægelse i dette eller hint Portræt, hvis man havde lagt
Mærke dertil. Men for det virkelige Talent derimod, gjaldt
det om, hvis det ellers var muligt, at holde sig frisk imel-
lem alle disse Bestræbelser, og det lykkedes ogsaa en
Del, trods al denne Udpyntning paa det 17de, 16de eller
15de Aarhundredes Moder, endda at faa Sjælen til at
være det Dominerende.
Ganske sikkert, i Frankrig blev der ogsaa malet
kirkelige Billeder og Billeder af det antike Liv. Konst-
akademiet opgav ikke saa let disse Emner, som Konst-
akademier i Almindelighed have saa megen Forkjærlighed
for; der blev ogsaa bygget og restavreret Kirker, og der
skulde altsaa haves nye Altertavler paa mange Steder,
hvortil der da blev leveret mange talentfulde Arbejder.
Men dog, naar Talen er om, hvad der egentlig betegner
467
den fortrinligste Side af den moderne franske Konst, saa
vilde man, med enkelte Undtagelser, i det Hele neppe
søge den i Kirkerne og heller ikke mellem Fremstillinger
af Oldtidens Liv; men vistnok snarere i Fremstillinger
af det mere moderne historiske Liv, det Liv, som der
var rig Lejlighed til at skildre paa Grund af de store
Opgaver, Udsmykningen af betydelige Bygninger krævede,
og de Opgaver, som Konstnerne selv valgte sig, grebne
af den Lyst, som« overhovedet gik igjennem hele Tiden.
Der er neppe imellem de franske Malere nogen, som
paa en smukkere Maade repræsenterer hele denne Stræben
efter en klar objectiv Fremstilling af historiske Begiven-
heder, end Paul Delaroche. Han har malet Genrebilleder
at Nutiden og Portræter, som have vundet megen An-
erkjendelse. Han har ligeledes malet, som m. T. før
hørte, historiske Begivenheder fra Bourbonnernes Tid og
andre historiske Malerier, deriblandt flere større, f. Eks.
det i Versailles, der forestiller Carl den Store med sine
Hærskarer i et skovrigt, klippefuldt Terræn, kjæmpende
med Sakserne; fremdeles bibelske Billeder og Helgenbille-
der. Men med al den Fortjeneste, disse Malerier kunne
have, tror jeg dog, at de, hvor han har fremstillet histo-
riske Personer af den nyere Tid, lige fra det 15de Aar-
hundrede — det være sig i en eller anden tænkt Sam-
menhæng eller i en bekjendt historisk Begivenhed — ere
de, som sikrest ville overlevere hans Navn til den sene
Eftertid. Han er født 1797 af velhavende Forældre.
Baade han og hans Broder skulde være Konstnere. Bro-
deren forlod imidlertid Konsten, og det synes, at der har
været et Øjeblik, hvor ogsaa Paul, efter allerede at-have
vundet betydeligt Bifald, vaklede imellem, om han skulde
468
vedblive at være Maler eller ikke; men han blev ved
Konsten. Han traadte op i 1817 og leverede den Gang
bibelske Stykker; men det var dog egentlig først ved sine
Malerier af historiske Begivenheder, at han blev Publi-
kums Yndling. Allerede i 1824 fremstillede han et meget
smukt Billede, som en stor Del af m. T. kjende i Kobber-
stik eller Lithografi, hvor den hellige St. Vincent prædi-
ker for Damerne ved Ludvig den Trettendes Hof og vir-
ker til, at de rigelig bidrage til fader- og moderløse
Børn. Det er et smukt Billede, og man ser, med hvilken
Alvor og Sagkundskab Konstneren har benyttet det 17de
Aarhundredes Paaklædning og navnlig den Tids, da Lud-
vig den Trettende herskede. Et meget større Billede, der
findes i Luxembourg, fremstillede han i 1827, nemlig
Elisabeths Død. Det er den bekjendte Scene, hvor hun
efter at have opdaget, at det er ved Intrigue, at hun har
været forhindret fra at faa Ringen fra Essex, ikke kan
komme til Ro; hun kaster sig paa Gulvet og bliver lig-
gende dér, indtil hun opgiver Aanden. Det er det Mo-
ment, der er fremstillet, hvor hun hvilende paa en Pude,
understøttet af en af sine Damer, bestemmer, hvem der
skal være hendes Thronfølger. Hun er i mere end Legems-
størrelse. Billedet -er i en vis Henseende malet med en
ganske overordentlig Virtuositet med en meget lys og klar,
og tillige hvad man kalder en pastos Earve, med tykke,
fede Farver. Han har lagt an paa at overvinde enhver
Vanskelighed og paa at præstere noget virkeligt Slaaeude;
men dels er der allerede her en vis Uklarhed i Skyggerne,
og dels — hvad der er værre — er det neppe lykkedes
ham at give Momentet. At fremstille det Ubehagelige,
det Frastødende hos denne gamle, halv vanvittige Dron-
469
ning, som hun ligger dér, det er lykkedes ham, men egent-
lig at gribe det historiske Moment, tror jeg ikke, han har
formaaet; og jeg tror heller ikke, at dette Billede over-
hovedet har gjort nogen betydelig Lykke.
Derimod optraadte han i 1831 med et Maleri, som
ogsaa hænger i Luxembourg, og som var betydeligt bedre.
Men, inden jeg gaar et Skridt videre, maa jeg gjøre op-
mærksom paa, at Delaroche sjelden eller aldrig vælger
Gjenstandene for sine Compositioner af Digterne; han
lader sig inspirere af Historien, af Sagnet. Han er fra
Først til Sidst fuldstændig Skaber af det Billede, han
fremstiller, og det Stykke, vi nu skulle omtale, er maaske
i saa Henseende noget af det Originaleste, han har skabt.
M. T. kjende baade af Shakespeare, af Traditionen og af
Delavigne Historien om Edvards Sønner, der bleve dræbte
af Richard den Tredie. Jeg har allerede før antydet, at
man paa forskjellige Maader gjennem Traditionen vilde
udsmykke denne Fortælling, og at der har været Tvivl,
om Richard den Tredie nogensinde har ladet sine Broder-
sønner voldelig tage af Dage. Dog, det lade vi staa ved
sit Værd. Men, idet jeg forklarer Billedet, maa jeg be-
mærke, at det er min egen Forklaring. Det er muligt,
at den er falsk; men den er mig altfor slaaende, og jeg
vover derfor at have Tillid til den. Det er Thomas More
fra det 16de Aarhundrede, hvem vi skylde Udmalingen
af hele denne forfærdelige Begivenhed. Han skildrer begge
de unge Prinser, navnlig den trettenaarige Edvard som en
vel opdragen ung Fyrste, som altsaa ikke var langt frå-
den Alder, da han efter de engelske Love kunde træde
selvstændig handlende op. Han var vel underrettet, men
godtroende, svag paa Legemet, sygelig og modløs. Han
470
græd, da han følte Tidens Tryk, og, da han hørte, at
hans Onkel var bleven Konge, sagde han : han maa gjerne
tage min Krone, naar han blot vil lade mig leve; og fra
den Tid var al hans Livslyst borte — han gad ikke en-
gang snøre sine Sko — men ventede bestandig ængstelig
paa det frygtelige Moment, som hans bange Anelser be-
budede. Jeg kan ikke tro Andet, end at Delaroche, om
ikke gjennem den engelske Forfatter, saa dog paa anden
Maade maa have kjendt hele denne Historie; thi hvorvel
der rigtignok er Noget i Shakespeares Tegning af de
unge Prinser, som stemmer overens hermed, er det dog
efter Digterens Opgave blevet behandlet paa en ganske
anden Maade. Derimod er det aabenbart, at denne hi-
storiske Skildring, som jeg her har fremstillet, ligger til
Grund for Delaroches Billede. Der sidde de to unge
Prinser i det dunkle, dæmrende Værelse i Tower — det
er ud paa Eftermiddagen — Vinduerne ere ikke meget
store, og Lyset falder højt oppe fra, og der sidde de paa
den prægtige, efter den Tids Sædvane rigt udskaarne Seng.
Den ene af dem, den muntreste og livligste og tillige den
yngste, Hertugen af York, staar ved Siden af Edvard,
og de have en Bønnebog foran sig, prydet med rige Mi-
niaturbilleder og Arabesker. De have opbygget sig.
Men Edvard har ingen Lyst mere dertil, hans Tanke
er andetsteds henne. Ved Døren staar en lille Hund;
de vente maaske et Besøg, der er mindre hyggeligt; kort,
man føler hele det Forknytte og Ængstelige i deres Stil-
ling, uden at man behover at tænke paa James Tyrrel
eller paa nogen som helst blodig Scene. Vi ere endnu i
de første Dage i Tower, da den trettenaarige Prins siger:
han maa gjerne have Thronen, naar jeg maa beholde Livet.
471
Men det er et sørgmodigt Liv, og det gjør et underligt
Indtryk at se denne sygelige unge Mand i det morke Borg-
kammer i Modsætning til den yngre Broder, paa hvis
Kinder Roser blomstre. Edvards Figur er mesterlig frem-
stillet. Konstneren har rigtignok ikke lagt tilstrækkelig
Vægt paa at gjennemføre dette afdæmpede Lys, der fal-
der ind paa Figurerne; men selv med denne Fejl i Lys-
fordelingen er det et mærkeligt Stykke, og de af m. T.,
som kjende det af gode Stik, ville maaske have endnu
større Glæde deraf end de, der have set Originalen, idet
De ^selv ville kunne give hele denne smukke Fremstilling
den mest harmoniske Tone, De ønske. Og De kunne
desuden i Stikket godt se, hvor Originalen maa være
mesterlig gjort paa hvert enkelt Punkt; med hvilken Om-
sorg og Troskab maa f. Eks. ikke dette Fløjl, dette Lin-
ned, disse udskaarne Sengestolper, kort hele Stilen i Da-
tidens Liv være gjennemført!
I disse Billeder havde Konstneren allerede tilfulde
godtgjort, at han ikke alene var i Stand til at opfatte
fjerne Tiders Costumer og Skikke, men at han ogsaa
vidste at lade det, som er det Væsentlige ved en saadan
Opgave, at lade Sjælen dominere. Og nu fulgte det ene
Billede efter det andet, som vandt ham et bestandig større
og større Renommé, saaledes i 1834 i legemsstor Figur:
den ulykkelige Jane Grey, der med Bindet for Ojnene
famler efter den Blok, hvor hendes Hoved skal falde, og
tidligere, 1830, Cromwell foran Carl den Førstes Kiste;
Cromwell staar der og ser paa den halshuggede Fyrstes
Lig, hvis sunde og kraftige Bygning havde lovet en lang
Levetid, naar ikke en voldsom Død havde afbrudt den;
han er aldeles fortabt i dette Syn. — Delaroches hele
472
Hang synes at staa til det Alvorlige. Han er, som vi
have set, ikke bange for at fremstille selv den Ulykkelige
paa Skafottet eller Usurpatoien foran den henrettede Kon-
ges Lig. Han gjør sig imidlertid ikke ved slige Lejlig-
heder, saaledes som Gallait, Umage for, at Øjet skal
hænge fast ved det Modbydelige og Rædselsfulde. Han
har en alvorligere Rædsel, en dybere Smerte at fremstille
i selve Charakteren, og det er det, der er lykkedes ham
saa godt. Den engelske Historie, og navnlig Stuarter-
nes Tid, har en hel Række af saadanne tragiske Optrin
at opvise, og her fandt Delaroche en rig Guldmine for
sine Fremstillinger. Men, inden han leverede sine to be-
tydeligste Billeder hentede fra denne forfærdelige Skue-
plads, havde han udfort flere, der behandlede den franske
Historie, f. Eks. Richelieu, der sejler med Cinq-Mars paa
Rhinen, og Mazarin paa Dødslejet. Det er lutter smaa
Billeder, medens Cromwell og Jane Grey ere store; men
disse smaa Billeder ere udførte med en Elegance og Fin-
hed, som er ganske mesterlig, og jeg maa maaske have
Lov til at dvæle ved et af dem, fordi det er saa aldeles
fortræffelig fortalt. Vi hørte i forrige Time, at Horace
Vernet vidste saa godt i sine Billeder at. fortælle, ikke
alene, hvad der sker i det enkelte Øjeblik, men tillige,
hvad der er sket i Forvejen, og hvad der skal følge efter.
Det er som en hel sammenhængende episk Skildring.
Denne Evne har Delaroche ogsaa vidst fortræffelig at
gjøre Brug af ved Løsningen af sin Opgave. Det lille
Billede, jeg vil dvæle ved et Øjeblik, er Hertugen af
Guises Mord paa Slottet Blois. Han blev, som bekjendt,
myrdet efter Henrik den Tredies Foranstaltning. Skjøndt
han var advaret, gik han dog op til Slottet, da han var
473
altfor stolt til, at han skulde bryde sig om Advarsler, og
han kom da igjennem et Værelse, hvor der var samlet
en Flok haandfaste Karle. Men, inden Greven fik sin
Kaarde trukket, var han under Morderdolken. Det er
imidlertid en stærk Mand. Kongen var derfor bange og
lod sig ikke se. Den Mand, der havde givet Befalingen,
stod og sitrede indenfor, urolig over, hvad der vilde ske,
og da Alt blev roligt, tittede lian nysgjerrig ind i Værel-
set: »Er det gjort?« Og saa var det gjort. Den stærke
Hertug havde taget ordentlig fat paa Morderne og kjæm-
pet med dem; han var faldet, men slæbte sig hen ad
Gulvet, indtil han sank livlus tilbage i den anden Ende
af Stuen. Det er en Bemærkning, som m. T. vist flere
Gange have gjort ved et andet Billede fra en langt fjer-
nere Tid, et af disse evig berømte Billeder, Rafaels He-
liodor, hvor snildt denne er hensat, idet han styrter ned
i den ene Udkant af Maleriet. Man føler, med hvilken
Hurtighed Alt er sket. Her var Opgaven imidlertid en
•ganske anden. Her gjaldt det om at pege tilbage paa
den længere Kamp, at vise, hvad der var foregaaet. Paa
den ene Side lader Konstneren derfor Kongen titte frem
bag Tæppet i sin rige, opskaarne Klædning, og, idet Kon-
gen gjør sit Spørgsmaal, er hans Øje henne i en ganske
anden Retning. Til den modsatte Side ligger Fjenden
udstrakt, hans Kappe midt paa Gulvet, og en Stol er
falden om. Idet den hele Klynge af Mordere nu stikke
deres Kaarder i Skeden, beskrive de Kongen det Skete.
I deres Blik og Gebærder ser man nu hele deres Ivrighed,
hele deres Furie. Se, sige de, han har slæbt os med sig
lige derhen; idet han faldt, trak han Tæppet ned af
den store Pragtseng, saa at Kingene brast. — Det
Hoyens Skrifter. III. 31
474
Hele er i Sandhed konstnerisk; det er saaledes, som en
Maler digter.
Men han skulde snart give os ganske andre Billeder
Som allerede bemærket, havde han en vis Forkjærlighed
for Stuarterne. I 1835, samme Aar, som dette og mange
andre Billeder bleve udførte, fuldendte han et Billede, Mar-
quis'en af Strafford, . som nu hænger i London hos Hertugen
af Southerland og dér iblandt saa mange andre Konst-
værker værdigen hævder sin Plads i mange Henseender.
M. T. kjende alle den alvorlige Historie, som indeholdes
i Straffords, Carl den Førstes Yndlings, Levnet. Han
blev dømt til Døden, og Aftenen før sin Død udbad han
sig som en Naade at maatte tale med sin Ven, Erke-
biskop Laud, som ogsaa sad fangen. Det blev ham imid-
lertid afslaaet. Men han tik dog sendt Bud til Erke-
bispen om, at han den følgende Morgen, naar han gik til
Skafottet, gjerne vilde udbede sig at se ham; thi han
skulde passere forbi det Vindue, indenfor hvilket den
gamle Erkebisp sad fangen. Strafford var en Mand i sin
kraftigste Alder, 49 Aar gammel, og en modig Mand;
han gik kjæk til Dødshugget, som til et Gjæstebud, og
paa den anden Side med hele den Alvor, som sømmede
sig for en troende Christen i hine Dage. Men Erkebispen
var en gammel Mand, 68 Aar, og, da Strafford kom, led-
saget af sin Kapellan, udenfor Vinduet, som Bispen sad
indenfor, sagde han til Løjtnanten, William Gilford: »o,
Herre, tillad mig, at jeg blot maa forrette min sidste Bøn,
vendt imod min Medfanges Vindue,« og han fik Lov der-
til. I Fængslet sagde man da til Bispen: »nu er Straf-
ford her,« og de bragte den Gamle hen til Vinduet og
løftede ham med Besvær saa højt op, at han kunde se
475
Strafford. Denne bad om hans Velsignelse, og saa vel-
signede han ham og løftede sine Arme imod Himlen og
bad til Gud, medens Strafford knælede dernede; men den
gamle Erkebisp sank afmægtig og bevidstløs tilbage i
Armene paa sine Omgivelser. — Delaroche har stor Fin-
hed i Valget af sin Gjenstand, og det er jo en smuk
Gave for en Konstner, at han véd at vælge sit Emne;
men ulige smukkere er det, at han véd at gaa ind der-
paa, at benytte ethvert Vink, idet han paa det Strengeste
bogstavelig slutter sig til, hvad der er fortalt. Jeg har
her den Fordel at kunne forudsætte, at de Allerfleste af
m. T. kjende dette Billede af Kobberstik. Det er lutter
legemsstore Figurer. Han har tænkt sig et sluttet Lys,
som falder ned fra oven i den snevre Gang, og deri knæ-
ler Strafford klædt i sin store Silkekaabe med Hosebaands-
ordenens Stjerne, med Ryggen til Tilskuerne, vendt imod
det Vindue, hvor man netop skimter Hovedet af den gamle
Bisp. Man ser hans opløftede Hænder. Men, ligesom
det er smukt og alvorligt valgt, saaledes har Konstneren
vidst at forhøje Indtrykket for Beskueren paa en meget
interessant Maade. Her kommer netop Konstnerens Op-
gave. Det er det, man saa ofte med Beundring bemærker
hos flere ældre Mestre, at Malerens eller Billedhuggerens
rette Opgave egentlig først begynder dér, hvor Digtet
eller Historien slutter. Der var Ingen i Vinduet, den
Gang man kom udenfor det, Strafford knæler tavs; men
Beskueren skal se Løjtnanten med Dødsdommen i Haan-
den: han vender sig forundret om, og Hellebardisten stir-
rer med gabende Mund op efter. Der er kun én Mand,
som taler her, og det er netop ham, hvis Hænder vi se
tydelig oppe i Vinduet. Kapellanen, som saa tro og
31*
476
modig ledsager sin Herre til Skafottet, staar rolig og
tavs, og den unge Mand, som klynger sig op til ham,
idet han ikke kan udholde dette Syn, det maa være Straf-
fords Sekretær, der senere saa djærvt lod sit Liv paa Val-
pladsen. — Som historisk Billede betragtet, tror jeg virke-
lig, at det er lykkedes Delaroche at give overordentlig
Meget; som Maleri betragtet, kunde der vel være Adskil-
ligt at sige derpaa. Ser man ham dér midt imellem
disse herlige ældre Malere, Murillo, Moroni, van Dyck o. s. v.,
saa er hans Farve mørk og uigjennemsigtig, hans Lys-
virkning kold, og saa vil man finde, at det ikke er lyk-
kedes ham alle Vegne rigtig at fængsie Interessen for
den simple maleriske Fremstilling. Dette Stenrækværk
staar tungt og svært midt imellem Figurerne, og, om end
Billedet ikke er saa uheldig konserveret, som et andet
Billede af ham, saa er der dog Tegn til, at det vil sprække,
enten Fejlen nu ligger i Malemaaden eller deri, at det
har faaet for tidlig Fernis. Men hvad vil det sige imod
saa store Fortjenester, imod dette Talent til at kunne
give os en historisk Scene saa ægte malerisk; thi, skjøndt
Billedet ikke staar her for os, tror jeg dog, at m. T.
ville indrømme, at jeg blot har fortalt Sandheden. Alene
den Maade, hvorpaa Konstneren har vidst at faa den
Stemme, som vi vel ikke høre, men som vi kunne se maa
høres, gjort gjældende, alene det viser, at Delaroche er
en genial Konstner.
To Aar senere malede han et andet Maleri, som og-
saa er i London, i Lord Ellesmeres prægtige Privatsam-
ling, og som dér indtager en værdig Plads imellem saa
mange ældre Hollænderes og Italieneres Mesterværkers
medens derimod Steinle, en Discipel af Overbeck, der har
477
leveret en Madonna, staar temmelig fattig og trist ved
Siden af den udmærkede Franskmand. Det nævnte Bil-
lede forestiller Carl den Første, som bliver forhaanet. —
Naar Carl den Første havde været henne ved Proceduren
i Westminsterhall , blev han af Soldaterne bragt til sit
Værelse enten i Whitehall eller i en anden Bolig i Nær-
heden af Themsens Bredder, og dér vilde han saa gjerne
bede og hengive sig til stille Andagt for at samle sig.
Men Samtidige fortælle, at det blev ham ikke tilladt. Det
hedder, at Soldaterne, som ledsagede ham, havde Lov til
uden videre at holde Døren til hans Værelse aaben, gaa
ind til ham og ryge og spytte dér og overhovedet tillade
sig enhver Uvorenhed, som man kan vente sig af raa
fjendtlige Soldater eller Soldater af et modsat Parti. Det
bliver gjentaget af højst forskjellige Forfattere, at disse
Forhaanelser foregik ikke alene, idet han forlod West-
minsterhall, men selv i hans eget Værelse. Vi vide alle,
at Carl den Første var en smuk, høj Mand; hvo har ikke
set et Portræt af ham med dette dejlige, blege, tankefulde,
halv melancholske Ansigt? Vi vide ogsaa, at han gik
sin Død i Møde, som det sømmer sig en Mand, der ofte
har mødt Døden paa Valpladsen. Men der var en Over-
gang i hans Liv, og denne Overgang var smertelig for
ham. Da han var fangen i London, og den Ret var ned-
sat, der skulde dømme ham, iagttog man dog endnu be-
standig et vist Ceremoniel imod ham. Han boede i St.
James, og skjøndt han her ikke havde nogen stor Række af
Værelser og kun faa Omgivelser, deriblandt Herbert, spiste
han dog endnu offentlig, som det hedder, saaledes som
Hoffet spiste den Gang (og som vi endnu kunne se i
smukke Malerier), og Maden blev ham bragt af et an-
478
stændigt Tjenerskab. Altsaa, man iagttog endnu bestan-
dig en vis Opmærksomhed imod den faldne Konge. Men
paa én Gang, da Sagen havde udviklet sig tilstrækkelig,
fandt man dette overflødigt, og saa kom der en Dag i
Stedet for Tjenere med Retterne nogle menige Soldater,
raa Folk, med deres Piber i Munden og bragte det Par
Fade, han skulde have, og fra det Øjeblik af spiste han
ikke længer »offentlig«, men i sit eget Værelse. »Der
er dog ingen uslere Mand til,« sagde han til Herbert,
»end en Konge, som bliver foragtet.« Dette var ham
maaske smerteligere end meget Andet. Der var stor For-
skjel paa at møde Haan og Foragt i Westminsterhall og
saaledes at blive forfulgt med denne Ydmygelse ind i sit
inderste Værelse. At blive spyttet paa og bestandig blive
spurgt, »om han dog ikke vidste nogen Besked med Fa-
derens Mord; han havde dog vist haft Haand i Hanke
med o. s. v.,« — det var tungt, ja det var oprørende;
men at blive forfulgt i sit eget Værelse, ikke at kunne
bede i Ro og Stilhed, og selv da være udsat for at be-
handles som en anderledes Troende, for at betragtes som
en hemmelig Papist, det maa have haft noget Nagende,
noget Fortærende ved sig. — Det er et saadant Øjeblik,
Delaroche har valgt. Kongen er kommen fra Westminster-
hall. Der er tændt Ild i Kaminen; det er Januar Maaned.
Det er et prægtigt, elegant Værelse med Guldlæders Betræk.
Kongen har sat sin Stok fra sig ved Taburetten og lagt
sin Hat paa denne. Han har faaet sin Bønnebog frem.
Ingen har været hos ham uden Herbert, og han staar ved
Kaminen. Nu komme Soldaterne ind, slæbe Stole frem
og lejre sig omkring ham, og en af dem, som har tabt
Hatten — han er beruset — puster ham Røgen i An-
479
sigtet, medens en anden gotter sig inderlig derover. Et
Par andre staa foran og tage mere eller mindre Del i
Handlingen. Og det er ikke den Carl den Første, som
mødte sine Fjender paa Valpladsen, og som uforsagt og
heltemodig gik sin Død i Møde paa Skafottet og selv dér
havde Aandsnærværelse nok til at advare imod at skære
sig paa den skarpe Økse, nej, det er Carl den Første, der
er bleven stukket lige under Hjerteroden, der er krænket
i sine helligste Følelser, og som sidder dér bleg og ud-
mattet, ængstelig skelende hen til ham, der blæser ham
Røgen i Ansigtet — »hvad han dog vil gjøre mere?« —
og formelig klemmende den lille Bønnebog imellem Hæn-
derne, det er denne Carl den Første, vi se. Det er
den foragtede, den besudlede Kongemagt, der møder vort
Øje, og der er ingen Deltagelse. Der er kun en eneste
Mand, der alvorlig og tankefuld staar og ser derpaa; det
er den tro, ærlige Thomas Herbert. — Der er Noget,
som man maaske mere i dette Stykke end i noget af de
foregaaende Billeder, jeg har dvælet ved, bliver opmærk-
som paa. Det er den egne Maade, hvorpaa Delaroche
véd at øse af den Historie, vi have i Konstværkerne.
Aa, det er saa let for Digteren ! Han kan fortælle, hvor-
ledes Manden saa' ud, hvorledes hans Klæder vare o. s. v.,
og vi ere endda lige kloge, vi lave os hver især et Por-
træt af ham og ere overordentlig tilfredsstillede dermed.
Men Maleren og Billedhuggeren skulle fremstille ham for
os. De kunne nok efterligne Moderne i de gamle Klæder
o. s. v.; men Ansigterne ere saa bagvendt moderne; der
kommer egentlig det frem, som viser, at det Hele dog
ikke er Andet end en møjsommelig Compilation. Dela-
roche har imidlertid den Evne, at, naar han vandrer gjen-
480
nem van Dycks Samling af Portræter eller ser andre
gode Portræter fra den Tid, han beskjæftiger sig med,
saa véd han at indblæse disse Ansigter den samme
lyslevende Kraft, som de Folk have haft, der have staaet
for van Dyck. Han véd at omskabe disse Portræter, at
lade dem blive fordrukne, lade dem blive gamle og syge-
lige, ja han véd selv i van Dycks dejlige Ansigt at frem-
kalde en vis Kulde; thi det smukke Ansigt paa den har-
niskklædte Karl, som staar der bag ved Kongen, det er
van Dycks eget Portræt. Det er ikke alene Costumet,
men selve Personen, der træder os her i Møde. Det gjør
en uhyre Virkning i Stykket; det er aldeles, som om han
havde i sin Magt at fremmane hine Afdøde for os. —
Det var i 1835 at han fuldendte dette Billede, som for
Resten i malerisk Udførelse lider af lignende Mangler,
som det forrige, jeg omtalte, maaske endogsaa i højere
Grad. Han har vidst med Sandhed og paa passende
Maade ganske fortræffelig at samle Lyset paa Hoved-
gruppen, men derimod staar den aldeles isoleret fra de
øvrige Omgivelser; og Lyset bagved, hvor man ser et
andet Rum med alle de Folk, som vi saa godt kjende fra
Hogarth, og som danne en meget interessant Gruppe, er
dog for mørkt og staar i en for stærk Modsætning til det
Lys, som hersker i Hovedgruppen. Men, som sagt, disse
maleriske Mangler kunne dog ikke svække den store Ny-
delse, Konstneren virkelig forskaffer os.
Der havde i Slutningen af 1833 været Tale om, at
Konstneren skulde male Magdalenekirken, der indeholder
en Række af Lynetter og en stor Halvkuppel over Alteret,
disse skulde Konstneren decorere med den hele Legende
om den hellige Magdalene. Men det blev en anden Konst-
481
ner, nemlig Julius Ziegler, Delaroches Samtidige, over-
draget at male Kuppelen, og saa vilde Delaroche ikke
tage fat paa den Sag. Han vilde, at der skulde gaa én
Holdning igjennem det Hele og han traadte derfor tilbage.
Han gik nu i 1834 til Rom og ægtede Horace Vernets
dejlige Datter, og gik saa tilbage til Frankrig. Men i
1837 blev det ham overdraget at male et stort Maleri paa
Mur, og dette Maleri skulde han udføre i en egen Sal i
Konstskolens Palæ i Paris. Denne Sal er halvrund paa
den ene og har en ret Væg paa den anden Side, og langs
med denne gaar der en Forhøjning og foran den halvrunde
Væg en Række af Sæder; ovenover disse begynder
den Mur, der skulde males, som gaar op til Loftet og
modtager Lyset, der falder ned fra oven. Denne Flade
har, naar vi ville forvandle den krumme Side til en lige,
en Udstrækning af omtrent 80 Fod og i Højden er den
15 til 20 Fod; altsaa er den meget stor. Maleriet skulde
nu udføres paa den Maade, som Franskmændene saa meget
ynde og som de saa mange Steder have brugt, skjøndt
Gud maa vide, om det er en god Måade — hvad Tiden da
vil overbevise os om — nemlig saaledes, at Muren bliver
poleret af og behandlet som til Freskomaleri, men indtruk-
ket med Olie, og først herpaa maler Konstneren, men ikke
med vaade Kalkfarver, men med Oliefarver. Det er denne
Sal, hvor Præmierne uddeles for de concurrerende franske
Konstnere, Malere, Architekter og Billedhuggere. Den
store Guldmedaille, som giver Adgang til den italienske
Rejse, der jo plejer at bane Vejen for Konstneren, bliver
der endnu stadig holdt Hævd over, skjøndt mange for-
standige Franskmænd indse det Fordærvelige og højst
Skadelige i denne Indretning. Denne Sal er det altsaa, som
482
Delaroche skulde decorere, og jeg véd ikke, om han havde
faaet Emnet opgivet eller han selv skulde vælge det. Nok
er det, at han fremlagde sin Skizze, som indeholdt 24
Figurer; den blev bifaldet, og det bestemtes, at den skulde
udføres i Løbet af et Aar. Men han udvidede senere sin
Composition og arbeidede derpaa fra 1837 — 41 og i Ste-
det for 24 Figurer kom der 75 Figurer i Legemsstørrelse.
Konstneren er i at fremstille, hvad han vilde male, gaaet
ud fra den Brug, der skulde gjøres af Salen. Han husker
paa, at her skal uddeles Præmier, og disse Præmier ere
saa at sige kun Bebudere af meget større Præmier; denne
første Sejrvinding af den unge Konstner er egentlig kun
et Varsel om, at der vil komme en Tid, da en ganske
anden Sejrsgudinde vil række ham Kransen. Det er vist-
nok fra denne Tanke omtrent, at Konstneren er gaaet
ud, og, medens her Professorer og saadanne Folk uddele
Guldmedailler, saa vil en ganske anden, saa vil Fama
og Berømmelsen uddele dem senere, og det vil blive en
upartisk Tid, ligesaa upartisk som vor Tid lige over for
Grækerne; den vil staa rolig, kold og lidenskabsløs og
blot tilkjende den virkelige Fortjeneste Kransen. Noget
Saadant maa han have tænkt sig. Altsaa hvad der fore-
gaar, er kun en symbolsk Handling, kun en Handling,
som skal pege hen paa noget meget Større. Dette Større
er antydet i de gamle Konstnere Phidias, Apelles og Byg-
mesteren Iktinos, som trone der som en ubestikkelig og
inappellabel Komite, højest oppe i Baggrunden af den hele
Bygning, som er fremstillet i antik Stil og af hvidt Marmor;
og hvem kunde vel være mere passende Vidner end netop
alle de moderne Konstnere, Malere, Billedhuggere og Ar-
chitekter? Det er i deres Nærværelse, at disse Præmier
483
uddeles, i deres Samfund at den Konstner skal optages,
som det senere hen lykkes at virkeliggjøre Spaadommen
og opnaa en udødelige Hæders høje Belønning. Overgan-
gen imellem den strenge Domstol og Konstnerne dannes
ved abstrakte allegoriske Figurer, som skulle forestille
den antike Skulptur, Middelalderens Architektur og den
moderne Maler- og Billedhuggerkonst. Rundtom paa
begge Sider ere som sagt de mere bekjendte Konstnere
af den nyere Historie fremstillede. Hvor vidt det nu er
lykkedes her at vælge noget heldigt Emne, skal jeg lade
staa ved sit Værd. Mon han dog ikke maaske har følt
sig lidt for afhængig af den gamle Sædvane og Antagelse?
Det forekommer mig rigtignok. Mon det ikke havde været
bedre, om han havde bortkastet denne Del af sin Composi-
tion? Jeg vil næsten tro det. Den staar aldeles uden
Sammenhæng med hele den øvrige Composition, og disse
tre Konstnere, som sidde deroppe i Baggrunden, halv-
nøgne med deres hvide Kapper, have slet ikke Noget, som
tiltaler Øjet, saa smukt som de end kunne være tegnede
og saa alvorligt som de ere holdte. Iblandt de allego-
riske Figurer er der én ganske overordentlig dejlig, nem-
lig Middelalderens Architektur, denne smukke, ejendomme-
lig kvindelige Skikkelse, som paa Brøstningen af Ræk-
værket holder en lille gothisk Kirke. Hun har en lys
Klædning, der falder i bløde Folder, og hendes lyse Lok-
ker bølge naturlig ned over Skulderen. Der er noget
overordentlig Dejligt ved hende, noget saa Vemodigt, saa
Anelsesfuldt. Det er hans Kone, Horace Vernets Datter,
som allerede den Gang maaske har baaret Spiren til sin
Død i sig. Han har heldig valgt denne smukke, høje,
kvindelige Figur med de nedhængende Lokker til at be-
484
tegne Middelalderens Architektw. Ligeoverfor sidder en
halvnøgen kvindelig Figur med yppige, ikke længer jom-
fruelige Former med et superbt Klædebon om Hofterne.
Det er Personificationen af den moderne Maler- og Billed-
huggerkonst. Der er ikke nær den Alvor i denne Figur
som i den anden; hun er mere tilfreds med Øjeblikket;
der er noget eget Koket deri, og hvis han virkelig for
ramme Alvor har stillet denne Figur frem for at betegne
den nyere Maler- og Billedhuggerkonst, er det aabenbart,
at han selv ser paa den med meget strenge Øjne og at
han mener, at den har vist sig altfor lunefuld og koket,
og at den har manglet den Alvor, som burde gaa igjen-
nem den christelige Konst. Men det skulde man ikke
tro. I al Fald maa han aabenbart, idet han vilde frem-
stille denne Figur, have haft for Øje, at han vilde give
Malerkonsten med hele det sanseligt Tillokkende, som
den virkelig har faaet i den nyere Tid i flere af de mest
bekj endte Konstskoler. Fama sidder allerlængst fremme
imellem de allegoriske Figurer nederst paa Trinet, og neden-
for hende ere alle Tilskuerne. Hun kan ikke simpelthen
række sin Krans ned, hun maa kaste den, og sammen-
lignet med Rauchs Victoria er der en særdeles kjæk Be-
vægelse i denne Figur. Mange have rost den Maade,
hvorpaa den er givet; jeg finder dog, at Kjødet er altfor
rødligt; det kalder man nu i Frankrig den sydlige Incar-
nation. I disse Figurer føler man imidlertid en Konstner,
som er rigt begavet og som véd at gjennemføre det, der
staar for ham. Men det er netop denne Side af hele
Compositionen, som i hvert Fald mindst har tiltalt mig,
som forekommer mig uklarest, og at være uden Sammen-
hæng med alt det Øvrige. Paa begge Sider af Gruppen
485
i Midten strækker sig nemlig en Hal af hvide Marmor-
søjler op imod den blaa Himmel, og langs med dem er
der Bænke, og paa dem er placeret, og foran og bag
dem imellem Søjlerne bevæger der sig en betydelig Mængde
af legemsstore Figurer. Her ere vi igjen paa Delaroches
Boldgade. Jeg tror ikke at sige for meget, naar jeg ud-
taler, at denne Del af Konstværket er noget af det Yp-
perste, som overhovedet er udført i Nutiden, og at det
slutter sig til det Ypperste, man har fra ældre Tider.
Her foler man, at Konstneren er sig tydelig og klart
bevidst, hvad han vil gjøre. Han vilde slet ikke indlade
sig paa at fremstille noget Betydningsfuldt, nej, han vilde
simpelt hen give os et Billede af alle disse ældre og yngre
Konstnere, saa vidt han har Evne og Midler dertil, og han
vilde, saa vidt muligt, give et Billede, som virkelig kunde
repræsentere os Konsten. Det var naturligt, mente han,
at Lige vilde søge Lige, at Architekten helst vilde tale
med Architekten, Billedhuggeren med Billedhuggeren o. s. v. ;
de forstaa hinanden bedst. Man ser jo virkelig ogsaa
det Samme, hvor Konstnere kunne flokkes i større Hobe.
Men Delaroche var Maler; han havde det rigeste Stof i
Malerkonsten. Hvem kan da fortænke ham i, at han har
hædret Malerkonsten dobbelt imod de andre, at, medens
han giver os Architekturen og Skulpturen sammen, har
han delt Malerne i to store Kredse: paa den ene Side
Alt, hvad der hører til Tegning og Composition, hele den
alvorlige og lærde Del af Konsten, og paa den anden
Side Alt, hvad der fængsler Øjet, Alt, hvad der angaar
Farverne. Men længere er han heller ikke gaaet; han
har ikke tænkt paa Rangforordningen med Dyrmalere og
Landskabsmalere i anden os Figurmalere i første Rang. —
486
Det gjaldt om at faa nogen Samstemning i alt dette, at
Øjet skulde kunne bevæge sig med Frihed og Lethed deri,
og han benyttede sig af den Omstændighed, at det er en
halvrund Væg, i hvilken altsaa, naar man tænker sig en
Halvcirkel slaaet, nogle Partier vilde være Tilskuerne
nærmere og andre fjernere. Han malede derfor de nær-
meste Partier med den største Kraft i Farverne og gav
Figurerne en større Fylde, og lod dem derimod ligesom tabe
sig noget paa de fjernere Punkter, og allerede paa den
Maade lettede han Beskueren Oversigten over Billedet.
Og ligesom han havde givet Malerne dobbelt Andel i denne
Hæder, blev ogsaa selve den Maade, han gav dem paa, til
Fordel for dem, idet han fremstillede de store Malergrupper
til Højre og til Venstre nærmest ved Tilskuerne. Hvem har
han nu valgt til at være Ordfører paa den Side, hvor han
vilde afbilde de Malere, der især ere store Tegnere og
Compositører? han har valgt Lionardo, og jeg synes med
fuldkommen Ret. Hvor skaanselsløs har Tiden ikke været
mod Lionardo? hvor faa ere de Billeder, der ere tilbage af
ham, og i hvilken Tilstand ere de? Og dog kunne vi af hans
sparsomt efterladte Konstværker se, hvor meget han har
maattet virke paa sin Tid. Det var desuden en Mand,
som grumme gjerne vilde gjøre Eksperimenter i enhver
Retning, lige indtil den Mur, han skulde male paa, lige
indtil de Bindemidler og den Fernis, han skulde anvende,
som gjerne ræsonnerede over Alt og det saaledes, at Paven
blev kjed af ham, da han var i Rom. Der sidder han nu
foran i den karmoisinrøde Kappe. Han sidder saa godt,
der er et saadant Velbehag overiiam; og de andre Konst-
nere, der omgive ham i en tæt Kreds lytte mere eller
487
mindre ærefrygtsfulde til hans Ord, der synes henvendte
til Rafael, der staar til Højre for ham med en Holdning,
der svarer til Elegancen i hans Dragt. Kun et Par En-
kelte i denne store Gruppe ere mere fordybede i deres
egne Tanker f. Eks Michel Angelo. Allerlængst til Højre
staar en Mand, som ser ligeud for sig, som om han rig-
tig tog alle Tilskuerne i Øjesyn, det er den alvorlige Ni-
colaus Poussin. Hvem skulde han nu faa til Ordfører
paa den modsatte Side ? ja, der er saa mange, der kunde
gjøre hinanden Rangen stridig, Tizian, Rubens, Correggio
o. s. v. Han lader imidlertid Tizian være Ordfører; men
han sidder ikke, han staar op; det er en høj kraftfuld
Gestalt med en prægtig rød Talar, kantet med Pelsværk.
Lige bagved ham sidder en Mand i en rig Brocades Dragt;
han hæver Hovedet lidt opad som for at lytte til Tizians
Stemme; det er vanEyck; bagved ham igjen staar Anto-
nello da Messinas smekre Skikkelse. Og nu den sid-
dende Mand i den spanske korte Kappe, og de rigt ud-
skaarne Benklæder: ja det er Rubens, og han har van
Dyck ved Siden af sig; begge lytte opmærksomme til, hvad
Tizian har at sige. Og naar vi derpaa gaa over til Bil-
ledhuggerne og Architekterne i Midten , ville vi blandt
hine finde Nicolo Pisano som Hovedpersonen og nogle
andre, som lytte til ham bagved, baade Franskmænd og
Italienere; desuden træffe vi ogsaa her en ejendommelig
Skikkelse, Peter Vischer med sin runde Hætte paa Ho-
vedet. Og paa den modsatte Side i Architekternes Kreds
gjælder det samme; saaledes, at den gamle Florentiner
Arnolfo di Cambio, der lagde Grundstenen til Domkirken i
Florents, fører Ordet her. Altsaa der er intet Moment deri,
som samler det Hele; det er lutter spredte Grupper. Men
488
der er en uendelig Mangfoldighed, saa at man føler, at den,
der har malet det, er en ægte Digter. Egentlig lader et
saadant Billede sig ikke beskrive, men man maa se det.
Man maa se, hvorledes den samme Stilling, en staaende
og en siddende, lader sig variere i det Uendelige. Man
maa se, hvilken Konst, hvilket Studium der, uden at man
aner det, ligger til Grund for denne behagelige harmoniske
Sammenstilling af Figurerne; saa naturligt, saa simpelt,
saa værdigt er det Hele forbundet. — Men der er noget
Andet, som har frapperet mig; det er den fine Dømme-
kraft, hvormed Konstneren véd at øse af de ældre Kilder,
for at give en charakteristisk Fremstilling af sine Person-
ligheder; det er den Frihed og dog paa samme Tid store
Troskab, hvormed han overhovedet har benyttet ældre
Malerier og Kobberstik, der fremstille Konstnernes egne
Portræter. Mange Gange er der i den Maade, hvorpaa
Konstneren har valgt sit Motiv, Noget, som vidner om,
hvor smukt og rigtigt han har følt for sin Gjenstand.
Hvem kan, naar man ser paa van Eycks lyse Guldbro-
cades Kappe, Andet end tænke paa det Mesterskab, hvor-
med dette Stof blev behandlet af den saa højt ansete
Konstner, der blomstrede ved et Hof, som yndede disse
prægtige Dragter og dette rige Stof? Hvem glæder sig
ikke ved, at han netop fortrinsvis har fremstillet Rubens
paa den Tid omtrent, da han har malet sig selv i Mun-
chen, skjøndt han ingenlunde har kopieret? Hvem fornøjer
sig ikke ved at se, hvorledes det har været ham muligt
at bringe Costumer fra det 15de Aarhundrede paa den
smukkeste Maade i Samklang med Costumer fra Enden
af det 17de Aarhundrede, uden at Øjet føler sig generet?
Men, vilde man maaske sige, havde det dog ikke været
489
bedre, at Konstneren havde gjort saaledes, som Rafael
og andre Konstnere, f. Eks. Overbeck, og havde benyttet
Symbolikken noget mere i sit Maleri? Hvor har da Ra-
fael egentlig gjort det? Ja i et enkelt Billede i Vati-
canet, i Disputaen, ved at give os hele Himmelskaren,
fordi det var om det højeste religiøse Mysterium netop
Talen var. Fremstillingen af Plato og Aristoteles i den
atheniensiske Skole kan dog ikke lettelig henføres til
denne Kategori, skjøndt disse to Navne paa hin Tid vare
dem, hvorom Alt, hvad der kaldtes Philosophi, drejede sig.
De ere meget mere her at betragte som historiske Re-
præsentanter for den atheniensiske Videnskab i den Ret-
ning. Og hvem vil dog kunne sige, at Overbeck egent-
lig har været heldig, saa fortræffelig en Konstner han
og er, naar han ogsaa har trukket Himmelskaren ned
i sin Apotheose af Malerkonsten i Frankfurt? Jeg kan
ikke tro andet, end at Delaroche, hvis han ikke havde
været bunden, havde foretrukket paa en harmonisk Maade
at gjennemføre hele Rækken af sine ypperlige historiske
Figurer uden at bryde den ved Optagelsen af Symbolik-
ken. Netop denne Konstner, som det er givet mange
Gange med saa ringe Hjælpemidler, ved sin store Skarp-
sindighed, sin Smag og sin Livskraft, at skabe disse be-
rømte Konstnere helt og holdent, netop han véd ganske
anderledes at tiltale os end den, som med den største
Sindrighed søger gjennem allehaande Allegorier og Sym-
boler at give os et Begreb om Konstens store Rige, som
vi hér se anskueliggjort paa den værdigste Maade igjen-
nem disse levende, herlige Repræsentanter, hvis Værker
lyse over hele Evropa. Og netop den Livfuldhed, hvor-
med Delaroche har vidst at fremstille disse Konstens
Hovens Skrifter. III. 32
490
Repræsentanter, medgiver hans Billede en ægte historisk
Charakter. Noget ganske andet er det, naar Talen er
om Valget af Personerne. Man kunde maaske ønske f.
Eks. , at Konstneren ved Fremstillingen af Fra Fiesole
havde ladet os se den ved Askese magre Klostermunk
fra det 14de — 15de Aarhundrede i Stedet for den kraf-
tige Munk, der staar der saa fast og solid paa sine Ben
foran Lionardo. Det er muligt, at noget saadant kunde
udsættes derpaa, men det er kun Enkeltheder. Det Hele
maa bestandig gjøre et smukt, stort og rigt Indtryk paa
hvem der ser det, og dette Indtryk vil blive forøget ved
en gjentaget Beskuen; i det mindste er det gaaet mig
saaledes. Det er, som om den Mand, der har malet
Strafford og Cromwell, ikke længer stod for os; i dette
Billede er han lys og klar i sin Farve. Han har haft
med Hindringer at kæmpe, som jeg ikke tilfulde kan be-
dømme; det var allerede ti Aar siden at Billedet var
malet, da jeg saa' det. Det forekom mig, at der var
Forandringer deri, Luften var plettet — var den det op-
rindelig? — Søjlerne stode noget silhouetagtig o. s. v. ; men
naar jeg gjennemgik disse Ansigter og disse Figurer og
Draperier, saa maatte jeg finde dem mesterlig gjorte,
yndig gjennemførte. Det hændte mig ogsaa i en Betragt-
ning af Billedet, at jeg paa én Gang fik Øje paa to Fi-
gurer, en fjernere og en nærmere, hvor Farverne viste sig
saa monotone, at jeg deri maatte se en Forandring — et
Faktum, der ogsaa antydes af Forskjellige, blandt andre
afVitet, som ellers roser Stykket — ligesom det ogsaa lod
til, at de Folk, der havde med dets Restavration at gjøre,
naar man udfrittede dem, ikke kunde negte, at Billedet
var undergaaet nogen Forandring. Det vilde være smerte-
491
ligt, oin det skulde komme til at lide saaledes, som hans
Oliebilleder eller som Lionardos Billeder. Det vilde være
et lige saa stort Tab for det 19de Aarhundredes Konst,
som Tabet af Lionardos Nadvere er det for Konsten i
det 15de Aarhundrede. — I Hemicyclen har Konstneren
indslaaet en ganske ny Retning. Det laa i hans Op-
gave, at han ikke der kunde lægge an paa at faa vore
Følelser saaledes til at komme i Bevægelse eller paa at
tage vor Medlidenhed i Beslag, som i de tidligere Bille-
der. Alt beror paa, om han er i Stand til at fængsle os
for de fremstillede Figurer, om det er lykkedes ham saaledes,
at man føler sig tilfredsstillet af dem — hvad man unegtelig
gjør. Der strømmer en saadan Livsfylde ud fra Omgivel-
serne, man faar et saa lyst, venligt og muntert Indtryk af
det Hele, at vi her have et nyt Bevis for det rige og store
Omfang, hvori denne Konstner véd at lade sine forskjellige
Indtryk gaa igjennem sine Billeder. M. T. ville se, at
denne Konstner har beriget Historiemaleriet, Figurmaleriet
med en ganske anden Nuance, end Horace Vernet. Hans
Liv var anderledes stille og ensformigt end Horace Vernets,
hvis Opgave omfatter alle disse saa fjerne Modsætninger,
og han er heller ikke saa frugtbar som Vernet; men netop
den Side, hvor det gj ælder om at fremmane et forsvundet
Liv paa Lærredet — i hvilken Retning Vernet vel ogsaa
har leveret hæderlige Arbejder — netop denne Side har
Delaroche vidst med Forkjærlighed at behandle, saaledes,
at naar han ikke rigtig har at kæmpe med sin Gjenstand,
og skal opmande sig for at faa den til at fremtræde for
sin Fantasi, saa er det, som om Lysten og Friskheden
manglede hos ham.
32*
492
Tolvte Forelæsning.
Andre franske Figurmalere: Leopold Robert, Schnetz, Ingres. Ary
Scheiler, Eugene Delacroix, Uecamps, Meuben.
M. T. ! Til de to betydelige Konstnere, jeg nævnte for-
rige Gang, maa jeg bave Lov til at føje en tredie, skjøndt
det snart er tyve Aar siden, at ban forlod os, og skjøndt
ban tilbragte næsten hele sit Liv i Italien. Det er en
Mand fra det franske Schweiz, Leopold Robert, som var
født i Chaux de Fonds 1795. Han gik omtrent i 1820
til Italien, dog ikke som Maler, men som Kobberstikker.
Han var Elev af Girardet og havde vundet en Præmie
som Kobberstikker. Først i Rom var det imidlertid, at
hans Talent som Konstner udviklede sig. Allerede i 1822
saa' jeg paa Udstillingen i Dresden et meget smukt Ar-
bejde af ham, nemlig Røveren, der ligger og slumrer,
medens Hustruen sidder ængstlig ved Siden af ham og
strækker Haanden ud for at vække ham, fordi hun tror
at ane Uraad i det Fjerne. Det gjorde megen Opsigt,
og det stod rigtignok ogsaa som en dejlig Blomst blandt
de øvrige Malerier paa Udstillingen, navnlig paa Grund
af dets kraftige Farve og det Liv, der var udbredt der-
over. — Jeg var saa heldig at gjøre denne Konstners
Bekjendtskab i Rom. Det var en lille Mand, meget be-
skeden, uden mange Ord og umaadelig ivrig til at arbejde.
Jeg tik da ogsaa dér en Række yndige Billeder at se hos
ham, af hvilke nogle siden have vundet et stort Renomme.
Det var næsten lutter enkelte Figurer; undertiden vare to
493
grupperede sammen, sjelden kom en tredie til. I Almin-
delighed var det Scener, grebne ud af Landlivet, af Røver-
livet, af Klosterlivet; men altid vare de fremstillede med
megen Følelse og udførte med en overordentlig Omhu.
Vi skylde Thorvaldsen, at vi i hans Samling kunne se
et Par Prøver af dem, der kunne give os en Forestilling
om hans Maade at føre Penselen paa. De høre just ikke
til hans Billeder af første Rang; men det er dog altid
Billeder, der i forskjellige Retninger vise Mandens Anlæg
og Behandling af Maleriet. Blandt de Malerier, jeg saa'
hos ham, og som især fængslede mig, var der navnlig
nogle, som mere udtalte noget Idyllisk, f. Eks. to unge
Piger fra det Neapolitanske, der paa en hed Sommerdag
ere paa en Fodvandring til et helligt Sted, klædte som
Pilegrimme, og som udmattede af Solheden have sat -kr
ned og ere lige paa Nippet til at slumre ind; eller de
unge Ischianerinder, der lytte til den halv skjulte Fisker,
som spiller paa sin Cithar. Saadanne Scener sloge mig
i huj Grad. Jeg hk senere i Palais Royal et Billede at
se, som gjorde et maaske endnu meget stærkere Indtryk
paa mig. Det var malet, hvis jeg ikke fejler, omtrent i
1830. Det var noget større end dem, jeg nylig nævnte;
dog ikke meget. Det fremstillede en simpel Række af
Figurer ved Siden af hverandre, nemlig en gammel Mand,
som stod med nedbøjet Hoved og græd bitterlig, en
gammel Kone, som i sin Sorg paa antik Maade havde
slaaet Hænderne om sit eget Knæ, og en lille Dreng, som
stod med en Brødskorpe i Haanden og saa' forlegen op
til de Gamle, der formodentlig vare hans Bedsteforældre,
medens man bagved i det dæmrende Dagslys saa' en død
yngre Mand, maaske Barnets Fader, blive baaren til
494
Graven. Jeg har aldrig hørt nogen officiel Benævnelse
paa Billedet og heller ikke set noget Stik af det; men
det var malet aldeles fortræffelig, bredere og flottere end
han plejede. Det var for mig, som om han havde set
paa sin gode Ven Schnetz's mindre Billeder og ladet sig
gribe af denne Mand, der var længere vant til at føre
Penselen, og som malede efter en større Maalestok; de
mørkebrune, halv smudsige Farver — skjøndt Koloriten
ingenlunde var smudsig — vare saa rolige, alvorlige, og
der var Klarhed deri, forenet med en Dybde, som passede
til en saadan G-jenstand. Det viste unegtelig Konst.
Og dog var det ikke saadanne Malerier, der vandt Man-
den et betydeligt Navn. Han havde noget Stort i Sigte,
han syntes, der skulde noget mere til for at løse den Op-
gave, han selv havde sat sig, og det gik maaske alligevel
ham, naar Alt kommer til Alt, som mangen anden Genius,
at det, han selv lagde mindst Vægt paa, fordi det var
saa grumme simpelt, fordi det kun var et enkelt Motiv,
— at det dog egentlig var det, hvor hans Genius klarest
og kraftigst viste sig, og at, naar han vilde samle flere
Motiver til et Hele og ret give sin Trang Luft ved at
udtrykke en i flere bestandig afvekslende Nuancer sig ud-
talende Charakter, saa manglede det ham paa Kraft eller
saa kunde han ikke fastholde sin Tanke med den Frihed,
som ved de mindre Billeder. Men, som sagt, disse større
Malerier vandt ham et betydeligt Navn. Naar man ser
paa hans Høstfolk i Campagnen eller paa hans Hyrder,
der drage til Festen i Arco, saa er det aabenbart, at der
herved foresvævede ham en større Opgave. Det er umis-
kj endeligt, at han havde Lyst til i en saadan Scene, der
med Overlæg var valgt efter det Folks Charakter, som
495
han vilde fremstille, rigtig at gjengive det, som var mest
betegnende for samme Folks hele Væsen og Charakter.
Naar man ser hans Høstfolk i Campagnen ved Siden af
Festen i Arco, føler man saa tydelig det større Maade-
hold, den større Alvor og Ro, der er udbredt over de
romerske Landmænd, i Modsætning til Neapolitanernes
kaade, overgivne Udtryk, til dette hensynsløse Udbrud af
Glæden, der selv kan ytre sig ved en saadan festlig Lej-
lighed, ja falde sammen dermed. De af m. T., som have
haft Lejlighed til at bivaane Festen i Arco, som tinder
Sted i den smukkeste Aarstid, ved Pinsedagstider, ville
have set, hvorledes Folk af alvorlig, from Iver have dan-
set Par og Par hele Vejen igjennem, utrættede og ufor-
styrrede af Heden, De have set den umaadelige Jubel,
som ledsager Hjemfarten, De have ved at se disse for-
brændte Drengeansigter, bekransede med Drueblade, og
disse let bevægelige, sværmeriske unge Piger, troet sna-
rere at leve i det gamle Hellas og se bacchiske Danse
end at leve i det nittende Aarhundrede. Det er ved dette
jublende Liv, at Konstneren søgte at charakterisere Nea-
politanerne i Modsætning til Romerne; og som den tredie
højst interessante Afveksling af den italienske Folke-
charakter fremstillede han Fiskerne i Chioggia, disse melan-
cholske og alvorlige Mænd, idet de skulle ud paa en Tur,
hvorfra de maaske aldrig komme tilbage. Det er smukke
Opgaver; der er Alvor og Studium deri. Men jeg tror
alligevel, at den Dom dog saa temmelig almindelig har
gjort sig gjældende, at det ikke er lykkedes Konstneren
at bevæge sig her med Frihed. Disse Grupper, der
ere componerede med saa meget Studium og Overlæg,
mangle aldeles Liv; man føler, at de ere opstillede og
496
sammenstillede. Konstneren, som unegtelig havde saa
megen Følelse for sin Gjenstand, manglede dog maaske
den Lethed og Sikkerhed, den uvilkaarlig skabende Kraft
af Bevægelse og Form, som hørte til at udføre saadanne
Opgaver, som han havde stillet sig.
Leopold Robert døde tidlig, kun lidt over 40 Aar
gammel. Man har digtet Meget om hans Bortgang; han
dræbte sig nemlig selv. Jeg vil imidlertid haabe, at det
er det Rigtigste, som jeg har hørt derom, at nemlig en
Sygdom, hvoraf han i lang Tid havde lidt, og som ned-
trykte og fyldte hans Sind med Melancholi, bragte ham
til at forkorte sit Liv. Obduktionen synes at tale herfor,
og saaledes ville da de øvrige Myther om ulykkelig Kjær-
lighed eller om Følelsen af, at hans skabende Kraft var
udtømt, svinde hen, og Konstneren i sit Eftermæle staa
klarere og roligere for os.
Jeg nævnte før en anden Konstner, om hvem jeg
sagde, at det, naar jeg saa' paa Robert's dejlige Billede
i Palais Royal, forekom mig, at han med Hensyn til den
maleriske Behandling havde virket paa denne. Det var
Schnetz fra Versailles. Han var et Par Aar ældre end
Robert. Han kom til Rom og levede dér sammen med
Robert i Tyverne. Hans Fag var Historiemaleriet, og
han var som saadan dannet dels hos David dels hos Gros.
I Rom malede han flere store Bataillestykker, f. Eks. Sla-
get ved Senet* og Slaget ved Rocroy, hvor Condé kom-
mer sprængende frem paa sin Hest, og de spanske Fan-
ger staa foran. Ogsaa kirkelige Billeder har han malet,
deriblandt den hellige Genevieve, der bringer Brød til de
Belejrede i Paris. Det er et højt Alterbillede, som nu
findes i en af Paris' Kirker. Navnlig i Forgrunden af
497
det er der hensat en Række af halv forsmægtedede Fruen-
timmer af den laveste Almueklasse med deres Børn, i
Legemsstørrrelse, som vare ganske fortræffelige. Det var
netop udstillet i Foraaret 1824. Tilfældet vilde, at, da
jeg første Gang saa' dette Billede, var jeg just i Selskab
med tre højt ansete tyske Konstnere, af hvilke den ene
tillige var bekjendt som en grundig Kj ender, og det var
for mig næsten ligesaa interessant at lægge Mærke til
disse Mænds Forlegenhed foran dette smukke Billede, som
selv at se det. De maatte erkjende, at det var et dyg-
tigt Arbejde, disse Kvinder i Forgrunden vare altfor godt
malte; de følte, at det var et virkeligt Konstværk. Men
de savnede dog Noget, og hvad var det? Det var »den
store Stil,« — dette vidunderlig magiske Ord, som kan
bøje sig til alle mulige Former, som findes overalt, hvor
man vil have det, og som forsvinder overalt, hvor man
vil, at det skal være borte. Se, denne historiske Stil
manglede i dette Billede. Det var virkelig Skade; thi,
skjøndt det var en Franskmand, var Maleren dog en dyg-
tig Konstner, — det kunde de ikke negte.
Senere malede Schnetz et Maleri, som gjorde en
uhyre Virkning, den hellige Martin i Tours, som deler
sine Klæder med de Fattige, og endnu senere udførte han
flere historiske Billeder, blandt hvilke, jeg tror, jeg vilde
foretrække Slaget ved Cerisolles, malet i 1837. Men i
den derpaa følgende Tid synes det, at Kraften er lammet
hos ham. I hans seneste Billede, som er malet 1840,
Paris's Belejring af Normannerne, ere Grupperne splittede
og fattige og den maleriske Behandling desuden temmelig
svag. — Imidlertid er det jo ikke disse Billeder, som have
givet mig Anledning til at omtale ham; men jeg anførte
498
ham før som Robert' s Samtidige i Rom. Han havde vir-
ket paa Robert og Robert paa ham. Ogsaa Schnetz be-
skjæftigede sig med at male Scener af det romerske Folke-
liv. M. T. have saaledes ganske sikkert her i Byen set
et Maleri af ham, som den preussiske Minister lod ud-
stille i Trediverne, nemlig Pave Sixtus den Femte, der
som lille Dreng bliver spaaet af en gammel rynket Kjær-
ling, at han engang skal blive Pave. Dette smukke Ma-
leri hører trods dets historiske Titel under denne Klasse
af Billeder. Det gjorde megen Opsigt paa Udstillingen;
det var kraftig malet og havde netop hele det Talende
ved sig, som man maatte fordre af et saadant Billede.
Det er Noget, som i den senere Tid, m. T. , er udtalt
med megen Bestemthed og Vægt, at man ikke bør male
Genrestykker i en større Maalestok, at det ikke passer sig,
og at man ikke har saa megen Interesse for navnløse Per-
soner, at man gider dvælet ved saadanne Fremstillinger
af Familielivet f. Eks., hvor en blot almindelig Sorg er
skildret, hvor en blot almindelig Ildebrandsscene foregaar
eller Sligt. Konstneren har nu her ved dette Billede,
som jeg nylig nævnte, været heldig nok til at kunne sætte
et pænt historisk Navn, Sixtus den Femte, paa sit Stykke,
og dog gad jeg vidst, hvor mange selv af de mest histo-
risk lærde Beskuere der foran Billedet kunde fastholde,
at det var den alvorlige, strenge Sixtus, de saa' i denne
lille uskyldige, buttede Dreng, og om det ikke var det
Udtryksfulde, den Sandhed, der var i Billedet, som gjorde
det smukt. Skulde man tvivle om, at dette forholder sig
saaledes, saa vil jeg minde om et andet stort Billede af
ham, som han har malet i 1831. Det er et Genrebillede,
som jeg mange Gange har dvælet ved. Det er udgaaet
499
fra den Sans for Folkelivet, som ogsaa han maa have
haft, men som meget blev styrket hos ham igjennem Ro-
bert, og det er et saa heldigt Udtryk deraf, som han er
i Stand til at give det. Tiberen er svømmet over i Cam-
pagnen; Folk maa flygte. Det er legemsstore Figurer,
der her ere fremstillede. Det er én Familie, det Hele
knytter sig til, Manden, Konen, Bedstemoderen og de
smaa Børn. Manden har faaet den gamle Bedstemoder
at bære, og hun — hun hænger med sin Krykkestok i
Haanden om Skulderen paa ham, Konen følger bagefter
med Kurvevuggen paa Hovedet, med Barnet i, og en
Dreng løber ved Siden af hende; men han har noget
ganske Andet at varetage end Flugten, thi der løber en
lille Hund bagved, og han maa endelig se, om den ogsaa
er kommen med. Der er aabenbart ikke mere end En i
denne lille Flok, der drømmer om, at der kan være Fare
paa Færde; det er Manden. Han véd bedre, hvad der
kan hænde ved en saadan Lejlighed, og, medens den
gamle Kone og den lille Dreng synes ganske sorgløse, ser
man i hans alvorlige Blik, idet han vender sig om og viser,
at det er til Venstre, de skulle op, at han føler, hvad det
gjælder. — At en saa talentfuld Konstner som Schnetz vilde
benytte ethvert Motiv, som her var, lige indtil Vandet, der
kjøler Huden og frembringer denne Rødme paa Benene,
kan man vel begribe; men hvad der frapperede mig, det
var, at Farverne ikke vare saa blomstrende som tilforn,
at Kjødet' virkelig havde en haard Rødme og at Skyg-
gerne i det Hele taget vare brunere end i de tidligere
Billeder af ham. Jeg har set et Par smukke Billeder, som
han har malet i 1835 eller 1833, nemlig i Notre-Dame-de-
500
Lorette den hellige Philibert, som løskjøber en Fange og
vederkvæger smægtende Pilegrimme, hvor altsaa Legenden
griber over i Folkelivet. Det er overordentlig interessant
fortalt , men udført endnu flygtigere end hint Maleri.
Schnetz er et betydeligt Talent. Hvor det kommer an
paa med Lethed at opfatte Opgaven; hvor Opgaven, saa
at sige, svæver paa Overfladen, hvor Følelsen ikke gaar
meget dybt ned, der er han aldeles fortræffelig. Hvor
det derimod gjælder om at fatte Charaktererne skarpere,
alvorligere og strengere, eller hvor det gjælder om at vise,
at Følelsen har en dybere Kilde, der forekommer det mig,
at han lader en Del tilbage at ønske, og jeg har aldrig
kunnet se paa hans berømte Billede afBoethius, der inden-
for Fængslets Vinduer siger sit Barnebarn Farvel, uden
at lægge Mærke til, at Konstneren her mere vil virke ved
Fremstillingen af det Møjsommelige i Bevægelsen hos
Moderen, der hæver Barnet op, som klamrer sig fast ved
Gitterstængerne, end ved det Gribende i Sagen selv, saa-
ledes som Delaroche har gjort i sit Billede af Strafford,
der siger Laud Farvel.
Jeg tror nu at have nævnt omtrent i det Væsentlige
de Retninger, som jeg vilde kalde de egentlig betegnende,
de skjønnest og sundest betegnende for den nyere franske
Konst. Det er denne Sans for Livet, for at gribe Livet,
hvor det møder, denne Kraft til at objectivere det, denne
Følelse til at fatte forbigangne Scener paa den strengeste
Maade, og fremstille dem klart, ja, jeg kunde næsten
sige, uden al Lidenskab, for Øjet — det er denne Ret-
ning, som jeg tror, at de Mænd, jeg har nævnt, repræsen-
tere klarest og skjønnest, naturligvis med Forskjel i deres
Begavethed og Evne, saaledes at Vernet og Delaroche
501
ganske sikkert staa over de senere nævnte. Men i en
Tid, saa rig paa Begivenheder, som den, vi skildre Kon-
sten i, en Tid, hvor man følte sig frigjort fra de gamle
tyngende Lænker, hvor den ene skabende Aand traadte
op ved Siden af den anden, maatte nødvendigvis ogsaa
komme en alvorlig Kamp paa Malerkonstens Omraade, og
Bestræbelser i højst forskjellige Retninger vilde gjøre sig
gjældende. Inden vi vende tilbage til Udstillingssalene i
Bryssel, maa jeg have Lov til at dvæle et Øjeblik ved
disse Bestræbelser.
De erindre Davids Stilling; jeg har allerede flere
Gange tilladt mig at charakterisere den. Det vilde være
meget naturligt, om der i Modsætning til denne kjække
Afbrydning af Alt, hvad der laa bagved, fremkom en Be-
stræbelse efter netop at knytte sig til dette, men natur-
ligvis til det Skjønneste og Betydningsfuldeste deraf. Og
se vi ikke paa samme Tid omtrent i Tyskland Begejstrin-
gen vaagne for den ældre italienske Konst, efter at den
først havde dvælet noget flygtig ved Rafael? og jeg maa
maaske have Lov til her at gjøre opmærksom paa, at faa
Malere have vist en saa uskrømtet Sans og en saa klar
Maade at føle for Rafael paa, som Billedhuggeren Thor-
valdsen i mange af hans Tegninger. Denne Sans maatte
hurtig søge tilbage i Tiden og saaledes dvæle ved den
unegtelig dybe og simple Følelse, der gaar igjcnnem flere
af Quattrocentisterne. Imidlertid var det ikke disse ældre
Konstnere, som kunde gribe Franskmændene. Den, der
skulde udtale en lignende Retning, var en Mand, som
knyttede sig eller i det mindste selv troede at knytte sig
til Rafael; det var Ingres, der var ældre end de før an-
førte Konstnere, og opdragen hos David. Han troede sig
502
at være Talsmand for en strengere, mere historisk Stil.
Han vilde kun lade sig begejstre af Rafael, kun den store
uforlignelige Rafael skulde afspejles i hans Værker; og
jeg har ingen Tvivl om, at Ingres jo .ganske sikkert har
følt det, han bestræbte sig for. Jeg har kun set Lidet af
ham; men det, jeg har set, hører til de Sager, som ellers
mange Gange anføres som betydelige Værker; men jeg
maa tilstaa, at naar jeg tænker paa saadanne Billeder
som Homers Apotheose eller Cherubini, der bekranses af
Muserne, saa svarer den Konstner, der har frembragt disse,
efter min Følelse ikke i fjerneste Henseende til det Maal,
han havde sat sig, nemlig at være 'en Reformator i Kon-
sten i det 19de Aarhundrede, eller til det Rygte, som et
maaske talentfuldt Parti har udbredt. Han var kold, tør,
opstillet o. s. v. Han skal være en korrekt Tegner — det
kan være; men Dygtighed i Tegning er Noget, som til-
hører mange franske Konstnere, der ikke have opnaaet
saa megen Berømmelse. Cherubinis Hoved skal være
tegnet saa fortræffelig ; efter at Daguerreotypien er op-
fundet og anvendt, skal man først have lagt Mærke til,
hvor megen Sandhed, der findes heri. Det er muligt; men
det er alligevel haardt, dødt i Skyggen, kalket i Lyset,
kort sagt ingenlunde tilfredsstillende. Det er en Fejl,
som netop begejstrede Konstnere kunne faa, idet de sværme
— i dette Ords skjønneste Betydning — for en stor Me-
ster, at de glemme at maale deres egne Kræfter, at prøve,
om de virkelig have faaet Styrke til at være saa at sige
denne Mester i en Gjenfødelse. Og jo mere de have for-
regnet sig heri, jo skarpere ville paa den ene Side deres
Arbejder blive bedømte i Modsætning til det store Møn-
ster, som de vilde kalde frem for Lyset, medens det paa
503
den anden Side er ligesaa naturligt, at en saa alvorlig
Yillie og en saa høj Stræben maa vække gunstige For-
domme for dem og gjøre, at de, der føle paa lignende
Maade, vistnok ville se deres Arbejder i et forskjønnende
Lys og bedømme dem efter en mildere Maalestok end
enhver Anden. Jeg tror heller ikke, at Ingres med al
den Ros, han har faaet, med alt det, at han er blevet
stillet ved Siden af Delaroche og andre Reformatorer, for
ramme Alvor har et saa stort og velbegrundet Rygte; jeg
tror heller ikke, at den Skole, han vilde fremkalde som
Direktør i Rom, har haft den allermindste Indflydelse.
Det er netop det Svagere ved hele Tidens Retning, ikke
at have Sans for den skarpe, strenge, videnskabelige Teg-
ning, men snarere at have Sans for Farve og Colorit.
Jeg taler her om hele den senere Konstskole, som har
udviklet sig netop i 1830—40, ikke om den tidligere Pe-
riode, som de Konstnere egentlig høre til, som vi ellers
have dvælet ved.
En Konstner, som har faaet et ganske anderledes
begrundet stort Rygte, er Arv Scheffer, vel at sondre fra
den yngre Broder Henri Scheffer, som vi kjende af hans
Charlotte Corday, idet hun føres bort straks efter, at hun
har begaaet Mordet; men denne yngre Broder kan ikke
maale sig med den ældre, skjøndt dette virkelig er et
smukt Billede. Det er ret interessant, at Ary Scheffer
og den Mand, som ved nærmere Betragtning maaske har
følt sig tiltrukken meget af ham, nemlig Steuben, begge
to ikke vare fødte Franskmænd, skjøndt de for Resten
aldeles tilhøre den nyere franske Skole, have udviklet sig
som selvstændige Konstnere i Frankrig og tælles, vistnok
aldeles efter deres egen Følelse, mellem de franske Konst-
504
nere. Det er mærkeligt, at de Begge ere fødte udenfor
Frankrig; jeg vilde næsten vove at sige, at det er inter-
essant for dem, som lægge Vægt paa, at Nationalfølelse
og Nationalejendommelighed gaar dybt ind ogsaa i den
tegnende Konst og ytrer sig, hvor man mindst skulde
vente det. Scheffer og Steuben, og navnlig SchefFer som
den større Konstner, danne en Retning, som ikke i den
Grad er udtalt af nogen anden fransk Konstner. Født af
en tysk Maler, der havde bosat sig i Holland, og en i
malerisk Henseende begavet Hollænderinde, kom han med
Moderen til Paris for der at opdrages, og traadte tidlig
op med lovende Arbejder. Allerede i disse føler man en
ganske ejendommelig Stræben med Hensyn til Farven.
Et af de Billeder, som alt tidlig sikrede ham et Renommé
i Frankrig (det tindes i Luxembourg), er den gamle wur-
tembergske Greve efter Schillers Ballade Eberhard der
Greiner. Imedens Krigerskarerne og Folket jubler, for-
tælles det, sidder den gamle Greve, der vandt Sejren,
alene i Teltet, foran den faldne Søns Baare, og en Taare
perler i Faderens Øje. Her sees nu den gamle Mand i
fuld Rustning foran Liget, og Konstneren har ikke alene
søgt at give sit Billede det strengeste Udtryk af Følelse,
af vemodig og dog mandig Sorg, men han har ovenikjøbet
troet at kunne hæve Indtrykket ved at give Billedet noget
af det Hemmelighedsfulde, af det Magiske, som tidlig har
grebet den unge Mand i Rembrandts Billeder. Billedet er
saaledes gaaet ind i Noget, som man kan se maa være
undfanget af Rembrandt; man skulde tro, at det var en
Pastiche, en Efterligning af Rembrandt. Der hænger imid-
lertid sammesteds et andet Billede, hvor man mere ser
en friere Bestræbelse for at lade Coloriten fremtræde i
505
fulde Farver, og det er maaske tillige et af de Billeder,
som mest tilfredsstille. Det er de suliotiske Kvinder, som
vente Udfaldet af deres Mænds Kamp med Tyrkerne; Ali
Pascha af Janina sejrer, og Kvinderne rive Haaret af
sig, kaste sig fortvivlede hen ad Jorden, og der ligger
den ulykkelige Moder henstrakt i Forgrunden tilligemed
den lille Dreng med den røde Hue, der ikke engang for-
staar, hvad der foregaar. Det er et ganske fortræffeligt
Billede, et af dem, hvor man sikrest føler, at Kcnstneren
har været opfyldt af sin Opgave. Der er imidlertid et
andet Billede, som jeg maa nævne, fordi det er aabenbart,
at Gjenstanden ogsaa der har opfyldt ham , og fordi han
gjentagende Gange har behandlet den , og som jeg saa
meget mere maa anføre, som mine Tilhørere ogsaa kjende
det, i alt Fald af Kobberstik, som have hængt alle Vegne
paa Gader og i Stræder. Det er den bekjendte Scene af
Dantes Digt: Francesca da Rimini og hendes Elsker;
man ser i Baggrunden Dante og Virgil. Det er dobbelt
interessant at dvæle her ved den franske Konstner; thi
der er en Mand, som vi have Lov til at gjøre et stærkt
Krav paa, en Mand, som er udgaaet fra Slesvig, der
har behandlet det samme Emne; det er den bekjendte
Carstens, og Tegningen er i Thorvaldsens Samling. Det
er interessant at se, hvorledes en Mand med Charakter
behandlede en saadan Opgave i Halvfemssindstyverne i
Rom selv, midt imellem store italienske Mesterværker, og
at se, hvorledes en fransk Konstner gjør det næsten 40 Aar
senere i Paris, ene og alene greben af Digteren. Men
maa jeg have Lov til først at gjøre en Bemærkning. Det
er angaaende det overordentlig Vanskelige, som der er
for Konstneren i at tage fat paa Opgaver, som allerede
H«yen3 Skrifter. III. 33
506
ere behandlede af Digteren. Jo mere vi gjennemgaa
Konsthistorien , jo mere blive vi overbeviste om, at det
er meget sjeldent at det lykkes ret, og at det egentlig
er en stor Fordom, at Digteren beardejder Emnet for
Konstneren. Man støtter sig i saa Henseende paa Homer,
og glemmer, at jo mere man vil sammenligne den græske
Konst med Homer, jo mere vil man føle, at denne kun
har givet Tanken, Anledningen, men at han for Resten
staar isoleret for sig, og at de græske Konstnere brugte
ham, som vi nu bruge Biblen eller Historieskriverne. Jo
mere Digteren har udtalt en Stemning, jo mere fuldstæn-
dig og flersidig han har behandlet den, jo sikrere er det
ogsaa, at, hvis det er en begavet Digter, saa vil han have
fyldt Enhver især, som virkelig har Følelse og kan op-
fatte, hvad Digteren har fremstillet, med et Billede;
lad det være nok saa utydeligt, nok saa ubestemt; det er
der dog, og det viser sig, at det er der, naar man ser
den samme Opgave malerisk eller plastisk behandlet. Det
er, som naar man ser et Portræt af en god Bekjendt og
hovedrystende siger: det ligner slet ikke. Og hvorfor
ligner det ikke? Fordi vi have set ham paa en hel anden
Maade. Vi kjende ham tilfulde, og vi vide, han har et
ganske andet Fysiognomi, en ganske anden Holdning,
Klædedragt — og vi spørge ikke engang, om man har
pyntet ham costumerigtig — saaledes lyser det ud af
hans Øjne, saaledes bevæger han Læberne o. s. v. ; vi kunne
ikke gjenkjende ham paa den Maade, som Maleren har frem-
stillet ham. Men her var det et stort Held for Scheffer, at
netop Dante i saa Henseende kunde siges meget hyppig
at forholde sig til Konstnerne som Homer i Oldtiden.
Hvor lidt giver Dante os i Grunden af Francesca da Ri-
507
mini! hvor fri en Plads aabner han ikke for den Konst-
ner, hvem det er givet at behandle et sligt Emne! Det
laa aabenbart ikke for Carstens. Emnet har interesseret
ham; det er Noget, som til enhver Tid har fængslet og
grebet Læserne og vistnok fremdeles vil gribe og animere
enhver Konstner; men med alt det dvælede Carstens mere
ved Dantes almindelige Beskrivelse. Han vilde vise de
voldsomme Vinde, som rase i dette Mørke, den uhyre
Vrimmel, som bevæger sig i denne Region, hvor Alle de
lide, som ere døde i usalig Elskov. Han vilde give et
rigtig tro Billede af Situationen, og han valgte det aller-
uheldigste Riddercostume, han kunde tinde, som han kunde
borge af enhver tysk Almanak, og derved faar denne saa
alvorlig gjenneinførte Composition noget saa Svært, Be-
vægelserne ere saa tunge; det er aldeles, som om Konst-
neren havde set en Ballet opført i Luften for sig; men idet
det skal fremstilles i Konsten, faar man Følelsen af at
Figurerne ere saa svære, at de synke lige ned til Jor-
den. Den franske Konstner derimod tog Tingen ganske
anderledes let. Han spurgte ikke om Costumet dernede
imellem Dido, Helene o. s. v. , han lod dem bevæge sig
med fuldkommen Ugenerthed; han gav sine Figurer et
let Klædebon, ja fremstillede dem tildels halv nøgne. Han
følte anderledes for Digteren. Det Ubestemte, hvor Dig-
teren siger: de komme saa lette som Vinden o. s. v., det
opfattede han bogstavelig og lod formelig Figurerne sejle
hen over Vindstrømmen. Og han tog ikke mere end de
samme to Figurer; alt det Øvrige derimod — hvem kan
se det nede i denne taagede Skumring? Og selv disse
to, Digteren og hans Ledsager, ane vi knap i de dybe,
dæmrende Skygger bagved. Hvad Carstens ikke rigtig
33*
508
følte ved dette Digt, det følte derimod Scheffer. I Car-
stens's Hjerte kunde ikke disse finere, mere elegiske Strenge
anslaaes; men hos Franskmanden var det Tilfældet; han
udtrykker denne dybe Vemod, denne uendelige Smerte i
disse halv svævende Figurer. Endog i Kobberstik er
det interessant at tage denne dejlige Composition af Schef-
fer og stille den ved Siden af Fausts Gretchen, hvor hun
gaar ud af Kirken, eller hvor hun spadserer i Haven med
Faust, eller andre Compositioner, som dreje sig om lig-
nende Fremstillinger, for at se, hvor lidt han, idet han
behandler saadanne Figurer, som Digteren selv har ud-
malet saa fuldstændig, tilfredsstiller os; hvorledes vi selv
allerede, frivillig eller maaske igjennem andre Illustra-
tioner, have dannet os Billeder, der nu paa ingen Maade
ville lade sig fortrænge, og hvorledes Konstneren, idet
han gaar ind paa at give et strengt, correct Costume,
støder os bort. Disse spidsnæsede Sko paa Gretchen
o; s. v. ville ikke tiltale os; vi kunne ikke føle for den
unge Skjønhed, som vi have set ganske anderledes smag-
fuldt klædt, i alt Fald i vor Fantasi. — Men han har
ikke alene behandlet saadanne Gjenstande, men ogsaa
religiøse. Ogsaa der lægger han an paa det Betydnings-
fulde; der skal være Dybde deri. Han har navnlig leve-
ret to Billeder, som have vundet et stort Renommé, og
som mine Tilhørere ogsaa kjende af Kobberstik, nemlig
Christus, som trøster, og Christus, som gjengjælder. Jeg
vil holde mig til det Første, der er det skjønneste af dem.
Det er en Vej, som er.aabnet i Frankrig, og som Ty-
skerne ikke kjende til paa den Maade, denne allegoriske,
mystiske Maade at fremstille saadanne bibelske Gjenstande
paa. Her er det dog heller ikke allegoriske Figurer, det
509
er lutter bestemt charakteriserede Individualiteter, som
træde frem. Christus sidder med aabne Arme; en Moder,
som har mistet sit Barn, knæler foran ; paa den ene Side
Folket, paa den anden Side en ulykkelig Vanvittig, som
har faaet sine Lænker løste, o. s. v.; og i Midten sidder
nu Frelseren og skal trøste. Men, saa smukt som Ud-
trykket er lykkedes Konstneren i den gamle Enke, saa
smukt man overhoved føler at Konstnerens Tanke har
bevæget sig, idet han vilde give dette, hvorledes han
virkelig har søgt at gribe et saadant Moment af Livet,
hvor man allermest behøvede Frelserens Trøst, saa synker
dog alligevel i denne Sammenstilling, hvor Hver staar for
sig, uden at det har været muligt for Konstneren rigtig
at bringe Christus i Forbindelse med dem, der omgive
ham, — saa synker dog det Hele sammen til en Allegori,
der, saa sindrig og forstandig den end er tænkt, saa
smukt og mange Gange smagfuldt den end er udtrykt,
dog lader mange Tilskuere kolde.
I Arv Scheffer se vi altsaa paa den ene Side en
Retning efter at give Maleriet en dybere, en mere poetisk,
en hellig Betydning, mere end hos nogen af de andre
Konstnere, jeg har anført, og paa den anden Side se vi
igjennem hans maleriske Maade en Lyst til, snart ved
Halvskygger, snart ved tine Nuancer i Tonen, snart ved
en fuldere, men simpel, Farve at ville give sine Fremstil-
linger større Betydning. Imidlertid var der andre Retninger,
der traadte frem ved Siden af ham, saaledes den rene, i
strengeste Forstand maleriske Retning, hvor det Betydnings-
fulde derimod snarere udartede til Bizarreri, til Krampe-
trækninger eller sligt. Den Mand, der fremtræder som Re-
510
præsentant i saa Henseende, er Eugene Delacroix. Han er
først født i 1799, og den unge Mand kom besynderlig nok i
Skole hos den strengeste Klassiker, Pierre Guérin. Der
lærte han at tegne antike Former og studere sig ind i
klassiske Opgaver, og Læreren var ret fornøjet med ham ;
men imidlertid gik Eleven der og var i højeste Grad util-
fredsstillet. Han vilde dog saa gjerne have et Billede
paa Udstillingen, men han blev aldrig færdig med noget;
thi han skulde først vise sin Lærer det, og saa rettede
Professoren det altid. Dette gjorde han nu med al God-
modighed og Varme, men ogsaa med al Myndighed, og,
saa snart det var sket, var alt det, som fængslede Konst-
neren til hans Opgave, borte og udvisket; der stod et
ganske andet Billede for ham, som han nu slavisk skulde
udføre, og det havde han ikke Lyst til. Hvad gjorde han
saa? Han tegnede et Billede af Dante og Virgil, som
sejle over Underverdeuens Sø (det hænger i Luxembourg),
og fremstillede Tegningen for sin Mester, og denne ret-
tede den. Den unge Mand takkede meget, gik hjem, kom
vel i Atelieret, men malede Stykket hjemme. Og, da
han var færdig med sit Billede og Udstillingstiden nær-
mede sig, saa laa der en centnertung Byrde paa ham:
han maatte dog først vise Læreren det, og — han havde
lagt dennes Rettelse til Side og gjennemført sin egen
Composition. Endelig bad han Guérin om at komme og
se paa Stykket, og Guérin gjorde det ogsaa. Dette Bil-
lede er nu ene lagt an paa Farvevirkning; den unge
Konstner havde intet Begreb om, hvad Klarhed og Dybde
vil sige, for at opnaa disse Virkninger kj endte han intet
andet Middel end Hvidt og Sort. Billedet er i mine
Tanker mørkt, tildels skærende i Farven; men der er
511
intet Spørgsmaal om, at der tillige er Alvor og Kraft i
den; Dante tager sig fortræffelig ud med disse stærke,
energiske Farver. — Nu kommer altsaa Guérin for at se
Billedet. Naa, siger han, maa jeg saa se Deres Compo-
sition? — Ja, der er den. — Men den er jo aldeles for-
andret! — Ja, jeg' troede ... jeg vilde gjøre det lidt
bedre. Naa ja — Guérin var indelig god — saa faar det
da være. Og Konstneren fik virkelig sit Billede paa Ud-
stillingen; men med Guérin var det ude. Saa træffer det
sig nogen Tid efter, at Gros faar at vide, at Guérin besad
et Billede af en yngre Konstner, hvilket han gjerne A-ilde
se; og Delacroix bringer det til ham. Og, idet Gros ser
paa ham, spørger han, hvem han er, og, da han har faaet
dette at vide, siger han: naa, var det Dem, der havde
et Billede paa Udstillingen? Det var et talentfuldt Bil-
lede, jeg kunde næsten sige, det er en corrigeret Rubens;
der er megen Alvor deri. Det var en uhyre Lovtale, og
nu tilbød han den unge Mand at komme og arbejde hos
ham, og dette gjorde han og. Men Gros vilde ogsaa, at
han skulde gaa den Vej, han anviste. Han vilde, at han
skulde rejse til Italien, og for at kunne rejse til Italien,
maatte han vinde den store Medaille, og for at vinde den
store Medaille, maatte han concurrere ved Akademiet;
og, da saa endelig Delacroix skriftede for ham og sagde,
at han slet ikke brød sig om noget af dette, saa var det
ogsaa forbi med Gros. Men Gros havde dog Kjærlighed
til ham, og, da kort Tid efter nogle andre af hans mere
servile Elever reve ned paa ham, sagde han: nej, det er
et vakkert Menneske af god Opdragelse og Dannelse. At
man negtede det, vilde han dog paa ingen Maade taale;
men Talentet vilde han ikke indrømme. — Vi hørte, at
512
allerede Scheffer havde malet de suliotiske Kvinder, der
se Mændenes Nederlag. Delacroix gik et Skridt videre
og malede Tyrkerne, hvorledes de husere paa Chios, binde
Kvinderne til Heste o. s. v. Det røber den unge Konst-
ners Talent i høj Grad usvækket og friskt , og tiltaler,
skjøndt Gjenstanden unegtelig i mange Henseender er
modbydelig og vækker en Smerte, som ikke formildes ved
Noget. Og faa Aar efter, i 1834, malede Konstneren et
Billede, som er det mest Modsatte deraf; det er ikke
længere Krigens Rædseler, Mord og Død og Bortslæben,
men det fredeligste, stilleste Liv, man kan tænke sig, i
en Stue i Algier, hvor et Par algierske Kvinder, hvide
og sorte, ere samlede; legemsstore Figurer. De sidde
paa Hug, ryge af deres Piber o. s. v. ; det er et aldeles
dagligdags Billede, som fængslede mig den første Gang,
jeg saa' det, og som unegtelig er et af de smukkeste
Malerier, den nyere franske Skole har frembragt, naar
Talen er om virkelig sand Farve; der er en Klarhed og
Dybde i dette Billede, som er fortræffelig, og, om ogsaa
Konstneren ikke véd at haandtere sine Farver og faa den
Lethed frem, som betegner Paul Yeronese og andre Me-
stre, saa er det alligevel et fortræffeligt Billede fra Far-
vens Side; men det er ogsaa blot Coloriten, det smukke,
rolige, vel fordelte, harmoniske Lys, den smukke Farve
i Kvindernes brogede, eventyrlige Paaklædning, som fæng-
sler; nogen Sjæl er der ikke i det. Og hvem véd, om
det ikke netop var ved at vælge Emner som dette, at
Delacroix vilde sikrest baade have erhvervet sig en Be-
rømmelse, som havde varet, og virket for sin Konst? Thi
paa denne Maade at se Naturen, at vide saaledes at fast-
holde det smukke, farverige Billede, det er Noget, som
513
alene kan tage et Menneskes hele Tid og Kraft; det har
ogsaa sin Betydning. Herre Gud! er det ikke givet Enhver
at have Dybde eller Alvor, nu vel, det er allerede meget
at have Sans for dette skjønne Billede med sit mangfoldige
Farvespil, der saa ofte rykkes frem for vort Øje, og som
vi saa ofte ligegyldigen lade forsvinde, indtil vi opdage det
og studse derved, naar Maleren har fremstillet det. Men
det er ikke nok at have dette dejlige Talent og denne
Farvesans og aldeles selvstændig og ejendommelig at
have udviklet det og saa at sige kæmpet som en Martyr
derfor; nej, der skal betydeligt Mere til. — Delacroix
har nu siden den Tid malet store allegoriske Figurer i
Deputeretkammerets Palæ — Thiers gjorde meget af ham — ,
historiske Billeder, mange Gange fulde af Rædsel: hvor
Biskoppen af Liittich bliver dræbt eller Constantinopels
Indtagelse 1204 (det findes i Versailles). Det er ganske
aabenbart lagt an paa at give noget helt Andet, end hvad
Historien fortæller. Det har ordentlig noget Besynderligt
ved sig at se denne Ridder holde Fanen, at se Hesten,
der snuser til Oldingen o. s. v. ; man kommer til at tænke
paa hint Billede i Pisa, hvor ogsaa Hesten snøfter imod
Ligene. Vist' er det, der er i dette Billede intet Spor af
den Storm og Plyndring og Brand, som der overgik Con-
stantinopel, hvor Kvinder, Børn og Oldinge kæmpede med
Hændervriden og Taarer; men det er i andre Retninger
en smukt malet Scene.
Som bekjendt har Delacroix senere hen paa mange
Maader svækket sit Renommé. Stedse friere, skjødesløs
i Tegningen, læggende an paa blot at give den største
Knaldvirkning, opgivende al Harmoni, er han bleven et
Tvistens Æble mellem de forskjellige Partier, og De ville,
514
ligesom De læse de forskjellige Beretninger, eller ogsaa i
dé samme Beretninger, paa samme Blad, finde ham over-
øst med Lovtaler og med Skjænd eller i alt Fald med
mange faderlige Formaninger om ikke at opgive sit smukke
Talent, men vende tilbage dertil. Men det skulde ikke
blive staaende derved. Han blev overbudt af en yngre
Konstner, som hed Diaz, og som har malet en Mængde Træk
af Livet, Scener baade af Kvindelivet og det mandlige
Liv, mange Gange erotiske Allegorier, unge Kvinder i
dejlige Løvskove eller ved Vandspring og deslige. Denne
Mand har overbudt Delacroix endogsaa, og man har, ikke
urigtig, sammenlignet mange af hans Billeder med disse
smaa Tavler eller — hvad skal jeg kalde det — Plader,
som man arbejder paa i Nonneklostrene, hvor man sam-
ler talrige smukke lyse, hvide, gule, grønne Lapper sam-
men for at danne et Farvespil: en uskyldig Morskab for
de unge Nonner.
Betydeligere er Decamps, som véd at behandle hi-
storiske Gjenstande og de simpleste Gjenstande af Livet.
Der er f. Eks. denne bepakkede Hest, som holder foran
Bondedøren; det er ligesom hos os Halvdøre, den øverste
er lukket op, den nederste Del er tillukket; den gamle
Moder staar i Døren og betragter den; Ejeren er inde i
Huset, men en lille Dreng paa en fem, seks Aar i Træ-
sko er kommen ud og staar og ser meget venlig op paa
Hesten. Der er saa Lidet, skulde man synes, af Stof i
Billedet, og dog er der noget Fængslende i Maaden, hvor-
paa det er givet; der gaar noget saa Fuldt, navnlig igjen-
nem den lille Dreng, at man ikke bliver kjed af at se
paa det. Dog han véd ikke alene at male det friske Liv,
ikke alene at give os idylliske Scener; men han kan ogsaa
515
fremstille denne Flok af tyrkiske Bødler foran et Fængsel
i Ægypten — hvor de staa mørke og alvorlige og dog
ligegyldige! — eller de smaa javanske Drenge, der lege
med en Landskildpadde, som de have faaet fat paa;
trods det asiatiske Præg kan man ikke slippe dette Bil-
lede. Denne Konstner véd at fastholde sit Talent, véd
gjennem den dygtige Maade, han skildrer paa, at udsone
med alle de eventyrlige Forsøg, han gjør paa at give sit
Billede et saa konstigt Udseende som muligt. Det er
bekjendt, at han lægger Farven meget tykt paa; saa bli-
ver den sleben af med Pimpsten, der bliver kradset, la-
seret o. s. v. Og dette har fremkaldt en hel Skare af
Efterlignere, som man kalder Maler-Murmestere, fordi de
saa at sige mure deres Billeder op med Farver i Stedet
for at male dem; men disse Malermurmestere ere ikke i
Stand til at frembringe saadanne Billeder, som Decamps.
Han er en Særling, men en aandfuld Særling. Han véd
at tiltrække ved en smuk Afveksling og ved at give et
sjælfuldt Udtryk.
Jeg tror allerede at have paapeget saa Meget af disse
forskjellige Retninger, at jeg næste Gang tør gaa over til
Salene i Bryssel igjen, hvor vi ogsaa ville træffe Fransk-
mænd. Men mine Tilhørere ville vist have lagt Mærke
til, at, saa højt maa man agte en Konstner som Scheffer,
saa betydeligt et Talent som Delacroix og maaske endnu
mere Decamps kan være, saa ville disse Retninger dog
neppe kunne holde sig ved Siden af hvad der er præste-
ret af Mænd som Vernet, Delaroche o. A. Scheffer bar
for Øjeblikket et stort Navn. Englænderne anse ham
næsten for den interessanteste franske Konstner. Det, at
han vælger af Digtere som Goethe, at hans Stræben
516
aabenbart gaar i en dyb melancholsk, sentimental Retning,
gjør, at Tyskerne ogsaa føle sig meget mere tiltalte af
ham. Men det er et Spørgsmaal, om Scheffer med alt
sit Talent vil være i Stand til at bevare den Interesse i
Fremtiden, som jeg ikke tvivler paa, at Delaroche og
Vernet ville vedligeholde.
Jeg har gjort et lille Spring i denne Time. Jeg
nævnte før Steuben; men, idet jeg holdt fast ved Schef-
fers Retning som Colorist, sprang jeg ham over. Steuben
er født i Mannheim, kom som lille Dreng til Paris og
blev der opdragen. Han har malet store historiske Bil-
leder, og ogsaa mindre i samme Retning som Scheffer,
f. Eks. hans Esmeralda, der kjæler for sin lille Ged;
det er poetisk opfattet. Men han har ogsaa villet over-
føre denne Retning paa historiske Scener. Navnlig har
han udført en Composition af Slaget ved Waterloo, der
er bekjendt gjennem Kobberstik og Lithografier. Det er
det Moment, hvor Napoleon holder i Bataillonens Quarré
og Soult sprænger frem og siger: »Deres Majestæt, Fjen-
den har allerede haft Triumf nok«, trækker Hesten ud og
forlader Quarréen. Napoleon sidder mørk og alvorlig paa
Hesten, der krummer sin Hals, spiler Næseborene op og
skyder Forbenene stærkt frem foran sig. Det er aabenbart, at
Konstneren har lagt an paa Betydningsfuldhed; men jeg tror
dog ikke, at det er det Betydningsfulde, som giver Bille-
det Interesse. Heldigere er det Træk, hvor han lader de
to skotske Officerer forundrede se om til den Mand, der
saa haardnakket bliver tilbage og synes ikke endnu at
ville forlade sine Soldater, da Alt er tabt. Men, foruden
at Steuben paa denne Maade giver os et godt Bidrag til
at forstaa denne Retning, saa er der en anden Urund,
517
hvorfor jeg gjerne vil omtale ham. Han har udført store
historiske Malerier, og jeg vil blot anføre Henrik den
Fjerde efter Slaget ved Ivry, som Sejrherre paa Val-
pladsen, skaanende Fangerne, ikke alene dem, der falde
paa Knæ, men ogsaa dem, der med Armene forbundne
staa trodsige og mørke og kun tvungne af Magten bøje
sig for den Sejrende. Dette Maleri har en høj Grad af
Interesse. Det maa være malet før 1830, oprindelig som
Platfond i Louvres Galleri; nu er det i Versailles. Men
det er aabenbart, at dette Arbejde tilligemed Billeder af
Schnetz o. s. v. har haft betydelig Indflydelse paa nogle
af de belgiske Konstnere, vi have omtalt, og navnlig i
høj Grad paa de Keijser, da han undfangede sit smukke
Billede af den flanderske Greve, der holder sejrende paa
Valpladsen. Det er godt, at vi, idet vi gaa over til
Franskmændene i Belgien, mindes om, at et af disse store
betydelige Billeder har gjort sig synlig gjældende i det,
vi kalde den nyere belgiske Skole, ligesom ogsaa, at vi
mindes, at der er en saadan Samklang mellem de bel-
giske og franske Konstnere, at vi finde de samme Konst-
nere som repræsenterende den franske Konst i Paris og
i Belgien. Saaledes Gallaits Billede af Hiob. De Keij-
ser betragtes af Belgierne snart som Franskmand snart
som Brysseler. Alt dette vil være i Stand til at under-
støtte os for at sætte den belgiske Skole i det rigtige
Lys. Men først skulle vi betragte Franskmændene i Brys-
sel og undre os over deres Skyggesider, som kun klares
af enkelte Lysglimt, og som vi neppe skulde vente i den
Grad kunde have udbredt sig og fordunklet meget af det
Skjønne, især efter at vi have set, hvor dygtige og
518
forholdsvis talrige Kræfter, der allerede havde vist sig
rede til at kæmpe herfor.
Trettende Forelæsning.
Den nyere franske Malerskoles Charakteristik. Udstillingen i Bryssel.
Figurmaleriet. Franskmænd: Laemlein, Hamon, Leo Cogniet, Robert-
Fleury, Breton, Couturier, Toni Johannot, Meissonnier og hans Efter-
lignere. Belgiere: Mathysen, Schendel, Leys.
Vi vende igjen tilbage, m. T., til Bryssels Udstillingssale,
og, idet vi her kaste Øjet omkring, træffe vi Arbejder af
ikke mindre end nogle og halvfjerdsindstyve franske Ma-
lere; men Øjet søger forgjæves et Konstværk af nogen
af de Mestre, vi allerede have omtalt. Imidlertid findes
her Konstnere, som indtage en højst hæderlig Rang imel-
lem Frankrigs Malere, der have sendt Bidrag til denne
Udstilling. Men det turde hænde sig, at det ikke altid
er disse Konstneres fortrinligste Arbejder, vi her møde,
men at vi for at faa et Begreb om, hvad de have præ-
steret, maa ty hen til andre Steder og til, hvad de tid-
ligere have leveret. Dog den langt større Masse af de
Konstnere, vi her møde, ere, som sagt, for os ubekj endte
Navne, ligesom de sikkert ogsaa, hvad Malerierne des-
uden synes at tyde hen paa, ere unge Konstnere. Vi
befinde os i en højst besynderlig Forvirring. Naar vi se
i Katalogen , finde vi dér mange Numere , som synes at
love en Fremstilling af det mest Betydningsfulde, af det
Højeste eller Dybeste, en Maler nogensinde kunde be-
skjæftige sig med. Der er »de faldne Engle«; der er saa
519
alvorlige Ord, som Prædikerens »naar Støvet vender til-
bage til Jorden, hvoraf det er taget, og Livsaanden gaar
op til Gud, som har skabt den,« og andre saadanne Tit-
ler, som ikke kunne Andet end spænde os i den højeste
Grad. Der er næsten intet Stof uforsøgt. Enten vi ville
tage Bibelen eller Legender om Helgene eller den profane
Historie eller Middelalderens Digtere eller Bardernes Døds-
sange, eller vi ville gaa ned til Shakespeare og Byron, saa
tinde vi Stof, valgt alle disse Steder fra. Ja, vi behøve
blot at se os om efter Fremstillinger af Livet, og vi ville
tinde meget alvorlige , som ogsaa meget muntre og over-
givne Scener fremstillede. Men for største Delen er Tit-
len virkelig ogsaa det Interessanteste, og det vilde, naar
vi for vor Fantasi fremdrage det Sujet, der betegnes ved
samme, være let for Enhver af os saa at sige at digte
et Maleri — om vi end ikke kunne tegne eller male det,
— som vilde tilfredsstille os langt mere end disse Billeder.
Og dertil kommer, at der her, hvad Malemaaden angaar,
er en Smuds, en Sorthed, og paa den anden Side en
Legen med Penselen, man kunde sige en Frækhed, som
danner en besynderlig Modsætning til de Forestillinger,
vi maatte gjøre os, efter hvad vi have hørt om de mest
fremtrædende franske Mesteres Methode. — Ja, siger man
nu, baade paa Skrift og mundtlig, det er en Følge af
det ' ulykkelige Anarchi, det vil sige Konstanarchiet, i
Frankrig; det er en Følge af, at der ingen Skole er. Jeg
gad vidst, om Grunden virkelig er angiven i disse Ytrin-
ger, i dette mange Gange dybt hentede Hjertesuk over
at der ingen Skole er i Frankrig. Det kan gjerne være,
at for fyrretyve Aar tilbage vilde vi ved at træde ind
paa en Udstilling — endogsaa blot af unge franske Konst-
520
nere — neppe træffe paa en saadan besynderlig Sammen-
blanden af Alt saavel i Retning som i Udførelse, at vi
da vilde møde en ulige tammere Fremstillingsmaade med
Hensyn til Penselens Brug, og at vi vilde finde Gjenstan-
dene at være valgte i en meget snevrere Kreds, og
dog tvivler jeg om, at Nogen, selv af dem, der klage
stærkest over Anarchiet i den franske Skole, vilde være
tilfreds ved paa én Gang nu at skifte om, eller vilde, ved
at sammenligne Konstnerne fra Begyndelsen af Aarhun-
dredet med Nutidens, foretrække hine. Jeg tror, at de
vilde indrømme, at der baade nu findes et større Antal
af betydelige Talenter, og at disse efter al Rimelighed —
thi Nutiden dømmer sjelden saa upartisk og sikkert, at
den ikke skulde kunne fejle, selv hvor den nødigst vil —
at de ville leve længere og have et frodigere Eftermæle
end de matte og henblegnede Celebriteter fra Davids Tid.
Netop det, at nu ikke denne Myndighedens Tvang i for-
skjellige Retninger, baade med Hensyn til Valg og Ud-
førelse, tynger paa Konstnerne, saa vel de ældre som de
yngre, har vist sine velgjørende Virkninger. Det har haft
til Følge, at — saaledes som vi saa' ved at omtale »Me-
dusas Skibbrud« paa den franske Udstilling i 1819 —
hvert Aarti har leveret nye og højst interessante Indivi-
dualiteter, der maaske paa samme Tid ogsaa have vundet
et nyt Terræn for Konsten i en eller anden Retning. Vi
maa ikke glemme, at der er visse Virkninger, som paa
det Nøjeste hænge samme med Tidens Retning, og som
ikke saa meget falde Mangelen af en Konstskole eller,
hvis der var en saadan, da denne til Last. Saaledes er
der vel nu, efter Brysseler Udstillingen at dømme, et
ulige større Antal middelmaadige franske Konstnere, end
521
der var for fyrretyve Aar siden; men det er en simpel
Virkning af, at i Følge Tidsomstændighederne, i Følge den
tiltagende Interesse for Konsten og i Følge mangfoldige
ydre Anledninger er der opvokset et forholdsvis ikke ringe
Antal Konstnere, som alle tro sig kaldede, skjøndt kun
faa virkelig ere det. Netop hos denne store Masse, af
hvilke der er en Del, som vel kunde være blevne tammere
og mere ensformige under Skolens Myndighed, men som
dog ere blevne virkelige Konstnere, netop hos disse
maa den betydningsfulde Opgave, det dybe Indhold, det
højere Sving i Indholdet, i Forbindelse med Ønsket om
især at udføre dette, være det Fremtrædende. De forsøge
at male et Billede; men det er Gjenstanden, som er det
Interessante, og ikke deres Fremstilling af samme. Og
paa en Tid, der udmærker sig ved en flersidig Udvikling
af Penselen og Farven, vil snart — det ser man i Paris,
og det ser man ogsaa blandt vore Landsmænd — et mid-
delmaadigt Talent opnaa Færdighed i at bruge Pensel og
Palet i en vis Retning. Den større Færdighed maa og-
saa hurtigere fremkalde Lyst til at brillere i hin bestemte
Retning, og denne Lyst vil da gjøre sig gjældende i
Skjødesløshed, i Vilkaarlighed, i Bizarrerier af allehaande
Arter; thi selv det underordnede Talent kan mærke, at
dér har han faaet Noget, som hans Kammerat ikke kan
gjore, og saa fatter den unge Konstner jo let den Tro,
at han kan udmærke sig derved. — Jeg mener derfor, at
de Klager, som der kan være grundet Anledning til at
føre over en stor Del af de nuværende franske Konstnere
og overhovedet over Konstnere i alle Lande, hidrøre meget
mere fra ganske almindelige Tidsomstændigheder og For-
hold, end at de paa nogen Maade hænge sammen med
Hovens Skrifter. 111 34
522
Mangelen paa Skole eller dermed, at der er en Skole hist
og her, som ensidig gjør sig gjældende i denne eller hin
Retning.
Dog midt i denne brogede Forvirring findes der og-
saa Malerier her, som maa fængsle os. Men det er just
ikke altid de Malerier, som have de allerfornemste Titler;
thi, hvis vi ville kaste et Blik paa dette Billede af Laem-
lein (det har været paa Pariserudstillingen lige umiddel-
bart i Forvejen og er dér blevet rost) , som fremstiller
Zachariæ Vision, saa ville vi just ikke føle os tiltrukne.
Zacharias sees imellem de to store Kobberfjelde og de fire
Vogne med de røde, de sorte, de hvide og de rødskim-
lede Heste; Engelen staar foran og siger, at det er de
fire Vinde, som have staaet og ventet paa Jordens Herre,
men som nu — og nu giver Engelen Ordren — skulle
fare over Jorden, og se, saa fare de hvide, de sorte, de
røde og de rødskimlede Heste af Sted. Konstneren har
selv lagt sin egen Fortolkning deri og mener, at disse
fire Vogne med de forskjellig farvede Heste ere fire
Hovedstammer i Historien. Men dette Billede fremstiller
hverken mere eller mindre end fire Vogne med Heste for,
sum fare afsted i Luften, og som lige saa lidt ere udmærket
tegnede som udmærket malede; men der er en vis Kjæk-
hed deri, og Valget er godt, og altsaa gjælder det for et
Slags poetisk Maleri. — Jeg tror, at vi egentlig gjerne
kunde springe Fremstillingerne efter Shakespeare over;
men, da Hamon har vundet et Navn i Paris, maa vi dog
dvæle noget ved denne Konstners Fremstillinger. Han
har valgt to meget pikante Situationer, nemlig en Scene
af »Romeo og Julie« og en af »Hamlet«. Den sidstnævnte
er netop der, hvor Hamlet staar med Horatio paa Kirke-
523
gaarden og holder Yoriks Hoved i Haanden og siger:
■ Stakkels Yorik!« men det er et rent Vrængebillede af
hele Situationen, der her gives os. Maaske det andet
Billede vil være bedre. Det er den dejlige Scene, hvor
Ammen har meldt Julie, at Moderen har spurgt efter
hende; Julie har aabnet Balkondøren, for at Romeo kan
stige ned. Det er Morgen; men Julie mener, at nu vil
Dagen svinde og Natten oprinde for hende. Romeo for-
langer Afskedskysset. Det er disse to Figurer, vi se i
den klare, rolige Morgenluft; Julie græder, og Romeo
rider over Rækværket. Det er rige Costumer, der ere
anvendte; men der er i hele Stykkets Behandling en, jeg
kunde sige, forsviret Maade at tage det paa, som gjør et
højst ubehageligt Indtryk. Det er, som om det begej-
strende Digt, denne i dramatisk Henseende maaske mest
gribende af alle erotiske Fremstillinger, her er bleven be-
sudlet. Det smerter En, at en saa fræk Hensætten af
brogede Figurer, en saa slet Tegning, en saa triviel Ge-
bærden virkelig skulde kunne gjælde for at være et Ud-
tryk af en mægtig Elskov. — Ville vi kaste et Blik paa
de historiske Fremstillinger, føle vi os ikke synderlig
mere tilfredsstillede. Det er ganske sikkert, at denne
Raadslagning om Bartholomæusnatten er et interessant
Billede. Det fængsler Øjet; det er rene, klare Farver og
en smuk, zirlig Behandling. Men, naar det ikke stod i
Katalogen, at disse Folk i franske Hofcostumer debatte-
rede om Bartholomæusnatten, vilde man blot sige, at det
var en Samling af Herrer i pyntelige Hofdragter, som dér
sad om Bordet. Der er Intet, som tyder hen paa, at
en saa alvorlig og forfærdelig Sag dér er underkastet
Discussion. — Der er imidlertid et Par Konstnere, som
34*
524
vi have hørt nævne før, og hvis Navne have en god Klang
for os, der ogsaa repræsenteres her. Der er saaledes Leo
Cogniet, født i Halvfemserne, Elev af Guérin ; han har
navnlig megen Sans for Farverne. Ha« har malet det
store Billede i Versailles, hvor Nationalgarden rykker ud
fra Paris, hvor Tilskuerne juble fra Balkonerne og Ga-
derne, Mødre sige Farvel til deres Børn, Koner til deres
Mænd, unge Piger kaste Kranse til Soldaterne; og den
unge Mand dér foran Troppen ser man tydelig venter,
ligesom mange af de Andre, at komme tilbage som Sejr-
herre. Dér bliver man greben, der er Liv og Lethed i
Billedet; selv de store Slagskygger paa Husene tiltale.
Det har ogsaa vundet fortjent Anerkjendelse. Men det
er ikke et Billede af den Art, vi her skulle se af ham;
her skulle vi lære denne Konstner at kjende i en ganske
ny Skikkelse. Det er et alvorligt Billede. Det er en
sildig Aften; Værelset har kun en dæmpet Belysning, hvis
Kilde man næppe aner gjennem det mørke Gardin, som
bidrager Sit til at give hele Billedet en rødlig Tone, og
her foran i Skyggen ligger en ung, dejlig Kvinde og —
slumrer maaske? nej, hun er død. Det siger os just ikke
saa meget dette rolige Ansigt, denne rolige, hvilende Stil-
ling, som det Udtryk af Sorg, der gaar over Faderens
Ansigt. Faderen staar bagved hende og er beskjæftiget
med at fængsle Datterens Træk til Lærredet. Det er
Tintoretto, som har Kraft nok til at male sin kjære Datter
paa Dødslejet for desto sikrere at bevare hendes Træk.
Ja, det er smukt gjort; men med alt det, at det er lyk-
kedes Konstneren at besjæle dette Portræt og give det Liv
og Udtryk af Sorg — og det ligner slaaende Tintoretto. vi
kjende paa Øjeblikket Billedet fra Louvre, den gamle
525
Mand med det graa Skjæg, men hvis Ansigt bærer Præ-
get af den Kraft, han saa ofte lagde for Dagen i sine
bedste Produktioner — med alt det, at Tonen er har-
monisk gjennemført o. s. v., saa føle vi dog, at dette Bil-
lede er lidt for krydret. Konstneren har lagt for meget
an paa at frembringe en Virkning igjennem sin Farvetone;
det er, som han havde tvivlet om, at han i Behandlingen
af sit smukke Emne skulde have Nok til at fængsle Til-
skuerne, som om han havde troet, at han maatte have
denne egne, magiske, vilkaarlig antagne Farvetone til.
Lige over for dette Billede, hvis Figurer ere legemsstore,
hænger der et ganske lille; og dette lille Billede er en
overordentlig simpel Fremstilling. Det er ogsaa i en dyb,
rødlig Tone, og det har ganske smaa Figurer. Der sid-
der en Række Mænd ved Siden af hinanden i lange Klæ-
der; det er den høje venetianske Adel, og midt imellem
dem Dogen. Foran disse alvorlige Patriciere staar som en
lille bred Knippel den tirskaarne franske Ridder de Massy,
sendt af Henrik den Fjerde for at overlevere den Kaarde,
han hk i Slaget ved Ivry, til Dogen, der var en af de
Første, som havde anerkjendt ham som Konge. Den
franske Gesandt, en kort Figur, som bliver endnu bredere
ved sin stumpede Kappe, som m. T. kjende fra Kobber-
stik fra Henrik den Tredies Periode og Henrik den Fjer-
des første Tid, staar der meget trodsig og kjækt. Dette
Billede er med Undtagelse af den valgte røde Tone
ganske allerkjæreste gjennemført. Det er en saa nydelig,
delicat Pensel, der er en saadan Smeltning over det
Hele, at det danner den yndigste Modsætning til de
øvrige disharmoniske Farvevirkninger rundt omkring. —
526
Men dette Billede er ikke tilfredsstillende ; det giver
ikke tilfulde en Forestilling om den Mand, vi havde ven-
tet at se. Hvo af os har ikke set større eller mindre
Billeder, i alt Fald i Lithografier eller Kobberstik, af
Robert-Fleury, denne talentfulde Konstner, der netop er
samtidig med Delaroche, der begyndte som fattig lille
Dreng i Paris med at male Vaaben og vakte Museums-
direktørens Opmærksomhed for sig i den Grad, at han
allerede skulde ansættes som Yaabenmaler, da man op-
dagede, at der var et større Talent hos ham ; som nu blev
sat hen hos Horace Vernet, derpaa kom til Girardet og
Gros og derefter fuldendte sin Bane hos Gericault, hvor-
paa han malede Røverscener i Italien, kom saa tilbage
til Frankrig for at studere Dyr, gik til Holland og be-
gyndte paa sine, 6 — 8 Alen store, Billeder, som skulde
forestille Køer å la Potter, og vandt en stor Anseelse
som Dyrmaler i Begyndelsen af Trediverne. Han er alt-
saa samtidig med Delaroche. I mange Henseender kunde
man sige, at han er et Slags Delaroche. Ganske sikkert,
han har hverken den storladne Udfoldning, som denne er
i Besiddelse af, ikke heller den Dybde i Opfatningen eller
den Uskyldighed i Fremstillingen, som betegner Delaroches
bedste Stykker; vi føle tydelig mange Gange, at der og-
saa hos ham er et Slags Preciøsitet, at ogsaa han virke-
lig for meget lader det komme til Syne, som Tilskuerne
egentlig ikke skulde kunne mærke ; man føler tydelig hele
hans Bestræbelse baade for at behandle sit Emne paa en
pikant Maade og for at gjøre sin Fremstilling saa til-
trækkende som muligt. Imidlertid, hvor mange af disse
Billeder ere dog ikke virkelig højst fængslende. Denne
gamle Tizian, som sidder saa alvorlig med Penselen paa
527
Billedet, eller denne Læge, som vi kjende fra Merimée's
Roman, der studerer Pandeskaller, eller Cellini, som sys-
ler med Guldsmedarbejde, eller, for at tage et superbt
Stykke af Fleury, den gamle Buonaroti, der sidder op-
mærksom mellem disse Tegneportefeuiller, medens han
sørger over og passer sin syge gamle Tjener, som ligger
der mellem Dynerne og Hovedpuderne. — Men det er
ikke alene saadanne enkelte Figurer, han véd at behandle.
Han ved nydelig at fortælle denne eller hin lille Begiven-
hed; han véd fortræffelig at fremstille Carl den Femte,
idet han vil tage Penselen op for Tizian, og Tizian, som
stiger ned ad Trappestigen for at modtage Penselen af
den mægtige Monark. Han véd charmant at give alt det
Æventyrlige og Fantastiske, som kunde ligge i saadanne
Tog, som Liguen anstillede i 1590 midt imellem en for-
hungret Befolkning og i Fjendens Nærhed for at hæve det
sunkne Mod; disse brogede Tog, hvor Munke og Præster
havde taget Panser og Hjelme over deres Kutter og gik
kejtede med lange Hellebarder, Spyd og Flinter mellem
Befolkningen, som ydmyg kastede sig paa Knæ foran
disse hellige Mænd, der vilde kæmpe ikke alene med
Troen, men med legemlige Rustninger. Han véd paa en
højst fortræffelig Maade at fremstille Marino Falieri, idet
han stiger ned ad den høje Trappe i Paladset i Venedig
for at modtage Bøddelens Hug. Han har altsaa Evne til
at bevæge sig i en stor Kreds. Om han ikke just alle
Vegne gaar lige løs paa det, man kunde ønske, paa ube-
tinget at gribe den historiske Charakter, om han end
undertiden for meget lægger an paa Biting — hvad siger
det? det er dog en Konstner, som paa ethvert andet Sted
528
end i Frankrig, ved Siden af Delaroche, vilde have ind-
taget en betydelig Plads.
Idet vi forlade denne alvorlige Sfære og se os om
blandt andre Fremstillinger af Livet, saa stødes vi ved
at se et Billede som Bretons, i legemsstore Figurer. Det
viser os en Scene, der har gjentaget sig saa ofte og ofte
vil gjentage sig, en forhungret Familie, hvor Børnene
styrte hen imod en Mand, formodentlig Faderen, der kom-
mer med Brød. Det er et Billede, som i mange Hen-
seender røber hele denne Jagen efter at give det Tiltræk-
kende, Fængslende, Spændende, Kildrende, som ligger i
mange af disse Opgaver, og paa den anden Side ogsaa
viser hele Bestræbelsen efter at fremkalde en rigtig slaa-
ende malerisk Virkning. Og idet vi nu søge at udslette
dette mindre gode Indtryk, blive vi ogsaa opmærksomme
paa, at det er ganske besynderligt, hvor faa Billeder vi
træffe, som ere grebne af Nutidslivet. Ja, der er disse
to smaa Drenge, som discutere politiske Sager ved Af-
viseren, det er rigtignok et lille Tidsbillede; eller denne
Dame i Algier, som halv nøgen ikke kan tinde Hvile i
sit Kammer; det er fra den rent maleriske Side ganske
charmant udført (af Perignonj ; men hvor fattigt er det dog
ikke alligevel !
Skulde vi i hele denne Masse af Billeder Unde et
rigtigt Livs- og Tidsbillede, som skulde kunne fængsle
os, saa maa vi næsten søge hen til Leon Couturier; der
finde vi Liv og Bevægelse og Munterhed og Gratie, og
det aldeles ukonstlet. Men Ulykken er, at det er ikke
taget af Menneskelivet. Det er Hønsegaarden, vi her ser
og Hønsegaarden, hvor atter Ænderne spille Hovedrollen;
hvor de gaa dels ovenfor og dels nede i Vandet, og vralte
529
og rappe og pille sig og dukke og bevæge Halsene paa
denne højst snurrige Maade, idet de næsten dreje Hovedet
om paa Ryggen. Det er ganske magnifikt fremstillet.
Man føler Konstnerens hele Glæde over dette Andeliv. og
det er malet aldeles mesterligt; det er i det fulde Dags-
lys; hvert Strøg af Penselen er smukt og træffende, det
Hele gjør en ypperlig Virkning. Men det er jo et højst
underordnet Liv, vi her se fremstillet: det er ikke det,
vi søge.
Hvor skulle vi da rinde, hvad vi søge? Maaske det
dog kunde lykkes, ved at se os nøjere om. Vi blive
opmærksomme paa, at det mangler egentlig ikke paa Bil-
leder, grebne af Livet; her er mange smukke Billeder i
den Retning. Men, besynderligt nok, det er, som om
Konstneren ikke var tilfreds med at give, hvad han saa'
foran sig. Alle disse Livsbilleder ere paaklædte i Costu-
mer fra en ganske anden Tid. Der er et yndigt Billede
af Toni Johannot; hvo har ikke set hans eller hans
Broders Tegninger? Det forestiller en Falkejagt. Sel-
skabet gjør Holdt paa en grøo, med saftigt Græs bevokset
Plet; Herrer og Damer staa af Hestene; Fattige strømme
til og erholde Almisser. Det er et i høj Grad zirligt og
frisk Billede. Men Scenen er ikke fra i Dag eller i Gaar,
men fra Begyndelsen af det 17de xlarhundrede. Costu-
merne ere charmant gjengivne, og der gaar en saa smuk
Følelse igjennem det Hele, at man let kunde bedrages
og fristes til at tro, at det var af en Konstner, der havde
levet den Gang og havde fremstillet sin Tid for os. —
Og se vi paa disse smaa Billeder af Meissonnier, finde
vi der noget Lignende. Men her komme vi ogsaa til et
ganske nyt Fænomen. Meissonnier har malet en Mand i
530
graa Underklæder, Brystdug, Bukser, røde Strømper, gule
Ærmer o. s. v. (Costume fra Henrik den Fjerdes Tid), i
Færd med at prøve flere Kaardeklinger, som han bøjer
paa Fingerspidserne, for at se, hvilken han skal vælge.
Det er ikke noget stort Billede, men højst elegant og
zirligt, Alting gjort paa det Allerudførligste. Skulde jeg
sige noget Videre derom, vilde jeg bemærke, at alle hans
Skygger ere for mørke og skarpe og fattes den Klarhed
og Lethed, som mangen ældre Konstner vilde have vidst
at oive; men det er virkelig charmant udført. Ved Si-
den af hænger et mindre Billede, som forestiller en lille
vindig Figur, klædt i et Costume fra 1720 — 30, i højrød
Dragt, siddende skjødesløs paa en Stol og i Færd med
at ryge sin Pibe. Efter Alt hvad jeg tør dømme — thi
dette er Alt, hvad jeg har set af Meissonnier — er det
netop hans Styrke at give saadanne enkelte, vel valgte
Figurer. Sammenstiller han flere Figurer, f. Eks. hans
Keglespillere paa Kroen om Søndagen, eller Barikaden
med Lig, saa dadler man ham for, at hans Lys er for
egalt, for ensformigt, kort sagt, at hans Billeder blive for
matte. Vi saa', at Robert-Fleury i visse Henseender
kunde siges at være den ypperste Anekdotfortæller maaske
i Frankrig, imedens den alvorligere Historie tilhørte De-
laroche. Vi kunne sige om Meissonnier, at han gaar et
Skridt længere ned. Han fortæller ikke en Anekdot, men
et enkelt Moment af en Figurs Bevægelse eller Holdning,
en Situation overhovedet, en flygtig Stemning; men selv
derved véd han at fængsle. — En Mand som Meissonnier
kunde heller ikke komme til at savne Efterlignere, og vi
ville finde, at her ere Belgiere til Stede, som tydelig vise,
hvoraf de ere inspirerede. Der er f. Eks. Stevens, der
531
har malet i Genre med Delacroix, hvor den franske Hof-
mand ligger udstrakt paa Gaden og Pøbelen flokkes om
ham. Og der er her ogsaa af ham en Huguenot med sin
fulde Rustning. I Kjødets Behandling have vi den mindre
heldige Side, denne besynderlige, smudsige Tinte; men
i Valget af Gjenstanden og Udførelsen af Rustningen
kunne vi se, at Meissonnier er efterlignet. Eller tag Bel-
gieren Wauters med hans Mandolinspiller, eller Fransk-
manden Courbet med Bassisten, eller Franskmanden Guil-
lemin, som har malet den ivrige Skakspiller. Dette ele-
gante Billede af Guillemin forestiller en Mand fra 1770
omtrent, fra Paryktiden. Han er kommet hjem maaske;
han har maaske tabt et Spil i den berømte Café, hvor
man spillede Skak og Dam, overfor Palais Royal, og gjør
sig nu Rede for Grunden til sit Uheld. Han har kastet
Kjolen af sig og sidder halvt i Neglige ved sit Skakbrædt,
dybt fortabt i, hvorledes Trækkene skulle føres. Det har
maaske ikke den Præcision, den Bestemthed og Zirlighed,
som betegner Meissonniers smukkeste lille Arbejde paa
Udstillingen; men det stiller sig for Resten temmelig nær
ved Siden deraf.
Af de ikke faa Belgiere, som have kastet sig paa
samme Retning som de Franske ogsaa med Hensyn til at
male Scener af Livet eller fantastiske Scener, vil jeg kun
nævne en eneste, for ikke at trætte mine Tilhørere med
en Række mindre betydelige Værker og Konstnere, som
De dog ikke -ville være i Stand til at bevare i Erindrin-
gen. Det er en Konstner fra Antwerpen, Mathysen. Han
maler aldeles under fransk Paavirkning, skjøndt han er
udgaaet fra Wappers's Skole. Hans Billeder kunne, baade
i Fremstillingen og i Valget af Gjenstanden, siges at om-
532
fatte i sig alle de bagvendte Maader, hvorpaa Maleriet
bliver behandlet for Øjeblikket af den franske og bel-
giske Skole, for saa vidt de følge hinanden. Emnet er
aabenbart valgt for at være saa interessant som muligt.
Det er taget af den berømte Tegner og Raderer Callots
Liv. Callot blev opfordret af Richelieu til i store Bille-
der at fremstille Nancys Erobring; men Callot var født i
Nancy og negtede det. Richelieu blev vred og sendte
ham i Fængsel, og Tilfældet vilde, at han blev kastet ind
i en Afdeling af Fængslet, hvor der var en stor Flok
Zigeuneie. Den elegante franske Konstner mellem disse
pjaltede, vilde Karle — det var et aldeles disharmonisk
Selskab. Men Callot havde som ung Mand været i en
Zigeunerbande. Han kunde tydelig erindre Høvdingens
Ansigt, og, for straks at sætte sig i et behageligt Forhold
til sine maleriske Omgivelser og drage alle de Fordele
deraf, som det var ham muligt, som Konstner, for at faa
en Række af interessante Modeller til sine fortræffelige,
aandfuldt opfattede Masker, vilde han vinde Troppen for
sig, og tegnede paa Øjeblikket med Kridt eller Kul den
gamle Zigeuneranfører, han i sin Ungdom havde kjendt.
Kjende I ham? spurgte han. Nej .... jo, men han er
hængt for mange Aar siden. Glæden over at se dette
velbekjendte Ansigt vandt naturligvis Alle for Callot, og
han følte sig vel imellem Zigeunerne. Det er unægtelig
en højst interessant Opgave, som maatte kunne fængsle.
Det er mig næsten umuligt paa nogen Maade at give
mine Tilhørere et Begreb om, hvor pudserligt dette Bil-
lede er opfattet. Mathysen er aabenbart en Mand med
Anlæg; Billedet røber ganske tydelig en stor Sans for
Farven, der er den kjækkeste Pensel af Verden, og mange
533
af disse Hoveder vise, at Konstneren har Talent og er
begavet. Men m. T. have ganske sikkert set, hvorledes
Glaspusterne kunne blæse alle mulige Ting, Vogne, Hasper,
smaa Figurer, og at de kunne blæse dem med Farver:
Riddere med Fjer i Hatten, Kaarde ved' Siden o. s. v., i
spansk Dragt, tyndbenede, tyndarmede, tyndkroppede Folk,
men som se allerkjæreste ud, fordi, hvor man stiller dem,
spiller Lyset igjennem; de have noget eget Dæmonisk i
hele deres Optræden. Og, dersom De erindre saadanne
Figurer, ville De ogsaa huske, at deres Bevægelse have
noget Stift, noget Pindeagtigt ved sig, hvad De ogsaa
kunne forestille Dem ved at tænke Dem en af disse smaa
Ledemænd, som man kan trække i, og som ogsaa gjøre
de samme snurrige, skrævende, sprættende Fagter. Dette
Fængsel, som Konstneren her har fremstillet, er nu, som
om al Verdens Zigeunere vare strømmede sammen derhen;
det er en Katakombe med uhyre Piller, og der bevæge de
sig nu mellem hverandre, og foran staar Konstneren spræt-
tende og skrævende som de omtalte Dukker, ligesaa grøn
og blaa og rød som disse, medens alle de utallige smaa
Ledemandszigeunere sprætte og skræve rundt omkring.
Man tror ikke engang, at det er et Maleri, det er, som
om man saa" en Indlægning med Metal eller Emailfigurer;
fantastisk, forvirret, mangfoldigt er det paa alle Maader
og indeholder baade ved Valget af det Pirrende og Spæn-
dende og tillige, ved den uendelige brogede og frække
Behandling, in mice en hel Fremstilling af de uheldige
Sider i den nyere Konst i Frankrig og Belgien.
Men Belgien har tillige en anden Side. Det hører
ogsaa paa en vis Maade Holland til, og, idet vi kaste
Blikket paa hele denne Række af Livsbilleder, som vi
534
have der, se vi, at en stor Del af dem gaa ind i den
hollandske Retning: denne gamle Kniplerske, eller hele
dette Torv, som belyses af Papirslamper, eller denne An-
tikvar, omgiven af alle mulige Curiositeter, ére aabenbart
udgaaede fra hollandske Indtryk. Jeg nævnte »Torvet«
af Schandel, en Konstner, som har et stort Renommé.
Han har ligefrem valgt af Livet. Han giver alle disse
Fiskerkjærlinger i deres forskjellige Belysning. Det er smukt
og vakkert gjort; men Lyset er altfor ensformig gult,
næsten stødende. Opgaven var vanskelig, og, for saa vidt
det gjælder om at vise, at der virkelig er mange Lys,
har han ikke uheldig løst den. Derimod, denne Raritets-
samler eller andre saadanne Scener af Livet ere som
oftest valgte fra en fjernere Tid. Mange Gange ere disse
Billeder smukt udførte; men ofte have de en ganske be-
synderlig modbydelig Virkning. Jeg skal anføre en af de
Konstnere, som have et stort Renommé i Belgien, skjøndt
han ikke fortjener det, fordi det viser, paa hvilke be-
synderlige Afveje Konsten kommer ved at forfølge denne
Retning. Det er Leys, der hører til Antwerpen. Han
nævnes oftest ved Siden af Wappers som en fortrinlig
Konstner. Maaske hans tidligere Arbejder have været
friskere og sundere; det véd jeg ikke. Her er Billeder
af ham, som ere blevne roste for mig af Belgiere og Hol-
lændere som betegnende den dygtige Konstner. Der er
f. Eks. den Scene, hvor Borgermester Six er hos Rem-
brandt, eller en fattig Kone, der faar Gaver; men disse
Billeder ere fra Opgavens Side ikke fængslende, og fra
Behandlingens Side have de vel noget højst Tiltrækkende
som Mærkeligheder, men de ere dog ikke tilfredsstillende
Konstgjenstande. Der er det Slemme ved at vælge en
535
allerede uddød og hensovet Konst til Udgangspunkt, at
man let kommer til at tage det, som allermindst tilhører
denne Konst. Det er en bekjendt Sag, at Oliefarverne
eftermørkne, at de aldrig beholde den Klarhed, som
Frescoer. Billeder, som ere meget gamle og ere under-
kastede forskjellige Lidelser af Tilfældet, eftermørkne i
høj Grad. De have mange Gange faaet Fernis. Denne
lægger sig som et gulligt Lag over Billedet, og dette
gullige Lag, hvorigjennem man skal se det, giver hele
Farvetonen en ganske egen Charakter, som den oprindelig
aldrig havde. Det er Noget af det, der i Belgien har
gjort det sørgeligste Indtryk paa mig, i Antwerpens Mu-
seum at se, hvorledes en Række unge Konstnere paa det
Ivrigste vare beskjæftigede med at copiere saadanne gamle
Oliebilleder; der var rigtignok Billeder af Rubens imellem,
men de vare i mange Henseender forandrede i Farven.
Naar den unge Konstner tager fat paa et saadant Billede,
saa staar han i en ganske anden Stilling til det end den,
der beskjæftiger sig med det for at opfatte det aandige
Indhold i Billedet. Desværre, det er vel Noget, man ikke
tør fritindes for, at meget hyppig en gul, smudsig Fernis,
en Smule Røg o. s. v. maaske er bleven lige saa godt
udhævet og rost som Skjønheder og geniale Træk, som
de virkelig sande Colorittræk i saadanne Billeder. Des-
værre have maaske mange Gange disse Eftermørkninger,
Forgalninger og Uklarheder været betragtede som ydre
Kjendemærker paa en ægte Rembrandt og andre Mestere.
Men, lad gaa — det være som det vil — vist er det, at,
saa længe man dvæler ved Billedet for at nyde det aandige
Udtryk i det, vil dette dog kun være en underordnet
Mangel, som man, bevidst eller ubevidst, lader gaa med
536
i Beundringen, og som ikke kan have nogen farlig Følge.
Men den unge Konstner, som skal studere saadanne Bil-
leder, er i en ganske anden Stilling; thi det er en Mester,
han studerer for at lære af ham, og han kan ikke tillade
sig Forandringer — det vil desuden ikke lykkes ham —
og idet han saaledes drives hen til at studere, til at
copiere denne store Mester, copierer han tilligemed Meget
af det, der er tilbage af Sandt i Billedet, en stor Del af
det, der aldrig har tilhørt Mesteren, men som er kommet
udenfra, og som maaske netop er det, der mest falder i
Ojnene og lettest lader sig efterligne. Leys er et slaaende
Eksempel herpaa. Han har i sine Billeder netop til Fuld-
endthed givet den styggeste forrøgede gule Tone, man kan
tænke sig over et gammelt Maleri, og dog beundres han.
Altsaa — for at antyde det kort — ligesom den franske
Skole i én Retning skejer ud i en aldrig tilfredsstillet
Jagen og Higen efter nye Motiver, saaledes se vi i Bel-
gien, foruden Indflydelsen fra Frankrig en anden Paavirk -
ning, som heller ikke kan kaldes heldig, det er den, der
hidrører fra de gamle Mestere, den ensidige Paavirkning,
som udarter i saadanne besynderlige Fostre.
537
Fjortende Forelæsning.
Fortsættelse: de Brakeleer, Claes, van Lerius, Tschaggenv, Navez.
T>skere: Begås o. A. Landskabet. Verhaegen — Decamps, Wyld,
lsabey, Fourmois, Quinaux. — Sheltheut, Koekkoek. — Schirmer,
Achenbach, Leu (Gude, Tidemand) Zwengauer.
l/et er jo — deri ere vist Alle enige — det er Livet,
det daglige Liv, hvori vi færdes, det er de Former, de
Farver, som vi se omkring os, hvoraf Konstneren skal
hente Midler til sine Fremstillinger. Det gaar ham med
det daglige Liv, med Formerne og Farverne deri, som det
gaar Digteren med den daglige Tale : det er de Ord, som
lyde daglig fra vore Læber, der inspirere Digteren og
give ham Midlerne til at udtrykke den uendelige Række
af Nuancer for at skildre Sjælens Tilstand, Situationer
o. s. v. Vi blive ogsaa let enige i, at der er visse Øje-
blikke, visse Former, visse Farver, som falde os mere i
Øjnene end andre. En glimrende Solnedgang, det gloende
Lys, som en Smedeesse paa én Gang kan kaste ind i en
snever Gade om Aftenen, har noget Slaaende ved sig, og
det smukke unge Pigeansigt, fuldt af Livslyst, af glad og
lykkelig Forventning, eller omvendt de slappe, blege Træk
i et Ansigt, hvor Kummeren umiskjendelig staar udpræget,
det er ogsaa af de bestemt fremtrædende Charaktertræk,
som vi let og hurtig opfatte. Den Konstner, som fører
saadanne slaaende Træk over paa en fjernere Tid, som
viser os en fjern Historie, der drejer sig om Lykke eller
Ulykke, og virkelig har været i Stand til at give det saa-
ledes, at vi forstaa de Træk, de Former og Farver, han
Hovens Skrifter. III. 35
538
viser os, han faar en ganske overordentlig Magt over os.
Det er ligesom han ret for Alvor er bleven sat paa Prøve,
idet han skulde fra en forsvunden Tid hente Mennesker
frem for os og overbevise os om, at de saa' ud, led og
glædede sig den Gang ligesom nu. Det har noget i højeste
Grad Slaaende for os; og Konstneren, naar han, som vi
ere tilbøjelige til at vente, er usædvanlig begavet, fejrer
maaske her lettest en Triumf ikke alene lige over for sin
Samtid, men ogsaa over for Eftertiden. Men selv om
Konstneren blot griber saadanne fremragende Træk af sin
egen Tid, udøver han allerede en stor Magt over os,
medens vi tillige føle os vel derved. Ved at betragte
saadanne Billeder og tilbagekalde os, at vi selv have set
noget Lignende, saa vi selv virkelig kunne vurdere, om det
er rigtig og paalidelig fremstillet, faa vi en vis Fortrolighed
med Konstneren og denne med os. Ja i en Tid, der,
som vor, saa gjerne sysler med maleriske Fremstillinger,
vil det være Tilfældet, at vi glæde os ved at nyde saa-
danne Øjeblikke; vi sætte en vis Pris paa, saa at sige,
selv at kunne male dem med Ord, paa rigtig at kunne
dvæle ved det Slaaende i Virkningen af disse saa skarpt
udprægede Træk, af dette Harmoniske eller hvad det nu
er; ja det er os kjært, at fordybe os saadan deri, at
vi maaske halv ubevidst tænke ved os selv: ja, vare vi
Malere, saa skulle vi vide at give det ganske anderledes,
anderledes at træffe Sandheden og fremstille det rigtigt.
Det er maaske en mere ydmygende Opdagelse — skjøndt vi
glemme det Ydmygende deri, fordi det er en saa dejljg
Opdagelse — naar vi paa én Gang i et Konstværk se,
at selv den sædvanlige, slet og ret saa kaldte Hverdag
med den allersimpleste Hverdagsbelysning, graa Himmel
539
f. Eks., eller det simpleste Portræt og den simpleste
Situation kan afvinde os Interesse, at alt dette saa Al-
mindelige og Dagligdags, som vi ellers med Hovedet fuldt
af andre Tanker og med ganske andre Beskjæftigelser saa
ofte ligegyldige gaa forbi, ogsaa virkelig indeholder Skj en-
hed og lader sig fremstille saaledes, at det, saa at sige,
bliver rigere, jo mere vi dvæle ved det, at det maaske
mange Gange netop i sin Rolighed, i sin komplet for-
dringsløse Fremtræden har Noget, der gjør, at vi tilsidst
sætte det fuldkomment ved Siden af, ja maaske, alt efter
vor Sindsstemning, foretrække det for hine skarpere og
mere iøjnefaldende Træk.
Imidlertid, vi glemme dette altfor hyppig og dvæle
altfor meget med Forkjærlighed ved det Andet. Det er
ikke blot i Livet, det er ogsaa i den livløse Natur, i selve
Landskabet, at vi ligesom fordre den samme Kamp mel-
lem Naturkræfterne, den samme Stormen og Bragen og
Lynen og Torden, som vi føle os tiltrukne af i Menneske-
livet. Og det er ganske sikkert — det sker endnu den
Dag i Dag og har til enhver Tid været saa og vil altid
gjentage sig — at mangt et fortrinligt Konstværk bliver
overset, fordi det ikke gaar ind herpaa, men giver et
meget mere stille, et meget mindre fremtrædende Billede
af Livet, der ikke paa den Maade er sat i Bevægelse.
Ja, naar man først har opdaget, at det er et Konstværk,
naar Konstneren er saa lykkelig allerede at have et Navn,
saa ser man det uhyre let, saa forplanter det sig ogsaa
igjennem følgende Generationer, hvad det er for en stor
Konstner, saa høre vi lignende Udtryk som det, der saa
troskyldig kommer fra den gamle Plinius, idet han dvæler
ved Malerkonsten og fortæller om nogle fremmede Male-
35*
540
rier, der vare blevne bragte til Rom, og hvorledes Augustus
havde ladet to Stykker hænge op i Senatsbygniiigen.
Det ene forestillede en gammel Mand og hans Søn, Glaukon
og Aristip. Denne Glaukon og denne Aristip vare ganske
ubekj endte for den romerske Lærde saa vel som for det
romerske Folk, og nu siger Plinius saa smukt: ja ene
dette Billede viser den ganske overordentlige Magt, som
ligger i Malerkonsten, ene det, at vi endnu saa lang Tid
efter kunne fængsles ved at se paa disse ganske ubekjendte
Mennesker, viser tilfulde, hvad der ligger for en Trylle-
kraft i Malerkonsten. Og det er netop det, som vi saa
ofte fristes til at udraabe foran mangt et dejligt Billede
af de gamle Hollændere, ved en simpel Scene, fremstillet
af Ostade, van der Helst eller andre saadanne mægtige
Konstnere. Og, naar vi paa Udstillingen i Bryssel se en
Række Billeder af det daglige Liv, naar vi se, hvorledes
der er en Bestræbelse efter at give det mest tilfældige
Ydre af ældre Konstnere, saa blive vi grebne af Smerte ;
det gjør os ondt, at det Liv, der en Gang havde været saa
fyldigt og frodigt, maaske aldrig skal kunne gjentage sig.
At der maa komme noget Nyt og Andet i Stedet, er ganske
sikkert, og maaske det kan blive lige saa fyldigt og fro-
digt; men det er der ikke endnu, og vi se i alle disse
Bestræbelser blot en forgjæves Kamp for at give os, ikke
engang Ansigtet, men Masken af en af hine berømte
Konstnere. Det vækker en vis Vemod hos os, at vi blot
se det Ydre, som betegner en Rembrandt, eller den Glat-
hed og Pænhed, som vi have beundret hos Netscher, og
det er en Raritet, at et Billede som Reniers Fiskehandler
kommer os i Møde, hvor vi mindes om den Kraft, der
gaar igjennem hine store Konstnere. Imidlertid, Ejen'-
541
dommelighederne træde ogsaa frem her, og disse Ejen-
dommeligheder — i det mindste de, som mest kunne
fængsle os paa denne Udstilling — ere af en meget uskyl-
dig og naiv Charakter. Saaledes f. Eks. de Brakeleers
Fremstilling af en gammel Mand og Kone, der have faaet
fat i en Musefælde, men — Musen er undsluppen; de
staa ganske forbavsede og forundrede, næsten frygtsomme,
og se paa dette mystiske Fænomen : at der har været en
Mus i Fælden, er tydeligt, men borte er den; maaske den
i næste Øjeblik springer op paa dem. Det er nydelig
gjort, og det er virkelig lykkedes Konstneren at afvinde
dette lille Motiv al mulig Interesse. — Der er et andet,
mindre betydeligt Billede af Livet af Constantin Claes.
Han er ikke saa dygtig som de Brakeleer. Vi føle, at
det drejer sig om Reminiscentser af den ældre Skole, men
han har vidst rigtig at besjæle det. Der er her det
Elegante, Zirlige, som betegner Netscher, men ikke med
det Pyntelige, som gaar igjennem de Loose's »Opdragelses-
anstalt for unge Damer«, hvor de unge, Piger sidde, nyde-
lig klædte i Silke og Fløjl, i Færd med deres Arbejde.
Claes har valgt sit Motiv fra en Herregaard. Moderen i
hvidt Atlask og sort Fløjl er gaaet ud med sin lille Dreng.
Der kommer en Skytte, som tager en Hareunge op af
Tasken og viser Drengen den; men han bliver bange for
den, og Moderen smiler, idet hun vil søge at give den
lille Kujon Mod til at gaa hen og se paa den. Der er
en allerkjæreste Sandhed og Livlighed i Moderen og
Drengen. Vi ere saa lidt forvænte, at vi glæde os selv
over den ringeste heldige Livsytring. — Van Lerius har
ogsaa malet et Billede af Livet: Paul og Virginia; man
ser, det er en tropisk Egn; de bruge til Solskjærm et
542
stort Pisangblad; Solen falder oven paa dette Blad, som
bliver halv gjennemsigtigt og kaster sit grønlige Lys ned
paa dem; det er det Smukke, men ogsaa det eneste
Fængslende i Stykket. — Naar vi gjennemgaa hele Rækken
af belgiske og hollandske Malere, saa ville vi, med al
Anerkjendelse af den Praksis og Sikkerhed, de have lagt
for Dagen, dog maaske tilsidst finde størst Fornøjelse ved,
ligesom hos Franskmændene, at begive os fra det menneske-
lige Selskab og søge Dyrene, og, ligesom hos Fransk-
mændene Couturiers Hønsegaard fængslede os, vil maaske
netop her et Billede som Edmund Tschaggeny's Køer og
Geder med den lille Vogterske tiltale os stærkere end
noget af de andre Figurbilleder, paa Grund af den Dyg-
tighed, hvormed det er gjennemført, og den Charakter,
hvormed det saa rigtig betegner disse Dyrearter, selv om
vi møde den moderne, lidt brogede Palette i dette Lamme-
hoved og paa flere andre Steder i Stykket.
Mine Tilhørere ville erindre, hvorledes Hollænderne
og Belgierne i gamle Dage ikke alene dvælede ved Livet
hos sig selv, men hvorledes mange Udvandrere bragte
interessante Erindringer tilbage fra Italien, som de frem-
stillede. Vi kjende adskillige af disse Billeder saasom
af du Jardin eller Lingelbach; vi have selv smukke
Eksemplarer af disse Konstværker her i Byen. De
gjorde megen Lykke den Gang; de vandt selv Italie-
nernes Anerkjendelse, og de have bevaret denne Lykke
til den seneste Tid. En slig gammel Skik bør ikke tabe
sig, og endnu den Dag i Dag vandre Hollændere og Bel-
giere til Italien — Nogle af dem blive der for bestandig
— og vise efter deres Hjemkomst Reminiscentser deraf i
deres Fremstillinger. Vi have af Direktøren i Bryssel,
543
Xavez, et stort Billede, der forestiller en Samling af
festligklædte Hyrder i Nærheden af Rom. De ere nyde-
lig malede, saa at sige pyntede, lykkelige og glade, fordi
det hellige Aar er kommet igjen. Det er en ganske anden
ædel Fremstilling, end naar vi ellers se disse pjaltede
Hyrder hos Berghem og Andre, men Farven er her glat,
lys, glimrende, uharmonisk, ligesom Figurerne i det Hele
taget mere røbe, at de gjøre Grimacer, end at der virkelig
bor en Sjæl i dem.
Vi komme nu til Begas's Billede af en romersk
Yingaardsmand; legemsstore, knap halve Figurer. Man-
den er kommen hjem fra sit Arbejde og læner sig paa
Albuen idet han drejer Hovedet om til Konen , der
staar bagved, og lader Barnet, der holder en Drue, ride
paa Faderens Skuldre. Alt er her lige saa koldt og
grimaceret som hos Xavez. Men vi skulle, idet vi gaa
over til Tyskland, som er daarlig repræsenteret hvad
Figurmaleriet angaar, ikke dvæle længe derved; der
er saa Lidet. Vi føle i disse Billeder de samme Be-
stræbelser, som ogsaa betegne tidligere tyske Billeder
af Livet. En Bestræbelse for at give noget Bestemt,
visse Charaktertræk, finde vi ogsaa udtalt her i Be-
ckers store Stykke af de sidste Bondeuroligheder: Bøn-
derne jages ud af Landsbyen, som Demokraterne have
besat. Vi have her en hel Flok af Figurer, som ere givne
med alle mulige Variationer, Udtryk af Aandsnærværelse,
Forfærdelse, Skrigen og Raaben o. s. v. Eller vi kunne
gaa til Htibner fra Diisseldorf, der har malet det unge
Brudepar af Bondestanden, som Præsten velbehagelig taler
til. De fængsle ikke, de ere lamme og matte. Og vi
blive ubehagelig berørte ved at se Hasenklevers Skole-
544
mester mellem alle de ensformige og kjedelige, gabende
Børn med vrængende Munde, der ere aldeles intetsigende
og ligne flove og tomme Karrikaturer, men ingenlunde lade
En føle det larmende og støjende Liv i en Bondeskole.
Vi have nu omtrent udtømt hvad der i det mindste
har fængslet mig af Figurfremstillinger paa denne Udstil-
ling, og vi gaa nu over til Landskabsmaleriet. Vi gaa
til saadanne Billeder, som i Særdeleshed dvæle ved at
fremstille Rummet. Thi ganske sikkert, selv i den mest
enkelte Figur, det mest enkelte Portræt, selv ved det
mindste Frugt- og Blomsterstykke, er Luftens Gjengivelse
en uundgaaelig Betingelse for, at Maleriet virkelig skal
være Noget; men Rummets Fremstilling, dets snevrere
eller fjernere Begrænsning, det klarere eller mere afdæm-
pede Lys, spiller dog en anderledes væsentlig Rolle i enhver
malerisk Skildring af det Landskabelige. Det dejligst
malede Træ o. s. v. vilde aldrig kunne tiltale os, naar vi
ikke netop følte os i Luften. Men, idet vi tage Landskabs-
maleriet i denne Betydning som Konsten at fremstille
Rummet, maa vi huske paa, at, ligesom vi kunne udvide
Rummet indtil det Uendelige, selv indenfor Rammen af
Billedet, saaledes kan det ogsaa sammentrækkes indtil
det Snevreste, og jeg véd ikke, hvorfor jeg skal udelukke
Architekturbilleder o. d.; det er Altsammen Landkabs-
malerier; ja selv mange Malerier, som ikke skulle gjælde
for Landskaber, ere virkelig, nøjere betragtede, Land-
skaber. Der er f. Eks. et Par belgiske Billeder paa Ud-
stillingen, som have fængslet mig meget, det ene af Brys-
seleren Lion. Ja, det er jo rigtignok et Genrebillede, om
man vil. Der er en hel Del Gildebrødre forsamlede i den
dejlige gamle Gildesal i Brygge; vi have Stentryk af
545
denne Sal med sin rige Kamin med udskaarne Figurer i
Træ, men al dens Pragt er spoleret. De mægtige Vin-
duer og det stærke indfaldende Sollys, der beskinner
Gulv, Vægge o. s. v., er netop det, der fængsler, og det
er aabenbart ogsaa det, Maleren i Særdeleshed har lagt
an paa. Det er virkelig et Mesterværk; men jeg tror
sandelig, at det hører meget mere under Landskabsmale-
riet end under Billeder af Livet. Der er et andet Stykke
ai Verhaegen, en Brysseler, forestillende et Klosterkapel
i Bryssel. Gaarden og Forstuen ere nu aldeles profane-
rede; der er nu en Hestestald der, og netop dette Parti
er fremstillet for os. Øjet kan se ud i en aaben Gaard,
og til Højre ind i en Gang eller Port, hvor der ogsaa fal-
der Lys igjennem; der staar et Par Heste i Stalden, og
en Karl og en smekker Pige passiare sammen foran til
Højre. Men hvad der fængsler os i dette charmante Bil-
lede, det er virkelig Rummet. Sollyset falder fra Ryggen
af os; hele Gaarden er skarpt oplyst, det kunne vi tyde-
ligt iagttage; det er dette Sollys, som kastes tilbage igjen
i den dunkle Stald, hvor Øjet dvæler ved de varme Re-
flekser, der oplyse Hestene i dette dunkle luftige Rum.
Og i Modsætning dertil føle vi, at Lyset i Forgrunden til
Højre, dette kolde Dagslys, kommer fra Skyggen. Disse
Modsætninger er det lykkedes Konstneren at give og paa
samme Tid at bevare sin Dybde og Harmoni i Billedet, saa
at Øjet bestandig med Tilfredsstillelse vender tilbage dertil.
Jeg sagde før, det gaar i Landskabet som i Livet.
Den glimrende Solnedgang, Storm, vilde Fjeldegne fængsle
langt snarere, forekomme os langt hurtigere at være
noget Betydningsfuldt end den store, jævne Slette, Graa-
vejr og hundrede andre Ting. Man maatte altsaa ogsaa
546
i denne Retning søge de selvsamme forskjellige Betoninger,
som man søgte i andre Retninger, og, havde vi historiske,
heroiske Billeder, saa have vi i Sandhed ogsaa faaet hi-
storiske og heroiske Landskaber. De ere rigtignok saa
temmelig gaaede af Moden; men der kommer Andet frem
i Stedet. Ligesom vi i Figurmaleriet gjerne søge tilbage
til Begivenheder fra forgangne Tider, saaledes søge vi her
— ikke tilbage, thi i Naturen kunne vi ikke komme til-
bage, vi kunne ikke give noget andet historisk Billede af
Naturen end det, som er udstemplet i den Egn, der er
for os, den bliver til enhver Tid tilbage og taler tydelig
sit Sprog — men vi søge til det Fjerne. For Mange af
os er allerede en Del af Norge og Sverig fremmed, for
Andre Alperne og Sicilien; for mig, som har været saa
lykkelig at være paa Sicilien, bliver først Algier, Syrien,
Nilen o. s. v. fremmed. Og dette Fjerne, dette Frem-
mede, som vi have læst hundrede Beskrivelser om, og
som er fuldt af besynderlige Billeder, som vi selv forme
os, det staar i Landskabet som noget aldeles Analogt til
de fjerne historiske Billeder. Ogsaa her fordre vi dem
tro gjengivne, ja vi bilde os ind, at vi virkelig kunne finde,
at Vandet er for blaat, Klipperne for skarpe o. s. v., om
vi ogsaa aldrig have set det, og at vi kunne vurdere, om
Palmen virkelig er natursandt udført. Men det kan og-
saa være, at Billedet er dygtig fremstillet, og vi ville
dog føle os fremmede, ligesom mangen ærlig Tilskuer
staar fremmed og forlegen foran Billeder af den græske
Mythologi; og dette Fremmede, dette at man ikke føler
sig hjemme, sætter maaske en Grænse og en Hindring
mellem Konstneren og mig. Taler jeg med en af Konst-
nerens Beundrere derom, saa siger han: ja, det er fuld-
547
kommen rigtigt, Grunden til, at det støder Dig, er, at
Du ikke kjender det. Mange Gange turde det ogsaa
hænde sig, at Øjet virkelig føler sig forlegent. Saaledes
har jeg ogsaa staaet foran Decamps Billede paa Udstil-
lingen af en østlig Egn, »site orientah, som det simpelt-
hen kaldes i Kataloget. Vi have her Forgrunden med
Træer i ensformet brunlige Skygger, og den nøgne, skal-
dede Mellem- og Baggrund med de bestemt markerede
Omrids ligger i sin store hvidgule Udstrækning i det
skarpe, blændende Sollys under den dybe blaa Himmel.
Det kan gjerne være, at der virkelig er givet slaaende
Træk af Osten, men det var dog ogsaa muligt, at For-
grunden selv i Østen vilde tillade en ganske anden Klar-
hed og dog alligevel beholde sin Enhed, ret forstaaet,
overfor den brillante Mellemgrund. Eller vi kunne tage
et Billede af Wyld, hvor Konstneren lokker os hen i disse
snevre Gader i Algier, hvor Ingen vil vove sig ind med
det Haab at finde Renlighed og Lys; men disse mørke
Svælg, der her aabne sig for os, have noget Gysen-
opvækkende ved sig, og Gud véd, om han dog ikke virke-
lig skulde have lagt lidt til, have overdrevet det lidt og
ikke givet det ganske objectiv tro. Men der er Noget i
Landskabsmaleriet her, som fængsler mig, navnlig hos de
franske og belgiske Malere. Det er af forskjellig Art.
Jeg ser Billeder her af Konstnere, som maaske have
malet bedre før. Der er f. Eks. Isabey, som med Rette
har saa stort et Navn. Det kan gjerne være, at dennes
og andre Konstneres Værker røbe for meget Virtuosen,
at disse Farver ere for grelle, at disse Skygger ere noget
for sorte, at de for meget saa at sige henkaste deres
Billeder i Stedet for at fuldende dem; men med alt dette
548
er der i de Gjenstande, de fremstille — saaledes f. Eks.
en pyrenæisk Egn med de store Figentrær, hvor mange
Mennesker ere forsamlede, eller, som i et Billede af Isa-
bey, en Fremstilling af Kysten, hvor Bølgerne slaa op
imod Bredden, eller af en stor Herregaard med dens præg-
tige Trappe foran med en Mængde Mennesker, maaske
et Slot, hvor disse Folk skulle vise sig for Slotsherren —
med alt dette, uagtet alle de antydede Mangler, er der
virkelig en Kraft og en Dygtighed i disse Billeder, som
fængsler os. Jeg kan ikke nægte, at der er store, skjønne
fyldige Kroner paa Træerne, at disse Bygninger ligge dej-
ligt, at i disse kjølige Skygger føler jeg fuldkomment,
hvor godt det gjør at være ude i Luften; denne Vrimmel
i det brillante Lys røber — selv om det kun er flygtig hen-
kastet og tildels blot Farvepletter, vi se — at Konstneme
i deres virkelig gjennemførte Arbejder maa kunne præstere
overordentlige Sager; jeg foler, at der i disse Billeder er
Øje og Følelse for Naturen, saaledes som den viser sig
for os, at det er et aldeles umiddelbart og frisk Indtryk,
de have modtaget, ikke Noget, de have paa anden Haand.
Andre Belgieres Billeder, som Bodemans og Flere, vare
superbt udførte; disse Egetræer f. Eks. ere dejlig gjorte,
men — jeg gaar dog hellere hen til de andre, flygtigere
Billeder, skjøndt de røbe Skjødesløshed og en for stor
Sikkerhed, fordi jeg der føler, at disse Konstnere have
set ligefrem paa Naturen og givet paa ejendommelig
Maade, hvad de have set. Der er et Billede af Fourmois
fra Bryssel, som maaske renest udtaler, hvad jeg har an-
tydet, og som har fængslet mig meget. Det forestiller
en Hyrde, som gaar med sine Faar paa en stor Ilede,
der ligger i en klar Slagskygge, og først langt ude i
549
Mellemgrunden kommer det besjælende Lys. Men Heden
er saa udstrakt, Skyggen er saa god at vandre i, Faarene
søge saa troskyldigt deres magre Foder! I Modsætning
til dette Billede har Emil Lambinet fra Paris leveret et
andet, saaledes som vi kunne se det udenfor Portene eller
i alt Fald ved Ladegaardsvejen: en Foraarsmorgen ved et
lille rindende Vand. Det er en Fisker eller maaske sna-
rere en Mand, som rigtig ynder at angle, og nu tidlig
om Morgenen er gaaet ud for at gjøre sig en Fangst.
Men hans Medestænger maa skytte sig selv; Snorene flyde
paa Vandet, Manden har kastet sig næsegrus hen og
slumrer i det høje Græs. Her er ikke Andet end netop
dette; kun et tyndbladet Træ vifter i Luften; men der er
en saadan Foraarsbelysning, noget saa Vaarligt i hele
Billedet, at man gjerne føler sig hensat i denne over-
ordentlig simple Situation. Og der er Konstnere blandt
Belgierne, som slaa ind i en ganske lignende Retning.
Der er den førnævnte Fourmois og Quinaux: Fourmois's
Vandmølle med de store Brædevægge i den dybe klare
Skygge, og Quinaux's Indgang til Lunden, hvor det fæl-
dede Træ ligger foran paa Vejen, eller hans Blik gjennem
den skyggerige Mellemgrund, hvor man ser ud imod Lyset
paa de fjerne Gjenstande: hvor kjølig staar ikke For-
grunden imod det brillante Sollys længere tilbage! — Der
er andre Konstnere, som fortrinsvis søge at udtale, hvad
de selv have set, men de ere maaske for tidlig blevne
Mestere i at bruge deres Pensel, i det mindste forekom
det mig, at adskillige hollandske Malere med al deres
Pensels Blødhed derved netop ogsaa mange Gange gik
glip af den Rigdom paa Motiver og Afveksling, som fand-
tes hos flere af de ældre Hollændere. Der er et Billede
550
af Shelfhout, som forestiller en Vinter. Vi se et frosset
Vand; den i høj Grad mørke Farve antyder maaske et
nært Tøvejr; Isen er saa blank og glat og gjennemsigtig,
kunde man sige. Men hvorfor skal nu endelig denne Is-
flade være aldeles bestrøet med smaa Grene, Isstykker,
Stene eller forskjelligartede Pletter? Vinder Fladen vir-
kelig derved? Nej, men han har sikkert set det saaledes.
Nu vel, men betragt nu hans Efterligner Leickert; han
maa overbyde Mesteren i Ridser og Pletter, og man føler
tydelig, at det ikke kan ligge ene deri, at de have set
det saaledes; det er en vis Bestræbelse efter at vise det
fine Mesterskab, der her skal frem. Meneder er Hollæn-
deren Koekkoek, der har vundet den største Anseelse som
Landskabsmaler i Holland. Hans Billeder ere stærkt
grønne, men meget smukke; han har virkelig modtaget
umiddelbart Indtryk af Naturen. Koekkoek har leveret
et lille Billede, som har fængslet mig meget. Det fore-
stillet en Skov ved Vintertid. Hvad der er nydelig og
zirlig gjennemført i dette Billede og viser, at Konstneren
vil give en bestemt Stemning, er alle disse nøgne Træer,
hvor der ikke er skabt Løv mere paa, men som alligevel
have denne tine grønlige Tone, der gjør, at man ikke ved,
om de have Løv eller ej; et Fænomen, som vi iøvrigt
ogsaa kjende her fra Sjælland og andre Steder i Danmark.
Dette har Konstneren vidst at give aldeles, mesterligt.
Altsaa, disse Konstnere, som jeg her nærmest har
gjennemgaaet, søge ikke i det Fjerne; de vide, hvor de
ere, straks at gribe Momentet og at finde det, hvor det
maaske allersmukkest findes, nemlig i hele den egne Trylle-
kraft, som ligger i Lysets Udbredelse og Fordeling over
Landskabet.
551
Gaa vi over til de tyske Konstnere, af hvilke Land-
skabsmalerne ere ulige talrigere end Figurmalerne , saa
tælle vi flere meget fejrede Navne: Andr. Achenbach,
Schirmer, Leu, Zwengauer i Miinchen og flere. Det, som
især slaar os her, er, at vi aabenbart bevæge os i en
anden Sfære. Det er ganske tydeligt, at disse Konstnere
mere søge at give i det mindste det Ydre af hvad vi pleje
i Almindelighed at kalde det Større, Mægtigere, mere
Gribende, Historiske, Poetiske i Landskabet. Der er f. Eks.
Schirmers Billede af den barmhjertige Samaritan. I For-
grunden ere ganske smaa Figurer, som forestille Samari-
taneren, der læsser den saarede Hebræer paa sit Æsel.
Det maa være i en øde Egn, hvor Røvere have huseret
og den Ulykkelige har ligget henkastet og forglemt; det
er et stort Tilfælde, at den barmhjertige Mand kommer
og redder ham fra Døden, og det har Konstneren villet
give ved de store tykke, konstig sammenslyngede Træer,
hvorigjennem man ser fjerne Egne; men hvad der frap-
perer, er, at, idet Konstneren saaledes søger paa sin
Maade at fremstille et rigtig eventyrligt, vildt Landskal,
han saa glemmer, at Forholdene ere de samme til alle
Tider og overalt, at disse smaa vindige Figurer i For-
grunden ikke passe til de kolossale Træstammer, at der
mellem disse Stammer og Kronerne er Mangel paa Over-
ensstemmelse, og at vi altfor hurtig opdage, at selv Luf-
ten mangler. Det er, som det var sammensatte Træer,
der vare stillede op for rigtig at frembringe en stor Dybde,
for at Øjet skulde glemme, at hvad der ligger bagved
omtrent ligger lige saa nær, som hvad der ligger foran.
Schirmer har ikke været heldig, idet han vilde give dette
Æventyrlige; vi blive staaende kolde foran det. Der er
552
et andet Billede, ved hvis Udførelse han har tænkt paa
Ruysdael; det er en lav sumpig Egn ligesom hos denne;
paa en Græsplet staa nogle Træer, men disse Træstammer
ere saa tykke og kluntede; vi føle godt, at det er ikke
af Ruysdael. Der er endnu et tredie Billede af ham,
som snarere kunde tiltale. Ogsaa der er han i Skoven
ved en Sø, og der er virkelig et Parti af Træer og Vand,
hvori der dog er nogen Følelse, men det er kun under-
ordnet i Forhold til hele Billedet og til de to andre,
hvoraf især det første røbede Flovhed og Tørhed. — Achen-
bach søger det Vilde og Rædselsfulde. Han er fuld af
Sne, af Storm og Uvejr, eller lever paa Alperne i Regn
og Taage; det maa være en ægte Konstner. Her er
to Billeder af ham; det ene den flade Strand ved Scheve-
ningen, hvor det trækker op til Uvejr, i det andet ere vi
komne op i Alperne. Tage vi nu det sidstnævnte af dem,
som er det største, da er denne Alpescene overmaade
dygtig udført. Det er en Kløft, hvor en Bæk — den samme
som længere tilbage danner et lille straalende Vandfald —
styrter skummende ud i Forgrunden. Paa den ene Side
af dette er en høj Skrænt med mange Planter i Rifterne,
og paa den anden Side staar en Birk, hvis Rødder hænge
ud over Faldet. Der er Bregner og mange andre smaa-
bladede Urter og en stor Rigdom paa blanke, glatte Sten,
over hvilke Vandet skyller. Bagved Forgrunden ere flere
Rækker af Grantræer. Bestandig føler man Regnen, Dam-
pen og Taagen, der er over det Hele. Naar jeg nu skal
sige mig selv, hvad der egentlig er det Interessante i
dette Billede, saa er det f. Eks. disse smaa, rundbladede
Planter mellem Stenene — de ere ganske nydelige — eller
Birken der; dette Sprukne, Udflossede i Barken, som vi
553
kjende herhjemme fra, det er smukt gjort; selv Udstraa-
lingen af Vandet over den blanke Sten har Konstneren
søgt at give, men det manglede ham paa Lethed, og Breg-
nerne, som ere saa vanskelige, ere aldeles mislykkede.
Men disse enkelte mindre heldige Partier vilde vi ganske
sikkert ikke lægge Mærke til — ligesom vi maaske kunde
bringes til at overse de nydelige, smukt udførte Partier,
vi før berørte — dersom Billedet i sin Helhed var noget
Betydeligt. Men der er ingen Dybde deri, Planerne gaa
ikke fra hverandre, Birken vil ikke engang løsrive sig fra
det nærmest Liggende; det Egne, der er ved en Regndag
i en saadan Bjergegn, der er saa forskjellig, at man snart
kan staa foran en tyk Taage og snart, idet Taagen løfter
sig, kan se dybt ind i Bjergene, det er ikke gjengivet
her; intet af disse Motiver har Konstneren valgt, det er
det monotone, kjedelige, graa Regndagsvejr. — Lad os
gaa over til det andet Billede, der forestiller en Scene
fra Scheveningen. Det er et alvorligt Moment, her frem-
stilles. Fiskekvaserne ere ikke alle komne ind formedelst
Ebben. Saa samle alle Fiskerkonerne sig, disse fattige
Skabninger, som saa ofte maa bære deres Fattigdom til
Skue paa sig selv og deres Børn ; de samle sig paa
Kysten tilligemed Børnene, og saa gaar der Baade af Sted
til Fiskekvaserne, der ligge langt ude, for at hente Fi-
skene ind, eller Mændene bære selv Fiskene til Land i
Kurve, hvorpaa de saa fordeles som de skulle. Her
sidde nu Kvinderne og vente; der langt ude komme de
med Kurve; det begynder allerede ligesom at vinde lidt,
Soen ruller imod Stranden. Men for Resten er i det
Fjerne Alting indhyllet i et faraonisk Mørke, hvor man
ikke engang aner Noget; tykke regnsvangre Skyer taarne
Hovens Skrifter. III. 36
554 •
sig op, og kun de øverste Rande ere forgyldte af Solen.
Fiskerkonerne kaste deres skarpt tegnede Skygger paa
det lyse Sand. Hvem skulde nu tro, at ikke dette Mørke
maatte faa en ganske anden egen Charakter, set i en
saadan Solbelysning? hvem skulde tro, at der i disse
Pytter ved Sandet ikke skulde være Spor af Bevægelse?
hvo skulde tro, at jeg ved et saa skarpt nedfaldende Sol-
lys imod en saadan mørk Grund ikke skulde se Figurerne
bestemt adskilte hver for sig? men disse ikke ganske
smaa Figurer, som der ere samlede ikke langt fra Under-
kanten af Billedet, disse Figurer, der ere saa nydelig
glatte i deres Farver, de smelte saaledes sammen i utyde-
lige Grupper, at man snarere aner end ser dem; det er
en Fejl, jeg ogsaa har set i andre Billeder af denne
Konstner. Den samme Elegance og Zirlighed i mange
Enkeltheder, som vi saa' i hint Billede fra Bjergene, gjen-
fi-nde vi her i disse Grupper af Kvinder, i dette glatte,
pæne Sand, i disse tint udpillede Skumpartier. Der lod
sig ganske vist sammensætte et højst alvorligt Billede af
Momenterne i Konstnerens Arbejde; men det Billede, vi
staa foran, er i hvert Fald mere nydeligt og pynteligt,
end paa nogen Maade dybt.
Idet vi gaa over til Leu og nogle andre Konstnere,
befinde vi os igjen inde mellem Bjergene. Vi ere i Al-
perne; her er Grantræer, Søer, rindende Vande o. s. v.
Og ved at se paa alt dette paakom der mig en ganske
forunderlig Følelse. Jeg slog op i Kataloget; jo, det var
en sydlig Bjergegn. Jeg véd ikke, om det var Alperne i
Tyrol, i Schweiz eller andetsteds; jeg har aldrig været i
Schweiz, maaske det var Alperne i Schweiz; men de
ligne da de norske Bjergegne som to Draaber Vand ligne
555
hinanden. Vi kjende godt disse Vande, disse Grantræer
etc. fra Norge, og vi kunne angive Egne i Norge, hvor
det er ganske saaledes. Det slog mig at se denne nor-
diske Charakter af Bjergene sydpaa, og saa meget mere,
som jeg har været i Norge i Fjor og set den uendelige
Finhed, hvormed Bjergskraaningerne tabe sig for Beskueren.
Jeg havde selv med skarpt fæstet Blik ikke villet tro mit
Øje, at det virkelig var den ru, spidse, strittende Gran-
skov, jeg nærmede mig til, at disse saa tine Højder, som
efterhaanden gaa over i større og større Masser, det var
virkelig alle disse stive Grantrær; da Baaden kom til
det, saa' jeg det tydeligt. Jeg havde rigtignok — og det
maatte jeg nu beklage — ikke lagt Mærke til, at Gude
i sine norske Fremstillinger havde gjengivet disse Fin-
heder, og dog beror en stor Del af det Indtryk, Norge
gjør, netop paa den uendelige Finhed i Tonerne, paa den
uendelige Mangfoldighed i Charakterens Fremtræden. Men
ikke alene at disse Ejendommeligheder hos Gude skulde
møde mig i Leus Fremstillinger af Alperne; men der er
det samme Blink i Vandet, som hos Gude, den samme
tunge Luft som hos Gude, den samme Overdrivelse i Far-
ven som hos Gude. Jeg blev endogsaa fornøjet ved at
se, at en norsk Maler kunde frembringe en saadan Re-
volution i Konstskolen ved Rhinen, i Stedet for at man
skulde tro, at denne skulde virke paa Nordmanden; jeg
saa' nu til min Fornøjelse, at der fra Norden ogsaa kan
virkes paa Konstneren i Syden. Der var et Billede, som
forestillede en Fiskerscene ved Blus. Det var af Tide-
mand og et af de bedste tyske Billeder. Men jeg maa
tilstaa, at, skjøndt det var fuldt af Virkning og unægtelig
et godt Arbeide, saa er der dog flere af hans Composi-
36*
556
tioner i Oscars I-lal, som jeg foretrækker paa Grund af
den smukt udviklede Charakter, der viser sig der, og
overhoved røbe de en Kraft i Fremstillingen, som jeg
savnede i flere af de tyske Konstneres Arbejder, jeg havde
set. — Jeg skal ikke dvæle ved de øvrige Landskabs-
malere, undtagen ved Zwengauer, der har malet en Aften-
scene. Man føler her, at man er kommet til en anden
Skole, til Skolen i Munchen. ; Det er en sildig Aften.
Solen er nede, vi staa ved Randen af en Sø og se over
Vandfladen; paa den modsatte Side ere høje Siv, og
mellem Sivene vilde vi maaske ikke engang opdage en
Hjort, hvis vi ikke saa" dens Afspejling i Vandet. Der-
paa komme Bjerglinierne og saa den klare Luft. Billedet
er lidt tørt og haardt, og dog fængsler det ved den simple
Gjenstand; og, skjøndt man ikke kan modstaa det Indtryk,
at Konstneren ogsaa her, i det mindste med Hensyn til
Emnet, ikke just har handlet paa første Haand, og at en
anden Konstner har begejstret ham, saa maa man tilstaa,
at Udførelsen, som tilhører ham selv, er ejendomirelig og
viser, at han har set paa den smukke Aftenscene, som
han har villet fremstille.
Ja, m. T. , vi have nu omtrent gjennemgaaet hele
Udstillingen i Bryssel, saaledes som jeg er i Stand til at
gjennemgaa den. Men, da jeg gjerne vilde have Lov til
at samle de Slutningsbemærkninger, jeg kunde ønske at
gjøre, til et enkelt Foredrag, maa jeg bede Dem endnu
en Gang at mødes med mig.
557
Femtende Forelæsning.
Overblik over Konsten i England, Holland, Belgien, Tyskland, Frankrig.
Forskjellen mellem tysk og fransk Konst Sumstemning mellem Konst-
neren og Publikum. Emnets Betydning: Religionen, Folkelivet,
Historien. Nordisk Konst, nordiske Emner.
INaar den Rejsende er fra et lille Land, saa har han
maaske, naar Betragtningen angaar en Samling af Konst-
værker, en Fordel som er større, end man i det første
Øjeblik vilde anslaa den til. Om han endogsaa med-
bringer kjære Erindringer fra sit Fødeland i saa Hen-
seende og gjerne dvæler ved Tanken om, naar han vender
tilbage igjen, at skulle glæde sig ved dem, saa vil hans
Standpunkt dog i det Hele taget være et mere alminde-
ligt end f. Eks. Franskmandens, Englænderens, Tyskerens,
Belgierens o. s. v. Han vil have en mere uforstyrret
Nydelse af Konstværkerne og vil maaske lettere kunne
gjøre sig Rede for sine Indtryk og stille dem paa den
Plads, hvor de høre hjemme. Der er desuden Noget, som
snart bliver ham paafaldende. Om han ogsaa maaske i
Begyndelsen overvældes af det store Antal Konstværker,
som han ser udstillede, og af den overordentlig lange
Række af Navne paa Konstnere, som han læser om i
Fortegnelser og under Billederne, saa gjør han dog snart
den Opdagelse, at Massen kommer det ikke an paa; men
at der er Enkelte — og deres Antal er intetsteds stort —
som egentlig ere de ledende Navne og de ledende Mænd,
og, har han først været i Stand til at opfatte og modtage
Hovedindtrykket af deres Arbejder, saa har han de Øvrige
558
for meget godt Kjøb; og han gjør desuden en anden Op-
dagelse, som er ham kjær, o» det er den, at disse Le-
dere ingenlunde ere skaarne efter ét og samme Snit. De
savne mange Gange endogsaa paafaldende saadanne For-
trin, som man ellers kalder Skolefortrin; de høre enten
slet ikke til denne eller hin Skole, eller, dersom man
ogsaa i en større eller mindre Række af deres Arbejder
kan paavise dette eller hint Indtryk af en ældre Mester,
maaske den tidligere Lærer eller af forskjellige nulevende
eller afdøde Mestere, der have virket paa den stræbende
Konstner, saa gaar der alligevel en bestemt Uafhængighed
igjennem hele det Totalindtryk, som denne Konstners
Værker lægge for Dagen. Den Rejsende vil desuden blive
opmærksom paa, at disse saakaldte Skolefortrin have ikke
farlig meget at betyde, men at de egentlig indskrænke
sig til, hvad Enhver, som har faaet en lille Smule Haand
— og det have vi i Grunden Alle faaet — eller en lille
Smule Øje — og de Fleste have endda ikke faaet saa
lidt deraf — selv kan lære sig til, hvad da ogsaa Konst-
nerne, og blandt dem navnlig Lionardo, selv have tilstaaet;
og disse Skolefortrin faa endog noget Kjedeligt og Mod-
bydeligt ved sig for ham i Længden; thi til Syvende og
Sidst ser han, at det er Haandgrebet, som det drejer sig
om, og at det. kun hænger lidet sammen med Følelsen.
Hvor man endnu ikke har nogen stor Skole, eller hvor
man søger at skaffe Indgang for en fremmed Konst, hører
man ofte, at denne eller hin Konstner mangler Skole eller
Pensel eller Farve eller hvad véd jeg. Alle disse Ind-
vendinger have Intet at sige, saafremt denne Konstner
virkelig har været i Stand til paa en ejendommelig Maade
559
klart og levende at fremstille de Indtryk, han har mod-
taget af sin Gjenstand.
Men idet den Rejsende saaledes har tilendebragt sin
Vandring og kaster Blikket tilbage, naar han kommer hjem,
paa det, han har set, saa er der andre Ting, der maaske
have en større Interesse for ham, som paa én Gang stille sig
frem ; og, idet vi nu saaledes med ham skulle kaste et ganske
almindeligt Blik over det nordlige og vestlige Evropa, maa
det være mig tilladt at udvide Blikket ogsaa til Tyskland
og England, dog kun i en saadan Almindelighed, at jeg
ikke gaar ud over det, som de Fleste af mine Tilhørere
kjende, i alt Fald af Kobberstik, Lithografier, Træsnit
o. s. v. Idet han nemlig ser ud over hele denne Del
af Evropas nyeste Konst, ser han, at i disse forskjellige
Lande, som tildels ere Nabolande og i intet Tilfælde ligge
fjernt fra hinanden, som Tyskland og Frankrig, Frankrig
og England, selv om de i mange Henseender dele Be-
stræbelser med hinanden, som Nord- og Sydtyskland f. Eks.,
er der dog i hvert af dem et bestemt Hovedindtryk, som
gaar igjennem den Række af Konstfrembringelser, som
han møder i dette eller hint Land. Lad os engang tage
Tyskland og Frankrig som Eksempler; det turde hænde
sig, at Modsætningen her skarpest aabenbarer sig. Man
bliver da ogsaa opmærksom paa, at selv de ydre Betin-
gelser for Konstværkernes Fremtræden have været af for-
skjellig Art, at de Ledende i den tyske Konst, som endnu
ingenlunde have tabt deres Magt, ere tildels komne til at
virke, ikke i de større Hovedstæder eller Centralpunkterne
for tysk Dannelse, ikke i Wien elfer Berlin, men i en
By, hvor man ikke skulle have ventet det, nemlig i Mun-
chen. Medens Berlin viser sig som den Stad, hvor der
560
samles, hvor der foretages videnskabelige Undersøgelser
og ogsaa ofres en Del paa Konsten, er det endnu ikke
lykkedes enten fra Berlin selv eller fra det egentlige
Preussen at faa en Konstner, i alt Fald ikke i Maler-
konsten, som kunde siges at give den Retning, der skulde
betegne det preussiske Monarchis Konst. Man har der,
selv i den seneste Tid, oftere fra Sydtyskland maattet
hente dets betydeligere Konstnere for at faa vigtige
Arbejder udførte. — I Frankrig er Forholdet omvendt.
Her udgaar Alt fra Paris; det er aabenbart Centrum
for Landet. Det er ogsaa der, at Konsten udtaler sig
med den højeste og mægtigste Stemme, og det er 'ikke
her saa meget en enkelt Mands Lyst til Konsten, der har
virket, eller Enkeltes Lyst i en bestemt Retning; men de
højst forskjellige Regeringer, der have afløst hverandre,
med deres forskjellige Retninger, have alle ved større
Bestillinger i Konsten virket paa en konsekvent Maade til
at forherlige Frankrig.
Ser man nu hen paa, hvad der betegner de mest
fremragende Productioner af tysk Konst, bliver man snart
opmærksom paa, at de dvæle hyppigst ved Fortiden, at
det Mægtigste, der her er kaldt til Live, hidrører fra den
Tid, da Tyskland følte sine Baand stramme og rejste sig,
men at de betegne en saadan Periode saaledes, som den
maatte vise sig for Konstnere, der dvælede ved Mindet og
søgte Trøst i hedenfarne Tider paa forskjellige xWaader.
Saaledes ere to af de Mænd, som maa kaldes Hovederne
for tysk Konst, Overbeck og Cornelius, tilfulde Repræ-
sentanter ogsaa for disse Retninger. Overbeck tyede hen
i den ene saliggjørende Kirkes Skjød, og hans Billeder
vise, at det var ærlig ment. Trods den Sygelighed, der
561
er i hans Følelse, kan Ingen nægte den Dybde og Inder-
lighed, og til Trods for, at det var nødvendigt for ham
at ty tilbage til fremmede Former, at benytte Rafaels og
Andres Former for at udtale sig igjennem dem, kan det
ikke nægtes, at en ejendommelig Personlighed træder frem
i Lybeckeren Overbeck, at man kan kjende den moderne
Tids Konstner selv i disse Former, laante fra en ældre
Tid. Og, se vi hen til Cornelius, kunne vi paa ingen
Maade nægte, at der til Grund for denne Mands Virk-
somhed ligger et kraftigt, et stærkt bevæget Sind, en
energisk Villie, og at det kommer til Syne midt imellem
tusinde Overdrivelser og Smagløsheder, ligesom at det er
Udtrykket af dette mægtig bevægede Sind, som fornemmelig
i lang Tid vil bidrage til, at de bedste af hans Arbejder
ville holde sig paa en højst hæderlig Plads i den evro-
pæiske Konst; men Cornelius dvæler ogsaa aldeles ved
Fortiden, sjeldnere ved det Kirkelige, men i Almindelig-
hed ved de gamle Sagn, ved de græske Sagn, eller ved
hvad der er opbevaret af den tyske Middelalder; eller
han stiller sig frem som en mægtig Talsmand for en ud-
mærket tysk Digter. Intetsteds griber han ind i Livet i
Nutiden, og, naar han gjør det, krympe vi os ved at se det.
Det maa navnlig smerte enhver Lutheraner i Tyskland at se
denne hans Fødelands ypperste Konstner ikke nogetsteds
at have udtalt, hvad han ansaa' for Øjeblikkets Trang,
saa tydeligt og klart, som da han satte Luther imellem
de Fordømte paa Dommedag.
Se vi derimod hen til Frankrig, saa drejer Alt her
sig om Øjeblikket, og, selv hvor en Mester, som David,
behandler den romerske Historie, lægge vi Mærke til, at
han gjør det, fordi han navnlig tænker paa, hvad der
562
ligger lige for ham. Det er, som allerede tidligere be-
mærket, enten Kejserdømmets Glorie paa Valpladsen eller
Minderne fra de gamle Bourbonners Tider, tildels de senere,
eller den franske Armés Bedrifter i Afrika, som her kal-
des til Live; og endelig i Museet i Versailles, stiftet af
en fransk Konge, rejser der sig en Bygning for hele
Frankrigs Historie lige ned til de seneste Tider. Altsaa,
i Frankrig dvæle Konstnerne ved at fremstille Samtiden;
Det er derfra, at Konstnerne hente deres Begejstring.
Dog er der her ikke Tale om nogen Terrorisme i saa
Henseende eller om Indskrænkninger hos Konstneren, men
ogsaa meget Andet kommer til Orde. Vi have ogsaa
Fremstillinger ved Delaroche af den engelske Revolution;
men den Sjæl, den Alvor, den Smerte, hvormed han viser
hele det Forgjængelige og det let Omstyrtelige i den til-
syneladende saa glimrende, saa vel grundede Kongemagt,
tyde ogsaa hen paa, at han her har tænkt paa sit eget
Fødeland, ligesom han ogsaa har gjort lignende Begiven-
heder i sit eget Lands Historie til Gjenstand for sin ud-
mærkede Pensel.
Gaa vi til England, da møde vi et helt forskjelligt
Terræn. Ogsaa der har Konsten taget et betydeligt Op-
sving i dette Aarhundrede; men vi føle os paa en ganske
anden Vej. Hvor Lidt har Regeringen her ikke gjort for
Konsten! Ja, den har jo rigtignok i dyre Domme betalt
store Samlinger og kjøbt og opbevaret Meget og højst
Værdifuldt af Oldtidens Skatte og ogsaa af moderne
Konstværker; men hvor uendelig Lidet har Regeringen
virket for Konsten som offentlig fremtrædende, som offent-
lig forskjønnende Fædrelandet ! Kirkerne ere aldeles nøgne
med Undtagelse af enkelte allegoriske Figurer eller Por-
563
trætstatuer af store engelske Mænd. Det er først i den
seneste Tid, i 1>43, om jeg husker ret, at vi se, at der
er gjort Forsøg paa at smykke Parlamentshuset, denne
stolte, kostbare Bygning, med historiske Billeder. Indtil
den Tid var Grenwith Hospital det eneste Sted i England,
som var rigt smykket med Billeder, som tillige havde
Hentydning til Bygningens og til hele Landets Historie.
Derimod decorerede enkelte Rigmænd fortrinsvis deres
Villaer og prægtige Bygninger i Hovedstaden med kost-
bare Billeder af ældre Konstnere. Huset var smykket
med herlige Juveler ligesom Damen, naar hun fremtraadte
om Aftenen i glimrende Belysning af talrige Vokskjerter.
Men ved Siden deraf se vi ogsaa en tiltagende Lyst til
at pryde disse Steder og til at berige Samlingerne med
Billeder af levende Konstnere. Men spørge vi, hvilke de
ledende Navne ere iblandt disse, saa tinde vi Navne som
Wilckie, Leslie, Millais og Landseer; vi føres med
andre Ord ind i Genremaleriet, og, naar vi ville se, hvad
det er, der interesserer os derved, saa er det det heldige
Udtryk af det ejendommelige engelske Liv. Ved at se
mange af disse Billeder, især de fortrinligste af dem, faar
man et lignende Indtryk, som ved at læse en af de for-
træffelige ældre og nyere Romaner, hvor en vis Humor,
Jævnhed og inderlig Følelse har gjennemtrængt det dag-
ligdags Liv og gjør, at vi uimodstaaelig fængsles til dem.
Vende vi tilbage til Fastlandet, til Belgien og Hol-
land, saa føle vi, at vi næppe tør paastaa, at der imellem
disse Landes nyeste Konstnere er nogen, som kan siges
at være Leder paa den Maade, som de Mænd, vi nævnte
i Tyskland, Frankrig og England, skjøndt vi vel se større
Talenter paa en højst mærkelig Maade knytte sig til
564
Konstretninger, der i lang Tid gjorde sig gjældende, ud-
gaaede enten fra den ældre nederlandske, hollandske, flan-
derske Skole eller endog fra den franske, thi denne har
haft en ikke ringe Indflydelse her, enten saa Wappers i
Antwerpen vil erkjende det eller ikke. Det er jo dog
ikke saa unaturligt, at der er et gammelt Slægtskab imel-
lem disse to Nabolande. Allerede i det 17de Aarhundrede
vare Konstnere fra Nederlandene vel anskrevne i Frankrig;
vi kunne forfølge deres stæike Indvirkning paa Frankrig
ned til det 15de Aarhundrede. Vi tinde flanderske Konst-
nere, van der Meulen, Philip Champagne, naturaliserede
i Frankrig, og omvendt høre vi, at en stor fransk Konst-
ner, da han skal søge Asyl i et fremmed Land, helst
vælger Belgien og lever i Bryssel midt imellem en Konst-
skoles Arbejder, der var saa forskjellig fra hans. Yi kunne
paaviseGjengjæld fra Frankrig lige fra det 17de Aarhundrede
til ind i det 19de, saaledes at man kan sige, at i Neder-
landene fandt den franske akademiske Konst sin i dette Tids-
rum talentfuldeste Talsmand udenfor Frankrig. Men, selv
idet vi indrømme dette, maa vi lægge Mærke til, at det er
en aldeles ejendommelig Udvikling, der her endnu bestandig
gjør sig gjældende ved Siden af en Paavirkning fra Nabo-
landet, der ingenlunde er fra i Gaar, men i mange Hen-
seender er sammenarbejdet med og har bidraget til at
udvikle det Nyere, som er kommet frem.
Men, idet vi nu gjennemgaa Konstværkerne i disse
Lande og kaste Blikket over disse forskjellige Retninger,
kunne vi ikke nægte, at et nyt Resultat kommer frem for
os. Det er nemlig, som om Konstnerne her ligesom sam-
mensmelte med den store Menighed, de tale til og arbejde
565
for. Vi se i alle de mærkelig fremragende Konstneres
Productioner en Samklang med hele Stemningen i Nationen
i den nyere Tid. Hvor have de religiøse Bevægelser været
stærkere end i Tyskland ? hvor har man fra Begyndelsen
af dette Aarhundrede set flere begavede og i Følge deres
Stilling betydelige Mænd, og deriblandt en Konstner,
gaa over til en fremmed Religion og kaste sig i den ka-
tholske Kirkes Skjød, og hvor har nogen Konstner med
mere Følelse søgt at tolke de Indtryk, han havde mod-
taget fra den nye Kirke? Se hen til hele Tysklands Be-
vægelse. Er det ikke som om Tyskerne siden 1813 og
1815 have været i en evig Rus, indtil endelig Beruselsen
skyllede over alle Breder? Kast et Blik paa denne Svær-
men for Xiebelungenlied og Minnesangere, hvis Suk vare
uimodstaaelige, og sammenlign den med den Bevægelse,
der nu er gaaet igjennem Tyskland. Eller betragt den
megen Talen om Ærlighed, dyb Følelse, Kjærlighed o. s. v.,
og se, hvorledes de samme Følelser ' fremtræde i Livet,
hvorledes Fremstillingerne altid ere laante fra Digtere og
bevæge sig i en fantastisk idealiseret Verden, saa at man
ikke skulde tro, at der havde eksisteret en virkelig Sam-
tid for de Konstnere, fra hvem de hidrøre. Og se nu
hen til Frankrig og se den Klarhed, som der mange Gange
gaar ved Siden af et vist Mismod og en vis Smerte, der
ogsaa ytrer sig i Udskejelser i Konsten; se den Interesse
for hele Samtiden, den Bestræbelse, som hænger sammen
hermed, for selv at fremstille det simpleste Folkeliv paa
den betydningsfuldeste Maade, som vi f. Eks. finde hos
Robert. Lad os kaste et Blik paa Belgien og lægge
Mærke til, at de Billeder, som i dette erkekatholske Land
have vakt en stormende Beundring hos Folket, ligesom
566
de ogsaa have vakt Udlandets Beundring, dreje sig ikke
om kirkelige Gjenstande; nej, det er aldeles profane Bil-
leder, der handle om Revolutioner, om Fortidens Kampe
o. s. v. Det er Forsøg paa at rehabilitere Belgien som
et Land, som et Monarchi i EvropasØjne; det er Lysten
til at dvæle ved Fortidens Vaabendaad, for at man kunde
vise, at man havde Mod til at værge sig, som man havde
set Forfædrene værge sig; det er Nutiden i det mest be-
vægede Øjeblik, som her kaldes til Live. Er det ikke
mærkeligt nok, og kan det være et blot Tilfælde, at selv
i England den eneste udsmykkede Bygning, Grenwich
Hospital, Englands håtel des invalides, var prydet med
lutter Trofæer fra den uoverskuelige Række af Englands
Søsejre, at disse Portræter dér ere lutter berømte Sø-
officerer, Førere til Sejr eller til en hæderlig Død. Og
naar vi vandre i Londons Gader og se, hvor besynderlig
Bygningerne tage sig ud, som stadig vise sig midt i Taage
og Røg fra Skorstenene, se det yndige milde Slør over
Byen, og i Modsætning hertil hele dette Liv og den Glans,
som Solen i et Moment kan frembringe, idet den udgyder sit
Straalevæld over Dampskibe, Bygninger og Paladser; eller i
Omegnen paa Landet se dette frodige store dejlige Landskab
med de yppige grønne Kroner, med de venlige Boliger, med
den vel nærede og vel klædte Befolkning, der bærer Sund-
heden paa Kinderne, er det da ikke værdt at lægge Mærke
til, at dette dejlige Billede af Farver, af vekslende Sol-
skin og Skygge, at det falder sammen med de engelske
Maleres store Lyst til at give den Skjønhed, der ligger i
Farverne, ofte selv paa Formernes Bekostning?
Altsaa, det kan ikke omtvivles, at der i hele denne
Virksomhed i Udlandet er en Samvirken imellem Konst-
567
Deren og den Menighed, han arbejder for. Konstneren
opliver Menigheden og oplives af denne; de ere begge
enige. Det maa der ogsaa til. Men, naar vi nu skulle
nærmere spørge os: hvori er det da, de samstemme? er
det, hvad vi i Almindelighed kalde det rent Æsthetiske,
det blot Artistiske? er det et Virtuosfortrin, som bringer
dem til at sværme for disse store ledende Aander? — saa
maa vi svare: nej, ingenlunde. Sagtens kommer dette
med i Spillet; men flere af de Konstnere, vi have nævnt,
have jo snarere noget Frastødende end noget Tiltrækkende
i deres Fremstillingsmaade, 02 i alt Fald kan et saadant
Fortrin i intet Tilfælde være det, som egentlig tynger ned
i Yægtskolen for disse Konstnere og gjør, at Folk gjerne
dvæle ved deres Arbejder. Der maa være noget Andet.
Det maa ligge i selve Gjenstanden, i Emnet. Ganske
sikkert, jeg skal ikke være Emnets Talsmand eller søge
at bevise, at Emnet i og for sig har en afgjørende Værdi
for Konstneren. Det er en altfor anerkjendt Sag, at det
samme Emne lader sig benytte i en evig Uendelighed paa
<le mest forskjellige Maader, 02 at de mest forskjellige
Talenter og Individualiteter blandt Konstnerne, naar de
følge deres egen Genius, ville være i Stand til af det
samme Emne at faa de mest modsatte Sider til at træde
frem. Men jeg betragter heller ikke her Emnet fra et
blot æsthetisk Synspunkt, som om denne eller hin Gjer.-
stand, naar man vilde gjøre allehaande Forsøg med Kon-
sten, bedst skulde egne sig derfor. Men der er ofte i
Gjenstanden selv Xoget, som tiltaler, i selve Emnet, i
selve Stoffet Noget, som straks bliver forstaaet af Publi-
kum, som straks tinder Gjenklang i Konstnerens Menig-
hed, og det er netop det Punkt, som gjør, at Sagen faar
568
Betydning for os i dette Øjeblik. Vælg en anden Gjen-
stand, og den vil maaske være aldeles ørkesløs. — Lad
os en Gang kaste et Blik paa Fortiden. Lad os tage
den Tid — den varer længe, den gaar helt op i det lude
Aarhundrede — da Kirken var saa godt som udelukkende
dominerende; den Gang var der et fælles Emne, som be-
skjæftigede alle Evropas Konstnere, skjøndt i Slutningen,
ja allerede fra Begyndelsen af det 15de Aarhundrede be-
stemte Hovedretninger bestandig skarpere udskilte sig fra
hverandre, og i disse atter i Slutningen af det 15de og
Begyndelsen af det 16de Aarhundrede ganske forskjellige
Underafdelinger næsten lige saa skarpt sondrede sig. Det
er ganske de samme Gjenstande, som behandles af Alle:
det nye Testamente, Helgenhistorier o. s. v. Og dog maa
vi nu lægge Mærke til, at disse samme Emner staa paa
det Nøjeste i Forbindelse med det Folks Nationalitet og
Individualitet, hos hvilket de ere fremkomne. Det var
nødvendigt selv i disse Emner at optage saa Meget af
Folket, at det kunde vedkjende sig dem, forstaa dem og
ret faa Følelse derfor. Kast Blikket paa de nederlandske
Billeder fra det 15de og 16de Aarhundrede — Rubens
og Rembrandt kunne vi maaske tage med — se paa deres
Helgenhistorier, paa denne Christus, denne Maria, denne
Apostel, det er jo Folk fra Holland og Belgien, ærlige,
tro Ansigter ; det er aabenbart, at de tale til Folket som
Landsmænd. Gaa til Italienerne, tag selv Rafaels »vor
Frue«, som han saa ofte har skildret til hele Evropas
Beundring. Har han hentet hende ud af Ideen eller laant
den antike Konsts Former for at gjengive hende, eller
har han fulgt en theologisk Typus? Nej, hun er hentet
569
fra hans eget Folk, fra Florents's herlige, ranke Kvinder,
hvor han levede sin skjønne Ungdomstid.
Ja, m. T., det er nægtet Norden — og vi maa søge
vor Trøst i, at Norden deler Skjæbne med større Riger,
med det mægtige Albion, i denne Henseende — det er
nægtet Norden paa denne Maade at blive mindet om den
Styrke og den Kraft, der en Gang har været i vor Tro.
Det er nægtet Norden at se Billeder, som kunde bringe
os til at tro, at Frelseren var født midt iblandt os, og
at hine hellige ærværdige Blodvidner havde vandret
imellem os.
Men Kirkens Tid er forbi, og det er besynderligt nok
nu at se, hvorledes denne Ærlighed, denne Troskyldighed
ikke lader sig erstatte af Noget. Der har for ikke mange
Dage siden hængt tre interessante Blade i Vinduet hos
Bing. De to vare af Delaroche; det var Jomfruen under
Vinranken og Jomfruen i Orkenen. I det første Billede,
der blev set med stor Beundring paa Udstillingen i Lon-
don 1844, staar Maria med en lidt stiv Holdning og trykker
Barnets sjælfulde Hoved mod sin Kind. I det andet sid-
der hun bekymret i Orkenen med det lille Barn paa
Skjødet; Joseph er langt ude i det Fjerne for at se om
Vejen. Det tredie Billede, af Robert, forestiller en venetiansk
Enke — Dragten viser, at det er en Venetianerinde — som
sidder med et lille Barn paa Skjødet, bedrøvet og ve-
modig. Vi kunne ane, at det er en Gestalt, der er kom-
men frem i Robert's sidste Periode, da han beskjæftigede
sig med sit store Billede, Fiskernes Afrejse. Af disse
tre Kobberstik have de to af Delaroche langt fra gjort
det Indtryk paa mig, som Venetianerinden. Jeg tilstaar,
at denne simple kvindelige Figur langt lettere for mig
Hoyens Skrifter. III. 37
570
var i Stand til at udtale en Forestilling om vor Frue paa
hendes Vandring. Hele dette dybe Udtryk af Vemod og
Ængstelse, hele denne Inderlighed, denne aldeles umiddel-
bare Følelse, som taler til mig hos Robert, er det, jeg savner
hos Delaroche, og hele Delaroches store Evne til objectiv
klart at fremstille det, han vilde, kunde ikke erstatte mig
Mangelen af det ret Inderlige hos Robert, af Troen paa det,
som han havde fremstillet. Det er ogsaa denne Inderlig-
hed, der fængsler mig i de i malerisk Henseende saa
simple Former, som Overbeck har iklædt sin Gjenstand.
— Kirken har ikke længere denne Magt; Kirken fængsler
os ikke længere saaledes, som selve Livet. Vi bryde os
ikke om at se den samme Helgenhistorie ideligen gjentage
sig, og, idet vi kaste Blikket paa disse objectiv dejligt
fremstillede Begivenheder, saa lade de os kolde; vi se
blot det historiske Billede deri, men ikke det, der skulde
bevæge os. Det er aabenbart, at hos de forskjellige
Folkeslag ville de Fremstillinger, som dreje sig om det
ægte Folkelige i Nutiden eller Fortiden være dem, der
stærkest tiltale; dertil vil Folkets Sympathi alvorligst og
varmest knytte sig. Maaske mine Tilhørere endnu be-
standig ville tvivle om Emnets store Magt i saa Hen-
seende. De ville da lægge Mærke til, at det er blot inden-
for bestemte Grænser, at jeg søger at gjøre dette gjæl-
dende. Jeg afskjærer Ingens Ret og Ingens Frihed. Idet
jeg gjør opmærksom paa Emnets store Betydning, gjør
jeg tillige opmærksom paa den store Frihed, hvormed man
kan behandle det. Det samme Emne er hos forskjellige
Folk og til forskjellige Tider blevet gjort til Gjenstand
for højst forskjellige Konstværker. Men maaske dog de
kunne have Ret, som mene, at man ikke paa denne
571
Maade maa holde paa Emnerne, at man ikke skal lægge
Mærke til, hvad der historisk tiltaler Folket, men at
Konsten forbinder sig med hvad det skal være, Gammelt
eller Nyt, Hedensk eller Christeligt, navnlig i de plastiske
Arbejder, og at vi derfor skulle glæde os over det Smukke
i hvad der bydes os. Jeg tilstaar, at jeg har nogen Tvivl
om Gyldigheden af denne beundringsværdige Alsidighed i
æsthetisk Henseende. Jeg har en fast Tro til at, dersom
vi vilde spørge den Konstner, som har den største Univer-
salitet af alle nulevende Konstnere, Horace Vernet, om
han maler Alting lige gjerne, saa vilde vi snart høre, at
han helst dvæler ved den franske Soldats Liv og Levned;
det viser sisr tydeligt i hele hans Konstnervirksomhed.
Eller dersom vi vilde spørge denne eller hin fuldendte Kj en-
der — ikke en Kj ender af blot ydre Tegn og Kriterier,
men en Mand af Følelse for Konstværker, som havde levet
under saa heldige Vilkaar, at han var bleven saa alsidig,
som man paa nogen Maade kan forlange — om han sætter
lige stor Pris paa alle Konstværker af samme ægte konst-
neriske Kvalitet, saa vilde denne Mand vistnok sige, at
der dog rigtignok var visse Konstværker, som tiltalte ham
mest, fordi han i deres fuldendte Behandling fandt det
rettest udtalt, som hans Trang og indre Følelse fordrede.
Og gaa vi fra Konstneren og den fuldendte Kjender til den
begavede lille Dreng eller Pige, lad os da se, om de ikke
helst dvæle ved Hesten, ved Skibet, Soldaten, Blomsten
o. s. v. Og i hele det store Rige imellem disse Yderlig-
heder finder det selv samme Sted. Kun det dumme og
kolde Øje stirrer lige nysgjerrigt paa Alt, fordi det i
Granden kun ser de brogede Farveklatter.
37*
572
Men, m. T., det er allerede Meget, naar man om et
Folk kan sige, at det har den eller den Interesse i Kon-
sten. Konstneren er da, idet han tror at handle selv-
stændig og at være Skaber, dog kun paa en vis Maade
en, rigtignok levende og bevidst, Afspejling af det, som
Folkets Følelse trænger til. Ikke alle Vegne finder dette
imidlertid Sted. I England bemærkede jeg allerede før,
at man ikke var kommen videre end til at fremstille
Scener af Livet, enkelte Landskaber og Portræter, og at
det engelske Folk ikke hidtil havde følt nogen Trang til
at faa sig omgivet med Billeder af sit saavel i Fortiden
som i Nutiden rige historiske Liv. Hvor der endnu ikke
ere fremkomne Kjendetegn paa en saadan dyb Trang,
der staa disse Spørgsmaal altid vaklende; der vente de
at blive løste. Det kan ske hurtig. Den første Genius,
som véd med Tryllestaven at aabne Klippen eller at fore
os ind i det skjulte Land, vil overbevise os derom. Men
han kommer rigtignok ikke, fordi vi kalde paa ham; han
vækkes ikke med Prisopgaver og deslige. Det gaar ofte
langsomt. Men lad os da erindre, at, naar vi se tilbage paa
Middelalderen, saa er der gaaet Aarhundreder hen, i
hvilke vi bestandig se den samme Tragten Qg Higen efter
at faa livfuldere og livfuldere Billeder, som paa en tydelig
og klar Maade kunde vidne om de hellige Skrifter, at
Aarhundreder gik hen inden de Genier kom, som kunde
løse Formerne fra deres stive Linier og døde Farver og
indgyde dem Sjæl. Det gjælder altsaa i saa Henseende
kun om at kunne vente og at holde ud. Men naturligvis,
det gaar her, som overalt, hvor man vil trøste sig med,
at det en Gang kan komme: enhver Tid vil gjerne se det;
og derfor vil jeg sige til det Land, som saaledes staar vak-
573
lende: »vent ikke for længe; thi Noget kan og maa der
gjøres. Se rundt om her, om I ikke opdage noget Nyt
alle Vegne.«
Lad os tage vort eget Fødeland, lad os tage hele
Norden, og lad os indrømme, at vi ogsaa have en lang
Historie, at der ogsaa her bevæge sig højst forskjellige
Følelser og Interesser, og at vi have et højst mangfoldigt
Land, — jeg taler om hele Norden, fordi jeg antager, at
disse Lande ere saa nøje indviklede i hinandens Inter-
esser, at deres Historie er saa nøje sammenknyttet, at
Naturen dér danner et saa stort og fuldstændigt Hele, at
ingen nordisk Konstner tør ensidig skille dem ad, men
at man bør se paa Fortiden med Blikket henvendt paa
hele Norden. Det har i vore Dage vist sig, at man kan
finde maleriske Gjenstande selv paa den nøgne Klippe;
man behøver ikke at rejse til Schweiz eller Italien for
at kunne blive Landskabsmaler. Det har vist sig, at vi
til al Lykke have Optrin af vort nuværende Folkeliv at
male, som fordre Kjendskab til det Folk, som man vil
fremstille, og at intet Andet kan erstatte det, som saa-
danne Scener kunne give os. Det viser sig, at selv Blik-
ket paa den fjerne Oldtid allerede er saa meget klaret, at
man véd i alt Fald i enkelte heldige Præstationer at gjore
det gjældende og gjøre Fremstillingen fortrolig selv for
Menigmand, ikke alene i den By, i Kjøbenhavn, hvor den
er bleven til, men over hele Norden. Vi, som ikke have
nogen gammel Konsttradition, men som have et dejligt
Land, og som tillige have en Fortid, hvor vi, om vi og-
saa tidt og ofte blive grebne af Vemod og af en Følelse,
der er blandet med en egen Bitterhed, dog ogsaa finde
mangt et dejligt Ojeblik, og hvor det kunde være nyttigt
574
for Alvor at fæste Blikket selv paa det Moment, hvorved
vi føle os mest tilbagestødte, — vi Nordboere skulde dog
endelig lægge Mærke til Alt, hvad der vinker os i saa-
danne Opgaver, lægge Mærke til, at dér have vi Marken
fri, at dér møde vi vore Medbejlere i Udlandet med lige
Kræfter, ja med overlegne Kræfter paa vor Side, i det
mindste hvad Følelse, Erkjendelse og Fortrolighed med
Gjenstanden angaar, medens vi paa ethvert andet Terræn
maa møde med ulige Kræfter, fordi deres gamle Tradition
yder dem alle de Fordele, som vi kun kunne faa ved at
laane dem, og fordi vi kun ere Fremmede, idet vi træde
op for der at concurrere med dem.
Dog, jeg skal ikke dvæle længere herved; jeg skal
blot gjentage, hvad jeg tror er en uimodstridelig Sandhed,
at, hvor vi kaste Blikket hen i Nutiden, hvad enten vi
se hen til Tyskland, Belgien eller Frankrig, kort alle
Vegne, saa ville vi se, at der er en indre Sympathi i det,
der fremtræder, imellem Folket og Konstneren, og vi ville
tydelig føle og fornemme, at der ogsaa her hos os er en
vaagnende Sympathi til Stede. Maaske er den endnu
ikke kraftig; men vi skulle dog lægge Mærke til den,
pleje den og ikke støde den tilbage, saafremt vi ellers
ønske, at det skal blive til Sandhed, at ogsaa vor Konst
skal blive en Talsmand for vor Nationalitet og for vor
hellige folkelige Sag.
575
TILLÆG.
Begyndelsen af en ufuldendt Afhandling om Horace Vernet.
Horace Vernet blev født i Paris den 30te Juni 1789.
Bedstefaderen, den gamle berømte Josepli, havde endnu den
Glæde at se sin Sønnesøn, inden han lukkede sine Øjne, og
Faderen, Cai le, den allerede hædrede Konstner, som lige
var indtraadt i Manddomsaarene, saa' ved Sønnens Fodsel
sin Lykke fuldstændig.
Revolutionen var begyndt, men dens vildeste Storm
brusede saa godt som umærket hen over Barnets Hoved,
endskjondt den truede med at rive Familien Vernet bort i
sin Hvirvel. Faderens Søster maatte bløde under Guillo-
tinen; han selv blev saaret, da han den 10de August 1792,
under Angrebet paa Tuilerierne, flygtede med sin Familie
fra den Bolig, han havde i Louvres lange Galleri. I
Skyndsomheden glemte han at iføre sig sin Uniform som
Capitain ved ^Nationalgarden, og han tænkte ikke paa, at
hans hvide daglige Kjole med rød Krave maatte give ham
Udseende af en Schweizergardist; denne Paaklædning fik
ogsaa flere af Republikanernes Kugler til at fløjte omkring
ham, og en af dem traf Carle i Haanden, men han tav
med Saaret indtil Faren var overstaaet. Den Gang sad
den lille Horace paa Faderens Arm.
Malerkonsten var den Vernetske Families Stolthed og
Lyst. Havde Sorg og Ængstelse endog i nogen Tid ned-
stemt Caries Sind og lammet hans Virksomhed, saa vaag-
nede ved Bonapartes Sejre i Italien hans Haab og Mod
paa ny, og han valgte nu udelukkende den Retning, som ful-
dest svarede til hans Anlæg, hans Synsmaade af Livet og
Konsten. Hverdagslivet, Jagten og Krigen forsynede ham
med de Emner, som fra nu af beskjæftigede ham og vandt
ham Anseelse og Ære ude i Verden, medens de i hans
Hjem ikke alene fængslede ham, men ogsaa hans Hustru.
Fanny Moreau, Datter af en yndet Kobberstikker. Selv
som Husmoder opgav hun ikke den Konst, hun havde lært
hos sin Fader; den blev et Baand mere, der knyttede hende
til Manden og hans Virksomhed.
576
Horace modtog altsaa fra de tidligste Drengeaar dag-
ligen saadanne Indtryk, der sikrest og stærkest maatte bi-
drage til at vække og udvikle de Kræfter, som saa rigelig
vare nedlagte hos ham. Den lille Konstverden, som omgav
ham i Hjemmet, afspejlede saa Meget af det, der traadte
ham i Mode i Virkeligheden, gav ham idelig saa megen
Lejlighed til at sammenligne Afbildningen med den Gjen-
stand, hvorefter den var dannet, at hans Blik hurtigere end
ellers maatte klares med Hensyn til de Indtryk, han modtog
baade af det Virkelige og det Afbildede, og at han saaledes
maatte komme til at se og iagttage med en Bevidsthed, hvis
Indflydelse snart blev iøjnefaldende. Det var i den Tid,
da det ene Sejrsbudskab afløste det andet, da Napoleons og
hans Krigeres Bedrifter opfyldte hele Landet med Jubel og
forsynede Konstnerne med et uudtømmeligt Stof, og denne
Stemning gjennem trængte den unge Horace i den Grad. at
hele hans ydre Væsen bar Præget deraf. Endnu som Olding
bevarer han den ranke militære Holdning, han havde op-
taget som ung; der var ingen krigersk Oveise, som han for-
smaaede at være Mester i. ikke engang Tamburens og Trom-
peterens: men især var det fristende for ham at tumle de
væligste Heste, og mere end én Gang gjorde han Faderen
bange, naar han og Gericault susede af Sted i det vildeste
Firspring.
Den første Undervisning erholdt Horace i sin Faders
Skole, som ogsaa Gericault besøgte i flere Aar. Men dette
blev dog kun betragtet som en Forberedelse til den højere,
akademiske Undervisning. Her skulde han blive fortrolig
med Legemets Former, saaledes som de ere gjengivne i de
græske plastiske Værker; han skulde lære at anvende disse
Former idet hun tegnede og malede efter levende Mennesker;
han skulde udføre ideale Hoveder og udtryksfulde Hoveder
og ad denne Vej blive indviet i den Stil, der ene kunde
give ham Adkomst til en Romerrejse paa Statens Bekost-
ning. Men det gik kun langsomt med disse Studier: Horace
maa allerede have været sig selv for bevidst, til at denne
systematiske Trænering kunde tilfredsstille hans fremadhigende
Aand, og det første uheldige Udfald af hans Bestræbelse
for at vinde, hvad vi vilde kalde den store Guldmedaille,
berøvede ham aldeles Lysten til at gjore flere Forsøg. Da
han, mange Aar senere, besøgte sin Ungdomskammerat, den
berømte Kobberstikker Toschi i Parma, morede det denne
at fortælle sine Elever, hvorledes man i Modelskolen havde
577
været langt fra at ane. at denne Horace, der aldrig kunde
blive færdig, en Gang skulde blive en saa frugtbar og navn-
kundig Konstner. Faderens Vejledning viste sig derimod
ligesaa oplivende, som Akademiet* havde været sløvende
Hjemme, hvor han følte sig paa sin egen Boldgade, gjorde
han saa hurtige Fremskridt, at han en Inu ikke var tyve
Aar gammel, da Faderen med Fordel kunde benytte hans
Hjælp ved Udførelsen af det 30 Fods lange Billede af
Slaget ved Marengo, og i 1812 traadre han op paa Udstil-
lingen som selvstændig Konstner. Iblandt hans Malerier var
der især ét. som anbefalede sig ved sin Livlighed, det. der
fremstillede Indtagelsen af Skanserne ved Glatz, en Be-
givenhed fra Felttoget i 1807.
Kort Tid efter at Horace saaledes var fremtraadt. ind-
traf Restavrationen. Frankrig opgav sin Kamp for Over-
herredømmet; det behøvede Hvile; men selv i denne Hvile-
tid begyndte en indre Udviklings Kamp, ikke blot om poli-
tiske Rettigheder, men ogsaa om nye Retninger i Literatur
og Konst. Kirkens og Bourbonnernes Forherligelse afløste
den græsk-romerske Oldtids og Napoleons, og den klassisk-
hedenske Formskjønhed maatte efterhaanden vige for den
romantisk-christelige Udtryksskjønhed. I denne Kamp horer
Horace til de faa Konstnere, som have udviklet sig sundest
og friest for alt paataget Væsen ; men den Lethed, hvormed
han arbejdede, de saa mangfoldige og forskjellige Opgaver,
han forsøgte sig paa, den Afholdenhed, han stadig bevarede
fra alt det Lokkende, som saakaldet Stil i Tegning og noget
Egent i Lys og Farvevirkning havde for fiere høj*t begavede
Malere, paadrog ham ofte Beskyldninger for Overfladiskhed
og Mangel paa Sans for episk Storhed.
Det var ikke lykkedes ham med offentlig Understøt-
telse at komme til Italien, men i 1819 — 20 rejste han til
Rom for egen Regning i Selskab med sin Fader. Denne
Forsinkelse var aabenbart til hans Fordel. Under Napoleon
havde han fundet Orden, men tillige Stilhed, ja Dødhed i
Roms Gader: han havde kunnet vandre med fuldkommen
Sikkerhed om i Campagnen og Bjergene, men Livet vilde
ikke have tilbudt ham synderlig Afveksling. Nu var den
gamle, gode Tid vendt tilbage. Det vrimlede med Frem-
mede. Carnevalet var lystigt, og Røvereventyrene udbredte
et romantisk Skjær over de fattige Bjergboere. Saadanne
Indtryk vare ikke spildte paa Horace. I Stedet for fana-
tiske spanske Munke og Guerillas malede han nu Vædde-
578
lobene i Corso og det stæikt Bevægede i Reverens usikre,
farefulde Liv.
Hertugen af Orleans, Louis Philippe, havde allerede
tidligere vist sig som hans Velynder, og han vedblev at være
det efter hans Tilbagekomst. Iblandt de Bestillinger, han
herved kom til at udfore, vare der flere af Slagene fra
Republikkens og Kejserdømmets Dage. Da man formodentlig
fandt, at den trefarvede Fane kom lidt vel ofte lil Syne i
disse Malerier, nægtede man i 1822 flere af dem Plads paa
Udstillingen i Louvie. Vor Maler bestemte sig derfor til
at foranstalte dem udstillede hjemma his sig selv, og hele
Paris strømmede nu hen for at se de fem og fyrgetyve
Malerier, som der vare ophængte, og hvortil to bekjendte
Forfattere. Jouy og Jay, havde leveret en Forklaring, led-
saget af Omrids af alle Billederne. Det akademiske Ojen-
tjeneri nyttede saaledes ikke til andet end til at sætte Konst-
neren, der imidlertid var ;aget til London, endnu højere i
sine Landsmænds Gunst, og det var ganske naturligt, at,
da man paa Udstillingen 1824 saa' et stort Maleri af ham
med Hertugen af Angoulémes Portræt, men tillige flere af
hans, forrige Gang tilbage\i.-te, Billeder, det Rygte kunde
udbrede sig, at Horace kun havde indrømmet at udstille
Portrætet. naar Prinsen vilde finde sig i, at være i Selskab
med Napoleons Soldater fra Hanau og Montmirail.
Næppe havde Carl den Tiende besteget Frankrigs Throne,
for man tog fat paa at udsmykke en Række af Sale i
Louvre, som bleve bestemte dels til Konstsamlinger, dels
ogsaa til Regeringens Brug. Horace var imellem de Malere,
som ved denne Lejlighed bleve satte i Arbejde, og han
banede sig tillige herved Vej til i Institutet at samles med
sin Fader. Det var en stor Glæde for Car'e s åledes at
blive mindet om sin Ungdom, den Gang da han i det gamle
Malerakademi selv var bleven som Medlem omfavnet af sin
Fader under de Tilstedeværendes Jubel. Men endnu før-
end Horace havde fuldendt de ham overdragne Arbejder,
aabnede der sig en ny Virkekreds for ham, da han, i Slut-
ningen af Aaret 1828, udkaaredes til at gaa til Rom, for
der at afløse P. Guerin i Direktoratet ved det franske
Akademi.
Det var saaledes under Restavrationen, at Horace i
Løbet af faa Aar gik over fra at være en ung lovende
Konstner til at blive sine Landsmænds Yndling, til at er-
hverve sig et evropæisk Navn, da Stentryk og Kobberstik
579
udspredte hans aandsfriske Compositioner langt udenfor hans
Fodelands Grænser, og til at opnaa al den ydre Hæder,
med Undtagelse af Baronstitlen, som en fransk Konstner
<len Gang kunde attraa. Han havde ogsaa ved Siden af
sit store Talent lagt en forbavsende Arbejdsdygtighed for
Dagen, og med en ualmindelig Flersidighed havde han be-
handlet Emner af den mest forskjellige Natur. At Old-
tidens Myther og Helte imidlertid ikke fandt nogen Frem-
stiller i ham. synes det næsten overflødigt at tilføje; men
vel fortjener det at bemærkes, at den letbevægelige, kloge,
fremadstræbende Konstner ikke en eneste Gang har valgt
sit Thema af Biblen eller af Helgenhistorien, endskjondt
slige Gjenstande den Gang indeholdt en stor Anbefaling, og
Ud-tillingerne vare overfyldte med dem. Heller ikke fandt
Bourbonnerne nogen Forherliger i ham. Foruden de bestilte
Portræter af Hertugen af Angouléme og Carl den Tiende
har han kun malet en kongelig Jagtscene ved Fontainebleau;
Slaget ved Fontenoi. som det var ham overdraget at udføre
i en stor Composition til en af Louvres Sale, forlod han
ufuldendt, da han gik til Rom.
Ved at overse Hovedtrækkene af hans Virksomhed,
bliver det tydeligt, at denne ligesom deler sig i tvende Af-
snit, hvoraf det første afsluttes i 1823, men kommer for en
Del endnu til Syne paa Udstillingen i 1824, hvis Forteg-
nelse indeholder ikke mindre end tredive Numere af vor
Konstner, hvoriblandt dog, da Udstillingen begynder i Marts,
ikke faa Arbeider fra det foregaaende Aar, og desuden, som
alt ovenfor er antydet, Malerier, som tidligere vare blevne
afviste. Det er kjendeligt, at Horace i Begyndelsen endnu
er tvivlraadig om hvilken Vei han skal slaa ind paa, at
han føler sig for, prøver sine Kræfter, og derpaa vælger sin
Kampplads. De to anseligste af hans Malerier i denne Pe-
riode træffe vi i dens Begyndelse, Sancho, som i Slaget ved
Tolosa angriber Maurernes Hersker, og Mehemet Ali, som
omgivet af sit Følge, venter paa Virkningen af den Snare,
han har lagt for Mamelukkerne. Det sidste og omfangs-
rigeste blev færdigt allerede i 1818. og har siden nydt den
Ære at blive vævet i Gobelins Fabrikken ; begge bleve de
kjobte til Samlingen af levende Konstneres Arbejder i Galle-
riet Luxembourg. Men, uagtet dette Held gaa der Aar hen,
inden han igjen behandler historiske Gjenstande med legems-
store Figurer; tværtimod synes han nu aldeles at opgive den
højere, historiske Konst, for, som man paastaar, at ødsle
580
sine Kræfter paa det flygtige Genre, der, som en let Prosa,
hurtigere forstaaes og snarere paaskjønnes af Menigmand.
Imidlertid fortjener allerede Valget af de ovennævnte tvende
Emner vor Opmærksomhed som et af Tidens Tegn; en
tredive Aar tilbage, og Horace vilde sikkert have forsøgt
sig paa en Agesilaus eller Mithridates.
De mange Genrebilleder, som skyldes hans Pensel i
dette Tidsrum, ere højst afvekslende baade med Hensyn til
Indhold og Stemning. Han hentede sit Stof alle Vegne fra.
Vi kunne træffe Druidepræstinden ved sin Harpe og Mo-
liére med sin Husholderske; Ismail, idet han vil udrive sin
Elskedes Lig af Ørkenens Sandhav, og Joseph Vernet.
medens han midt ude paa Søen taber sig i rolig Beskuen
af Stormens og Bølgernes Kamp. Vi kunne besøge Bjerg-
stuen paa St. Bernhard eller træde ind i den lune Stald;
og er Jægerens Liv os ikke spændende nok, saa kunne vi
dele Krigerens Farer. Men naar vi have gjennemløbet den
lange Række af Billeder, saa maa vi dog tilstaa. at der er
en Personlighed, som tiest har mødt vort Øje, og hvis hele
Væsen klarest har afpræget sig for os i de mest forskjellige
Forhold, de mest særegne Stemninger, og det er den franske
Soldat. Vi behøve ogsaa blot at kaste et Blik paa det
morsomme Billede, hvori Horace har fremstillet os sin
rummelige Malerstue; og det talrige Selskab, de støjende,
mandhaftige Færdigheder, som her øves rundt omkring Konst-
neren. der uforstyrret sysler med sin stille Gjerning, ville
hurtig lade os gjætte, hvor han helst færdes, hvor han
oftest dvæler med Hu og Tanke.
Iblandt hans Skildringer af Krigeren og dennes Be-
drifter falde hans større Slagstykker os først i Øjnene og
især de fire temmelig store Billeder med en Mængde Figu-
rer, som han udførte for Hertugen af Orleans, og som maa
henregnes til dette Afsnit, om end Trådningen ved Valmy
først blev udstillet i 1826. Dersom vi, alt i de tvende
store historiske Stykker, af Farven kunde slutte os til, hvil-
ken Skole han nærmest var udgaaet af. saa vil det være
endnu lettere i disse Slagstykker, at gjenkjende Faderens,
Carle Vernets, Lærling. Vi have her det samme store land-
skabelige Overblik, det samme omhyggelige Valg af Øje-
blikket eller af en afgjørende Manøvre, den samme nøjagtige,
men livlige, lunefulde Fremstilling af de forskjellige Vaaben-
arters Særkjender. af Infanteristens og Kavaleristens Maade
at holde og bevæge sig paa. hvorved Carle saa væsentligt
581
havde bidraget til at give Bataillemaleriet sit daværende
Præg, men hvorved han tillige havde stillet sig i Række
med de ældre Bataillemalere, der, i Følge Akademiets Ved-
tægter, maatte finde sig i at se op til de Konstnere, som
arbejdede under den episke Muses Varetægt. Carle Vernets
Malerier ere derfor blevne sammenlignede med en Armé-
beretning eller med den tydelige Fremstilling hos en pro-
saisk Historiker som Thiers; David. Gros, Gérard betragte-
des derimod som de, der omgave Napoleon og hans Mænd
med en Helteglorie.
Der var noget Sandt i denne ensidige, tildels vrange
Synsmaade, for saa vidt den blev anvendt paa Caries Vær-
ker. Denne Konstner vidste fortræffelig at gjengive hele
det ydre Væsen i sine Figurer, det var ham forundt med
største Lethed og ofte højst morende at spøge og spotte
med Modens Overdrivelser, at sætte mange af disse løjerlige
Udvækster, som skjæmme snart den Rige, snart den Fattige.
i det pudserligste Lys, men varm blev han sjælden i sine
Værker, og søgte han end ikke et Surrogat i de højt-
travende Former, som Klassikerne vare saa stolte af, saa
kunde han derimod have det Uheld, at den Styrke, som han
vilde give Udtrykket af en heftigere Følelse, kunde faa en
Tilsætning af hans komiske Lune, som forvandlede den til
Vrængeri, uden at han selv mærkede det. Dertil kom, at
han foran sit Maleri var forsigtig indtil Ængstelighed; hans
Pensel blev for glat, hans Farve for kold, og navnlig vilde
det Grønne, som han dog saa ofte maatte bruge, ikke ret
lystre ham, men bidrog meget til at svække den Luftighed,
som hans Opgaver fordrede, og til at gjøre Farvetonerne
for ensartede.
Rigere begavet og heldig understøttet i sine Bestræ-
belser af den nye maleriske Retning, formaaede Horace alt
for en stor Del at undgaa disse Mangler, idet han fulgte
Faderens Fodspor og gik videre ad samme Vej. Han
vælger med større Dristighed det mere Spændende, som,
naar han i sin Fremstilling af Slaget ved Hanau viser de
bajerske Dragoners heftige Indhug paa det franske Artilleri,
medens han tillige umiskjendelig antyder, at Fjenden i næste
Øjeblik vil aldeles være kastet tilbage; og mesterligt har
han i dette Billedes Forgrund benyttet Skovens tynde Ud-
kant med de forblæste, knækkede, fældede Træer til at for-
høje den maleriske Virkning. Eller han forstaar at afvinde
selv den strenge Manøvre konstnerisk Skjønhed, som, naar
582
lian i sin Skildring af Slaget ved Montmirail til Højre viser
os Fodfolkets lange opmarscherende Geleder. der tabe sig
ind i Billedets Dybde, medens Ra-kkerne til Venstre alt gaa
over til det Angreb med Bajonetten, der skal kaste Russerne
aldeles overende. Det er ud paa Eftermiddagen. Blikket
gaar i sydvestlig Retning. Skyerne ere oplyste af Solen,
der alt staar lavt, og dette Ojeblik er heldig benyttet til i
Forgrunden at spille med Figurernes lange Slagskygger og
til at lade Krudtdampen hæve sig lysende mod de dunklere
Grunde. Endnu mere selvstamdig skabende viser ban sig i
det smukke Maleri, Slagbommen ved Clicby. som ban synes
at have malet allerede i 1821. Det er den 30te Marts
1814, som han giver os i et indholdsrigt Optrin. Den
gamle Monccy holder her endnu: men de Saarede. de flyg-
tende. Beboere, hvis Flyttegods staar ber paa Gaden ved
Siden af ængstede Fruentimmer og Born . alt dette bebuder
alt for tydeligt, at den gamle Kriger, trods hele den rolige
Holdning, hvormed han giver Ordren til General Odiot, dog
ikke længe vil kunne standse den Ulykke, som uopholdelig
nærmer sig.
Faderens Lune var for en stor Del gaaet i Arv til
ham. men tog hos ham en hel anden Retning; han lod den
smelte sammen med Hjertelighed; han spillede fra den over
i det Vemodige, ja dybt Alvorlige. Det er til denne Side
af hans Virksomhed, at man maa henfore en Suite af Ka-
binetstykker, som han har udfort i Løbet af 1819 til 24.
og som viser os den franske Soldat i forskjellige Stillinger
og Vilkaar. De gjorde overordentlig Lykke, thi Indholdet
var nyt og tiltrækkende, og Behandlingen robede den Let-
hed og Friskhed, hvormed Tanken her havde fundet sit Ud-
tryk. Nogle vare aabenbart ligefrem grebne af Livet; nogle
skylde maaske en Fortælling eller et Indfald deres Til-
værelse; men andre vare sikkert udgaaede af en dybere,
mere udbredt Stemning. Paa en indre Sammenhæng har
Konstneren næppe tænkt, idet han udførte dem, men det
kan derfor ikke kaldes vilkaarligt, at man betragter dem
som noget Helt, da der unægtelig gaar én Grundtone gjen-
nem dem alle.
Det er den franske Soldat, som fremstilles i disse Bil-
leder, men. vel at mærke, Soldaten, der ene har fægtet
under den trefarvede Fane og som følgelig den Gang. da
Malerierne bleve udførte, da Lilierne igjen vare indsatte i
det franske Vaaben. alt tilhørte Historien. Vi se ham som
583
den unge, sorgfri Tambur, der midt i Kugleregnen har Tid
nok til at tænke paa og tage sig af Regimentets tro Lod-
sager, den lille Hund, som er bleven strejfet paa Poten, og
som han derfor nu, i Selskab med sin Yen Hornblæseren,
er i Færd mel at forbinde. Vi se ham som den gamle
Grenadér, graahaaret og afhærdet, men han kan være blod
som et Barn, og det gotter ham, at den lille Pige paa hans
Skjød ikke er bange for hans isprængte Skjæg. Afsides
ligger den unge smukke Trompeter; brat var Døden, Tom-
men hviler endnu om hans Arm, urolig snuser Hesten til
ham, ængstelig staar Hunden ved lians Hoved; men Kame-
raterne forfølge Fjenden, de ville hævne ham, og han lig-
ger paa Sejrens Grund, medens Soldaten paa Valpladsen
ved Waterloo maa gjemme Ornen i Muldet, som skjuler de
faldne Brødre, for at den ej skal forherlige Fjendens Tro-
fæer. Gardisten, som har fulgt sin Kejser til Elba, staar
med Geværet ved Foden og Armene korslagte, mørk er
Fremtiden, dog ej uden Haab; men kun den bitre Erindring
er tilbage for Soldaten, der i Bluse følger Ploven forbi de
afbrændte Bygninger og nu opdager det Kors. som Plov-
jernet opkastede, idet det gik hen over en Faldens Hvilested.
Det var lykkedes Horace i disse Billeder, at give det
saakaldte Genremaleri et nyt Præg. Den Charakter. sorn
her fremstilledes, har en Betydning, der gaar langt ud over
den snævrere Kreds af det huslige Liv. som man var vant
til at se behandlet i slige Compositioner. I Stedet for det
Føleri, som, efter Greuze. var bleven saa gængs, traadte
her Følelse og Alvor; i Stedet for en Efterligning, der var
bundet til sin Mo lel eller, om man vil, til sine Modeller,
var her en frit skabende Aand. Sammenholder man denne
Kreds af Forestillinger med de ovenfor anførte Emner, saa
vil man overbevise sig om i hvilket Omfang dette rige Ta-
lent bevægede sig. og det Bifald, som ydedes ham i saa
fuldt Maal. kan ikke andet end lyde som vel fortjent i vore
Oren. Naar Datidens Kritik imidlertid savnede Idealitet og
Stil i lians Arbejder, saa sigtedes dermed ikke til de Mang-
ler, som med Rette kunde paapeges i dem, heller ikke til
saadanne Fejlgreb som det, han havde begaaet i den be-
kjendte Composition. der kaldes Napoleons Apotheose, hvor
han ikke havde formaaet at bringe saa uensartede Elemen-
ter, som Vennernes Sorg paa St. Helena, de forudgangne
Heltes Aabenbaring og en allegorisk Antydning af Napo-
leons Skjæbne, til Samklang; nej, det var kun den evige
584
Gjentagelse af den gamle Paastand, at der maatte visse
Former, visse Bevægelser, visse Sammenstillinger til for at
give Maleriet et linjere Sving. Det er ikke Horaces mindste
Fortjeneste, at han forblev stokdøv for disse Paamindelser,
især naar man lægger Mærke til. at en saa rigt begavet
Konstner som Gericault ikke ganske har formaaet at und-
drage sig deres Paavirkning. I hans berømte Maleri, som
var udstillet 1819, de Skibbrudne fra Fregatten Medusa,
føler man tydelig Indflydelsen af denne beregnende Sammen-
stilling, som tidligere, i Girodets Syndflod, havde naaet den
Grænseiinie, hvor Graaden saa let kan gaa over til Latter.
I Tegningen sporer man tydelig dette akademiske Eftertryk,
hvormed man troede at forhøje det Skjønne. det Betydnings-
fulde i Formerne og deres Bevægelser, og Koloriten røber
den uheldige Indflydelse af ældre eftermørknede Malerier,
som Konstneren ikke havde kunnet modstaa i Italien, hvor-
fra han var kommen tilbage, da han tog fat paa sit Arbejde.
Vistnok vandt heller ikke Gericault Klassikernes Bifald;
dertil var hans Stræben for kraftig og selvstændig; men han
formaaede alligevel ikke som Horace i Et og Alt at bryde
med det gamle, fornemme Væsen; hele hans Anskuelse af
Konsten og Livet synes den Gang desuden at have faaet
et mørkere Anstrøg ligesom hans Farver, medens Horace
var heldig nok til at bevare sit sunde, lyse Overblik.
V.
Et Folks Forpligtelse til at værne om sin Konst.
Foredrag i den danske Folkeforening den 24de Januar 1866.
Mine Tilhørere! Det kunde maaske synes at være lidt
ubetimeligt, under vore nuværende Kaar at ville tale om
Konst — hvorved jeg mener: Byggekonst, Skulptur og
Malerkunst — , det synes at maatte være et ubetimeligt
Øjeblik nu, da vi skulle samle al vor Kraft til ét For-
maal, til ét Punkt, til at værne om vor Uafhængighed,
til at hævde vor Nationalitet. Naar de Konster, jeg før
nævnte, Architektur, Skulptur og Maleri, skulle bevæge
sig frit, synes de mere at tilhøre en rigtig rolig og dyb
Fred, mere at tilhøre en almindelig Velstand. Det er
en Nydelse, det er en Luksus; vi maa undvære den, vi
maa frasige os den, vil man sige; med Haandværket er
det en anden Sag; det kunne vi ikke undvære; vi maa
haabe at faa en dygtig Haandværksstand; vi maa glæde
os over de Fremskridt, vor Haandværksstand har gjort,
og vi maa ønske, at den der, hvor den behøver det, i flere
Retninger maa gjøre endnu kraftigere Fremskridt. I dette
sidste Ønske er jeg fuldkommen enig; med Hensyn der-
Heyens Skrifter. III. 38
586
imod til Begrebet om Haandværk og Konst, da vide vi
Allesammen, at det er meget vanskeligt, om det for Resten
er muligt, at trække nogen egentlig skarp Grænse og
sige: der ender Haandværket og der begynder Konsten.
Haandværk og Konst ere saa inderlig forbundne sammen,
at, ville vi have det Ene, saa maa vi i Grunden tage det
Andet med. Desuden er der herved endnu en Omstæn-
dighed. Vi tale om, hvad der egentlig er fornødent for
Øjeblikket, det ene Fornødne; men selv derom er Be-
grebet saa besynderligt spændstigt; det lader sig udvide
og det lader sig sammentrække, alt efter de Vedkom-
mendes Lune, alt efter selve Øjeblikkets Stemning. Det
ene Øjeblik se vi, at det bliver fornødent, som vi i det
andet Øjeblik vilde kalde Overflødighed, og paa den anden
Side indskrænke vi saaledes det Fornødne i andre Øje-
blikke, at vi nærme os til en Tilstand, hvor det synes,
som om en vis Aandsfattigdom , for ikke at sige en vis
Raahed, skulde ville gjøre sig gjældende. Det Fornødne!
Lad os engang se til vore Bygninger. De Bygninger,
som vi bo i fra vore Fædres Tid, hvori de følte sig vel,
og hvori de havde alt det Fornødne, have vi deri alt det
Fornødne? Savne vi ikke Meget der med Hensyn til Ud-
luftning, Renlighed, Opvarming o. s. v.? Savne vi ikke
der hundrede Ting, som vi nu sige ere absolut fornødne,
og som vore Forfædre vilde finde var en uhyre Overdaa-
dighed? Lad os engang tage Bygningernes ydre Former,
tage deres indre Udsmykning i Øjesyn; lad os engang gaa
lidt omkring og se til de nye Bygninger, som blive opførte.
Sig mig nu: disse Overtræk af Cement og Puds, alle
disse Guirlander, disse springende og staaende Drenge,
disse Dværgfigurer under Kjæmpekonsoller, som bære smaa
587
Altaner, er det det ene Fornødne? Ja, det er jeg over-
bevist om, at Teglbrænderne ere meget vel fornøjede der-
med. Saalænge det skal agere fornødent, kunne de roligt
blive ved deres jevne Dont og levere os middelmaadigt
Arbejde, og vi maa endog takke dem til. Naturen synes
at have været noget sparsom imod os med Hensyn til
Bygningsemne. Granitsten have vi ikke i stort Antal, og
det er tillige et saa haardt og uhandeligt Materiale, saa
det er mindre brugbart og mindre egner sig til at opføre
Bygninger af. De andre Stenarter, vi have, ere bløde,
modtage ikke saa godt smukke Former, og modstaa ikke
saa godt Vejrligets Indflydelse. Det Bygningsmateriale,
som vi bedst kunne stole paa, er Leret, de af Leret frem-
bragte brændte Sten, simpelt væk Mursten. Hvad synes
nu at være det ene Fornødne hos os? Det er at lægge
Vægt paa, at dette simple Fmne bliver behandlet paa den
bedst mulige Maade, at det faar den yderste Grad af Fuld-
endelse. Lad os kaste Blikket paa Holland, England, Lom-
bardiet, Venedig, for at overbevise os om, til hvilken Fuld-
endelse man kan bringe Murstensbygningen. Lad os huske
paa, at Stenene have forskjellige Farver. Her forestaar der
Vindskibeligheden og Konsten noget Nyt, nemlig at an-
vende indbrændte Farver, Glasurfarver, paa en dygtig
og smagfuld Maade. Lad os faa saadanne Bygninger, og
vi kunne være overbeviste om — vi have Erfaringer for
os — at de ville trodse Aarhundreder. De ville maaske
se lidt alvorlige ud, naar vi vilde anvende røde Sten;
men Herregud, vi have saalænge set paa Charlottenborg,
og med alt det, at denne Bygning er bleven mishandlet
af en senere Tid, kunne vi ikke nægte, at den er en af
de smukkeste Bygninger, vi have i hele Landet. Og det
38*
588
er ikke andet end simple Mursten. Desuden have Mur-
stenene forskjellige Farver; det se vi dagligen. Og det
staar fremdeles, som sagt, i vor Magt at afbryde Ens-
formigheden ved indbrændte Farver, Glasur, og derved
frembringe noget Smukt. De Private kunne vi ikke tvinge;
vi maa lade dem folge deres egen Tilbøjelighed, naar de
anse det for det ene Fornødne; men hvad vilde jeg ikke
give til, at man ved offentlige Bygninger vilde fordre af
Arehitekten den simple Skjønhed, den alvorlige Charakter,
som ikke mangler Tiltrækning, og som han er i Stand
til at opnaa ved en forstandig Anvendelse af brændte
Sten! Det vilde i de første Aar blive et Tvangsarbejde
for vore magelige Teglbrændere, og det vilde føre til
megen Beklagelse og mange Misregninger, men det vilde
kunne gaa igjennem. Dette er Noget af det ene Fornødne,
og sig mig nu, mine Tilhørere, staa vi her paa Haand-
værkets eller paa Konstens Grund? Paa begge Dele;
Udførelsen hører Haandværket til, men den besjælende
Ide, der skulde gaa igjennem den, hører Konsten til.
Lad os gaa omkring i Husene, i Værelserne og se Bo-
havet; lad os gaa omkring i Værkstederne, i Snedkernes,
Guldsmedenes, Pottemagernes, Porcellænsfabrikanternes,
Tapetfabrikanternes Værksteder; hvorledes ser det ud der?
Sørges der virkelig alene for det Nødvendige, naturligvis
paa en saadan Maade, at det maa svare til det aandelige
Liv, hvori vi bevæge os? Er der ikke meget Overlæsset,
meget Smagløst, men tillige kostbart? kostbare Træsorter,
og hvad véd jeg? Læg Mærke til, at naar vi der op-
dage Noget, der tiltaler os ved Simpelhed og Smagfuld-
hed — jeg kunde nævne mange smukke Gjenstande fra
Konstflidslotteriet, et Stykke Bohave, en Sofa, Linned-
589
væverarbejde, en Dug, en Serviet — da vidner det vel
om, at vi have flinke Haandværkere; men læg Mærke til,
at Tegningen eller Modellen er leveret af Konstneren, og
det er et lille Samfund af vore Konstnere, som har frem-
bragt saa smukke Resultater. Det har fornøjet mig at
høre, hvorledes Linnedvæverne have grebet de Mønstre,
de derfra have faaet Tegningen til. Konst og Haandværk
er altsaa nøje forenet paa flere Maader. Konsten be-
sjæler mange Gange de Arbejder, Haandværkeren udfører,
men paa den anden Side hænge de ogsaa i selve Arbej-
det saa nøje sammen, at Konsten der jævnlig umiddel-
bart gaar over til Haandværket, og omvendt.
Nu kunde De, mine Tilhørere, sige, at det er godt
nok, men det er en kostbar Maade at faa dette paa;
vi kunne med Nemhed faa det fra Udlandet, og maa-
ske billigere forskrive det herfra. Ja, vi have sydlige
Naboer, som med Fornøjelse gaa ind paa det For-
slag; vi se hvor driftige og flittige de ere, vi se, at
de ikke engang forsmaa at eftertrykke saadanne ube-
tydelige Lithogratier efter vore Konstarbejder, som de
høre, vinde Bifald og ere meget søgte, og at de ikke
skamme sig ved paa denne Maade at underbyde For-
læggeren af Originalen, som naturligvis vanskelig vil kunne
holde Pris med saadanne Tyvekoster; og jeg er over-
bevist om, at dersom vi lod os forlyde med, at vi vilde
have Tegninger og Mønstre fra dem, kunde vi faa dem,
og vore egne Konstnere behøvede ikke at tænke paa at
have nogen Ulejlighed dermed. Men sig mig saa, mine
Tilhørere, ere vi saa uafhængige? Er det et Vidnesbyrd
om vor Selvstændighed, og at vi ere en Nation, naar vi
gaa hen paa den jammerlige Maade og gjøre os afhæn-
590
gige af vore Naboer, medens vi selv kunne præstere No-
get, som i ethvert Tilfælde — hvad jeg haaber i det Føl-
gende at skulle kunne gjøre klart — stemmer bedre med
hele vor Maade at "være og føle paa. Ja, lyder Klagen
saa, men det er dog slemt med det forfærdelige Antal
Konstnere, vi faa; hvad skal der blive af dem? hvad
skulle de faa at leve af? Ja, skulle vi dømme efter
Navnet, have vi rigtignok en stor Sværm af Konstnere.
Var det tillige dygtige Konstnere, vilde jeg ikke ængste
mig for deres Fremtid; jeg er vis paa, at de vilde tinde
den, om ikke her, saa andetsteds; men lad os lægge
Mærke til den store Misbrug, der tinder Sted med Navnet
Konstner; lad os lægge Mærke til, at mange af de Folk,
som nu jamre og klage over den svære Tid, ere middel-
maadige Konstnere, ja Folk, som ikke engang længere
kunne blive dygtige Haandværkere, de ere fortabte i begge
Retninger. Men er det Konstens Skyld? har Konsten
mindste Ansvar? eller er det vor Skyld? Lad os være
ærlige, lad os tilstaa, at vi holde ikke saa lidt endda af
at kokettere med Konsten, at det morer os at dvæle i
visse æsthetiske Konstnerregioner. En Dreng faar Lyst
til at bruge Vandfarver en Smule, at modellere lidt, at
tegne lidt, eller gjøre Figurer i Voks, og øjeblikkelig op-
dage Forældrene hans Talent. Han maa være bedst
skikket til at blive Konstner, sige hans Forældre; og han
maa gjøre Konster i Familiens Selskaber, stadig gjøre
Konster, og Familien venter ligesaa stadig at høre Be-
undringsudbrud over dette vordende Geni. Gamle Vasari
fortæller troskyldig, hvorledes han og Michel Angelo be-
søgte Tizian, der en Gang var i Rom, og de saa' paa et
Maleri hos ham, og da de gik bort, saa talte de derom
591
og begyndte at kriticere det ; thi, siger Vasari, naar man
er sammen med en Konstner, nænner man ikke at kriti-
cere hans Arbejder for ikke at saare ham; saa siger man
Galanterier. Saaledes gaar det ogsaa hos os; man næn-
ner ikke at saare Familien; man siger, at det er gode
Præstationer, Drengen leverer, og det unge Menneske skal
nu bestemmes til at være Konstner. Han har maaske
bare kradset Noget op med Pennen, men han er kjed af
Skolen og af at læse paa sine Lectier, og man opdager
straks, at dette Talent naturligvis ikke kan finde sig i
den servile Skolegang, i denne Opramsning, i denne me-
kaniske Læren udenad; det passer ikke for ham; lad ham
bare blive Konstner, saa ville vi nok faa det at se. Saa
bliver han da Konstner, gaar med Portefeuille under Ar-
men, spadserer op og ned ad Gaden, og faar Overskjæg,
langt Haar og Buler i Hatten, og naar man møder ham,
og paa samme Tid møder en ærlig Haandværksdreng,
siger man: hvad er det for en simpel Karl? hvor maa han
ikke gaa og slide som en Træl i Stedet for at den Anden
er en lovende ung Konstner? Ak, de kortsynede Taaber;
de antage Mesterens Resultater for deres Ejendom, og
have ikke engang prøvet, have ikke engang en svag Anelse
om den fortærende Sjælekamp, som en Konstner maa
gjennemgaa, førend han kan blive til Noget. Mærke de
nu, at det kniber, give de sig til at klage, men for sent;
de have forspildt de unge Aar; de kunne ikke længere
lære Noget; de klage over Tidens Ubillighed og over den
Mangel paa Understøttelse, Konsten har, og paa samme
Tid er man, som sagt, fordærvet til at blive Haandværker.
Lad os ophøre med dette Familie- og Selskabskoketteri;
lad os blive enige om, at den rette Maade, naar et ungt
592
Menneske vil være Konstner, er, at lade ham vælge det
Haandværk, der ligger nærmest ved den Retning, han vil
følge, og lad ham gjennemgaa en ordentlig Haandværks-
skole. Det er sikkert, at Noget vil han da lære, og er
der en Konstnerfunke i ham, vil den alligevel kraftig og
dygtig slaa ud. Lad os desuden mindes, at nogle af vore
nulevende og afdøde Konstnere, og det af dem, som have
haft den største Indflydelse og Betydning, have begyndt
med Haandværket. Ja, men vi ere saa fattige, vort Land
har ikke Kræfter til Konsten. Ja, det sige vi, men vi
ere dog Aliesammen — jeg ikke, men vistnok en stor
Del af os — Medlemmer af Kunstforeningen, og vi sidde
i al Magelighed hjemme og lade Kunstforeningens Lotteri
sørge for, hvad der skal blive os til Del til at smykke
Væggene i vore Værelser. Det er ganske vist en nem
Maade, hvis vi vinde Noget, der behager os. Men der
er noget Sørgeligt hos os; det rette offentlige Liv vil
ikke rigtig begynde at blomstre; vi ere for magelige, vi
skulle endelig leve hjemme og se vort Hjem udsmykket
og pyntet paa bedste Maade, saa maa det gaa med det
Offentlige, som det vil. Vi behøve blot at gaa omkring
paa Torvene og de almindelige Spadserepladser, saavel
her som i vore større Kjøbstæder, og man vil da se, at
jeg ikke overdriver det i mindste Maade; alle Vegne træffe
vi den blotte Barhed. Naar vi nu endda kunde overvinde
os saa meget, at vi, foruden at sørge paa en passende
Maade for et hyggeligt Hjem — hvad der er billigt og
ret — ogsaa tillige beholdt Noget tilovers til at samles
med vore Landsmænd paa Steder, der vare værdigt smyk-
kede, saa skulde vi se, hvor det vilde glæde os, og Pen-
gene dertil maatte nok kunne skaffes. Naar vi komme
593
forbi Bregentved Gods, træffe vi der paa en dejlig Bronce-
Statue. Det er den afdøde gamle Moltke; han staar som
en ægte Patriark her ved Landevejen. Hvem har bekostet-
denne smukke Figur? Det har hans Bønder; fattigere vare
de dog ikke. Lad os drage over til Fyn; der tinde vi
paa Hvedholm en kolossal Broncebuste af Bille-Brahe,
ligeledes bekostet af Bønderne. Bønderne have altsaa
Raad til at bekoste Statuer for Mænd, de have vundet
kjær, og vi skulde ikke i de forskjellige Kredse, i Sømands-
standen, Borgerstanden, Handelsstanden og Videnskabs-
standen kunne rejse Minder for saadanne dygtige og be-
kj endte Mænd, som vi have vundet kjær? Der var paa
den sidste Udstilling et godt Arbejde af Sonne, et stort
Billede efter Slaget ved Fredericia. Det er bestemt til
Raadstuen i Fredericia. En lille fattig By har altsaa
Raad til at bevare et saadant Minde om en Begivenhed
som Slaget ved Fredericia, og de andre Byer, f. Eks.
Kjøbenhavn, skulde ikke have Raad til efterhaanden at
se deres offentlige Bygninger smykkede paa en værdig
Maade med Scener af Livet, med Scener af Historien,
som kunne tiltale ikke alene én Slægt, men kommende
Slægter, hver Gang de samle sig der!
Se, mine Herrer, det er meget godt, at en Konstner
kan afsætte sine Arbejder, at han ikke beholder dem
hjemme, men at de finde Kjøbere. For saa vidt værner
han om sit Liv og — Gud forlade mig — om sit Haand-
værk, maa jeg næsten sige. For at Konsten kan faa et
større Sving, maa Konstneren selv føle, at han har noget
at betyde, at han er kaldet til at virke paa en mere end
almindelig Maade mellem sine Landsmænd. I det Øjeblik
det offentlige Liv kommer til paa den Maade at blive
594
smykket, saa vil Konstneren føle, at man trænger til
ham; lian vil føle, at han glæder, at han opbygger; han
vil med desto større Kjærlighed og Inderlighed slutte sig
til sit Fødeland, til sine Landsmænd, søge ret for Alvor
at kunne opfatte hele deres indre Væsen, hele deres Cha-
rakter, og kunne give det paa den smukkeste og mest
tiltalende Maade.
Mine Tilhørere ! Hvad er det saa meget omhandlede
Emne: Nationalitet i Konsten? Lad os vel lægge Mærke
til, at det ikke alene bestaar deri,- at Indholdet er pa-
triotisk, at det er Landskaber, hentede fra vore Egne,
eller at de Figurer, der træde op i dette eller hint Konst-
værk, ere tagne af levende Modeller her mellem os, og
ikke efter Fremmede. Dersom det var nok til at frem-
kalde Nationalitet i Konsten, havde vi haft Nationalitet i
Konsten allerede for flere Aarhundreder siden; thi den
Trang ligger meget nær, at man gjerne vil se sig omgivet
af sit Fødelands Minder. Allerede da Frederik den Anden
vilde smykke Riddersalen paa Kronborg, lod han forfatte
paalidelige Portræter af alle de gamle danske Konger,
ligefra Kong Dan til ham selv. Man kan se Resterne i
det oldnordiske Museum: de ere blevne skammeligt mis-
handlede. Da Christian den Fjerde af hollandske Konst-
nere bestilte Billeder, der behandlede Emner af den dan-
ske Historie, lod han Konstnerne berejse Skaane, Smaa-
land og Halland for rigtig at opfatte den geografiske Cha-
rakter af de Pladser, han skulde kjende for at kunne
fremstille Heltebedrifterne i Calmarkrigen; og saaledes
kunne vi blive ved. Men det er ikke nok. Det kunde
ikke slaa rigtig Rod her. Det blev Pragtstykker, men
deraf kunde ikke fremgaa nogen Nationalitet i Konsten,
595
selv om disse Billeder — hvad der ikke var Tilfældet
med de sidste — bleve udførte her i Landet. Nationalitet
i Konsten hænger sammen med hele Folkets, hele Landets
Charakter og Væsen. Den første Spire til Nationalitet
i Konsten ligger i den Inderlighed, hvormed den unge
Konstner modtager Indtrykket af sin Fødeegn, af det hele
Liv, der omgiver ham; han modtager et Indtryk og føler
saa en uimodstaaelig Lyst tii rigtig at gjøre sig dette
bevidst før der igjennem atter at finde Udtryk for de
Forestillinger, der bevæge sig i hans Sjæl. Ja, det er
endnu kun en Spire, og den skal udvikles under højst
forskjellige Yilkaar. Vilkaarene kunne være gode, saa
Spiren udfolder sig til et frodigt Træ, men Vilkaarene
kunne ogsaa være slette, saa Spiren bliver kuet og kvalt;
men lykkes det, trives den og udfolder den sig, vil der-
igjennem nødvendig fremgaa et Værk, som bærer et ejen-
dommeligt Præg af hele den Natur, af hele det Liv, hvoraf
det er fremsprunget. Saa blive disse Værker mellem
Haandens Gjerninger i hans Fødeland det Samme, som
Poesien er mellem Ordets Gjerninger. De blive et nyt
Sprog, saa at sige, et andet Modersmaal i hans Land.
Det er mærkeligt at se, hvorledes denne ægte natio-
nale Konst tidlig udfolder sig. I Middelalderen var Kir-
ken den Institution, som fredede allermest om Konsten.
Det var Kirken, som befordrede den paa alle mulige
Maader; den behøvede og trængte til den. Det var i
Kirkens Tjeneste, Konstneren voksede og udviklede sig.
I de Egne, hvor Konsten tidlig smeltede sammen med det
hele aandelige Liv, i Egne som Italien, Nederlandene, til-
dels i Frankrig, ved Rhinen, er det mærkeligt at se, at
i det 15de Aarhundrede, saasnart Konsten er bleven fuld-
596
voksen, saasbart den faar Kraft til at rive sig ud af de
niere almindelige Former, den tidligere har brugt, og saa-
snart den bliver i Stand til at benytte det individuelle
Liv, se vi straks i Kirkens Tjeneste, i Fremstillingerne
af det nye og gamle Testamente, Nationaliteten træde
frem, og hvad enten vi betragte flanderske eller italienske
Arbejder i Løbet af det 15de Aarhundrede, ville vi be-
standig se, hvorledes vedkommende Lands, vedkommende
Egnes Ejendommelighed tydeligere og bestemtere udvikler
sig og gjør sig gjældende i Konsten; den hellige Skrift
lever paa ny saa at sige op igjen midt i den levende Slægt.
Det er den skjønne Side deraf. Der have vi altsaa et
slaaende Eksempel paa, at det ikke ligger i Emnet, men
i den Maade, hvorpaa Emnet bliver behandlet, i de Kil-
der, der udspringe og udvælde, og som give den befrug-
tende Kraft til Konstneren til at komme med saadanne
Arbejder. I vore Dage har Kirken ikke længere den
Betydning for Konsten, hvor stor en Betydning den end
ellers har. I vore Dage trænger Nationaliteten selv i de
katholske Lande, hvor der arbejdes meget for Kirken,
ikke længere saaledes ind i det Kirkelige; der er kommen
andre Bevægelser frem med Hensyn til den kirkelige Konst;
den slutter sig anderledes til den tidligere forekommende
Konst; derimod er Nationaliteten i det hele Liv føleligt
vaagnet igjen i Konsten. Man vil se sin Fødeegn om
sig, sine Landsmænd og deres Virken; man vil gjentinde
i Billederne og Statuerne mærkelige historiske Erindringer
fra Fortiden. Naar vi rigtig ville danne os et Begreb
om, hvilken Rolle Nationaliteten spiller nu til Dags, og
hvor mærkelig ejendommelig den afspejler sig, skulle vi
egentlig sammenligne den engelske og franske Konst, og
597
vi ville da se, hvor forskjelligt disse Lande udvikle Kon-
sten, hvor aldeles ethvert af disse Landes Konst virkelig
bærer Præget af dets Ejendommelighed. Men saadan
Nationalitet i Konsten vindes ikke paa en Gang. Jeg
bemærkede før, at den navnlig tidligst fremtræder hos de
Folk, hvor den konsthistoriske Udvikling gaar fra Begyn-
delsen af saa at sige Haand i Haand med det øvrige
aandelige Liv. Imidlertid, selv der, hvor dette ikke har
været Tilfældet, selv der, hvor en Nation har modtaget
Konsten saa at sige fuldbaaren fra Fremmede, vil efter
kortere eller længere Tids Forløb ligefuldt den nationale
Følelse vaagne og gjøre sig gjældende. Jeg kan anføre
i den Henseende et slaaende Eksempel i Spanien. Efterat
Spanien havde fuldstændig sejret over Maurerne, ja selv
før den Tid, se vi, at der er talrige prægtige Bygninger
i Spanien, der vidne om den christne Konst, smukke Mo-
numenter fra det 16de Aarhundrede og Begyndelsen af
det 17de, som vise os, hvorledes man den Gang behøvede
Konsten; men vi finde til vor Forbavselse, at det enten
er nederlandsk Konst, der gjør sig gjældende, eller, senere
hen, italiensk Konst. Først i det 17de Aarhundrede
vaagner den spanske Konsts Nationalitet. Det er i hin
Periode, i Slutningen af det 16de og Begyndelsen af det
17de Aarhundrede, da der foregaar en mærkelig Reaktion
i den katholske Christendom, at store Konstnere stod
frem i Spanien, og da er det, at disse Konstneres kirke-
lige Arbejder bære den spanske Nationalitets mest glø-
dende Præg paa samme Tid, som den nationale Klæde-
dragt og Alt viser os, hvor de høre hjemme, og det saa
sent, som i det 17de Aarhundrede.
598
Danmark hører til de Lande , der have modtaget
Konsten fuldbaaret udenlands fra. Vi have altsaa haft
stor Møje med at gjøre Skridt fremad i den Retuing, her
er Tale om; det har kostet os betydelig Anstrengelse.
Vi have haft Konst heri Landet fra Midten af det 16de
A århundrede; vi have sikkert haft den tidligere, men da
stod den paa et meget lavt Punkt. Vi have gjentagende
Gange kunnet se, at det var ligesom Konsten vilde slaa
Rod her. Naar man rejser omkring paa Landet og kom-
mer ind i en Præstegaard, navnlig i Fyen og Jylland, kan
man træffe Portræter fra dybt ned i det 17de Aarhun-
drede, som røbe den flinke, navnløse Portrætmaler, som
har forstaaet sin Dont troskyldigt og ærligt; men de for-
svinde igjen. Sagen er, at Konsten kan ikke fæste Rod
her rigtig hos os, den bliver idelig overvældet af nye
fremmede Indtryk, som fordærve det Gamle og kuldkaste
det uden selv at være i Stand til at drive nye kraftige
Spirer frem. Da faa vi Konstakademiet, og man maa
lægge Mærke til, at de dygtigste Lærere ere Udlændinge.
Saa faa vi indfødte Mestre, men dermed kommer ikke
Konstens Nationalitet, thi disse Mestre kunne ikke andet
end gaa i de Spor, de andre have efterladt; de maa følge
Traditionen. De staa i Spidsen for Konstskolen; de
skulle værne om den ideelle Side af Konsten og oplyse
Lærlingerne om de fortræffelige Mønsterbilleder, og der-
ved drives disse allerede tidlig bort fra den Retning, vi
her ville omtale. Det første Landskab, hvorigjennem vi
kunne sige, der gaar en national Aand, skylde vi Juel
— saa sent! — og Landskabet var for Juel egentlig kun
Morskab og Adspredelse, men dog traadte hans elskelige
Personlighed mange Gange fuldkommen saa smukt frem i
599
hans simple Landskaber, som i hans forroste Portræter.
Abildgaard malede store Billeder til Riddersalen paa
Christiansborg. Vi have Skizzerne dertil, og vi have et
Par af Billederne reddede. Vi ville ikke tale om Natio-
naliteten i dem, men vi kunne se en Konstner udpræget
skarpt, og dette Præg skriver sig ikke fra hans Fødeland,
men fra Rom, tildels fra det Sixtinske Kapel. Den
første Konstner, vi begynde at mærke Elementer hos af
det Folkelige, af det Nationale, er Eckersberg, men han
har maaske virket fuldt saa meget ved sine i mange Hen-
seender fortrinlige Søbilleder. Er denne Mand bleven
rigtig paaskjønnet? Jeg tror det ikke. Man har vænnet
sig til at se hans Skyggesider, hans Fejl, men ingenlunde
lagt Mærke til hans store Fortrin. Hans Baade vuggede
sig paa de smaa Bølger mellem de danske Øer, og hvor-
ledes disse Bølger bevægede sig under højst forskjellige
Betingelser, har han vist til det Yderste i alle Retninger,
og det vil næppe være muligt paa dette Omraade at præ-
stere mere, end han har gjort. Men fra Eckersbergs
Malerstue var det, at Nationaliteten i Konsten for Alvor
først begyndte at udvikle sig. Eckersberg selv havde
ondt ved at glemme de Indtryk, han havde faaet af David,
som han til det sidste Øjeblik beundrede som en stor
Mand og som sin Mester, hvem han bar den største Ær-
bødighed for; men han hævede Despotiet. Hans Elever
bleve vante til at bevæge sig frit, til at studere efter det
Liv og den Natur, der omgave dem, og jeg har hørt en
ældre Konstner, der med Interesse saa' paa den Vej,
Eckersberg anviste sine Elever, vemodigt udbryde: »ja,
havde man vist os den Vej!« Vilhelm Bendz, en Mand,
hvis Navn hartad er glemt, og som døde i Udlandet i
600
Trediverne, var vel egentlig en af de første af Eckersbergs
Elever, som rigtig med Kjærlighed modtog Indtrykket af
det Liv, der omgav ham. Han kunde ikke søge det i
store Kredse; han søgte det hos sine Kammerater i deres
Malerstuer og i Modelskolen, hvor de stode og modelle-
rede, men han har givet det Indtryk, han modtog, paa
en saa slaaende Maade, med en saadan Fyldighed, med
en saadan Kraft, naar man tænker hvor ung han var, og
med en saa afgjørende Overbevisning, at det er klart, at
han raaa have virket overordentlig paa sine Meddisciple.
Med Marstrand faa vi første Gang Billeder, der vække
Forestillingen om Holberg. Lorenzen, en ingenlunde talent-
los Mand, havde rigtignok alt givet Billeder tagne af
Holbergs Comedier, men han gav dem som de flød af
Pennen, paa samme Maade, som naar han malede Kam-
pen mellem Grækere og Tyrkere, grønlandske Fiskere
eller Prospekter fra Besiddelserne i Ostindien og Vest-
indien, og han gav dem ikke anderledes, end som han
traditionelt kunde høre det fortælle af vore Skuespillere,
og uden Ide om, hvad der hørte til for at give slige Frem-
stillinger. Det havde derimod Marstrand. Hos ham var
allerede Følelsen vaagnet, da han første Gang i 1844 — 45
fremtraadte med Billeder af Barselstuen og Erasmus Mon-
tanus.
Det er morsomt at se, hvorledes denne, jeg kunde
næsten sige, ubevidste Stræben, bevæger sig i højst ubun-
den Retning, og springer fra det Ene til det Andet. Sonne
i hans »St. Hans Nat« var den første Konstner her i
Landet, der viste, hvad der kunde hentes af et Emne,
hvor syge Bønder og deres Slægtninge spillede Hoved-
rollen. Han vidste i den stille St. Hans Nat at give de
601
taalmodig Lidende og deres tavse Forventninger et saa
dejligt, nobelt Udtryk, at man ser hans Billede bestandig
med ny Interesse. Da vore Billeder i 1855 vare paa
Udstillingen i Paris, udtalte en sagkyndig Mand, en skarp,
men ærlig Kritiker, Delécluze sig om de danske Konstnere
paa en højst gunstig Maade. Men hvad der især tiltalte
og frapperede ham, var den Uskyldighed, der gik igjen-
nem deres Billeder. Det har moret mig at gjennemlæse
denne Artikel igjen — den var oversat i Fædrelandet —
og at se, hvorledes Pariseren stod i Forlegenhed lige over
for den store Kirkegangsscene af Marstrand og over for
Lystighederne hos Amagerne i Exners Billeder. Han véd
ikke rigtig, om disse Mennesker virkelig ere saa ufor-
dærvede og saa rene, om der gaar en saa utvungen og
skyldfri Glæde igjennem dem ved slige Lejligheder, og
om de samles paa en saadan Maade, eller om det maa-
ske er Konstneren, der har den tine Følelse, at idet han
vælger, vil han helst forsøge at give Scenerne saadan,
at de paa en simpel, uskyldig — ikke koketterende —
Maade, skulle tiltale hans Landsmænd. Hans Udtalelser
om den Retning, der gaar igjennem Fremstillingerne af
Livet her oppe i Norden, ere bedst rykkede.
Lundbye, Rump og Skovgaard udviklede Landskabet
videre; Constantin Hansen var den Første, der prøvede
paa at male et stort Maleri, hvori han fremstillede en
mærkelig Begivenhed i vort offentlige Liv — en vanske-
lig Opgave — og paa samme Tid fremkom to andre Bil-
leder af Marstrand, af hvilke det ene endnu ikke er fær-
digt, og det andet maaske næppe heller fuldstændig fær-
digt, nemlig de bekjendte Malerier i Roskilde Kirke:
Christian den Fjerde i Slaget ved Femern og Christian
Høyens Skrifter. III. „q
602
den Fjerde som Dommer. Disse Billeder vise paa den
mest forbavsende Maade, hvorledes denne Konstner er
kaldet til at fremstille det Historiske, og de godtgjøre
paa det mest Slaaende, hvorledes han véd at gribe i de
rette Strænge, at skildre og fortælle paa en saa levende
Maade, at vi næsten skulde tro, at de Figurer, vi der se,
virkelig vare selve Heltene og Personerne i det Drama,
han fremstillede for os.
Af vore Billedhuggere har Bissen været den, som var
det Samme for sine Landsmænd, som Eckersberg blandt Ma-
lerne. Bissen har fulgt Thorvaldsen. Paa Verdensudstil-
lingerne har man paa en ærefuld og smuk Maade omtalt
hans Fremstillinger af græske Heroer. Han træder kraf-
tig i den store Mesters Spor. Hans Orestes og Philoktet
vare udstillede i Paris. Jeg kan ikke af Hukommelsen
anføre den smukke Dom, som Komiteen udtalte over hans
Orestes; jeg kan kun sige, at den, der har skrevet denne
Vurdering, har tilfulde været opfyldt af det mærkelige
Udtryk , der gaar igjennem hele denne Figur. Naar
Bissen ikke altid træder i Thorvaldsens Fodspor, er det
altsaa ingenlunde, fordi han ikke kunde forfølge den Ret-
ning, der er kommet til Orde i en Del af Thorvaldsens
Arbejder, nej, det er, fordi der var noget Andet, der
bevægede sig hos ham og stadig drog ham til i en af-
vigende Retning at forsøge sin store Konstnerbegavelse,
og det var, hvad der bevægede sig gjennem hans Fødelands
Liv. Jeg tænker ikke saa meget paa de aandrige Por-
træter, som mine Tilhørere vide, staa i lange Rækker
hjemme hos ham, og som jeg haaber, at en heldig Skjæbne
vil bevare samlede, fordi vi der finde saa mange inter-
essante Personer, ikke alene af vore egne Landsmænd,
men ogsaa fra Sverig og Norge. Det er ikke dem, jeg
603
tænker paa, men jeg ser for mig den lange Række af
Figurer, som han har saa mesterlig frembragt. Disse
Heroiner, den knibske, ængstelige Sigrid; Ingeborg, hvor
hun skuer paa Hjalmars Ring, og hvor man føler, at hun
skuer saaledes paa den, at hun aldrig mere ser paa noget
Andet; Brynhilde, der fremtræder som den forfærdelige
Valkyrie. Besynderligt nok! saa fattige ere vi, at det al-
drig er faldet Nogen ind at tænke paa, at det vilde være
Umagen værd at faa den Konstner, som har gjort disse
Figurer, disse saa mesterlig tænkte og udførte Figurer,
til at lade dem fremstaa i et ædlere og varigere Stof.
Der er endvidere f. Eks. Dronning Margrethe staaende
med Sceptret og Rullen — Unionspagten — i Haanden;
der er Tycho Brahe, den stolte Adelsmand, som frem-
træder saa individuelt og bestemt for os. Og lad os endelig
huske paa hans Tordenskjold, som vi skylde en Privat-
mands Patriotisme: den unge frejdige Helt, som vi have
set ham i Antiksalen, og jeg havde nær sagt, lad os
skamme os, men lad os i det mindste undre os over, at
ikke allerede disse Figurer i Bronce smykke en af vore
offentlige Haver.
Det er imidlertid først en Begyndelse til, hvad jeg
kalder national Konst her i Landet; men det er en saa-
dan Begyndelse, at vi ikke længere kunne tvivle om, at
den er i Norden, at den er i Udvikling. Det er ikke
længere et fromt og et haabløst Ønske, jeg kommer med,
men Vidnesbyrd om, at den er til Stede. Saa trange og
ængstelige vore Vilkaar end kunne være, bør vi ikke op-
give Konsten, ikke opgive denne væsentlige Side af den
hele aandelige Udvikling. Vi skulle og maa frede om
den, for at den kan bære Vidne om, at vi virkelig ere
et selvstændigt Folk, der fortjener at bevares.
Rettelser til tredie Bind.
S. 209 L. 15 fra oven: har han, læs: han har.
S. 223 er ved en fejlagtig Conjectur det omtalte Besøg blevet henført
til Kobberstikker Felsing i Darmstadt i Stedet for til Kobber-
stikker Reindel i Niimberg.
PLEASE DO NOT REMOVE
CARDS OR SLIPS FROM THIS POCKET
UNIVERSITY OF TORONTO LIBRARY
BRIEF
N
0041880\
vol. 3.
Live Music
Archive
Librivox
Free Audio
Metropolitan Museum
Cleveland
Museum of Art
Internet
Arcade
Console Living Room
Open Library
American
Libraries
TV News
Understanding
9/11